Fredagsfærdig

Det er fredag aften. Det regner udenfor, træerne svajer i vinden og det er næsten efterårsagtigt udenfor. Lillen er på overnatning i forstæderne. Søren og jeg havde nemlig aftalt en date-aften, der skulle indebære drinks og middag. Men… Der var ikke rigtig nogen af os der fik taget os sammen til at booke bord. Og det regner. Og Lillen har været vågen femhundrede gange om natten de sidste nætter, så poserne under øjnene er tiltagende i størrelse. Og vi trængte vist mest af alt til en aften, hvor vi ikke skulle lave noget som helst. Så sådan bliver det.

Vi har hevet dynen ind i sofaen, spist sushi og drukket bobler, og når jeg har trykket på ’udgiv’, står den på slik og serie. Vi er i gang med at se Taboo på HBO, og den er sådan set fin nok – men den foregår i 1814 og alle karaktererne ligner nogen, der trænger til en seriøs omgang med skrubbebørste og sæbe. Måske var man bare virkelig beskidt dengang?

Selvom jeg synes det er det fedeste i hele verden at være sammen med Lillen, så er det også rart at få lov til at nulstille hjernen engang i mellem. Mor-far-tid, der alligevel bliver brugt på at snakke om Lillen. Vi vågner garanteret også  inden klokken syv i morgen, selvom der ikke er nogen til at vække os. Her er næsten lidt for stille og jeg kan mærke, at jeg savner den lille røvbanan allerede. Hun har ifølge min mor brugt dagen på at danse til ”all the single ladies” med Bæjoncæ (som min mor siger), sove lur og kigge på småsten, fuglelorte og diverse pinde, så hun har det helt sikkert dejligt hos verdens bedste mormor.

Nu har regnen holdt en pause, og himlen er blevet en smule lyserød over Amager Fælled. Det er en fin afslutning på en dag, der har involveret pink læbestift og friske blomster på spisebordet. En dag, hvor jeg for en gangs skyld kom ud ad døren til tiden, og hvor jeg har købt nye hørebøffer så jeg kan lytte til podcasts på vej til og fra arbejde.  Det var i øvrigt også en dag, hvor jeg i morges proklamerede at jeg ville leve lidt mindre usundt (har fået sådan en dum vane med at spise boller med peanutbutter og pålægschokolade flere gange dagligt) – men alligevel endte med at spise to forskellige slags kage og en halv pose bolcher. Nu kan jeg ligeså godt gå om bord i slikskålen også 😉 Ha’ en dejlig aften!

 

Amagerkansk Påske

Påsken har her på matriklen været meget stille og rolig. I min familie har vi aldrig fejret påske, og Søren har – inden han fik gråsprængt hår og Birkenstock – mest brugt påsken på at få en skid på og sove længe. I år har vi brugt en masse tid på at lege i tipi, se Ramasjang, spise peanutbutter med chokolade, lytte til regnvejret, have blødt tøj på, cykle ture og til at læse den samme billedbog om og om igen. Og så har vi haft besøg af flere omgange.

Mine forældre kom forbi for at spise burgere og hjælpe mig med at lave en sengegavl. Desværre kunne jeg ikke finde alt det stof, jeg havde købt og vasket til lejligheden, så lige nu står der et stort stykke træ med vattæpper og clips i og blomstrer ude i vores gang. Min mor mumlede noget med, at jeg måtte være forbyttet som spæd, fordi jeg var sådan et distræt rodehoved, og så spiste vi pommes frites. Vores lille fryser er 95% fyldt med pommes frites, der var på tilbud. 10 poser. Dét er hvad man får ud af at bo tæt på Bilka.

Vi har også haft to hold af gæster til morgenmad, hvor Lillen var så elskværdig at hjælpe med borddækningen (og spise halvdelen af frugten inden gæsterne ankom):

morgenmad

Ét af holdene var mødregruppen. 3 dejlige damer og en lille, buttet herre ved navn Severin. Severin og Lillen havde i øvrigt en længere samtale der gik ud på, at Severin pegede ud ad vinduet og sagde ”GRAVKO” hvortil Lillen svarede ”JA”. Det var så hyggeligt med pandekager, masser af kaffe og snak. Vi ender indimellem i nogle diskussioner der går ud på, om man ville foretage sig et eller andet for at opnå noget. Denne gang var det om man ville knalde med Onkel Reje, for at få en villa på Frederiksberg (det vil man vist gerne). Og så har vi aftalt en sommerhus-tur med grillmad, vin og strand til sommer. Mand, hvor jeg glæder mig!

I eftermiddag der endnu et besøg. Min lillesøster og hendes nye kæreste kommer nemlig hjem til os, og det er første gang, at vi skal møde den unge herre – men jeg er helt sikker på at han er en knag (som min mormor ville sige), når nu min lillesøster har kastet sin kærlighed på ham. Jeg spurgte Søren forleden, hvad han gerne ville lave, hvis det var ham der skulle møde nogen i svigerfamilien for første gang. Manden svarede, at det skulle være noget med ”hurtige biler, stoffer, lækre damer og bajere”. Sååeeeh… nu har jeg sat boller i ovnen, og det er dén slags med hørfrø og rosiner i, så lidt rock and roll bliver det da 😉

Lille, store Lillen

Forleden var jeg ude og handle med Lillen. Vi havde gramset på samtlige ting i Føtex’ legetøjsafdeling, og var på vej væk, da der kom en pige gående. Hun var nok et år eller to ældre end Lillen. Sidstnævnte pegede med sin lille, tykke finger på pigen og sagde: ”BAAABYYY!”. Pigen kiggede lidt, og gik så hen til Frost-madkasserne. Jeg gnækkede lidt indeni mig selv. Gad vide hvor stor man føler sig, når man er knap to år gammel?

20 måneder er en fantastisk, men også mærkelig alder. Den ligger i grænselandet mellem baby og barn, og på en måde er Lillen stadig en lille bitte én. Hun mangler fx stadig et par pløkker i overmunden og hun vil allerhelst sove ovenpå hendes forældre. Hun går stadig over ting i stedet for udenom ting, og er således heller ikke nærig med faldulykkerne. Hun kalder en bolle for bajer og jeg skræller stadig agurkestykkerne, før hun får lov til at spise dem. Hun klamrer sig til mine ben, når der er noget ukendt eller skræmmende og hun kan stadig ikke spise et måltid uden at 50% af tallerkenens indhold på en eller anden måde havner i skødet, på bordet eller på tøjet.

På de anden side er hun ved at være en stor pige. Hun ved fx at hun ikke gider have hagesmæk på (hvilket er temmelig upraktisk, jf. ovenstående) og hun ved også, at hun ikke gider i karbad – uanset hvor meget skum og spændende legetøj, der bliver lokket med. Hun er så stor, at hun selv kan tage hendes sneakers på, og hun kan sige en masse ord – også ord, der oprindeligt ikke var tiltænkt små ører (sådan er det at have en mor fra Vestegnen). Hun er så stor, at hun godt ved at Nutella og ketchup er lækkert, og hun elsker at hjælpe i køkkenet. Hun kan lege med de dér store Hama-perler  – selvom fingrene ofte er så klistrede, at perlerne sidder fast – og hun elsker Gurli Gris. Har i øvrigt lige købt en Gurli Gris-bamse til hende og kan næsten ikke være i mig selv, fordi jeg glæder mig så meget til at give hende den i morgen.  Lillen er også så stor at hun spise mørbrad med rødkål til påskefrokost i vuggestuen, OG lave en seriøs omgang påskepynt – tænk at man kan blive så møghamrende glad for en halv mælkekarton, en pjusket kylling og noget pyntegrønt!

påske

Jeg synes at det er skønt at have sådan en størrelse 92. At hun stadig er lidt baby-agtig og gerne vil putte og kramme, have bajer med møøøøeeer (smør) og at hun endnu skal have hjælp til at komme op og ned fra sofaen. Samtidig med at hun er blevet et rigtigt lille menneske, som er både sjov, kærlig og stædig som et gammelt æsel. Lille, store Lillen <3

Venindebogen # 12: Mød Signe

venindebogen

Jeg har kendt Signe i en del år efterhåneden, først som kollega og siden som veninde. Signe er én af de mest søde, rummelige og rolige mennesker jeg kender – og hun er også den, der spiser den kedeligste frokost. I de år jeg arbejde sammen med hende, spiste hun altid en halv skive rugbrød med æg og en halv skive med tomat. Hver. Eneste. Dag.

Signe bor sammen med sin store mand og sin mindre men mere buttede mand, Axel, på Østerbro. Og hvis jeg skulle bo i nogen andens lejlighed, skulle det være Signes – den er med stuk, farvede vægge og ligner noget fra et boligmagasin. Hun ligner i øvrigt også selv noget, der kunne være med i et blad. Selv da hun var højrgravid, svedig og lettere irritabel i sommervarmen 😉

Lær Signe lidt at kende her, hvor hun fortæller om søvnmangel, om at skide i bukserne og om at beundre sin mand (aawww).

signe
Mit navn er: Signe

Jeg er: 30 år gammel og bor: På Østerbro sammen med min mand og søn Aksel på et halvt år.

Min livret er:  Den er svær! Jeg ELSKER asiatisk mad, men holder generelt meget af mange køkkener. Det eneste jeg stort set holder mig fra er svinekød – bortset fra en god grillpølse og én med det hele fra pølsevognen og mit yndlingsdyr er: En haj – simpelthen fordi det dyr jo er helt vildt fascinerende. Og hunde selvfølgelig!

Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Advokat pga. deres spadseredragter. Som voksen er jeg: Blevet socialrådgiver.

Hvis jeg skulle beskrive min graviditet med tre ord, skulle det være: Uproblematisk, varmt og langvarigt.

Jeg er dén slags mor dér: Køber færdiglavet grød, kan blive bekymret over det mindste og måske lidt for hurtigt ringer 1813 – til gengæld er jeg god til at lege og få min søn til at grine.

Jeg synes det bedste ved at være mor er: Det synes jeg er svært at være helt konkret på. Aksel har skabt en kæmpe varme i mig og det er en overvældende glæde at være en del af hans liv. Der er så mange dybe følelser forbundet med at have fået et barn – det er for mig en ubetinget kærlighed, som er møg svær at sætte ord på. De dage hvor han kan småpjevset og man ikke rigtig kan gøre ham tilfreds og de gentagende nætter, hvor han er lysvågen klokken fire og jeg selv er så træt, at jeg kunne græde – dér kan han være virkelig irriterende. Men alligevel har han en helt særlig charmeevne, når han klokken fire om natten råber fra sin seng som en frisk ørn og griner – så er han jo samtidig det sødeste og dejligste menneske, som jeg ikke ville være foruden.

Den største udfordring ved at være mor er: Helt sikkert at jeg ikke længere får mine otte timers søvn i streg. Jeg har altid været en søvnfascist, så den kroniske træthed kan godt tære på mig.

aksel

Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst: Hvorfor søvnmangel bliver brugt som tortur, at børn ikke kan kvæles i deres eget gylp, at de ikke dør af at være fugtige i nakken og at der er noget, som hedder respirationsapnø og som er helt normalt og ufarligt. Uden min rolige mand og fantastiske barndomsveninde der blandt meget andet gad at bruge tid fra sin egen nattesøvn på at sende facts om vuggedød og amning, var jeg aldrig sluppet helskindet igennem Aksels første halve år.

Jeg er rigtig god til: At være nærværende.  Og vil gerne være bedre til at: Være organiseret og i god tid.

Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige at: Jeg er distræt (forhåbentlig på den søde måde) en god lytter og omsorgsfuld.

Mit forbillede er: Jeg har ikke et forbillede, men beundrer rigtig mange! Jeg beundrer særligt min mand for, at han hviler så godt i sig selv og så har han en hukommelse som en elefant!

Sidst jeg gjorde noget jeg ikke er stolt af: Sked jeg i bukserne på en gåtur med Aksel.

Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Holder jeg rolig morgen med kaffe og god morgenmad og klemmer der sig en massage ind, så har det været en rigtig god dag.

Efter jeg er blevet mor har jeg lært, at: Jeg også holder meget af tid, bare helt for mig selv.

 

Status i 2300 Modvind

Vi er langsomt ved at falde på plads herude på den vindblæste, pjuskede og samtidig enormt stringente del af Amager. Rummene i lejligheden er ved at have fundet sin form, og bunkerne med bøger, duge, billeder og de 3058340 småting, man ikke ved hvad man skal stille op med, bliver mindre og mindre. Det er saftsusemig lækkert, at det hele er så fint og nyt! Tingene virker, og der er ikke noget som helst der knager, larmer eller er skævt.

Samtidig er det lidt mærkeligt at flytte ind i noget, der slet ikke har nogen historie – det er os, der skal skabe den. Det er os, der skal lave hakker i væggene, huller i loftet, børnetegninger på væggene og fylde rummene med kærlighed. Væggene her har ikke oplevet andet end en håndfuld håndværkere. Ingen fester, ingen skænderier og ingen vilde historier. Ingen der gik i kassebukser og røg pibe, ingen der havde skulderpuder i jakken og ingen, der havde et modem, der optog telefonlinjen. I ved, hvad jeg mener. Lejligheden er som en fin notesbog med helt blanke sider.

Det første værelse, der er blevet sådan rigtig færdigt, er Lillens. Hun er glad for sit værelse, og det er jeg faktisk også – der er både guldprikker, en lysende and og et blødt tæppe:

værelse 1

værelse 2

Lige nu glæder jeg mig til at få gardiner op, for jeg ved ikke hvad der er mest synd for de nye naboer: At de ser mig i underhylere og en krøllet t-shirt, eller at jeg valser rundt i dén kridhvide morgenkåbe, jeg troede ville være sådan lidt lækker og spa-agtig, men som in real life mest af alt er plettet af alt fra jordbæryoghurt til børnebussemænd. Det er et tarveligt syn uanset hvad, og så vil man jo også nogle gange gerne kunne lukke lidt af – ikke fordi det er så spændende at kigge ind på nogen der hænger vasketøj op eller ser Gurli Gris, men alligevel 😉

Lillen går stadig i vuggestue på Vesterbro, og vi tænker ikke at flytte hende. Hun har et års tid tilbage inden hun skal i børnehave, og vi er simpelthen så glade for vuggestuen – den er bestemt nogle ekstra kilometer på ladcyklen værd. Lillen tager det faktisk ret cool, om end hun skal bestikkes med snacks undervejs og en masse omgange af ’Giraffen Gumle’ for at sidde nogenlunde stille. Det er ikke let at synge, mens man knap nok selv kan få vejret fordi  man er i dårlig form der er modvind, men hvad gør man ikke for de små røvbananer altså….

Ørestad føles på samme tid enormt tæt på, fx kunne jeg i går cykle ind og spise burger i København K, på tyve minutter. Til gengæld er cykelturen sindssygt kedelig på dén der det-går-kun-lige-ud-og-der-er-ingenting-at-kigge-på-måde, og føles derfor som om den tager 20 timer.

Det kommer nok til at blive så fint det hele – både lejligheden og cykelturen. Vi har søde naboer, den smukkeste solnedgang udover fælleden om aftenen og jeg har fundet ud af, hvor billigt det er at bo tæt på en Netto fremfor Føtex (katjing!). Og lige om lidt er vi også faldet på plads, sådan rigtigt. Med gardiner, ridser i gulvet og det hele.

Tankespind på en mærkelig dag

I dag har været en mærkelig dag. Mens forårssolen skinnede udenfor og jeg stod i Bilka og panikkøbte bølge-pommes frites og toiletpapir på tilbud, stjal en mand i Stockholm en lastbil og kørte ned af Drottninggatan og ind i stormagasinet Åhléns. 4 mennesker omkom. Måske nogens mor. Nogens kæreste. Nogens onkel eller nogens datter. Frygteligt.

Hele eftermiddagen og aftenen har jeg gået rundt med en stor klump i halsen og en rodebutik af tanker i hovedet. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at skrive noget ned, for at få det hele en lille smule mere klart. For at få brikkerne til at falde så meget på plads, som de nu engang kan på en dag som i dag. Og fordi det ikke giver mening at skrive om noget som helst andet.

Angrebet i Stockholm er i dén grad krøbet ind under huden på mig. Stockholm er mit andet hjem og en stor del af mig. Det var dér, jeg lærte at tale svensk ved at lytte til Håkan Hällström. Det var her, jeg oplevede min første (men heldigvis ikke sidste) forelskelse. Det var i en lille gyde i Gamla Stan at jeg fik en tatovering af mælkebøttefrø på hoften. Det var her jeg lærte at elske lussekatter og semlor. Det var ikke mindst jer, jeg fik en masse fine venskaber. Venner, der alle sammen har markeret sig selv som værende i god behold via Facebooks funktion til dén slags.

Selvom angrebet i dag er kommet ekstra tæt på mig er stedet egentlig underordnet, for det er en umenneskelig, grusom handling uanset hvor det var hændt. Og det er desværre hændt; det er 4. gang på relativt kort tid i europæiske storbyer. Jeg har her til aften tænkt over, hvordan vi kan blive ved med at se verden som et smukt sted, på trods af ting som terrorangreb, giftgasser, klimakriser og skøre, skøre magthavere? I en tid, hvor fronterne optrækkes og det hele kan synes en smule håbløst?

Jeg tror svaret, for min del, er at holde fast i det gode i verden, selvom det kan være svært at få øje på – især på dage som i dag. Jeg vil, og bliver nødt til, at sætte min lid til, at så længe der er medmenneskelighed og kærlighed, er der håb. Og det er der – det gode, smukke og kærlige! Hashtagget #openstockholm tilbyder husly til dem, der på grund af det trafikkaos, angrebet har affødt, ikke kan komme hjem. I de næste mange dage vil der blive lagt tusindevis af blomster og tændt utallige stearinlys på Drottninggatan, for at mindes de omkomne. Ord og tanker sendes til Stockholm fra alle mulige steder. Det gør ondt at være vidne til, og det skal det gøre. Selvfølgelig skal det dét.

Den med lyset og mørket, kærligheden og hadet, I ved.  Den må vi ikke glemme. Nogensinde.

Skal vi ikke love hinanden det?

DSC06736

Midt i al flytte-kaos har jeg…

…. Levet af pizza, chokocrüsli, toffiffee og cola. I tre dage.

… Rendt rundt og været konstant oppustet/fedtet/bumset jf. ovenstående.

… Haft besøg af mine svigerforældre, der havde taget en overlevelsespakke med bestående af Cocio, Nutella og Ritter Sport. Og min svigermor havde bagt kage. Det var alle tiders, men hjalp ikke ligefrem på de førnævnte punkter. Min svigerfar kan til gengæld ét og andet med boremaskine og lamper, så nu har vi lækkert lys over det hele.

… Lavet et helt perfekt børneværelse til Lillen, med guldprikker og tegneplads. Lillen synes også det er fedt, tror jeg.

… Gået rundt i underhylere og sove-top, indtil jeg kom i tanke om at der er vinduer ud over det hele og at håndværkerne starter kl. 7. Jeg beklager, hvis nogen har følt sig (fra)stødt af det ufrivillige peep-show her fra første sal.

… Levet i en form for zen, fordi her hverken er internet, radio eller tv før den første maj. Her er meeeeeget stille.

… Skændtes med min mand på vej til IKEA, fordi nogen glemte at sige, at vi skulle dreje af afkørslen før vi var kørt forbi.

… Apropos ovenstående: Været i IKEA med 385628730 andre mennesker lørdag formiddag. Jeg lærte tre ting: 1) Folk går utrolig langsomt med deres vogne, og giver en fuck for, hvor de parkerer den henne – midt på gangarealet er fx helt ok 2) Man kan sagtens shoppe møbler selvom man er iført noget alt for stramt tøj, morgenhår og badetøfler 3) Man bliver lidt uvenner, uanset hvor lidt man ellers skændes til hverdag. Fx om, hvilken vej de store, uformelige kasser fra tag-selv-reolerne, skal placeres på ladvognen.

… Spist som en velvoksen landmand. Jøsses, man bliver sulten af alt det arbejde! På ovenståemde, skæbnesvangre tur til bestilte jeg en brunchtallerken. Og en morgenmadstallerken. Og en masse drikkevarer. Og jeg spiste det hele på under en halv time (jeg havde fået morgenmad hjemmefra, i øvrigt).

… Haft gedigen optur over vores nye lejlighed. Der er plads, lys og det er næsten for meget af det gode. Jeg har det lidt som om, at jeg er på ferie på et lækkert men også temmelig rodet sted.

… fundet ud af, at jeg har synske evner. Har gættet tre graviditeter på perifært bekendte, selvom jeg ikke har set dem længe og ikke følger dem på sociale medier. Søren siger, at hvis det havde været USA, havde jeg haft mit eget reality-show. Jeg vil faktisk give ham ret.

… Sagt hej til folk jeg ikke kender, på den ikke-creepy måde. Sådan er det åbenbart herude i Ørestad. Hej-hej.

… Fået blå mærker på kroppen og knækket 9 ud af 10 negle. Og så har jeg haft ondt i muskler, jeg ikke anede eksisterede. Føler mig meget crossfit-agtig.

… Samlet 5 (FEM!!!) IKEA-ting helt selv.

… Fået champagne, blomster og chokolade af boligselskabet. Tænk at vi har betalt så fjollet mange penge for en gang mursten, og så bliver jeg alligevel voldsomt glad for at få “gratis” gaver. Tsk.

… Gået tur med Lillen i en radius på 200 meter fra vores lejlighed. Der er en lille sø, en lille å, en sandkasse og masser af plads at boltre sig på. Der er også en lille trampolin, og her vil jeg gerne lige fremhæve, at jeg overhovedet ikke tissede i bukserne, selvom jeg hoppede så højt jeg kunne #mommygoals.

… Været i Fields.

… Faret vild i Fields.

… Brugt alt for lang tid i Bilka på at købe meget lidt, fordi jeg ikke kunne finde rundt. Frygteligt, frygteligt sted. Spurgte en 9-årig i Bilka-uniform om deres økologiske frugt og grønt lå samlet et sted, eller om det var spredt ud. Svaret var: ”Nej-det-ligger-sådan-sammen-med-den-normale-mad-agtigt”. Da jeg spurgte efter kikærter på dåse så hun sådan her ud:

 

Vesterbro, mon amour

I morgen (!!!!) får vi nøglerne til den nye lejlighed. På Amager.

Dermed slutter en fantastisk Vesterbro-æra! (En daaag tilbaaage, som Nik og Jay ville sige). Det var på Vesterbro jeg boede sammen med forskellige roomies, dengang jeg flyttede hjem efter et par år i Stockholm. Det var her jeg groede et menneske, her Lillen tog sine første skridt og her, jeg sagde ja til at blive nogens kone. Det var her jeg blev voksen med alt hvad det indebærer af eksamensbeviser og Le Klint-lamper.

Det var her jeg oplevede tømmermænd som man kun har dem når man nærmer sig de 30, og her jeg fik lange men stærke arme af at bære alt fra indkøb til afkom op til tredje sal. Det var her jeg havde verdens bedste mødregruppe og det var her jeg følte mig helt og aldeles hjemme. Uanset hvor spændende det nye kapitel – kapitlet som boligejer – er, så vil Vesterbro altid være noget helt, helt særligt for mig.

Her på falderebet, og mens jeg stadig kan huske alle de små særheder og perler, har jeg lavet en guide til Vesterbro. Fantastiske rodede, spraglede, levende og efterhånden også temmelig velfriserede Vesterbro <3

Her skal du…

… ikke forsøge at smugle egne, lunkne dåsebajere med ind (for så bliver du smidt ud): Café Man Hygger Sig Hos Tove på Gasværksvej.

… passe på ikke at træde på kanyler: Den Brune Kødby.

…drikke det sorte guld (aka kaffe): Enghave kaffe eller den navnløse på Enghave Plads.

IMG_8209

… bade dig i kulhydrater (især mandelcroissanterne!): Brød på Enghave Plads.

… købe børnetøj: Heidi og Bjarne på Istedgade.

… købe mor-tøj: Es Es på Istedgade.

… tage en lille, hemmelig pause: Græsarealet i Skydebanehaven. Imens kan man kigge på lækre babyer, folk med læderhud, snavende kærestepar og på dem, der sover branderten ud på bænkene.

… gå hen hvis du trænger til et skrald a la Thailand: Oehlenschlægergade. Man kan besøge alt fra Phi Phi til Bangkok indenfor få hundrede meter. Der er også alletiders grafitti:

IMG_8193 (2)

… spise design-selv-brunch: Mad og Kaffe på Sdr. Boulevard. Husk den hjemmelavede lemonade til!

… klemme lidt frisk luft ned i lungerne: Enghaveparken eller Søndermarken. Tag brød med til duerne i førstnævnte, og gå en bue uden om hundelufter-området i sidstnævnte hvis du har det ligesom mig, når det kommer til de firbenede. I øvrigt er søerne også altid en god idé. Bare pas på ikke at blive tacklet af løbere, tinder-datere, svaner eller barnevogne.

… lade være med at spise, med mindre du er villig til at sætte al streetcredit (og smagsløg) over bord: Zakabona og Stempel.

… svinge træbenet: LOL, jeg ved det ikke – jeg går ikke senere i seng end 21.30. Men jeg havde engang en fantastisk aften i Kødbyen udklædt som Richard på 53 somre:

DSC08379

… aflevere tøj, hygiejneartikler og dén slags, du ikke bruger: Reden og Natcafeén Klare.

… spise pizza: La Foreta på Istedgade. Dén med kartoffel og rosmarin, ikke? Uff, den er lækker!

… holde dig for næsen: Passagen ved hovedbanen. Der lugter altid af pis. Altid.

… spise højtbelagt med hønsesalat og kartoffelmad med perfekt ristede løg: Dyrehaven på Sønder Boulevard. Eller Skank (og så får man helt sikkert fornøjelsen at turister, der grinende tager selfies på grund af navnet).

IMG_8241

… tage på social og sansemæssig safari: Lidl på Vesterbrogade. Forleden skulle jeg købe affaldsposer, og endte med at være i Lidl samtidig med hvad der må være den samlede skare af østeuropæiske håndværkere i københavnsområdet – og de skulle alle sammen have pommes frites og vodka. Jeg blev sprunget over i køen af en mand der skulle have indløst en flaskebon på 1 (1!!!!) krone. Bag mig stod en kvinde, frisk ud af 1992, og læssede hjerteformede frysepizzaer på båndet. En ting kan man sige: Det er aldrig kedeligt.

… drikke frygteligt stærke drinks: Boutique Lize. To gange Tokyo Ice Tea, og så skal du eskorteres hjem.

… holde øje med nice events, fx SKAM på storskærm: Absalon.

… Kigge på de rige og smarte: Værnedamsvej (selvom det vel egentlig teknisk set er Frederiksberg). Der er også fine butikker.

… hente take-away: WOK på Vesterbrogade eller Ankara på Istedgade. Sidstnævnte har Vesterbros absolut bedste falafel!

IMG_9718

…. gå til koncerter: Vega! Selvfølgelig.

… gramse på grøntsager, spise Sliders og hente brød, der koster det samme som en flybillet til New York: Westmarket. Kødbyens Madmarked er også hyggeligt på sin helt egen smart-i-en-fart-og-biodynamiske-grøntsager-måde.

… hente bland-selv-slik: Bon Bon på Vesterbrogade.

… mødes med Mødregruppen: Sweet Surrender. Der er toasts, kage og bold-hav til afkommet.

…købe andres aflagte gaderobe-skatte: Onkel Dannys Loppemarked og Rita Blå’s lopper.

… holde dig væk: Fisketorvet aka Fissetorvet aka Helvedes Forgård.

… spise lækker, lækker mad: Gorilla i Kødbyen. Maden dér får dine smagsløg til at lave denne her:

Byd endelig ind, hvis jeg har glemt noget :-)

 

Om opdagelsesrejse og helse-“burger”

Yeeeha, for et fantastisk forårsvejr! Her er ikke en sky på himlen, kaffen er varm og Lillen sover middagslur (og vi er lige kommet hjem fra rytmik, så dem bliver sikkert lang!). Søren er ude og fiske efter gedder i de københavnske søer, så damerne er alene hjemme i dag.

Solen skinnede også i går, da jeg hentede Lillen i vuggestuen. Vi gik hånd i hånd ned ad Istedgade og kiggede på busser, cigaretskodder og butikkernes skilte. Lige pludselig stak en midaldrende herre, der havde en kraftig dunst af alkohol hængende omkring sig, hovedet helt ind i Lillens hoved og sagde: ”FREJA ER SSCCHHU DA ET GODT NAVN!”. Lillen, der i øvrigt ikke hedder Freja, klamrede sig til mine ben. Manden stak hovedet endnu tættere på og halvvejs råbte: ”UNDSCHHYLD HVISSH JEG GJORDE DIG BANGE”. Det viste sig at han skulle til Odense, men allerførst ind i kiosken efter forfriskninger til turen. Håber han er kommet godt frem.
Udenfor en café sad to vældig smarte unge damer og drak kaffe, og den ene havde lagt sin pels på stolen ved siden af hende. Lillen stoppede, spærrede øjnene op og pegede med de små pølsefingre på pelsen og sagde: ”VOV VOV VOV”. Det var meget sødt til at starte med, men efter 16 omgange VOV tror jeg ikke den unge dame syntes det var så fedt, at hendes pels lignede noget der spiser hundekiks. Jeg elsker, hvordan en tur på nogle få hundrede meter kan blive en hel opdagelsesrejse med sådan et lille menneske som sidekick.

Da klokken nærmede sig puttetid, og efter at have tegnet 500 tegninger, smurt torskerognsmadder og sunget Lille Peter Edderkop, satte jeg mig op på cyklen og cyklede mod Østerbro. Jeg skulle spise sammen med tre veninder fra studiet, og det var så hyggeligt. Jeg har næsten kendt dem i 10 år, og der er bare et eller andet særligt omkring at vokse ind i voksenlivet sammen – vi kender hinanden rigtig, rigtig godt. Vi er endt i alle mulige forskellige hjørner af voksenlivet i forhold til karriere, børn og bolig. Vi kan snakke om alt muligt, og heldigvis er det ikke nogle damer, der pakker tingene ind.  I går lærte jeg for eksempel et nyt udtryk, da min ene veninde fortalte om en arbejdsopgave, der var kommet som en overraskelse: ”Det var som at få jaget den op tør-analt!”. Så fælt, og så perfekt på samme tid. Vi drak rødvin og hentede burgere fra Souls. Dét er sådan et Østerbro-sted der serverer vegansk mad uden gluten (!!!), så jeg tænker egentlig det var lidt flot at kalde dét, jeg satte tænderne i, for en burger, men det smagte ganske udmærket 😉 Jeg var hjemme i seng lidt i midnat, og blev vækket i morges lidt over seks af mit afkom, der gerne ville ligge kind-mod-kind, og som trængte til en frisk ble og en omgang øllebrød.

Nu vil jeg drikke resten af kaffen, og så kaste mig ud i noget maling. Jeg har brugt en halv månedsløn på at købe maling og lærred, fordi jeg har et billede oppe i hovedet, som jeg godt kunne tænke mig at have hængende over sofaen i den nye lejlighed. Det bliver sikker noget værre halløj, men altså… Så har jeg i det mindste gjort et forsøg.

Rigtig, rigtig god weekend med eller uden rytmik, helse-burger og malerpletter på tøjet!

store bølle

Lidt om slatne øjenlåg og moderskab

Da jeg klokken otte i morges stod og lagde eyeliner på slog det mig: Jeg er nået dén alder, hvor øjenlågene følger med, når man prøver at lægge eyeliner på. Uanset hvor umage jeg gør mig, bliver det en ujævn omgang, fordi huden på øjenlågene efterhånden mest af alt minder om nossehud. Som om det ikke var tilstrækkeligt, blev mig og mine nosse-øjenlåg mødt af underboens fem-årige tvillingepiger i opgangen, der råbte ”HEJ DIN GAMLE BEDSTEMOR!!!”. Godt nok blev det sagt af nogen, der er pjattede med My Little Pony og som har 800 forskellige mønstre på ad gangen, men alligevel ikke? Hvis jeg nu havde været rigtig, rigtig tidlig ude og mit afkom havde været det samme, kunne det næsten være rigtigt. Ouch.

Jeg læste, som en del af de seneste dages debat om mødres kompetencer og alder, noget om det geografiske aspekt: De ’unge mødre’ bor langs Vestkysten, i Thy, på Norddjurs, i dele af Himmeland og dele af Fyn, samt på det vestlige sjælland og på Lolland-Falster. Her er den gennemsnitlige fødealder nemlig – hold nu fast – mellem 26,6 og 27,8 år! Derimod er kvinderne i København, Gentofte og Hørsholm typisk mellem 30,8 til 32,4 år gamle, når de føder for første gang. Det er da lidt sjovt ikke? At man kan føde temmelig mange år efter den biologisk oplagte alder, og stadig blive kaldt en ung mor? Således kan man altså blive kaldt en gammel bedstemor og være en ung mor på én og samme gang.

Jeg synes egentlig det er en lidt skør debat. Nogle forskere fra Aarhus Universietet har fundet ud af, at jo ældre mødrene er, når de føder deres første barn, jo bedre trivsel er børnene i.  De ældre mødre er mere tolerante, rummelige og autoritative end de yngre. De er bedre mødre. Når vi siger, at noget er bedre, siger vi samtidig, at noget andet er dårligere. Men altså… Jeg skrev speciale om netop moderskab, og der er bare lige én ting, jeg godt vil sige: Moderskab, og de ideer og idealer, der knytter sig til dét, er møghamrende afhængige af kultur, geografi, tid og alt muligt andet. En god mor er altså ikke en standard-størrelse. Overhovedet ikke. Mette-Marie skrev forleden et meget fint indlæg om børneopdragelse i forskellige generationer, og det er egentlig et meget fint eksempel på netop dét.

Jeg tror derfor også man skal være påpasselig med at kalde nogle mødre bedre end andre, eller forstå moderskab som noget, der kan måles, vejes og bedømmes. I hvert fald ikke fyldestgørende, eller på en måde, der gnidningsfrit passer ind i et statistikprogram. Bevares, der er nogle mødre der er det på en måde der skaber børn i mistrivsel, men det er altså ikke dem, jeg snakker om her. Jeg snakker om alle de mødre der skaber glade børn, og dem er der jo heldigvis flest af. Mødre kan nogle forskellige ting og derfor giver nogle forskellige ting med i vores guldklumpers rygsække. Nogle er tålmodige, andre kan spille på guitar eller lave en kick-ass boller i karry. Nogen er helt vildt gode til at bygge togbaner, mens andre er gode til at sætte grænser eller klippe en perfekt grydefrisure med køkkensaksen. Jeg tror ikke der er nogen guldmedalje udi disciplinen mor, og jeg tror vi alle sammen gør det så godt som vi overhovedet kan – ung mor, gammel mor eller lige midt-i-mellem mor.

Denne her mor synes egentlig det går rimelig godt i forhold til at være  mor, også selvom jeg ”kun” var 27 år, da jeg blev det. Lillen har det som blommen i et æg, hun griner, driller og har overskud til at lære en hel masse nye ting hver dag. Fx er der lige nu enormt meget fokus på pølser fra den lille dames side – hundelorte, dem der lander i bleen og dem man kan spise. Jojo. Jeg ved selvsagt ikke hvilken slags mor, jeg havde været hvis jeg havde ventet fem år mere med at blive gravid- men én ting ved jeg: Så havde hun i en alder af 19 måneder haft en mor med endnu mere nossehud på øjnene 😉

gammel mor