Dengang mor var ung, kostede et maltbolsje 2 øre og der var altid sol om sommeren

Lillen har fået sit første udklædningstøj: En ballet-kjole med strutskørt og en superheltekappe. Da jeg hev det op af H&M-posen blev hun så begejstret, at hun næsten holdt op med at trække vejret. Selvom hun sandssynligvis er dén ballerina med det højeste BMI, jeg nogensinde er stødt på, og selvom kappen er så syntetisk, at den næsten selvantænder, er jeg vild med det.

Lillen har meget forskelligt legetøj. Dukker, biler, bamser.  Duplo, legekøkken og gåvogn. Hun har ikke pige- eller drenge-legetøj, hun har bare legetøj. Jeg var rigtig glad for Barbie dengang jeg var lille. Men der var to, jeg ikke gad lege så meget med: Den ene var gravide Barbie (fordi hendes mave var ret mærkelig i forhold til de andres) og så Malibu Barbie (fordi han havde en noget mørkere tient end de andre blegfiser i Barbiehuset).

Det der med at forstå, hvad der er ’rigtigt’ og ’normalt’ bliver dannet smadder tidligt. Og dér synes jeg altså, at vi har en vigtig opgave som forældre.

Jeg tænker en del over, hvordan det er at vokse op nu i forhold til dengang, jeg var barn og ung. Dengang var der altså ikke noget, der hed sociale medier – og dermed ikke en overflod af retoucherede idealer, og ikke samme måde at fremstille de bedste sider af os selv på hele tiden.  Der var ikke nogle likes at hente på skabede bikini-billeder eller Fitness World-selfies. I gymnasiet var der vist én, der var svømmer og nogle, der spillede fodbold, men resten af os trænede vist ikke rigtig noget andet end ølmuskelen. Efter skole spiste jeg slik og så Beverly Hills, og havde på ingen måde mindreværdskomplekser eller dårlig samvittighed over dét.

På en måde tror jeg, at det var lidt lettere dengang. Man behøvede ikke at se ud og præstere hele tiden. Adidas-tracksuitet med 4 striber var selvfølgelig ikke helt så cool som dét ægte med 3 striber, og der var dém, der var seje nok til at ryge bag gymnastiksalen og der var dem (os) der ikke var. Men det var på en måde dejligt håndgribeligt; hvis nogen synes, man var lidt nederen at se på, var der måske nogle der snakkede, men der var ikke kontant afregning i form af et larmende fravær af likes.

Jaja, dengang jeg var ung kostede et maltbolsje 2 øre (næsten) og der var altid sol om sommeren. Det hjælper jo ikke noget at synes, at det er synd eller at vi skal trække udviklingen tilbage. Det handler om, at ruste de der små størrelser til at kunne forbruge og forholde sig fornuftigt til det, de ser.

Jeg vil tage Lillen med i svømmehallen så hun kan se, at de fleste kroppe ikke ligner dem på Instagram – hængeballer og store ar er helt fine. Jeg vil lære hende ikke at have dårlig samvittighed over at spise hindbærsnitter og pizza. Jeg vil lære hende, at man må lege med lige præcis dét legetøj, man synes er sjovt, uanset om det er biler eller perleplader. Jeg vil lære hende at gå i dét tøj, hun selv synes er bomben – uanset om maven ligner en spærreballon i en stram balletdragt. Og så vil jeg lære hende, at et menneskes værd ikke ligger i hvordan vi ser ud, eller hvad for nogle ting vi omgiver os med.  Forhåbentlig vil hun blive sådan én, der kan give verden (og sig selv) en kæmpe krammer, og som gider lege med de dukker – eller endnu bedre: De børn – der ikke ligner hende selv.

ballerina

En weekend på svensk (…altså fordi jeg har været i Malmø. Tsk!)

Fredag kl. 9.30 stod jeg under uret på Hovedbanen. Med en kaffe i hånden og en rygsæk på ryggen. Lidt efter kom min mor og min lillesøster, og vi satte os på et Örestundstog. Efter en omgang paskontrol og lidt tislugt fra toilettet trillede toget ind på Centralstationen i Malmø – vores by det næste døgns tid.

Vi spiste frokost på (yndlings) SMAK i Malmö Konsthall, hvor kaffen er med i prisen og maden altid er perfekt. Her er fx en omgang dressed-up polenta:

malmøø

Jeg købte nogle plakater fra Malmö Konsthall til væggene i vores nye lejlighed  – så kan vi i hvert fald ligne nogen, der har styr på det, selvom det hele sikkert drukner i bamser, puslespil og halvspiste havrefras alligevel. Udover plakater, købte jeg lidt men godt hele Malmö: Badeforhæng, uldstrik, smykkeholder, kjoler, charmeklud, make-up og en masse børnetøj. Og Marabou, selvfølgelig! Man skulle være et skarn andet, når de koster 15 kroner pladen!

Byen var grå og det småregnede indimellem. Vi havde den næsten for os selv – jeg tror svenskerne var taget til fjeldet, alternativt til Strøget i København. Men uanset vejret synes jeg Malmø er fantastisk! Selvom det ligger 45 minutter fra Hovedbanen føles det som at være på ferie, fordi de kalder pose for kassa og refill på kaffen for påtar, og fordi man kan få alle mulige spændende kulhydrater med kardemomme.

Om aftenen spiste vi på B.A.R. og fik både cremet æg, vildtpølse, ølbrød og torsk. Med vin til. Min mor sagde til min søster og jeg, at ”vi altså ikke skulle bestille cola til maden, når nu det ikke var en falafelmenu vi skulle have”. Vi svarede naturligvis at vi ville bestille henholdsvis en Fanta og en Sprite, men vin passede vist alligevel bedre. Lækkert var det!

Vi boede på Clarion tæt på Centralstationen, og det var top dollar! Fantastisk udsigt og et virkelig lækkert værelse. Det eneste dumme var, at jeg ikke kunne finde ud af at få lavet brusebadet om til sådan et regnskovs-vandfald og at det var lidt for tåget til rigtigt at kunne se byens skyline… Men det er vist i høj grad white peoples problems, ikke?

Jeg sov 8 timer i den bløde hotelseng, og der var ingen der lagde sig på tværs eller tabte sutten i løbet af natten! Ahhh! Morgenbuffeten var stor, der var pandekager med flødeskum, varm kaffe og friske aviser. Vi brugte lørdagen på at gå rundt i fine Västra Hamnen, drikke kaffe og snuse rundt i det kæmpe store og helt åndssvagt lækre øko-supermarked Green Market.

malmø

Sidst på eftermiddagen igår var jeg tilbage på Istedgade. Jeg kæmpede mig hjem med alle mine poser – kønt var det ikke, men jeg klarede den. Lillen var skideglad for at se sin mor og Søren hentede pizza til aftensmad.

Dagen idag er blevet brugt i søndags-tempo med Bamse & Kylling, oprydning og en tur på legepladsen. Og træning, kan man næsten godt sige, for det er edderfisemig hårdt at køre rundt på en mooncar, når man er på den gode side af halvanden meter høj. Det har været en helt, helt perfekt weekend synes jeg, og forhåbentlig kaster den lidt glans ind i næste uge. Med 2 kilo chokolade og nyt kluns bliver det næsten svært andet, tænker jeg 😉 Ha’ en dejlig søndag aften!

Romantik på tredje

I morges efterlyste værterne på P3´s morgenradio folk, der havde haft nogle virkelig kedelige valentins-dage. Jeg ringede ikke ind, men det kunne jeg godt have gjort: For to år siden fejrede jeg (ikke) dagen med hovedrengøring i køkkenet i selskab med min mor, en bule på maven og en masse Ajax. Søren var ude og drikke øller med hans ven. Sidste år gik jeg vist rundt i joggingbukser, drak kold kaffe og gjorde mit bedste for at holde live i verdens bedste 6 måneder gamle kødklump. Og i år?

I år har jeg fået overrakt en flaske eddikesyre af Søren med følgende ord: “Glædelig Valentines, skattebasse! Så har du lidt til elkedelen!”.

Jeg har dog fejret dagen en lille smule, sådan helt alene. Jeg har arbejdet hjemme idag, og inden jeg hentede Lillen spiste jeg verdens bedste og tungeste fastelavnsbolle. Jeg er stadig helt oppustet og småkvalm, men den var det hele værd! Det er vel også en slags kærlighed, der fortjener lidt opmærksomhed… Kærlighed til mandelcreme og kardemomme:

bolle

Lillen var til gengæld ikke i et særligt kærligt humør da jeg hentede hende, så på vej hjem fik Dukke Poul-Erik noget lettere uforståelig skældud,  Lillen insisterede på at blive båret på trods af to ganske velfungerende ben og der skete en regulær nedsmeltning da den gynge, vi går forbi på vej hjem, var optaget af et andet barn! Heldigvis var der god stemning igen efter en omgang æblegrød, smagsprøver på modellervoks og lidt boldspil i stuen.

Mens elkedelen afkalker er der romantisk film fodbold i fjernsynet, og mor her har bygget hule i sofaen. Søren sidder i fodenden, Lillen sover tungt og jeg glæder mig til at se det næste afsnit af Gift ved Første Blik lige om lidt.  Lejligheden er ryddet op, jeg har købt en ny telefon og dertilhørende glimmer-cover og vintersolen har skinnet så smukt hele dagen. Jeg har det fandenfisemig dejligt, selvom der ikke er hverken hjerteformede romkugler, lummert lingeri eller blomsterbuketter heroppe under skråvæggene på tredje sal :-)

Ting jeg virkelig ikke bryder mig om #1

1) Når naboen skændes ud over hele gården, og manden råber noget sødt a la: “Fuck dig din nederen luderkælling”. Jeg får sådan lyst til at fortælle dem et par borgerlige ord om kommunikation og privatliv…  Og egentlig også om, at man ikke skal gå rundt i joggingtøj á la DDR med mindre man hedder Mø og har et BMI indenfor normalområdet – men det er vist en anden snak.

2) Når man kommer på arbejde, og opdager en KÆMPE klat indtørret øllebrød (håber jeg) på den svinedyre striksweater. Som jeg gjorde igår, fx. Selvom jeg ikke har haft sådan rigtig rent tøj på siden 2015, vænner jeg mig aldrig helt til det.

3) Volbeat.

4) Når bagerekspedienten ikke bruger handsken, men derimod klør fem, til at tage mit overpriced müslibrød med. Nogle steder gør de det konsekvent ikke – fx dén bager, der ligger tæt på mine forældres hus. Det er sådan en bager med brune fliser, lunken kakaomælk og masser af fluer. De har altid har givet en fuck for sådan noget med handsker, og de kunne lige så godt  tage wienerbrødet på samme måde, som Kirsten skænker en fræk fadøl på nede i Istedgade.

5) Når jeg er for doven til at afkalke min elkedel, så der kommer små stykker kalk ned i min kaffe. Jeg bander gerne over det i +/- et halvt år, før jeg tager mig sammen til at gøre noget ved det.

6) Ordet/udtrykket “quinde”. Som i: “Hun er bare SÅ meget quinde” eller “en livsglad quinde på 57 somre”. Jeg kommer sådan til at tænke på en dame med lidt for kort hår, lidt for mange hedeture og lidt for blå rødvinstænder. Hvis der nogensinde er nogen, der skulle finde på at omtale mig som en quinde, vanker der flyveskaller.

7) Giraf-sprog. Det burde forbydes. Sådan nogle mennesker der vifter med armene, kigger én alt for intenst i øjnene mens de siger noget i retning af: “Når du siger det, så føøøøler jeg, at du giver mig kritik, og så bliver jeg lidt ærgerlig, for jeg oplever selv..bla…bla…”. Ja, det var da surt, men jeg synes bare din idé var røv dårlig. Færdig.

8) At jeg, selvom jeg bliver 30 næste gang, har det sådan her, h.v.e.r. gang jeg forvilder mig ind i apotekets intim-afdeling:

 

 

Om kreativt klarsyn og køkkenhygiejne

Lillen har aldrig brugt en bamse eller en lille klud til at putte med, når hun skulle sove. Siden hun lærte at bruge sine arme har hun brugt… hår. Hun nusser både sit eget hår (hvorfor der er klippet to store, strategisk placerede huller i hendes sove-hue i vuggestuen), men aller helst nusser hun en andens hår. Det har betydet, at putning i lang tid har involveret et voksenkranie presset mod tremmerne i tremmesengen samtidig med en babyhånd der har ligget lodret op ad sengeranden for  at kramme håret på den voksne mest muligt. Meget hyggeligt, men også temmelig ukomfortabelt.

Men så skete det! Undertegnede fik intet mindre end et kreativt klarsyn! Jeg havde nogle gamle clip-in-extensions liggende, og dem har jeg nu bundet fast til tremmesengen. Så er der masser af ubegrænset hårnusseri og en glad, sovende baby – og samtidig er der mindre mor/far med hold i nakken og tremme-mønster på kinden. Dét er da genialt!

genialt

Hvad der til gengæld ikke er genialt er at bage pølsehorn med en snottet halvanden-årig. Og ja, jeg taler af erfaring.

I dag havde jeg fundet den store overskuds-hat frem, så da vi kom hjem fra vuggestue med frost-røde kinder og sne på jakkerne, blev der blandet dej og skåret pølser. Der var mel og dejklatter ud over det hele, men Lillen hyggede sig helt vildt. Jeg har tidligere skrevet om hygiejneaspektet ved inddragende madlavning, og igen idag var jeg glad for, at jeg ikke havde Fødevarestyrelsen på besøg, for jeg tror, jeg ville få en sur smiley. Nej, de ville nok lukke stedet lige med det samme. Jeg ved at Fødevarestyrelsen kan lukke ting akut, for det gjorde de ved shawarma-biksen ved mit gymnasium. Det var også et virkeligt tarveligt sted, fx var der ingen håndvask, men shawarmaerne smagte helt fint. Før det var en shawarmapusher var det en pølsevogn, og eftersigende holdt pølsemanden sin kone indespærret i pølsevognen. Nu er stedet brændt.

Nå, men tilbage til pølsehorns-værkstedet, så slikkede Lillen på alle pølserne, inden de blev pakket ind, og som om det ikke var ulækkert nok, så nyste hun godt og grundigt ned i bagværket. Dét blev dråben (badum-tisj!) der gjorde pølsehornenes afslutning til et enmandsprojekt.  De smagte nu godt nok – og heldigvis blev de varmet godt igennem i ovnen 😉

 

 

 

Om grænser

Altså ikke landegrænser. Eller ”lad-være-med-at-pruste-mig-i-hovedet-selvom-der-er-mange-mennesker-med-bussen”- grænser. Men den slags grænser et spektakel på halvandet år prøver af.

Jeg ligger barrikaderet i sofaen, og har netop indhaleret en omgamg Marabou. Stuen ligner noget, der er løgn, og køkkenet er ikke ryddet op efter aftensmaden. Men jeg ligger her, fordi jeg fortjener det – paskesjøløvøbian (som de siger i L’oreal-reklamerne). I går var Søren ude og spise med nogle venner, og jeg var altså alene hjemme med Lillen. Der blev hældt kakao udover HELE køkkenet, jeg fik skæld-ud mindst 25 gange i timen og så nægtede damen at sove. Eller, hun powernappede fra 19 til 19.30, og derefter underholdt hun frem til 24.30! HALV ET! Manner, det var til sidst en temmelig træt og slidt type, der skulle forestille at være nogens mor.

Jeg troede på bedste rookie-facon at stædige, viljefaste, trodsige og egenrådige børn først var noget vi skule stifte bekendtskab med når Lillen nåede en 3-4 år.  Det var det ikke. N-E-J er tidens buzzword her på trejde sal:

NEJ, du skal ikke gøre dig slatten når nogen prøver at løfte dig. Det er møgsvært at løfte et 12-kilo tungt og modvilligt bløddyr.

NEJ, du må ikke smide pasta ned på gulvet. Eller torskerognsmadder. Eller figenstang. Eller majs. Især ikke når der er blevet støvsuget for FEM minutter siden.

NEJ, du skal ikke kaste sutten ud gennem tremmerne på din seng, når nogen prøver at putte dig, eller ruske fuldstændigt uhæmmet i tremmerne.

NEJ, du kan ikke leve af figen-stænger og havrefras.

NEJ, du skal ikke rive din mor i hovedet. Eller i håret. Eller nogen som helst andre steder. R.I.P. hud-på-venstre-side-af-næsen.

NEJ, du skal ikke forsøge at tage flugten ned fra puslebordet. Hver. Eneste. Gang.

NEJ, du skal ikke bade dine hænder i mælkeglasset. Eller hælde mælken ud på bordet og pjaske i det.

NEJ, du skal ikke trække TV-stikket ud, tænde for vaskemaskinen eller noget som helst andet med strøm i.

NEJ, du skal ikke gemme dig, hver gang du bliver bedt om noget. Men til gengæld får hun 5 point for valg af gemmesteder:

gemmebølle

…. Og så prøver man at se rigtig voksen og bestemmer-agtig ud. Det går, lige indtil den lille dame stikker én et skraldgrin eller et smækkys, og så bliver man jo ligeså blød som en ostehaps efter en eftermiddag i solen. Men det skal skjules godt, for ellers lærer de det jo aldrig – og jeg vil altså helt ærligt nødigt sende nogen ud i livet, der river folk i håret og kaster med torskerogn.

På udebane

Søren og jeg har været til møde i banken idag, for at stadfæste vores nye status som gældsslaver. Jeg havde iført mig noget nyvasket hår og merinould i dagens anledning, og kom kun tyve minutter for tidligt. Dér sad jeg og blomstrede med en lunken automat-cappucino og overhørte samtaler om superbowl  og computersystemer, der drillede. Da Søren kom og mødet gik i gang snakkede vi om bidragssatser, ÅOP og variable renter – eller rettere sagt: Søren og bankdamen gjorde. Jeg sad og så sådan her ud i tre kvarter:

Det skal nok blive fint alt sammen, og vi fik endda en gave som tak for, at vi nu sidder i saksen. Jeg spurgte om det var en sparegris, men det mente bankdamen ikke at det var. Mens vi ventede på gaven hviskede jeg til Søren at det garanteret var noget Kaj Bojesen. “Ja” sagde bankdamen, da hun kom tilbage, “I kan vælge mellem sådan en fin Kaj Bojesen-kanin eller et salt/peber-sæt“. Jeg skal altså ikke kunne afvise, at jeg har synske evner! Det er måske også meget fint, når nu jeg ikke har nogen økonomiske af slagsen. Vi valgte salt/peber-sættet.

Således beriget gik vi ned i Westmarket – det nye madmarked på Vesterbro. Det ligger i dét, der de sidste mange år har været en mildest talt creepy arkade mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Det var blevet meget fint med boder med alt fra brød og blomster til dumplings og frisk torskerogn. Vi spiste sliders med fritter og cola, indtil vi havde nået kvalmegrænsen. Min kom nu ret hurtigt, for jeg spiser næsten aldrig kød, så den lille håndfuld pulled pork voksede i munden på mig. Heldigvis er pommes frites med sennepsmayo jo ganske vegetarisk 😉

Nu sidder jeg hjemme i sofaen med en kop kaffe og venter på, at arvingen  vågner fra middagslur i vuggestuen. Der venter en weekend med blandt andet besøg af Lillens ven Severin, bananpandekager og rytmik.

Ha´en dejlig fredag!

 

I løbet af det seneste døgn har jeg…

… set en granvoksen og nydelig herre cykle rundt med en jordbærhue på hovedet. I ved, sådan en strikket én, som små børn har.

… fundet et hår i min frokostsalat. Det var kort, sort og krøllet. Håber godt nok ikke at det var et dillerhår.

… været i Brugsen for at købe sunde snacks til mit skrivebord – frugt, nødder, danskvand og dén slags. Det gik fint indtil jeg kom op til kassen og fandt ud af, at der var Marabou på tilbud. 22 kroner pladen! Min hud opfører sig som en 14-årig, coladrikkende computerspils-type for tiden, så det skal nok hjælpe på det #not.

… aftalt en date hos én af mine yndlingsmennesker og hendes kæreste i  weekenden. Daten går ud på at spise vafler, for de har fået nyt vaffeljern. Voksenlivet, altså.

… købt et par læderbukser. Hvis jeg kommer til at ligne Sussi fra Sussi og Leo, så giv mig lige en heads up, ikke?

… fragtet 1 stk. barn  sammen med 1 stk. påhæng rundt på Vesterbro bagpå cyklen. Påhænget er en kæmpestor dukke, og den skal med ligemeget, hvor vi skal hen. Dukken har endnu ikke et navn, men der er pt. forslag om Claudia, Dukke Lise og Poul-Erik. Meget kedeligt, politisk korrekt og gender-bender-agtigt. Til gengæld har den de ledeste 2001-øjenbryn. Læs: En tynd, akavet streg.

…  været til kosmetolog, som – apropos øjenbryn – sagdem at man tabte øjenbryns-hårene, når man blev ældre. Overvejer sådan en semi-permanent optegning, for mine er praktisk talt gennemsigtige… Men på den anden side er jeg ærlig talt bange for at komme til at ligne Claudia/Dukke Lise/Poul-Erik.

… haft seriøs hvidløgsånde, fordi vi fik indisk take-away igår, og jeg ELSKER hvidløgs-naan. Jeg synes der kan være langt mellem snapsene i forhold til indisk takeaway, men Kokken og Karry på Vesterbro gør det godt, på trods af at madens æstetiske udtryk mildest talt er sørgeligt.

… fået et tandsæt i kravebenet klokken 4 om natten. Fordi afkommet ville op og lege. Det ville moren ikke.

poul erik

Om frygtløshed, toast og tidlig morgen

I morges, mens Vesterbro endnu ikke havde set dagens lys, gik jeg zig-zag mellem brækklatter og glasskår for at købe morgenmad hos bageren. Der var helt, helt stille bortset fra mine hurtige skridt og en mand, der cyklede rundt med en flaskefyldt cykeltrailer. Klokken var ikke engang 6.30 endnu. Lillen stod nemlig meget, meget tidligt op i dag. Eller i nat, for det er det vel ret beset når klokken starter med 5. Hun kan fint sove længe i hverdagene – så længe at hendes forældre næsten kommer for sent på arbejde. I weekenderne er hun derimod gerne klar til havregrød, Frode Får og højtlæsning lidt tidligere.

Da sove-øjnene havde lagt sig og jeg havde fået kørt noget Nutella og kaffe i løgnhalsen, blev dagen alligevel fin: Solen har skinnet så smukt, og jeg har hængt ud med min søster – Søren har været på mandetur af dén slags der indeholder ishockey, øller og mad med gris i.

Min søster og jeg gik en lang tur gennem Vestre Kirkegård, mens Lillen sov i klapvognen. Vi sad i det store vindue på Rallys i Sydhavnen og kiggede på mennesker, mens vi drak stærk kaffe og spiste toast. Sydhavnen er, lidt ligesom Vesterbro, et broget kvarter: Der er mænd med udspilede maver der drikker gulddamer til morgenmad. Der er børnefamilier med dyre barnevogne. Der er gamle mennesker, der har boet der siden dengang Anker Jørgensen slog sin folder på Borgbjergsvej og der er studerende, der har fundet et billigt værelse i de gamle lejligheder. Jeg bliver aldrig, aldrig nogensinde træt af byen og dens mange forskellige liv. Især ikke i kombination med koffein og smeltet ost.

Da Lillen vågnede og kaffen var drukket, trillede vi over til dyreparken. Lillen var helt og aldeles frygtløs! Hun prøvede at mase pølsefingrene ind til de største høns, jeg nogensinde har set. Hun galoperede hen til et stort får som var tæt på fritgående – ”UUUUHHHH!!!” sagde moren og sprang efter. Damen fodrede kaninerne og ville gerne klappe hestene, selvom de var KÆMPE store i forhold til hendes 90 centimeter (…og sådan set også i forhold til mine 1.76 cm.). Jeg er ikke sikker på at mit nervesystem holder til dét med at være nogens mor i længden. Selvom der var dyr und alles var det bedste at  hoppe i mudder og træde i samtlige hestepærer. På vej hjem i 3A udgjorde vi altså en noget ildelugtende og beskidt flok.

sydhavn 2

Nu er Søren kommet hjem igen og Lillen har vist savnet ham. Det er godt nok sødt at hun nu kan vise dét – de andre gange han har sovet ude har hun været en lille bitte kødklump.  Nu sidder de og synger om tommelfingre og undulater med ondt i maven. Jeg må hellere finde på noget aftensmad, men lige nu kan jeg kun komme på sådan noget snasket takeaway. Lige idag tror jeg dog ikke der er nogen der siger nej til dén slags – sådan en mandetur er åbenbart hård kost for sådan en 30-årig  far-type 😉

Ha’ en rigtig dejlig lørdag aften, med eller uden vilde dyr og friture!

“Lad nu være Sofie, der står 20 håndværkere og kigger…”

… Dét sagde min mand altså til mig i fredags. Vi stod på en byggeplads på Amager. Det var morgendiset, koldt og mudret. Og hvad gør man ? Man tager naturligvis billeder af sine sikkerhedssko:

ørestad 2

Søren syntes jeg var pinlig og at det ikke lige var scenen til et photoshoot. Tsk. Så billedet af sikkerhedshjelmen blev jeg nødt til at tage i smug. Årsagen til at vi gik rundt i Byggemand-Bob-udstyr var, at vi var til mangelgennemgang i vores lejlighed. Den er næsten færdig og venter bare på at vi flytter ind! Det var alletiders at se, hvad det egentlig er, vi har smidt en frygtelig masse rigsdaler efter. At mærke køkkenlågerne, kigge ud på Amager Fælled og at høre hvordan det pæne gulv ikke knirkede.

Jeg glæder mig til April, hvor vi kan flytte ind. Jeg har dekoreret plantegningen med kruseduller der viser, hvor vores møbler skal stå – selvfølgelig farvelagt i flotte farver. Søren har til gengæld lavet et mega stort excel-ark over typer af rullegardiner og deres respektive priser OG sat sig ind i banklån og dén slags, og det er vel egentlig blandt andet derfor vi er gift 😉

Det hele er så nyt og pænt derude i Ørestad. Det ser ikke ud som om der er særlig mange bordeller, stofbrugere eller transvestitter. På en måde er jeg bange for at jeg kommer til at føle mig som én der er gået forkert, når jeg om nogle måneder kører rundt på en ladcykel med 1 stk. afkom med hjemmesyet velour-tøj på, og har kaffepletter på dén trenchcoat, der kostede 25 kroner i en genbrugsbutik. Men altså… I det mindste har jeg ikke grimme sikkerhedssko på når vi når dertil :-)