Dengang jeg vidste, hvad for en mor jeg ville være. Det var dengang, jeg ikke havde født endnu.

Min mand har fået en surdej. Den lever lidt sit eget liv, og lugter også lidt skummelt. Men jeg er glad, for det betyder hjemmelavede kulhydrater til mig! Igår bagte han et brød, fordi jeg fik to veninder til brunch. Én af dem er gravid, og vi snakkede lidt om den første tid med et spædbarn. Om barsel, ting man bliver nødt til at anskaffe sig og om navne. Og så var det, at jeg kom til at tænke på dengang, Lillen lå inde bag mit udspilede maveskind – det var nemlig dengang hvor jeg havde helt styr på, hvad for en slags mor, jeg skulle være.

Jeg skulle være sådan en, der rejste rundt i hele verden med mit lille barn i vikle. Og vi skulle være helt zen og alt-er-love-agtige. Men så var det at vi var en tur i Frankrig og brugte et døgn på hospitalet der, og nu tør jeg knap nok rejse udenfor kommunegrænsen. For KAN man få bleer andre steder? Kan deres læger snakke engelsk? Og kan man stole på indholdsfortegnelserne på maden (og kan man overhovedet læse dem? Eller er nogle helt krøllede bogstaver?). Slår hun ikke alle tænderne ud hvis hun skvatter på et marmor-gulv? Og tænk hvis nogen skulle få salmonella eller noget med hepatitis? Uff nej, altså.

Jeg skulle også være sådan en mor, der stadig havde tid til at se andre mennesker, og Lillen skulle lære at sove andre steder end derhjemme, så vi var sådan nogle fri og spontane typer. Klip til to år senere, hvor vi tager hjem SENEST klokken 19, og hvor vi godt kan lave en aftale med nogen, men først om 3-4 måneder. Og hvis maden bliver serveret senere end 17.30, så kommer vi altså ikke.

Jeg tænkte, at jeg ville være sådan en mor, der iklædte mit barn alt godt fra Mødrehjælpens genbrugsbutikker – fordi det er miljøvenligt, kemikalierne er vasket ud og ens børn bliver jo ikke mere lært mindre søde alt efter påklædningen vel? Men. På en eller anden måde er Lillens garderobe efterhånden noget mere lækker end min, og jeg har sjovt nok aldrig nogle penge, fordi de ligger nede i Magasins børneafdeling.

Og så ville jeg være sådan en mor, der ikke brugte tv’et og ipaden som underholdning for arvingen, for istedet skulle hun lære at finde på ting selv eller have kvalitetstid med sine forældre. Hahaha. Jeg har set ALLE afsnit af Sofus, Sprinter Galore, Gurli Gris, Søpapegøjernes ø og Kasper og Sofie. Og jeg ville ikke engang gøre det om, hvis jeg kunne.

Jeg ville også være sådan én, der lærte mit barn at spise alle mulige spændende ting. Men så fik hun øjnene op for Nutella og ketchup – og på en eller anden måde fungerer de to som en direkte adgangsbillet til den lille strutmave. Mere ketchup til din kartoffelmos? Ja, værsgo du!

… og sådan var – og er – der så meget.  Men det er på en eller anden måde alligevel præcis, som det skal være. Man bliver jo (heldigvis) klogere. Og så længe arvingen er glad, så er mor her det også – også selvom hun ikke spiser quinoa-deller eller har dyppet sine størrelse 25 i Stillehavet 💕

Jeg har ikke brugt dagen på at spankuler rundt i frækt undertøj, jeg har ikke fået røde roser og jeg har heller ikke spist Valentins-menu hos Jensens Bøfhus

Happy Valentines, venner! Og sikke en smuk smuk dag med solskin og græs, der i morges var helt hvidt af frost. Jeg har ikke brugt dagen på at spankuler rundt i frækt undertøj, jeg har ikke fået røde roser og jeg har heller ikke spist Valentins-menu hos Jensens Bøfhus med mit livs udkårne. Men det gør ikke noget, for jeg synes det er en lidt sær dag.  Jeg har det lidt med dagen idag, som jeg har det med fx mors dag: Jeg vil gerne være sød mod min mor hver dag, og ikke bare huske at påskønne hende én dag om året. Jeg vil også gerne huske at elske nogen eller blive elsket tilbage hver dag, og ikke kun sådan en onsdag i februar. Desuden er jeg er heller ikke så meget til roser.  Eller undertøj med en masse blonder. Og jeg tænker egentlig heler ikke at Bøffen er et oplagt sted at tage en vegetar på date… (selvom jeg nok ville sige ja, alene på grund af deres soft-ice buffet).

Til gengæld har jeg støvsuget og vasket gulv, drukket kommune-kaffe og for en gangs skyld været hjemme, når pakkeposten ringede på. Jeg har spist en herlig blanding af gule beder, selleri og pommes frites til aftensmad. Og jeg har trøstet Lillen, da hun skvattede ned fra stolen, men heldigvis ikke slog sig værre end en omgang “Kasper og Sofie” kunne klare. Det var i øvrigt fjerde gang i dag at jeg så det afsnit, hvor der er dukketeater i børnehaven.

Men jeg har faktisk lavet noget lidt valentins-agtigt, nemlig hjerteformede vafler. Jeg har fået forbud mod at tage flere fastelavnsboller med hjem, for der er åbenbart nogen der mener, at fastelavnsboller ikke hører til i bunden af kostpyramiden, selvom det vel ret beset er en slags brød med mejeriprodukt i. Men ingen har givet forbud mod vafler, og slet ikke dem med nutella og flødeskum på. Det var helt igennem lækkert, hvis ikke det var fordi min 2-årige bordherre gjorde nogenlunde sådan her på nutella-kniven, for derefter at sætte den tilbage i glasset:

Selvom jeg ikke er Valentins-typen, så håber jeg virkelig, at herren i den helt perfekte annonce, jeg fandt i lokalavisen hos mine forældre, har haft en Valentins dag, der bød på lidt mere end pommes frites og Ramasjang. Det fortjener han, når han er så modig at sende sit telefonnummer ud i verden på den måde. Jeg har sløret det, men hvis der er en frisk transslave derude, der gerne vil have det oplyst, så send mig en mail.

God aften, hvordan i end bruger den <3

10 ting, der har været røv og nøgler ved min lørdag

1: Jeg vågnede kl. 4 i morges. Og jeg skulle tisse og jeg havde næseblod.

2: Til morgenmad spiste jeg et blødkogt æg, der var lidt for flydende. Bortset fra en del af blommen, der havde en gummi-agtig konsistens, og pludselig føltes det som om jeg sad og spiste et halvstort kyllingefoster med salt og peber på. Ad mand, bare at skrive om det giver mig creeps.

3: I går kom der rent sengetøj på dobbetsengen. I dag gav jeg Lillen lov til at drikke kakaomælk i dobbeltsengen, mens vi læste bøger om Alfons Åberg. Spørg lige, om jeg ligger i en stivnet, brun plet lige nu?

4: Jeg fik vores lager af toiletpapir og køkkenrulle lige i hovedet i dag, da jeg fiskede et par vanter frem fra skabet. Nu er det jo ikke ligefrem fordi det gør ondt at få sådan en Lambi i kæmpe-køb ned i kranieskallen, men toiletpapir er da det mest u-tjekkede man kan få i hovedet. Tsk.

5: Da vi var på legeplads i formiddags så jeg én, jeg kunne genkende, men overhovedet ikke kunne komme i tanke om, hvorfor. Jeg stod og lignede én, der havde fået glosuppe med kigboller til morgenmad, indtil det gik op for mig, at det var bloggeren Frederikke Egel, der åbenbart også bor her i Ørestad. Undskyld, Frederikke.

6: Mens Lillen sov lur, gik jeg en tur i Fields for at købe nogle nye undertrøjer til hende. H&M havde overhovedet ikke flere i hendes størrelse, men til gengæld fik jeg brugt en fandens masse penge på ting, jeg overhovedet ikke manglede. Fields var i øvrigt fuld af pre-teens, der havde malet sådan nogle sorte kruseduller i ansigtet – jeg tænkte at de i anledning af fastelavn var temmelig uinspireret klædt ud som nogen fra Starwars eller sådan noget. Men de var åbenbart på vej til koncert med Marcus og Martinus. Så gammel og ignorant kan man åbenbart være, selvom man kun er 30.

7: På vej hjem købte jeg fastelavnsboller fra Rein Van Hauen. Og de havde nogenlunde samme sexappeal som en lille bakke karse. Altså, ned kom de, men det er vist ikke nogen, jeg ville købe igen.

8: Søren drillede mig med et eller andet i dag, og jeg gav ham et let klask i baghovedet imens jeg sagde, at jeg ville klippe hans hår skævt næste gang. Manden svarede grinende, at det gør jeg da altid. Jeg ved ikke om det er sødt eller nærigt at han alligevel insisterer på, at det er mig der skal klippe ham?

9: Jeg har sådan en lille hovedpine kørende på 8. time. Jeg har endda fodret den med alt fra osterejer til kakaomælk, men den gider ikke forsvinde.

10: Det var min tur til at putte Lillen i dag, og det endte med at være en fejlslagen misson. Normalt er det sådan, at vi læser en bog, synger en sang og så falder hun selv i søvn i løbet af kort tid. Men ikke idag, slet ikke idag. Til sidst var mere end almindelig presset, så hendes far afsluttede showet. I stedet gik jeg i seng og muggede, imens jeg skrev blogindlæg…

(Altså bortset fra ovenstående har det været en fin dag. Jeg har fx spist hjemmebagt brød, set Bamses Billedbog sammen med mit lille yndlings-menneske og nydt et par solstråler midt i kulden ☀️)

 

 

… Og sådan sker der en masse, men alligevel ikke rigtig noget.

Der er flyttet et lille spøgelse ind her hos os. Det har små, buttede ben og så er det indimellem i overhængende fare for at skvatte i dens spøgelsesdragt: Et lyseblå Rasmus Klump dynebetræk. Det kan godt gå ind i en dørkarm eller to, og hvis de voksne ikke er blevet bange, siger det: “Mor og far bliv bange!”. Når de voksne så  er blevet rigtig bange for spøgelset, springer Lillen ud og siger: “DET ER BARE MIG”, mens hun griner og hopper op og ned. Igen og igen. Og igen. Og det fantastiske er, at det er lige sjovt hver gang.

Når der ikke bliver leget spøgelse, så tegner vi. Lillen tegner monstre, mennesker og hundelorte. Vi læser historier om Plet, og synger sange om bageren på Nørregade og om de frække drenge, der tisser på en tissemyre. Og så har vi den store tålmodigheds-hat på, fordi nogen vil alting selv.

Lillens mors dage forsvinder i en blanding af arbejde, indkøb (og det fede ved Bilka er jo, at de har ALT. Fx faldt jeg over en eller anden ny slags Sloggi-undertøj, og faktisk føles det som at have smør på kroppen. Bortset fra trusserne, som jeg kom til at købe temmelig meget for små – det er måske lidt mindre smør og lidt mere rullesteg. Men sådan er det at være over 30: Så må man godt have trusser på, der gør numsen lidt mere flad end den plejer at være). Og dagene går med creme. Det lyder måske lækkert tænker du, men det er nu mest håndcreme fordi jeg – av – har knas-tørre vinterhænder, creme til benene, fordi de i disse måneder har nogenlunde samme konsistens som et bagepapir, og A-dermas Control-serie. Efter at have brugt en mindre formue på apoteket har jeg *endelig* har fundet frem til noget, det kan holde Lillens børneeksem skakmat. For dælen, det virker! Også selvom ekspedienten prøvede at bilde mig ind, at cremen indeholdt Havrefras…

Jeg arbejder også videre på fastelavns-bolle-testen. Jeg har efterhånden spist mange af Lagkagehusets, men igår stak jeg forbi Brød på Enghave Plads for at købe et par semlor. Jeg havde ringet og fået lagt dem til side tidligere på dagen, fordi de er udsolgt hele tiden, og jeg følte mig som en fin, gammel dame, der sådan fik lagt to kager med flødeskum til side. Hvis jeg nu var en ægte blogger, så havde jeg nok taget et billede af dem i et godt lys og med en pæn blomst ved siden af…. men jeg kastede dem grådigt ned i løgnhalsen, halvvejs liggende i sofaen, sekundet efter Lillen var blevet puttet. Og det er altså ikke særlig fotogent, vel.

Og jeg har været til svendegilde i forstæderne med fadølsanlæg og asparges. Jeg har også bagt en temmelig ulækker kage til mødregruppen, som det kun var eget afkom der gad at spise (mors pige❤️) og så har jeg sovet over mig efter en nat med 11 timers søvn. Jeg har skrevet “Pis” istedet for “Pia” mindst 10 gange idag, og så har jeg spist pad thai til aftensmad.  Sådan sker der en masse, og alligevel ikke rigtig noget. Tilværelsen kører på rutinen, som Steffen Brandt synger, og det er herligt – med alt hvad det indebærer af tegninger, håndcreme og mere eller mindre vellykket bagværk.

Status pt. #27

(Jeg  har ændret lidt i layoutet, fordi jeg nogle gange synes den der går godt/går mindre godt, gør det en smule rigidt. Nogle gange er det jo hverken godt eller dårligt, og nogle gange er det lidt en opgave at finde på nogenlunde lige meget af hver. Så her kommer – TADA – en helt friskt layoutet Status!)

… Fastelavnsbolle-sæsonen er begyndt, og jeg er gået i gang med at spise mig igennem det københavnske udvalg af gammeldags fastelavnsboller – altså i gær-dej og med creme/marcipan, og ikke dét der flødeskumspjat. Lagkagehusets får 4 ud af 5 stjerner, fordi de er dejligt søde og cremede. Emmerys får en halv ud af 5 stjerner, fordi det er de dyreste og absolut tørreste jeg har kunnet opdrive. Bilka-bagerens får 0 ud af 5 stjerner, fordi jeg ikke engang gad spise dem op. I den kommende tid står den på  Meyers, Rein Van Hauen og Andersen Bakery.

… forleden var jeg nødt til at klippe mig selv fri af et trusseindlæg. Jeg skal nok spare Jer for detaljerne 😜

…Jeg brugte 600 kroner i Glitter i forgårs, på dims til mig selv, og det har kastet mig ud i en mindre identitetskrise: Er jeg i virkeligheden en 13-årig pige? Eller er det en måde at forbruge sig ud af en snigende midtvejskrise på? Hvad foregår der?

Jeg har for første gang siden Ruder Konge var knægt spist på McDonalds. Jeg kastede mig over en vege-burger, chili-cheese-tops, fritter med mayo og cola. Og helt ærligt ikk? Det var overhovedet ikke lækkert.

… Lillen har haft en nat med søløvehoste, og derefter et par dage med feber. Altså har jeg brugt afsindigt mange timer på sofaen på at hente kakaomælk og se ”Kasper og Sofie” (eller Kapper og Åfie, som den 2-årige siger). Jeg begyndte at græde over dét afsnit, hvor de er på skiferie, og Kasper er bange for, at hans forældre skal skilles. Mit bud er, at det er tid til en kold Kapper-og-Åfie-tyrker, når man føler den  meget.

… Jeg har brugt aftenen på at lege fine damer sammen med Lillen. Det går åbenbart ud på, at man skal være iført en form for superhelte-kappe og drikke ketchup fra lege-køkkenet, mens man går tur med barnevognen.

…I søndags afleverede vi Lillen til overnatning hos mine forældre, og jeg hev Søren med ud for at spise sushi. Hvis jeg kunne leve af tempura-stegte rejer og chilimayo resten af mine dage, ville det være fint for mig. Vi så også nogle afsnit at Manhunt: Unabomber på Netflix, og den er lige dele spændende og creepy. Fordi vi absolut skulle holde os vågne når nu der ikke lå nogen i midten af dobbeltsengen, sov jeg først et par timer senere, end jeg burde. Altså hang jeg noget over kaffen på arbejde dagen efter. Til gengæld sov jeg 11 timer inat. Jo tak, jeg er også selv lidt stolt.

…Som en slags skægget ’prinsessen på ærten’ har min mand bestået den ultimative test som småbarnsfar❤️.  Lillen bad i går om at få tørret sine fingre, Søren brugte sin egen hånd fordi 1) han troede der var tale om krummer fra den skorpe, hun netop havde fortæret og 2) der var ikke papir i nærheden. Sørens hånd var derefter temmelig våd, og det her var hans første reaktion (og vi ved i øvrigt fortsat ikke, hvad det våde var):

 

Jeg ved ikke hvem jeg er, men jeg ved, at jeg er din

I går morges cyklede jeg et sted i Valby, på vej til arbejde. Det var nogle grader over frysepunktet, og jeg havde to par vanter på. Mit tørklæde var viklet godt om kinderne og jeg trådte i pedalerne uden at kommer særlig langt på min tunge cykel. Bilerne i morgentrafikken sneglede sig forbi, og udstødningen lavede hvide røgskyer i den kolde morgenluft. I mine ørebøffer startede en sang. En helt særlig sang, der gjorde, at jeg skruede op for lyden og lukkede øjnene et øjeblik:

”Och när du ser på mig
är det knappt jag minns et enda öknamn de kallade mig.
Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din
och att dina ord i natten, är det enda som når in.
Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din”

Med ét var jeg slet ikke i Valby, men i Stockholm.

Jeg flyttede derop i sommeren 2010. Med mig havde jeg en tung kuffert og et brev med information om det kommende semester på Stockholm Universitet. Jeg brugte de første dage alene. Jeg kiggede i butikker, rejste med tunnelbanen og drak kaffe. Jeg gik en tur i det centrale Stockholm, gennem Kungsträdgården og over Strömbron. Solen skinnede, men alligevel var vinden kold, og jeg tudede. Jeg tudede fordi alt i byen – mælkekartonerne i supermarkedet og pengesedlerne – mindede mig om den mand, der boede et stenkast derfra, og som var gået fra mig nogle måneder forinden. Heldigvis blev byen langsomt min egen, i stedet for noget, der engang havde en del af et ”os”.

Jeg blev hængende i to år, og jeg elskede det. Elskede de gule huse, vandet, bagværket, den kolde luft, de nye mennesker, kirsebærtræernes blomstren om foråret, kanel i kaffen og især de små gader rundt omkring på Södermalm.

Jeg hørte meget Håkan Hellström i de år, jeg boede der – det var sådan, jeg lærte sproget. Han satte ord på en masse ting, og beskrev nogle stemninger, jeg meget fint kunne forholde mig til. Og jeg synes stadig, at hans ”Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din” er én af de smukkeste sange, der findes, men på sin helt egen og lidt klodsede måde. Nogle gange kan man jo være så fantastisk heldig, at kærligheden redder én. For eksempel som i Håkans sang, fra en grundlæggende søgen og vildfarelse i det rod, livet indimellem kan være.

Og nogle gange gør dén bare, at man står og tuder for sig selv på en bro midt i Stockholm. Men det skal der vel også være plads til.

Fem ting, der kan gøre en 2-årig rasende

Lillen er slet ikke så hidsig, som hun har været. Overhovedet ikke. Det hjalp meget, at hun lærte at snakke, for hun bliver ikke så let frustreret som tidligere, og vi kan forklare hende, hvorfor vi gør, som vi gør, eller siger, som vi gør. Men det betyder ikke, at hun aldrig bliver vred eller rasende på hendes to oginokker til forældre. Det er især når overskuddet er småt, at det går galt – efter en lang dag i vuggestue, når maven rumler eller trætheden melder sig.

Jeg har efterhånden også lært nogle cowboy-tricks, der kan forebygge en del. Fx giver jeg som oftest Lillen to valgmuligheder, såsom om hun vil have hue eller vanter på først, for så er svaret ”nej” ikke umiddelbart en mulighed. Jeg giver hende også et alternativ, når jeg siger nej – fx ”du må ikke tegne på bordet, men du må gerne tegne på papiret”. Men altså, jeg er jo ikke nogen Lola Jensen, vel. Fx bestikker jeg hende med halve chokolade-julemænd, når hun gider sidde på toilettet 😜

Her er fem ting, der kan gøre den 2-årige godt og grundigt gal i skralden:

1: Når man slukker for fjernsynet/lukker opvaskemaskinen/tænder eller slukker for lampen/lukker hoveddøren uden at spørge Guldklumpen, om det var noget, hun havde tænkt sig at gøre. Hvem vil dog gå glip af at noget så sjovt som at lukke lågen til vaskemaskinen? Nej, vel?

2: Når man putter rosiner på havregrøden uden at have clearet den med chefen.  For det kunne godt være at det var idag, damen selv ville putte dem på, eller at de skulle ligge på en bestemt måde. Det samme princip kan overføres til andre madvarer – man skal ikke have sit liv kært, hvis man putter ristede løg på leverpostejen, serverer æble i stedet for pære eller – gisp! – skærer rugbrødet ud i små firkanter i stedet for store.

3: Når der kun bliver læst en godnathistorie, hvis der var nogen, der gerne ville læse “Totte bager” også. Også selvom der altid kun bliver læst én godnathistorie.

4: Noget som helst, der involverer, at hun skal sidde i hendes klapvogn.

5: Når det er blevet den tid på aftenen, hvor man skal have nattøj på og have børstet tænder. For så ved hun, at det snart er slut med at se ”Kasper og Sofie” på Ramasjang, og i stedet skal hun noget så kedeligt som i seng. Forleden spænede hun halvnøgen gennem stuen, med armene roterende ud til siden som piskeris, rød i hovedet af vrede, alt sammen imens hun råbte: ”NEEEEEJ NATTØØJ PÅ!”. Da hun nåede til spisebordet, blev der pludselig helt stille, og damen faldt sammen som en karklud midt på gulvet. Hun havde glemt at trække vejret midt i al uretfærdigheden. Vi har efterhånden oplevet det nogle gange, så vi ved godt at hun kommer til sig selv igen efter et sekund eller to, men det er stadig skræmmende.

 

Tankeskrald fra 20. etage

Onsdag morgen vågnede jeg halv syv. Eller, jeg havde også været vågen klokken 22, 23, 24, 1 og 2. Og klokken 4 og 5. Mine øjne føltes tunge og hovedpuden havde gjort min nakke øm. På min ene side lå Lillen og var ved at vågne. På den anden side var en rumdeler med børnevenlige tegninger på, og i den anden ende af stuen var et barn, der mildt sagt havde sovet dårligt, og barnets mor, der vist heller ikke havde sovet – til gengæld kunne jeg høre, at hun fik drukket en hel del cola i nattens løb. Sygeplejersker kom og gik natten igennem, og hver gang døren blev åbnet blev stuens mørke brudt af det stærke lys fra lamperne på gangen. Selvom solen langsomt stod op i løbet af morgenen kunne man ikke se noget, fordi tågen lå tungt udenfor. Jeg tror ellers det ville have været et smukt syn at se byen vågne fra 20. etage.

Vi overnattede på hospitalet, fordi vi dagen forinden havde været til provokation med æg for at se, om Lillen var vokset fra hendes allergi. Det var hun overhovedet ikke, og efter nogle små doser æg blev hun så dårlig, at hun skulle have medicin og indlægges til observation i et døgn. Dét døgn blev for allergikerens vedkommende brugt til at køre ræs på børneafdelingens cykler, drikke saftevand fra fælles-køleskabet og kigge på akvariefiskene. Hun havde en kæmpe fest! Jeg kæmpede lidt med både nerver og tårekanaler, men havde mest af alt virkelig god tid til at tænke over vigtige ting såsom: Hvorfor askebægerne på de karrygule toiletter ikke var blevet pillet ned for længe siden? Og hvorfor har kiosken i forhallen mon et ganske imponerende udvalg af kondomer – altså, HVEM har brug for den slags på et hospital? Jeg ved godt at de knalder meget i Greys Anatomy, men…

På en måde var det som om, at tiden stod helt stille mellem alle de blinkende lamper, lugten af håndsprit og dyremotiver på væggene. Og ligesom på flyveture, blev tiden målt i, hvor længe der var, til madvognen skulle komme for at servere medisterpølse og suppe fra pose.

Vi blev udskrevet efter stuegang onsdag. Om en måned har vi tid til en test for at se, om damen også er allergisk overfor peanuts. Jeg håber det v.i.r.k.e.l.i.g. ikke. Det er jo ikke ligefrem fordi man i forvejen lever sådan helt bekymrings-frit når man er mor til en 2-årig, så to allergier oveni er måske lige i overkanten. Også selvom hospitalets saftevand faktisk smagte ganske udmærket.

Er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

Det nye år er landet fint her på Amager, og den første weekend i 2018 har været en blanding af alt det fantastiske rod, der hører med til at være en småbørnsfamilie. Lørdag ville vi have været en tur i Zoo, men da vi sad og spiste morgenmad, begyndte det at sne. Ikke sådan et idyllisk, dalende og kridhvidt snevejr, men mere sådan en sjasket, insisterende sne-regn. Og hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at stå inde i abeburet mens mit tøj er klamt og mine fingre kolde, så i stedet fik vi den dejlige idé at tage i IKEA.

Men er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

For vi var der sammen med hele Vestegnen, der spiste billige hotdogs, småskændtes og som styrede deres vogne rundt som var det tanks. Nåjo, følelsen af at blive tacklet sidelæns af en midaldrende matrone med vognen fyldt med duftlys og pudebetræk er bare noget helt særligt. Vi købte nogle planter og en taburet, og skyndte os ud i civilisationen. Vi rundede turen af med at tage et smut i Bilka, og det var også en værre omgang, men til gengæld havde de tilbud på baked beans og Haribo, og så kan man tilgive meget.

I dag har det været det smukkeste vejr, med solskin og frost, og det fik det sådan til at krible i mig for at tage på skiferie. Næste år! Istedet for at fise rundt på en alpetop var jeg ude at gå en lang tur med Lillen, en kold tur på legeplads og på café for at varme sig på en varm kakao. Lillen trådte i noget nær samtlige hundelorte på Amager, og selvom lortene er frosne, kan de åbenbart godt splatte ud under skoen. Det havde jeg alligevel ikke troet, men så er jeg allerede blevet klogere her i 2018.

Og nu sidder jeg i sengen og lader op til en ny uge i morgen. Jeg kan ikke rigtig genkende at et nyt år er en slags frisk start. Der har været lige så mange halvspiste makrelmadder, bunker af vasketøj og  Duplo-klodser ud over det hele, som der var i 2017. Men det behøver jo heller ikke være en frisk start. If it ain’t broken, why fix it? Mine eneste nytårsforsæt er således, at jeg 1) ikke skal klippes med en trimmer i 2018 (for jeg skal ikke gentage succesen fra 2017) og 2) jeg skal fjerne dét neglelak jeg har haft på mine tånegle siden i sommers. Og det har jeg ikke fået gjort fordi:

Jeg må til gengæld hellere gå ud i køkkenet med den pose tilbuds-Matador Mix, som min højre hånd på en eller anden måde hele tiden smutter ned i – også selvom det er årets første rigtige søndag, og jeg heller ikke har planer om at skille mig af med min bløde mave i det nye år 🤭. Ha’ en dejlig aften!

 

Nytårshilsen fra 2300

Jeg ligger under dynen i det mørke soveværelse. Klokken er ca. 15. Mit hoved er fyldt med snot, og det føles tungt. Ved siden af mig ligger en lille dukke og to forskellige kanin-bamser. På min anden side ligger den 2-årige, der trækker vejret tungt og er helt perfekt sove-lun. De røde krøller ligger spredt ud over puden, og jeg lister indimellem min hånd ind i hendes. 

Jeg ligger under dynen, mens jeg venter på, at Lillen har sovet færdigt og vi skal i nytårstøjet. Måske noget med rød læbestift. Lillen aner ikke at det er årets sidste dag. Hun ved bare, at hun skal ud til hendes mormor og morfar senere, og at vi skal have den nylavede konfekt med – den konfekt hun var tæt på at få en gedigen nedsmeltning over ikke var en slags fri buffet. Vi skal kaste knaldperler ned på villavejens kolde asfalt og høre dronningens nytårstale. Vi skal drikke champagne, putte Lillen på min søsters gamle værelse og jeg skal se om jeg kan holde øjnene åbne til kl 24. Jeg tror det ikke, men jeg vil gerne se fyrværkeriet. 

Jeg ligger under dynen og tænker over året der er gået. 2017 har egentlig været ganske fint. Vi er flyttet fra Vesterbro og ud i noget med vaskesøjle og gulvvarme i 2300 KBH S. Vi har været  en tur i Rom. Og i Krakow. Lillen er blevet to år gammel og det seneste halve år har været en alletiders blanding af snot, mund- hånd- og fod-syge… og børnesår. Jeg er blevet 30 år gammel (!!!) og har brugt helt åndssvagt mange timer på at se Gurli Gris, Designated Survivor og Rejseholdet i det forgangne år. Jeg har været i Odense og en masse i Malmø, og så har jeg været i sommerhus lidt længere ude på Amager. Og meget, meget mere af alt det, der tilsammen udgør et liv. 

Godt nytår! Tak for i år og vi skrives ved på den anden side!