Kategori: brok

Pis. Møg. Fuck.

Vores elskede Emmaljunga klapvogn er blevet stjålet i nattens mulm og mørke. Fra vores aflåste opgang og med en bad-ass kædelås på. Og så på Lillens et års fødselsdag! Jeg blev så ked af det, for den havde så meget affektionsværdi for mig, selvom det jo praktisk talt bare var en omgang stof, hjul og indtørrede banan-pletter. Men… det er jo dén der har fragtet mit afkom rundt i det første år af hendes liv. Dér hun har sovet lure. Dén jeg har travet Vesterbro tynd med. Dén der har været med på ferier. Det var Lillens barnevogn. Ikke en eller anden langfingret narrøvs. Gad vide hvor den er nu? Bliver den brugt som flaskecontainer på Amager Fælled? Er den solgt til en intetanende børnefamilie i Herlev? Står den smidt i en busk et par gader væk? Vi savner den.

Det er fandme tarveligt sådan at stjæle noget, som andre mennesker er afhængige af. Man kan jo ikke komme nogen steder uden sådan én – armene syrer til efter 100 meter, når man bærer rundt på 10 kilo kærlighedsklump. Derfor var jeg en tur i Brønshøj for at købe en klapvogn magen til den gamle fra Den Blå Avis. Jeg sad i 5A og kogte i hvad der føltes som hundrede år, mens der lugtede af gamle prutter og jeg overvejede, hvordan stop-knappen ville se ud under et mikroskop.

offentlig transport

Hjem kom den trods alt, Emmaljunga 2.0. Mine forældre har været så elskværdige at give den en ordentlig tur med vask og smøring, så den er næsten lige så god som den gamle. Men altså kun næsten.

Gid tyven altid må have kronisk dårlig ånde, evig diarré og nedgroede negle. På samtlige tæer.

 

 

Om åndsbollede dage

Langt, langt de fleste dage har jeg det som blommen i et æg (hvordan ved vi egentlig at en blomme har det godt?). Men nogle gange er tingene også en lille smule mere åndsbollede end ellers. Forleden var fx sådan en dag hvor…

…. Jeg vågnede tidligt i morges ved, at det lille farsbrød klaskede sin håndflade ned mod mit øje. Jeg har aldrig hørt om øjenmassage som en thing og jeg kan godt fortælle Jer hvorfor: Det er IKKE rart.

… Køkkenet blev sprøjtelakeret med øllebrød, inden afkommet gik kold i altanbarnevognen. Mor her nåede et bad og en kop kaffe iført – hold nu fast – rent tøj!

… Min rene trøje var smurt ind i Buko Naturel 2 sekunder efter at Lillen var vågnet. Tak for det. Problemløsning: Læderjakke på, og så ellers afsted til Borgerservice. Mor her skal nemlig have nyt pas!

… Det viste sig at være smadder varmt, så jeg gik rundt og svedte big time i mine lange bukser, min smøreostetrøje og min læderjakke. Heldigvis var Borgerservices venteområde cirka 45 grader varmt og der var lang kø, så jeg begyndte ikke at fryse. Ahem.


…Lillen spiste en nummerlap og kiggede intenst på en kvinde med tørklæde på, inden det blev vores tur. Et mugshot og 700 kroner fattigere kunne jeg, Lillen og mine sveddråber trille hjem igen.

… Jeg prøvede at få Lillen til at sove, men damen nægtede, så jeg endte med at sidde i 30 minutter på Gammel Kongevej og nusse hende i panden mens jeg stress-nynnede med sammenbidte tænder. Den blev 1-0 til Lillen da jeg gav op, og gav hende en blåbærsmoothie.

… Barnevognen pludselig lignede et bordeaux/hvidt Pollock-maleri, fordi Lillen ikke havde i sinde at spise smoothien.

… Vi efter en gåtur gav op på lur, og rundede en bager. Jeg bad om en chokoladescone og kom ud med en fitness-agtig rugbrødsbolle der var hård som sten… og opdagede det først, da jeg var kommet hjem. Pis.

… Lillens tredje måltid den dag bestod af noget mos med laks. Det lugtede af nakkeost (eller, sådan som jeg forestiller mig, at nakkeost lugter), og pludselig var det overalt i hendes hår. Altså: Badetid.

… damen rykkede i slangen til bruseren, mens hun sad i badekarret, således at hun fik en kæmpestor dunk showergel lige ned i hovedet. Jeg var ved at få et mindre panikanfald fordi jeg var sikker på, at den havde ramt den bløde plet og at hun nu var blevet helt hægtet af. Lillen hylede lidt, for derefter at plaske videre. Phew!

Heldigvis kom Lillens faderlige ophav tidligt hjem og jeg fik en stor burger med fritter på Von Fressen til aftensmad. Sådan er det nemlig med dé der lidt åndsbollede dage for mit vedkommende – de kommer i afmålte doser, og jeg har aldrig to dårlige dage i træk. Heldigvis.

Lige om lidt smutter vi på sommerferie i den svenske vildmark. Jeg glæder mig helt vildt til afslapning , bålplads og skov. Jeg var på sådan en ferie med en veninde for nogle år tilbage, og det var bare verdens bedste ferie! Til gengæld håber jeg ikke der er for mange myg eller en hangry elg i nærheden.  Jeg har ingen idé om der er internet eller ej, så måske skrives vi ved i næste uge og måske ikke. Om ikke andet, må I have en fantastisk søndag <3

 

Morgenstund har kaffe og bar røv i mund

…i hvert fald her på matriklen. Engang var morgenen sådan noget der startede ved 7-8 tiden, når vækkeuret ringede. Bad, kaffe, yoghurt, mascara og på arbejde. Sådan er det ikke længere, overhovedet. Til gengæld vågner jeg nu hver morgen ved, at mit afkom er rullet om og ligger på alle 4, mens hun griner og hiver mig i næsen. Klokken 05. Og hver morgen tænker jeg: NEJ, LÆG DIG TIL AT SOVE IGEN. Men Søvnfornægteren er afklaret, og dagen er i gang. Vi kaster havregrød på køkkengulvet, læser rør-og-føl-bog om kæledyr og jeg hælder kaffe ned i løgnhalsen mens jeg mest af alt ser sådan her ud:

Når Lillen tager dagens første lur, går jeg i bad. Eller, jeg prøver på det: To dage i streg været ude på altanen i bar røv og dryppende hår, fordi nogen har tabt sutten. Jeg håber at naboerne er kollektivt nærsynede, eller endnu bedre, at de ikke var stået op endnu. Jeg ved godt at sharing is caring, men nogle ting vil man gerne holde for sig selv – fx hvordan man ser ud når man er stået op klokken fem, har ammet fra det ene bryst og ikke det andet og har barberet et halvt ben, ikke?

Når byen vågner og der bliver lidt liv på gaden udenfor, begynder jeg efterhånden at være med igen – selvom det altså er mærkeligt at være klar til at spise frokost kl. 9. Jeg håber at jeg en dag igen får lov til at høre lyden af alarmen på min telefon om morgenen, og at der ikke er nogen der hiver mig i næsen før fanden får sko på (eller, måske håber jeg bare at der ikke er nogen der hiver mig i næsen sådan helt generelt, for det er altså ikke videre behageligt). Indtil da har morgenstund altså kaffe og bar røv i mund for mit vedkommende. 

kaffe

Op ad bakke

Generelt synes jeg, at jeg har det som blommen i et æg, men ikke lige idag.

Min baby sover ikke helt så godt som den plejer, så mor her har en klædelig omgang poser under øjnene. Jeg, poserne og Lillen har været hos lægen i dag. I morgen fylder damen 5 måneder, og derfor var det tid til vaccine. Hun havde fået en eftermiddags-tid hos lægen,men jeg Lillen ville gerne have det overstået, så mor her ringede til lægen i morges for at høre, om der var en tidligere tid. Jeg sad en halv time i telefonkø, til lyden af Christophers ”Tulips”. Det er altså lidt akavet at høre om undervognsbehandling, når man venter på at snakke med en lægesekretær ikke? Der var ikke nogen afbud, så vi måtte vente. Og det gjorde vi så.

Det haglede på vej derind. Ved Hovedbanen mødte jeg to unge mænd, der havde bestilt en taxa. Da taxaen trillede op foran dem, viftede de den væk og råbte på et noget ubehjælpsomt engelsk: ”No no, this is perker-fri zone! No Muslim!”. Jeg havde sådan lyst til at give taxachaufføren et kram fortælle de to idioter et alvorsord eller to, men de lignede mildt sagt nogen, der var klar til at slå en proper næve, så jeg turde simpelthen ikke.

Det var smadder koldt, og da vi nåede frem føltes det som om mit ansigt var frosset fast (lidt ligesom Chandler i Venners hånd, efter han har spillet for meget arkadespil). Hun klarede stikket flot, Lillen. Men det det dér skrig, der kommer efter stikket, går altså lige i hjertet. Stakkels tykke, bløde babylår.

Da vi kom hjem igen gik Lillen omkuld, og jeg lavede mig en kop kaffe og satte tænderne i et stykke banankage. Efter den første bid vågnede Lillen, kaffen blev kold og jeg fandt et hår i kagen.  Nu er jeg i gang med at mentalforberede mig på en lang nat med feberramt baby.

Op ad bakke, altså.

IMG_0420

PS: Hvis man lyster, så er man meget velkommen til at følge bloggen på Facebook her og på instagram via @sofieude.dk!

Ramt

Jeg har ramt muren. I torsdags var jeg ude for at spise sushi. Tjeneren kiggede på min mave, grinede og spurgte, om det var tvillinger. Overvejede et kort øjeblik at rulle hans hoved i wasabi og chilimayo og bide det af ham. Jeg synes jeg har taget min del af arbejdet i forhold til at være gravid, og det var altså i tirsdags, jeg havde termin (you listening in there!?). Hver aften håber jeg at der sker noget i løbet af natten, men jeg vågner alligevel helt højgravid og veludhvilet hver morgen. Så ligger jeg og tænker ”hmm, det trykker også lidt specielt i dag?” indtil jeg finder ud af, at det er fordi jeg er ved at tisse i bukserne eller har ligget ovenpå fjernbetjeningen.
Mit humør er mere end almindeligt råddent, og min optimisme ligger vist samme sted som min tålmodighed. Jeg var til jordemoder, der skalerede Lillen til snart at være 4 kilo (!!!!). Man VED bare at hun vejer det tidobbelte, når hun endelig er klar til at komme ud på den anden side. Hendes hoved er sikkert ligeså stort som de største bowlingkugler. Og så er det garanteret også helt forgæves, at jeg har købt sådan nogle svært farveglade ”mine første ord”-bøger, fordi hun allerede kan tale rent og kender det periodiske system, når vi får lov at møde hende.

Jeg har ramt grænsen for, hvad jeg kan finde på, for at sætte gang i noget. Bare et eller andet! I går var jeg ude og spise en snasket pizza, og benyttede lejligheden til at køre en hel skål chilisovs i bøtten, fordi der er nogen der siger, at stærk mad hjælper. Jeg kan så hermed afsløre, at det gør det ikke.

Jeg har (snart) ramt de plus tyve kilo. Mine hofter flagrer rundt i hver sit verdenshjørne og jeg kan sætte seriøse svingninger i gang, når jeg svinger med overarmen. Jeg prøver at sige til mig selv, at det er vand i kroppen. I virkeligheden tror jeg, at det er Nutella-ophobninger. Jeg har åbenbart også nået grænsen for, hvor tung man kan være, når man skal sidde på skødet af nogen. Har netop plantet mig selv ovenpå Søren, men kun i 30 sekunder, indtil han brægede “ej, det er simpelthen for tungt!”.

Jeg har ramt grænsen for, hvor meget mit maveskind kan strækkes. Det er begyndt at skælle, og det ligner fiskehud. Men det ville godt nok være løgn, hvis jeg sagde, at jeg af den grund ligner den lille havfrue (Ursula  rammer derimod ikke helt ved siden af – heller ikke temperamentsmæssigt).

Jeg har også i dén grad ramt grænsen for, hvor mange gravide topmodeller, jeg gider se på. Fx Remee’s kæreste, Mathile Gøhler, der havde termin cirka samtidig som mig, men også holder på maveindholdet lidt endnu. Hun har cirka samme krop i gravid tilstand, som jeg havde, før jeg blev gravid.  Jeg ligner til gengæld en der har spist Mathilde Gøhler. Jeg er helt sikker på, at hendes hud ikke ligner fiskeskæl.

ursula
… Okay til gengæld er der også noget der trækker op. Nu skal det jo heller ikke blive first-world-problems det hele. I går var der fx Pride, og det var så dejligt at se alle de søde mennesker i latex-hundekostumer og full-body glimmer, der dansede til tonerne af Rihanna. Min søster kom forbi til en kop kaffe, og på vejen var hun blevet overfaldet af en to meter høj mand i fe-kostume, der havde kysset hende på munden. Hun syntes det var dødsens ulækkert, så det gjorde (tarveligt nok) mit humør lidt bedre.

Det hjælper også gevaldigt, at mange er søde til at komme med positiv feedback i forhold til bloggen på Instagram, facebook og IRL. TAK!

Og ikke mindst så fylder min søde Mutti år i dag, og så skal vi have lagkage. Vi må se om Tykke levner noget til de andre, muaha!