Skip to content

Barselsliv, NU kommer jeg!

Jeg har overhovedet ikke været i Fælledparken i dag, 1. maj. Det var jeg ellers som regel, dengang jeg var yngre – med en god ølbrandert kørende og iført noget Fjällräven-rygsæk med meeeeget politisk korrekte badges på. Til gengæld har jeg fejret dagen ved at holde barsels-fridag med mit afkom. Ligesom vi gjorde i går – hvilken luksus pludselig ikke at have noget voksen-arbejde at skulle passe! Og lukkedage i vuggestuen? Kom an!

Lillen og jeg har brugt dagen på at se Kasper og Sofie (og hvad sker der i øvrigt for, at der er kommet nye skuespillere? Jeg savner de gamle!), vi har været på café, besøgt tre forskellige legepladser i regnvejret og læst en masse bøger, som vi lånte i går på biblioteket. Et tip er i øvrigt kun at låne ”Totte og Malene”, hvis man er klar på, at samtalerne efterfølgende primært omhandler tissemænd og tissekoner. Ahem.

Det er virkelig hyggeligt at være hjemme med Lillen. Hun er glad, sød og som regel god til at høre efter – og hvis ikke, kan hun altid bestikkes med noget spiseligt á la 3 rosiner. Hun snakker *hele* tiden, og kan efterhånden godt springe eftermiddagsluren over, så der er fuld smadder på fra klokken 7 til 19. På dén der måde, hvor det er optur at løbe fra den ene ende af stuen til den anden, mens man råber ”LØØØØØBBBEEEEE!”, hvor køkkenrullen fint kan bruges som en slags gulvtæppe og hvor der spildes saftevand alle (u)mulige steder mindst 25 gange i timen.

Når man er temmelig gravid, kan man også godt blive tung og træt indimellem. Dét er jeg i hvert fald. Og selvom det er dejligt, er det jo ikke en ren badeferie at være alene med en snart 3-årig to dage i streg, så jeg er altså efterhånden noget mat i koderne. Af at svare på spørgsmål om, hvorfor man drikker af krus eller hvorfor man har bukser på, og af at skulle holde vejret og stille benene med et par meters mellemrum for at kunne nå ned til gulvet for at tørre saftevand op.

I morgen er det min første rigtige barselsdag. Sådan en dag, hvor jeg er helt alene hjemme, og hvor jeg ikke har andre planer end at ligge på sofaen og lave absolut ingenting det meste af dagen. Barselsliv, NU kommer jeg!


Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *