Om tarteletter, en totureret øreflip og pakkekalender. Ja mand, pakkekalender!

Jeg håber, at weekenden har været god over hele linjen!  Jeg har været til rytmik på det lokale bibliotek, spist tarteletter og gået ture på fælleden, der flotter sig i orange farver disse dage. Jeg har sagt de samme ting en million gange (for åbenbart er hørelsen meget selektiv når man er blevet 2 år) og jeg har lavet mig et hyggeligt lille hjemme-kontor i vores ekstra værelse. Jeg har bagt chokoladekage, været klistret til skærmen mens jeg så det nye afsnit af ’Herrens Veje’ på dr.dk. og så har Lillen ”klippet” mit hår med en lege-værktøjstang – en situation der på en eller anden måde resulterede i, at min øreflip blev mast til plukfisk. Så deeet….

Men jeg har også brugt weekenden på at pakke 24 gaver ind; en pakkekalender til Lillen! Jeg elsker pakkekalendre. Da jeg og min søster var små fik vi altid en lille gave hver dag i december, men det stoppede en dag hvor vi fik en hårbøjle i hver sin farve og skændte noget så frygteligt om, hvis der var pænest. Min mor syntes vi var nogle utaknemmelige skarn, og det havde hun jo for så vidt ret i. Jeg har ellers scoret mig en masse fede ting i pakkekalendre gennem årene – Spice Girls kort, en Pyrus-nissehue and whatnot. Og NU er det blevet min tur til at lave en kalender til mit hjemmelavede yndlings-menneske.

Jeg er ude i åndssvagt god tid med Lillens pakkekalender, fordi jeg har glædet mig sådan til at lave den. Jeg har gået og samlet pakkerne sammen til henover sommeren. Jeg har købt alle tingene på Reshopper eller loppemarkeder (altså ikke snacks, vel), så det har ikke været nogen særlig stor udskrivning men vældigt hyggeligt at finde på.  Lillen kommer til at pakke en dukke op, nogle træperler, dyr, hånddukker, bøger med den fedterøv til Alfons Åberg og alt muligt andet lækkert. Hvis man ikke kan overskue dét projekt så ved jeg at børnebutikken Heidi og Bjarne på Istedgade laver færdigpakkede kalendre af genbrugs-ting med temaer – fx kryb eller krea. De plejer at være eftertragtede, så det er en idé at være hurtigt ude.

Kan man godt snakke om jul i oktober? Jeg ved det ikke helt, men jeg tænkte at det kunne være at nogen kunne bruge ideén – og idag er der kun 46 dage til 1. december 😜

“HEJ MOR” sagde hun og jeg blev skidebange

Forleden var jeg på vej hjem, med Lillen bagpå cyklen. Vi stod og ventede på at skulle over en stor vej, og lige pludselig kunne jeg se arvingen ud af øjenkrogen – på en eller anden måde havde hun fået krænget sig ud af en del af selen, og hang ud til siden mens hun sagde ”HEJ MOR!”. Jeg blev skidebange, og mit hjerte var ved at hoppe ud af brystkassen. Aldrig nogensinde har mine nerver været mere tyndslidte end efter jeg blev nogens mor. Not even close.

Mit yndlingsdigt har siden en dansk-time i folkeskolen om romantikken været ”Angst” af Emil Aarestrup. Det handler om livets skrøbelighed, og om, hvordan kærligheden for en stund kan ophæve netop dén. Og det er så smukt, så smukt. Men for mig er skrøbeligheden pludselig rykket meget tættere på, end den nogensinde har været. Måske fordi kærligheden har fået en anden form, end den har haft før. Jeg er blevet bange for mange ting. For eksempel for mikroplastik.  For at Lillen får et stykke knækbrød galt i halsen. For cocktaileffekter af hormonforstyrrende stoffer. For terrorangreb. For sprøjtegifter i maden. For at der sker nogen af os, der skal passe på Lillen, noget. For klimaforandringer. Og nu altså også for cykelseler, der ikke er, som de burde være.

Måske er det et vilkår for forældreskabet? Sådan en slags grund-angst?

Jeg tænker, at det bedste jeg kan gøre er, at gøre noget. Jeg har købt nye seler til cykelsædet. Jeg har downloadet en app, der kan scanne stregkoder og fortælle mig, om produkterne indeholder mikroplastik. Jeg har været på førstehjælpskursus. Jeg køber svanemærket og økologisk. Jeg bor i en energivenlig lejlighed, jeg spiser ikke kød og jeg har ingen bil. Men jeg kunne godt stramme op på ét punkt: Mit tøjforbrug. Google fortæller mig, at en t-shirt ”koster” ca. 1.500 liter vand og i alt 11 kg. Co2. Så jeg har besluttet mig for ikke at købe noget som helst nyt tøj fra 1. november og et år frem (og jeg tænker at det hvis jeg siger det til mange mennesker, så forpligter det ligesom lidt mere). Jeg gør noget, så godt som jeg nu kan.

Og så må jeg vist prøve at trække vejret dybt ned i maven for resten. Ind gennem næsen og ud gennem munden, og den slags.  For jeg er her stadig, selvom jeg er vokset op på ikke-økologisk boller i karry og selvom jeg sikkert har smurt mig ind i en masse hormonforstyrrende (om end velduftene) ting i halvdelen af mit liv.  Selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke beskytte Lillen fra alt det nederen her i verden.

Men jeg prøver, det gør jeg.

(Klimavenlig, ikke-instagramvenligt øko-mad: Hokkaido-suppe med pasta for at tilgodese den to-åriges motorik. Ikke at vedkommende gad spise det af den grund).

Back in business

Vi er hjemme igen. Back in business. Det var godt nok en lang tur hjem i går, for flyet var forsinket og Lillen gad ikke at sidde og kukkelure på hendes flysæde, så i stedet drillede hun på den der jeg-spænder-min-sele-op-og-tager-dine-læse-briller-måden. Jeg kan jo godt forstå hende, for jeg synes heller ikke det er særlig spændende at flyve. I gamle dage kunne man i det mindste glæde sig til de dér bakker med mad, der kunne spises uden at bruge tænderne, men nu kan man få lov til at løbe en pose chips for 350 kroner.

Det er altid lidt ambivalent at komme hjem fra ferie, synes jeg – for på den ene side er der ikke noget bedre sted at sove end min egen seng, det er rart at kunne købe lige præcis dét jeg gerne vil have til mit køleskab og så er det rart at komme hjem til flere bøger end den håndfuld pixi-bøger, jeg i den sidste uge har læst femhundrede gange. På den anden side er det også trist at noget dejligt er forbi, og det var virkelig en god tur. Jeg savner allerede farverne og stemningen. For helt ærligt, så er Rom altså noget mere sexet end Ørestad, og især i går var kontrasten til at føle på, da vi landede i silende regnvejr.

Jeg har brugt dagen i dag på at vaske tøj, være på tur på Amager Fælled for at lufte Lillens nye vinterstøvler og så har jeg været I Bilka. Jeg hader og elsker Bilka på samme tid, men det er verdens bedste sted at lave sociologiske mini-analyser ved kassebåndet – en slags ”kender du typen” med mennesker fra hele Amager. Hvem køber hvad? I dag stod jeg fx bag en dame, der havde en uges ration af madpenge med i cool cash i en kuvert – hun brændte hele molevitten af på 10 pakker færdige flødekartofler og mørbrad i kolli-køb. Jeg købte bare virkelig mange pommes frites (5 pakker for 50 kroner!) og så dén slags man bare skal have – mælk til kaffen, rugbrød, toiletpapir… Overvejer at anskaffe mig sådan en lille træk-vogn til varer, ligesom mange ældre damer har, men jeg ved ikke om jeg synes det er lidt for nørdet. Men jeg får altså lange arme af at bo tæt på Bilka, men alligevel ikke lige ved siden af, især fordi det er nogle åndsbollede tilbud de har. Helt ærligt mand, hvem har plads til 5 poser pommes frites i fryseren?

Nå, men nu vil jeg købe et par nye, vamsede hjemmesko, jeg har sat en ny glimmer-broche på min varme jakke og så har jeg tænkt mig at sætte tænderne i et par honningkager om lidt (Søren vil ikke have hans fordi han synes det er en jule-ting, så derfor er der to til mig. YES!). Nu er jeg ved at være klar til efterår med alt hvad det indebærer af tykke trøjer, mørke eftermiddage og brune farver på træerne udenfor mit vindue. Det kan jo også noget – men aller først et sidste lille skud italiensk sensommer❤

Livet er (friture)fedt: Postkort fra Rom

Det var altså tider, dengang man altid sendte postkort fra ferierne. “Hej 5.A. Jeg har det godt. Jeg spiser is og bader. Hej Hej fra Sofie“. Det tog altid hundrede år at vælge det helt rigtige kort (skulle det være det med delfinen? Eller blomsterne? Eller det med den nøgne dame på stranden?) og som regel kom kortet frem et par uger efter at ferien var slut. Nu er postkortet vist afløst af Instagram og snapchat. Men hvis jeg skulle sende et postkort hjem fra Rom ville jeg skrive at…

…. vi har det perfetto! 25 grader, sol og billig kaffe.

… italienerne går rundt i dynejakker og lange bukser, fordi det åbenbart er efterårsdresscoden. Det er kun de flødefarvede turister her der render rundt i korte rør og t-shirts (og stadig sveder lidt).

… den eneste grøntsag jeg indtager for tiden er tomatsaucen på min pizza. Jeg spiser til gengæld også virkelig, virkelig meget pizza.

… jeg har set en mand, der lignede en Italiensk udgave af Søren Pind.

… jeg får lyst til at gå i stramt tøj, høje hæle og store guldsmykker, for jeg kan ikke lade være med at føle mig temmelig fodformet og uglet, når man er omgivet af damer, der har gjort så meget ud af dem selv.

… Lillen blev så hidsig igår at hun kastede op udover hele dobbeltsengen. Og på mit tøj. Og på sig selv. Og på gulvet. Jo, deeet.

… jeg har fået den bedste is, jeg nogensinde har smagt. Mørk chokolade og hasselnødder. Godt nok endte halvdelen af den på min underarm jf. Pkt 1 og 2.

… jeg har fået 21 myggestik på benene, fordi de små røvhuller åbenbart elsker mit pizza-blod. Og jeg som endelig var sluppet af med skorpen fra et tre måneder gammelt myggestik, som jeg kom til at barbere af hver gang jeg barberede ben. Nu bliver barbering en form for rødprikket forhindringsbane. For fanden, altså.

… jeg har været på seriøst mange romerske legepladser efterhånden. Rom er altså ikke en helt oplagt destination med en 2-årig, men med lidt legeplads og en masse is går det strygende.

… til gengæld har jeg fået ømme arme af at okse rundt med klapvognen på brosten, hullede veje, kantsten på højde med Lillen og den slags. Crossfit i småbørnsforældre-udgaven 💪🏼

… Gurli Gris-merchandise er meget billigere her i Italien. 10 yolo for en Gustav- bamse, ka-tjing!

… vi har været ved stranden idag, en halv times togtur fra byens centrum. Og hvis italienerne ikke har dynejakker på, har de åbenbart meget, meget små speedos på. I hvert fald de ældre mænd.

Jeg håber I har det godt derhjemme.
Kærlig hilsen Sofie, 30 år.

Det er nogle gange smadder ulækkert at være børnefamilie

Jeg burde pakke min kuffert, men jeg kan s.i.m.p.e.l.t.h.e.n ikke komme op af sofaen.

I morgen tager vi til Rom, og vi skal være der i en uge. Yes mand! Vi skal spise pizza og drikke vin. Vi skal slentre rundt køre hasard-kørsel med klapvognen på de ujævne gader og så skal vi nyde at der er solskin og over 20 grader. Jeg glæder mig sådan, og har pakket Lillens tøj, men jeg kan åbenbart ikke få taget mig sammen til at finde nogle kjoler og underhylere til mig selv frem, og smide det ned til alt det obligatoriske gøgl, man slæber rundt på, som børnefamilie. Fx har jeg lagt en hel rulle figen-pålæg i kufferten sammen med vådservietter, femhundrede Sleich-dyr og alt for meget tøj i str. 2 år.

Udover at pakke Lillens ting har jeg brugt formiddagen på at træde i havregrød, spise en yoghurt der nåede udløbsdatoen for længe siden og pudse næse på den lille frikadelle, der stadig er snottet. Og så har jeg været til lægen med førnævnte frikadelle, fordi dét jeg tænkte var friske, røde vinter-kinder åbenbart var børnesår. Yikes.

Det er nogle gange smadder ulækkert at være børnefamilie. Her er jo snot, stafylokokker, savl, halvspiste kiks og børneeksem ud over det hele! Her er halvbørstede tænder, sutter der har ligget længst inde under sofaen og hygget sig med nullermændene og ved særlige lejligheder er der også lort i badekarret. Stuen er ryddet op i maksimalt syv minutter ad gangen, og det er nogenlunde ligeså lang tid som man kan have rent tøj på her på matriklen – lige nu har jeg fx smør på strømpebukserne og børnetandpasta på kjolen. Men altså, så vidt jeg ved, er der endnu ikke nogen, der er døde af at det hele indimellem er lidt klammo og jeg gider heller ikke være hende den sure, der siger, at man ikke må rode med legetøjet eller spise sin kiks i sofaen mens man ser Gurli Gris. Så sådan må det vel være (og hvis I sidder og tænker ‘ej, sådan er det SLET ikke hjemme hos os’ – så hold det lige for Jer selv, ikke? 😜)

Nåmen hvis ikke det skal ende med at jeg drikker vin iført bar røv den næste uge, må jeg hellere få kadaveret i omdrejninger. Måske jeg kan være heldig at finde noget at tage med, der er tæt på rent og/eller ikke helt krøllet… God weekend herfra <3

 

Status pt. # 24

Går godt:

-Jeg har købt en juicepresser. Og for en plovmand frugt og grønt i Bilka. Nu er det endt som to flasker grumset juice i køleskabet, og selvom det er den dyreste juice jeg nogensinde har smagt, så er jeg vældig stolt over mig selv fordi det faktisk lykkedes at lave noget, der kunne drikkes. Og så har jeg det sådan lidt min-krop-er-mit-tempel-agtigt, når jeg juicer (…også selvom jeg kører Top Star Mix ind med den anden hånd imens).

-I dag cyklede jeg en lang tur, imens jeg lyttede til ”Ludermanifestet” på P1. Det er det såkaldt ”GirlSquad” der fortæller om deres fjerdebølge-feminisme, og jeg synes at det var drøninteressant. Jeg har i øvrigt haft et lille dame-crush på Twerk Queen siden jeg gik til twerk (ikke at min skinny ass kunne noget som helst i dén retning, forstås) og nu er hun altså i min radio! Find det her.

-Mit barn har i dag drukket 2 kopper kaffe. Altså den slag der er 5% kaffe og 95% mælk, og er lavet på koffein-fri kaffe, men alligevel. Jeg er lige dele imponeret og skræmt – hvor ender det hvis man godt kan lide smagen af kaffe som 2-årig? Har hun så en akademisk karriere som 8-årig? Skal hun have læsebriller og brune tænder om et øjeblik? Eller?

– Jeg har købt noget 2-delt undertøj til kaffedrikkeren, og da hun fik øje på underbukserne skyndte hun sig at tage dem på og hun lyste som en lille sol da hun sagde ”underbukser ligesom mor!”. Årh altså, det er fantastisk så lidt der skal til at gøre de små mennesker lykkelige <3

-Helt perfekte skilte på min vej:

 

Går mindre godt:

-Det er ligesom om, at jeg har fået for meget hud i panden. Ovserskuds-hud. Det har nok noget med alderen at gøre, men når jeg hæver brynene så føler jeg mig lidt som en sei pei hund. Jeg har på fornemmelsen, at det er starten på alt det, der i de kommende år bliver tiltagende slasket. Øv. (Men ikke nok øv til, at jeg gider gøre noget ved det, vel?).

-Søren har sat sig for at spare 400 bobs hver måned på frisør, og i stedet få hans bedre halvdel – altså mig – til at klippe ham. Udover at have klippet Lillens pandehår i en frisk, skæv vinkel med inspiration fra 00’erne, har jeg kun klippet nogens hår én gang før. Det var på efterskolen hvor jeg forvandlede et langhåret pigebarns frisure til en skæv page, og det hele endte i tårer og en lærer, der måtte forsøge at redde miseren. Overraskende nok endte det helt okay da jeg klippede Søren, og det var ganske hyggeligt at stå på badeværelset og frisør-snakke a la: ”Hvor længe har du så arbejdet her?” eller ”jamen jeg kunne godt drikke en kop kaffe, tak”.

-Lillen vil hele tiden se videoer på Youtube af nogen, der pakker en overraskelse laaaangsomt ud af noget modellervoks. Tilsat dum musik og dåselatter, og det er noget af det mest nederen jeg længe har set. Måske overgåes det kun af denne sang om Bamseklubben ved et eller andet charter-selskab, der også er et andet hit herhjemme.

-Indimellem kan jeg godt savne Vesterbro. Fx for et par uger siden da vi (læs: Søren, matriklens madansvarlige) ikke gad lave mad, og jeg kørte efter pizza. Der var én vegetar-variant, og den smagte af pap og fedt. Og så skulle man mase sig ind i pizzeriaet fordi alle Amagers knallertkørende unge mennesker med bøf-frisure og dynejakker i sensommervarmen holdt til lige præcis dér, hvor jeg skulle hente min nummer 48. Det var første og sidste gang jeg hentede pizza ude på de her kanter, kan jeg godt love.

– Jeg er i apropos ovenstående blevet typen der beder pizza-manden om at lægge sølvpapir mellem pizzaen og bakken, fordi jeg er skide bange for flourstoffer #trælstype (til gengæld skrev pizzamanden ”sød papir” på bestillingssedlen, og det synes jeg var ret cute).

Den tid på året

Det er blevet den tid på året. Den tid, hvor man enten fryser eller sveder når man cykler – der er ikke rigtig noget midt imellem. Den tid, hvor læberne og hænderne begynder at skrige på fugtighedspleje og ellers truer med at ende som en slags hud-rasp. Den tid, hvor det regner sådan cirka hele tiden, og jeg derfor ikke alene render rundt med hår der er trykket fladt af cykelhjelmen, men som også er kruset på grund af støvregn. Den tid, hvor alt det gode i fjernsynet kommer, såsom landmand søger kærlighed (… selvom der er liiige lovlig meget akavet tavshed) og 3xBeliggenhed, som man i øvrigt godt kan synes er alle tiders selvom man er født i 80’erne. Og det er ikke mindst den tid på året hvor snotsæsonen bliver skudt i gang.

Fordi det er snotsæson har jeg været hjemme med Lillen i dag. Hun var varm og snottet på den der måde, hvor man bliver både imponeret og frastødt af, hvor lange sådan et par snotklatter kan blive efter et godt nys.

Vi har læst en masse bøger, pudset næse, drukket smoothie (…eller, 80% af den endte i sofaen), pudset mere næse og spist blommegrød med yoghurt. Blommegrøden er noget undertegnede lavede helt selv i forgårs. Jeg fik en kæmpe pose blommer fra mine forældres have, og for ikke at lade dem rådne op i en pose på altanen kastede jeg mig over blommegrød og chutney. Jeg ved ikke helt hvor idéen kom fra, men den burde nok være blevet dér. I hvert fald tog det en hel aften, jeg lavede en helvedes masse opvask og min fingre er stadig lidt brune af alt frugtsaften. Og så endte det med at smage frygteligt surt og lidt af kanel.

Men Lillen kan åbenbart godt lide det – det taknemmelige lille menneske.  Så, hvis I vil have opskriften siger I bare til 😝

Ting jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor # 4: Alene-tid bliver ikke ved med at føles som at løbe et maraton med kun ét ben og bind for øjnene

Dengang Lillen var lille bitte, havde jeg det som om jeg skulle løbe maraton med kun ét ben og bind for øjnene, når jeg skulle være alene med hende både dag OG aften. Det var ikke så ofte det skete, men jeg husker fx en aften hvor Lillens far var til julefrokost på hans arbejde. Lillen var 3 måneder gammel og svær at stille tilfreds – det sidste hun ville var i al fald at sove. Jeg havde ikke snakket med nogen der faktisk kunne svare i over 15 timer, og til sidst var jeg sulten, tissetrængende og totalt udmattet. Finito, burrito. Jeg ringede hendes far hjem inden desserten, og da Lillen kom over i de rolige, trygge mande-arme faldt hun til ro med det samme. Hun kunne nok også mærke, at hendes mor mildt sagt var presset.

Jeg kom til at tænke på det, fordi Lillen og jeg stort set har været alene siden i torsdags. Søren er i Paris, så det har været en rigtig dameweekend. Vi har hoppet i vandpytter, læst bøger og malet på sten. Vi har spist virkelig mange ristede boller med smør og pålægschokolade på, vi har sorteret Lillens tøj (eller – én sorterede, den anden prøvede/tørrede snot af i det rene tøj/rodede rundt i bunkerne) og så har vi puttet i sofaen med dyne og Rasmus Klump på Netflix. Vi har danset, løbet om kap og vi har lavet æggemadder og havregrød i legekøkkenet. Og så har vi sovet længe. En dag fik vi selskab af to andre damer – Molly fra mødregruppen og hendes mor, der kom til sleepover med frysepizza og æblekage på menuen.

Om lidt kommer Lillens far hjem igen, og selvom han har været savnet så har det været en virkelig hyggelig weekend. Og nem. Lillen har været sød og glad, bortset fra en mindre krise da hendes ballon fra Bilka fløj væk og landede i en vandpyt på den anden side af vejen. Jeg har drukket kaffe, ordnet vasketøj og blogget med benene oppe til lyden af Lauryn Hill (har lige genopdaget The Miseducation of Lauryn Hill-albummet <3) når Lillen har taget sin eftermiddagslur. Jeg har fået støvsuget og vasket både tøj og hår. Alt er godt. Jeg har slet, slet ikke haft det som om jeg skulle løbe så meget som et lille bitte maraton.

Jeg ville gerne rejse et par år tilbage i tiden, til dén aften i december hvor jeg var grædefærdig af udmattelse i vores sofa på Vesterbro med en næsten-nyfødt Lillen. Jeg ville give mig selv en krammer og sige, at det nok skulle blive alle tiders en dag. Jeg ville sige, at lige pludselig er det drønhyggeligt at være alene, og følelsen af at ville ringe til en voksen forsvinder sammen med poserne under øjnene og den dej-agtige mave.  Og jeg ville sige, at der endda er varm kaffe og 00’er RnB på den anden side, så det skal nok gå – bare vent og se.

Dengang mor var ung (og på mirakuløs vis beholdt alle sine fingre)

Der skete noget i Odense, der slog alt det andet med længder. I et støvet hjørne af en genbrugsbutik fandt jeg Børnenes Rekordbog fra 1999. Og på side 87 sidder jeg, helt stolt og fuld af lilla fleece:

Det er nemlig det første af to år, hvor jeg er med i rekordbogen. Fordi jeg – sammen med nogle andre hårde vestegnekidz – har danmarksrekorden i at samle afbrændt fyrværkeri. Jeg kan stadig huske, hvor koldt det var at gå rundt og samle afbrændt krudt nytårsmorgen, og hvor kedeligt det var at tælle det hele op. 11 timer tog det. 8.493 stykker. Næste år slog vi vores egen rekord. Og ja, du må gerne ønske, at det var dig der havde fået den enestående oplevelse.

Jeg købte bogen til 5 kroner. Da jeg viste fundet til min mor, rystede hun på hovedet og sagde ”TÆNK at du fik lov!”. Jeg ved heller ikke helt hvad min mor – verdens mest fornuftige og omsorgsfulde børnesygeplejerske – tænkte på, da hun sendte os ud med trækvogn og hue på, så vi potentielt kunne få sprængt en finger eller to i stykker. Men tiden var en anden dengang. Dengang var der ingen der tænkte på, at legesminken var fuld af hormonforstyrrende stoffer, eller at det ikke var en særlig god idé at ryge cigaretter mens man så Disney Sjov sammen med sine børn. Dengang var rødvin godt for gravide på grund af jernindholdet, og dengang var det noget med at lægge børnene i seng i et værelse hos dem, man var til middag hos, mens de voksne snakkede om voksen-ting, drak irish coffee og spiste desserter med syltet frugt. Man var mor og far på en anden måde end i dag, og man var barn på en anden måde. Og sådan kunne jeg få en vaskeægte rekord på CV’et, fordi det var 1998. Jeg tror ikke der er nogen der har slået den endnu – og jeg kan egentlig heller ikke forestille mig, at nogen skulle få den åndssvage idé at gøre det. Eller, får lov til at gøre det.

I øvrigt kan jeg give Børnenes Rekordbog 1999 mine varmeste anbefalinger. Der er fx et søskendepar fra Næstved der har samlet 4.145 bon’er fra ALDI, Christian fra Smørum har fremavlet en kartoffelplante på over 3 meter og en ung herre fra Kølvrå har samlet intet mindre end 471 forskellige slags sølvpapir fra slik 😜

Våd dametur

Jeg har været på dametur i weekenden, med min mor og min søster. Vi var i Odense. Hvorfor? Fordi man aldrig er i Odense. Og, vil jeg nu sige, for lidt i Odense.

Det startede godt allerede i toget. Jeg havde pakket min taske med Rittersport og blade fra kiosken (obligatorisk, når man er ude at køre i tog), og selvom min søster og jeg er temmelig voksne, havde min mor alligevel smurt madpakker til os. Lidt over en time efter vi hoppede ind i toget på Hovedbanegården, ankom vi til Odense. Det regnede da vi ankom, og det blev det sådan set ved med resten af turen.

Vi nåede meget på de 24 timer, vi besøgte den fynske hovedstad. Vi kiggede i genbrugsbutikker (hvor jeg blandt andet fandt et par smækbukser frisk ud af 1992 til Lillen) og drak god kaffe. Vi slentrede ned af gågaden og kiggede i en masse fine butikker, og jeg må bare sige, at folk i Odense er virkelig søde. Fx spurgte jeg en ekspedient i Magasin om der var en tester på en pudder, og inden jeg nåede at se mig om, havde jeg fået lagt så meget pudder, bronzer, highligter and whatnot, at jeg ikke kunne genkende den regnvåde dejklump, der var gået ind i Magasin 10 minutter tidligere. Jeg fandt også de fineste støvler, jeg nogensinde har set, og butikken tilbød at sende dem til mig, fordi de ikke havde flere tilbage i min størrelse. Odense er faktisk en fin shoppeby – og jeg kender ikke engang de gode, hemmelige steder.

Men vi lavede også andet end at bruge penge. Hver lørdag formiddag er der et marked med fugt, grønt, blomster og alt muligt hjemmesyltet halløj, som vi besøgte. Vi kiggede også på smukke huse på brostensbelagte gader – og på turister, der knipsede a.l.t., selv billeder af det noget kedelige skilt, der viste hen til souvenirshoppen i H.C. Andersens hus.

Der var flot kunst rundt omkring i byen, og i Vintapperstræde var der fine paraplyer (…og en masse halvsnaldrede mænd til portvinsfestival). Om aftenen var der fuld skrald på gadefesten Karrusel. Der var pyntet op med lys og boder med drinks, øller og streetfood. Jeg var vel 10-15 år ældre end alle de smukke unge mennesker, der dansede til de mange DJ-scener imens de høvlede shots, men det var så herligt at mærke stemningen af ungdom, kaos og kærlighed. Perfekt blanding af Distortion og halbal med vodka/juice-drinks, røgmaskiner og umchi-umchi over hele linjen.

Der var også virkelig mange lækre spisesteder (altså, her mener jeg ikke Jensens Bøfhus og Flammen, vel), men vi nåede  desværre – kun at spise tapas og drikke rødvin fredag aften, og at spise fantastiske avocadomadder til sølle 45 kroner, på en fin lille café til frokost. Og nårh ja, så købte jeg de bedste træstammer, jeg nogensinde har smagt, hos en bager i downtown Odense.

Hvis nu det ikke havde regnet sådan cirka hele tiden, ville jeg også gerne have været nede omkring åen og have chillet lidt i en park. Men det må blive næste gang. Hvis jeg var Odense, ville jeg slappe lidt af med alt det der H.C. Andersen-branding. For helt ærligt, så kan Odense meget andet – selv i regnvejr. En smuttur kan i hvert fald anbefales 💃