Sofie Ude

Klokken halv otte i aften er det præcis to år siden, at Lillen så verden for første gang. Jeg tænker ikke at det har været et kønt syn, der mødte hende – de fesengrønne vægge på fødestuen, en omgang grumset vand i fødekaret og et sæt forældre, der lignede to, der var godt brændt af. Hendes forældre kiggede til gengæld på et dejligt, buttet spædbarn med mørke øjne og små bitte hænder.

Vi er vokset med opgaven, hendes far og jeg. Den første nat lå jeg og stirrede på hende, for jeg var sikker på, at hvis jeg faldt i søvn, så ville jeg komme til at lægge mig ovenpå den lille varme krop der var svøbt i hospitalsdynen. Vi famlede med bleerne, var bange for at ødelægge hende når hun skulle have skiftet tøj. Det første bad var mest af alt et cirkus og første gang vi kørte en tur i barnevognen var jeg sikker på, at hun fik en hjernerystelse af alle brostenene. Heldigvis blev vi vant til at være hendes forældre, og lige pludselig er vi forældre til et barn. Ikke en baby, men et barn på 2 år.

At være mor til en nu 2-årig er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Det er sjovt, fordi hun med egne ord er en drillepind, og fordi man kan lave fede ting med hende – kigge på dyr, tage til børnebio i Cinemateket og hjælpes ad med at lave dej til boller. Det er udfordrende, fordi der er fart på de små ben og fordi hun ikke lader sig nøje med, at man kun er delvist nærværende. Det er nemt at være hendes mor, fordi hun selv er god til at sige hvad hun vil og ikke vil: Gerne se Gurli Gris og spise havregrød med sukker på, ikke børste tænder eller spise broccoli. Det sætter alt andet i anden række, og det bringer små stunder af lykke helt tæt på, for jeg vil påstå, at intet slår et langt kram fra ens egen avl. Det handler også om at følge med det bedste vi overhovedet kan, for lige pludselig kunne hun teksten til både Mester Jakob og Se min kjole, og på en god dag spiser hun 8 kvarte til frokost.  Det giver mig indimellem grå hår, fx når hun aer mit nyvaskede hår mens hun er halvvejs igennem en makrel-mad, eller når hun vælter 500 små hårelastikker og spænder ud af kassen, peger på dem og tørt konstaterer at:”Mor rydder op”:

Uanset hvor mange elastikker, jeg har fisket ud fra under sofaen, og uanset hvor mange morgener jeg er kommet på arbejde med havregrød på tøjet og poser under øjnene, er der ikke noget jeg hellere vil.

Tillykke med de to år, verdens bedste Lillen. Og tak fordi jeg får lov til at være din mor <3

Går godt:

-Jeg har fået styr, sådan rigtig styr, på vores forsikringer. Mine billige studerende-forsikringer er ved at udløbe, fordi det åbenbart er tre år siden jeg sad og svedte angstens sved til mit forsvar på Sociologi. Det føles så rart at få styr på det, og jeg tror ærligt talt at jeg har sprængt skalaen for voksen-point (…eller, jeg mangler stadig at få styr på min pension, men én kedelig ting ad gangen, ikke?).

-Jeg har kæmpe optur over, at DR genudsender Rejseholdet. Og at Mads Mikkelsen render rundt i stort jakkesæt og backslick, og at der er tynde øjenbryn og klap-mobiltelefoner over hele linjen. Jeg har også udviklet et lille crush på Michael Falck og Lars Bom anno 2000 <3

-Apropos år 2000: Jeg er gået all in på ting i mesh. Havde ellers svoret, at jeg aldrig ville rode mig ud i den slags igen. Ligesom med kjole over bukserne og bukser med svaj i. Man har åbenbart et (mode)standpunkt til man tager et nyt. Lige om lidt går jeg vel også rundt med hvid eyeliner, fuglerede-frisure og en tatto-halskæde – men hvis jeg gør, må I gerne sige til, for det var fandenfisemig grimt.

– Om to uger skal jeg fejre mig selv med et ordentligt brag, fordi jeg fylder 30! Og hvis der er noget, man ikke skal gå ned på, så er det grillpølser og kolde bajere, så det bliver konceptet. Jeg har bestilt solskin og kagemand. Egentlig er det lidt snyd, for jeg fylder først 30 i slutningen af september, men dér sidder jeg i en flyver på vej til Rom #levemand

-Jeg er færdig af grin over, at h-v-e-r gang vi læser  om Kiki og Basse i svømmehallen peger Lillen på Basse og siger ”mormor”. Altså, mormor er hverken tatoveret, krumrygget eller har hår på brystet. Men jeg retter hende ikke, for på den måde er det knap så kedeligt at læse den samme bog tre gange i streg. Her er mormor:

(Tegning af Lisen Adbåge)

Går mindre godt:

-Vi var på legeplads på Islands Brygge for et par dage siden. Der var en lidt ældre herre der spurgte, om vi var fra området? ”Næ” svarede jeg – ”vi bor i Ørestad”. Herren kiggede på mig og sagde: ”Jeg synes Ørestad er meget, meget kedelig. Det er sådan en spøgelsesby. Frygteligt!”. Thanks, altså.

-Jeg er blevet typen der liker Bilka på Facebook og som er medlem af BR-klubben. Den sidste snert af streetcredit er hermed forsvundet. Lige om lidt begynder jeg vel også at samle på de der mærker, så man kan få billige gryder i Brugsen, og på at købe kolli-pakker med vaskemiddel, så jeg sparer 10 kroner. Nårh nej vent, sidstnævnte gør jeg allerede. Fuck.

-Da vi holdt fødselsdag sidste weekend underholdt Lillen selskabet med at fortælle hvor henholdsvis hendes egen og mors tissekone var. Meget kan man sige, men situationsfornemmelse har barnet altså ikke meget af.

-Jeg har købt en ny kjole, men Søren synes jeg ligner en mellemting mellem et viskestykke og Kirsten Hüttemeier. Tsk! Men jeg synes den er flot, og overvejer alligevel at tage den på til min fødselsdagsfest.

-Jeg kommer overhovedet ikke i seng til ordentlig tid for tiden. Because Rejseholdet. I øvrigt er det også så dejligt at kigge på blodfyldte gerningssteder, lig der har ligget i en mose i flere dage og dén slags lige inden man skal sove. Det giver ro i sjælen og søde drømme, ligesom 😵

Forleden hørte jeg i radioen om en mand, der samlede på bræk-poser fra flyvemaskiner. Han havde helt vildt mange, og var imponerende engageret omkring dem. Søren kiggede drillende på mig og sagde ”det kunne godt have været dig, det dér”. Det er faktisk ikke helt løgn – jeg har samlet på glansbilleder og servietter (90-er barn). En dag, da jeg ikke var særlig gammel, besluttede jeg mig for at samle på afklippede negle og lagde dem i mit Barbie-badekar. Så vidt jeg husker fik min mor – forståeligt nok – sat en stopper for dén samling. Jeg har samlet på kapsler, på mini-neglelakker, Spice-girls-kort og på ting med Michael Jackson. Og ikke mindst har jeg to år i træk været med i Guiness rekordbog for børn, fordi jeg (sammen med 3 andre) ligger inde med verdensrekorden i at samle afbrændt fyrværkeri. Ja, du læste rigtigt: Afbrændt fyrværkeri.

I dag samler jeg ikke rigtig på noget, men hvis jeg boede på en herregård, kunne jeg sikkert godt have brugt nogle værelser til mærkelige souvenirs fra rejser, bøger jeg aldrig har læst og ting i pæn emballage. Men jeg bor ikke på en herregård, og derfor må jeg samle på ting der ikke fylder noget rent fysisk. For eksempel de små, fine øjeblikke.

Sådan ét havde jeg for nogle uger siden, hvor Lillen og jeg stoppede ved en lille sø på Amager Fælled, på vej hjem fra arbejde og vuggestue. Solen skinnede og jeg smed cyklen i græsset. Vi plukkede små blomster, spiste mariekiks og jeg fandt mit livs første firekløver. Lillen mente at der boede sushi nede i søen (mors pige <3) og havde en fest med de små grene og tørre blade, der lå i vandkanten. Det var så hyggeligt, og da vi cyklede hjem tænkte jeg, at det var sådan en eftermiddag, jeg skulle huske på.

Hvad jeg ikke  skulle huske på var, at jeg samme dag havde købt en gravko til hende og sagt til hende, at jeg havde en gave – hvorefter hun havde et meltdown over, at gaven ikke var pakket ind. Jeg gad heller ikke huske på, hvordan hun om morgenen nægtede at tage sandaler på, og jeg til sidst hvæsede ”du får tre rosiner, hvis du tager dem på!”. Det er nemlig ikke dén slags, der skal fylde på den mentale harddisk.

Jeg prøver at huske  på og værdsætte de små, fine øjeblikke fremfor alt det, jeg synes er surt. Man må gerne bande over brændt havregrød, fyldte støvsugerposer eller børn der går sukkerkolde midt i Irma. Men det er ikke det, jeg gider huske på i det store billede. Minderne – og vores fortællinger om dem – flettes sammen til historien om vores liv. Mit liv. Lillens liv. Og dét skal være fyldt med både solskin og firkløvere 🍀

… efter udelukkende at have spist sukker, flødeskum, hvidt brød og chips en hel dag:

Jeg har lige lavet en kæmpe dej. Altså bogstaveligt talt – af dén slags med spelt og hørfrø, der skal overnatte på altanen. I morgen kommer der gæster til Lillens og hendes fars fødselsdag. Lillen bliver snart 2 år og Søren bliver 31 år. Vi har bagt muffins og kringle, bordet er dækket med flag og gaver. Lillen får nogle bøger og lidt tøj; en fin cardigan og den kjole, jeg syede i både str. 3 år og 38 i sommerferien. Jeg tror det er en perfekt gave, for hun synger en noget gebrokken udgave af ”se min kjole” og danser rundt, når hun får kjole på. Egentlig tror jeg, at jeg  ligeså godt jeg kunne tage noget af dét legetøj hun allerede har, og pakke det fint ind – sådan er de jo så taknemmelige i dén størrelse.

Det er Søren der har stået for at finde opskrifter, lave indkøbslister og købe ind. Han har inviteret gæsterne i god tid, vasket gulve og købt blomster til bordet. Han er altid så tjekket. Nogle gange driller jeg og kalder ham en Ordens-Formand eller Hr. Grundejerforening. Han er blevet gråsprængt i siderne, her på sine gamle dage, og jeg tror nogle af dem er min skyld. Men de klæder ham, så det er helt okay.

Nogle gange ville jeg ønske at jeg var lidt mere som ham, for det er jeg ikke. Jeg er et små-distræt rodehoved, jeg udskyder alle de kedelige ting til sidste øjeblik fordi jeg hellere vil lave noget sjovt og er ligeglad med, om der er nullermænd, når vi får gæster. Jeg er dårlig til at tjekke netbank, jeg tænker indimellem alt for lidt over hvad jeg siger og her til aften har jeg (udover at lave dej) spist to muffins og derfor spildt chokolade på de nyvaskede gulve. Jeg har også forsøgt at motivere mig selv til at rydde op. Sidstnævnte er stadig ikke lykkedes.

Det er vel også derfor vi passer så godt sammen. Han kan det jeg ikke kan, og omvendt. Og vi lærer af hinanden. Jeg prøver at være lidt mindre flagrende og lidt mere tjekket. Jeg jeg tømmer opvaskemaskinen når den har kørt og er blevet bedre til at komme til tiden. Omvendt er Søren blevet lidt mere rundet og åbensindet. Jeg tror fx altid han har forestillet sig at han skulle have bil og have, og istedet har han fået en altan med udsigt til Amager Fælled og en gul ladcykel – og han synes det er lækkert!

Jeg er meget, meget heldig at han er min. Det vil jeg gerne have at han bliver ved med at være, så jeg må hellere kaste mig over oprydningen 🙈

Ha’ en dejlig weekend!

Mit hoved knirker lidt, og jeg kan ikke helt overskue at komme i gang med andet end at se Unge Lovende og drikke kaffe. I går var Søren og jeg nemlig til bryllup hos verdens bedste Mette og Morten.

I går formiddags sad jeg i bussen på vej ud til min søster i Nordvest. Hun havde lovet at sætte mit hår til brylluppet, for jeg kan sådan cirka tre frisurer: Hestehale, knold eller løst. Og jeg synes godt der måtte ske noget lidt mere action i hårregionen, når vi sådan skulle fejre kærligheden. Ved et busstop kom en høj mand med noget umage tøj ind i bussen, han lugtede af en 5-hestes brandert og havde en øl i hånden. Jeg tænkte, at han sikkert ville sætte sig ved siden af mig og være i snakkehumør, fordi det er efterhånden historien om mine ture i den offentlige transport. Så det gjorde han. Jeg blev prikket til cirka en gang i minuttet og fik at vide, at mine sko var pæne. Og det var jo sådan set meget sødt, hvis ikke det var fordi hans øjne kørte så meget rundt i hovedet, at jeg tvivler på, at han kunne se mine sko. Han stod af et sted på Frederiksberg, jeg stod af ved Nørrebro station, og min lillesøster var en engel med hårspray og hårnåle:

Jeg endte i en sort vintage-kjole med prikker. Da brylluppet begyndte at nærme sig panik-shoppede jeg tre forskellige kjoler, men som regel kommer der ikke noget godt ud af dén slags – denne gang var ingen undtagelse. Én var lidt for afslappet, én fik mig til at ligne én med et franskbrød syet ind under maveskindet og den sidste var bare rigtig ærgerlig i snittet. Heldigvis redder den gamle prikkede sag mig altid, og med noget hæl, opsat hår og røde læber synes jeg faktisk det endte med noget, jeg godt kunne være bekendt.

Det var sådan et smukt bryllup med vielse i deres Nørrbro-gård. Solen skinnede, der var kølig cava og stemningen var forventningsfuld, let og fuld af kærlighed. Da musikken satte i gang og bruden kom gående op ad havegangen i fine blonder, røde sko og med verdens mest forelskede blik i øjnene, begyndte mine tårekanaler at give frit løb. Det fortsatte en god del af aftenen under festen på Christianshavn, for hvis der er noget der er hårdt for en følelsesbolle som mig, så er det taler – og både brudens og gommens var helt fantastiske. Jeg er ikke typen der er pæn når jeg græder, så jeg var rødmosset og hævet i ansigtet en god del af aftenen. Nårh ja, og så fik jeg en bordherre, der lignede Patrick Dempsey på en prik.

Der var photobooth, en DJ der spillede alt dét man allerhelst vil danse til og gode drinks. Jeg ville gerne være blevet ved ind til solen stod op, men efter 13 timers bryllupsfejring og 13 timer med en lille plimmelim på, kunne jeg ikke mere. Mens resten af Christianshavn var gået i seng, slentrede vi hånd og i hånd langs kanalerne og ned til metroen. Og denne gang var det mig, der sad og småsnakkede mens jeg lugtede lidt af sprut. Så var ringen ligesom sluttet.

Om lidt kommer Lillen hjem, hun har sovet hos mine forældre i forstæderne. Jeg glæder mig til at se den lille basse, for der har været så mærkeligt stille i dag uden Gurli Gris på Netflix eller hasard-kørsel med dukkevognen. Med andre ord må jeg hellere stå op fra de døde 🙂

Ekspedient: “Prøv denne her BH, den er mindre og giver måske bedre støtte”

Mig (halvnøgen i prøverummet): “Altså… Der er jo ligesom ikke noget at støtte?”

Ekspedient:

Går godt:

-Malmø var en succes! Jeg fik min mand til at købe én af hver i Whyred (jeg har virkelig et blødt punkt for dén slags svensk design. Bare lækkert og uden dikkedarer), og jeg købte selv én af hver i Lindex til Lillen. Mand, hvor laver de noget sejt børnetøj. Deres voksen-tøj er til gengæld temmelig nørdet, men det kan man jo heldigvis gå i en stor bue udenom.

-Vi spiste også siciliansk is på Drottningtorget. Jeg er egentlig ikke is-typen, men sådan en vaffel på en lun sommeraften kan nu altså noget.  Jeg fik chili-chokolade og pære, og det var noget af den bedste is, jeg har smagt, og den gladeste is-sælger, jeg nogensinde har mødt – med andre ord: Helt perfekt.

-Jeg har binget anden sæson af Master of None på Netflix, mens jeg spiste bridgeblanding og drak cola. Dejligt, dejligt. Jeg læste i Politiken at Unge Lovende på TV2 Play var efterfølgeren til SKAM, så den skal jeg have kastet mig over. Skal bare lige have skaffet noget mere bridgeblanding først.

-Lillen fylder to år om lidt. Jeg er helt på røven over, hvor meget hun pludselig kan og hvor sjov hun er at hænge ud med. Det er så fedt at hun kan fortælle hvad hun vil og ikke vil, at man kan tage hende med alle mulige steder hen og at hun er verdens mest kærlige lille menneske. Hun bliver fejret af to omgange i august med masser af kage, grillmad og søde mennesker – det bliver så hyggeligt!

-Vi har fået fikset nogle af de sidste ting i lejligheden. Malet en grøn væg i stuen. Hængt hylder og billeder op. I dag har jeg malet en grå væg i soveværelset. Jeg var noget skeptisk omkring, hvorvidt det var muligt at gøre nybyggeri hjemligt, personligt og hyggeligt, men jeg synes faktisk, at vi er lykkedes ret godt med det. Her er lyst og luftigt, men her er også farver, loppefund og planter.

Går mindre godt:

-Det er vist godt for alle, at jeg ikke blev maler. Det er ikke dér min spidskompetence ligger, kan jeg godt afsløre, for jeg har malet godt og grundigt udenfor malertapen. Og jeg blev frygtelig træt i højre arm. Og jeg var nødt til at høre Justin Bieber for at holde gejsten oppe.

-I morgen stopper sommerferien for mit vedkommende, og lige nu har jeg det som om, at jeg godt kunne tage 2 uger – eller måneder – mere. På den anden side glæder jeg mig til at se mine kollegaer og til at spise kantinens boller med tandsmør og vesterhavsost, så det går nok. Jeg skal bare lige op i omdrejninger igen.

-Apropos afslutningen af sommerferien, så tror jeg faktisk at jeg kommer tilbage og er mere bleg, end da jeg gik på ferie. Til gengæld er jeg fuld af små, grå maling-pletter. Orker ikke at skrive noget om vejret. Tsk.

-Forleden skræmte jeg barnet fra vid og sans, da jeg var ved at feje. Jeg gik efter hende med kosten mens jeg med uhyggelig stemme sagde: “Nøøøøj for en stor nullermand! Uha-uha!”.  Barnet blev dødbange og stak i et kæmpe hyl. Tarvelige mor.

-Jeg tror vi skal til at stramme lidt op omkring bordskikken her på matriklen. Nedenstående er efterladenskaberne af Lillens morgenmad (altså ferieudgaven, vi får *desværre* ikke chokolademadder og croissanter til hverdag), og her til aften blev hun ved med at skubbe et stykke gennemtygget pasta over til mig med ordene ”værs’go, mooaaar”.

Dengang jeg gik i folkeskole var det fedeste at komme hjem fra skole, varme sig en snack fra fryseren i mikroovnen og få lov til at chatte. Jeg fik som regel 30 minutter, og halvdelen af tiden gik med at vente på modemmet – bbbzzzrrrriiiiiizzzzzdddduuuuttt. Jeg chattede om ingenting med alle mulige mærkelige mennesker, og engang udgav jeg mig for at være en kvinde på 32 somre, der holdt af at drikke øl og bage småkager. Så langt rakte min teenagefantasi åbenbart.

Når Lillen bliver lidt større, vil hun garanteret være ved at dø af grin over, hvordan tingene foregik da mor var barn. At man ringede hjem til forældrene, når man skulle have fat i vennerne (”Hej, kan Tina lege?”), og at min søster og jeg blev kaldt hjem til aftensmad ved hjælp af en stor skibs-klokke, der hang ved bagdøren – ding dong, så var der boller i karry. At sociale medier betød at læse Vi Unge sammen med nogen, og at internettet var sådan en skrabet og små-kedelig omgang. Der er jo immervæk sket ét og andet siden dengang med Jubii-chat og førsteversionen af Arto.

Lillen tilhører dét, der bliver kaldt ‘Generation Touch’. Hun swiper, trykker og kører de små fedtfingre rundt på skærmen som om hun aldrig har lavet andet. Hun bliver så stiktosset hvis hun ikke må spille, at vi har været nødt til at tage en kold tyrker på Ipad-en. Vi har ikke nogen Ipad-regler herhjemme, men har aldrig brugt den dagligt. Til gengæld synes jeg den er genial til rejser og dén slags, hvor der er behov for underholdning. At forældrene godt kan få roterende fis i kasketten af at høre titelmelodien til Rasmus Klump 16 gange på en biltur fra København til Storebæltsbroen, er dog en anden sag 😉

Der er især 5 apps, Lillen kan anbefale:

• Pepi House. Det er en slags interaktivt dukkehus, hvor man kan flytte en familie rundt i de forskellige rum. De kan læse, høre musik, vaske op, tage bad, lave juice og alt muligt andet. Det er Lillens absolutte yndlingsspil, og det er gratis – de 25 kroner på opgraderingen er dog money well spent.
• Sago Mini Friends. Her kan man være forskellige nuttede dyr, der løse forskellige opgaver – fx at spise et fad med kager, tage et karbad eller blæse sæbebobler. Det er nemt og hyggeligt, og koster ingenting.
• Sago Mini Forest Flyer. Meget uskyldigt lille spil, hvor man skal styre en fugl rundt i en skov med små overraskelser undervejs. Alletiders til en 1-2-årigs motorik og ganske gratis.
• Eggheads. Spillet var et kæmpe hit dengang hun var yngre. Det er gratis og går ud på at få vist et æg, og når man klikker på det, bliver det til et dyr. Flotte farver, sjove dyr og et frygteligt soundtrack.
• Ramasjang. Den giver vist sig selv. Onkel Reje, Bamse og Kylling og alle de andre DR-darlings.

Har I nogle tips til gode spil?

Jeg sad og muggede lidt den anden aften – jeg savnede ferie-følelsen på rejse-måden. Jeg savnede noget sprødt hotelsengetøj, at være i et land hvor supermarkederne ser anderledes ud og hvor man går på noget andet fortov end det man plejer at gå på. Hvor sproget er noget andet, bygningerne har andre farver og kaffen smager anderledes.

Vi har længe haft en aftale om, at Lillen skal ud til min mor og far på overnatning i aften. Søren og jeg havde en middagsreservation. Men så fik jeg en idé: Malmø! Malmø er altid en god idé, og heldigvis var Søren enig. Vi slettede middagsreservationen og bookede et centralt hotel. Vi tager af sted sidst på eftermiddagen når Lillen er blevet afleveret, og så står de næste 24 timer på shopping, kaffe med kanel og kardemumme, badekar på hotelværelset, slentretur i Pildammsparken og Möllevången, en hotelblød seng der er redt på den stramme måde og stor morgenmads-buffet. Og billig Marabou, ej at forglemme.

Da jeg sad og researchede restauranter blev dette banner ved med at dukke op:

Håber vi kommer hjem med alle kropsdele i god behold selvom vi åbenbart kaster os direkte ind i løvens hule af klamydia, gonoré og dén slags. Det er altid lidt spændende og eksotisk at komme udenlands – på flere måder.

(I øvrigt ville jeg allerhelst have spist på Bastard, men der var ingen ledige borde, så vi snupper en tur på Snapphane).

Hej då!