2

Klokken halv otte i aften er det præcis to år siden, at Lillen så verden for første gang. Jeg tænker ikke at det har været et kønt syn, der mødte hende – de fesengrønne vægge på fødestuen, en omgang grumset vand i fødekaret og et sæt forældre, der lignede to, der var godt brændt af. Hendes forældre kiggede til gengæld på et dejligt, buttet spædbarn med mørke øjne og små bitte hænder.

Vi er vokset med opgaven, hendes far og jeg. Den første nat lå jeg og stirrede på hende, for jeg var sikker på, at hvis jeg faldt i søvn, så ville jeg komme til at lægge mig ovenpå den lille varme krop der var svøbt i hospitalsdynen. Vi famlede med bleerne, var bange for at ødelægge hende når hun skulle have skiftet tøj. Det første bad var mest af alt et cirkus og første gang vi kørte en tur i barnevognen var jeg sikker på, at hun fik en hjernerystelse af alle brostenene. Heldigvis blev vi vant til at være hendes forældre, og lige pludselig er vi forældre til et barn. Ikke en baby, men et barn på 2 år.

At være mor til en nu 2-årig er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Det er sjovt, fordi hun med egne ord er en drillepind, og fordi man kan lave fede ting med hende – kigge på dyr, tage til børnebio i Cinemateket og hjælpes ad med at lave dej til boller. Det er udfordrende, fordi der er fart på de små ben og fordi hun ikke lader sig nøje med, at man kun er delvist nærværende. Det er nemt at være hendes mor, fordi hun selv er god til at sige hvad hun vil og ikke vil: Gerne se Gurli Gris og spise havregrød med sukker på, ikke børste tænder eller spise broccoli. Det sætter alt andet i anden række, og det bringer små stunder af lykke helt tæt på, for jeg vil påstå, at intet slår et langt kram fra ens egen avl. Det handler også om at følge med det bedste vi overhovedet kan, for lige pludselig kunne hun teksten til både Mester Jakob og Se min kjole, og på en god dag spiser hun 8 kvarte til frokost.  Det giver mig indimellem grå hår, fx når hun aer mit nyvaskede hår mens hun er halvvejs igennem en makrel-mad, eller når hun vælter 500 små hårelastikker og spænder ud af kassen, peger på dem og tørt konstaterer at:”Mor rydder op”:

Uanset hvor mange elastikker, jeg har fisket ud fra under sofaen, og uanset hvor mange morgener jeg er kommet på arbejde med havregrød på tøjet og poser under øjnene, er der ikke noget jeg hellere vil.

Tillykke med de to år, verdens bedste Lillen. Og tak fordi jeg får lov til at være din mor <3