Om prinsesser, social blindhed og baklava i klassens time

DR3 kørte for et stykke tid siden serien ”prinsesser fra blokken”, der portrætterede nogle unge kvinder med lange negle, en hård attitude og en opvækst, der vist ikke var helt ligetil. De boede alle sammen i en slags socialt boligbyggeri i hovedstadsområdet. En af prinsesserne, Siri, har fået sin egen serie og jeg synes den er værd at se  (se den her). Siri har det ikke nemt, men for dælen hvor har hun hår på brystet.

Jeg er opvokset på den københavnske vestegn, lige deromkring hvor Siri bor i starten af serien. Derude, hvor betonbyggerierne er i pastelfarver og hvor der er bygget skure tæt på stationerne til dem, der bruger dagene på at drikke øl – lunkne, så de ryger lettere ned. Derude, hvor solariebrun hud og piercinger i hele hovedet er god stil, og hvor man kan møde en mand med ”LORT” tatoveret med gotiske bogstaver henover overarmen i fitnesscenteret. Derude, hvor Tupperware-sælgeren i centeret lugter af gin, og hvor skraldespande er noget man brænder af.

Men det er også derude, hvor der findes landsbyer med stråtækte bindingsværkshuse og gamle, fine kirker. Derude hvor der bor en masse kedeligt almindelige mennesker, der nok aldrig får deres egen DR3-serie. Derude hvor man kan klappe geder, gå en tur i skoven eller tage i svømmehallen inklusive legeland for 25 kroner. Og jeg kan godt blive lidt træt af den ensidige fremstilling af vestegnen, der er i medierne, for det er aldrig dén side, der bliver vist – der hvor folk passer deres arbejde, spiser spaghetti med kødsovs til aftensmad og følger børnene i skole til tiden.

Og så er det derude, hvor mennesker har alle mulige forskellige hudfarver, baggrunde og livsmuligheder. Da vi for et års tid siden kiggede på at købe hus eller lejlighed, tænkte jeg meget over, at det sted vi valgte nok ville blive Lillens barndoms kvarter. Det var det sted, der ville danne rammen om hendes oplevelser, der hun ville få sine første venner, gå til de første fester og selv bevæge sig ud i verden på egen hånd. For det gør de steder, vi bor; de former os. Vestegnen har formet mig. Den har fx givet mig en meget karakteristisk københavnsk udtale, med meget udtales maaaaajet og nej mest af alt lyder som naaarj. Den har også gjort, at jeg vistnok ikke lider særlig slemt af social blindhed. Vi fik oftere baklava end flødeboller, når nogen i min klasse havde fødselsdag og  min allerførste kinddans var med en iransk dreng til Craig Davids ”7 days” –altså  jeg gik hver dag op og ned af de mennesker, som mange i dag er bange for. Jeg har set en klassekammerats far drikke sig ihjel, set hashmisbrugere i 8. klasse og set hvordan forældre kunne komme til at glemme deres børn midt i alle deres egne udfordringer. Men jeg har også bygget huler i skoven, været på æblerov, bygget sandslotte ved vandet, sejlet ture om sommeren i min fars båd og spist is på havnen.

Jeg syntes, at det var et fantastisk sted at vokse op. Fordi jeg havde nogle forældre, der altid gerne ville tale med mig om tingene og som fint rummede, at tingene nogle gange var lidt skæve. Og så tror jeg at jeg var så tilpas nørdet, at det aldrig rigtig var en mulighed for mig at blive inviteret med til de rigtig seje fester eller hænge ud med dem, der et par år senere sad i spjældet eller havde 3 børn med ukendte fædre. Det parcelhus-kvarter vi boede i kunne lige så godt kunne have ligget i Svendborg, Vejle eller noget helt tredje – det var alt det, der omkransede parcelhusene, der var noget særligt vestegn’sk. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage til Vestegnen, for nu har jeg ligesom prøvet dét. Men jeg ville heller ikke gøre det om.

Jeg håber, at vi kan give Lillen den samme trygge base herude på Amager, og at vi kan forme et menneske, der er nysgerrig og rummelig overfor det, hun ikke kender i forvejen (… undtaget stoffer og andre ting man kan ryge i spjældet for. Det behøver hun ikke undersøge nærmere, vel). Jeg håber ikke hun bliver en prinsesse fra blokken, for jeg synes der var nogle der skulle have passet bedre de piger engang, men jeg synes det er fint, hvis hun får lidt hår på brystet.

Ting jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor: Om at sidde fast, uden rigtigt at ville ud

Jeg sad forleden og læste nogle af alle de gamle hel- og halvfærdige blogskriv jeg har liggende på computeren. Jeg fald over et, som jeg skrev for præcis 2 år siden, men som aldrig er blevet udgivet. Det gør det så nu, for jeg synes faktisk at det meget fint beskriver dén ambivalens man kan have som nybagt mor; på den ene side kan man ikke forestille sig nogensinde at skulle forlade den lille kødklump, og på den anden side trænger man til at komme ud og væk fra sofaen. Jeg kan stadig huske følelsen af at være groet fast derhjemme med gylp på trøjen, mens alle andre har travlt med ferier, cocktails og uafbrudt søvn. Der var mærkeligt nok aldrig nogen der svarede på sms’er klokken 03.24 en onsdag nat… Men det føles som en evighed siden nu. Dengang jeg havde en lille baby. Værs’go, frisk fra december 2015. 

* **

Nåmen jeg er alene hjemme her til aften. Min partner in crime er nede og spise lækkert i Kødbyen. Jeg har brugt min aften på: 1) at spise halvfesen frysepizza, 2) at være godt og grundigt træt af mig selv over, at jeg ikke købte slik da jeg alligevel var i Føtex og 3) at tale med en dén stemme, jeg tror at rangle-katten Katzie havde, hvis altså den havde en.

Tidligere på ugen var min veninde forbi med take-away. Om morgenen havde hun været i TV og fortælle om sociale medier. Hun havde også lige været på arbejde og til frisør. Næste dag skulle hun fremlægge en reklame-idé for ledelsen i en større dansk virksomhed, inden hun skulle i lufthavnen og på kærestetur i Stockholm weekenden over. Jeg havde gylp på trøjen, og min ammehjerne fik næsten stress af hendes program.

Livet er godt nok noget helt, helt andet efter jeg er blevet nogens mor. Jeg bruger ikke mine penge på Ganni-ting og restaurantbesøg, men derimod på tøj i størrelse lille bitte og to-go-kaffe. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har dullet mig mere op end lidt mascara og en vatpind i øregangen, eller hvornår jeg sidst har fået noget som helst med alkohol i. Mine neglelakker tørrer ind og mine parfumer fordufter snart. Jeg laver ikke noget som helst uden for matriklen efter kl. 20.00, og det er en anden end mig selv der bestemmer, hvornår jeg skal op om morgenen. Og så ved jeg pludselig virkelig meget om baby-afføring, arp og tigerspring.

Jeg ville ikke bytte dét, jeg har nu, for noget som helst. Det er så dejligt at være sammen med et lille menneske, der smiler tandløst og lykkeligt, hvis jeg laver et mærkeligt ansigt. Én som prutter højlydt, uagtet situationen, og som kan have en fest alene ved at kigge på en ketchupflaske eller en farvet kaffekop. That being said, så glæder jeg mig også til at det er min tur til at spise middag med nogen i Kødbyen. Så kan mit lille, menneskelige sidekick jo hygge sig med faderen imens.

Han er iøvrigt også bedre til at give legetøjet stemmer, end jeg er.

Julegaver til arvingen

Jeg er lige kommet hjem fra julegave-shopping med min søde veninde Anne. Vi var på Strøget, og selvom jeg helst undgår det sted resten af året, kan det et eller andet i december. Granguirlanderne med julehjerter og lyskæder i. Duften af brændte mandler. Folk med dynejakker på og glögg-ånde. Frygten for lommetyve. Smukt pyntede udstillingsvinduer. Dét er altså julestemning! (Også selvom jeg ikke kan mærke mine tæer nu, fordi det var sådan en kold fornøjelse… Uff!)

Jeg ønsker mig en ny mascara, en ansigtscreme og kogebogen ”Kødfri Mandag” i julegave. Jeg prøver at skrive ned i løbet af året, hvad jeg ønsker mig, så jeg ikke ender i sådan en gang halvhjertet panik-liste med noget, jeg egentlig ikke rigtig har brug for. Det er noget andet med Lillen, for jeg har åbenbart virkelig svært ved at vente med at købe det, hvis der er noget, jeg synes hun skal have – og jeg kan endnu mindre vente med at give hende det! Måske skulle jeg ønske mig noget  voksen-tålmodighed i julegave 🙈

Nå, men alligevel er det lykkedes at lave en god ønskeliste, og nu er hun jo blevet så stor at det skal være noget hun faktisk bliver glad for – og ikke (kun) noget, som mor her synes, at hun mangler. Lillen ønsker sig…

… ”Numsebogen”, fordi hun synes alt der har med numse og prutter at gøre, er bomben.

…Balance-legesten fra Gonge, så damen kan træne grovmotorikken lidt på jorden-er-giftig-måden.

… Spil fra Djeco til de helt små børn. Så kan vi sidde og spille spil, drikke varm kakao og have det hyggeligt, når det er allermest koldt udenfor.

… Dukker fra Sebra. Lillen havde én, som hun var så glad for, men som desværre blev væk på vej hjem fra vuggestue. Derfor ønsker hun sig en ny, og det er nok det tætteste hun kommer på noget nydeligt legetøj – hæklet og i afdæmpede farver.

…Sengetøj med elefanter, “Sove Trine”. Det er så fint og retro-agtigt på den ikke-nougatfarvede måde, og ofte synger vi en godnat-sang med elefanter i at det næsten ikke kunne passe bedre.

…Bogen om Pippi Langstrømpe. Pippi er et kæmpe hit herhjemme, så jeg tror hun vil elske en rigtig Pippi-bog. Og så er Pippi jo også en én med noget seriøs girl-power, og den slags forebilleder må Lillen hjertens gerne få!

…En kælk, så vi kan komme ud og lege i sneen på Amager Fælled, når/hvis dén slags kommer.

Om den søde kløe og grimt legetøj

Jeg sidder i sofaen, pakket ind som en sommerfuglelarve i en puppe af uld-tæppe. Min mund klør, fordi jeg har nøddeallergi men alligevel har spist en halv plade Marabou med nødder – nogen gange er det bare det værd at have en kløende mund for (… og ja, jeg er 30 år). Jeg ved ikke helt om man kan kalde det for den søde kløe, men den er i hvert fald forårsaget af noget dejligt sødt og knasende!

Lillen er stadig ikke frisk, så idag har jeg haft fornøjelsen af at være hjemme med den lille frikadelle. Vi har leget med togbane og med dukker, læst om Totte der bager kage og så har vi diskuteret, hvor meget sukker, der må komme på havregrøden. Ikke at det er til diskussion, egentlig. Vi har været en lille tur nede for at handle ind, hvor jeg brugte en formue på juice serveret til noget frygtelig høj umchi-umchi-musik af en ung herre på omkring 11 år, og på at kaste mønter ind i en syngende Postmand Per-bil. Og så var vi i Bilka. 

Jeg fik næsten ikke Lillen med hjem fra Bilka, fordi hun forelskede sig noget så eftertrykkeligt i en kæmpestor enhjørning af plys og glimmer, på tilbud til 399 kr. Hvorfor er det altid det aller grimmeste legetøj børn falder for? Jeg har aldrig nogensinde set mit barn være helt rundtosset over noget i douche farver og god kvalitet. Lige nu ligger hun og tager sig en lur med en anden af hendes store forelskelser: En skrigorange chimpanse, som hun ikke kunne leve uden, da vi sidst var i zoo. Jeg prøvede at sælge chimpansen til hende i  sort eller brun, men damen kiggede på mig med sådan et ”ikke-mere-pis-nu-moar” blik, og sagde: ”Nej. Orange.” Og sådan blev det – selvfølgelig. Men det er en rigtig fræk chimpanse. Forleden kunne jeg høre lyden af kuglepen på papir og Lillen, der med sin mest indignerede stemme sagde: “EJ! Frække abe!” – da jeg vendte mig om og kiggede, havde aben godt fat om en kuglepen, mens den tegnede på en biblioteksbog. Hjulpet på vej af Lillens små, tykke fingre selvfølgelig.

Nu vil jeg hente noget koldt vand til at dulme kløen med, og så vil jeg nyde stilheden lidt endnu. Inden længe vender jeg tilbage med nogle bud på, hvad man kan ønske sig i julegave når man er to år – og legetøj i støvede pastelfarver og den slags er der absolut ikke noget af 😉 God eftermiddag!

 

Tiden der løber fra mig

Nåmen, jeg synes faktisk, at tiden løber fra mig for tiden. Og den løber hurtigt. Jeg får ikke skrevet noget som helst på bloggen, og jo længere tid der går, jo mere kan jeg mærke en skriveblokade vokse frem. Men den når aldrig helt derhen, hvor jeg ikke kan smutte forbi den – jeg skal bare huske mig selv på, at det hele ikke behøver at være klogt eller sjovt.

De sidste par dage har jeg brugt på at holde det 2-årige og feberramte lille menneske i live. Hun vil gerne nusses på ryggen, se tegnefilm og drikke kakaomælk, men hvis det var fysisk muligt tror jeg allerhelst, at hun ville kravle ind under huden på sin mor. Heldigvis er der også pauser mellem Frode Får og powernaps, hvor mor-skuldrene sænkes lidt når hun begynder at kommandere, præcis som hun plejer. Fx ”far, hent snotpapir!” eller ”nej, SELV lukke! Ikke mor gøre det! (når hun har været publikum ved toiletbesøg og selv skal lukke låget på toilettet, that is) ”.

Jeg har samtidig forsøgt så godt jeg kan at få enderne til at mødes på arbejde, selvom det er en slags tradition at vi løber lidt ekstra stærkt op til jul. Jeg tror endda jeg glemte mit hoved på arbejde, da jeg i dag kørte i Fields for at købe havregryn og æblejuice. Det kan godt være at Fields er temmelig anstrengende på alle dage, men INTET slår Black Friday. Intet! Familier med overtrætte børn, vildskab i øjnene og 50 poser fra Skoringen og Matas der møver sig rundt i en langsom og tætpakket masse. Og det stakkels personale, der skulle klare de lange køer eller som var sat til at dele karameller ud til de handlende, så de ikke gik sukkerkolde midt i cirkusset. Jøsses mand. Jeg havde det sådan her, da jeg prøvede at nå hen til Bilkas hovedindgang:

Jeg ville egentlig også have købt et lille juletræ, men jeg kunne overhovedet ikke bære det. Har ellers købt alt muligt pynt med glimmer og farver ud over det hele, og jeg glæder mig til at hænge det på træet sammen med Lillens kreationer med klatmaling og palietter på. Bo Bedre kan bare ringe, kan de – det bliver helt perfekt.

Og hvad sker der ellers? Jo, jeg har nørdet kommunalvalg og været fascineret over hvor tørre læber det er fysisk muligt at have alene fordi temperaturen har sneget sig under 10 grader. Jeg har lavet risengrød og forsøgt at rydde halvdelen op af alt det, jeg får rodet ud herhjemme, men det er ikke så let, for jeg er en garvet roder. Jeg har købt en cykelhjelm jeg tænker vil øge min streetcredit med cirka 200% i det daglige – i hvert fald så længe jeg ikke fortæller nogen, at min eftermiddagssnack denne uge har været en pakke Knoppers. Og så er jeg gået helt død hver aften, når klokken nærmer sig 21. I dag er ingen undtagelse kan jeg mærke…

Amager er over and out.

Om (ikke) at gå kontra på den

Opdragelse er egentlig ikke noget, jeg har brugt særlig meget krudt på – jeg har hverken læst nogle bøger eller fundet gode råd på heste-nettet. Jeg tager det som det kommer. Der er dog noget, jeg ikke gør, og det er at råbe eller skælde ud. Til gengæld prøver jeg at være  tålmodig og rummelig i forhold til alle de mærkelige ting, en to-årig kan finde på, og på de meget store følelser, der indimellem fylder den lille krop – fx når nogen er så tarvelig, at man kun må få læst én godnathistorie, at man skal have børstet tænder af en voksen eller at man skal spise både figenpålægget og rugbrødet.

I forhold til tålmodighed fik jeg på en eller anden måde en stor portion, dengang Lillen kom til verden. For jeg har aldrig nogensinde været tålmodig anlagt, og min mor har ofte drillet mig med, at jeg havde ”tissemyrer i numsen”. Jeg tror også det er derfor jeg aldrig er blevet sådan rigtig god til noget – fx guitar, strikning eller badminton – fordi jeg simpelthen ikke havde tålmodighed til at lære det. Selvom jeg er blevet mere tålmodig og gør mig umage med at have en mor-ja-hat på, kan jeg fandenfisemig godt blive udfordret.

Fx når jeg siger: ”Du skal blive hos mor” på parkeringspladsen foran Netto, og Lillen løber direkte væk fra mig. Eller når jeg siger: ”Kom og få bukser på”, hvorefter damen forsvinder med 200 km/t. Eller da vi sidst var i Zoo. Vi havde på børnefamilie-manér pakket madpakker, varmt tøj og overskud ned i den overbelæssede klapvogn. Efter en lang bustur i 4A, kom vi ind i Zoo. Lillen kiggede på sælerne, men var skidesur, og faldt i søvn i klapvognen kort efter. Da hun vågnede igen, stadig noget groggy, tog vi i børnezoo. Og det skulle vise sig at være dér, undertegnede blev udfordret – mildt sagt. Jeg brugte størstedelen af tiden i børnezoo (dvs. mellem skrigende børn, trætte forældre, ansigtsmalere og klappegeder) på at rende rundt i en frygtelig, foroverbøjet stilling i kanin-labyrinten, mens jeg på den mest passiv-aggressive måde prøvede at få Lillen til at høre efter. Det lykkedes ikke. Hver gang jeg sagde ”kom” så løb hun væk væk, og når jeg sagde ”nej” så sagde hun ”jo”. Hun gik kontra på samtlige instruktioner fra moderskibet.

Og sådan er det åbenbart at have en 2-årig. I hvert fald noget af tiden. For viljen til selv at bestemme, er på den anden side også ret fed. I dag ville hun fx gerne se Bamse og Kylling i ’den store seng’, og det var så hyggeligt at ligge og putte midt på dagen og få varmen efter en kold cykeltur. Og aftensmaden ville hun gerne spise på gulvet, så det gjorde vi, og bagefter ville hun danse – og sådan endte aftenen med, at vi spænede rundt i stuen og spillede luftguitar til et gammelt nummer med TV-2. Når der kommer så fine forslag fra det lille menneske, så handler det bare om, at de voksne ikke går kontra på den, synes jeg. Også selvom der i skrivende stund er lidt ketchup på køkkengulvet…

Status pt. #25

Går godt:

– Forleden var jeg med Lillen en tur i Naturcenter Amager, for at få lidt frisk luft og kigge på nogle høns. Lillen var skide bange for hønsene, og der kom en stor krage og spiste halvdelen af hendes madpakke. Men det var simpelthen så hyggeligt alligevel, og jeg følte mig meget friluftsagtig, fordi det ikke var mig der var mest bange for hønsene.

– Tandbørstning har altid været en slags wrestling-kamp her på matriklen. Jeg har prøvet at synge, give hende lov til at synkron-børste mine tænder, jeg har sat mig ovenpå hende og jeg har distraheret med Gurli Gris. Men med frygt for at jinxe det, har jeg fundet på noget, der virker! Det er ikke raketvidenskab, men går altså ud på at sige, hvad man ”finder” inde i gebisset, mens man børster: ”Neeeej, er det en lille rosin herinde i hjørnet? Og hov, er det noget avocado jeg kan se bag fortænderne?”. Lillen synes det er så spændende at jeg kan se hvad hun har spist, og siger ”aaaaahhh” med åben mund allerede inden jeg har placeret mine fedtfingre på tandpastaen. Så, hermed er tippet givet videre!

-Jeg har købt et fint dukkehus til Lillen i træ, med søde dukker og fine møbler. I LIDL, så det kostede sådan cirka ingenting. Og Lillen er så glad for det, og leger at dukkerne ser ”Sofus” i fjernsynet, spiser leverpostejsmadder og at de er ved lægen. Så ved man ligesom hvad der fylder i hovedet på en 2-årig.

– Jeg har også købt en ny cykelkurv, der er på størrelse med en større provinsby, og det er de bedste penge, jeg nogensinde har brugt i en cykelhandler. Jeg kan have indkøb, computer, overtøj og en dukke liggende uden problemer. Godt nok slingrer jeg som ind i helvede hvis den er læsset til den tunge side, men jeg er stadig fan.

– Til gengæld går mit tøj-shoppe-stop ganske forrygende. Dog nåede jeg lige inden det begyndte at købe mig sådan et par, fordi der ikke er noget, jeg er større fan af, end blødt tøj, og især, hvis det ikke ligner noget, der er blødt. Livet er simpelthen for kort til ting der strammer.

– Mit ellers skamferede hår har nu nået en ganske fin længde. Så faktisk har jeg tilgivet frisøren. Altså ikke at jeg nogensinde kommer tilbage igen, vel.

– Helt perfekt suttetræ a la Amager:

 

Går ikke så godt:

– Der er nogen har stjålet det smarte overtræk, jeg havde købt til min nye kæmpe-kurv. Røvhuller.

– Jeg er blevet så snottet, at jeg indimellem tager mig selv i at tænke ”ÅH NEJ, DET ER JO HJERNEN!” når jeg pudser næse, på grund af konsistensen. Man skulle næsten tro, at det var mig der gik i daginstitution. Og så snorker jeg som en gammel mand for tiden, og render konsekvent rundt med åben mund og sprukne læber for at sikre iltindtagelsen. Cute. Og undskyld for ækle billeder på nethinden i øvrigt.

-Jeg er blevet låst inde af Lillen! Jeg gik ind på vores ekstra-værelse, og i løbet af ingen tid havde den lille dunse lukket døren og drejet nøglen om. Da det gik op for hende, at jeg ikke kunne komme ud, blev hun dybt ulykkelig og jeg kunne ikke få forklaret, at nøglen skulle skubbes ind under døren. Jeg kunne dog gå ud på altanen, og således endte jeg med at sidde i morgenkåbe i en halv time på en frostkold altan, mens jeg sang ”Lille Peter Edderkop” på maksimal volumen, mens Lillen sad på den anden side af døren med tårer og snot blandet i én stor pærevælling, indtil redningen kom med en ekstra nøgle til hoveddøren. Nu er alle nøgler inddraget, og alt er godt igen. Årh mand, hvad man ikke skal være på forkant med, når man har sådan en størrelse.

– For et par uger siden hentede jeg Lillen, og hendes legekammerat i vuggeren påpegede, at jeg havde maling på kjolen. ”Nej jeg tror det er valmuer, Konrad” sagde pædagogen. Det var hverken valmuer eller maling, det var bare kombinationen af en udløbet tampon og en lang cykeltur. Så deeet…

– Er der nogen der kan fortælle mig hvad der sker for de der typer, der sender deres enorme formuer i skattely jf. #paradisepapers? Jeg bliver altså godt, gammeldags indigneret. Røvhuller (…men en lidt anden slags end dem, der stjal overtrækket til min cykelkurv, forstås. Dem kan jeg på en måde bedre håndtere).

-Min hud i ansigtet har åbenbart glemt, at den sidder på en voksen dame og ikke på en frisk fyr i 8. Klasse. Altså, jeg gør hvad jeg kan, men kønt er det ikke – lige nu har jeg fx en bums der er så stor, at den burde have sit eget postnummer.

 

 

Sådan sker der jo alligevel noget i denne her lidt kedelige tid på året

Vi sidder i sofaen, Lillen og jeg.

Lillen: ”Hvad er det, moar?”

Moren: ”Det er mors hår”

Lillen: ”Nej, hvad er det, moar?”

Moren: ”Det er mors hår”

Lillen: ”Nej, denne her, moar. Æblegrød!”

… Og sådan fandt jeg ud af, at Lillen havde pyntet mit hår så fint med en lille smule æblegrød. Håret er blevet temmelig stift nu, så det er vist ikke en anbefaling jeg vil give videre. Men lidt uhyggelig skal man vel se ud, her den 31. oktober – Halloween! Udenfor er der helt mørkt, bortset fra nogle tilfældige billygter der kører forbi, og de fine udskårede græskar, der lyser op foran dørene og på altanerne rundt omkring. Kvarterets børn er udklædt som monstre, mumier og omvandrende spindelvæv og trasker fra dør til dør med deres slikfyldte poser. Jeg tror ikke helt jeg forstår hvornår Halloween egentlig blev en rigtig tradition? Og betyder det så, at fastelavn er dømt ude? Eller er der bare to dage med udklædning?

Her i huset er den seneste uges tid druknet i de obligatoriske institutions-sygdomme. Hoste. Let feber. Snot (og i den forbindelse kæmper jeg en brav kamp for ikke at falde tilbage i mit 10 år lange misbrug af næsespray. Men følelsen af at skulle sove uden at kunne trække vejret ordentligt ikke? Uff!). Og så havde vi forleden en nat, der bød på intet mindre end tre gange sengetøjsskifte fordi nogen brækkede sig ud over det hele – og nogen kastede næsten op i ren sympati. Sådan endte vi med at se Sofus klokken 2 om natten, pakket ind i dyner og med en skål indenfor rækkevidde.

Udover at hoste og snotte, har vi haft den store krea-hat på herhjemme. Vi har lavet julepynt med masser af klipning (læs: umotiverede hakker i karton), glimmer og store pallietter . Først havde jeg i øvrigt fundet universal-limen frem til palietterne, men blev bange for om Lillen blev helt hægtet af efter en halv time i dén dunst, så jeg fandt noget helt kedeligt fingermaling frem i stedet.

Og så har jeg forresten slugt programmerne “Tykke Ida”, “Gina Jaqueline – en sugardaters fortællinger” og “Hård Udenpå” råt. Alle ligger på Dr.dk. DR laver virkelig nogle fede programmer for tiden, synes jeg!

Sådan sker der jo alligevel noget i denne her lidt kedelige, mørke og midt-imellem-agtige tid på året. Halloween, opkast, tv og glimmer… Og æblegrød i håret. Jo jo. 

På en vindblæst perron i forstadsland

Den kølige efterårsvind fik folk på perronen til at putte hænderne i lommen og hæve skuldrene lidt. Det var midt på dagen, og solen skinnede. På en bænk sad et ældre par. Kvinden med krøllet hår og et silketørklæde, og manden med en læderhat og sko, der var alt for hidsige i farverne til det beige tøj. Ansigterne var lagt i nydelige folder og vidnede om et langt liv. Kvinden så trist ud, og manden tog hendes hånd. Med den anden hånd aede han hendes kind, mens han talte kærligt og roligt til hende. Ikke langt derfra stod en ung mand i joggingtøj og røg en cigaret, og et gennemkørende tog buldrede forbi.

Jeg har været til begravelse idag. Jeg er ikke døbt, men jeg har – havde – en gudfar, og det er ham, vi sagde farvel til idag. Med blomster, tårer og ord fra præsten om, hvordan vi skal fejre livet og lade de afdøde leve videre i vores historier og vores kærlighed.

På vej hjem stod jeg og frøs på perronen og kiggede på parret på bænken. De viste så fint, hvad det er vi skal huske at fylde vores dage med – nemlig hinanden.

På en ellers trist dag var det en fin lille påmindelse om at sætte pris på de små ting; et kærligt strøg på kinden af nogen vi holder af, eller nogen at læne sig op ad, når vi er triste. Lige dér, en helt ualmindelig torsdag, midt på en kold og vindblæst S-togs perron  i forstadsland.

 

Siden sidst har jeg…

… fået børnesår. Ja. Og ad.

… været en tur i Malmø for at tanke op på chokladbollar (en slags fantastisk forvokset havregryns-kugle), svensk ost og Marabou med salte mandler. Jeg har sovet i den blødeste hotelseng og spist friske vafler med flødeskum og nutella til morgenmad, og så har jeg købt en fantastisk genbrugskjole i knaldrød med kæmpestore skuldre samt et perfekt sæt nattøj til Lillen med svensk jule-bagværk på.

… lavet aftensmad idag. Det bestod i at koge kartofler til kartoffelmos og lune en omgang færdige “kødboller” fra Astrid og Aporna, og det endte med, at noget blev brændt grundigt på, og noget blev udliciteret i ren frustration. Kanonkugler med kartoffelmos – hvis I vil have en opskrift, så siger I bare til 😬

… haft besøg af Sørens familie. Vi har lavet halloween-græskar – og lavet græskarkage og græskarboller af indmaden. Og vi har gået tur på fælleden (eller, jeg og Lillen gik med de første 250 meter, og så var der nogen der blev nødt til at vende om og gå hjem fordi der var nogen der overhovedet ikke hørte efter hvad der blev sagt), og cyklet gennem København i eftermiddagssolen. Vi har også danset stop-dans til Marcus og Martinus, og helt ærligt, så bløder mine ører stadig en lille smule. Næ, dengang mor her var ung var det Spice Girls og Westlife der hittede, og dét kunne altså noget!

… fået at vide af mit afkom, at ”mor er en tyksak”. Det kommer endda fra én, der har bukserne siddende under maven.

… været i biografen og set ”Gud taler ud”. Aldrig har jeg set Søren Malling så ucharmerende, og aldrig har jeg været så små-forelsket i Lisa Nilsson.  Jeg brugte 100 kroner på popcorn og en liter sodavand, så jeg blev faktisk nødt til at sætte mine bukser under strutmaven da jeg cyklede hjem. Såeh.

… haft sangteksten ”af sted, af sted til genbrugsstationen” på hjernen hele dagen, fordi jeg så Gurli Gris i morges, og dér skulle de hen og aflevere flasker og aviser.

… prøvet at overtale den anden voksne her på matriklen til at tage på camping-ferie med telt, fælles-bad og mad over bål. Manden tror vist ikke rigtig på at der findes en frilufts-Sofie indeni, der gerne vil ud, men for dælen hvor kunne det være hyggeligt med fugtig soveposer, en duft af snobrød og ingen wi-fi. Dog minus edderkopper og andet kryb.

… fået raget et eller andet virus-halløj til mig, og har derfor brugt dagen i blødt tøj og uglet hår. Men jeg er aldrig så syg, at jeg ikke kan spise bridge-blanding, ha!

… købt nye, fine støvler. Jeg glæder mig sådan til at bruge dem, når jeg er færdig med at være en huleboer i sutsko.

… set ”Landmand søger Kærlighed” og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg er den eneste der har lagt mærke til at der er en vis lighed mellem den søde Danni fra det nordjyske og manden i Frode Får? Ja?