Kærlig hilsen fra sofa-kartoflen på Amager

Jeg sidder i sofaen med altandøren stående åben, og her er helt stille – bortset fra lyden af en bil, der holder i tomgang ude på vejen. Jeg har bagt rosinboller og sendt Lillen på besøg hos hendes bedsteforældre i forstæderne, og nu sidder jeg ligesom fast her i sofaen. Det er rart. Rart at kunne hvile hovedet og den store og efterhånden temmelig trætte krop. Weekenden (som for tiden starter med en fridag fra børnehave om fredagen) har været god, men jeg kan godt mærke, at der efterhånden er lige så meget spræl i mig som i en daggammel kop earl grey, og det harmonerer ikke altid med én, der gerne vil køre på løbecykel, tegne, lege med køkken eller lege vildt sådan cirka hele tiden. Jeg er blevet mere sådan en tegnefilm-og-bøger-mor. En sofa-mor. En lidt kedelig mor.

Men tilbage til weekenden, for selvom jeg er træt, så har den været meget, meget fin. Jeg tror den kan deles op i fire lige store bidder:

Den ene er gået med at se veninder og drikke noget bedre kaffe, end den tynde omgang instant-kaffe, jeg selv kan præstere. Jeg har fået toast og snakket om alt og ingenting, og selvom jeg er temmelig klar til ikke at være gravid længere, så nyder jeg også at kunne gøre den slags ting alene. Lige om lidt er det jo slut for en rum tid. Den kommende uge er spækket med aftaler med søde mennesker, men i mit stille sind håber jeg på, at de ikke bliver til noget. Fordi Lillesøster 💕

Den anden er gået med at se Blacklist på Netflix. Altså ikke sammen med Lillen, for nogle gange er selv Pippi Langstrømpe til den uhyggelige side, men sammen med min mand. Jeg synes det er det hyggeligste i hele verden at lave hule i sengen og være sammen om noget på computeren. Heldigvis er Blacklist en halvgammel serie, så der ligger sådan cirka en million afsnit og venter.

Den tredje har jeg brugt på vores badeværelse – ikke på at lave ansigtsmasker eller fodbad, og heller ikke fordi jeg har fået madforgiftning. Derimod er vi ved at lære Lillen at gå på toilettet. Jeg har således brugt meget lang tid på at læse bøger, argumentere for at man ikke behøver at skylle ud hvis man ikke har tisset og på at hjælpe med at vende underbukserne rigtigt. Jeg har i samme ombæring også brugt lang tid på at rydde op efter skumfest i håndvasken, tage det lille toiletbræt af og på (… selvom det var et herligt syn da den unge dame hoppede op på det almindelige toiletbræt og bogstaveligt talt sad med røven i vanskorpen) og ikke mindst på at hente chokolade: Hvis man sidder på toilettet får man nemlig én M&M, og hvis man kan præstere noget mere, så får man en ekstra M&M. Haribo-pædagogikken når den er bedst.

Den fjerde er gået med at plukke og spise jordbær. Lørdag kørte vi til Lille Skensved, en tur på en lille halv time, for at plukke øko-jordbær på Ventegodtgaard. Det var simpelthen så hyggeligt; vejret var lunt, der var masser af søde, solmodne bær og man måtte spise mens man plukkede. Lillen syntes det var fantastisk, og vi kom hjem med over et kilo jordbær, der nu er spist – på kage, som snacks og så er jordbærmadder på rugbrød også lækkert. Så: Hvis nogen mangler en idé til en sommer-udflugt, så kan jeg kun anbefale det!

Ha’ en dejlig mandag! Kærlig hilsen sofa-kartoflen på Amager <3

Dengang var jeg uafhængig, ubekymret og mine konsekvensberegninger brillerede ved sit fravær. Nu er jeg alt det modsatte.

Jeg er SÅ træt idag. Jeg har sovet 8 timer, men var alligevel nødt til at tage en time på skjoldet i morges, da jeg havde sendt Lillen og hendes far af sted. Jeg har drukket kaffe, gået vraltet en tur, og så har jeg en omgang bananmuffins i ovnen. Hvis ikke et kombineret koffein/sukker-chok kan hjælpe på denne her zombie-agtige tilstand, så ved jeg snart ikke hvad. Og jeg bliver nødt til at vågne, for jeg skal en tur i Fields med Lillen, når jeg har hentet hende. Aftenen og morgenen var noget værre rod, fordi den unge dame ikke kunne finde hendes plastic-ring med en lille panda på, så jeg har lovet, at vi kan købe en ny.

Da jeg stod og hakkede chokolade til muffins, skruede jeg om på P7, og lyden af Lizzies ”Ramt i Natten” fyldte køkkenet. Det var et kæmpe hit i 2008, og teksten er altså… eh… noget helt særligt: Uh mit hjerte banker smerter kun for dig / Hvem var din ven der / bagved dig han kiggede mærkeligt / trak sit våben lod mig få den / det gik så stærkt jeg aldrig så den…  Kan I huske den?

Med ét var jeg tilbage på Rhodos. 10 år yngre, nogenlunde samme kampvægt som jeg har lige nu (jeg blev ikke ligefrem tynd af at rejse rundt i Peru, kan man sige) og med en hudfarve, der vist bedst beskrives som changerende et sted mellem lædersofa og Nutella. Jeg var af sted med to veninder, og vi hørte ”Ramt i Natten” hele tiden. Ferien gik mest ud på at 1) blive brun, 2) drikke sig fuld og 3) blive endnu mere brun. C’est la vie anno 20 år gammel.

Det fik mig til at tænke på, at det føles som om, at det er meget, meget længe siden. Dengang var jeg uafhængig, ubekymret og mine konsekvensberegninger brillerede ved sit fravær. Nu er jeg alt det modsatte, og kommer derfor ikke til at rejse – og opføre mig – på den måde igen.

Jeg har altid tænkt, at man ikke bliver mere begrænset af sine børn, end man gør det til, og jeg har altså aldrig frygtet dét der med, at livet skulle ”gå i stå” når der kom børn på banen. Og det tænker jeg egentlig stadig. Hvad jeg faktisk har lyst til, har derimod ændret sig 360 grader. Jeg kunne godt drikke mig mere i hegnet og svinge træbenet noget mere (ikke lige nu, vel), men jeg har ikke lyst. Jeg vil hellere sove og være frisk til at være sammen med mit barn. Jeg kunne godt rejse nogle mere eksotiske steder hen, men jeg har ikke lyst. Efter at have tilbragt et døgn på et fransk hospitals børneafdeling, er nogle Småland i Sverige mere end rigeligt eksotisk for mig. Også selvom jeg troede, at jeg ville blive typen, der rejste rundt i Asien med mit barn i en vikle. Jeg kunne godt en masse ting, men jeg har ikke lyst til særlig meget andet end at være tæt på mit afkom og på den trygge, velkendte hverdag.

Pointen er, at det ikke er Lillen, der på den måde definerer hvad jeg (ikke) vil og kan – det er mig selv. Og helt ærligt, så føles det helt okay at sidde med computeren her i sengen (selvom jeg har spildt muffin overalt – godt det ikke er min side af sengen, haha!), i stedet for at ligge på en strand i det græske øhav og svede i en solid bagkoger. Jeg har jo selv valgt det.

Lidt snigende utålmodighed, lidt kedelige opgaver og en masse rart

Igår aftes lå jeg i sengen og så en serie på computeren. Min mave var fuld af pasta og is, og så var den stenhård. Det trykkede lidt, på en konstant og insisterende måde. Da klokken nåede 22 tænkte jeg, at jeg hellere måtte lægge mig til at sove så jeg var nogenlunde frisk, hvis nu lillesøster besluttede sig for at melde sin ankomst i løbet af natten. “Det kan sgu godt være det er snart!” sagde jeg med lige dele spænding og nervøsitet i stemmen til min bedre halvdel. Snydt pomfrit – jeg vågnede 8 timer senere, veludhvilet, tissetrængende og stadig helt vildt gravid. Og nu virker det ikke længere som om der er noget som helst under opsejling…

Så: Istedet har jeg taget bløde bukser på (og sat dem under maven, ligesom mænd i deres bedste alder med en ordentlig sovs-og-øl-kuffert foran har for vane at gøre), og så er jeg gået igang med at rydde op i Helvedes Forgård aka vores depotrum. Derinde, hvor der bor alt fra strømper og luftmadras til gulvskrubbe og ekstra shampoo. Derinde, hvor det altid roder, og hvor nullermændende ligger sådan nogle steder man ikke kan komme til med en støvsuger, når maven rager en meter ud fra kroppen. Jeg er virkelig kommet til alle de kedelige ting på min to-do liste, og næste punkt er således at gøre bestikskuffen ren. Jeg skal også have slæbt mig ned at handle, for vi mangler yoghurt – og så har de halv pris på Snickers-is i Bilka, og DET kan lillesøster godt lide 😜

Heldigvis er det ikke kedelige opgaver det hele – jeg har skam også hygget mig. Jeg har været i Zoo og på stranden med mit afkom, og det var både varmt og super hyggeligt. Jeg har været til sommerfest i børnehaven med ét styks overtræt barn der i hvert fald ikke skulle være med i løve-teatret, men med god mad og solskin. Jeg har fået trykket mit skrog godt og grundigt igennem til en virkelig god massage på Nørrebro. Jeg har købt nye plakater til Lillens værelse og en barsles-gave til mig selv (…eeeej, tak Sofie! Det skulle du da ikke have gjort! Jo jo, det manglede da bare!). Jeg har solgt ud af min garderobe til et hyggeligt loppemarked sammen med en veninde, og selv fundet nogle herlige lopper. Og så har jeg været på Flyvergrillen – min far ønskede sig en tur derud i fødselsdagsgave, så det fik han selvfølgelig. Turen inkluderede kold øl, bøfsandwich og pølsemix – og jeg tror ikke man kan finde et spisested der har så lidt grøntsager på menukortet (læs: Det er iceberg-salaten under fiskefileten). Men der var legeplads, flyvemaskiner, spændende mennesker med tennisstrømper i sandalerne og kæmpestore kameraer, men vigtigst af alt: Min far var glad og tilfreds.

Lidt snigende utålmodighed, lidt kedelige opgaver og heldigvis en masse rare ting herfra. Nå, det var det depotrum jeg kom fra. Pokkers, haha! Hav en god tirsdag ❤️

 

Rutineret tyksak: Hvordan det føles at være gravid, når det ikke er første gang

Da jeg efter positiv graviditetstest tilbage i efteråret ringede til lægen, og fik fat i en telefonsvarer der meddelte, at lægen var på ferie de næste 3 uger:

Da jeg var gravid med Lillen læste jeg hele Politikens Graviditetsbog, og havde helt tjek på, hvor mange minutter jeg var henne og i hvilken uge, baby dannede øjenbryn. Denne gang har jeg læst 1½ side, og når folk de seneste 8 måneder har spurgt hvor langt jeg var henne har jeg mest af alt set sådan her ud:

I min første barsel, i ugerne inden Lillen gjorde sin entré, havde jeg masser af tid til at drikke iskaffe, slappe af i parken og hænge ud med mine venner. Nu? Altså, idag stod jeg op kl. 7, og jeg skal have støvsuget, vasket tøj, afleveret bøger på biblioteket og bagt 60000 mini-pizzaer færdigt inden i eftermiddag, hvor vi skal til sommerfest i børnehaven. (Og ja, der er mel over det hele, og i stedet for at støvsuge det op blogger jeg, haha!). Dette her er mig, når folk spørger om ikke det er rart at “kunne se Netflix hele dagen, sove middagslur og rigtig komme ned i gear inden Lillesøsters ankomst”:

Da jeg var igang med at bage Lillen, havde jeg altid rent hår og mascara på, og jeg vraltede rundt i noget rimelig pænt (og rent!) tøj. Dette her er nogenlunde det look, jeg har sportet det sidste laaange stykke tid:

Og første gang havde jeg en masse billeder af maven, så jeg senere kunne sætte dem ind i Lillens bog. Her er antallet af mavebilleder vi har taget på nuværende tidspunkt (… og nu er det ligesom ved at være for sent. Det er heller ikke ligefrem yndigt længere, hvor jeg mest af alt ligner og føler mig mere som en lidt skørt proportioneret medisterpølse):

Og selvfølgelig: Første gang sneglede tiden sig afsted, og det føltes som om at jeg var gravid tre gange så længe som jeg egentlig var. Denne gang føles det som om, at min mave pludselig er blevet virkelig stor, men at hovedet ligesom ikke rigtig kan følge med – det er gået virkelig, virkelig hurtigt. Jeg er derfor sikker på, at det kommer til at tage røven på mig, når jeg en dag får veer. Til gengæld er det virkelig rart at have en idé om, hvad det er der skal ske – og ikke mindst hvad der venter når det hele er overstået. Åh, snart er der små fingre, knirkelyde og babyduft over det hele <3 (…Og stumpen af navlesnoren, gylp, lange nætter og det der mærkelige afføring, spædbørn har gang i, men det er jo også en del af pakken!). Jeg kan næsten ikke være i mig selv over, hvor meget jeg glæder mig til at møde den lille dame – og hvor stort det bliver, når Lillen bliver storesøster! YES!

 

 

Om børn og lopper

Indeholder reklame for Børneloppen

Jeg er glad for at købe brugt tøj til mit afkom, og jeg gør det rigtig meget. Jeg synes det er rart at det er lidt mere bæredygtigt end at købe nyt, at kemikalierne ofte er vasket ud af tøjet og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at det ofte er billigere end tøj fra butikkerne. Især nu, hvor Lillen hver dag ligner én der har været med i ”Alene i Vildmarken”, når hun kommer hjem fra børnehave.

For nogle måneder siden fik jeg øjnene op for Børneloppen, der ligger i Valby og i Slagelse. Det er helt vildt smart, for det fungerer som en stor butik, hvor man kan købe brugt tøj og børneting, og det er private der sælger. Tøjet og tingene varierer selvfølgelig i stand og pris, og det føles lidt som at gå på skattejagt. Jeg kan bruge timer derinde! Godt at de har et køleskab med kolde colaer og et toilet 😜

På én af mine ture til Børneloppen spurgte jeg, om ikke jeg måtte prøve deres koncept af i nogle uger, for til gengæld at skrive om dem på bloggen. Det ville de heldigvis gerne være med til, og jeg har således haft min egen reol med Lillens brugte tøj til salg i tre uger. Jeg har sorteret og prismærket tøjet, og hængt det op på ”min” reol. En gang om ugen var jeg nede for at rydde op på reolen og hænge mere tøj frem, og det var rart at kunne sælge tøj uden at skulle måle, svare på fem tusinde beskeder, aftale afhentning og den slags – det kørte bare, og jeg kunne endda følge med i løbende, hvor meget jeg solgte.

Det var mest ting til ti eller tyve kroner, jeg havde sat til salg, men alligevel endte jeg med at tjene cirka 1400 kroner på de tre uger. Jeg tror dog at det i det store hele har været en gedigen underskudsforretning for mig, for hver gang jeg kom ud til Børneloppen købte jeg halvdelen af butikken, haha! Fx denne her lille Mini Rodini dragt i størrelse 3 måneder (jeg kunne ikke lade være, fordi Lillen har et joggingsæt magen til):

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg tager en omgang mere, når Lillesøster er vokset ud af de første størrelser af hendes garderobe. Indtil da kommer jeg helt sikkert forbi for at finde fine ting og sager til mine små damer!

Børneloppen i Valby køres af Sofie og Johanna. Johanna har været så sød at svare på et par spørgsmål omkring deres biks, så læs videre, hvis du har lyst til at vide lidt mere om den, og få nogle insider-tips til, hvordan man får et godt salg:

Kan du fortælle lidt om tankerne bag Børneloppen? Hvorfor er det en god idé med et børne-loppe-supermarked?

Vores oprindelige tanke for Børneloppen var simpelthen at gøre det nemmere at købe og sælge brugte børneting. Både Sofie og jeg har altid været vilde med at gå på loppemarkeder og på alle mulige måder købe brugt, men vi syntes det kunne være bøvlet: At skrive med en masse mennesker på Facebook, folk der prutter om prisen og dét med at rende på posthuset. Jeg kommer fra Finland, hvor loppesupermarkeder har eksisteret siden 90’erne, så jeg havde tænkt tanken før – men det var først sammen med Sofie, at vi begge turde sige vores jobs op og springe ud i det som selvstændige.

Hvad kan man sælge hos Jer? 

Hos Børneloppen kan du sælge ting til børn, men også udstyr som man skal bruge i forbindelse med at man får børn (ventetøj, ammeudstyr, vikler, bæreseler, sutteflasker, barnevogne/klapvogne og så videre). De fleste lejer en stand, og samler det tøj som ungerne ikke kan passe længere, eller det legetøj som ikke længere bliver brugt. En anden familie kan lige så godt få glæde af det, og det er bedre for miljøet end bare “købe og smide ud”.

Hvordan får man et godt salg?

Et godt salg kommer fra:
– En overskuelig stand (ikke alt for proppet, og gerne med et “tema” – f. eks tøj til små piger)
– Sæsonens varer i god stand (her om sommeren sælger vi mange kortærmede bodyer, shorts, badetøj etc.)
– Gode priser (tænk ikke hvor meget du har givet for det – tænk hvor meget du selv ville give for en brugt vare)
– Man kommer forbi med nye varer og samtidig rydder op på sin stand
– Man gør reklame for sin stand på de sociale medier (vi har fx en meget aktiv gruppe på Facebook ”til salg i Børneloppen i Valby”, hvor over 3000 nysgerrige købere følger med.

Hvad tilbyder Børneloppen ellers af aktiviteter og arrangementer?

Vi har stort set aktiviteter hver uge – det kan være alt fra babyrytmik til slyngevejledning. Desuden har butikken i Slagelse også virkelig mange aktiviteter. Events bringer en helt særlig hyggestemning i butikken, og vi elsker når legerummet er fyldt med mødre på barsel 🙂

Ting jeg gerne ville have vidst, inden jeg blev mor: Noget om amning

Da jeg var gravid første gang, skænkede jeg ikke rigtig amning en tanke. Jeg vidste at jeg gerne ville amme, og tænkte, at det nok var rimelig ligetil. Det var det bare ikke.

Den første måneds tid havde jeg sår på brystvorterne. Ikke fordi Lillen suttede forkert, men fordi damen lavede et seriøst vakuum. Det gjorde møghamrende ondt, når hun tog fat, og jeg skulle huske mig på ikke at mase det lille menneske til plukfisk, selvom jeg havde brug for at klemme hårdt sammen om noget. Som 10-årig udviklede jeg faktisk det geniale koncept klemme-håndtag, der var fremstillet i trylledej (til brug ved toiletbesøg, forstås). Jeg burde have gemt dem til amme-brug. I stedet spjættede jeg lidt med benene og bandede for mig selv.

Da mælken løb til gjorde det dobbelt så ondt.  Jeg havde så ømme bryster, at jeg vågnede hver gang jeg vendte mig i sengen om natten, og jeg var ved at græde, hver gang afkommet skulle fodres. Og hvis der var nogle små negle, der ramte brystvorterne, havde jeg lyst til at ligge mig i fosterstilling og krepere. Jeg luftede og smurte, men lige meget hjalp det.

Suttebrikker blev min redning, og er til dags dato de bedste 80 kroner jeg nogensinde har brugt. Lige så stille gjorde det mindre og mindre ondt, og jeg behøvede ikke suttebrikker mere. Jeg lavede til gengæld heller ikke meget andet end at amme, og en amning kunne det sagtens tage 45 minutter. Alligevel tog Lillen ikke nok på, og jeg var helt vildt ked af det; ikke fordi alternativet var flaske, men fordi hun havde været sulten, og jeg ikke kunne gøre hende mæt. Hun fik noget supplering på flaske, og så gik jeg igang med at malke ud – jeg har til dato aldrig følt mig så sexet, som når jeg sad med sådan en hånd-malker knappet til mælkebaren. Eller nej. Mand, hvor føltes det skørt. Men det virkede, og Lillen blev fuld-ammet indtil hun begyndte på grød.

 

Jeg havde været lidt spændt på, om jeg ville have det okay med at amme i al offentlighed. Det havde jeg, viste det sig. Og jeg har faktisk slet ikke fået nogen kommentarer, snarere tværtimod – på et tidspunkt var jeg nødt til at fodre arvingen ved et lille bord foran bageren i Føtex, 300 meter fra vores daværende lejlighed. På min ene side sad en herre og nød et kilo pølsehorn, og på min anden side sad en ældre dame. Damen kiggede meget intenst på mig, men efter et stykke tid sagde hun: “Ej, jeg vil bare høre hvor du har købt den flotte kjole!”. Ikke et ord om mælk, bryster eller baby.

 

Amning er en sær – og svær – størrelse, og samtidig er der så meget både kulturelt og biologisk på spil (…og det er slet ikke altid at de to aspekter taler helt godt sammen). Det ville jeg gerne have været bedre forberedt på. Men det er jeg til gengæld denne gang, og jeg har købt en startpakke på apoteket: Ammebrikker, lanolin-salve og ammeindlæg. Og så har jeg indstillet mig på at have tålmodighed – masser af den 🤱🏼

Hvis min tid lige nu var en ting, så var den nok et mellemlægspapir

Det er en lidt mærkelig tid lige nu. På den ene side er jeg så tæt på termin, at man ikke ville gøre noget for at stoppe det, hvis jeg fik veer nu. På den anden side kan jeg godt ende med at være gravid et stykke ind i juli. Der er både kort og lang tid til, at vi får lov til at møde den lille dame.

Hvis min tid lige nu var en ting, så var den altså nok et mellemlægspapir. Det ligger mellem dét at være (meget) gravid, og dét at være mor til to indenfor overskuelig fremtid. Mellem kendte rutiner og en ny hverdag, hvor det hele nok bliver vendt godt og grundigt på hovedet. Mellemlægspapiret er ventetid og tålmodighed, men også en snigende rastløshed. Jeg har ryddet op i Lillens legetøj. Jeg har sørget for gamle håndklæder og et solidt lager af snacks til fødslen. Jeg har købt ekstra stofbleer og lagt alt tøjet i størrelse 56 klar i den øverste kommodeskuffe. Jeg har spist is og læst bog på altanen (er pt. I gang med ”En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard – kan anbefales!). Jeg har vasket betrækket til sofahynderne, og om lidt skal jeg i gang med at ordne køkkenskabene. Når der ikke rigtig er noget man skal, kan det godt lige pludselig virke vigtigt at få sat alle kikærterne og makreldåserne i dato-orden…

Jeg er til gengæld slet ikke nået til det punkt, hvor jeg synes det er ved at være træls at være gravid.  Jeg kan stadig huske, hvor sur jeg var dengang med Lillen, haha! Bevares, jeg sveder her i sommervarmen og jeg vågner en del om natten. I løbet af en dag er der cirka 10 minutter, hvor jeg ikke er sulten (i skrivende stund er klokken endnu ikke 13, og jeg har indtil videre spist 3 halve boller med ost, en portion græsk yoghurt med müsli, en abrikos, en masse vandmelon, to stykker ristet rugbrød med laksesalat og 3 stykker tofifee. Ja, det er godt gået!). Jeg vralter når jeg går og det er en større operation jeg skal sætte i gang, hvis jeg skal have fat i dén eyeliner, jeg har tabt og som nu ligger under skabet på badeværelset.

Men det er helt okay, og jeg synes faktisk, at tiden er gået hurtigt indtil videre. Det hænger nok sammen med, at jeg sover 10-12 timer om natten, så praktisk talt har jeg jo klaret halvdelen af graviditeten på skjoldet. Det hænger nok også sammen med, at jeg her i anden ombæring ikke har haft tid til at ’nørde’ graviditeten på samme måde, som første gang. Dengang var der jo ikke nogen, der skulle hentes fra børnehave og spises af 17.30, eller bunker af vasketøj der truede med at overtage verdensherredømmet. Det er der (heldigvis) nu.

Hvordan gik det så med ikke at købe nyt tøj?

Tilbage i efteråret skrev jeg, at jeg ikke ville købe tøj de følgende 12 måneder. Og hvordan gik det så?

Det korte svar: Ad helvedes til.

Det lange svar: Jeg holdt den faktisk til marts måned. Jeg købte nogle enkelte ting på Trendsales, hvilket var i overensstemmelse med aftalen med mig selv – det var ikke nyt tøj, men preloved. Dét, der egentlig slog aftalen ud af kurs var, at jeg pludselig stod og manglede vintervenligt graviditetstøj. Jeg tænkte, at jeg sagtens kunne bruge mit graviditetstøj fra tidligere, for termin dengang og nu ligger kun 1½ måned fra hinanden. Hvad jeg ikke lige havde forudset var, at maven denne gang voksede helt vildt hurtigt, fordi det hele ligesom havde været udspilet en gang før – og derfor stod jeg i starten af året og manglede tøj som mit udspilede maveskind ikke lignede en indeklemt rullesteg i. Jeg tømte Danefæ’s webshop for tunikaer og rummelige kjoler, simpelthen.

Nu det alligevel var gået i vasken med ikke at købe nyt tøj, tog det lidt overhånd. Jeg har købt en del i yndlingsbutikken & Other Stories. Jeg har købt en lyserød glimmer-nederdel, nogle nye sko, prikkede bukser, stribede bukser, en slå-om kjole og et par overalls. Blandt andet. Jeg tror det skyldes, at jeg begynder at kunne se enden på dét der med at være gravid, og jeg glæder mig sådan til at kunne have pænt tøj på igen, hvor man – hold nu fast – kan se noget talje! (… Selvom jeg udmærket godt ved, at mit barselsoutfit 99% af tiden helt sikkert bliver noget med bløde bukser og en lettere forvasket og/eller plettet bluse).

Men det går ikke. Og derfor er det slut igen, når vi rammer den 1.6. Basta.

Jeg har brugt nogle dage på at rydde ud i mit klædeskab og lave bunker til loppemarked og genbrug. Og jøsses, hvor er der meget! På en eller anden måde føles det simpelthen så rart at få ryddet ud og ryddet op – også selvom det er frygteligt, hvor mange poser med tøj jeg har, der egentlig ikke fejler noget som helst andet end bare ikke lige at være dét jeg gerne vil gå med. Da jeg læste modevidenskab i Stockholm var jeg til forelæsning med en dame der sammenlignede det masseproducerede, billige og trendbaserede tøj med en slags modeverdenens McDonalds: Det er ikke rigtig godt for noget eller nogen – især ikke for miljøet.  I stedet opfordrede hun til kvalitet, tidsløshed og mindre udskiftning i gaderoben. Den er jeg egentlig med på, men det kræver altså noget øvelse i praksis at ændre sit forbrugsmønster helt. Det er en proces.

Nu vil jeg finde mine solbriller, lave mig en kop kaffe og vralte ned til den nærmeste genbrugsbutik med første omgang tøj. Måske jeg skulle runde Paradis Is på vej hjem – jeg vil gerne smager deres Kinder Bueno-is! Nyd solen og onsdagen <3

Ting jeg IKKE skal lave i morgen:

-Barbere ben og klippe tånegle. Jeg er jo ikke slangemenneske, vel? Det bliver absolut yndigt, når mine hår på benene begynder at blafre i vinden og mine tånegle stikker et par centimeter udenfor sandalerne.

-Apropos sandaler: Jeg skal ikke have mine Birkenstock på, fordi jeg har fået et par vabler – nok fordi mine fødder opfører sig som en bolledej til hævning her i sommervarmen. Jeg ringede til min mor, og spurgte om hun havde nogle ”nørde-sandaler” jeg kunne låne. Jeg elsker hende for, at hun ikke engang spurgte hvad jeg mente, men bare svarede ja <3 #TeamFodformetOgMedVelcro

-Spise ostemadder. Af en eller anden grund kan jeg ikke udstå ostesmagen længere. Også selvom den smager af sådan cirka ingenting. Til gengæld er jeg blevet virkelig glad for flødeis, hvilket er heldigt, for så får jeg dækket mit kalk-behov 😜

-Gå i Fields og hænge ud på Joe and the Juice. Fordi det var jeg i sidste uge, og det var altså en utilfredsstillende oplevelse at sidde der og være helt tyk og halvgammel mellem alle de unge mænd, der hørte umchi-umchi-musik alt, alt for højt. Og så får jeg røde knopper og hjertekvababbelser af at være i Fields – jeg er slet ikke inde i mit storcenter-game som dengang jeg brugte tiden efter skole på at dalre rundt i Glostrup Centret og kigge på 00’er-tøj med Playboy-tryk i det fineste akryl.

-Tjekke min netbank. Vi ved alle, at så længe man ikke tjekker, så er der penge på kontoen. Jo, der er.

-Farve øjenbryn, fordi det har jeg ikke gjort siden jeg blev gravid… Også selvom Lillen forleden var så elskværdig at spørge, hvor mine øjenbryn var henne. Jeg pegede på dem, hvortil hun svarede ”jeg kan SLET ikke se dem, mor!” Thanks 😐

-Shoppe bikinier. For dét gjorde jeg forleden, og i en størrelse større end jeg normalt bruger. Det endte nogenlunde sådan her, da jeg skulle vise mine nye bikinier til min mand (…jeg kunne nemlig ikke få overdelen på, men til gengæld fik jeg lukket for blodgennemstrømningen til benene da jeg fik mast mig ned i underdelen):

 

Men hvad hvis hun får en flåt? Tanker fra en nyslået børnehavemor

Vi sad i bilen på vej hjem fra Sverige. Solen skinnede, og udenfor gled gule rapsmarker og skilte med elge på forbi. Søren kørte, Lillen snorkede på bagsædet og jeg sad og skiftevist spiste snacks og ævlebævlede om alle de ting, jeg var smadder nervøs for i forbindelse med Lillens børnehavestart. Søren kiggede på mig, smilede og sagde: ”Altså det ER da næsten mærkeligt, at hun stadig lever, hva?”.

For jeg ER nervøs. Og bekymret. Over alle (u)mulige ting og mere eller mindre hele tiden: Har hun fået en svensk flåt vi ikke har opdaget (… indsæt selv alle de sjældne men frygtelige bivirkninger man kan læse om på heste-nettet)? Kan hun blive kvalt i sin sengehimmel mens hun sover?  Er der mon flour-stoffer i hendes regntøj (og i så fald: Kommer der så en tredje arm en dag? )? Bliver det ikke svært at blive storesøster? Hvad hvis hun ikke bliver glad for børnehaven? Og mest af alt: Hvad nu hvis nogen kommer til at give hende æg (som hun er super allergisk overfor) og vi ikke er der – fx henne i børnehaven?

Jeg tror, at bekymringer er uundgåelig del af dét af få et barn, i et eller andet omfang. Men det er altså også lidt hårdt sådan at gå og bekymre sig hele tiden – især når man som jeg ellers altid har været en næsten imponerende ubekymret type. Og hvis der er noget, der kan sætte gang i tankerne, så er det ting, der vedrører afkommet, og som jeg ikke selv har kontrol over. Fx børnehavestart.

Hun startede i går, med ny rygsæk på og fine hårspænder i. Det var Søren der var med første dag, og da han ringede midt på dagen for at give en melding, stod jeg midt i Bilkas brødafdeling. Han fortalte, at det er et skønt sted med en kæmpestor legeplads og der er søde voksne, der havde helt styr på, at damen ikke skulle have noget med æg i. Og at Lillen legede, også med de store børn, og havde det dejligt. Så stod jeg dér mellem grobvollerne og rugbrødet, helt tyk og sprængfyldt med hormoner, og blev rørt til tårer – af lettelse og af stolthed over at have lavet sådan et sejt og robust lille menneske.

Da jeg fik hende hjem igen var hun glad, træt, møgbeskidt og pludselig en halv meter højere end da jeg sendte hende af sted om morgenen. Mit pludseligt meget, meget store barn. Det skal nok blive godt, og de har endda en fancy app, hvor de løbende skriver om børnenes dag og lægger billeder op. Idag har de fx malet og kigget på tissemyrer.

Så nu er der ro på mine nerver. Eller… I hvert fald de næste fem minutter 🙈