Jamen hej-hej så.

”Kom og få cykelhjelm på, Basse” siger jeg, ”du skal ud og cykle i den store cykel sammen med far i dag”. Sandalerne i størrelse 23 galoperer hen over gulvet, og Lillen får mast cykelhjelmen ned over de røde krøller. ”Hej-hej” siger hun, og vinker til mig. Og så går de.

Jamen hej-hej så.

Dengang Lillen var helt ny, var jeg indimellem lidt udfordret af, at jeg altid havde et andet menneske på mig – når hun faldt i søvn efter en amning, og jeg var låst i sofaen i 1½ time. Som oftest i en akavet stilling, og jeg har aldrig haft så mange sovende lemmer på én gang, som jeg havde dengang. Når hun ikke lå på min arm og sov, sad hun i en vikle på min mave. Når hendes far kom hjem fra arbejde, kunne jeg indimellem gå ned at handle – på dén der måde, hvor man galoperer rundt i Føtex som en hovedløs høne, fordi man skal tilbage til guldklumpen hurtigst muligt.

Nu savner jeg at have hende tæt på hele tiden. For det meste har hun travlt med at rende rundt i tyl-skørt og give hendes lille abe-bamse kaffe, med at lege med elefanterne fra hendes Duplo-kasse eller med at prøve at pille ved alt det, hun ikke må. Jeg kan godt få lov til at sidde helt stille med hende i sofaen og se tegnefilm eller læse bog om aftenen, når hun har været i bad og er godt mør. Men ellers er der fart over feltet. Selvfølgelig er det lige som det skal være, men indimellem kunne jeg godt tænke mig at putte hende i en vikle igen, og bare gå rundt og kysse de tykke kinder og kramme de bløde lår. Men hun ville nok blive hidsig og jeg ville blive pukkel-rygget, så det bliver ved tanken.

Jeg ser ikke Lillen igen før sent i aften, for jeg skal ud og spise med en veninde. Jeg glæder mig, og vi skal på Lygtens Kro i Nordvest, men jeg savner allerede Lillen lidt. Heldigvis er det ikke creepy at lure på nogen der sover, så længe det er ens eget (lille) barn, så det har jeg tænkt mig at gøre senere 😉

Ha´en dejlig torsdag!

Er det Jer der har fanget alle haletudserne?

Aftensolen skinner ind fra altanen, og Lillen er ved at overgive sig til søvnen på hendes værelse. Dén der lyd af et tungt børne-åndetræt må være en af mine yndlings-lyde. Vi er lige kommet hjem fra en aftencykeltur i ladcyklen, og der er altså noget helt særligt og helt fantastisk over danske, lune sommeraftener. Jeg er træt, men på den gode måde – når man har været udenfor og lavet en masse rare ting med gode mennesker.

Vi har brugt weekenden sammen med mine svigerforældre og lavet en slags Tour de Amager. Amager er jo sådan et spændende sted med alt fra havn og strand til nybyggeri og gamle villakvarterer. Her er alt fra finansfyrster til tatoverede mænd med tribals, og fra unge børnefamilier til de gamle garvede amagerkanere der ved, at øller er nemmest at bælle, hvis man drikker dem ved stuetemperatur. Jeg tror Amager bliver det nye sort. Lige om lidt.

Vi har været i Bilka, og har leget meget med den ballon, Lillen fik af Billes Børneklub (typen der får balloner lørdag formiddag i Fields. Shoot me.). Vi har været på Amager Fælled for at fange haletudser, med spand og net. Men der var sådan cirka nul haletudser i den lille sø. Til gengæld sad der to herrer i Hus Forbi-tøj og nød en bajer ved vandkanten, og min søde svigermor gik hen til dem og sagde: ”Er det Jer der har fanget alle haletudserne?” – Det var det vist ikke, men jeg elsker hende for at spørge.

Uden haletudser i spanden cyklede vi til en af Amagers mange hyggelige kolonihaveforeninger og drak ginger ale i solen. Tjek caféen Baghaven ud, hvis I nogensinde svinger forbi 2300.

Vi har været på Amager Strand og dyppet tæerne i det kolde vand, og så har vi været til loppemarked af den slags, hvor man skal lede lidt efter skattene, men jeg kom hjem med noget glimtende Isabel Marant til bare 40 kroner.

Vi har grillet pølser på altanen og spist masser af kage. Jordbærkage, napoleonshatte, hindbæresnitter, linser, mandelhorn… Jordbærkage er min yndlings, især hvis man kan slippe for det dér frygtelige lag af gelé, nogle bagere har for (u)vane. Heldigvis er der et lille stykke tilbage i køleren, og det spiser jo ikke sig selv, så nu vil jeg tænde for Netflix, smide mig på sofaen og spise jordbærkage. God aften <3

Om romkugler og min karriere som bagerjomfru

Dengang jeg var ung og spændstig arbejdede jeg i en bager ude i forstæderne. Det var sådan et sted der lugtede lidt af margarine, der var altid varmt og der var ikke noget pjat med økologi eller fuldkorn. Bageren var en svedig type (altså bogstaveligt talt), der kæderøg mens han æltede dejen.

Tiden stod stille i bageriet. Helt og aldeles stille.

Jeg fik dagene til at gå med at spise ciabatta-boller med tandsmør og læse lektier i oldtidskundskab ude i baglokalet. Når jeg lukkede bagerforretningen skulle jeg putte al wienerbrødet – bortset fra dét, der indeholdt birkes – op i en stor flyttekasse i kølerummet. Dér stod det og hyggede sig en uge eller to, før det blev mast sammen, tilsat kakao, rullet i krymmel og solgt som romkugler for 8 kroner stykket og to for 15. Da jeg fandt ud af, hvad romkuglerne egentlig var – gammelt wienerbrød, cigaretrøg og skiftende fedtfingre der rykkede rundt på dem i montren – holdt jeg op med at spise romkugler.

En lørdag morgen, da jeg havde åbne-vagt i bageren, stod jeg ude foran bagdøren før solen var stået op. Der hang en seddel på døren. Bageriet var gået konkurs.

Her 12-13 år efter har jeg genopdaget romkuglerne, men på en lidt mere speltmor-agtig måde med dadler og mørk chokolade. Lillen hjalp med at lave dem forleden og spiste over halvdelen undervejs, så jeg ved faktisk ikke rigtig hvor mange sådan en portion rækker til. Men de er meget nemme og hurtige at lave, så giv dem endelig et skud:

  • 125 gram, eller lidt over en halv pakke dadler uden sten. Dt skal være de bløde af slagsen der ofte ligger i en æske i grøntsagsafdelingen.
  • En lille håndfuld hasselnødder, valnødder eller hvad man nu har i skabet.
  • 2-3 store spk. mørk kakao (halvdelen er til at rulle banditterne i).
  • En halv til en hel plade mørk, smeltet chokolade.
  • 2 tsk. rom-essens. Smag til undervejs.

Kør hele baduljen sammen i en blender, så det bliver smooth. Rul dem i kakaopulver og spis! De holder sig nogle dage i køleskab, og man får en helt perfekt rom-ånde af at spise dem 😉

Ingen livetweeter et besøg hos en gadeprostitueret

Følgende er en artikel,jeg har skrevet, og som blev bragt i den seneste udgave af Retorik Magasinet. Jeg tænker ikke kun den er interessant for sprog-nørder, så læs endelig videre, hvis du synes sociale medier, selvfremstilling og dén slags er spændende læsning 🙂

* **

På de sociale medier i 2017 er der ikke længere nogen, der lægger en løberute på 3 kilometer ud via Endomondo, men til gengæld poster vi gerne billeder fra målstregen ved Berlin Marathon. Vi lægger selfies ud fra vores besøg på Louisiana, men ikke alle de æselører, vi har sat i første bind af Fifty Shades of Grey. At vi iscenesætter os selv og vores liv på de sociale medier er langt fra breaking news, men ved at bruge sociologiens sprog, kan vi komme bagom nogle dele af den (u)polerede overflade.

Professor i sociologi, Hartmut Rosa, beskrev i 2014 dét, han kalder en acceleration af livets tempo: Vi skal konstant være mere effektive og præstere mere og bedre. Det moderne menneske er under pres, for vi er blevet slaver af de muligheder, de teknologiske fremskridt har givet os. Vi er optaget af et liv før døden, men verden tilbyder mange flere oplevelser, end man kan nå at indfange i et enkelt liv – sagt på Steffen Brandt’sk: “Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det, før det er forbi”. Vi har travlt med at fange livet ind, men også med at dokumentere og fremvise, at vi gør det: Vi viser billeder af os selv i tæt omfavnelse med en tiger i junglen, af vores overnatning i ørkenen og af samtlige retter fra vores middag på Relæ. Vi skriver til gengæld ikke på vores LinkedIn, at vi helst tilbringer vores fritid på sofaen. Årsagen skal blandt andet findes i den sociale identitets nye vilkår.

Rollespil på den online arena

Vores sociale identitet skabes ikke længere kun i de fysiske møder med andre mennesker. Den udspilles nu også på en online arena, hvor visualitet og tekstualitet tit er ganske essentielt, og hvor vi når mange mennesker på én gang. Til at udforske dette kan vi trække på sociologen Erving Goffman. Goffman var optaget af social samhandling og han hentede begreber fra dramaturgiens verden til at beskrive, hvordan selvet skabes i interaktionen mellem mennesker. Han var optaget af de roller, vi mennesker spiller – rollen som mor, kæreste, afdelingsleder og så videre. Til vores rolle hører en facade, der er opdelt i to: Kulissen og den personlige facade. Kulissen er eksempelvis vores indretning, hvor blomster i en Kähler-vase eller en kop perfekt placeret matcha-te oven på lørdagens udgave af Politiken, kan tjene som eksempler på, hvordan vi kan fremvise vores kulisse på de sociale medier. Vores personlige facade er derimod eksempelvis vores køn, dialekt og kropsholdning.

Privatlivets scenografi

Gennem vores roller forsøger vi at skabe et selv, der kan accepteres af andre. I den forbindelse er det interessant at kigge nærmere på Goffmans begreber om front stage og back stage. Førstnævnte er det offentlige rum, hvor mennesket spiller og nænsomt tilpasser sin rolle til publikums, altså vores medmenneskers, forventninger. Sidstnævnte er derimod dér, mennesket samler energi, slapper af og udtænker de strategier, der benyttes front stage. Sagt på 2017-sprog er back stage dér, hvor vi læser Fifty Shades of Grey, for derefter at gemme den væk i strømpeskuffen. Front stage derimod er dér, hvor vi spiller rollen som bevidst og dannet kulturforbruger ved at lægge en selfie op med Kusamas polkaprikkede univers i baggrunden på Louisiana. Vi forsøger nemlig så godt som muligt at styre de indtryk, vi giver til vores omverden – det som Goffman kalder indtryksstyring.
Goffmans begrebsunivers handler om noget helt grundlæggende og tidløst menneskeligt som anerkendelse, bekræftelse, frygt for social eksklusion og for at tabe ansigt. Men vilkårene og præmisserne for netop disse forhold er i hastig udvikling. Man kan sige, at vores front stage dyrkes på en anden måde end tidligere på baggrund af den acceleration, Rosa identificerede: Vi skal hele tiden vise noget større, vildere og mere spændende frem. Men også vores back stage er forandret i kraft af udviklingen. Vores private og personlige rum er ikke længere en slags helle, men er derimod også blevet sat under indflydelse af kravet om præstation, effektivisering og selvfremstilling. Det private er altså ikke alene politisk, som kvindebevægelsen fremførte i 70’erne, men også offentligt, og derfor iscenesættes også det private.

Det uperfekte, offentlige private

I de senere år har vi dog kunnet se en modbevægelse til det stereotype og perfekt iscenesatte. På Instagram findes hashtags der leder til billeder af stomiposer og appelsinhud, og den norske successerie SKAM har skabt et helt univers på de sociale medier, hvor de fiktive personers uperfektheder understøttes og kærligt fremvises. Kvinden bag serien, Julie Andem, har til Information fortalt, at et formål med serien var at lære de unge piger at være uperfekte, for hvis de trives med utilstrækkeligheden, så fjerner det noget af den skam, de føler ved at være netop dét. Nu er det tilsyneladende uperfekte, eller almindelige, om man vil, mere trendy end det perfekte. Hashtag-trends som #smuksomjeger er et eksempel på dette, hvor blandt andre kendisser viste usminkede billeder af deres skæve fingre, store tænder eller strittende ører. Dét, der derimod virkelig er samfundsmæssigt stigmatiseret, viser vi stadig ikke frem til offentlig skue: Ingen snapper et angstanfald og ingen livetweeter et besøg hos en gadeprostitueret. Vi forsøger at opretholde et selv, der kan accepteres af andre, og ikke et, der kan betyde social eksklusion. Selvom grænserne for, hvad vi deler, og hvordan vi fremstiller os selv online, konstant justeres og bearbejdes, er de der i høj grad endnu. M

Med foden på bremsen

Det er vigtigt at kunne navigere kompetent på de sociale medier – ikke alene i forhold til grænserne, men også i forhold til de forskellige kulturer og normer, der findes på diverse online arenaer. Vi skal kende vores publikum for at spille vores rolle rigtigt. Selvom publikum kræver mere, bedre og vildere bør det moderne menneske ifølge Harmut Rosa sænke farten. Vi kan ikke stå stille i forhold til den teknologiske udvikling, uden at blive sat af. Men vi kan lade foden hvile lidt på bremsen, give os hen til nærværet og fordybelsen for derigennem at indfange og kysse livet. Hvor banalt det end måtte lyde, kan vi alligevel ikke nå det hele, uanset hvor gode vores selfies er.

Hun-Bubber, tunmousse og regnvejr

Jeg satte nøglen i låsen klokken 15. Jeg var træt, tisse- og kaffe-trængende og jeg havde mudrede gummistøvler på. Der var ikke nogen hjemme, endnu. Der lå bamser og dukker på gulvet, morgenmaden i Kaj & Andrea-skålen stod i vasken og der duftede af hjemme. Mit hjemme. Og det var så dejligt at komme hjem til, selvom jeg kun har været væk i 1½ døgn.

Jeg har været på et to-dages kursus med mit arbejde de forgangne dage. Vi har været på et kursuscenter i Nordsjælland, hvor vi har drukket en masse kaffe, kigget ud på regnen og er blevet klogere på os selv og hinanden. Blandt andet var der et foredrag om de ni typer, der findes i det såkaldte enneagram, og som åbenbart kan fortælle noget om vores motivationer, livsstrategier, handlemønstre und so weiter. Jeg er en type syv – sådan en kreativ, lettere utålmodig men meget  positiv type, der orienterer sig efter det sjove og spændende. Og det kunne jeg godt se passede fint, lige indtil ham, der holdt foredraget, kaldte typen for en ”hun-Bubber”. Helt ærligt, hvem gider være en hun-Bubber?

Der var også arrangeret noget team-building med nogle spejdere. Det stod ned i stænger og jeg var ikke en kæmpestor ja-hat til at starte med. For nogle år siden, på et lignende kursus, skulle vi nemlig rende rundt i møgvejr og løse opgaver stillet af nogle voksne mænd, der var klædt ud som Gandalf, og som levede sig liiige lovligt meget ind i det. Jeg skulle fx duellere med min afdelingsleder i en kamp, der blev kæmpet med sværd lavet af gaffa-tape (!!!). Men i dag var det meget sjovere, og jeg er fx blevet båret gennem et spindelvæv lavet af reb, jeg har spillet en form for menneskelig minestryger og så har jeg lært hvordan man tænder bål på spejder-måden. Spejderne var i øvrigt helt vildt rare, og i et øjeblik overvejede jeg at anskaffe mig noget buks med zip-off og begynde at sove i shelter.

Det er sjovt som der går lidt efterskole i den, når voksne mennesker sådan skal sove sammen. Så bliver der flettet hår på kollegaen, røget lidt ekstra smøger, spillet fodboldkampe og snakket om alle de ting, der normalt ikke passer ind i arbejds-smalltalk. Men hyggeligt var det – især fordi jeg har nogle helt vildt fede kollegaer. Altså ikke i bogstavelig forstand. Og så var der tun-mousse på frokost-buffeten. Med dild.  Så beder jeg altså ikke om mere <3

Nu sidder jeg i sofaen og kæmper med at holde øjnene åbne. Vi har spist wraps med bønnemos til aftensmad, Søren er ude og løbe, Lillen er puttet efter ekstra mange kys (på trods af at hun pegede på TV’et og sagde “MOAR!” da skatteministeren tonede frem på skærmen). Om lidt skal jeg til at kigge hylstret grundigt efter i krogene, for jeg er lidt nervøs for om jeg er kommet hjem med tropiske dyr a la en flåt. Jeg har i al fald fået en fandens masse myggestik – de små kræ kan godt lide smagen af hun-Bubber, åbenbart 😉

Min truckerbaby

For nogle måneder siden nægtede Lillen at gå i bad. Og hvis der er noget den dame kan, så er det at sige ”NEJ” på en måde, der på forhånd udelukker al form for forhandling. Tilmed er hun stædig som et gammelt æsel. Og nu ville æslet død og pine ikke i bad.

Vi prøvede med ekstra meget skum. Vi prøvede at lyde ovenud begejstrede over konceptet rent vand og sæbe. Vi puttede alle mulige spændende legesager i karret. Vi lokkede endda med Den Skaldede Hest, der tidligere var et bade-hit. Vi prøvede at sige ”du skal. Basta” og vi prøvede at lokke med rosiner. Men lige meget hjalp det. Damen nægtede, græd, spjættede, rystede og spruttede af arrigskab.

Der er bare nogle ting, man ikke selv skal bestemme når man er lille. At komme i bad er én af dem” blev der sagt, når vi spurgte om råd. Men de to blødsødne førstegangsforældre opgav, og klarede det med en daglig truckervask ved hjælp af vaskeklude og god tid. Det er jeg glad for nu. For nogle uger siden spurgte jeg, om hun ville ud og plaske med vand, og to sekunder senere havde hun placeret sin lille numse på bunden af badekarret. Siden har hun været glad for at komme i bad, så vi har trods alt ikke traumatiseret hende.

Jeg læste noget om, at det for små børn er en naturlig del af deres udvikling at blive bange for noget i en periode, fx bange for at komme i bad, og det bør man respektere. Nu nægter hun at gå forbi store biler eller maskiner – men det kan man trods alt ikke få fnuller mellem tæerne eller brune rande i dellerne af 😉

Hjemme igen. Om hipstere, polsk rav og nye ord.

Vi kom hjem fra Krakow i går eftermiddag. Det er altid rart at komme hjem, selvom det betyder 24978662 kilo vasketøj og et tomt køleskab. Lige nu sover Lillen og hendes far middagslur, mens jeg sidder på altanen med en kop kaffe og fordøjer alle indtrykkene fra den seneste uge.

Krakow overraskede mig meget, meget positivt. Min totale mangel på forberedelse inden ferien gjorde, at jeg på ingen måde var klar over, at byen er både smuk, spændende og faktisk minder rigtig meget om fx Berlin. Der var nemlig meget hipster-smart med kaffebarer, streetart, steder hvor man kunne få trimmet fuld-skægget og en masse burgerrestauranter med teak-møbler og trendy planter. Dog kan Krakow ikke konkurrere i forhold til shopping, men det er alligevel også begrænset, hvor meget en snart-to-årig og hendes far gider i butikker. Det eneste jeg købte var en kæmpestor rav-ring (bare kald mig Keramik-Ulla) og en seriøs omgang vafler med chokoladesovs og M&M’s (til 10 kroner!):

Lillen var en stjerne at være på ferie med. Hun spiste en masse is og kiggede på duer og heste. Hun legede med sin mormor, morfar og moster, og hun havde optur på over alle de kys og kram, hun fik. Hun ville gerne sove lur i klapvognen (takket være håret) så de voksne kunne spise frokost i fred, og sov 12 timer i streg om natten. Hun fik læst de samme fem bøger om og om igen, og vi sang sange dagen lang – jeg er så træt af “Lille Peter Edderkop” og af ”Totte Tager Tøj På”. Den næste der nævner spindelvæv eller Tottes strømpebukser får en flyveskalle herfra. Not even kidding.

Lillen er også rykket virkelig meget i forhold til sproget den seneste uge, og er nu begyndt at sætte ord sammen. Og hvorfor er det spændende? Jo, fordi en aften, mens vi sad og spiste en slags polsk tortellini, sagde den lille dame i højstolen ”TISSE-MAND” så højt hun kunne. Jeg har aldrig hørt hende sige det før, men da hun fandt ud af at alle grinte når hun sagde det, blev hun ved. Og ved. Og ved. Tissemand. Tissøøøh-mand. Tismayn. Tisse. Mand.  Lige dér var det som om, at den aller sidste, lille rest af min baby forsvandt.

Krakow har taget min baby, lidt af mine penge og noget af mit hjerte. Til gengæld er jeg blevet et rigtigt barn, noget rav, en vaffel-delle samt en ny yndlings-by rigere.

Hilsen fra de polske breddegrader

Krakow er…

… tæt på. Halvanden times flyvetur fra Københavns Lufthavn. Lillen sad for første gang på sit helt eget flysæde og spillede IPad. Store, dygtige pige!

… meget, meget smuk. Jeg havde forventet meget mere bombastisk og grå-brun arkitektur, men her er farver, krummelurer og brosten.

… kreativ. Her er fin streetart, lækre designbutikker og kreative typer med fuldskæg, sejt tøj og unge piger med cool solbriller og rød læbestift.

… fyldt med parker og små grønne oaser. Perfekt destination med små børn, med andre ord!

… så heldig at have et sommerfugle-museum. Og jeg er så heldig at have en far der troede, at det var en restaurant hvor man kunne spise sommerfugle. Vinge-lasagne, anyone?

… fyldt med kaffebarer, der ligeså godt kunne ligge på Istedgade, men som sælger god kaffe for det halve som på Vesterbro.

… stedet hvor man kan få alt muligt eksotisk slik. Se bare her, og det er rent lotteri hvad der faktisk gemmer sig indeni, for polsk er noget nær umuligt at regne ud:

… overrendt af damer med kyllingefarvet og kortklippet hår. Og med mænd i lidt for små t-shirts og stenvaskede knickers.

… tæt på Auswitz. Det var meget, meget tankevækkende at besøge de barakkerne, togskinnerne og krematorierne.

…. indehaver af nogle helt old-school brun/orange supermarkeder med alarm på Nutellaen og et udvalg der består af 25% sild, 25% fermenteret kål, 25% vodka og 25% Hvidt brød.

… stedet, hvor man kan få en pizza på størrelse med Fyn. For ca. 40 kroner 👌🏼

Status pt. # 20

Godt:

-Der er sådan lidt Sydeuropa over Amager i solskin. Fine og duftende blomster, legepladser der summer af liv, folk griller pølser i deres haver og folk hænger ud på græsset i korte rør og bar dunk. Alting bliver ligesom bare lidt mere rart og afslappet. Dog er det knap så rart at farven på mine ben ligger et sted mellem ”knækket hvid” og ”piskefløde”, men det ordner sig nok.

-Irmas hummus med oliven. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at min livskvalitet steg med cirka 32% efter jeg opdagede den.

-Apropos lækre madvarer, har jeg haft fornøjelsen af at spise lune fiskedeller to-go (med den helt rigtige dosering remoulade) på Gilleleje Havn. Det regnede helt vildt, men det var simpelthen så hyggeligt:

Sissel linkede til min blog forleden med følgende beskrivelse: ”Sofie har en datter fra 2015 og en helt igennem humoristisk og velskrevet blog. Der er simpelthen så meget sjæl og personlighed i den. Selv jeg, der normalt aldrig får læst lange blogindlæg, nyder at sidde og læse hendes indlæg fra ende til anden. Det hele er så ærligt, sjovt og nede på jorden som det kan være.” Åh, hvor jeg labber det i mig! Tak Sissel!

-Søndag morgen flyver vi til Krakow. Vejrudsigten ser fantastisk ud, og alle siger, at jeg skal glæde mig til at opleve byen. Det er sjovt hvordan det pludselig er bomben at rejse med bedsteforældre, når man har afkommet med – så er der mange at lege med og nogen til at have aftenvagten, så mor og far her kan komme ud og få en drink eller fem.

 

Mindre godt:

– Vi har fået en juicer på mit arbejde. Det er godt nok lækkert med sådan en gang vitaminer, så længe man slipper for at være dén, der gør maskinen ren efterfølgende. Og nej, man har ikke nogen til at fixe den slags i det offentlige. Jeg er stadig ved at lære at lave en slags juice der ikke ligner mosevand, men det kommer den hurtigt til, når man gerne vil have det hele i. Her er det en simpel gulerod-æble-spinat-rødbede-ingefær-chili-broccoli-peberfrugt-mynte-forfrisker. Joe and the juice, hvis I vil have opskriften, så er i velkommen til at skrive.

-Vi har feriegæster, og nu er de alle sammen taget hen på Ismageriet for at spise Københavns måske aller bedste vaffelis, men jeg sidder herhjemme og kukkelurer, fordi *nogen* nægtede at sove lur i klapvognen og derfor måtte eskorteres hjem til tremmesengen.

-Som om det ikke var nok at jeg går glip af chokoladeis og koldskålsis, har jeg nu fået makrelguf i håret. Takket være søvnfornægteren. En eller anden dag tager jeg revanche, og hævnen bliver i.k.k.e sød.

– Forleden skulle Sørens lillebror hjælpe mig med at få mine Iphone-billeder ind på computeren, og der blev ved med at komme et gammelt billede op, som jeg tog af mine amme-junger, fordi jeg var helt blæst bagover af størrelsen. Jeg gjorde mig meget umage for at lade som absolut ingenting, selvom det var temmelig akavet.

-Lillen har revet mig på halsen i sådan et tre-punkts mønster. Det gør skideondt og ligner lidt, at jeg er blevet mærket som nogens prisonbitch.

– Jeg er begyndt at skulle have bamser eller børn på skødet, når jeg sidder og tisser. Helt ærligt, så føles det ret akavet at sidde og tisse med en stor ælling på lårene, mens nogen nysgerrigt forsøger at kigge ned i kummen og kommenterer, hvad der foregår. Jeg tror vi skal til at indføre noget toilet-etikette her på matriklen.

-Så dejligt med sommer og alt det der, men indimellem er det her mig: