Status pt. # 20

Godt:

-Der er sådan lidt Sydeuropa over Amager i solskin. Fine og duftende blomster, legepladser der summer af liv, folk griller pølser i deres haver og folk hænger ud på græsset i korte rør og bar dunk. Alting bliver ligesom bare lidt mere rart og afslappet. Dog er det knap så rart at farven på mine ben ligger et sted mellem ”knækket hvid” og ”piskefløde”, men det ordner sig nok.

-Irmas hummus med oliven. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at min livskvalitet steg med cirka 32% efter jeg opdagede den.

-Apropos lækre madvarer, har jeg haft fornøjelsen af at spise lune fiskedeller to-go (med den helt rigtige dosering remoulade) på Gilleleje Havn. Det regnede helt vildt, men det var simpelthen så hyggeligt:

Sissel linkede til min blog forleden med følgende beskrivelse: ”Sofie har en datter fra 2015 og en helt igennem humoristisk og velskrevet blog. Der er simpelthen så meget sjæl og personlighed i den. Selv jeg, der normalt aldrig får læst lange blogindlæg, nyder at sidde og læse hendes indlæg fra ende til anden. Det hele er så ærligt, sjovt og nede på jorden som det kan være.” Åh, hvor jeg labber det i mig! Tak Sissel!

-Søndag morgen flyver vi til Krakow. Vejrudsigten ser fantastisk ud, og alle siger, at jeg skal glæde mig til at opleve byen. Det er sjovt hvordan det pludselig er bomben at rejse med bedsteforældre, når man har afkommet med – så er der mange at lege med og nogen til at have aftenvagten, så mor og far her kan komme ud og få en drink eller fem.

 

Mindre godt:

– Vi har fået en juicer på mit arbejde. Det er godt nok lækkert med sådan en gang vitaminer, så længe man slipper for at være dén, der gør maskinen ren efterfølgende. Og nej, man har ikke nogen til at fixe den slags i det offentlige. Jeg er stadig ved at lære at lave en slags juice der ikke ligner mosevand, men det kommer den hurtigt til, når man gerne vil have det hele i. Her er det en simpel gulerod-æble-spinat-rødbede-ingefær-chili-broccoli-peberfrugt-mynte-forfrisker. Joe and the juice, hvis I vil have opskriften, så er i velkommen til at skrive.

-Vi har feriegæster, og nu er de alle sammen taget hen på Ismageriet for at spise Københavns måske aller bedste vaffelis, men jeg sidder herhjemme og kukkelurer, fordi *nogen* nægtede at sove lur i klapvognen og derfor måtte eskorteres hjem til tremmesengen.

-Som om det ikke var nok at jeg går glip af chokoladeis og koldskålsis, har jeg nu fået makrelguf i håret. Takket være søvnfornægteren. En eller anden dag tager jeg revanche, og hævnen bliver i.k.k.e sød.

– Forleden skulle Sørens lillebror hjælpe mig med at få mine Iphone-billeder ind på computeren, og der blev ved med at komme et gammelt billede op, som jeg tog af mine amme-junger, fordi jeg var helt blæst bagover af størrelsen. Jeg gjorde mig meget umage for at lade som absolut ingenting, selvom det var temmelig akavet.

-Lillen har revet mig på halsen i sådan et tre-punkts mønster. Det gør skideondt og ligner lidt, at jeg er blevet mærket som nogens prisonbitch.

– Jeg er begyndt at skulle have bamser eller børn på skødet, når jeg sidder og tisser. Helt ærligt, så føles det ret akavet at sidde og tisse med en stor ælling på lårene, mens nogen nysgerrigt forsøger at kigge ned i kummen og kommenterer, hvad der foregår. Jeg tror vi skal til at indføre noget toilet-etikette her på matriklen.

-Så dejligt med sommer og alt det der, men indimellem er det her mig:

Om venskaber

Klokken er snart midnat, og jeg er lige kommet hjem. Jeg har brugt aftenen under en terassevarmer på en café på Islands Brygge sammen med min veninde Maj. Og med mine nye og helt kridhvide sneakers. Og et glas vin og en bakke pommes frites.

Når man bliver nogens forælder bliver venskaberne sat lidt under pres. Måske på lidt forskellige måder, sådan var det i hvert fald her på matriklen. Jeg fuldammede Lillen til hun var omkring et halvt år, og det betød, at min uden-barn-radius var temmelig begrænset både i forhold til tid og afstand. Lillens far kunne derimod gøre stort set hvad der passede ham – altså i teorien. Som regel var han heldigvis hjemme til at hente saftevand og lave aftensmad til hans damer. Men vi havde forskellige muligheder, og vores omgangskreds forholdt sig også forskelligt til, at vi nu havde ansvaret for et lille menneske. Mine veninder var med til at gå tur med barnevognen eller kom og drak kaffe ved siden af legetæppet hjemme i vores lejlighed. Sørens venner ville gerne have ham med ud at drikke øl, til fodbold eller dén slags.

Jeg er ikke den samme slags veninde, som jeg var for to år siden. Jeg er en sløv snegl til at svare på sms’er (især hvis de indebærer at jeg skal forholde mig til min kalender) og jeg glemmer selv at tage initiativ til at ses. Jeg prioriterer min tid benhårdt, og jeg tager fx ikke ud og spiser aftensmad med mine veninder i hverdagene, for det betyder, at jeg ikke når at se Lillen inden hun skal sove. Som oftest falder jeg  sammen som en dårlig opvredet karklud når klokken nærmer sig otte, så jeg er heller ikke altid et festfyrværkeri at være sammen med. Men selv en karklud har brug for at komme ud engang imellem, og der findes ikke mange ting der er bedre end at kunne fordybe sig i samtaler og bare være til, sammen med nogen af dem, man aller bedst kan lide.

Jeg er så fantastisk heldig at jeg har en håndfuld veninder, som insisterer på at passe på vores venskaber, selvom jeg ikke altid er særlig god til det. De er noget helt særligt, og sådan en veninde er Maj. Tak for dig, Maj <3


(2010 og fuld af øl, dans, glimmer og Stockholm)

Bryllupsdag med poser under øjnene

I dag er det præcis et år siden, at jeg med strutskørt på og tårer i øjnene sagde ja til at blive gift med Søren (læs om dét her, her og her). Ham der har en imponerende tålmodighed og som altid gerne vil læse korrektur på mine blogidlæg. Ham der gør mig helt blød i knæene, fordi han er verdens bedste far. Ham der altid tænker før han taler, og som ved hvad han vil. Ham der kan få mig til at grine og ham der laver de bedste burgere. Ham, der heldigvis stadig har lyst til at være gift med mig den dag i dag – og forhåbentlig mange dage endnu (aawww).

Jeg har fået en fin buket blomster, og der blev serveret lækker morgenmad for mig i morges. Jeg var dog alt andet end lækker at se på: Uglet hår, poser under de rødsprængte øjne efter kun 4 timers søvn (tak, Lillen) og et hoved, der føltes tungt og udmattet. Jeg var nemlig til polterabend i går. Min veninde Mette skal giftes med sin Morten til august, og igår skulle hun fejres.

Mette blev møghamrende overrasket da der pludselig stor en stor flok damer nedenfor hendes lejlighed på Nørrebro, og dagen var så fin – vi  drak lunkne dåsebajere fra ladcyklen, twerkede, spiste, grinede og så indspillede vi en sang og en dertilhørende musikvideo. Stedet, hvor vi skulle indspille lå tæt ved Rådhuspladsen, og det var sådan et sted der havde store guldspejle og leopardmønstret tapet, der lugtede lidt af tis og gulvet var klistret. Vi skulle være udklædt som rappere, men min referenceramme i dén kategori er en mellemting mellem Nelly og Eminem (I ved, ung i 00’erne) så jeg lignede vist mest af alt en rigtig forstadsbølle… Men jeg gjorde da et ærligt forsøg:

… Og der var én der havde en t-shirt på med logoet fra Isabella Fortelte, fordi hun syntes det så badass ud, at der var en krone på. I virkeligheden var det nok Mette der så mest sej og rap-agtig ud.

Vi endte med at drikke drinks og danse på en bar på Nørrebro. Jeg tog metroen hjem til Amager da mine ben ikke kunne bære mig længere, og ham jeg sad ved siden af fra Christianshavn til Ørestad brækkede sig temmelig grundigt, hvilket jo altid er en fin måde at få rundet byturen af på.

(Klokken 01.56-kinda-stemning)

Efter at have haft sådan en strålende dag og aften glæder jeg mig endnu mere til brylluppet. Tøjkrisen er allerede startet, i øvrigt. Og hår-krisen, for jeg kan kun to frisurer 1) hestehale og 2) knold. Godt at der er lidt over to måneder til at finde ud af noget der ikke involverer pastelfarver, blonder og tarveligt hår.

Tilbage til mine poser under øjnene. De blev heldigvis mindre lidt senere på (bryllups)dagen, efter en to-timers lur, en stor kop kaffe og en tur ud i solen. Lillen, Søren og jeg var til loppemarked og grillpølser i en nærliggende kolonihaveforening, og husstanden her er således blevet en lille traktor og noget Frode Får-gøgl rigere. Og jeg har båret en snart to-årig hele vejen hjem fra Sundby – to kilometer – fordi hun død og pine ikke skulle gå selv og endnu mindre sidde i klapvognen. Men altså, alle var glade, solen skinnede og mine overarme er snart klar til at stille op i en form for bodybuilding-konkurrence. Alt i alt en helt ok første bryllupsdag, synes jeg 🙂

Fredagsfølelsen

Det er fredag, klokken er lidt over otte og jeg kan se aftensolen kysse Amager Fælled fra mit vindue. Bøllefisen sover, og Søren er taget ud i aftenen for at drikke nogle øller med sine venner. Undertegnede er kravlet i seng med en bog og en kop the, bare fordi jeg kan. Det er ikke så ofte jeg bare kan gå så tidligt i seng og hygge mig med at lave ingenting – eller i hvert fald ikke så ofte, jeg får det gjort. Voksen-fredag.

Det har været en ganske fin dag! Følelsen af at kunne cykle af sted om morgenen i en kjole, med bare ben under, mens solen varmer og man kan dufte duggen lette, ikke? Det er den aller bedste start på dagen.

Der var æggekage til frokost på mit arbejde, og jeg nåede at komme til bunds i mail-indbakken inden jeg lukkede computeren og cyklede til Amager.  Jeg handlede ind på vej hjem (og der var tilbud på is, så nu har jeg lige spist en magnum mandel), og på en eller anden måde endte jeg i H&M, hvor jeg købte en meget fin kjole til sådan cirka ingen penge. Jeg prøver sådan at have et lidt mere tjekket, selektivt og miljøbevidst tøjforbrug, men…. Jeg har totalt fravær af viljestyrke og er lige så impulsstyret som en 3-årig, når først jeg har forelsket mig i noget tøj. Til gengæld har jeg så altid noget at sælge på loppemarked, hvilket efterhånden er blevet en fast sommer-tradition.

Eftermiddagen har jeg brugt i parken med en kop kaffe i hånden og sammen med Lillen, der fræsede rundt på hendes nye løbecykel. Og så har vi leget med min mave. Lillen har nemlig fundet ud af at den er blød og kan hoppe og danse, når man dasker til den. Søren grinede lidt af os og omskrev sangen om den lille krabbe til: ”Og mor hun var så søøød, på maven var hun bløøøød”. Hvor romantisk at jeg har giftet mig med én, der sådan skriver lyrik tilegnet mig – om end krabbe-sangen faktisk ender med, at den fæle fiskermand koger krabben, så den dør.

Vi har for første gang nogensinde spist aftensmad på altanen, og vi fik burgere med fritter. Hvis der er nogen Lillen er god til, så er det altså at spise fritter – mors pige <3 På den anden side af gården sad en mand med langt, krøllet hår og drak cava, og Lillen blev ved med at pege på ham og halv-råbe: ”PIGE”. Det er nemlig noget hun er begyndt på, det dér med lige at slå fast, hvad det er vi kigger på. Det er jo meget fint, men kan også blive lettere pinligt indimellem – jeg tror nu ikke cava-drikkeren med puddelkrøllerne bemærkede noget. Efter aftensmad ordnede jeg tånegle, for helt ærligt så synes jeg tæer ligner maddiker, når der ikke er farve på. Og maddiker vist frem i sandaler er der vist ikke nogen der er sådan rigtig tjent med. Nu er det i hvert fald forsøgt camoufleret med noget pæn bordeaux og så kan sommeren bare komme an!

Men nu skal det jo heller ikke lyde helt rosenrødt det hele, så apropos tæer, så har jeg her til aften åbnet en dør oveni min tå, hvilket har resulteret i en øm og dunkende hudafskrabning. Jeg har måttet klippe en body op under et bleskift – fordi gæt selv – og så har jeg brugt en halv månedsløn i Bilka, fordi de havde Rittersport på tilbud.  Jeg kan ikke engang særlig godt lide Ritter Sport, men så er vi ligesom tilbage til dét med den manglende impulsstyring.

Ha´en dejlig aften, og en alletiders weekend!

Om at vælge et hjem

Vi har tilbragt weekenden hos mine svigerforældre i det jyske. Efter en biltur, hvor Lillen var så vred over at sidde i autostol at hun til sidst faldt i søvn, og efter en massiv bilkø, ankom vi til fint vejr, kolde colaer og mad på grill. Vi har brugt weekenden på at spise kulhydrater, slappe af og være på genbrugstur. Planen var at finde nogle fine ting til den nye lejlighed, men det eneste jeg kom hjem med var en bunke bøger og en meget fin vinrød kjole a la 1992. Vi har også kastet sten i Lillebælt, fodret ænder og leget en masse i haven – Lillen drønede rundt med en dukkevogn, kørte på scooter og spillede bold. Alt sammen mens solen skinnede og fuglene kvidrede. Og lige dér fik jeg et lille stik i hjertet.

Har vi gjort noget fjollet og voksen-ego-agtigt ved at købe en lejlighed i byen i stedet for et hus med have udenfor byen? Lillen kommer aldrig til at kunne køre på rulleskøjter ude på vejen, sove i telt i haven eller have sit eget lille æbletræ. Vi kommer ikke til at begrave døde fugle i haven, og der bliver ingen soppebassin i sommervarmen. I stedet er der en altan og veje, hvor man død og pine skal holde en voksen i hånden, når man skal gå over. Tidligere, da Lillen var en immobil størrelse, tænkte jeg ikke over fordelene ved have – men det gør jeg pludselig nu, hvor hun har haft gedigen optur på over udearealerne.

Men. Det er nu engang det valg, vi har taget. Og når jeg tænker rigtigt efter ved jeg jo godt, at uanset hvad vi havde valgt, ville det være et fravalg af noget andet. Havde vi købt et hus udenfor København, havde Lillen haft to forældre, der skulle bruge væsentligt længere tid på transport, end hun har nu. Vi kan begge cykle på arbejde på 20 minutter, og det giver altså noget luft i hverdagen. Et hus uden for byen ville betyde, at hun kom længere væk fra hendes bedsteforældre og moster, som hun er så heldig at se ugentligt. Det ville også betyde, at vi skulle bruge tid på at sætte i stand og vedligeholde, og eftersom Søren ikke synes det er sådan rigtig fedt at skulle forvandle noget gammelt møg til noget beboeligt, og jeg aldrig har kunnet slå et søm i et bræt uden at ødelægge begge dele, så tror jeg ikke, at det ville have været en særlig god løsning.

For dælen, det er ikke sådan bare lige at vælge det sted, der skal udgøre rammen for Lillens barndomsminder. Nogle gange får jeg lyst til at flytte ud i en svensk skov, leve af selvplukkede bær og hjemmelavede speltboller, og bruge al min tid til at vinde verdensmesterskabet i moderligt nærvær. Måske gør jeg det en dag, hvor jeg har fået for meget af regntøj, ulvetime og madplaner. Måske køber vi et hus en dag i fremtiden, hvor jeg kan lave et orangerie og Lillen kan få jord under neglene. Måske bliver vi i den fine lejlighed på Amager indtil vi skal bæres ud. Jeg ved det ikke. Overhovedet.

Det eneste jeg ved, er at vi kun kan navigere efter er, at vi er glade. At vores måde at bo på og indrette vores liv på understøtter det, vi føler er rigtigt og godt. Og lige nu er det her vi skal være. Måske ændrer det sig, i takt med at livet ændrer sig – og så tager vi den derfra. Lillens barndomsminder bliver sikkert fine, så længe hendes forældre er glade og kysser hende en masse – og det kan man jo heldigvis gøre både på Amager, dybt inde i skoven og i provinsen.

Venindebogen # 13: Mød Sissel

venindebogen

Mens jeg ligger og danderer den i en solstol i mine svigerforældres have, får I fornøjelsen af at møde Sissel. Jeg faldt over Sissels blog, fordi hun fornyligt skrev en fin kommentar til ét af mine indlæg  – og jeg har læst trofast med lige siden. Sissel bor på Vesterbro med hendes kæreste og søn aka. Bøffen. Sissel skriver fint og ærligt om livet som (ung) mor og billedsiden på bloggen er virkelig lækker, for Sissels kæreste er fotograf. Her kan I lære Sissel lidt at kende, hvor hun fortæller om ikke at ville blive voksen og om hvad jeg personligt synes er en helt i orden livret. Enjoy!

unnamed (1)

Mit navn er: Sissel

Jeg er: 24 år gammel og bor: På Vesterbro, i København sammen med min kæreste og vores søn.

Min livret er: Jordbærtærte og croissanter og mit yndlingsdyr er: En kat… og snegle, duer, dovendyr, svaner, søkøer og hammier (hamstere)

Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Dyrepasser, layouter på et modemagasin, reklametænker. Som voksen er jeg socialrådgiver om 3 år.

Hvis jeg skulle beskrive mig graviditet med tre ord, skulle det være: Træls, deprimerende og lang.

Jeg er dén slags mor dér: Er ret cool, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er ikke så pylret og hønemors-agtig. Jeg tror jeg er en ret god blanding af kærlig, nærværende og opmærksom mor, men samtidig ret large og afslappet omkring min søn.

unnamed

Jeg synes det bedste ved at være mor er: At livet pludselig giver mening. Sådan rigtig mening. Før var det bare lidt sådan la la, nu er der sgu’ virkelig noget at leve for og være stolt af.

Den største udfordring ved at være mor er: At jeg ikke har så meget tid alene. Jeg har brug for at lade op og stresse af helt alene. Det er der ikke så meget tid og plads til efter jeg er blevet mor. Heldigvis er min kæreste dog god til at tage over og lade mig bruge tid på at være Sissel, uden at være mor, engang imellem.

Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst at: Graviditeten kunne være psykisk hård, men hvad vigtigere er: at det faktisk slet ikke er så hårdt at være mor. Jeg troede det var meget hårdere, fordi man hører så mange skrækhistorier om for lidt søvn, lort og barselshårknolde. Så mellem os, så behøver det slet ikke være så hårdt som det lyder.

Jeg er rigtig god til: At være Sissel, og have et barn. Det er rigtig vigtigt for mig at jeg ikke mister mig selv i alt den her moderrolle. Hverken fysisk eller psykisk. Derfor går jeg stadig ligeså meget op i mit udseende, som før jeg blev mor, og bruge tid på de ting jeg plejer. Og vil gerne være bedre til: At gøre nogle flere af mine ideer til virkelighed. Dem er der nemlig rigtig mange af, og jeg tror, at hvis jeg begyndte at gøre mere ved dem, så kunne jeg nok godt blive rig.

unnamed (2)

Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige at: Jeg er lidt speciel. Jeg tror faktisk ofte at folk tænker at jeg er lidt mærkelig. Måske fordi jeg tit deler hvad jeg tænker (hvilket er alt fra underlige spørgsmål om verden til min sære humor) og nok bare har nogle lidt underlige syn på tingene.

Mit forbillede er: Min mor fordi hun er en sej kvinde, men ikke perfekt. Hun er en kvinde der selv kan klare sig på alle områder. Hun har f.eks. selv sat vinduer i sit hus. Hun har opfostret mig alene og så har hun valgt kærligheden fra. Jeg har, og kan, lære meget af hende, selvom vi er to meget forskellige personer, men alligevel inderst inde nok føler de samme ting.

Sidst jeg gjorde noget jeg ikke er stolt af, var: Da jeg blev sur på min kæreste over noget jeg ikke kunne være bekendt, fordi det egentlig var noget helt andet der var galt. Måske var det slet ikke ham det handlede om, men bare en stemning, eller følelse, jeg havde på det tidspunkt, som så gik ud over ham. Jeg håber virkelig at han kan blive ved at bære over med mig, for jeg bliver desværre ved at gøre gang på gang.

Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Er jeg begyndt at få ansigtsbehandlinger og massage, hos en kosmetologskole. Jeg er på SU, og derfor skide fattig, men deres priser er til at betale sig fra.

Efter jeg er blevet mor har jeg lært at: Jeg stadig ikke er blevet mere tålmodig, eller mere voksen. Jeg har faktisk lært at jeg ikke gider at blive voksen. Jeg vil hellere være ung med min søn, og hoppe og danse og lege på legepladser. Selvfølgelig er jeg voksen for ham, men fysisk og psykisk vil jeg ikke lade mig begrænse!

unnamed (3)

Panderynke, Beyoncé og store armbevægelser: En hilsen fra generalforsamlingen.

Vi har været til generalforsamling i ejerforeningen her til aften. Medbringende ”Totte skal til lægen”, gulerodssnacks, en Cirkeline-bamse og vores afkom. Det var et fint arrangement med både chips, kaffe og power-point. Der skulle vælges en ny bestyrelse, og der var en masse dygtige og engagerede typer der meldte sig – alle sammen mænd. De fortalte om, hvad de arbejdede med til hverdag, hvor mange år de havde siddet i andre bestyrelser og hvorfor de gerne ville. Der var også et par kvinder der rejste sig, og de meldte sig – helt forsigtigt og prøvende – som suppleanter til bestyrelsen.

Godt” sagde den afgående bestyrelsesformand, ”er der nogle kommentarer?”. Jeg kunne mærke at min (efterhånden semi-permanente-snart-30) rynke i panden begyndte at sitre. Nogen rakte hånden op og påpegede, at der var en temmelig skæv kønsfordeling i bestyrelsen – sådan cirka 100% – og at hvis nogle af de kvinder der var interesserede i dén slags arbejde havde lyst, så skulle de give det en skalle. Det var nu mig (som karakteren Ofelia i yndlingsfilmen ”Italiensk for Begyndere” siger, da hun fortæller, at nogen havde taget kage med på aftenskoleholdet. Hun havde ryddet bageren for romkugler).

Jeg kunne ikke lade være. Jeg læste engang en artikel omkring jobsøgning, der handlede om, at man kan se en tendens til at mænd ikke har noget problem med at søge jobs, de er underkvalificerede til, mens kvinder søger jobs, de fuldt ud er kvalificerede og måske endda overkvalificerede til. Det er selvfølgelig sat skarpt op, men jeg synes det er en interessant tanke. Jeg tror der er helt vildt mange og komplekse ting i spil, når vi taler ligestilling eller mangel på samme. Men jeg tror også nogle gange, at vi kvinder  simpelthen skal blive bedre til at rage dét til os, som vi gerne vil og stå ved, at vi gør det. At vi kan og må. I ved, have lidt store armbevægelser og være cool med det.

Nu aner jeg jo ikke om suppleanterne i virkeligheden helst er fri for en bestyrelsespost, og i så fald skal de have lov til det – jeg ville også være helt vildt træt af fx at blive påduttet at være kassér, især fordi jeg er noget der minder om talblind. Men jeg synes sådan set, at pointen er vigtig. For nu at citere altid seje Beyoncé: ” We need to reshape our own perception of how we view ourselves. We have to step up as women and take the lead”. Det er så rigtigt – også på sådan en regnfuld onsdag aften på Amager. Lillen klarede i øvrigt generalforsamlingen med bravour, om end hun fik underholdt med nogle dyrelyde og lidt akrobatik på bagerste række undervejs. Dygtige lille dame.

 

I de seneste 24 timer har jeg…

… leget fangeleg med Lillen, og det endte med at der var nogen der faldt og begyndte at bløde fra munden. Det var ikke mig.

… til gengæld fået revet hul på mit tandkød af Lillen, hvilket var selvforskyldt fordi jeg kildede hende på maven med munden og det hele gik lidt bananas.

… drukket kaffe og spist Lion-bar på altanen. Og været ved at kaste noget i hovedet på ham, der absolut skulle slå sin græsplæne på 1×1 meter i en halv time. Sikkert også typen, der går plænen efter med en neglesaks.

… sendt Søren på fisketur med hans madklub til Vesterhavet. Til gengæld har min søster indvilliget i at være feriebarn på Amager weekenden over.

… kunnet konstatere, at Burhan G er flyttet ind overfor. Sammen med sin far. Eller, i hvert fald en der ligner flødebollen fra Brøndby Strand på en prik.

… Googlet “long tits” fordi jeg skulle illustrere, at jeg var ved at miste tålmodigheden (at få lange patter af noget, red.). Det var på ingen måde anbefalelsesværdigt og jeg kæmper stadig med at få slettet nogle af de mentale billeder.

… været en tur på Bondegården på Amager, hvor vi kiggede på kaniner, køer (mand, de er store når man kommer tæt på!) og geder. Der blev også hoppet på trampolin, men den tjans fik min lillesøster. Fordi slap bækkenbund.

… slæbt 37474936254 små sten med hjem i sko, tasker, ble (!?) og lommer. Sådan er det når afkommets yndlingslegetøj er sten og grus.

… opgivet formiddagskaffen på førnævnte bondegård fordi der ikke var mere mælk. Kaffeeweissner var der til gengæld. Eh, nein danke.

… købt nelliker til mig selv, selvom jeg egentlig synes at de lugter lidt af tis.

… bedt Lillen tørre hendes snotnæse af i mine bukser, fordi jeg var for doven til at gå tilbage i lejligheden for at hente noget papir.

… lavet pizzadej der står og hæver til i aften. Jeg kunne leve af det stads – kartofler, pesto og godt med ost. Mmm.

IMG_0461

IMG_0464

Jamen så fuck fuck da

Klokken var lidt over 8, og kinderne var stadig lidt røde efter morgenens cykeltur. Jeg trådte ud på fortovet foran vuggestuen, og vippede solbrillerne fra håret og ned på næsen. Tog ét skridt og så: VROOOOMMM. En lyseblå bil kørte forbi med alt for høj fart på den lille, ensrettede gade, der er fyldt med institutioner – og derfor en masse børn og forældre dén tid på dagen. Nu er jeg jo fra Vestegnen, så jeg stillede mig halvvejs ud på vejen, rynkede brynene og kastede armene ud til siden. Manden i den lyseblå bil stoppede, kiggede på mig og gav mig en flagrende fuckfinger. En fuckfinger, der blev hængende lidt for længe i luften, mens hans øjne lynede og den tarvelige Wunderbaum i forruden dinglede.

Jeg fik kørekort som 18-årig. Jeg var møghamrende nervøs, hver gang jeg skulle have en køretime, så det var et langt, sejt træk. Vi hørte altid TV-2 når vi øvede gearskift ude i forstadsland, og engang kørte jeg rundt med en kørelærer, der lignede en hakkebøf i den ene side af hovedet, fordi han havde fået tæv på Diskotek In. Jeg blev aldrig nogensinde venner med rat og gearstang. Da jeg skulle til køreprøve rystede mine ben helt ustyrligt, og jeg tror egentlig kun jeg fik kørekort, fordi min køreprøve bestod af 90% trafikkø, og derfor var der ingen der opdagede mine manglende køreegenskaber. Jeg har ikke rigtig kørt siden.

Jeg er nemlig alt for distræt, og det synes jeg ikke jeg kan byde alle de andre i trafikken . Jeg tænker at det ville være ganske klædeligt for visse andre mennesker at gøre sig nogle lignende tanker i forhold til, hvad man skal holde sig fra. Manden i den lyseblå bil kunne fx spørge sig selv om han bør være i trafikken, når han sådan kører rundt og er aggressiv og temmelig udfordret i forhold til kommunikation. Jeg tror nemlig at det ville være bedst for alle, hvis han blev derhjemme – og istedet for at fræse rundt på Vesterbro, kunne han jo lave sig en kop morgenkaffe, smække benene op og tage en dyb indånding. Sammen med hans flagrende fuckfinger.

trafik