Skip to content

Barselsoptur

Første dag alene på barsel er overstået! Og det gik så godt som det overhovedet kunne:

  • Jeg har vasket hår og haft mascara på. Hårene på benene må jeg deale med i morgen.
  • Jeg har fået lært Lillen at bruge sut! Hun skulle bare ha en grim, brun øko-sut, så kunne hun sagtens arbejde med det. Mor her sagde skingert ”hvor er du dygtiiiiig” på repeat mens den lille dame gumlede løs.
  • Jeg har spist pizza på Mother og gået tur på Bryggen i Septembersolen.
  • Jeg har haft fint besøg fra Sverige (ja, altså, Lillen og jeg var ikke alene ude og spise frokost… Selvom jeg engang har været alene til koncert, så man skal aldrig sige aldrig)
  • Jeg har bestilt kagemand til min fødselsdag. ”Hvad skal der stå på den” spurgte bagerekspedienten. Hun kiggede lidt mærkeligt da jeg svarede ”øhm, Sofie 28 år, tak”.

Nårh ja, og så har jeg oplevet at amme mens der blev knaldet højlydt på den anden side af væggen. Det var lidt underligt, men alt i alt havde jeg det sådan her over dagen:

Jeg er sindssygt glad for, at jeg har haft babydaddy så lang tid hjemme – til at hente saftevand, give krammere, hente vasketøj og ikke mindst til sørge for, at jeg fik noget andet end kiks og chokolade at spise. Altså, respekt til Jer, der står alene efter 14 dage!  Jeg synes det hele er blevet meget sjovere og nemmere end for en måned siden. Jeg har lært Lillen bedre at kende – jeg ved fx, at hun er typen, der ikke kan lide at vente på maden. Jeg ved også, at hun ikke er fan af at beholde sine strømper på, at hun elsker at ligge i sin fars armhule og at hun kan tage 4 timer på skjoldet den første del af natten. Og så kan hun få verdens mindste fnuller mellem tæerne. Jeg er så edderspændt glad for, at det lige præcis var hende, der gemte sig under mit temmelig udspilede maveskind.

Det er mærkeligt, at der smart er gået 6 uger siden jeg brølede hende ud i et badekar ude i 2650 Hvidovre. Jeg forstår slet ikke, hvor tiden er blevet af (eller, okay, den er blevet væk på middagslure, ture i Føtex og langsomme formiddage, but still). Jeg synes hun er vokset så meget siden vi kom hjem med hende, helt krøllet og skrøbelig. Som faren i min all-time favourite TV-serie, Nana, siger (iklædt 90’er hår og morgenkåbe): ”Hun bliver så hurtigt stor… Inden vi får set os om skal hun jo giftes og alt muligt”. (Man kan i øvrigt gense Nana her – og det er altså ikke en helt dårlig idé!)

4 Comments

  1. Maria Maria

    Hvilken sut lykkedes det med? Herhjemme har vi prøvet en del forskellige til husstandens 6 uger gamle chef, men hun er sgutte faldet for en endnu.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Det er Hevea sutten med rund tut – kan købes i nogle Matas butikker. Det var sundhedsplejersken der sagde, at de små ofte har lettere ved at finde ud af dem med rund tut, fremfor dem med flad. Held og lykke med at få chefen til at godtage ideén 🙂

  2. Jeg ELSKER at du kender Nana! Nana og Ludo bliver jeg aldrig for gammel til – og efter jeg er blevet mor, er det blevet helt legalt at have lyst til at se dem igen og igen! Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind…

    Tillykke med en god første dag på barsel 🙂

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Ja ikke? Mit yndlings afsnit er der, hvor de er i skoven for at fange haletudser, men fanger øl og kondomer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *