Uncategorized

Bryllupsdag med poser under øjnene

I dag er det præcis et år siden, at jeg med strutskørt på og tårer i øjnene sagde ja til at blive gift med Søren (læs om dét her, her og her). Ham der har en imponerende tålmodighed og som altid gerne vil læse korrektur på mine blogidlæg. Ham der gør mig helt blød i knæene, fordi han er verdens bedste far. Ham der altid tænker før han taler, og som ved hvad han vil. Ham der kan få mig til at grine og ham der laver de bedste burgere. Ham, der heldigvis stadig har lyst til at være gift med mig den dag i dag – og forhåbentlig mange dage endnu (aawww).

Jeg har fået en fin buket blomster, og der blev serveret lækker morgenmad for mig i morges. Jeg var dog alt andet end lækker at se på: Uglet hår, poser under de rødsprængte øjne efter kun 4 timers søvn (tak, Lillen) og et hoved, der føltes tungt og udmattet. Jeg var nemlig til polterabend i går. Min veninde Mette skal giftes med sin Morten til august, og igår skulle hun fejres.

Mette blev møghamrende overrasket da der pludselig stor en stor flok damer nedenfor hendes lejlighed på Nørrebro, og dagen var så fin – vi  drak lunkne dåsebajere fra ladcyklen, twerkede, spiste, grinede og så indspillede vi en sang og en dertilhørende musikvideo. Stedet, hvor vi skulle indspille lå tæt ved Rådhuspladsen, og det var sådan et sted der havde store guldspejle og leopardmønstret tapet, der lugtede lidt af tis og gulvet var klistret. Vi skulle være udklædt som rappere, men min referenceramme i dén kategori er en mellemting mellem Nelly og Eminem (I ved, ung i 00’erne) så jeg lignede vist mest af alt en rigtig forstadsbølle… Men jeg gjorde da et ærligt forsøg:

… Og der var én der havde en t-shirt på med logoet fra Isabella Fortelte, fordi hun syntes det så badass ud, at der var en krone på. I virkeligheden var det nok Mette der så mest sej og rap-agtig ud.

Vi endte med at drikke drinks og danse på en bar på Nørrebro. Jeg tog metroen hjem til Amager da mine ben ikke kunne bære mig længere, og ham jeg sad ved siden af fra Christianshavn til Ørestad brækkede sig temmelig grundigt, hvilket jo altid er en fin måde at få rundet byturen af på.

(Klokken 01.56-kinda-stemning)

Efter at have haft sådan en strålende dag og aften glæder jeg mig endnu mere til brylluppet. Tøjkrisen er allerede startet, i øvrigt. Og hår-krisen, for jeg kan kun to frisurer 1) hestehale og 2) knold. Godt at der er lidt over to måneder til at finde ud af noget der ikke involverer pastelfarver, blonder og tarveligt hår.

Tilbage til mine poser under øjnene. De blev heldigvis mindre lidt senere på (bryllups)dagen, efter en to-timers lur, en stor kop kaffe og en tur ud i solen. Lillen, Søren og jeg var til loppemarked og grillpølser i en nærliggende kolonihaveforening, og husstanden her er således blevet en lille traktor og noget Frode Får-gøgl rigere. Og jeg har båret en snart to-årig hele vejen hjem fra Sundby – to kilometer – fordi hun død og pine ikke skulle gå selv og endnu mindre sidde i klapvognen. Men altså, alle var glade, solen skinnede og mine overarme er snart klar til at stille op i en form for bodybuilding-konkurrence. Alt i alt en helt ok første bryllupsdag, synes jeg 🙂

4 thoughts on “Bryllupsdag med poser under øjnene”

  1. Ej hvor sjovt, jeg var også på polterabend igår og stod på selvsamme tagterrasse hos Eventfactory og indspillede musikvideo til Britneys “hit me baby one more time”!

  2. Tillykke med den allerførste bryllupsdag ❤️ Ps. Jeg har faktisk også været til polterabend og indspillet en sang OG musikvideo samme sted – bare ikke igår 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *