Hvordan ved man, at man er landet dér, hvor det er godt at slå rødder?

”Se!” sagde min mor, og holdt sin udstrakte håndflade frem mod Lillen. I hånden lå en slimet, kødpølsefarvet regnorm og snoede sig. Lillen spærrede øjnene op, og hoppede en meter tilbage – ”Jeg kan altså IKKE lide slanger” sagde den lille stemme bestemt.

Senere samme dag var vi hjemme i lejligheden. Aftensolen skinnede, og vi havde altandøren stående åben. Lillen løb ud, tog sit nye løbehjul og kørte 3 meter frem og tre meter tilbage, igen og igen. Og igen. ”FAAAAAR, KOM UD I HAVEN, DET ER RIGTIG SJOVT!” råbte hun. Godt nok står der en plante eller to derude, men en have er det langt fra. Jeg kunne ikke lade være med at grine af det lille by-barn, samtidig med at der var noget, der stak en lille smule i maven: Jeg er helt og aldeles overbevist om, at når forældrene er glade, så er børnene det også – uanset hvor de bor. Men altså; er det federe at være barn et sted, hvor man kan lege i haven og cykle på vejen? Eller?

I går var jeg til møde på Sydsjælland. Himlen var blå, der var brosten på gaderne og der var udsigt til havet. Så smukt og stille. Og lige dér, var jeg klar til at købe en villa til en brøkdel af, hvad den slags koster i København. Men da jeg skulle hjem efter mødet, sad jeg i toget i hvad der føltes som en evighed og først da toget kom til Roskilde, havde jeg en idé om, hvor i verden, jeg egentlig var. Så snart jeg ramte København småløb jeg ind på den nærmeste Ricco’s for at hælde en dyr iskaffe i løgnhalsen og inhalere den friske, hjemlige duft af udstødning, menneskemylder og varm asfalt. Ahhh!

Jeg har endnu ikke sluppet sådan en grundlæggende følelse af rastløshed i forhold til, hvor Lillen kommer til at vokse op. Faktisk ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til det. For snart 10 år siden fik jeg lavet en tatovering med nogle mælkebøtte-frø, der på en eller anden måde skulle symbolisere det smukke i rodløsheden og hylde evnen til at blomstre lige dér, hvor frøet falder ned. Men efter jeg har passeret de 30 og har fået ansvar for andre en mig selv, så synes jeg på en eller anden måde mest af alt, at det er lidt irriterende. Ikke tatoveringen, forstås, men rastløsheden.

Måske rykker vi en dag tilbage til stenbroen. Måske køber vi et hus. Og måske bliver vi bare her i Ørestad. Nogle dage føles det som det kedeligste sted i hele verden, og andre dage kunne jeg næsten ikke forestille mig at bo andre steder. Sådan en dag havde jeg fx idag, hvor Lillen og jeg var på en fantastisk legeplads tæt på vores lejlighed, hvor der altid er lunken kaffe på kanden til 3 kroner. mooncars og klappegeder. Lillen ville i øvrigt gerne have sin mor med ind til klappegederne, men jeg bildte hende ind, at der ikke var plads til flere børn i indhegningen, fordi jeg selv var skide bange for deres spidse gede-horn #momoftheyear

Jeg tænker, at vi – eller rette jeg – skal have lagt låg på alle de gode og mindre gode boligforslag, der indimellem knopskyder i min hjerne, når Lillen når skolealderen. Så er vi dér, hvor vi beslutter os for at være, og der bliver vi. Basta. Men helt ærligt: Hvordan ved man, at man er landet dér, hvor det er godt at slå rødder?

Status pt. # 28

… I går var Amager lige pludselig fuld af køer, midt på Vejlands Allé. Og en masse blå blink og nydelige unge mænd i uniform, der forsøgte at fange alle de firbenede typer ind. Lige dele underligt og fascinerende. Eksotiske Amager 🐄

… Lillen har i noget tid KUN ville have kjole på, så jeg har købt og syet nye kjoler til hende. Men så fandt jeg ud af, at damen i virkeligheden slet ikke forstår konceptet kjole, og man derfor kan bilde damen ind, at hvad som helst er en kjole… fx en cardigan-kjole. Smart!

…  Sidste weekend var vi i Zoo. Den nye børnezoo er godkendt, og jeg er lykkelig for aldrig mere at skule at rende rundt i alle forældres frygt: Labyrinten. Men det aller bedste ved dagen var nok, da vi gik forbi en turist, der sad på en bænk sammen med hans familie, mens han drak guldøl og spiste kogt skinke direkte fra pakken. Han havde på den mest sofistikerede måde indfanget cremen af dansk kultur.

… Jeg er blevet helt hooked på den danske udgave af Say Yes To The Dress . Så meget, at jeg indimellem overvejer et karriereskifte og blive sådan én, der hjælper med kjolen i butikken. Min hedeste drøm lige nu er derfor også at være med i sådan et brude-entourage (som Jesper Høvring og jeg kalder det). På en måde tror jeg bare, at det  desværre  har virkelig lange udsigter på grund af en vennekreds, der ligesom ikke er kirke-og-tyl-typerne… så kedeligt, altså.

… Apropos kedeligt, så havde jeg endelig fået plaget mig til en tur i IKEA (jeg kan ikke køre bil, så jeg er lidt afhængig af, at min kære mand fragter mig rundt #DrivingMissDaisy). Jeg havde glædet mig til at slentre gennem dimse-etagen, spise soft-ice og kigge på legetøj, men hvad skete der? Det var lidt som et afbrudt samleje for at være helt ærlig: Lillen faldt i søvn i bilen, og det endte med, at jeg sad i en halv time i parkeringskælderen med et 90 centimeter langt snorketræ ved siden af, mens min mand hentede dét, vi faktisk skulle have. Og så kørte vi hjem igen. Æv.

… Jeg har vasket alle mine make-up pensler, og nu lugter de af ged. Lige pludselig føles det ikke særlig eksklusivt at køre mineralpudder i ansigtet, når det kommer med en landlig dunst.

… Jeg har også vasket min uldne vinterjakke, og ved I hvad den lugter af nu? Ged.

… Jeg spiser virkelig, virkelig mange franske vafler for tiden. Altså dem fra Karen Volf med creme i. Og jeg ved faktisk ikke om det er bedre end at snacke kogt skinke, men for dælen, hvor smager de godt! Jeg fik dem for første gang for mere end 15 år siden, hvor jeg var på campingferie med min veninde og hendes forældre, hvorefter jeg glemte dem i (for) mange år. Men nu er kærligheden blusset op igen! Det var i øvrigt også på dén ferie, at jeg var i solarium første gang (og vi lå 2 i ét solarium, fordi vi ikke havde nogen penge og jeg alligevel var tynd som en pind), men dét har jeg ikke tænkt mig at genoptage.

… I går var Lillen været ude i mine forældres have, hvor hun mødte en regnorm – eller ”slangen” som hun kaldte den, med frygten lysende i øjnene. Og et par timer senere var hun kommet hjem igen, og kørte frem og tilbage på løbehjul ude på altanen, mens hun råbte ”FAR KOM UD I HAVEN!”. Årh mand, jeg ved godt at vi selv har valgt at få et bybarn, men det stikker altså lidt i hjertet. Det er nok meget godt hun snart skal i børnehave, så hun kan få løbet lidt rundt og spist nogle regnorme.

…Min egen mor har kaldt mig en “a-kulturel åndsbolle”, fordi jeg ikke gad tage med på tur til Jelling-stenene. Jeg tror næsten ikke at jeg kunne komme på noget kedeligere. Eller vent, det skulle da lige være at kigge på en dej hæve.

… Dette her var mig i går. fordi solen *endelig* bragede igennem:

Summer Chilling GIF - Find & Share on GIPHY

… Og dette her er – selvfølgelig – mig i dag (inklusive Karen Volf-forårsaget dobbelthage). Snot og ondt i halsen er straffen for klassisk forårs-hybris:

Honey Boo Boo Sneezing GIF - Find & Share on GIPHY

Det hele startede med osten

Det hele startede med osten. Den milde, kedelige skive-ost jeg har spist de mange sidste år, kunne jeg pludselig ikke udstå smagen af.

Min mave blev oppustet på den struttende måde. En aften i starten af juli, da Søren og jeg stod i en bland-selv slikbutik på Amagerbrogade, drillede han mig med, at min mave spærrede gennemgang i butikken.

Morgenen efter bland-selv-situationen struttede min mave stadig. Jeg stod tidligt op, og mens morgenkaffen stod og bryggede, gik jeg ud og tog en graviditetstest. Der var ingenting, jeg vaskede mine hænder og betragtede min nyerhvervede vom i spejlet. Jeg kiggede på testen igen, og nu var der to streger. De blev tydeligere og tydeligere. Jeg var gravid. Gravid og glad. Taknemmelig.

Jeg købte tøj i størrelse 3 måneder i Magasin. Jeg pakkede mit tøj væk i kasser, og pakkede mit graviditetstøj ud. Jeg købte vitaminpiller til gravide og lånte børnebøger på biblioteket der handlede om at skulle være storesøster. Vi fortalte det til de nærmeste og begyndte at tale om navne. Jeg glædede mig. Vi glædede os. Til foråret skulle vi være en familie på 4.

Jeg var gravid.

Var, i datid. For efter 7 uger viste en scanning, at der ikke var noget hjerteblink. Det lille liv var forbi, før det var kommet i gang. I løbet af et døgn var livet – eller resterne af det – væk. Det sidste der var tilbage af noget, der på en måde aldrig fandtes, skulle væk ved hjælp af en lille pose piller fra hospitalet og en uvirkelig,  mærkelig ventetid.

Maven trak sig sammen igen, babytøjet lagde jeg et sted hvor jeg ikke blev konfronteret med det hele tiden og jeg lagde mindet om den lille spire, der aldrig fik lov til at vokse sig stor, i et kammer bagerst i hjertet. Og dér ligger det stadig.

Det er længe siden nu, og hvorfor deler jeg det her? Fordi da jeg stod midt i det, følte jeg mig som den eneste i hele verden, der gik igennem netop dét. Jeg tænkte, at jeg havde gjort noget galt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af følelserne; frustration og afmagt. Men sandheden er, at tidlige aborter er normale og hyppige – man skønner, at det er et sted mellem 20% og 50% af alle graviditeter, der ender sådan. Så jeg var ikke alene, tværtimod. Men det er ikke noget, der bliver talt højt om. Det skal vi ændre på, sammen.

Den dag, der landede en maveplasker i min e-boks

Det var en helt almindelig, kedelig torsdag eftermiddag for et par uger siden. Koldt og gråt udenfor. Jeg var på vej ned til min cykel for at køre hjem fra arbejde. Min telefon lyste op, og der var en besked der viste, at der var nyt brev i min e-boks. Fra Pladsanvisningen. Jeg åbnede brevet med let rystende fingre og kunne læse, at Lillen er blevet tilbudt en børnehaveplads fra midt i maj.

Midt i maj! Min første tanke var:  Det er hun da ALT for lille til! De andre er sikkert sådan nogle, der bruger størrelse 39 i sko og allerede har skaffet sig et falskt ID til at komme ind på diskotekerne. Min anden tanke var: Åh nej, hvad nu hvis de andre børn driller hende? Eller ikke vil lege med hende? Selvom hun kan være en strid banan overfor hendes forældre, er hun en blid lille dame ude i virkeligheden.

Jeg vidste jo godt at dagen snart ville komme. Derfor føltes brevet i e-boks lidt som at være kravlet op på 10-meter vippen i svømmehallen,  for derefter springe ud og lande i vandet med en kæmpe maveplasker – sådan én der gør huden rød og øm, og som sender den karakteristiske ”svup”-lyd ud i svømmehallen. Forberedt, men alligevel overhovedet ikke. Og med en lille smule ondt i maven til følge.

Men altså. Når jeg tænker over det, så er hun jo klar til flere udfordringer. Sproget er heller ikke særlig vuggestue-agtigt længere; igår truede hun mig fx med, at jeg ikke måtte komme med til hendes fødselsdag (… altså, hun kan ikke engang åbne hoveddøren selv, så der skal lyde et held og lykke herfra til selv at få arrangeret en fest).

Hun skal nok synes det er alletiders med børnehave. Det skal moren nok også på et eller andet tidspunkt – jeg skal vist bare lige bruge halvanden måned på at vænne mig til tanken. Især fordi det er sådan cirka to minutter siden, frikadellen  og jeg sad og chillede sådan her i sofaen på Vesterbro…

Påskeferie med dame-tid, ponyen Lotte og modellervoks på stolene

Påskeferie. Lukkede butikker, fesengult pynt og fri fra arbejde. Herligt! Vi har både nusset rundt i blødt tøj, drukket kaffe og set en masse tegnefilm (… fordi, eh, hvad sker der for vejret?), men har også lavet en hel masse. Man når nemlig meget i løbet af sådan lille uges tid, når man skal følge med i et snart-børnehave-barns tempo.

Lillens far har været på arbejde det meste af tiden, så vi har haft dame-kvalitetstid herhjemme. Vi har været en tur på biblioteket, med snacks og god tid til at bladre i bøger og lege med bibliotekets legetøj. Vi har tegnet tegninger og puttet flotte klistermærker på, leget neglesalon og så har jeg spildt en halv dåse torskerogn inkl. det der lede saft, der ligger i bunden af dåsen, ud på hele det næsten-nyvaskede køkkengulv. Jeg har haft besøg af min veninde, som viste billeder af hendes flotte, nye Arne Jacobsen-sofa, imens Lillen plastrede vores spisestuestole ind en blanding af modellervoks og flødeskum frisk fra mundvigen. Vi har lavet vafler, vi har sunget ”Giraffen Gumle” mindst tusinde gange og så har vi besøgt det frygtelige lille legeland, der ligger i Fields. Jeg har læst en hel bog færdig (endda en virkelig tyk én af slagsen) og så har jeg været ude i sneen med en lille dame, der insisterede på at have prinsesse-nederdelen på – man er vel en lady.

Ladyen og jeg var i går på Naturcenter Vestamager for at klappe en kylling og kigge på ponytræk. Lillen ville gerne prøve at ride på den mindste Shetlands-pony, jeg nogensinde har set – den hed Lotte og gik mig til midt på lårene. Jeg troede damen ville betakke sig, når hun kom tæt på den lille pony, fordi hun fx ryster i bukserne af skræk, hvis man putter en 10’er i Postmand Per-bilen i førnævnte legeland. Men hun var sej! Hun fik en ridehjelm på og fik en lille tur på Lotte, mens hun holdt fast i manken og næsten ikke kunne være i sig selv af stolthed over, at have været ude at ride. Jeg blev også selv lidt stolt, og vi fejrede det bagefter med en velfortjent figenstang og en omgang æblejuice. Alligevel håber jeg ikke at hun bliver sådan én, der drømmer om at gå til ridning om nogle år, for jeg synes de store ponyer til pony-træk var meget store – så må hun i hvert fald finde en anden, der hjælper med at strigle, give dem gulerødder og rense hove eller hvad man nu gør ved dén slags. Jeg tør sgu ikke.

I dag har vi været en tur i nordvest for at spise lasagne. Jeg bliver efterhånden altid lidt imponeret over, hvor pænt og rent folk uden børn bor – der er ingen Duplo på toilettet eller hoppebolde i hjørnerne, og alle de flotte vaser og lysestager står i en højde, hvor man faktisk kan se dem, og ikke et par meter over gulvet. Det tror jeg også at jeg vil prøve en dag, selvom det på en eller anden måde også er meget rart at kunne finde en snack eller to mellem sofahynderne.

Der er stadig en halv ferie tilbage her på matriklen, nu også med Lillens far, og den kommer til at byde på en tur i biografen for at se Cirkeline, et par udflugter og flere rare besøg. Det kan godt være at jeg ikke kommer tilbage på arbejde tirsdag og er sådan helt zen-agtig, men til gengæld har jeg hilst på Shetlandsponyen Lotte, været i biografen om formiddagen og haft gamachebukser på i en hel uge – og dét kan bestemt også noget 🐥💛👍🏼

Om fødselsdage, marsvin og hundesvømning

Jeg sidder og drikker den sidste bundsjat af min kaffe. Klokken er lidt i otte, og om lidt skal jeg ud af døren. Jeg skal ned på stationen og have et tog til Malmö, for jeg og en kollega har været så heldige at få lov at besøge et spændende projekt hinsidan. Jeg kan se at jeg skal have de tykke vanter på, for der ligger et pænt lag sne nede på gaden.

Jeg har netop sendt Lillen og hendes far af sted i vuggestue, med favnen fuld af Gurli Gris-bamser, dukker og en Babapappa-taske. Og en pose med svømmetøj, for de starter nemlig til svømning i eftermiddag. Lillens allerførste fritidsaktivitet (og må hun i øvrigt få en lidt mere sexet hobby-karriere, end jeg formåede). Jeg gik til svømning i en del år, men da vi skulle springe hovedspring fra skamlerne nægtede jeg at gå der længere – og siden da er mine svømme-skills kun gået ned af bakke… #hundesvømning.

De seneste dage er forsvundet i en pærevælling af vasketøj, Ramasjang, tidligt-i-seng og snak om, at andre kan blive kede af det, når man kalder dem ”dumme”. Det er som oftest Lillens far, der er dum, og det kan fx skyldes at man ikke må tegne på sofaen, få mere honning på sin havregrød eller andet dødsens uretfærdigt.

I weekenden var vi i Jylland, til en 11-års fødselsdag og en 21-års fødselsdag. Til førstnævnte var der kagemand lavet af studenterbrød (genialt!) og fødselaren ønskede sig squishies – jeg tror jeg er sådan cirka 20 år for gammel til at forstå dén dille. Næ, vi havde købt strømper, nøglering og noget, der kan give huller i tænderne. Til sidstnævnte fødselsdag var der lækker brunch, og gaverne var sådan noget med sprut, tøj og pengesedler.

I bilen på vej frem og tilbage over Danmark hørte vi Povl Kjøller, og sangen om marsvinet er altså forbandet catchy. Også på trods af en lidt politisk ukorrekt tekst: ”Keder du dig lidt// Fordi du er alene//Så køber vi en kone, og kalder hende Lone”.

Prøv selv at hør her, og ha’ en dejlig torsdag!

Skal man købe hele BabySam, når man skal være nogens forældre?

Jeg har en veninde, der skal være mor for første gang til sommer. Hun ville gerne have en liste med ting, jeg ville anbefale – men den skrabede udgave, for hun bor i en lille lejlighed på Nørrebro. Og mand, hvor kan jeg huske al den research, forvirring og følelsen af at brænde alle sine likvide midler af på ting, man ikke havde nogen ide om, hvad var! Ifølge ekspedienterne i BabySam skal man jo have alt fra badetermometer til pusletaske allerede mens baby endnu er et glimt i sin fars øje. Jeg har hverken haft brug for badetermometer eller pusletaske – men her er, hvad jeg har haft brug for:

  • Barnevogn og lift samt regnslag og evt. solskærm. Og dét er lidt en videnskab, men man skal ligesom gøre op med sig selv om man vil have en kombivogn (lille barnevognsdel + klapvognsdel) eller en barnevogn, hvor der er et længere liggemål. Vi havde en Emmaljunga Duo Edge kombivogn og var super glade for den – altså lige indtil der var nogen, der stjal den.
  • Voksi-pose. Fås både med vinter- og sommerdyne… Gid den fandtes i en voksen-størrelse, så havde jeg helt sikkert haft sådan én.
  • Slyngevugge. Om den så havde kostet en nyre og 250.000 havde jeg stadig anbefalet den. Vi havde den klassiske fra Nature’s Sway, og Lillen sov enten i den eller mellem os de første mange måneder.
  • Badekar. Hvis man ikke har et kæmpestort badeværelse er Stokke Flexi et godt bud, det kan nemlig klappes sammen så det ikke fylder ret meget.
  • Lege/aktivitets-tæppe. Det skal ikke være sådan et i douche farver, men allerhelst sådan en omgang Lamaze-tingel-tangel i stærke primærfarver og med spejle, rangler og den slags. Og nej, den gør absolut ikke stuen pænere – men du bliver glad for det.
  • Hvis man tænker at give amning et skud: Suttebrikker og Lansinoh-creme (købes på apoteket). Det reddede mit liv, sådan helt ærligt. Ammestart kan nemlig være virkelig en smertefuld omgang med blødende brystvorter og dén slags. Husk også ammeindlæg og nogle amme-venlige bh’er, samt evt. en amme-pude.
  • Babydyne med 2-3 dynebetræk og 2-3 lagener. Babyer bruger ikke pude det første lange stykke tid.
  • Lille tæppe i fx blød merino-uld.
  • Evt. Babyalarm. Vi havde den fra Nabby, og den var alletiders.
  • Sutter, hvis man synes den slags kunne være en god idé (vi var igennem en del før Lillen gad bruge sut – hun endte med at tage en natursut med rund ´tut´).
  • Tættekam (til arp), neglesaks (husk at du ikke må klippe de små negle i starten!), termometer, babyolie og noget til røde numser – jeg syntes ikke at pudder og zink-salve hjalp, men weledas nappy change cream gjorde tricket… til gengæld har den en temmelig krads duft.
  • Bleer og skumklude (husk at du kan få en gratis babypakke i mange supermarkeder med bleer, klude, creme osv.). Jeg foretrækker bleer fra Änglamark eller Libero.
  • Stofbleer – 20-30 stk. Og hvad bruger man så dem til, spørger du? Svaret er: Alt. Gylp, mælk, på puslebordet…
  • Puslepude, puslebord og evt. en lille uro til at hænge over puslebordet, så bebsen har noget at kigge på under guldvasken.
  • I forhold til tøj, så er det jo meget afhængigt af årstid hvad der bliver brug for. Men uanset hvad, så skal man bruge en del body’er (de har nogle helt fine økologiske nogle i Føtex til omkring en 20’er – og de gør ikke helt så ondt i hjertet at klippe op som én fra MarMar. Og hvorfor kan man blive nødt til at klippe en body op? Jo, det kan man, hvis der er lort hele vejen op ad nakken.) Til de helt små er bodyer med skrå-lukning bedst, fordi de ikke skal over hovedet. Cardigans er også en god idé, nogle bukser (ikke for stramme i livet og gerne med fødder i), strømper/strømpebukser, natdragter/heldragter og en lille hue er en god basisgaderobe. Hvor meget tøj skal man bruge? Det kommer an på om man har vaskemaskine og hvor tit man synes man kan overskue at vaske, men da Lillen var lille, brugte hun mellem 1 og 3 sæt tøj om dagen.

Og så to ting, jeg gerne ville have haft, at nogen havde sagt til mig….

Det er så vigtigt at tage sig tid til at lære ens lille, nye menneske at kende, og på at komme ovenpå igen efter graviditet og fødsel. Overvej derfor nøje, hvornår og hvor mange barselsgæster, I vil have. Det bliver hurtigt (for) meget, og det er dødsens svært at sige fra – man vil jo gerne gøre folk glade, og gerne vise guldklumpen frem.

Det skal nok gå, det hele. Det lover jeg. Og tiden går sindssygt hurtigt! Så nyd det, giv dig tid til at snuse til baby, nusse de små fødder eller når babyen tager en lur ovenpå dig (selvom man altid sidder 2 cm for langt væk fra sit vandglas og 10 cm for langt væk fra telefonen, når det sker). Det kan også være møg-hårdt, men det går over. Og lige om lidt skal de i skole, have deres første kys og flytte hjemmefra – og så er det lidt for sent at tage en snuser eller nusse deres fødder… I hvert fald vil de fleste nok synes, det er en kende mærkeligt 😜

Her er et billede fra dengang jeg var tyk og havde købt mig fattig i babygear:

Noget om kampdag og work/life-balancen

Glædelig kampdag, venner! Det har været en kold, våd omgang og jeg har haft lang torsdag på arbejde. I øvrigt sådan en dag, hvor kaffemaskinen ikke virkede, hvor noget på min computer var pist væk og hvor jeg stak mig selv i hånden med en gaffel, da jeg skulle spise rabarberkage – så man kan også godt sige, at dagen har været lidt en kamp på dén måde.

Man kan tage forskellige perspektiver på dagen. Manglende ligeløn. Hele #metoo-bevægelsen. Retten til at bære tørklæde eller til at amme i det offentlige rum. Dårlige normeringer i daginstitutioner og dårlige rettigheder til fædre. Og så videre. Men det der vist fylder mest for mig lige nu, og for en del af min omgangskreds, er dét, der på godt gammeldags dansk hedder work/life-balance.

Undersøgelser viser, at danske børnefamilier I dag arbejder meget – og faktisk mere end resten af befolkningen. Det er typisk i dén fase af livet, mens børnene er små, at man for alvor skal til at tage de første skridt på ens karrierevej – og der bliver stillet store krav om effektivitet, præstation og tilgængelighed. Det er også dér, vi etablerer os i (dyre) boliger og køber en bil, betaler for institutionspladser, kontingent til både svømmeklubben og parkour-holdet og skifter guldklumpernes gaderobe ud flere gange om året. Man har regnet ud, at et barn fra fødsel og frem til det bliver 18 år, koster i omegnen af 1.3 millioner. Det koster altså knaster at lave nye samfundsborgere, så det er for de fleste også nødvendigt med to lønninger.

Samtidig er der et ideal for forældreskab, der foreskriver det selvopofrende, engagerede og nærværende. Udtrykket intensive mothering kommer fra den amerikanske professor i sociologi, Sharon Hays. (I en skandinavisk kontekst kan man nok også tale om intensive fathering, men den må vi tage en anden gang.) Det intensive moderskab foreskriver en børneopdragelse, der er børnecentreret, ekspertbaseret, nærværende og engageret, arbejdstungt og økonomisk krævende. Det er svært og krævende – og det rimer slet ikke på at slæbe sit skrigende barn ud af Føtex midt i ulvetimen og alt for lange dage i institutionen, ligesom det er svært foreneligt med en slatten nummer 45 fra det lokale pizzaria til aftensmad eller at lade ungerne sidde så længe i sofaen foran Ramasjang, at de får tenderende siddesår. Men midt i alt dette her er der også en slags forventning til forældrene om, at de jo også skal være noget mere og andet end bare mor og far (eller mor og mor, eller hvordan man nu har valgt at skrue sin familie sammen). Vi skal være sexede, ambitiøse, interessante, kreative, sporty og overskudsagtige hele vejen igennem.

Altså det er da ikke sådan helt ligetil, hva? Der er nogle kulturelle, strukturelle forhold, der heller ikke ligefrem hjælper på det – her er Norge og Sverige altså noget længere fremme i skoene med fx bedre barselsforhold, ret til deltidsstilling osv.

Jeg har ikke opskriften på, hvordan man får det hele til at glide lidt lettere. Men jeg tror det hjælper at være bevidst om de krav og forventninger, vi bliver stillet overfor – og at stille sig kritisk overfor dem, og vælge, hvor man lægger sin energi. Jeg har et job, som ikke er helt spot on i forhold til min uddannelse, men det giver mig en masse fleksibilitet der gør, at hverdagen ikke er lige så stor en udfordring, som den kunne være.  Der er ingen der forventer at jeg tager mit arbejde med hjem, eller er der mere end 37 timer om ugen. Og så er der nogle ting, jeg ikke prioriterer lige nu. Jeg laver stort set aldrig noget i hverdagene, andet end at være sammen med mit afkom, og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har løbet en tur – lungerne var ved at ryge op gennem halsen tidligere i dag, fordi jeg tog trapperne op til fjerde sal. Hvis jeg skal forkæle mig selv, så gør jeg det ved at tage alene ud og handle (#Bilkazen), eller måske bruge en ansigtsmaske OG rense ører på samme aften – sådan lidt wellness. Jeg synes det er okay at der roder herhjemme, og man må gerne få havregrød med rosiner på til aftensmad. Sådan ser min work/life-balance ud – og lige nu synes jeg faktisk, at det fungerer helt fint. Jeg er glad for vores hverdag, sådan i det store hele.

Børneopdragelse og forældreskab – og de ideér og idealer der omgiver dem – ændrer sig hele tiden. Men så længe børnene trives, er der ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Og jeg tror faktisk godt, at vi kan give os selv et kæmpe klap på skulderen – og hinanden, ikke mindst! Det er jo trods alt kvindernes internationale kampdag ♀💪🏽

Denne her fredag er fyldt med snot og Ramasjang. Sidste fredag gik jeg rundt på Ystad Saltsjöbad og lignede en bikiniklædt maddike.

Jeg har lige smidt mit luksuslegeme i sofaen med en kop varm kaffe og en rulle chokoladekiks. Ahh! Store snefnug daler ned udenfor mit vindue, og det er meget hyggeligt, når man sidde indenfor i varmen, men det er godt nok synd for de håndværkere der går rundt nede på  min gade. Jeg er ikke på arbejde, for jeg har barn syg for anden dag i træk. Den lille dame har feber og er snottet, så jeg har snart brugt 2 døgn på at se de 2 samme afsnit af ’Kasper og Sofie’ på Ramasjang, og  på at lave små skåle med vindruer, rosiner og kiks i. Jeg prøvede i formiddags at få arvingen til at klippe gækkebreve for at lave noget andet, men det gik sådan, at der var nogen der ville have alt papiret for sig selv, som tegnede på bordet og som ikke ville sidde stille med saksen, så jeg tror dét projekt er sat på pause de næste 10-15 år. Til gengæld er der lige nu et lille tæppe af gule papirsstykker under vores spisebord.

For en uge siden sad jeg ikke i sofaen og kiggede på sneen. Næ, dér gik jeg rundt i Malmö med min mand. Årsagen var at 1) Marabou-lageret var ved at være tømt her på matriklen og 2) han havde inviteret mig på Ystad Saltsjöbad. På vej til Ystad brugte vi nogle timer i Malmö på at spise frokost og kigge lidt i butikker. I en genbrugsbutik forelskede jeg mig i en herlig, kunstig leopard-pels som heldigvis passede på en prik. Og da vi bagefter daffede i et supermarked for at købe Marabou, så jeg en dame i en pels magen til, men hun var dobbelt så gammel som jeg og havde hele underansigtet smurt ind i pink læbestift – og i dét øjeblik vidste jeg, at det var et virkelig godt køb <3

Ystad Saltsjöbad var lækkert. Simpelthen. Der var en smuk udsigt, og det var fantastisk at kunne sidde ude i et varmt boblebad i skumringen, mens frostvejret holdt kinderne kølige (…også selvom det er en helt særlig slags nederen at sidde helt klistret op ad et fremmed menneske i et boblebad. Især hvis denne fx har 5 cm. tykke og gule tånegle). Der var lækker mad, og især morgenmaden! Tjek lige en morgenmad for vindere jeg havde kørende: 2 pandekager og 4 vafler med nutella og flødeskum:

Søren hoppede i vandet. Det er på top-10 over ting, jeg ikke forstår: Vinterbadning. Jeg fryser bare af at kigge på billedet!

Vi var helt i zen, da vi kørte tilbage til København og hentede Lillen hos mine forældre. Men det varede kun indtil vi blev modtaget af en lille dame, der råbte ”NEEEEEJ” ved synet af os, og meget hellere ville blive hos mormor og morfar. Thanks, altså. Jeg kunne  i øvrigt sagtens tage en tur mere til Ystad, skulle nogen finde på at spørge mig. Gerne til sommer, hvor deres udendørs-pool er åben, og hvor undertegnede (forhåbentlig) ikke længere ligner en maddike i bikini…

God weekend!

Dengang jeg vidste, hvad for en mor jeg ville være. Det var dengang, jeg ikke havde født endnu.

Min mand har fået en surdej. Den lever lidt sit eget liv, og lugter også lidt skummelt. Men jeg er glad, for det betyder hjemmelavede kulhydrater til mig! Igår bagte han et brød, fordi jeg fik to veninder til brunch. Én af dem er gravid, og vi snakkede lidt om den første tid med et spædbarn. Om barsel, ting man bliver nødt til at anskaffe sig og om navne. Og så var det, at jeg kom til at tænke på dengang, Lillen lå inde bag mit udspilede maveskind – det var nemlig dengang hvor jeg havde helt styr på, hvad for en slags mor, jeg skulle være.

Jeg skulle være sådan en, der rejste rundt i hele verden med mit lille barn i vikle. Og vi skulle være helt zen og alt-er-love-agtige. Men så var det at vi var en tur i Frankrig og brugte et døgn på hospitalet der, og nu tør jeg knap nok rejse udenfor kommunegrænsen. For KAN man få bleer andre steder? Kan deres læger snakke engelsk? Og kan man stole på indholdsfortegnelserne på maden (og kan man overhovedet læse dem? Eller er nogle helt krøllede bogstaver?). Slår hun ikke alle tænderne ud hvis hun skvatter på et marmor-gulv? Og tænk hvis nogen skulle få salmonella eller noget med hepatitis? Uff nej, altså.

Jeg skulle også være sådan en mor, der stadig havde tid til at se andre mennesker, og Lillen skulle lære at sove andre steder end derhjemme, så vi var sådan nogle fri og spontane typer. Klip til to år senere, hvor vi tager hjem SENEST klokken 19, og hvor vi godt kan lave en aftale med nogen, men først om 3-4 måneder. Og hvis maden bliver serveret senere end 17.30, så kommer vi altså ikke.

Jeg tænkte, at jeg ville være sådan en mor, der iklædte mit barn alt godt fra Mødrehjælpens genbrugsbutikker – fordi det er miljøvenligt, kemikalierne er vasket ud og ens børn bliver jo ikke mere eller mindre søde alt efter påklædningen vel? Men. På en eller anden måde er Lillens garderobe efterhånden noget mere lækker end min, og jeg har sjovt nok aldrig nogle penge, fordi de ligger nede i Magasins børneafdeling.

Og så ville jeg være sådan en mor, der ikke brugte tv’et og ipaden som underholdning for arvingen, for istedet skulle hun lære at finde på ting selv eller have kvalitetstid med sine forældre. Hahaha. Jeg har set ALLE afsnit af Sofus, Sprinter Galore, Gurli Gris, Søpapegøjernes ø og Kasper og Sofie. Og jeg ville ikke engang gøre det om, hvis jeg kunne.

Jeg ville også være sådan én, der lærte mit barn at spise alle mulige spændende ting. Men så fik hun øjnene op for Nutella og ketchup – og på en eller anden måde fungerer de to som en direkte adgangsbillet til den lille strutmave. Mere ketchup til din kartoffelmos? Ja, værsgo du!

… og sådan var – og er – der så meget.  Men det er på en eller anden måde alligevel præcis, som det skal være. Man bliver jo (heldigvis) klogere. Og så længe arvingen er glad, så er mor her det også – også selvom hun ikke spiser quinoa-deller eller har dyppet sine størrelse 25 i Stillehavet 💕