Status pt. # 17

Godt:

– Årgang 0. Mand, jeg elsker dét koncept! Også selvom jeg fik lidt ondt i maven af at se, at Rachel havde det svært på sin nye skole. Til gengæld lever drengene fra Risskov virkelig the sweet life – tænk at have folk (altså éns mor) til at fjerne morgenmadstallerkenen og bære vasketøjet ud til vaskemaskinen.

-Jeg har fået en ny yndlingssang – og lidt røde kinder.

-Jeg hang ud med min mødregruppe i sidste uge, til aftenkaffe. Årh hvor er jeg glad for dem – blandt andet fordi de ved hvad der holder: Faxe Kondi, ostepops (dét var mit indslag, og jeg havde spist halvdelen af posen inden jeg kom! HA!), marabou og flere chips.

-På fredag skal vi ud og se vores nye lejlighed sådan rigtigt for første gang. Jeg glæder mig så meget! På Søndag kan man komme til sådan et arrangement, hvor man kan få gode råd til indretningen af en boligstylist. Søren har foreslået, at jeg laver et arrangement hvor jeg viser, hvordan man ikke skal indrette sit hjem. Han synes jeg boede helt vildt grimt inden han flyttede ind – det gjorde jeg også, men fandme om jeg vil indrømme det når han driller.

-Jeg var tidligere på ugen på et virkelig spændende kursus med en forplejning, der slog kommune-kantinen big time (…i dag var der fx rådne gulerødder i salatbaren. Fik flashback til dengang jeg tvang min lillesøster til at spise sådan én under påskud af, at vi legede Robinson Ekspeditionen). Havde det som kommune-Jeppe på Bjerget.

-Jeg har lavet en lille, eksklusiv samling af ”Grafitti: Best of Fredericia” på min telefon. Nytænkningen og den kreative finesse vil i.n.g.e.n ende tage:

diller 1diller 2

 

Mindre godt:

-Vi har opsagt vores lejlighed, og dét betød at vi skulle vise den frem til nye, potentielle lejere. Én af dem, en meget ung dame, sendte mig en sms med SÅ mange smileys i. Jeg havde sådan lyst til at lære hende om passende kommunikation til voksne mennesker man ikke kender… Ungdommen nu til dags, ikke? Tsk :-)

-”Masha og Bjørnen”. Lillen elsker det, men altså… Nogen burde sende Masha til en adfærdsregulerende samtale. Eller måske bare i seng uden aftensmad.

-Vi har haft et kvælningsforsøg på matriklen. Lillen prøvede at aflive hendes far ved hjælp af glimmerkuglepen. Manden gaggede, men overlevede heldigvis.

-Hver gang jeg går forbi Paradis på Gammel Kongevej – ”et erotisk center for par” – undrer jeg mig over deres udstillingsvinduer. Det er nemlig ikke kun de klassiske kostumer de sælger, såsom sygeplejerske eller skoleelev (hvilket egentlig også er lidt falsk varebetgnelse – der er vel sjældent træsko, en duft af håndsprit eller teenagehumør og dårlig hud med i pakkerne?). Næ, man kan fx købe en stor kjole i la 1687 i brokadestof og tilhørende paryk. Eller en slags fiskenets-strømpe til hele kroppen, hvis man synes at rullesteg-looket er sexet. Eller sådan noget undertøj der er lavet af dén slags pastelfarvede slik-perlekæder, man spiste på fritten – og gør det ikke ondt at have en g-streng på af dén slags? Eller? Det er altså lidt ligesom i omklædningsrummet i svømmeren: Man KAN altså ikke undlade at kigge, selvom man prøver.

-Forleden var Lillen og jeg i Føtex, og lige pludselig var det som at være tilbage i 2001! Kan I huske dé der hårelastikker MED hår på, der aldrig helt matchede éns egen hårfarve? De er tilbage! Betyder det så, at tiden også er kommet til en anden ungdom for ting såsom hårmascara, oppustelige møbler, turkis eyeliner og tøj fra Sisters Point? Oh my.

IMG_1173

Øjenbetændelse og barselsvibes

I 2017 har Lillen været i vuggestue tre dage. Tre! Fordi vuggestuen er thug life, og de søde savlende, snottende minier smitter hinanden med alle mulige mærkelige ting i ét væk.

I denne uge har jeg været hjemme nogle dage, for Lillen har haft en cocktail af feber, snot og øjenbetændelse. Sidstnævnte fik hende i øvrigt til at ligne én, hvis øjne var blevet erstattet af to spandauere med creme. For dælen, hvor er det både synd og ulækkert, når de små øjne er klistret helt sammen af gult, indtørret slim.

Vi har fået dagene til at gå med at sidde krøllet sammen i en lille tipi, mens vi legede med dén slags mad, der holdes sammen af velcro. Vi har set Frode Får, bygget tårn og lavet et værre rod kunst:

kunst

Jeg har ikke fået drukket én kop ærlig veltempereret kop kaffe, men til gengæld en masse kolde slatter, og så har jeg spist virkelig mange ostepops. Så ulækkert, men så rigtigt. Lillen har derimod den sidste uge udelukkende holdt sit 12-kilo tunge luksuslegeme kørende på kakaomælk og æblegrød. Da jeg forsøgte at servere en bolle med bønnepostej  for damen vraltede hun ud i køkkenet, smed maden ud i skraldespanden, og kom vraltende tomhændet tilbage mens hun helt nonchalant satte sig i sofaen. Jeg prøvede at ligne én der mente det, da jeg sagde i et bestemt tonefald at ‘man altså ikke smider mad ud’, men mest af alt var jeg bare ved at stikke i en ordentlig skraldlatter. Bestemt lille dame jeg har fået mig!

Til sidst fik jeg økuller af at være i lejligheden, og jeg blev nødt til at røre mig lidt, hvis ikke jeg skulle ende som Den Menneskelige Ostepops. Da Lillen skulle sove lur hældte jeg hende i klapvognen og pakkede mig selv ind i 149563 lag tøj, for derefter at ramme Vesterbros vinterkolde gader. Det var alle tiders de første 10 minutter, men så kunne jeg ikke mærke mine fingre mere og min iPhone led kuldedøden. Dengang jeg var på barsel var jeg nødt til at bide det i mig og trave rundt i flere timer – men nu kan man godt parkere damen et sted, uden at hun vågner. Derfor endte jeg med at sidde på café Sonja den næste time, og drikke kaffe og spise det største stykke banankage, jeg nogensinde har set, alt imens vinden ruskede i bygningerne og sneen begyndte at dale. Det hjalp nok ikke på kostbalancen, men til gengæld var det skide hyggeligt.
Lillen er frisk igen, og jeg krydser fingre for at der går en uge eller mere før næste vuggestuepest rammer… Selvom det nu kan være meget fint sådan at flytte tilbage i barselsboblen for et par dage  :-)

Da jeg (ikke) blev ung mor

Dengang jeg var 10 år gammel, sad jeg sammen med en veninde på hendes svampe-malede værelse, spiste skub-op-is og lavede tegninger af, hvordan vi forestillede os vores fremtid. Jeg tænkte, at jeg ville have to børn som 19-årig. 19 er jo temmelig gammelt når man er 10 år, og mest går op i tyggegummi-tatoveringer og svømning. I virkeligheden var det nok meget fint, at jeg lige ventede lidt med den slags.

Hvis Lillen var blevet født af en 15-årig Sofie, havde jeg haft skamplukkede øjenbryn på samtlige billeder fra babys første år og jeg havde helt sikkert glemt baby i prøverummet i H&M. Hvis jeg havde fået et barn som 20-årig, er jeg bange for at jeg havde kaldt den noget spansk og havde druknet den i en omgang rom og cola. Så: 27 år var perfekt. For mig.

Alligevel er jeg åbenbart blevet en slags ung mor. Da jeg var til 3- måneders scanning fik jeg at vide, at mine tal var flotte, men det nok var fordi jeg var ”en ung mor”. I mødregruppen blev jeg kærligt drillet med, at jeg er dén af os, der er tættest på at kunne være med i De Unge Mødre, for de andre er 5-10 år ældre end mig. Jeg har i temmelig lang tid været tættere på 30 end på 20, så jeg tror egentlig ikke, at jeg ville kalde mig selv en ung mor, men alt er jo relativt.

Jeg kan i hvert fald godt anbefale dét der med (ikke) at være en ung mor. Ikke at jeg har prøvet at være en gammel mor, forstås. Eller, nogle gange føler jeg mig hundrede år gammel – fx når Lillen gerne vil lege med på “Op og Hop” på Ramasjang, og det kræver at mor her drejer rundt som en skildpadde på en sofapude. Men altså, i det store hele, ikke? Så er det helt perfekt at være 29 år  og mor til én, der kan sige “hov” og “vov” og som allerede kan finde und af at tage billeder med iPhone. Dette værk kalder jeg fx “sofahynde i aftenlys”:

 

sofa

PS: Jeg skrev i øvrigt lidt om timing og dét at reprducere sig selv her. Og der er tilmed et billede af mig med vand i hovedet 😉

Verdens dyreste birkes

Om et par dage skal vi til tandlægen med Lillen. Hun har 9 små pløkker og selvantænder hver gang nogen forsøger at børste hendes tænder, så der skal lyde et kæmpestort held og lykke til tandlægen herfra.

Jeg har ikke selv været særlig god til at passe mine tandlægebesøg de sidste år. Både fordi min tandlæge ligger ude i forstæderne og jeg syntes det var lidt uoverskueligt med en baby på armen, men også fordi jeg ikke kunne tage mig sammen til at booke en aftale. Jeg har en dårlig vane med at udskyde kedelige ting såsom at afrime fryser eller aflæse el-måler, og tandlægebesøg er altså også ret kedeligt.

Jeg var god til at gå til tandlæge dengang jeg var yngre, men det var jeg også nødt til at være, for jeg havde togskinner på hele den øverste del af gebisset. Jeg syntes det så mega sejt ud, og jeg havde gedigen optur på, når jeg havde fået skiftet elastikker (”jeg vil gerne have dem skiftevis pink og blå i dag, tak” #fashionista). Efter mine tænder er ved at være nogle halvgamle størrelser, har jeg det ikke så godt med det længere.

Men så var det, at jeg havde en mørk plet på fortanden. Jeg børstede som en gal, men jeg kunne ikke få det væk. Et hul! Til sidst ringede jeg til tandlægen. En eftermiddag cyklede jeg derud og satte mig i venteværelsen med et gammelt Se & Hør, mens jeg fik lidt svedige håndflader:

tand

Da det blev min tur slyngede jeg mit slatne korpus  op i tandlægestolen og indviede tandlægen i miseren. Hun krattede lidt i pletten. ”” sagde hun smågrinende, og kiggede op over brilleglassene – ”dit hul er væk nu. Det var ikke et hul, men et stykke birkes… eller noget der ligner”. Jeg åndede lettet op.

Jeg slap dog ikke for røntgen. Imens jeg stod der med en omgang plastic i munden og slukket lys bandede jeg over, at tandlægen sikkert grinede hele vejen til banken nu hvor jeg havde betalt 600 kroner for et stykke birkes og en indvendig selfie:

Da tandlægen kiggede billederne igennem, fandt hun et hul på størrelse med et meteornedslag i en hjørnetand. Jeg skulle bores alligevel – faktisk forsøgte jeg at få tandlægen til at trække tanden ud, men forgæves.

Jeg blev ved med at råbe ”AV” da boret ramte tandoverfladen, så til sidst havde jeg fået 3 gange bedøvelse – nok til at slå et velvoksent næsehorn i gulvet – og jeg kunne ikke mærke 80% af mit ansigt. Men jeg overlevede. Nu er det lidt ømt hver gang jeg drikker noget varmt eller koldt og jeg kunne have fået en Goya-kjole i stedet for en fyldning i tanden, men en ting har jeg lært: Det er ikke nok at gå til tandlæge hver 3-4. år. Især ikke når man skal forestille at være nogens forbillede. Godt nok nogen, hvis tændsæt er temmelig sparsomt, men alligevel.

2017 indtil videre

Nytårsaften gik fint. Der var tun til forret, og til hovedret var der bøf, hjemmelavet bernaise og de bedste pommes frites, jeg nogensinde har smagt. Ifølge kokken – aka Søren – er hemmeligheden at skære kartoflerne ud i stave, skylle dem og lade dem ligge nogle timer i vand. Derefter skal de koges 12-13 minutter med et skvæt eddike, og så i ovnen. Desserten var chokolademousse med knas.

Der var fine hatte, ting at trutte i og et velassorteret barskab. Vi spillede ”Hint” hvilket var skægt indtil der blev en noget presset stemning, da nogen skulle tegne Cirkeline og det lignede mest af alt en tidlig Dalí – der var altså ingen der gættede rigtigt, og dét blev taberholdets endeligt. Da klokken slog 24 blev der skålet, sunget kransekage og jeg listede ind til mit sovende afkom. Dér lå jeg i mørket, da himmelen eksploderede i en farvefest, og bragene ud over Lillebælt overdøvede Lillens tunge, rolige vejtrækning. Det var det bedste sted at tilbringe de første minutter af 2017 på.

img_1110

Hvad er der ellers sket i 2017 indtil videre? Jo, solen har skinnet, jeg har købt en helvedes masse strømpebukser til Lillen og så er jeg startet på arbejde igen, hvor kaffemaskinen var i stykker og dét synes jeg ærlig talt ikke man kan byde nogen 2. januar.

Jeg har også brugt 2017 på at læse ”Malle skal i bad” omkring 600 gange, spise flere pommes frites og så har jeg fået et nyt seriecrush: Jeg vil ikke længere ligne Noora, men derimod den hårdkogte betjent Stella Gibson i ”The Fall”! Hun har langt lyst hår og går altid i stramt tøj og stiletter, så det sker nok ikke foreløbig – men så har jeg i det mindste noget at svare, hvis Alt for Damerne skulle finde på at spørge mig om mit stilmæssige forbillede. Det sker nok heller ikke foreløbig. Eller, man skal aldrig sige aldrig; for 8 år siden blev jeg stoppet af en fotograf fra Alt for Damerne og skulle svare på, hvor mit tøj var fra. Jeg havde pisgult hår og var iklædt en ildelugtende rævepels og gummistøvler… Se, dét tror jeg i hvert fald ikke at hverken Noora eller Stella Gibson ville byde sig selv 😉

Godt nytår. Og lidt om fartbøde, irish coffee og en stor hund.

Igår var jeg ude for at drikke vin og spise pommes frites med en veninde. Det er lidt vores thang efterhånden – rødvinstænder og friture. Det betød bare, at jeg var lidt tung i hovedet da uret ringede klokken 6 i morges. Vi skulle tidligt op for at køre til Fredericia, og med kun en halv kop kaffe i kroppen og søvn i øjenkrogen, satte jeg mig sammen med min lille familie ned i bilen. Det var en lang tur: Først blev vi blitzet af en fotovogn på Roskildevej. Så fandt vi ud af, at vi havde glemt en taske derhjemme, og vendte om. Og da vi endelig nåede Storebæltsbroen hældte Lillen kakao ud over det hele. Men vi er fremme!

Lillen var så glad for at se sin farmor og farfar igen, og nyder at der er et taknemmeligt publikum til alle de charmetricks man kan finde på, når man er 16 måneder gammel. Mine svigerforældre har en stor hund, og Lillen skifter mellem at være skidebange for den og stille sig 30 cm væk, pege og råbe ”VOV VOV” af den. Hun har spist Bøf Stroganoff til aftensmad, for da jeg bad min bedre halvdel om at proviantere til turens mindste deltager, kom han hjem med 4 glas Bøf Stroganoff. Vi andre har fået noget pasta, Julie Zangenberg har udtænkt en opskrift på, men det smagte på trods heraf ganske lækkert.

Vi skal fejre nytår her i det jyske, og der er blevet købt ind til 3-retters, chips med holiday-dip og irish coffee (voksenpoint at drikke dét nytårsaften, hva?). Der er krudt og serpentiner, og jeg har pakket et rigtigt nytårsoutfit til Lillen med en masse glimmer. Det skal nok blive alle tiders! Og hvis ikke, så har Søren lillebror på 20 informeret mig om, hvor man kan få billige øl heromkring 😉

Selvom 2016 på mange måder har været lidt noget møg i det store perspektiv, så har det været et rigtig fint år for mig. Jeg er fx blevet gift, været til polterabend (min egen, sgu!) og så holdt vi en fantastisk bryllupsfest.  Jeg har købt en lejlighed og dermed Lillens barndomshjem. Jeg har været på gode ferier – fx gjorde jeg for et par måneder siden nogle vigtige observationer fra charterlivet.  Mit afkom er gået fra at være nogen, man skulle holde i live til et rigtigt lille dejligt og temperamentsfuldt menneske. Jeg har fået pagehår, jeg har fået lavet orden i min netbank (tak, Søren) og så har jeg stadig ikke lært at lave mad… Sidstnævnte har jeg i øvrigt ingen intentioner om at lære i 2017, ligesom jeg ikke har tænkt mig at skære ned på kulhydrater og sukker eller begynde at træne. Næ, 2017 kan bare komme an – det bliver et rigtigt godt år, kan jeg mærke.

Rigtig, rigtig godt nytår og TUSINDE tak fordi I hænger ved. Vi ses på den anden side!

 

img_0989

Mundvand og hjemmebag

Kan I huske dét der afsnit af Klovn, hvor Frank nægter at spise havregrynskugler, fordi det er en lille pige – Vanessa – der har lavet dem?

Jeg forstår det egentlig godt.

Forleden skulle jeg og Lillen bage banankage. Hun stod på en stol ved siden af mig og var engageret og dybt koncentreret: De små pølesfingre holdt om skeen som gjaldt det liv eller død, og vejrtrækningen var intens. Og så var dét – midt i et virvar af mel, decilitermål og smeltet smør – at jeg pludselig kunne se, hvorfor Frank nægtede at spise havregrynskuglerne:

Lillen hjalp til med at putte bananstykker op i skålen, og hver gang hun havde lagt et stykke ned, tog hun det op igen, spiste en bid og lagde det tilbage i skålen. Da jeg havde hakket chokolade skulle hun putte et stykke ad gangen op i dejen. Problemet var bare, at damen indarbejdede et pitstop mellem skærebrættet og skålen. Det var tungen. A.l.l.e. stykkerne blev slikket på. Og jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget, for hun nød det simpelthen så meget, og fordi jeg jo egentlig havde lyst til at gøre det samme, ikke?

Det var smadder hyggeligt, og kagen blev ikke særlig god men til gengæld var den lavet med kærlighed. Men helt ærligt ikke? Hvis der absolut skulle være nogen, der bidrog til processen med en del mundvand er jeg lykkelig for, at det var mit eget afkom 😉

kageboelle

Julen 2016: En dygtig nisse, voksen-gaver og en tur i akutmodtagelsen

Julen 2016 slutter med regn og blæsevejr. Det er ret hyggeligt, for jeg sidder indenfor med friskbagt banankage og Lillen sover sødt i de tilstødende gemakker. Vi er tilbage på Vesterbro, resterne af julemaden er væk og jeg skal til at pille julepynt ned. Altså de tre ting, jeg har.

Det har været en alle tiders jul fordi…

… Lillen havde stor optur på over træ, gaver og gæster. Sidste år var hun 4 måneder gammel, tandløs og temmelig immobil. Så meget sjovere i år! Jeg glæder mig allerede til næste år!

… Vi fik lov til at pynte juletræet da vi kom til forstæderne den 24. Og lad mig bare sige, at mine forældres samling af juletræspynt er helt perfekt! Der er ikke noget Bo Bedre over dét, men til gengæld er der fuld skrald på palietter, plasticperler og ting, der er skævt klippet.

… Maden sad lige i skabet. Saftig and, kartofler med masser af sukker på og verdens bedste ris a la mande. Og så var terassen fyldt med perfekt tempererede nisseøl.

… Det ikke virkede fjollet at danse om juletræ, når nu der var et barn til stede – og især ikke når barnet spruttede af grin og baskede med arme og ben af begejstring undervejs. Til gengæld gik der flitsbue i dén, da vi havde sunget “På loftet sidder nissen” færdig.

… Min veninde havde givet mig en masse havregrynskugler, og de var SÅ gode. Så så man lige mig komme til juleaften med noget hjemmelavet! Til gengæld var der ikke rigtig nogen der rørte mine brændte, deforme brunkager – mærkeligt nok.

… Lillen var verdens bedste nisse. Hun blev hældt i en fin rød kjole og nisshue til lejligheden, og var mega sej til at fiske gaver frem under træet. Men det bedste var, at når der nogen der åbnede en gave sagde hun ”ÅÅÅÅRRRRHHH” og så helt overrasket ud i ansigtet. Og der var ikke engang noget med at ville have alle gaverne selv.

… Jeg fik mega gode gaver. Både virkelig voksen-agtige gaver som nye gummistøvler, undertøj og et førstehjælpskursus, men også de dejligt ufornuftige såsom smykker og en fin skjorte.

… Min lillesøster blev meget glad for den farvestrålende diller-formede oplukker i træ, jeg havde købt til hende på Gran Canaria (altså hun fik også en rigtig gave, ikke?).

… Jeg har slappet af og har set en masse ”The Fall” på Netflix og spist mig stor og stærk i bridgeblanding og marcipan. Desværre er Søren slet ikke en god serie-buddy, for han vil kun se ét afsnit af gangen. Det er jo ikke sådan det fungerer, for så når vi jo først igennem tre sæsoner når jeg har fået grå hår og Lillen er flyttet hjemmefra. Tsk.

Til gengæld var første juledag knap så fed. Vi overnattede i forstæderne, og min mor havde dækket et fint morgenbord. Lillen var over det hele og lige pludselig var der varm Earl Grey the på de små lår. Lillen skreg, min mor skreg ”VAAAND PÅÅÅ!!!” og jeg spænede ud til badekaret og tændte for bruseren. Dér sad vi så de næste 2-3 timer og skyllede, sang Lille Peter Edderkop og én af os tog sig en gedigen lur midt i seancen.

Vi var en tur forbi akutmodtagelsen og fik pakket andengradsforbrændingen ind – og når hun har strømpebukser på ligner dét, at hendes ben er erstattet af Barpapappa. Men hun tager det som en trooper synes jeg. Seje, dygtige, store Lillen <3

dsc04264