Anbefaling: SKAM – teenagehud, føkkboys og girlcrush

Jeg er normalt ikke særlig god til serier, fordi jeg bliver rastløs, fordi afsnittene er for lange eller fordi der er en hel uge mellem afsnittene. Men på tre dage har jeg slugt den norske serie SKAM, og jeg kan slet ikke anbefale den nok! Den ligger gratis her, der er to sæsoner og afsnittene er mellem 20 og 40 minutter lange.

skam

Jeg er cirka dobbelt så gammel som hovedpersonerne – en vennegruppe i 1.g. på et gymnasie i Oslo. Alligevel er jeg blevet helt hooked, fordi serien er så genialt skruet sammen. Den virker meget autentisk: Hovedpersonerne har teenagehud, de spiser cornflakes i sengen, har eyeliner ud over det hele efter en flaske vin og så har de deres Iphones på sig konstant. Den moraliserer ikke, og den blæser ikke tematikker såsom spiseforstyrrelse eller et black-out op, men lader det derimod være en fin og subtil del af handlingen (modsat fx Beverly Hills – hvem husker fx ikke dén om Kellys voldtægt? Eller da Donna fik for meget champagne og ikke måtte gå til eksamen? Oh my!).

De dilemmaer og konflikter, hovedpersonerne oplever universelle. Den illustrer nemlig så smukt, hvor svær kærligheden – både til sig selv og til andre – kan være, når man er 16-17 år. Jeg var fx så forelsket i Kasper dengang jeg gik i 1.g., at jeg vitterligt ikke turde snakke til ham. Det var fint nok, for mine veninder var præcis ligesådan – det var sådan noget med små sedler og røde kinder hvis man gik forbi hinanden i kantinen (åh hvor var livet dog besværligt før Facebook). SKAM har desuden verdens fedeste soundtrack, og det norske sprog er som en slags nuttet soundtrack i sig selv – lige nu kaster jeg om mig med ord som drittsekk og føkkboy.

Man kan ikke se SKAM uden at blive lidt forelsket. Dels i seriens hunk, William, selvom han virker som en rigtig knudemand og har verdens største næse. Dels i Noora, den smukke og idealistiske hovedperson i sæson 2. Jeg får helt lyst til at klippe mit hår i en page og begynde at gå med læbestift, så jeg også ligner Noora. Desværre tror jeg ikke jeg kommer til at ligne en spændstig 17-årig nordmand af dén grund…

noora

Jeg glæder mig helt vildt til 3. sæsong, hvor hovedpersonen er Isak, der måske, måske ikke er homo. Politiken har endda lavet en SKAM-test, så man kan finde ud af, hvilken karakter man ligner mest. Jeg blev Jonas – en skateboardende, filipensbefængt men utroligt sød ung herre. Jeg fik selvfølgelig en bumseudpresser i julegave engang, så måske er sammenligningen ikke helt ved siden af.

Nu er anbefalingen givet videre! Nyd torsdagen, eller det, der er tilbage af den!

Venindebogen # 6: Mød Elisabeth aka Fruen

venindebogenDenne gang er det Elisabeth fra Fyrsten & Fruen, der har indvilliget i at udfylde venindebogen. Elisabeth bor i Hvidovre i et hus selveste Daimi har opkaldt. Hun er gift og har to smadder søde børn – Ane og Jasper. På sin blog skriver Elisabeth om hverdagslivet som småbørnsfamilie, om dullegrej, byggeprojekter og så laver hun nogle herlige onsdags-videoer sammen med Lillemor, hvor der bliver diskuteret alt fra glidecreme til hentetider. Elisabeth skriver også om de mindre lette ting – om barnløshed, fertilitetsbehandlinger og dén slags. Jeg er glad for at Elisabeth havde lyst til at svare på spørgsmålene, for jeg synes det er nogle spændende perspektiver hun trækker frem – om bl.a. mavefornemmelse, ængstelighed og taknemmelighed. Enjoy!

elisabeth 3

Mit navn er: Elisabeth

Jeg er: 32 år gammel og bor: I et gammelt, skævt hus i Hvidovre sammen med min mand, Jess, vores børn, Ane og Jasper, vores hund, Cash, og Cash’ kat, Charlie.

Min livret er: Gnaveben. Med spandevis af brun sovs til. Det spises naturligvis med fingrene:) Altså gnavebenene, det andet er noget griseri;) Og mit yndlingsdyr er: Kat. Jeg kan godt li’, at de er sådan lidt fandenivoldske og egenrådige.

Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Skuespiller. Som voksen er jeg: Lærer på en specialskole. Det kræver også, at man kan skuespille en smule;)

Hvis jeg skulle beskrive mig graviditet med tre ord, skulle det være: 1) skrøbelighed 2) spænding og 3) nutella.

Jasper er resultatet af vores 11. Fertilitetsbehandling – den første, der resulterede i en positiv test. Og selvom vi var jublende lykkelige for at skulle være forældre igen, så var vi også ængestelige. Det virkede for godt til at være sandt, og det var svært at give hen til lykken og bare nyde. Vi var til scanninger i uge 7, 8, 10, 12, 14 og 20 – fordi jeg simpelthen ikke kunne slippe frygten for, at noget måtte være galt. Men den var god nok. Han blev derinde:) Vi vidste dog ikke, at det var en ‘han’, så spænding fyldte også en stor del af graviditeten. Tankerne om, hvilken lille bønne, jeg mon rugede på. Og ja – nutella. Jeg har altid været glad for mad – en glæde, der kun tog til, da jeg blev gravid:) Jeg blev aldrig rigtig ramt af kvalme. Muligvis fordi min mave var travlt optaget af at blive proppet med nutella, blåbær, croissanter og solero-is. Jeg tog over 30 kg. på og havde både til gården, gaden og sidevejene;)

Jeg er dén slags mor dér: Stikker mit barn en iPad lørdag morgen, så jeg kan sove en halv time længere;)

Jeg synes det bedste ved at være mor er: Livet og latteren. Det hus, der engang var så tomt og stille, er nu et hjem fuld af hjemmebyggede huler, udsplattede rosiner, kunstværker malet direkte på tapetet og børnelatter.

Den største udfordring ved at være mor er: Dét at man konstant har ansvar for andre end sig selv. Det synes jeg kan være virkelig udfordrende og angstprovokerende.

Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst at: Min egen mavefornemmelse oftest er værd at følge. Som førstegangsmor blev jeg bombarderet med velmenende råd om alt fra mad og søvn til pasning og konflikthåndtering, og de forvirrede, mere end de gavnede. Det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg bare skulle følge min egen intuition.

Jeg er rigtig god til: At være taknemmelig for det liv, jeg har, fremfor at stræbe efter andet og mere. Og vil gerne være bedre til at være impulsiv. At sætte hverdagens rutiner lidt på stand by fra tid til anden.

Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige at: Jeg er distræt. For det er jeg. Jeg har altid lidt for mange bolde i luften og halvdelen af dem lander steder, som jeg ikke kan se, som bag sofaen eller på bunden af vasketøjskurven.

Mit forbillede er: Min svigermor,  fordi hun virkelig formår altid at se tingene fra en positiv vinkel. Det er en beundringsværdig egenskab, som jeg virkelig prøver selv at tage til mig.

Sidst, jeg gjorde noget jeg ikke er stolt af, var: I morges, da jeg vrissede af Ane, fordi hun ikke lyttede efter.

Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Tager jeg en ostemad og iPaden med i seng for at se serier.

Efter jeg er blevet mor har jeg lært, at: Dét der med, at man sagtens kan have det sjovt med gylp på tøjet og havregrød i håret. Livet stopper ikke, fordi man får børn. For mit vedkommende var det dér, at det startede:)

elisabeth 2

 

Nu ved jeg i det mindste, hvor numsen er blevet af

I lørdags, da Lillen var midt i en omgang æblegrød og hendes far var ved at tømme opvaskemaskine, bankede det på døren. Søren kiggede spørgende på mig, og jeg trak på skuldrene. Han åbnede, og ind væltede en masse glade mænd med bajere og takeaway fra Cofoco i armene. Polterabend! Søren har verdens sødeste venner, og de havde arrangeret en vildt hyggelig dag for ham – fodboldgolf, petanque, burgere og en hel del øller.

Jeg og Lillen har derfor brugt en god del af weekenden i forstæderne. Vi har spist kage, gået tur, gynget og leget med dåsesodavand (… det lyder vist mere Vestegns-agtigt end det er. Lillen elsker bare at tage dåserne op ad en kurv, og lægge dem tilbage igen). Nåja, og så er jeg blevet klogere. Min mor havde nemlig sat ring om nedenstående i Politiken. Og lavet en pil. Og skrevet mit navn. Og lavet udråbstegn. Med sprittusch.

baller

Og jo, numsen er jo blevet væk. Og jo, jeg har undret mig over hvor den blev af. Nu ved jeg det i hvert fald. Tak mor, det skulle du ikke have gjort var sødt af dig at tænke på mig.

 

Pis. Møg. Fuck.

Vores elskede Emmaljunga klapvogn er blevet stjålet i nattens mulm og mørke. Fra vores aflåste opgang og med en bad-ass kædelås på. Og så på Lillens et års fødselsdag! Jeg blev så ked af det, for den havde så meget affektionsværdi for mig, selvom det jo praktisk talt bare var en omgang stof, hjul og indtørrede banan-pletter. Men… det er jo dén der har fragtet mit afkom rundt i det første år af hendes liv. Dér hun har sovet lure. Dén jeg har travet Vesterbro tynd med. Dén der har været med på ferier. Det var Lillens barnevogn. Ikke en eller anden langfingret narrøvs. Gad vide hvor den er nu? Bliver den brugt som flaskecontainer på Amager Fælled? Er den solgt til en intetanende børnefamilie i Herlev? Står den smidt i en busk et par gader væk? Vi savner den.

Det er fandme tarveligt sådan at stjæle noget, som andre mennesker er afhængige af. Man kan jo ikke komme nogen steder uden sådan én – armene syrer til efter 100 meter, når man bærer rundt på 10 kilo kærlighedsklump. Derfor var jeg en tur i Brønshøj for at købe en klapvogn magen til den gamle fra Den Blå Avis. Jeg sad i 5A og kogte i hvad der føltes som hundrede år, mens der lugtede af gamle prutter og jeg overvejede, hvordan stop-knappen ville se ud under et mikroskop.

offentlig transport

Hjem kom den trods alt, Emmaljunga 2.0. Mine forældre har været så elskværdige at give den en ordentlig tur med vask og smøring, så den er næsten lige så god som den gamle. Men altså kun næsten.

Gid tyven altid må have kronisk dårlig ånde, evig diarré og nedgroede negle. På samtlige tæer.

 

 

Kampesten af smør og kærlighed

For præcis ét år siden var det en varm sensommermorgen, og undertegnede sad på en stol i stuen og prustede efter en nat med TV-shop og murren i maven. Jeg frøs om fødderne og havde tiltagende veer, og Søren havde travlt med at tage tid på veerne, ringe til fødegangen og pakke de sidste ting. Omkring 10 timer senere var Lillen ude i virkeligheden (læs i øvrigt om fødslen her og her).

I dag fylder Lillen altså et år, og dét gør hun med neongrønne ellevetaller under næsen, en saftig hoste og en stemme, der lyder som en blanding af Leonard Cohen og Joeys storrygende agent i ”Venner”. Den lille dame holder således fri fra vuggestue i dag, og det bliver nok noget med æblejuice, tegnefilm og en masse lure.

Jeg tror aldrig at et år er gået så hurtigt som det seneste. Det har på alle mulige måder været et vildt år, og vi er gået fra at have et spædbarn til at have et rigtigt lille menneske.  Det er et menneske der næsten selv kan gå, som selv spiser med gaffel, som kan sige ”hej” og som e.l.s.k.e.r. skumbad og makrelmadder. Verdens bedste lille menneske.

I går ville jeg egentlig have bagt små bitte bananmuffins til vuggestuen i anledningen af fødselsdagen. Verdens Bedste Tante Anne kom forbi for at hjælpe, og hun havde oven i købet taget en DUPLO-bondegård med i fødselsdagsgave til Lillen. Da Lillen allerede i går var skrantende, revurderede Anne og jeg dog situationen, og valgte at bage voksenmuffins i stedet. Med kokos og chokolade. Anne er ligeså hjælpeløs dygtig i et køkken som jeg er, så selvom vi nøje fulgte en opskrift, så ende det mildest talt mærkeligt: De var brændte, hårde som kampesten og flydende på samme tid, smagte af drømmekage-topping  og udfordrede tandsættet i aller højeste grad. Grimme var de også, på trods af at de var lavet med en masse kærlighed (og en masse smør).

Hvis nogen vil have opskriften, så bare sig til, ikke?

muffins

Liebe Mutti

Kære Mor. Tillykke med fødselsdagen i dag!

Tak fordi:

  •  Du altid gerne vil hjælpe.  Med rengøring, mad til fryseren, kørsel, barnebarns-pasning, laminerede ting (alt kan lamineres, bare der er vilje nok) og så videre.
  •  Du og far har vist mig hele verden. Også selvom jeg nogle gange har været en lidt utaknemmelig ung dame, såsom dengang I prøvede at vise mig Naturhistorisk Museum i London og jeg bare gik og spejlede mig i glasmontrene, fordi jeg netop havde købt en grim plasticjakke i Topshop. Eller dengang i Mexico hvor jeg bandede og svovlede i flere timer, fordi vi havde fået nogle meget stærke tortillas i en lille landsby. Eller dengang i Italien, hvor jeg havde spist så meget Nutella og pommes frites, at jeg fik ondt i maven og insisterede på at gå foroverbøjet med ½ kilometer i timen (og sidde i kørestol, da vi ramte et supermarked). Og alle de andre mange gange – overbærenhed er nogle gange en meget, meget god egenskab at besidde.
  • Du altid siger tingene ligeud. Såsom da du fortalte, at du var blevet klippet så korthåret at man kunne se hovedbunden. Eller da jeg spurgte om vi skulle gå i COS og finde en kjole til min bryllupsfest, og du afslog, fordi du syntes det hele var ”numsefarvet”. Man skal aldrig læse mellem linjerne, og det er altså dejligt.
  • Du har vist mig, at man kan rigtig meget, hvis man virkelig vil. Jeg er meget fx meget imponeret over, at du netop har gennemført en vandreferie i Italien med et brækket håndled. Jeg ved godt at man kommer langt med rødvin og smertestillende, men du er altså en hård banan. På den gode måde.
  • Du altid laver så sindssygt god mad, og har givet os en masse spændende og farverig mad allerede dengang burger og boller i karry var eksotisk. Vi har været meget gastronomisk forkælede, selvom min venindes sønderjyske forældre syntes at jeg fik ”hula-bula-mad” derhjemme.  Hvordan du har fået to børn der knap nok kan koge pasta er mig en gåde.
  •  Du altid har synes at dine børn var top-dollar, selv når vi ikke var. Det har vi aldrig været i tvivl om, at du synes.

Du er den bedste mor jeg overhovedet kunne ønske mig, og jeg er glad for, at jeg måtte være lige præcis din datter  <3

IMG_1132

Verdens Dårligste Kone og grillpølser i regnvejr

Weekenden har stået på endnu mere fejring – denne gang i Fredericia hos Lillens farmor og farfar. Vi havde forestillet os noget med solskin, bobler på terassen og gæster til grill. Sommervejret udeblev, så i stedet havde vi regnvejr og gæster indenfor, men vi gik ikke ned på grill. Én ting har jeg nemlig lært: I Jylland griller man uanset vejret.

grill

Det var skide hyggeligt, selvom vejret svigtede. Lillen fik så mange fine pakker. Et legekøkken. Tøj. Den fineste, hjemmehæklede sky-pude. Søde kort. Hun er en heldig lille dame -tænk at være så elsket af så mange.

Vi fejrede også at Søren blev 30. Desværre havde undertegnede glemt gaven hjemme på Vesterbro. Og som om det ikke var fesent i sig selv, glemte jeg også hans fødselsdag. Så da Lillen vækkede os lørdag morgen var der ikke noget med sang og tillykke. Derimod lå der sådan en stor klump af ”jeg-har-altså-ikke-sovet-færdig-så-kan-du-ikke-lige-underholde-babyen” ved siden af fødselaren. Da hans forældre kort efter overfaldt ham med kram, morgenbrød og flag, havde Verdens Dårligste Kone det nogenlunde sådan her:

Heldigvis lykkedes det mig at få fragtet gaven over Storebælt. Jeg har længe gerne ville give ham er rigtigt voksen-ur, og jeg vidste at han gerne ville have et gammelt men istandsat ét af slagsen. Det lykkedes mig at finde ét hos Svajts på Blågårdsgade. Heldigvis blev han glad, og det klæder ham alletiders med sådan en omgang 1970 på håndleddet. Og han vil stadig gerne være gift med mig. Phew.

Vi kom hjem i går aftes, efter en tur med en vred baby og et smut forbi McD fordi nogen cravede pommesfrites sauce (og nej, der er ikke nogen der er gravide):

macen

Søndagsfreden har sænket sig over Vesterbro. Regnen trommer mod skråvinduerne, der er vasketøj og legetøj o.v.e.r.a.l.t, den 30-årige ser fodbold, Lillen tager sig en skraver og mor her har lige lavet sig en kop varm kaffe med den helt perfekte dosis mælk i.

Ha’ en dejlig aften!

“Tjeløkke med hende!”

Tirsdagen stod i fødselsdagens navn. Lillen fylder et år om lidt, Søren fylder 30 (!!!) og min mor fylder 36 og et par måneder. Vi startede dagen med morgenmad på Granola på Værnedamsvej. Dér kan man få en morgentallerken der kun indeholder søde ting – pandekage, kanelbrød, kanelsnegl, chokoladepålæg og dén slags – så dén skyllede jeg ned med en kaffe og en gulerod-ingefær-juice. Inden vi skulle gå var jeg et smut forbi toilettet, og bedst som jeg sad og tissede, åbnede en dame døren. ”UH! UNDSKYLD” råbte hun chokeret, mens jeg krampagtigt hev op i mine bukser. Altså, findes der noget mere akavet?

Da jeg igen havde fået dækket skrævet til og Søren havde betalt regningen, satte vi kurs mod S-toget for at tage ud til tre gange fødselsdagsfejring i forstæderne. Vi blev stoppet af en (noget slingrende) herre, der stillede sig cirka 2 cm. fra mit ansigt og sagde: ”Undskyld jeg forstyrrer, men… tjeløkke med hende!”. Han pegede på Lillen og smilede så alle tre tænder var blottede. Om han syntes hun så nyfødt ud (AV!) eller om han fornemmede at hun skulle fejre fødselsdag selvsamme dag ved jeg ikke, men det var skam pænt af ham.

Det var smadder hyggeligt ude i forstæderne. Min pæne mand agerede grillmester og tryllede med pølser og grøntsagsspyd. Der var fødselsdagssang og gaver – Lillen fik både sko, dyr og legemad. Og så havde min mor lavet en lille bitte babyvenlig kage med ét lys i:

vera kage

søren 30 år

Det var en træt baby vi havde med hjem, og hun lagde sig – bogstavelig talt – til at sove ovenpå min hals. Selvom jeg godt kunne nævne en mere komfortabel sovestilling bliver jeg helt blød om hjertet når damen allerhelst vil sove helt tæt på sin moar. Min næsten 1 år gamle baby <3

Venindebogen # 5: Mød Ditte K

venindebogen

Jeg har fået Ditte til at svare på spørgsmålene i Venindebogen. Ditte er én af mine absolutte yndlingsbloggere, fordi hun skriver så fint om hverdagen med lille Frede og knap så lille Marius, om hendes kæreste Mikkel, madpakker, e-bay fund, søvnunderskud, coco-pops og meget mere. Og så er det altså en sand fryd at læse noget, der er så velskrevet som Dittes indlæg – der er aldrig kommafejl eller manglende nutids-r. Ahh! Jeg håber I synes Dittes svar er lige så gode som jeg synes (også selvom jeg ikke helt forstår, hvordan man ikke kan være den store mad-type). Værsgo!

ditte
Jeg er: 24 år gammel og bor: I Odense sammen med min kæreste Mikkel, 6-årige Marius, 1-årige Frede og hankatten Maggie.

Min livret er: Al slags forret og dessert (er egentlig ikke den store mad-type), og mit yndlingsdyr er: Nok en hund. Katte er også søde. Jeg kan vist godt bare lide dyr helt generelt.

Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Dagplejemor (indsæt selv rædsels-smiley) og senere dyrlæge eller forfatter. Som voksen er jeg: Studerende med et ønske om at gå journalistvejen på en eller anden måde. Forfatter gad jeg stadig godt at være.

Hvis jeg skulle beskrive min graviditet med tre ord, skulle det være: Spænding (på den gode måde), opkast og lidt mere opkast. Jep.

Jeg er dén slags mor, der: Mest har kørt på mavefornemmelsen og forsøgt at være relativt afslappet. Selvfølgelig skal vi ikke bevæge os ud i noget decideret farligt, men begge mine børn har nok indtaget noget mere jord, græs og uidentificeret snask, end kostpyramiden anbefaler. Jeg bliver nok lidt utilpas og oplever en mild form for præstationsangst ved at læse mig frem til alting. Indtil videre er begge unger søde og glade, så jeg tænker, det nok skal gå.

Jeg synes, det bedste ved at være mor, er: Følelsen af at få benene slået væk under mig af sådan en form for overvældelses-lykke, når jeg i løbet af en dag lige stopper op og betragter dem. Og det der med at være nogens primære person, det er altså også ret stort. At små mennesker afhænger af og regner med én med alt fra kærlighed og omsorg til bleskift og mad. Og at de gengælder den dér ubeskriveligt store kærlighed.

Den største udfordring ved at være mor, er: At være ‘på’ døgnets fireogtyve timer. Uanset om de sover, besøger mormor eller er i skole, så eksisterer bekymringerne og dertilhørende tanker stadig, uanset hvor jeg eller de befinder sig. Så den mentale kapacitet, jeg automatisk bruger på at være mor, kan godt være lidt overvældende. Og så manglen på søvn.

Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst, at: Tiden satte farten så voldsomt op. Og at ammestart ikke bare er flydende mælk, glade babyer og harpemusik. I starten var det mere noget med sår, brystbetændelse og et barn i forlængelse af brysterne mere eller mindre konstant. Det blev heldigvis hurtigt meget, meget bedre, men jeg var faktisk ikke klar over opstartssmerten, der fulgte med, før den ligesom bare var der.

Jeg er rigtig god til: At fornemme stemninger og læse andres signaler. Tror jeg i hvert fald. Og vil gerne være bedre til: At være ligeglad med, hvad andre folk måtte mene om mig. Og ikke at banke mig selv i hovedet over ting, der i bund og grund er ligegyldige.

Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige, at: Jeg altid kommer for sent. Det ville jeg også selv sige. Det er noget skod.

Mit forbillede er: Vist ikke nogen specifik (selvom jeg ser ret meget op til min moar), men jeg kan vildt godt lide den type mennesker, som bare kører på, er sig selv og har den der aura af at hvile i sig selv, fordi det inspirerer mig og minder mig om, hvad jeg godt vil øve mig i at blive bedre til.

Sidst jeg gjorde noget, jeg ikke er stolt af, var: Da jeg med høj, begejstret røst kaldte min baby for bøsse. Ville have kaldt ham enten bøffe eller møsse(?) og landede ligesom et sted midt i mellem. Jeg har helt sikkert gjort ting i den lidt mere alvorlige ende også, men jeg kan ikke komme på en eneste lige nu.

Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Tager jeg fem minutter helt for mig selv, hvor jeg er alene med mit eget hoved. Det behøver ikke være noget specielt. Måske bare et bad, at lægge neglelak eller gå ud og glo i drivhuset.

Efter jeg er blevet mor har jeg lært, at: Den slags fem minutter kan føles som en forlænget weekend. Jeg har også lært, at folk slet ikke har været fordømmende overfor, at jeg var 17 år, første gang jeg blev mor, selvom jeg nok lidt havde forventet det. (Tak Kaare Sand). Og så har jeg selvfølgelig lært, at jeg uden tøven ville agere levende skjold for begge mine børn, hvis der nogensinde var fare på færde. De er simpelthen det bedste, der findes.

ditte 2