Uncategorized

At få rejsning er at leve? Seriøst? Et forsvar for skæve tissemænd og rutineprægede knald.

I formiddags smurte jeg en madpakke, stoppede et par ekstra bleer i tasken og satte Lillesøster bag på cyklen. Vi skulle ud for at kigge på grise, geder, høns og kaniner på Bonderen, og deltage i deres legestue. Det småregnede, da vi cyklede ned at Røde Mellemvej, og lyden af våde dæk mod asfalt blandede sig med Lillesøsters pludren fra cykelsædet. Vi drejede af og fulgte Urbanplanens stisystemer, men da vi kom frem, var der kun én af os, der havde gennemført cykelturen i vågen tilstand – og det var ikke Lillesøster. Det lille hoved med den lyserøde cykelhjem dinglede foroverbøjet, og de brune øjne var lukket i. Så vi cyklede hjem igen.

På vejen kørte vi forbi en stor reklame ved et busstoppested, hvor der stod: “At få rejsning er at leve”. Reklamen er for scor.dk, der tjener penge på (folks forhåbninger om) sex, og jeg kan godt se det humoristiske i omskrivningen af H.C. Andersens berømte citat. Men jeg blev mest af alt træt.

Først blev jeg træt, fordi jeg synes at det er et åndssvagt udsagn. Livet er sgu da meget andet end at få rejsning (… altså, jeg har af gode grunde aldrig prøvet det, men det går jeg da ud fra). Livet er at cykle med bare ben en lun sommermorgen. Livet er at holde en lille hånd i sin. Livet er en pizza med kartoffel og rosmarin. Livet er lyden af en glemt yndlingssang eller duften af regnvådt græs. Livet er at få et kys og at finde en smuk kjole på loppemarked. Livet er en varm kop kaffe på en kold vintermorgen. Livet er en sms fra en kær ven eller neglelak med glimmer i. Livet er måske nok at få rejsning, men det er også alt muligt andet.

Dernæst blev jeg træt fordi reklamen er et billede på, hvordan der er sex alle steder: Det er i vores fjernsyn, hvor der knaldes løs i realityprogrammerne. Det er i vores magasiner (her kan du fx læse, hvad du kan lære af pornostjernerne og her er frække lege til sengekanten). Det er på de sociale medier, og det er i vores gadebillede – denne unge dame hænger fx i et skur, lige overfor Ørestad Skole:


Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod sex og kroppe i det offentlige rum, men jeg har noget imod den måde, det er der på. Det er jo ikke hængende bryster, flade numser, skæve tissemænd, arrede knæ og bløde maver, vi møder. Altså slags kroppe, de fleste af os render rundt med – den slags kroppe skal vi derimod lede efter, for de er som oftest gemt væk. Til gengæld er der trænede, glinsende, struttende og præsterende kroppe overalt.

I forhold til sex er det aldrig det småkedelige knald på sofaen med hvidløgsånde og hår på benene, der fremhæves. Vi hører sjældent om ældres sexliv, sexlivet (eller mangel på samme) efter fødslen, de mislykkede bollerier (… med mindre det har så stor underholdningsværdi, at det deles med vennegruppen i en brandert). Vi præsenteres for en seksuel præstationskultur, hvor det skal være større, vildere og bedre – og helst ikke rutinepræget og ”godt nok”.

Der sker meget godt de senere år i forhold til kropspositivsme, øget accept af og viden omkring andre slags sex en det hetersoseksuelle og “pæne”. Tingene bliver i høj grad genforhandlet, og vi bliver præsenteret for en større variation af seksualiteter og kroppe end tidligere. Men det er ikke nok. Det vi er bevidste om, kan vi gøre noget ved, mens det, vi ikke er bevidste om, gør noget ved os – firkantet sagt. Vi bliver simpelthen nødt til at rulle kollektivt med øjnene over de idealer og krav, vi møder os selv og hinanden med, fordi vi bliver tæppebombet med photoshoppede bryster og dumme reklamer. Og huske os selv på, at det vi har sikkert er godt nok – at vi er gode nok. Med eller uden rejsning.

Og det er den suppedas, jeg skal opfostre to piger i. Jøsses, altså.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *