Uncategorized

Bååångsjuur (eller bonjour, om man vil)

Vi er kommet til Frankrig! Til en lille by tæt på Nice, og tæt på vandet. Her er skønt – babyen sover lure ude i den lille have (UDEN flyverdragt på), tomaterne er på størrelse med en 5-årigs hoved og alting ser så billigt ud, når det står i Euro. Vi skal være her i to uger, og det er altså lige til at overskue 😉

Vi har cirka en million kilo bagage med herned, og lignede  Cirkus Benneweis på vej i lufthavnen, da vi klokken halv seks søndag morgen travede op til Hovedbanen. Vi gik forbi slingrende typer der skulle have den sidste øl og en hotdog at sove på. Vi gik forbi pushere, morgenåbneren i LIDL og de afrikanske prostituerede på Vesterbrogade, der kælent henvendte sig til alle de ensomme mænd. Vesterbro er også dejlig ud på de små timer.

Jeg havde pakket alt for meget, og var nødt til at lade al babymaden udgå fra cirkussets oppakning. ”De har jo også børn i Frankrig” messede jeg, og prøvede at overbevise mig selv om, at franskmændene selvfølgelig også har frugtmos uden sukker, økologisk risgrød og dén slags. 4 timer senere stod jeg nede i det lokale supermarked og kiggede ud over en masse modemælkserstatning, der smagte af kakao, vanilje eller en form for morgenmadsprodukt. Jeg prøvede at finde noget økologisk mos, men uden held – til gengæld var der sukker og/eller en form for bøf eller skinke i det hele. Jeg frygter at Lillen har groet en ekstra arm eller har fået en sukker-forskyldt hjerneskade når vi kommer hjem. På den anden side er jeg her stadig på trods af 90’ernes legesminke, slik i neonfarver og ikke-økologiske ærter til boller i karry. Det går nok. Håber jeg.

Flyveturen gik ellers fint. Vi sad forrest i flyet sammen med alle de der skjortedyr, der sad og læste Berlingske på deres Ipads. Babyen kedede sig lidt og var, forståeligt nok, temmelig træt. Mens vi fløj over alperne stod jeg med numsen halvvejs oppe i ansigtet på ét af skjortedyrene, i et forsøg på at bounce Lillen i søvn. Det lykkedes trods syre i armene og svedige håndflader – hun overgav sig 2 minutter før kaptajnen tændte for spænd-sikkerheds-bæltet skiltet. En powernap er selvfølgelig bedre end ingen nap, og jeg fik til gengæld et kompliment fra en mand, der sad bag os: ”Respekt for den mor-indsats dér!”.

De næste par uger skal gå med at nyde solen, spankulere rundt på Promenade des Anglais, nyde at vi har masser af tid, svælge mig rosé og spise fransk mad. Jeg argumenterede for, at fransk mad var lig french fries, men den købte Søren altså ikke. Heldigvis er der jo også pommes frites i moules frites, og det er i hvert fald fransk! Og følg iøvrigt endelig med på @sofieude.dk på Instagram, hvis I har lyst til lidt fransk forårsstemning <3

nice

11 thoughts on “Bååångsjuur (eller bonjour, om man vil)”

  1. Lige et spørgsmål, der ikke har noget med jeres tur at gøre, men hvad er Lillens fulde navn egentlig? 🙂 Tak for en skøn blog.

    1. Hej Katrine! Tusinde tak for kommentaren – og rosen 🙂 jeg har ikke skrevet Lillens navn her, ligesom jeg heller ikke har vist billeder af hende. Ha en dejlig aften!

  2. Hej Sofie.
    Tak for en skøn blog og skøn læsning. Følger troligt med i alle dine indlæg på bloglovin – og på instagram (er især vild med din onsdagssnegl på en torsdag) 😉

    Til sommer skal jeg med en veninde til Sydfrankring – Nice eller en by tæt på. Kan du anbefale nogle steder? Noget man skal se? Hvor der er lækkert at bo? Hvor skal man spise?

    Ha’ en fortsat god aften

    Mvh. Trine

    1. Hej Trine!
      Tak for rosen – og dejligt at du følger med 🙂
      Det lyder alletiders med en tur til Nice! Jeg tror ikke jeg er så god til restaurant-tips, for det bliver altså ikke til meget restaurantbesøg, når man har nogen på 7 måneder med. Men spis masser af croissanter og pains au chocolat, drik kold rosé og spis moules frites indtil det står ud af ørerne på Jer…

      Nice er fantastisk. Der er god shopping, og det er virkelig flot med bjergene og det turkis vand. Der er et hyggeligt madmarked på Cours Saleya i den gamle bydel. Der er også en del fine museer, hvis man er til den slags. Jeg var et smut på Matisse, men der er også Chagall, et arkiteturmuseum, et med moderne kunst osv.

      Af omkringliggende byer er Monaco et besøg værd. Man kan spise lækkert og relativt billigt på Le Marché de la Condamine. Ellers er det mest noget med at kigge på rige menneskers både! Cannes er også sjovt at besøge, og her skal man gå langs promenaden, la Croisette. Villefranche er sådan lidt postkort-agtigt med en fin bugt og smukke huse tæt på Nice. Er man til marked med “Gucci”-tasker, solbriller og selfiesticks er der et marked i Ventimiglia, der ligger i Italien. Det er så vidt jeg husker en togtur på en god halv time fra Nice.

      Ha’ en rigtig dejlig eftermiddag 🙂

      1. Tusind tak for svaret 😀
        Glæder mig allerede sådan!
        Og ja, forståeligt nok med de begrænsede restaurantbesøg med nogen på 7 måneder 😉

  3. Hej Sofie

    Jeg vil høre, om du har en email, man kan kontakte dig på? Og er du på Instagram?

    De bedste hilsner
    Signe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *