Sofie Ude

Det er sidst på eftermiddagen. Jeg sidder i sofaen med en kop varm kaffe og vådt hår. Lillesøster sover stadig – vi har netop været ude at gå en lang tur i regnen (med den nye bog fra pigerne bag Fries before Guys i ørerne. Jeg er vist lidt for gammel til den, men den burde være pensum i folkeskolens store klasser). Vi er alene hjemme disse dage, mens resten af familien er til fødselsdag i det jyske – Lillesøster er ikke helt på toppen, så vi blev hjemme. Jeg føler mig som en dej, der er blevet sat til hævning, for jeg har levet af en mærkelig blanding af alt godt fra Irmas take-away montre, og hvide boller med flødehavarti. Og kaffe. Altid kaffe. Det eneste grøntsags-agtige jeg har i køleskabet er en pose halvslatne gulerødder, men jeg spiser ikke gulerødder, når jeg er alene – jeg er simpelthen bange for at få dem galt i halsen.

Jeg er ikke kun bange for at få gulerødder galt i halsen, for i virkeligheden er der en del ting jeg er (blevet) bange for. Flourstoffer i overtøjet. Pesticidrester i drikkevandet. Om Lillen spiser for mange rosiner, og om hun husker at tygge mandlerne på hendes havregrød ordentligt. Jeg er bange for bilister, der ikke ser sig ordentligt for eller idioter, der kaster sten fra motorvejsbroer. Jeg er bange for terror og indbrudstyve.

Jeg er stort set holdt op med at læse nyheder, hvilket jeg ellers plejede at gøre flere gange dagligt. Mest af alt, fordi jeg ikke kan holde ud at læse om klimaforandringerne – så jeg lader være. Jeg er også bange for de politiske strømninger, der er fremherskende. Der er valg om lidt, og både retorikken og dele af persongalleriet giver mig akut nældefeber. Altså, hvordan ER det der bliver talt om andre mennesker? Hvordan kan man så meget som overveje at stemme på et parti som Stram Kurs, der i de meningsmålinger, jeg har set, ligger over spærregrænsen? Churchill sagde, at “the best argument against democracy is a five-minute conversation with the average voter”… Altså, jeg det er ikke fordi jeg har et godt alternativ i baghånden, men jeg kan godt se, hvad han mener.

Vi voksne kan også være bange. Og det er sgu fordi jeg har et ansvar. Noget, jeg skal passe på. Nogen, jeg skal passe på. Og det er både det mest fantastiske og det mest frygtindgydende, jeg nogensinde har prøvet.

Så stod jeg dér. På en græsplæne midt i Urbanplanen og frøs ad helvedes til. Lillen sad på mine skuldre, for bedre at kunne se Gurli Gris-showet på scenen foran os. Jeg kunne ikke se andet end det popcorn-bæger, Lillen spiste fra, og nakken på faren foran os. Et par skrattende højttalere sendte en børnesang fyldt med umchi-umchi udover tilskuerne, og børnene vinkede, vrikkede og sang med.

Så stod jeg dér. Sammen med alle de andre småbørnsforældre og smilede lidt anstrengt, mens vi prøvede at fortælle os selv, at man jo godt kunne have streetcredit, selvom man var til Gurli-show sådan en kold lørdag maj-eftermiddag. Det kan man sgu ikke, heller ikke selvom Frank Jensen også var til grise-show, men derfor var det hyggeligt alligevel (trods et stykke popcorn kilede sig ubehjælpsomt og lidt smertefuldt ind mellem to af mine hjørnetænder). Der var Urbanplan-festival, og udover Gurli, var der samosaer, candyfloss og balloner fra Enhedslisten. Nærpolitiet viste en politibil og de skudsikre veste frem, Dansk Folkeparti delte bolsjer ud og der var et loppemarked med alt fra tvivlsom hjemmebag til spraglede sengetæpper,  og jeg købte en børnebog samt et puslespil, der åbenbart mangler en brik eller to. Der var et virvar af forskellige mennesker og god stemning.

Til sidst stod jeg dér. Grisene vinkede farvel og Lillen sagde heldigvis nej tak til at stå i kø for at få taget et billede med Gurli. Babyen var træt og jeg kunne ikke længere mærke mine tæer, så vi rundede kort legepladsen på Bonderen (genialt sted, skulle i komme til Amager med børn) og kørte hjem, for at komme ud af de fugtige uldtrøjer og varme noget kakao.

Jeg er ude at gå en tur med barnevognen på villavejene, hvor mine svigerforældre bor. Det er der ikke noget nyt i – det nye er, at jeg gør det uden musik eller podcast i ørerne (gisp!). Jeg har nemlig glemt mine høretelefoner.

Først syntes jeg det var kedeligt, men da jeg havde tjekket min mail 35 gange (og modtaget lige præcis nul mails) begyndte jeg at vende snuden ud mod verden. Og så kom jeg til at tænke på alt muligt, for det er jo indimellem dét, der sker, når vi ikke lader os forstyrre af alt muligt. Jeg kom blandt andet til at tænke på at…

… jeg gerne vil have et magnolia-træ, når jeg bliver voksen. De er simpelthen så flotte, når de blomstrer. 

… jeg også gerne vil have havudsigt, for det er altså materialiseret sjælefred. Men jeg tror måske, at et magnolia-træ er mere realistisk.

… krager jo er KÆMPEstore! Og uhyggelige – deres næb er jo for vilde! Ved I godt, at de helt røvhuls-agtigt spiser andre fugles unger?

… alle har hund heromkring. Alle! Og de larmer og gøer, mens jeg går en slags akavet kapgang forbi havelågerne, fordi de pelsede typer ikke skal vække mit sovende barn.

… alle har også en havetrampolin, og alle børnene er ude at hoppe amok.  Godt det ikke er mig. Ikke fordi jeg ikke kan lidt trampoliner, men fordi knibeøvelser stadig er på top 1-listen over ting, jeg ikke får gjort.

… der er en del knallert-typer der er ude for at påske-cruise med 45 kmt/t og noget træsko-relateret fodtøj på. Det gad jeg til genæld godt (måske minus træskoene). Jeg ønsker mig sådan en helt sort Puch Maxi, selvom min mand siger, at det er kæmpe-nørdet af mig. 

… Lillesøster sover virkelig godt herude i den frisk luft, trods hunde, børn, knallerter og fuglekvidder over det hele. 2 timer and counting.

… jeg slet ikke har lyst til, at påskeferien skal slutte. Det har simpelthen været så rart at være sammen alle sammen, at få solkyssede kinder og at være et sæt voksne, der ikke er kørt helt over – tværtimod.

…alle er så søde og hilser på mig her på gåturen, selvom jeg kender absolut ingen. Det er jeg jo slet ikke vant til, så københavnerens svar er en slags klamt smil: