Status pt. # 32

… Jeg har købt en bunke politisk korrekte, økologiske og genbrugelige ammeindlæg. Problemet er bare, at det føles som om jeg har grovkornet sandpapir i amme-bh’en, og det er ikke en drømmesituation, når brysterne i forvejen er ømme #avforhelvede.  Så nu har jeg ribbet Bilka for dén slags ammeindlæg man smider ud, og den står 1-0 til mine bryster vs. miljøhensynet i denne omgang.

… Apropos amning, så havde jeg helt glemt, hvor sulten og tørstig man bliver af at – bogstaveligt talt – brødføde et andet menneske. Jeg har konstant ørkenmund og spiser som om der ikke var nogen i morgen, og således er madbudgettet allerede brugt op her halvvejs gennem juli.

… Og så undrer jeg mig for tiden meget over, at ingen har lavet en ammepude til mennesker, der har en overkrop, der er længere end én af de der linealer, man havde i penalhuset i folkeskolen? Jeg sidder jo helt krøllet sammen med mine strålende 176 cm, hvis jeg giver den skøre, flade pude et skud.

… Hvordan det går henne i frisuren? Jo tak, jeg har fået sådan noget ufrivilligt pandehår: En 3-5 knækkede tjavser, der hænger ned i panden, fordi der er for kort til at være inkluderet i barselsknolden. Overvejer snart at låne Lillens hårbøjle med en kanin og noget tyl på.

… Min mave er ikke rigtig gravid-agtig at se på længere. Men den er heller ikke flad. Mest af alt ligner jeg en, der er glad for øller og har en ret usund æbleform.

… Speaking of øller, så drikker jeg helt vildt mange alkoholfri øl fra Rema1000 for tiden. De koster ikke rigtig noget, og de smager godt når de er sådan rigtig kolde – jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at de smager af øl. Anbefalingen skal dog tages med forbehold, for jeg tror faktisk mine smagsløg har glemt, hvordan rigtig øl smager.

… Barselshjernen har sat ind, og jeg har således præsteret at tage elevatoren til den forkerte etage i min egen opgang. Det er også svært at overskue, når der både er stuen og første sal at vælge imellem.

… Dén lænd, jeg skrev om forleden, er kommet i hænderne på en kiropraktor. Den havde simpelthen sat sig forkert, og jeg var derfor stiv som et bræt og øm, som om jeg havde lavet noget væsentlig mere actionfyldt end at sidde i sofaen og fodre babyen. Det går bedre nu, men kiroporaktoren mente, at jeg burde finde noget efterfødselstræning. Jeg har det sådan her ved tanken om at skulle motionere mere, end jeg har gjort de sidste fem år sammenlagt:

 

 

Cirkus Spædbarn 2.0

Da vi fik Lillen, var det overvældende. Ansvaret. Kærligheden. Hverdagens omvæltning. At finde benene i vores nye roller som nogens mor og far. Det hele.

Anden gang rundt i manegen i Cirkus Spædbarn er for mig noget markant andet end det var første gang: Vi er ikke blevet forældre, for det var vi i forvejen. Vi bærer allerede det store ansvar at skabe et glad og sundt barn. Vi har prøvet at være løbet over ende af kærlighed til et lille buttet, knirkende væsen. Vores hverdag er allerede tilrettelagt efter et relativt lille barns behov. Vi har ikke fået nye roller, for vi var mor og far allerede inden Lillesøster kom ud i virkeligheden. Det har været fantastisk, kæmpestort og utroligt at få et nyt familiemedlem, men det er ikke været overvældende – tværtimod.

Det er i stedet trygt og genkendeligt, og indtil videre dejligt nemt. Lillesøster gør det nemt, for hun er lige nu fantastisk mild og i virkelig god trivsel, så bekymringerne kan ligge på et ret lille sted – de handler mest om, hvad barnet skal have på, og jeg har efterhånden erfaret at det vist aldrig rigtig stopper (altså vi snakker ikke en krise over mærker eller om tingene passer sammen, men om temperaturer og den slags ikke? Så fashion er lillesøster trods alt ikke. Især ikke når det er hendes far der har fundet tøj frem 😜). Lillen er en meget, meget kærlig storesøster. Hendes mor og far får selvfølgelig noget skældud, men Lillesøster får kun kys og søde ord.

Det er en fed følelse, sådan at have en grundlæggende ro og overskud. Altså jeg har et bjerg af vasketøj, yoghurt på blusen og mit køkkengulv ligner et Pollock-værk af havregryn, saftevands-sjatter og hårspænder, men på den mentale front er der ro og overskud.

Kroppen er derimod ikke helt så overskudsagtig. Igår var jeg ved at sætte mig ned i supermarkedet og afvente en form for hjemtransport, for skroget nægtede at foretage sig mere dén dag. Det havde allerede været på legeplads og siddet ufatteligt mange timer i skrædderstilling med mælkebaren åben. Det eneste, der fik mig stavret hjem, var tanken om det kagebord, mine svigerforældre havde importeret fra de jyske breddegrader, og som ventede hjemme i lejligheden. Jeg bilder mig ind, at jeg godt kan mærke at jeg er blevet tre år ældre siden sidst. Især min lænd knager og brager, selvom den snart har haft en uge til at falde på plads. Er det en fysioterapeut der skal kigge på den slags? En kiroprakter? Eller noget helt andet?

Tak for alle hilsener og kommentarer til sidste blogindlæg, det gjorde mig så glad! Og tak fordi du læser med ❤️

Jeg ligger i min seng. Og ved siden af mig ligger det fineste lille menneske.

Jeg ligger i min seng. Gennem gardinet kan jeg se, at aftensolen er ved at gå ned og byen bliver stadig mere stille. Ved siden af mig ligger det fineste lille menneske, der trækker vejret i små, hurtige ryk og som dufter fantastisk af nyfødt. Hun siger små knirkelyde og spjætter indimellem med armene, så de små bitte fingre farer rundt i halvmørket.

Lillesøster er to og et halvt døgn gammel nu. Hun blev født hjemme i stuen med hjælp fra verdens sødeste jordemoder – præcis som jeg gerne ville have det. Jeg glæder mig til at fortælle om det, men lige nu rækker hjernekapaciteten ikke til ret meget andet end at dosere kaffen rigtigt, holde styr på hvornår der sidst er skiftet ble og forsøge at huske aftaler – i morgen får vi fx besøg af sundhedsplejersken, og når jeg Googler hendes navn kommer der et billede af Steffen Kretz, så jeg er i sandhed spændt på netop dén aftale.

Vi er ved at lande som en familie på fire. Lillesøster bliver kysset, aet, passet godt på og så får hun lov til at se Gurli Gris sammen med storesøster – selvom det nok er begrænset hvad man kan se, når man stadig er voldsomt nærsynet. Jeg har ondt i hele skroget, og maven har konsistens som en vandmand selvom den bliver holdt lidt på plads af sexede nettrusser med dertilhørende kæmpe-ble (“moar, hvorfor har du sådan en måtte på?” som Lillen så fint spurgte).

Det er altså lige som det skal være. Her er fred, ro og rart. Jeg er træt og glad, og så er jeg taknemmelig helt ind i knoglerne.

Velkommen til, Lillesøster. Jeg glæder mig til at lære dig at kende, til at være den allerbedste mor jeg kan og til at kysse dine fine kinder de næste mange, mange år <3

Status pt. # 31

… I går var jeg til jordemoder, og hun prøvede at lave en hindeløsning. Hun mente overhovedet ikke at det var ved at være tid til Lillesøsters fødselsdag. Til gengæld holdt hun efterfølgende sine slimede handsker helt oppe i mit ansigt og sagde: ”Se, der er ikke tegnblødning eller noget”! Yikes. Jeg behøvede altså ikke at se det, for at tro på det.

… Min krop lyder efterhånden som en omgang pindebrænde, når jeg bevæger mig. Knæk. Knirk. Klonk. Det er heldigt at huden er der til at holde sammen på det hele, ellers er jeg bange for, at jeg på nuværende tidspunkt kunne ligge på stuegulvet med mine knogler spredt ud som et Mikado-spil.

… Jeg ser virkelig, virkelig meget Blacklist på Netflix, og er blevet helt forelsket i Ryan Goldegg. Mand, hvor er han pæn! Overvejer at kalde Lillesøster for Ryan, i stedet for dét, vi ellers har aftalt.

… Åh, hvor jeg glæder mig til snart at kunne bruge noget undertøj, der ikke ligner, at det er købt i fortelt-afdelingen i en campingbutik. Det er komfortabelt med graviditets-trusser, men for dælen, hvor er de grimme og store.

… Nu vi er henne i undertøjsafdelingen forstår jeg ikke rigtig dette her. Overhovedet.

… I dag har jeg været til zoneterapi for at se, om det kunne sætte gang i noget. Jeg har ingen idé om den slags hjælper noget, men det var alle pengene værd at få nusset fødder i 40 minutter med pling-plong-musik i baggrunden.

… Efter zoneterapi fik jeg lyst til iskaffe, så jeg vraltede ind på den nærmeste kaffebar. Her sad et par, der var meget imponerede over størrelsen på undertegnedes vom. Damen fortalte at hun var gået 17 dage over tid med begge hendes børn. 17 dage! Så ender jeg med at få roterende fis i kasketten, altså. Det er allerede faretruende tæt på.

…Jeg oplever ikke rigtig det store her i overtidens venteværelse, men jeg snakker lige så meget som jeg plejer. Tænker at det godt kan ende med at være nogle meeeeeget lange dage for min familie. Vi er dér, hvor det er spændende hvad min mand har fået i kantinen til frokost, og hvor jeg læser artikler fra Realityportalen om Gitte Nielsens baby – og fortæller al indholdet videre til dem, der (ikke) gider høre på det.

… Jeg har en – hvis jeg selv skal sige det – ganske pæn kjole, som er dejlig luftig her i varmen. Sådan en ternet sag fra Day Birger et Mikkelsen med lidt glimmer i. Min mands kommentar til kjolen er, at jeg ligner Homer Simpson ”i dét af afsnit, hvor han spiser helt vildt meget for at blive så tyk, at han kan fritages fra arbejde og i stedet arbejde hjemme”. Tak, skat.

… Samme mand så i øvrigt sådan her ud, da han troede, at jeg havde tænkt mig at sætte mig på skødet af ham (men han var for sød til at sige noget, så jeg vil stadig gerne være gift med ham):

 

…. Nu gider jeg ikke mere.

EJ hvor er du DUM, Søren!” sagde jeg og rynkede brynene alt det jeg kunne, mens jeg kiggede på min uforstående mand. Jeg kunne mærke en klump i halsen, der voksede, og tårene pressede sig på. Min læbe bævrede. Og så kom det: Jeg begyndte at hulke-græde, højlydt og snottende. Årsagen til, at min mand var dum var, at han havde smidt nogle af Lillens tegninger i skraldespanden. Tegninger, der på grund af et åbent vindue var blæst ned på gulvet, og som jeg ikke kunne overskue at samle op fordi maven var i vejen.

Jeg fiskede tegningerne op, lagde dem i pres under nogle tunge bøger, og var lige ved at sige nej til at tage med min dumme mand ud på Reffen for at spise frokost som aftalt. Men efter en halv times gråd faldt hormonerne ligesom til ro, og jeg kunne godt se, at det måske var en reaktion, der måske var liiiiige i overkanten. Lillen producerer cirka 3000 tegninger om ugen, og de fleste bliver arkiveret lodret – han kunne jo ikke vide, at det lige præcis var dem på gulvet, jeg havde tænkt mig at gemme.

Vi kørte ud til Refshaleøen, og jeg spiste for 100 kroner blandet friturestegt i en peruviansk madbod. Det var hyggeligt, men helt ærligt ikke? Der lugter eddermandme dårligt ude på Refshaleøen. Og det er ikke særlig rart, når man har en graviditets-lugtesans som en schæferhund.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg ikke gider være gravid mere. Jeg er udspilet. Træt. Svedig. Grådlabil. Og mere end klar til lillesøster. ”Hvornår tror du Lillesøster kommer ud til os?” spurgte jeg Lillen. ”Om lang tid”, svarede damen.

Jeg er efterhånden bange for, at hun har ret.

Er hjemmefødsel sådan noget med panfløjtemusik og moderkage-smoothie?

Solen er langsomt ved at gå ned over Amager, og jeg kan gennem min åbne altandør høre, at de fleste omkring mig er helt opslugt af fodboldkampen. Jeg synes fodbold er lige så spændende som at fjerne hård hud på fødderne, så istedet tænkte jeg at skrive lidt om dét, der fylder aller mest for mig lige for tiden: Fødslen.

Jeg håber på at føde Lillesøster i vores stue. Jeg havde egentlig ikke overvejet at føde hjemme, for i mit hoved var hjemmefødsler risky business og temmelig langhåret med  røgelsespinde, panfløjtemusik og moderkage-smoothie. Men så var det, at jeg pludselig skulle til at forholde mig til, at jeg snart selv skulle føde nogen. Og hvordan ville jeg det denne gang?

Første fødsel var god. Virkelig. Men dét, jeg alligevel husker som op ad bakke var:

  • Køreturen ud til Hvidovre Hospital med galoperende veer. Hvert et bump på vejen føltes som Kilimanjaro, og dét at skulle sidde stille og fastspændt var for mig intet mindre end frygteligt. Og turen fra lejligheden og hen til bilen, ikke? Jøsses.
  • Kontrollen, inden vi fik en fødestue. Først fik jeg at vide, at vi med al sandsynlighed ville blive sendt hjem igen, men det skete ikke: Efter at have ligget en halv time på ryggen, med bælter på maven og have skiftevis jamret og overvejet, om jeg var for tyk til at kunne hoppe ud af vinduet, fik vi lov til at komme ind på fødegangen. Tanken om at skulle tage turen frem og tilbage til hospitalet var ikke rar, og endnu mindre rart var det at skulle ligge stille, indsnøret som en rullesteg, på en briks et sted ude i fødemodtagelsen.
  • De mange professionelle, jeg nåede at møde. Jeg tror det blev til seks-otte stykker, fra vi ankom til hospitalet til vi blev installeret på barselsgangen. De var alle sammen søde, men det er altså ikke nye mennesker man gider forholde sig til, når det føles som om man er i gang med at vende vrangen ud på sig selv.

Det kunne jeg nu pludselig undgå, ved at føde hjemme. Fordi: 1) jeg skal ikke selv rykke mig ud af flækken, 2) jeg kan ikke blive sendt hjem og jeg skal ikke ligge på en hård briks med bælter på maven og 3) der er kun én jordemoder og måske en studerende til stede, og jeg har dem endda helt for mig selv.

Der var også andre forhold der afgjorde, at jeg valgte at satse på en hjemmefødsel. Efter at have født Lillen fik jeg at vide, at jeg skulle være opmærksom på, at det godt kunne gå ret hurtigt næste gang, og jeg tænker, at det trods alt vil være mere rart at være hjemme end midt på motorvejen, såfremt det skulle gå som torden og lynild. Der er også et praktisk aspekt i forhold til Lillen, for hun kan blive hentet af mormor stille og roligt, når Lillesøster forhåbentlig snart beslutter sig for at se dagens lys. Jeg har heller ikke den store lyst til at køre hjem med et få timer gammelt barn i autostolen, dér vil jeg hellere ligge i min seng sammen med hende – og allerhelst i min egen seng, i mit eget sengetøj og med mine hjemmebagte boller på tallerkenen.

Sidst men ikke mindst ved jeg, at jeg kan føde uden smertestillende (for der er ikke mulighed for fx epiduralblokade, når man føder hjemme), og jeg tror på, at min krop kan klare opgaven en gang til. Jeg er altså tryg ved det, og dét tror jeg, er helt essentielt.

Reaktionerne på, at jeg satser på at føde hjemme har været blandende. Nogen har rystet godt og grundigt på hovedet. Nogen synes det er en god idé og andre synes det er modigt. Jeg tror ikke jeg vil kalde det modigt, for statistisk set er en hjemmefødsel lige så sikker som en hospitalsfødsel, såfremt visitationen er ordentlig – og oveni købet er der lavere risiko for komplikationer og indgreb i hjemmet (se kilder fx her og her).

Min mand var ikke helt solgt, da jeg nævnte ideén første gang, men det blev han hurtigt; han skulle bare have lidt tid til at gruble over sikkerheden i projektet, og om, hvorvidt vores gulvkonstruktion kunne bære et fyldt fødekar inklusiv hans kone + 15 kilo, ha! Jeg tænker, at det bliver rart for ham, at han ikke “bare” er med, når festen rigtigt går igang: Han er hjemme, hvor han ved, hvor kaffen står og hvor han kan finde isterninger til den prustende dames saftevand.

Der er en del forberedelse til sådan en hjemmefødsel. Vi har lejet fødekar samt skaffet gamle håndklæder og sengetøj, der kan blive smidt ud. Vi har købt afdækning (… tak til min mand, der har købt presenninger i Silvan, som var hans kone en trailer <3) og lavet en snack-kurv med nødder, chokolade osv. Vi har pakket en taske til hvis vi skal en tur omkring hospitalet samt lagt min vandrejournal og et sæt tøj i størrelse lillebitte klar. Jeg synes, at det har været hyggeligt at kunne gå og forberede alt det praktiske hen ad vejen.

Den mentale forberedelse har inkluderet et smut forbi hjemmefødsels-cafeén på hospitalet, snakke med min konsultationsjordemoder, en masse fødselsberetninger, artikler fra Jordemoderforeningen, en facebook-gruppe for hjemmefødere og ”Bogen om hjemmefødsel”. Jeg har nørdet studier af fordele og ulemper, læst om oxytocin og haft en lang liste af spørgsmål med til min jordemoder om alt fra lamper til statistikker for akutte overflytninger. Der har været en del forberedelse, for når jeg har taget et valg, der ikke er det gængse (det er stadig ganske få procent der føder hjemme, selvom der ses en stigning), vil jeg også gerne være sikker på, at jeg har valgt rigtigt.

Jo mere jeg har forberedt mig, jo mere er brikkerne faldet på plads: Det føles som et godt og rigtigt valg. For mig. Jeg håber og tror på, at det bliver en alletiders oplevelse at få lov til at mærke roen og trygheden ved at være herhjemme.

Jeg glæder mig, selvom jeg indimellem bliver ramt af sådan en hvad-pokker-har-du-gang-i-følelse. Men dén følelse tror jeg egentlig at jeg ville have, uanset hvordan jeg havde valgt at føde, for det er jo ikke ligefrem fordi det føles som en blid massage at føde et barn – tværtimod, kan man sige…

***

Er der nogen af Jer, der har født hjemme eller som overvejer at gøre det? Så vil jeg mægtig gerne høre om oplevelser, tanker og dén slags!

Photocredit: Lillen. Outfit: Min absolut grimmeste graviditets-bluse fra H&M, inklusive obligatorisk plet på maven. Lækre graviditetsbilleder er ikke en ting her i anden ombæring. 

 

Close, but no cigar

Er det nu?” spurgte min mand, mens han gned søvnen ud af øjenkrogen. Klokken var lidt over 6 om morgenen og der var stille i lejligheden, men jeg var stået op. Jeg rystede på hovedet, det var ikke nu. Ingen fødsel i sigte. Jeg var kun tidligt oppe, fordi jeg var blevet så vred på en flue i soveværelset, at jeg var rykket ind i sofaen og havde tændt for Go’ Morgen Danmark.

Jeg tror indimellem der er noget under opsejling, fordi det murrer og spænder. Jeg når lige at gøre mig mentalt klar og overveje praktikken – vi skal have fyldt fødekarret! Vi skal ringe efter min mor! Har vi styr på hvor de gamle håndklæder og babydynen er? – inden det går i sig selv igen. Close, but no cigar. Men det er tæt på, for i går havde jeg termin. Og hvordan føltes det? Mest af alt sådan her:

Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg er blevet sur endnu, men jeg er utålmodig. Jeg vil gerne snart møde Lillesøster, og jeg vil gerne snart være alene i min krop igen. Jeg glæder mig til snart at kunne nyde dén luksus det er at kunne rejse mig op, uden at skulle tage det i prustende og klodsede etaper, og til ikke at skulle bruge en tredjedel af min vågne tid på at tisse.

Jeg svinger fra den ene yderlighed til den anden; mellem at være helt afslappet og indstillet på at Lillesøster ‘kommer, når hun kommer’, til at Google ”hindeløsning København” og spise dadler eller drikke hindbærblad-the i rå mængder. Og så er det en skør fornemmelse, det kontroltab der er særligt udtalt i slutspurten af graviditeten: Jeg aner ikke, om der sker noget om halvanden uge eller om halvanden time, og det er en tilstand af konstant afventen, nervøsitet og længsel. Jeg tør ikke længere sige til Lillen, at det er mig der henter fra børnehave, for det kan lige så godt være hendes mormor. Jeg synes også det er mærkeligt at skulle handle ind til aftensmad til de kommende dage, for jeg aner ikke, om vi har overskud til at lave pad thai på søndag – måske har vi en nyfødt, måske ligger jeg og brøler inde i stuen og måske er jeg bare virkelig gravid og sulten.

Jeg forsøger ikke ”bare” at være i venteposition, men også at kunne bruge den sidste tid på noget hyggeligt som jeg ikke får gjort de næste måneder. Jeg syer børnetøj, spiser pizza i parken, drikker morgenkaffe med min nabo og så spiser jeg helt vildt meget is – det må man gerne, når man er så tyk og det er så varmt udenfor. Jeg bager også boller til den store guldmedalje, for så er der noget lækkert til jordemoderen og Lillesøsters faderlige ophav, når fødslen går i gang (jeg tror ikke jeg skal have nogen, for jeg har nok travlt med at kaste op). Problemet er bare, at jeg pt. kan inhalere sådan en bageplade med lune, sprøde boller i løbet af ingen tid, især med tandsmør og pålægchoklade, men så må jeg jo bare bage nogle nye.  Jeg er altså ikke bare hævet på grund af varmen, men også fordi jeg spiser min egen kropsvægt i hvedemel på daglig basis. Yndigt.

Svedige, hævede, utålmodige og  kærlige hilsener fra Sofie, 40+1. Må I få en dejlig weekend! 🍾🎉💕

“Det kommer desværre ikke til at udvikle sig til en bæredygtig graviditet” sagde scanningslægen. Og mine ben føltes som gelé.

Jeg er virkelig taknemmelig for at være gravid, og hvis det betød at jeg skulle kaste op og ligge bænket til sofaen i ni måneder, så gjorde jeg det hellere end gerne, fordi jeg ved, hvad der venter i den anden ende.

Men.

Når det er sagt, så har det fandenfisemig trukket tænder ud denne her gang. Jeg har kastet op, mens jeg vaskede hår under bruseren. Jeg har følt mig som en rigtig kedelig udgave af Lillens mor, når jeg lå inde i sengen og højst kunne svinge mig op til at læse ”Plet leger gemmeleg”. Jeg har haft så meget kvalme, at jeg i perioder bedst kunne overskue at ligge på sofaen og glo huller i luften. Jeg har haft dage, hvor lænden har føltes som om den har levet cirka tre gange så lang tid som resten af kroppen. Og så har jeg været bekymret på en helt anden måde, end jeg var første gang, og det er uden tvivl dét, der har været det hårdeste.

Første gang jeg var gravid skænkede jeg det ikke en tanke, at der kunne være noget galt. Det var 9 måneders total ubekymrethed, og hvor jeg dog savner netop dét. Jeg tror det handler om, at jeg denne gang ved, hvad jeg kan forvente efter ni måneders vokseværk i maveregionen – og dermed ved jeg også, hvad der er risiko for at gå glip af. Men det handler også om, at det lille frø af usikkerhed, der voksede sig større, blev plantet meget tidligt. Jeg var i starten af forløbet til nogle ekstra scanninger, og den ene gang fik jeg at vide, at: ”Det desværre ikke kommer til at udvikle sig til en bæredygtig graviditet, og vi skal tale om du vil have en medicinsk abort eller afvente”. Men jeg kunne se en lille, bønneformet figur på skærmen – og midt i bønnen, var der noget der blinkede. ”Nårh ja, det kan godt være du har ret” sagde scanningslægen, og rynkede brynene. En ældre læge blev tilkaldt, kastede et hurtigt blik på skærmen og ønskede mig tillykke. 30 sekunder senere stod jeg alene på gangen og havde fornemmelsen af, at mine ben var blevet til gelé. Og den fornemmelse gik ikke helt væk, for jeg var hele tiden sikker på, at der var noget, jeg skulle være bekymret over.

Jeg græd og græd, da vi var til nakkefoldscanning inden jul, fordi jeg var så lettet over at der stadig var et lille menneske derinde, og at det tilsyneladende havde det helt perfekt. Og jeg græd også ned i pomfritterne, da vi efterfølgende kørte på McDonalds for at fejre. Man er vel fra Vestegnen. (Ej, det var faktisk en virkelig tarvelig omgang, og det var altså ikke kun fordi nogen havde grædt ned i pomfritterne).

Jeg følte mig tusinde kilo lettere, da misdannelses-scanningen i 20. uge var overstået. Derfra turde jeg faktisk tro på, at det kunne ende godt. Jeg turde tage noget andet tøj på end det, der bedst skjulte den voksende bule på maven, og jeg kunne godt tale med andre om graviditeten. Langsomt begyndte den tunge sky af bekymring at lette.

Og det er jo gået fint, heldigvis. Det er gået fint, selvom hjernen indimellem løb af med mig og glemte at lytte til kroppen, selvom den forsøgte at fortælle, at jeg godt kunne sænke skuldrene og begynde at glæde mig lidt.

Skuldrene er ikke røget helt ned på plads endnu, men de ryger længere ned for hver dag der går. For hvert livstegn, den lille dame giver og fordi jeg er så tæt på målet nu. Jeg har et lille liv i maven, der vokser og trives præcis, som hun skal. Inden længe får jeg lov til at holde hende, kysse hende – og trække vejret helt ned i maven, for første gang i meget, meget lang tid.

Måske vi skulle være bedre til at tale om, hvor svært det kan være at glæde sig i en ny graviditet efter én (eller flere), der ikke er endt med et barn?  Og måske skal vi som samfund være bedre rustet til at hjælpe med, at en ny graviditet ikke bliver én lang bekymring? Hvis man kigger på statistikkerne, har vi nemlig nok at tage fat på.

Hjælp: Hvilke blogs skal jeg bruge mine snart mange, stillesiddende timer på?

Da Lillen faktisk var lille (… det tror jeg ikke helt længere man kan kalde nogen, der vejer 16 kilo, som tager selfies og som lige har klippet hul i sin fars trøje i arrigskab, vel?) sad jeg ned. Hele tiden. Så meget, at min numse her snart tre år senere stadig er så flad, at den næsten går indad. Jeg sad ned, når jeg ammede, men især sad jeg ned, når arvingen var faldet i søvn efter amning. De mange timer, hvor hun sov på mig, var der to ting, der reddede mig: En flaske med saftevand indenfor rækkevidde og min telefon. Jeg scrollede rundt på Instagram, Facebook og læste en masse blogs. Indimellem så meget, at jeg fik ondt i tommelfingeren.

Om lidt – når Lillesøster beslutter sig for at se dagens lys – skal jeg til at hænge ud i sofaen igen. Men til forskel fra sidst, har jeg slettet Instagram, jeg har gjort mit feed på Facebook virkelig kedeligt og jeg følger ikke så mange blogs som tidligere. Derfor har jeg brug for Jeres ideér til, hvilke nye blogs, jeg skal kaste mig over.

Jeg er ikke til:

– Blogs med madopskrifter, kort sagt fordi jeg synes madlavning er nogenlunde lige så spændende som at afkalke bruseren eller sortere de slatne rucola-blade fra posen med salat.
– Træningsblogs. Jeg hviler ret godt i at have føromtalte flade numse, og har absolut ingen intentioner om at spise acai-bowls eller begynde at eksperimentere med kettlebells.
– Modeblogs, fordi jeg ved at jeg er en svag sjæl, når jeg bliver præsenteret for pænt tøj i stride strømme.
– Blogs, hvor grammatik og sprog ikke er nogenlunde smooth. Jeg er ikke selv særlig skarp til dét med kommaer, men til gengæld får jeg lyst til at grave mine øjenæbler ud med en ske, når der ikke er styr på ting som nutids-r og stavning.

Jeg er derimod vild med velskrevne blogs med personlighed og meninger. Jeg følger fx gladeligt med hos Hvid Kaffe, i carried a watermelon, Hej Hej Vardag, Er Du Her Ikke Snart, Ida Bida, Mor Her og Blogsbjerg.

Så: Hvem skal jeg bruge mine snart mange, stillesiddende timer på? Hvem læser i med hos? (Og nu håber jeg, at I skriver noget, for ellers virker det ret kikset sådan at sende spørgsmål ud i plenum. Så: På forhånd tak <3)

Billede fra Hej Hej Vardag.

Status pt. # 30

… Det er åbenbart fysisk umuligt for mig at lave en urinprøve, uden at tisse på mine fingre. Og det er jo ikke sjældent at man skal lave urinprøver som gravid, så det er bare alletiders.

… Alt vores sorte tøj ligner noget, der er blevet rullet i en bunke med skæl og nullermænd, fordi jeg åbenbart har vasket vatpinde i vaskemaskinen. Jeg tabte for nogle dage siden en håndfuld vatpinde på gulvet, og kunne ikke overskue at samle det op – og så er de altså landet nederst i en bunke med vasketøj. Dumt.

… Som om det ikke var nok med en vaskemaskine fuld af fnuller, så larmer det noget så eftertrykkeligt når vaskemaskinen kører. Den er nemlig fuld af småsten og sådan er det, når man glemmer at tømme den snart 3-åriges lommer inden tøjet ryger i maskinen. Det er thug life at være vaskemaskine hjemme hos mig, kan i nok høre.

… Jeg var forleden i Rema1000 efter toiletpapir og rugbrød. Kom hjem med blandt andet dette her #PreggoOnTheLoose:

Reklame (produkter modtaget gratis): Mit hår dufter lige for tiden af mandarin. Ikke kun fordi jeg i går spiste mandarin-is fra Ørestads bedste is-pusher mens det blæste kraftigt og jeg havde løst hår, men også fordi jeg har fået shampoo og balsam med mandarin-duft fra ziito.dk. Hårprodukterne kommer i barer, ligesom gammeldags sæbe, så der ikke er noget emballage-gris. Smart!

… Jeg har været til oplæsning med uddrag fra Morten Papes kommende bog, ”Guds bedste børn”. Faktisk skete der dét, at jeg blev sådan lidt små-forelsket i Morten, fordi han virker så klog og rar. Jeg plejer at sige, at hvis jeg ikke skulle være gift med Søren, så ville jeg være gift med Huxi Bach, men jeg tror faktisk at Huxi’s plads må vige for Morten. Sorry, Huxi.

… Jeg har stortudet til Sprinter Galore. Årh mand, dér hvor forældrene finder ud af at de skal have en baby ikke? Eller dér hvor Sprinter rejser videre ud i verden? Det trækker altså tænder ud.

… Jeg har også stortudet til Kasper og Sofie. Men mest af alt græd jeg forleden, da jeg genså Bodyguard – I ved, dén hvor Kevin Costner er en knudemand og Whitney H. havde bobbet pagehår og store øreringe. Jeg kunne ikke se slutningen for bare snot og tårer.

… For ganske nyligt har jeg fundet ud af, at Lillen var dét, man kalder en stjernekigger, dengang hun blev født. Tsk, og jeg som bare troede at de vendte sådan! Det gik alligevel rimelig hurtigt med at få hende ud af undertegnedes hylster den varme sommerdag for snart tre år siden, så jeg spurgte forleden min jordemoder: ”Jamen… hvad nu hvis det går så hurtigt, at der ikke når at komme en jordemoder?”. Hun svarede (selvfølgelig): ”Ja så føder du jo bare”. Øhm… Helst ikke, vel.