Tankeskrald fra 20. etage

Onsdag morgen vågnede jeg halv syv. Eller, jeg havde også været vågen klokken 22, 23, 24, 1 og 2. Og klokken 4 og 5. Mine øjne føltes tunge og hovedpuden havde gjort min nakke øm. På min ene side lå Lillen og var ved at vågne. På den anden side var en rumdeler med børnevenlige tegninger på, og i den anden ende af stuen var et barn, der mildt sagt havde sovet dårligt, og barnets mor, der vist heller ikke havde sovet – til gengæld kunne jeg høre, at hun fik drukket en hel del cola i nattens løb. Sygeplejersker kom og gik natten igennem, og hver gang døren blev åbnet blev stuens mørke brudt af det stærke lys fra lamperne på gangen. Selvom solen langsomt stod op i løbet af morgenen kunne man ikke se noget, fordi tågen lå tungt udenfor. Jeg tror ellers det ville have været et smukt syn at se byen vågne fra 20. etage.

Vi overnattede på hospitalet, fordi vi dagen forinden havde været til provokation med æg for at se, om Lillen var vokset fra hendes allergi. Det var hun overhovedet ikke, og efter nogle små doser æg blev hun så dårlig, at hun skulle have medicin og indlægges til observation i et døgn. Dét døgn blev for allergikerens vedkommende brugt til at køre ræs på børneafdelingens cykler, drikke saftevand fra fælles-køleskabet og kigge på akvariefiskene. Hun havde en kæmpe fest! Jeg kæmpede lidt med både nerver og tårekanaler, men havde mest af alt virkelig god tid til at tænke over vigtige ting såsom: Hvorfor askebægerne på de karrygule toiletter ikke var blevet pillet ned for længe siden? Og hvorfor har kiosken i forhallen mon et ganske imponerende udvalg af kondomer – altså, HVEM har brug for den slags på et hospital? Jeg ved godt at de knalder meget i Greys Anatomy, men…

På en måde var det som om, at tiden stod helt stille mellem alle de blinkende lamper, lugten af håndsprit og dyremotiver på væggene. Og ligesom på flyveture, blev tiden målt i, hvor længe der var, til madvognen skulle komme for at servere medisterpølse og suppe fra pose.

Vi blev udskrevet efter stuegang onsdag. Om en måned har vi tid til en test for at se, om damen også er allergisk overfor peanuts. Jeg håber det v.i.r.k.e.l.i.g. ikke. Det er jo ikke ligefrem fordi man i forvejen lever sådan helt bekymrings-frit når man er mor til en 2-årig, så to allergier oveni er måske lige i overkanten. Også selvom hospitalets saftevand faktisk smagte ganske udmærket.

Er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

Det nye år er landet fint her på Amager, og den første weekend i 2018 har været en blanding af alt det fantastiske rod, der hører med til at være en småbørnsfamilie. Lørdag ville vi have været en tur i Zoo, men da vi sad og spiste morgenmad, begyndte det at sne. Ikke sådan et idyllisk, dalende og kridhvidt snevejr, men mere sådan en sjasket, insisterende sne-regn. Og hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at stå inde i abeburet mens mit tøj er klamt og mine fingre kolde, så i stedet fik vi den dejlige idé at tage i IKEA.

Men er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

For vi var der sammen med hele Vestegnen, der spiste billige hotdogs, småskændtes og som styrede deres vogne rundt som var det tanks. Nåjo, følelsen af at blive tacklet sidelæns af en midaldrende matrone med vognen fyldt med duftlys og pudebetræk er bare noget helt særligt. Vi købte nogle planter og en taburet, og skyndte os ud i civilisationen. Vi rundede turen af med at tage et smut i Bilka, og det var også en værre omgang, men til gengæld havde de tilbud på baked beans og Haribo, og så kan man tilgive meget.

I dag har det været det smukkeste vejr, med solskin og frost, og det fik det sådan til at krible i mig for at tage på skiferie. Næste år! Istedet for at fise rundt på en alpetop var jeg ude at gå en lang tur med Lillen, en kold tur på legeplads og på café for at varme sig på en varm kakao. Lillen trådte i noget nær samtlige hundelorte på Amager, og selvom lortene er frosne, kan de åbenbart godt splatte ud under skoen. Det havde jeg alligevel ikke troet, men så er jeg allerede blevet klogere her i 2018.

Og nu sidder jeg i sengen og lader op til en ny uge i morgen. Jeg kan ikke rigtig genkende at et nyt år er en slags frisk start. Der har været lige så mange halvspiste makrelmadder, bunker af vasketøj og  Duplo-klodser ud over det hele, som der var i 2017. Men det behøver jo heller ikke være en frisk start. If it ain’t broken, why fix it? Mine eneste nytårsforsæt er således, at jeg 1) ikke skal klippes med en trimmer i 2018 (for jeg skal ikke gentage succesen fra 2017) og 2) jeg skal fjerne dét neglelak jeg har haft på mine tånegle siden i sommers. Og det har jeg ikke fået gjort fordi:

Jeg må til gengæld hellere gå ud i køkkenet med den pose tilbuds-Matador Mix, som min højre hånd på en eller anden måde hele tiden smutter ned i – også selvom det er årets første rigtige søndag, og jeg heller ikke har planer om at skille mig af med min bløde mave i det nye år 🤭. Ha’ en dejlig aften!

 

Nytårshilsen fra 2300

Jeg ligger under dynen i det mørke soveværelse. Klokken er ca. 15. Mit hoved er fyldt med snot, og det føles tungt. Ved siden af mig ligger en lille dukke og to forskellige kanin-bamser. På min anden side ligger den 2-årige, der trækker vejret tungt og er helt perfekt sove-lun. De røde krøller ligger spredt ud over puden, og jeg lister indimellem min hånd ind i hendes. 

Jeg ligger under dynen, mens jeg venter på, at Lillen har sovet færdigt og vi skal i nytårstøjet. Måske noget med rød læbestift. Lillen aner ikke at det er årets sidste dag. Hun ved bare, at hun skal ud til hendes mormor og morfar senere, og at vi skal have den nylavede konfekt med – den konfekt hun var tæt på at få en gedigen nedsmeltning over ikke var en slags fri buffet. Vi skal kaste knaldperler ned på villavejens kolde asfalt og høre dronningens nytårstale. Vi skal drikke champagne, putte Lillen på min søsters gamle værelse og jeg skal se om jeg kan holde øjnene åbne til kl 24. Jeg tror det ikke, men jeg vil gerne se fyrværkeriet. 

Jeg ligger under dynen og tænker over året der er gået. 2017 har egentlig været ganske fint. Vi er flyttet fra Vesterbro og ud i noget med vaskesøjle og gulvvarme i 2300 KBH S. Vi har været  en tur i Rom. Og i Krakow. Lillen er blevet to år gammel og det seneste halve år har været en alletiders blanding af snot, mund- hånd- og fod-syge… og børnesår. Jeg er blevet 30 år gammel (!!!) og har brugt helt åndssvagt mange timer på at se Gurli Gris, Designated Survivor og Rejseholdet i det forgangne år. Jeg har været i Odense og en masse i Malmø, og så har jeg været i sommerhus lidt længere ude på Amager. Og meget, meget mere af alt det, der tilsammen udgør et liv. 

Godt nytår! Tak for i år og vi skrives ved på den anden side! 

Om et tiltrængt jule-hi

Efter flere dages julefejring med masser af gris, sovs og chokolade, har der de seneste dage været en slags stemning af hi eller stilstand herhjemme. Sådan en stemning, hvor vi har sovet til klokken 9 hver dag (ja, den 2-årige er en god feriebuddy) og har spist sen morgenmad med masser af nutella og hvidt brød. Sådan en stemning, hvor man får en hel dag til at gå med at tegne et par tegninger, bygge lidt duplo og bygge hule i sofaen med Ramasjang på tv’et. Og sådan en stemning hvor man ikke har set skyggen af mad, der ikke er jule-rester, og ikke har været ude i den friske luft, i flere dage.

Men det har været tiltrængt, har det. At komme helt ned i gear – helt derned, hvor man faktisk begynder at kede sig lidt. Hvor man overhovedet ikke har nogen ide om, hvad klokken er, eller hvad dag det er.

Vi er kun så småt ved at komme i omdrejninger igen. Til aftensmad har vi spist noget med masser af spinat og tofu, og så har vi været en lille tur i skoven. Og når jeg siger lille, så var det fordi der var nogen der absolut ikke gad bruge deres ben i mere end 8 sekunder ad gangen, og som var bange for, om der boede trolde i skoven. Fordi nogen havde været så dum at bilde barnet ind, at vi skulle i skoven og se om vi kunne finde flotte pinde, nogle blade at sparke i og måske en trold. Men vi fik frisk luft, og ingen blev spist af skovtrolden.

Resten af juleferien skal bruges på at se nogle af de veninder, jeg ser alt for sjældent, til gåtur og kaffe. Hver gang jeg spørger Lillen hvad hun har lyst til at lave, svarer hun ”male”, så det tror jeg også vi skal. Vi har også talt om en tur i svømmehallen, og jeg skal hente en guitar, jeg har købt. Jeg har altid drømt om at kunne spille guitar, og har engang gået til det på aftenskole ude i forstæderne. Aftenskolen var bestemt en spændende omgang – men jeg lærte fandenfisemig ikke at spille guitar. Eller jo, en dårlig udgave af Hey Jude. Men nu skal det være! Det er vist det tætteste jeg kommer på et nytårsfortsæt: Jeg skal lære at spille et eller andet, der ikke er Hey Jude.  Hvis I har nogle idéer til, hvordan man bedst griber den slags an, så giv endelig lyd 🎸

Status pt. #26 – jule special!

Indeholder reklame. Reklame er markeret med *

Går godt:

-Bliver jeg helt lykkelig indeni, når Lillen om morgenen oprigtigt tror at der har været en nisse og putte en pakke i hendes julesok. Jeg fortæller hende aldrig nogensinde at nisser ikke findes. Eller, måske gør jeg, for jeg kan huske at jeg begyndte at tvivle på om min veninde mon havde brikkerne rigtigt lagt på plads i overetagen, da hun var 14 år og hårdnakket påstod, at der boede en nisse på hendes loft. Den slags vil jeg alligevel ikke udsætte Lillen for, vel.

-Jeg gennemførte infødsretsprøven på Politikens hjemmeside, så jeg kunne faktisk godt blive dansker på ny. Tillykke til mig! At jeg overhovedet ikke kan se, hvorfor man skal vide noget om hvem der har skrevet ”Lykke-Per”, eller hvornår unionen mellem Danmark og Norge ophørte, er en anden snak.

-Bliver jeg så glad når jeg ser Prins Harry og hans forlovede. Hvor ser de søde og glade ud, altså.

-Overvejer jeg at tage Lillen med i Fields for at se ”Ramasjang Mysteriet”, selvom jeg er cirka 25 år for gammel, og Lillen er cirka tre år for ung. Men helt ærligt, har ALLE ikke et crush på Christian fra Ramasjang? Bare et lille et? Ja?

-Har jeg lavet en kæmpe røvfuld konfekt i år, og i modsætning til sidste år har jeg ikke brugt en halv månedsløn på ingredienser. Hvorfor ikke, spørger du nok, og svaret er: Fordi min svigerfar indimellem kører til Tyskland og handler! Og så var der endda også billig Nutella. Altså, det er der vel egentlig altid i Tyskland, men det er jo ikke ofte at vi har frisk-importeret Nutella i køkkenskabet.

-Er jeg virkelig glad for mine nye vinterstøvler fra Dr. Martens*. Jeg føler mig ret sej på 90’er måden, når jeg traver rundt i mine nye, varme venner. De kan findes her: www.footway.dk/dr-martens, og de er super hurtige til at sende dem – jeg klikkede dem hjem mandag, og onsdag sad de på mine fødder. Der har de stort set siddet siden.

 

Går mindre godt:

-Jeg havde Lillen med på apoteket forleden. Hun ville gerne vide hvad samtlige produkter var, og på et tidspunkt hev hun fat i en ansigtsvask. Lillen: ”Hvad er det, muuuaar?”. Mig: ”Det er sådan noget man kan putte i ansigtet hvis man har bumser”. Lillen kigger på mig og peger: ”MOR MANGE BUMSER!”. Bare vent 10-12 år lille ven, så skal vi se, hvem der har bumser her i familien <3

-Har vi købt en temmelig skrabet udgave af et juletræ i Irma til 150 kr. Det er blevet læsset til med pynt, og Lillen vil gerne danse om juletræ – det føles bare lidt fjollet, når den grønne dusk går mig til hofterne. Til næste år går vi sgu all in, og så skal der ikke laves andet end at danse i cirkler hele december måned!

-Måske har jeg brugt lige lovlig lang tid på at læse om Prins Harry og hans forlovede. Jeg tror jeg kunne vinde et slag Trivial Pursuit, hvis temaet var Harry og Meghan (som faktisk hedder Rachel til fornavn, #vigtigefacts). Og jeg har ellers en alt for tarvelig paratviden til at spille TP.

-Hvert år kommer det bag på mig, hvor hurtigt Iphone lider en akut kulde-død i vintermånederne. Overvejer at emigrere sydpå, alternativt anskaffe mig brevduer eller lære røgsignaler. Man er jo helt hægtet af, når der ikke er strøm på babyen.

-Har jeg været ude at køre i en julepyntet 500S. Ej men hvor ER det hyggeligt! Men man bliver altså *lidt* køresyg af dinglende gran og julesokker.

-Kørte vi til Jylland i morges (altså ikke i 500S, vel), og det blæste så meget, at det føltes lidt som at køre radiobil. Bortset fra at det ikke er særlig sjovt når man er midt på Storebæltsbroen, det er tåget, folk kører som om de har glemt julestemningen derhjemme og den 2-årige ikke gider køre bil mere. Men! Nu er vi her! Og der er hjemmebag og et juletræ, der er højere end mig!

Ting jeg absolut ikke bryder mig om # 2

… At man altid bliver røvrendt noget så eftertrykkeligt når man køber sådan nogle blandede nøddeposer. 45 kroner for 98% peanuts og to – TO – mandler? REALLY?

… Mit hekse-hår på hagen. Jeg diskuterede det med min mødregruppe igår da vi var ude og spise brunch, og de har også et. Det er et uforløst mysterie, hvorfor det er væk den ene dag, og den næste dag slæber det nærmest hen ad gulvet. Hvorfor vokser hekse-hår ikke med normal hastighed? Og hvorfor opdager man det altid, når man ikke er derhjemme sammen med sin pincet?

… Duften af yoghurt, der har stået for længe fremme (og hvis den er helt gal: Stået fremme i solen). Sådan en syrlig, lun lugt. Ad!

… Når folk indleder en samtale med at sige ”Hva så?”. Så står man dér og føler sig som et utjekket får, og har mest af alt lyst til at sige: HVAD SÅ HVAD?

… Ting i wiener-dej. Spandauere, kanelsnegle og dén slags. Vi bliver bare aldrig rigtig venner.

… Folk med snapchatfiltre på deres facebook profil billeder. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan regne ud, at du ikke har store dådyr-øjne og en blomsterkrans i virkeligheden, vel?

… At brænde-hastigheden på kalenderlys aldrig nogensinde passer med den dato i december, man faktisk er nået til. Enten har man stearin-stress, eller også er man lige ved at brænde hele granhelvedet af allerede den 3. december.

…. At levende lys forurener luften helt vildt. Det er jo så hyggeligt. Øv.

… At læse noget, hvori der ikke er sat korrekt nutids-r. Det er lige før mine øjenæbler begynder at bløde, og den slags burde straffes med stokkeslag eller 80 timers samfundstjenste. Mindst.

… Når folk tager elevatoren, fordi de er for dovne til rulletrappen, og dermed spærre for dem med klapvogne, rollatorer og lignende der ikke bare kan tage rulletrappen. (Se selv, hvor grimt det ser ud med det nutids-r!)

… At tage jeans på der lige er blevet vasket. Det er….stramt.

… Den der dumme knap der er i midten af Hay-puder, og som går lige direkte i baghovedet når man tror at man skal ligge og hygge sig med at se en genudsendelse af 3 x Beliggenhed på sofaen

… Når man hælder havregryn og mælk op, men har fejlfortolket blandingsforholdet og ender med en bunke tørre gryn og ikke orker at rejse sig for at hente mere mælk. Becuase early morning.

Om prinsesser, social blindhed og baklava i klassens time

DR3 kørte for et stykke tid siden serien ”prinsesser fra blokken”, der portrætterede nogle unge kvinder med lange negle, en hård attitude og en opvækst, der vist ikke var helt ligetil. De boede alle sammen i en slags socialt boligbyggeri i hovedstadsområdet. En af prinsesserne, Siri, har fået sin egen serie og jeg synes den er værd at se  (se den her). Siri har det ikke nemt, men for dælen hvor har hun hår på brystet.

Jeg er opvokset på den københavnske vestegn, lige deromkring hvor Siri bor i starten af serien. Derude, hvor betonbyggerierne er i pastelfarver og hvor der er bygget skure tæt på stationerne til dem, der bruger dagene på at drikke øl – lunkne, så de ryger lettere ned. Derude, hvor solariebrun hud og piercinger i hele hovedet er god stil, og hvor man kan møde en mand med ”LORT” tatoveret med gotiske bogstaver henover overarmen i fitnesscenteret. Derude, hvor Tupperware-sælgeren i centeret lugter af gin, og hvor skraldespande er noget man brænder af.

Men det er også derude, hvor der findes landsbyer med stråtækte bindingsværkshuse og gamle, fine kirker. Derude hvor der bor en masse kedeligt almindelige mennesker, der nok aldrig får deres egen DR3-serie. Derude hvor man kan klappe geder, gå en tur i skoven eller tage i svømmehallen inklusive legeland for 25 kroner. Og jeg kan godt blive lidt træt af den ensidige fremstilling af vestegnen, der er i medierne, for det er aldrig dén side, der bliver vist – der hvor folk passer deres arbejde, spiser spaghetti med kødsovs til aftensmad og følger børnene i skole til tiden.

Og så er det derude, hvor mennesker har alle mulige forskellige hudfarver, baggrunde og livsmuligheder. Da vi for et års tid siden kiggede på at købe hus eller lejlighed, tænkte jeg meget over, at det sted vi valgte nok ville blive Lillens barndoms kvarter. Det var det sted, der ville danne rammen om hendes oplevelser, der hun ville få sine første venner, gå til de første fester og selv bevæge sig ud i verden på egen hånd. For det gør de steder, vi bor; de former os. Vestegnen har formet mig. Den har fx givet mig en meget karakteristisk københavnsk udtale, med meget udtales maaaaajet og nej mest af alt lyder som naaarj. Den har også gjort, at jeg vistnok ikke lider særlig slemt af social blindhed. Vi fik oftere baklava end flødeboller, når nogen i min klasse havde fødselsdag og  min allerførste kinddans var med en iransk dreng til Craig Davids ”7 days” –altså  jeg gik hver dag op og ned af de mennesker, som mange i dag er bange for. Jeg har set en klassekammerats far drikke sig ihjel, set hashmisbrugere i 8. klasse og set hvordan forældre kunne komme til at glemme deres børn midt i alle deres egne udfordringer. Men jeg har også bygget huler i skoven, været på æblerov, bygget sandslotte ved vandet, sejlet ture om sommeren i min fars båd og spist is på havnen.

Jeg syntes, at det var et fantastisk sted at vokse op. Fordi jeg havde nogle forældre, der altid gerne ville tale med mig om tingene og som fint rummede, at tingene nogle gange var lidt skæve. Og så tror jeg at jeg var så tilpas nørdet, at det aldrig rigtig var en mulighed for mig at blive inviteret med til de rigtig seje fester eller hænge ud med dem, der et par år senere sad i spjældet eller havde 3 børn med ukendte fædre. Det parcelhus-kvarter vi boede i kunne lige så godt kunne have ligget i Svendborg, Vejle eller noget helt tredje – det var alt det, der omkransede parcelhusene, der var noget særligt vestegn’sk. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage til Vestegnen, for nu har jeg ligesom prøvet dét. Men jeg ville heller ikke gøre det om.

Jeg håber, at vi kan give Lillen den samme trygge base herude på Amager, og at vi kan forme et menneske, der er nysgerrig og rummelig overfor det, hun ikke kender i forvejen (… undtaget stoffer og andre ting man kan ryge i spjældet for. Det behøver hun ikke undersøge nærmere, vel). Jeg håber ikke hun bliver en prinsesse fra blokken, for jeg synes der var nogle der skulle have passet bedre de piger engang, men jeg synes det er fint, hvis hun får lidt hår på brystet.

Ting jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor: Om at sidde fast, uden rigtigt at ville ud

Jeg sad forleden og læste nogle af alle de gamle hel- og halvfærdige blogskriv jeg har liggende på computeren. Jeg fald over et, som jeg skrev for præcis 2 år siden, men som aldrig er blevet udgivet. Det gør det så nu, for jeg synes faktisk at det meget fint beskriver dén ambivalens man kan have som nybagt mor; på den ene side kan man ikke forestille sig nogensinde at skulle forlade den lille kødklump, og på den anden side trænger man til at komme ud og væk fra sofaen. Jeg kan stadig huske følelsen af at være groet fast derhjemme med gylp på trøjen, mens alle andre har travlt med ferier, cocktails og uafbrudt søvn. Der var mærkeligt nok aldrig nogen der svarede på sms’er klokken 03.24 en onsdag nat… Men det føles som en evighed siden nu. Dengang jeg havde en lille baby. Værs’go, frisk fra december 2015. 

* **

Nåmen jeg er alene hjemme her til aften. Min partner in crime er nede og spise lækkert i Kødbyen. Jeg har brugt min aften på: 1) at spise halvfesen frysepizza, 2) at være godt og grundigt træt af mig selv over, at jeg ikke købte slik da jeg alligevel var i Føtex og 3) at tale med en dén stemme, jeg tror at rangle-katten Katzie havde, hvis altså den havde en.

Tidligere på ugen var min veninde forbi med take-away. Om morgenen havde hun været i TV og fortælle om sociale medier. Hun havde også lige været på arbejde og til frisør. Næste dag skulle hun fremlægge en reklame-idé for ledelsen i en større dansk virksomhed, inden hun skulle i lufthavnen og på kærestetur i Stockholm weekenden over. Jeg havde gylp på trøjen, og min ammehjerne fik næsten stress af hendes program.

Livet er godt nok noget helt, helt andet efter jeg er blevet nogens mor. Jeg bruger ikke mine penge på Ganni-ting og restaurantbesøg, men derimod på tøj i størrelse lille bitte og to-go-kaffe. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har dullet mig mere op end lidt mascara og en vatpind i øregangen, eller hvornår jeg sidst har fået noget som helst med alkohol i. Mine neglelakker tørrer ind og mine parfumer fordufter snart. Jeg laver ikke noget som helst uden for matriklen efter kl. 20.00, og det er en anden end mig selv der bestemmer, hvornår jeg skal op om morgenen. Og så ved jeg pludselig virkelig meget om baby-afføring, arp og tigerspring.

Jeg ville ikke bytte dét, jeg har nu, for noget som helst. Det er så dejligt at være sammen med et lille menneske, der smiler tandløst og lykkeligt, hvis jeg laver et mærkeligt ansigt. Én som prutter højlydt, uagtet situationen, og som kan have en fest alene ved at kigge på en ketchupflaske eller en farvet kaffekop. That being said, så glæder jeg mig også til at det er min tur til at spise middag med nogen i Kødbyen. Så kan mit lille, menneskelige sidekick jo hygge sig med faderen imens.

Han er iøvrigt også bedre til at give legetøjet stemmer, end jeg er.

Julegaver til arvingen

Jeg er lige kommet hjem fra julegave-shopping med min søde veninde Anne. Vi var på Strøget, og selvom jeg helst undgår det sted resten af året, kan det et eller andet i december. Granguirlanderne med julehjerter og lyskæder i. Duften af brændte mandler. Folk med dynejakker på og glögg-ånde. Frygten for lommetyve. Smukt pyntede udstillingsvinduer. Dét er altså julestemning! (Også selvom jeg ikke kan mærke mine tæer nu, fordi det var sådan en kold fornøjelse… Uff!)

Jeg ønsker mig en ny mascara, en ansigtscreme og kogebogen ”Kødfri Mandag” i julegave. Jeg prøver at skrive ned i løbet af året, hvad jeg ønsker mig, så jeg ikke ender i sådan en gang halvhjertet panik-liste med noget, jeg egentlig ikke rigtig har brug for. Det er noget andet med Lillen, for jeg har åbenbart virkelig svært ved at vente med at købe det, hvis der er noget, jeg synes hun skal have – og jeg kan endnu mindre vente med at give hende det! Måske skulle jeg ønske mig noget  voksen-tålmodighed i julegave 🙈

Nå, men alligevel er det lykkedes at lave en god ønskeliste, og nu er hun jo blevet så stor at det skal være noget hun faktisk bliver glad for – og ikke (kun) noget, som mor her synes, at hun mangler. Lillen ønsker sig…

… ”Numsebogen”, fordi hun synes alt der har med numse og prutter at gøre, er bomben.

…Balance-legesten fra Gonge, så damen kan træne grovmotorikken lidt på jorden-er-giftig-måden.

… Spil fra Djeco til de helt små børn. Så kan vi sidde og spille spil, drikke varm kakao og have det hyggeligt, når det er allermest koldt udenfor.

… Dukker fra Sebra. Lillen havde én, som hun var så glad for, men som desværre blev væk på vej hjem fra vuggestue. Derfor ønsker hun sig en ny, og det er nok det tætteste hun kommer på noget nydeligt legetøj – hæklet og i afdæmpede farver.

…Sengetøj med elefanter, “Sove Trine”. Det er så fint og retro-agtigt på den ikke-nougatfarvede måde, og ofte synger vi en godnat-sang med elefanter i at det næsten ikke kunne passe bedre.

…Bogen om Pippi Langstrømpe. Pippi er et kæmpe hit herhjemme, så jeg tror hun vil elske en rigtig Pippi-bog. Og så er Pippi jo også en én med noget seriøs girl-power, og den slags forebilleder må Lillen hjertens gerne få!

…En kælk, så vi kan komme ud og lege i sneen på Amager Fælled, når/hvis dén slags kommer.

Om den søde kløe og grimt legetøj

Jeg sidder i sofaen, pakket ind som en sommerfuglelarve i en puppe af uld-tæppe. Min mund klør, fordi jeg har nøddeallergi men alligevel har spist en halv plade Marabou med nødder – nogen gange er det bare det værd at have en kløende mund for (… og ja, jeg er 30 år). Jeg ved ikke helt om man kan kalde det for den søde kløe, men den er i hvert fald forårsaget af noget dejligt sødt og knasende!

Lillen er stadig ikke frisk, så idag har jeg haft fornøjelsen af at være hjemme med den lille frikadelle. Vi har leget med togbane og med dukker, læst om Totte der bager kage og så har vi diskuteret, hvor meget sukker, der må komme på havregrøden. Ikke at det er til diskussion, egentlig. Vi har været en lille tur nede for at handle ind, hvor jeg brugte en formue på juice serveret til noget frygtelig høj umchi-umchi-musik af en ung herre på omkring 11 år, og på at kaste mønter ind i en syngende Postmand Per-bil. Og så var vi i Bilka. 

Jeg fik næsten ikke Lillen med hjem fra Bilka, fordi hun forelskede sig noget så eftertrykkeligt i en kæmpestor enhjørning af plys og glimmer, på tilbud til 399 kr. Hvorfor er det altid det aller grimmeste legetøj børn falder for? Jeg har aldrig nogensinde set mit barn være helt rundtosset over noget i douche farver og god kvalitet. Lige nu ligger hun og tager sig en lur med en anden af hendes store forelskelser: En skrigorange chimpanse, som hun ikke kunne leve uden, da vi sidst var i zoo. Jeg prøvede at sælge chimpansen til hende i  sort eller brun, men damen kiggede på mig med sådan et ”ikke-mere-pis-nu-moar” blik, og sagde: ”Nej. Orange.” Og sådan blev det – selvfølgelig. Men det er en rigtig fræk chimpanse. Forleden kunne jeg høre lyden af kuglepen på papir og Lillen, der med sin mest indignerede stemme sagde: “EJ! Frække abe!” – da jeg vendte mig om og kiggede, havde aben godt fat om en kuglepen, mens den tegnede på en biblioteksbog. Hjulpet på vej af Lillens små, tykke fingre selvfølgelig.

Nu vil jeg hente noget koldt vand til at dulme kløen med, og så vil jeg nyde stilheden lidt endnu. Inden længe vender jeg tilbage med nogle bud på, hvad man kan ønske sig i julegave når man er to år – og legetøj i støvede pastelfarver og den slags er der absolut ikke noget af 😉 God eftermiddag!