Venindebogen # 7: Mød Nadia
Jeg mødte Nadia første gang en lun sensommerdag i 2003. Vi var frisk ud af 9. klasse, og var blevet placeret på samme værelse på dén efterskole, der skulle være vores hjem det kommende år. Vi blev med det samme slyngveninder, og jeg var SÅ fascineret af Nadia – hun var lidt mere erfaren udi sådan noget med fester og drenge (der er altså ikke meget scoring i porcelænsmaling, kan jeg røbe), kunne gennemskue den tyske grammatik og hendes mor bagte verdens bedste boller med brændenælder i.
Kontakten gled langsomt ud, da vi var stoppet på efterskolen, og der gik 10 år uden særlig meget andet kontakt end et par facebook-likes. Men da jeg var gravid mødtes vi til æblekage og kaffe hjemme hos Nadia. Og så var det som om der var gået 10 minutter istedet for. Sådan er det jo – heldigvis – nogen gange 
Mit navn er: Nadia
Jeg er: 29 år gammel og bor: I Aarhus sammen med: Min mand Espen og min søn Asger, der er knap 3 år gammel.
Min livret er: Hjemmelavet burger og mit yndlingsdyr er: Svært at sige, da jeg egentlig ikke kan lide dyr. Men det dyr, jeg bedst tolererer, er nok en kat eller en meget stille og rolig hund, der ikke fælder, lugter eller savler.
Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Rig (!) (det skrev jeg i en venindes venindebog i 4. klasse). Som voksen er jeg: Kandidat i statskundskab og ansat som fuldmægtig på Aarhus Universitet.
Hvis jeg skulle beskrive mig graviditet med tre ord, skulle det være: Fascinerende, forventningsfuld og stillesiddende.
Jeg er dén slags mor dér: Bilder mig ind, at jeg er pragmatisk indstillet og ikke så ”hysterisk som de der speltmødre”. Min søn har et flot og veludviklet burger-greb, når han spiser en hamburger fra McDonalds, og han deler sin mors kærlighed til chokolade.
Jeg synes det bedste ved at være mor er: At følge min søns udvikling og at mærke den kærlighed til ham, som bare vokser og vokser hele tiden.
Den største udfordring ved at være mor er: At få det hele til at gå op i en højere enhed med familieliv, job, veninder og fritidsinteresser.
Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst at: Man virkelig bør nyde al den fritid og alenetid, man har, inden man bliver mor.
Jeg er rigtig god til: At kysse og kramme min søn. Og vil gerne være bedre til: At svare på sms’er og dyrke motion.
Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige at jeg: Ofte gerne vil bestemme og kunne formulere mig mere diplomatisk.
Mit forbillede er: Politifolk, sygeplejersker og andre travle og udskældte faggrupper fordi: De mødes af urimelige arbejdsvilkår og respektløshed, men alligevel troligt passer deres arbejde.
Sidst jeg gjorde noget jeg ikke er stolt af, var: Det har jeg gjort mit bedste for at fortrænge.
Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Spiser jeg chokolade, is eller (chokolade)kage.
Hvis ikke jeg havde et voksen-liv jeg skulle passe, ville jeg: Nyde friheden og forkæle mig selv og min familie med lækker og sund mad og gode oplevelser.
Efter jeg er blevet mor har jeg lært at: Prioritere min tid og har truffet en række til- og fravalg ud fra, hvad jeg gerne vil give videre til min søn. At få et barn giver fx realisme omkring ens karrierevalg, for vil man hente sit barn kl. 17? Skal man selv i fitnesscenter 3 gange om ugen, eller er det rytmik eller sprogleg med sit barn, man prioriterer? Det vigtigste er vel, at man ikke har dårlig samvittighed over de fravalg, som prioriteringen kræver – selvom det er nemt at få dårlig samvittighed, når man læser diverse debatindlæg, der afspejler samfundets forventninger til dét at være mor, forælder og moderne børnefamilie.
Røvhuller på vinger
Jeg har haft et par lidt mærkeligt døgn, der på én eller anden måde har været styret af dyr. Nogle frygteligt irriterende, bevingede røvhuller.
Igår havde jeg sådan en morgen, hvor lejligheden lignede noget fra Biggest Hoarders på kanal 4 (altså uden kattetis og lig-lugt ikke?) og jeg mødte ind på arbejde med babysnot på bukserne, eyeliner men ingen mascara på øjnene og kun halvdelen af gebisset var blevet børstet. Jeg nåede at rode lidt rundt i min mail og drikke et par kopper stærk kaffe, og så ringede vuggestuen. Gisp! Dén slags opkald, der får småbørnsforældres hjerte til at hoppe direkte op i halsen. Lillen var blevet stukket. Af en #”%#&! hveps. På halsen, brystet og hånden. Og pædagogerne turde ikke tage ansvaret for hende, mens hun skulle sove lur – forståeligt nok. Jeg var ude af kontoret 20 sekunder senere :
Idag har jeg brugt det meste af dagen på at smide for cirka 300.000 kroner frø, nødder, korn og mel ud. Vi har nemlig fået kæledyr i køkkenet, ganske ufrivilligt. Møl. Nu ligner køkkenskabene nogen, der hører til på et kollegie – sidst på måneden. Men altså, man kan vel også klare sig på nogle dåser makrel, en pakke rosiner og noget tykmælk, ikke?
I morgen vil jeg gerne frabede mig at nogen former for dyr sætter dagsordenen – og hvis det går som ønsket, så vender jeg tilbage med en frisk omgang Venindebogen. Nu har jeg plantet luksuslegemet i sofaen, har spist både snickers og marcipanbrød og selvom lejligheden stadig ligner noget der er løgn, så rykker jeg mig ikke ud af flækken de næste par timer.
Go’ aften!
Bryllupsfest!
Manner, hvor havde vi bare verdens BEDSTE bryllupsfest! Det er 1½ uge siden nu – men hele oplevelsen sidder stadig i kroppen. Dagen efter var det på den dér måde, hvor sollys føles som nåle i øjnene og kroppen føltes som en stor, uduelig og lettere kvalm klump cement. Også en lille smule dagen efter igen, men altså man er vel heller ikke helt grøn længere, vel? Nu sidder det i kroppen som forsigtig boblen i maven, når jeg kigger på billederne eller ser dé bryllupsgaver, der endnu ikke er pakket ud. Jeg har lyst til at gøre det hele igen! Med samme mand, selvfølgelig.
Dagen inden havde vi brugt på at hente discokugle, balloner (hvad siger du? Kan du ikke se ud af vinduerne på bilen fordi der er guldballoner ud over det hele? L.a.n.g. tur hjem fra Østerbro) og putte glimmer på de sidste bordkort. Og så samlede vi goodiebags til langt ud på aftenen. Vi havde brugt cirka en kvart million og en masse timer på at finde de helt rigtige papirsposer, hjerte-klistermærker og fyld: Chips, vand og slik. Et lille survival-kit til dagen efter – eller til turen hjem.
Lørdag formiddag gav vi os tid til at spise morgenmad, tage et langt bad, hente blomster og få de sidste detaljer på plads, mens Mads og Monopolet kørte i radioen. Ingen stress, bare god karma. Kl. 12 fik vi nøglerne. Lokalet i Kødbyen var en no-brainer, da vi i vinters var nede og se det: Det lugtede lidt af gammel øl, der hang ledninger ned fra loftet, der stod en tarvelig sofa midt i det hele og gulvet var det pureste beton. Vi var solgt!
Vi begyndte at dække bord og pynte, men da klokken nærmede sig 14 begyndte undertegnede at stresse. Jeg gik rundt i joggingtøj med hestehale, lokalet var ikke klart og gæsterne kom 16.30. Nu har jeg giftet mig godt, så Søren sendte mig hjem for at gøre mig klar, mens han klarede det sidste. Min lillesøster satte mit hår, jeg fik kørt en omgang rød læbestift og concealer rundt i skærmen og halvanden time senere gik vi, med det fine tøj og de kæmpestore balloner dansende i vinden, ned ad Istedgade.
Solen bragede ned fra en skyfri himmel. Vi drak en kold fadøl og snart begyndte gæsterne at komme – 50 af de aller bedste mennesker, vi kender. I festhumør, og med fint tøj på. Stemningen var en helt perfekt blanding af afslappet og dét at skulle fejre det fineste der findes: Kærligheden.
Til lokalet hørte en lille, brostensbelagt gård. Spisehuset serverede velkomstsnacks: Øl-pølse, surdejsbrød, aioli og oliven med bobler. Alt imens sad min fantastisk dygtige kusine og spillede lidt guitar. Der var ikke nogen der havde tænkt på at stille vand frem, og sodavand skulle man gøre en indsats for at finde, så humøret var meget hurtigt MEGET højt
Søren holdt en velkomsttale, og selvom han havde bedyret at han ikke ville holde tale for mig, sagde han alligevel nogle meget, meget smukke ord. Jeg er en heldig dame! Der var også en præsentationsrunde, og jeg havde skrevet stikord ned, så jeg ikke kludrede totalt i det – det gjorde jeg nemlig til min polterabend, men der havde jeg altså fået et glas eller to indenbords…
Spisehuset satte en kæmpestor paella-pande op i gården, og begyndte at kokkerere aftensmaden: Nordisk paella. Med masser af hvidvin, limfjordsmuslinger, koriander, kylling og jysk chorizo. Da den havde simret længe nok, var der serveret. Det var SÅ lækkert. Min onkel spurgte efter salt, og tjeneren troede han mente tjald – det lykkedes hende ikke at skaffe, men hun gjorde en flot indsats!
Efter middagen spillede min kusine en mini-koncert med tre numre, jeg havde bedt hende lave fortolkninger af: Warrior/worrior med Outlandish, Uden forsvar med Marie Key og sidst men ikke mindst Eventyr for begyndere med TV-2. Min yndlingssang. Det var så intimt, smukt og intenst. Jeg tror helt ærligt ikke, at der var et øje tørt.
Desserten var syltede sommerbær med hvid choko-creme og knas. Og der var underholdning! To af mine veninder havde forberedt en helt fjollet sang, i verdens grimmeste sangskjuler med en stor hund på. Og så lavede Søren og jeg en virkelig åndssvag quiz: Hest eller stripper? SÅ sjovt, og SÅ dumt.
Derefter åbnede baren, og rummet blev fyldt med white russians og Boney M. Der blev hurtigt sat gang i dansegulvet, for min veninde Maj havde simpelthen lavet en genial playliste og den blev spillet på verdens største højttalere. Agnes – Sørens niece – styrede dansegulvet med hård hånd, og discokuglen kastede lysglimt ud i hele rummet. Vi slap heller ikke for bryllupsvals – jeg ved ikke hvad det var for nogle trin vi havde gang i, men sjovt var det!
Jeg dansede hele aftenen og natten – kun afbrudt af pauser til gin/tonic og et pizzaslice til natmad. Folk hyggede sig og snakkede, festede og fjollede. Dansede grimt og skrålede med. Krammede, kyssede og grinede. Der blev drukket næsten 90 liter øl og 12 flasker sprut, udover en masse vin og bobler. Imponerende, synes jeg!
Vi smed de sørgelige rester ud ved 5-tiden, da der kun var whiskey tilbage og Erann DD bragede ud af anlægget. Det var lige før solen begyndte at vise sit ansigt over Kødbyen, og øjenlågene begyndte at blive tunge. Vi havde ikke fået delt en eneste goodiebag ud, men til gengæld slingrede både brud og brudgom ud i en taxa og op på tredje sal med favnen fuld af gaver og sommerfugle i maven af glæde.
Det var præcis som vi havde drømt om – og en lille smule til <3
Status pt. # 14
Godt:
-Der var stegt lever i kantinen på mit arbejde forleden. Jeg sagde til min kollega at jeg ikke brød mig om det fordi det smagte af blodnæse, hvortil vedkommende svarede: “Ja, det er ligesom stegt torskerogn, det lugter jo sådan af..af…. tissekone”. Hvor har jeg savnet mine kollegaer <3
-Jeg har haft intro-sangen til det efterhånden gamle børneprogram ”Amigo” på hjernen i alt, alt for lang tid. ”Amigo a-a-amigo”. Skyd mig. Søren synger den også – hvis altså ikke han synger ”Martina is a babyturtleeeee” (hvilket stammer fra en frygtelig irriterende reklame for en skildpaddbamse på tv-kanalen Boomerang)
-Og apropos reklamer på børne-tv: HVORFOR er det altid sådan noget med børn, der er helt oppe at ringe over noget forholdsvist kedeligt legetøj? Hvorfor kigger forældrene altid forelsket på legetøjet på sådan en relatv creepy måde? Hvorfor er de alle sammen hvide? Og hvem har opfundet perleplader til drenge, og kaldt dem noget smart? Hvem laver den hovedpine-fremkalende musik til reklamerne?
-Igår fik jeg pizza OG burger med fritter på én og samme dag #dietgoals
-Vi fik så meget bland-selv slik i bryllupsgave (altså sammen med porcelæn og dén slags) at de to ældste her på matriklen har gået rundt i sådan en seriøs sugar high den sidste uge. Jeg frygter lidt at vi bliver ligesom rygere på nedtrapning, når der lige om lidt ikke er mere: Irritable typer med rystende hænder og hovedpine.
Mindre godt:
-Jeg fandt en kimono hos Noa Noa (ja ja, jeg er jo nogens mor), jeg længe har kigget på, nedsat med 50%! Lykkeligt tog jeg den med ind i prøverummet, tog den på, rodede op i håret og kiggede op. Desværre var mit normale spejlbillede erstattet af en kæmpestor party-pølse. Lys koral er åbenbart ikke min farve. Overhovedet.
– Min baby n.æ.g.t.e.r at drikke vand. Æblejuice eller saftevand er til gengæld helt fint. Hendes mælketænder bliver de mest rådne pløkker i historien.
– Jeg får det rimelig akavet, når jeg ser nogle kendisser, og dem er der altså mange af på Vesterbro. Forleden mødte jeg Rasmus Seebach, og jeg har aldrig stirret SÅ intenst på en fortovsflise. Og når Szhirley drikker kaffe på Værnedamsvej får jeg pludselig mega travlt med at kigge på vinduesudstillingen til dén der fjollede butik, der sælger glimmerhalsbånde og skotskternede jakker til små hunde.
-Jeg har fået nyt pas, og dermed pasbillede. Jeg ville ikke lukke mig ind nogen steder, hvis jeg var paskontrollør – jeg ligner én med roterende fis i kasketten. Og jeg havde endda taget mascara på.
-Jeg vaskede dukke Lotte i vaskemaskinen, og desværre vaskede jeg hendes øjenæbler væk. Hun lignede én der havde gang i en seriøs overdosis (… mor her tegnede efterfølgende et par nye øjne på, så nu ligner hun i stedet én med en voldsom bygningsfejl).
Sved, bøllehatte og stærke drinks: Om turen til Rom
Manner, hvor har det været en varm dag heroppe på tredje! Men jeg klager ikke. Selvfølgelig ikke. Og det er stadig ikke helt så varmt som det var i Rom for et par uger siden – hvilket er dét, indlægget skal handle om. Altså ikke varmen, men Rom.
Turen var ALLETIDERS! Vi var der i fem dage, og boede i en stor lejlighed i området Testaccio. Det var sådan lidt arbejderkvarter-gone-hipt tror jeg – i al fald var der en fantastisk blanding af streetart, små restauranter, natteliv og nogle, der vist ikke var Guds bedste børn. Min mor var fx ved at få en flaske i hovedet under en skinhead-slåskamp….
Dengang min far havde sideskilning og skovsnegl arbejdede han som guide i Rom. Vi har været i Rom før med guiden, men det har Søren ikke, så vi brugte de første dage på klassikerne: Colosseum, Forum Romanum, Trevi Fontænen og dén slags. Da der gik lidt for meget selfiestang og bøllehat i den, tog vi ud og gik på opdagelse i kvartererne uden for centrum. Dér hvor man sludrer med grønthandleren, hvor de studerende mødes til eftermiddagskaffe og dér, hvor romere i skjorte og slips hænger ud i deres frokostpause.
Maden var jo et kapitel for sig! Italienerne er også glade for kulhydrater, så det var match made in heaven! Jeg fik pizza 7 ud af syv dage. Nogle gange flere gange om dagen. Og pasta! I Italien det er altså noget andet end sådan en små-tarvelig dolmio-sauce eller en omgang piskefløde med baconstykker i. Heldigvis! Til gengæld gjorde jeg også noget lettere blasfemisk: Jeg var på Burger King. Men helt ærligt, hvad kan man gøre, når kroppen kræver pommes frites?
Den sidste aften var Søren og jeg ude og spise, mens mine forældre passede vores afkom. Det føltes virkelig luksuriøst at være på ferie som i “gamle dage” – også selvom det kun var for et par timer. I Sydeuropa spiser man jo temmelig sent, så vi nåede at hælde et par cocktails indenbords inden maden. Vi sad på den hyggeligste bar med levende lys og musik, og lyden af shakeren blandede sig med vinden fra den lune efterårsaften. Det var helt perfekt, og da vi gik over på den anden side af gaden for at spise var der nogen der slingrede. På restauranten sad vi i en baggård, der var oplyst af en milliard lyskæder. Vi fik en masse forskelligt – ost, pølser, pickles, kødboller i tomatsauce, brød – og et par cocktails mere. Til sidst var jeg så pinlig godt selskab, at vi rundede aftenen af og gik hjem. Næste dag havde jeg mildt sagt hovedpine.
Lillen klarede det simpelthen så fint – hun chillede max i klapvognen med sin drikkedunk og kun iført ble (og strutmave). Rom var fuld af kærlighed, billig espresso, George Clooney-lookalikes, smukke farver og kringlede, brostensbelagte gader. Rom – og Italien generelt – skuffer aldrig, men jeg har altså også et soft spot (omend et nørdet ét af slagsen) for landet. Dels fordi jeg spillede sindssygt meget “Roman Empire” en overgang – det er sådan et spil, hvor man skal lave og styre en by i det gamle Romerrige. Altså det var ikke sidste år – jeg tror jeg var 10. Og dels fordi jeg har haft nogle fantastiske sommerferier i landet: På en vingård med pool i Toscana, hvor jeg var i dårlig form og levede af nutella, men alligevel udfordrede min elitesvømmer-fætter til at svømme om kap. På Sicilien, hvor den bumsede unge herre Lorenzo gerne ville snakke med mig, og jeg undveg ved konstant at holde mit hoved under vandet i poolen, og kun kigge op for at trække luft #spækhugger. I Napoli og Pompeji, hvor jeg spankulerede rundt i junkie-solbriller med rødt glas og var totalt opslugt af alt der havde med vulkaner at gøre.
Denne tur var endnu en god sommerferie – denne gang med verdens bedste baby, min helt egen mand, pizza i maven og et solidt svedoverskæg <3
Første dag ude i virkeligheden
Idag har jeg haft min første arbejdsdag efter barsel og en masse ferie. Det var sådan en morgen hvor min pung var væk, mit hår var uglet, min mobil løb tør for strøm, min saddel var våd, jeg havde glemt koden til at komme ind og jeg svedte som en tysk charterturist efter den 20 minutter lange cykeltur. Lillen havde feber, og jeg havde andendags-tømmermænd efter bryllupsfesten i lørdag på dén der måde, hvor halsen føles som en ørken og det eneste man har lyst til er noget smadder usundt.
Men så var det, at verdens bedste kollegaer havde lavet kaffe og købt frøsnappere. Og havde skrevet en sød seddel og stillet roser på mit skrivebord. Som om det ikke var nok var der også chokolade med saltmandler. Man bliver jo helt blød om hjertet!
Den første dag ude i virkeligheden blev altså til en bragende succes. Også selvom jeg blev ved med at små-svede lidt, og mine fødder derfor var blevet afløst af to rullestege, som nogen havde forsøgt at mase ned i et par Birkenctock. Lillen havde haft en alletiders sygedag med sin far – de havde spist æblegrød, set tegnefilm og leget med klodser. Det var så dejligt at komme hjem i den lille boble igen efter sådan en voksen-dag med både læsebriller på og en ny signatur i Outlook.
Jeg vender snart tilbage med billedspam fra Rom OG fra bryllupsfesten. Indtil da: Nyd resten af denne smukke, lune septemberaften <3
Ciao fra pizzamonstret
Her i det italienske går det strygende! Jeg har…
… Haft 4568653 nærdødsoplevelser i trafikken. Utroligt hvor farlige scootere og italienske taxachauffører kan være, når man har en klapvogn og en 1-årig med.
… Spist pizza to ud af to dage. Og det er kun lige begyndt! Jeg tænker at det er en streng nødvendighed, når nu man er i pizzaens land ikke? Og så vil jeg altså smadder gerne ha’ bumser og topmave til bryllupsfesten på lørdag, forstås.
… Spildt så meget pizza ned ad mig selv, at jeg helt sikkert ikke har nok tøj med.
… Svedt som en gal idag. Her er på den gode side af 30 grader. Til gengæld har min kære mor medbragt en lille blomsterforstøver, hun jævnligt sprayer sig selv og babyen med (!)
… Mødt Ole Henriksen, da vi travede rundt i de smukke, snævre gader. Han lignede også én der kunne holde varmen, og så helt glad og glat ud – men han er vel heller ikke cremekonge for ingenting.
… Seriøse, varme-relaterede udfordringer på is-fronten. Her har jeg fx en halv kugle mørk choko-is på fingrene:
… Fundet italiensk babymad på glas i det lokale supermarked. Det er noget med lam og har samme konsistens som dét slim, jeg legede med da jeg gik i folkeskole. Men altså, Lillen er heldigvis ikke kræsen.
… Været på et fantastisk gøglet marked idag, hvor de solgte trusser af mærker “Chalain Klein”. Kæmpe fan! Købte dog trusser uden logo. Til én euro. I str. XL. Enten har italienerne meget, meget små numser, eller også har de ikke nogen blodtilstrømning i benene.
Kødpølsekys og italienske kulhydrater
Jeg har sådan lidt ondt ved siden af højre øje. Fordi jeg er blevet slået. Med en BRIO-bi. Jeg hentede Lillen tidligt idag, og har således brugt eftermiddagen på at få savlede, kødpølselugtende kys, på at overvære Lillen smadre samtlige dørkarme og paneler i lejligheden med hendes gå-vogn, på at synge ”Jens Petersens Ko”, på at bage nogle babyvenlige (læs: kridhvide) boller og på at rydde op. Det gør man en del, når man er mor til en 1-årig.
Og så er jeg i gang med at vaske tøj og skrive lister, for på lørdag stikker min hjemmelavede familie af til Rom!
Vi skal bruge fem dage på at svede, spise kulhydrater, drikke espresso og svede lidt mere. Alt sammen i selskab med mine forældre og min lillesøster, og jeg glæder mig SÅ meget! Så kan jeg også få øvet mit italienske – pt. kan jeg fire ord: Gallo, vino, buongiorno og nutella. Sidstnævnte ved jeg ikke om tæller, så måske i virkeligheden kun 3. Men jeg ved at italienere er glade for nutella. ‘Min’ udvekslingsstuderende på efterskolen spiste det direkte fra glasset med en gaffel – ikke så meget bullshit dér.
Vi kommer hjem igen sent torsdag aften. Det betyder, at vi har fredag til at ordne ting inden bryllupsfesten om lørdagen. Og med ordne ting mener jeg: Købe blomster, hente alkohol og købe ind til drinksbord, hente balloner og discokugle (fuck yeah!), få styr på den sidste omgang bordplan, lave isterninger, få styr på velkomsttale, hente tøj fra rens og alt muligt andet. Samtidig skal vi pakke ud, sove ud og sørge for at holde babyen – og os selv – i live. Det skal nok gå. Om ikke andet så har vi i hvert fald våde varer nok til at nedlægge en russisk hær, og min veninde Maj har lovet at der er Beyoncé på playlisten.
Nyd dét, der er tilbage af torsdagen og smid endelig et tip eller to til Rom, hvis I skulle ligge inde med dem! Grazie!
”Sofie! Er det dig der har brækket dig i sengen i nat?”
I søndags var Søren i gang med at putte Lillen i soveværelset, da han kaldte med lettere panisk toneleje: ”Sofie! Er det dig der har brækket dig i sengen i nat?”. Det var det ikke – det var Lillen der havde spist for meget banan. Men det kunne godt have været mig, for i lørdags blev jeg overrasket af konfetti, flag og 11 af mine bedste venner, da jeg låste døren op med favnen fuld af toiletpapir efter en tur i Irma. P.o.l.t.e.r.a.b.e.n.d!
Det var sådan en dejlig dag. Det var varm og solrigt, og mine venner havde lavet et kæmpe brunchbord. Efter at have spist kanelsnurrer og drukket bobler cyklede vi ned til Creative Space på Gammel Kongevej. Fordi jeg var så nørdet cool at bruge en god del af min ungdom på ungdomsskolens porcelænsmalingshold, skulle vi male på porcelæn. Vi fik hver vores skål og et glas champagne, og så kunne vi gå amok i farver og mønstre. Det var så hyggeligt, og jeg glæder mig til at spise morgenmad af verdens mest farvestrålende og umage skåle (og især tak til Tim for at lave en kombi af svampemalet hav-tema og cigaretskod).
Efterfølgende var der kagebord med 11 forskellige slags kager og kolde øller i min venindes gård på Nørrebro. Der var en fantastisk men lettere tåkrummende quiz, hvor to hold skiftedes til at fortælle én rigtig og én opdigtet historie om undertegnede, og modsatte hold skulle gætte den rigtige. Jøsses, mange af tingene havde jeg fortrængt…. altså, jeg er taknemmelig for at de gider være venner med mig trods alt
Efterfølgende spiste vi burger og drak fadøl på Haché og rundede aftenen af med cocktails på Bar Next Door.
Det var helt, helt perfekt. Da de sørgelige rester cyklede hjem langs søerne prøvede jeg at overtale de andre til at gå på værtshus. Det lykkedes ikke, men det var vist også meget godt – så havde jeg nok haft det endnu værre end jeg allerede havde det i søndags: Jeg var træt, og i min mave skvulpede en uskøn blanding af pizzaslice, panodiler og kakaomælk rundt. Lillen powernappede sig igennem dagen og ville ikke spise andet end makrelmadder, alt imens regnskyerne lå tungt over Vesterbro.
Men det var jo det hele værd. Og nu glæder jeg mig endnu mere til bryllupsfesten om et par uger – jeg vidste det godt i forvejen, men jeg blev mindet om det i lørdags: Mine venner er nemlig BOMBEN!
