Kategori: kærlighed

Kampesten af smør og kærlighed

For præcis ét år siden var det en varm sensommermorgen, og undertegnede sad på en stol i stuen og prustede efter en nat med TV-shop og murren i maven. Jeg frøs om fødderne og havde tiltagende veer, og Søren havde travlt med at tage tid på veerne, ringe til fødegangen og pakke de sidste ting. Omkring 10 timer senere var Lillen ude i virkeligheden (læs i øvrigt om fødslen her og her).

I dag fylder Lillen altså et år, og dét gør hun med neongrønne ellevetaller under næsen, en saftig hoste og en stemme, der lyder som en blanding af Leonard Cohen og Joeys storrygende agent i ”Venner”. Den lille dame holder således fri fra vuggestue i dag, og det bliver nok noget med æblejuice, tegnefilm og en masse lure.

Jeg tror aldrig at et år er gået så hurtigt som det seneste. Det har på alle mulige måder været et vildt år, og vi er gået fra at have et spædbarn til at have et rigtigt lille menneske.  Det er et menneske der næsten selv kan gå, som selv spiser med gaffel, som kan sige ”hej” og som e.l.s.k.e.r. skumbad og makrelmadder. Verdens bedste lille menneske.

I går ville jeg egentlig have bagt små bitte bananmuffins til vuggestuen i anledningen af fødselsdagen. Verdens Bedste Tante Anne kom forbi for at hjælpe, og hun havde oven i købet taget en DUPLO-bondegård med i fødselsdagsgave til Lillen. Da Lillen allerede i går var skrantende, revurderede Anne og jeg dog situationen, og valgte at bage voksenmuffins i stedet. Med kokos og chokolade. Anne er ligeså hjælpeløs dygtig i et køkken som jeg er, så selvom vi nøje fulgte en opskrift, så ende det mildest talt mærkeligt: De var brændte, hårde som kampesten og flydende på samme tid, smagte af drømmekage-topping  og udfordrede tandsættet i aller højeste grad. Grimme var de også, på trods af at de var lavet med en masse kærlighed (og en masse smør).

Hvis nogen vil have opskriften, så bare sig til, ikke?

muffins

Liebe Mutti

Kære Mor. Tillykke med fødselsdagen i dag!

Tak fordi:

  •  Du altid gerne vil hjælpe.  Med rengøring, mad til fryseren, kørsel, barnebarns-pasning, laminerede ting (alt kan lamineres, bare der er vilje nok) og så videre.
  •  Du og far har vist mig hele verden. Også selvom jeg nogle gange har været en lidt utaknemmelig ung dame, såsom dengang I prøvede at vise mig Naturhistorisk Museum i London og jeg bare gik og spejlede mig i glasmontrene, fordi jeg netop havde købt en grim plasticjakke i Topshop. Eller dengang i Mexico hvor jeg bandede og svovlede i flere timer, fordi vi havde fået nogle meget stærke tortillas i en lille landsby. Eller dengang i Italien, hvor jeg havde spist så meget Nutella og pommes frites, at jeg fik ondt i maven og insisterede på at gå foroverbøjet med ½ kilometer i timen (og sidde i kørestol, da vi ramte et supermarked). Og alle de andre mange gange – overbærenhed er nogle gange en meget, meget god egenskab at besidde.
  • Du altid siger tingene ligeud. Såsom da du fortalte, at du var blevet klippet så korthåret at man kunne se hovedbunden. Eller da jeg spurgte om vi skulle gå i COS og finde en kjole til min bryllupsfest, og du afslog, fordi du syntes det hele var ”numsefarvet”. Man skal aldrig læse mellem linjerne, og det er altså dejligt.
  • Du har vist mig, at man kan rigtig meget, hvis man virkelig vil. Jeg er meget fx meget imponeret over, at du netop har gennemført en vandreferie i Italien med et brækket håndled. Jeg ved godt at man kommer langt med rødvin og smertestillende, men du er altså en hård banan. På den gode måde.
  • Du altid laver så sindssygt god mad, og har givet os en masse spændende og farverig mad allerede dengang burger og boller i karry var eksotisk. Vi har været meget gastronomisk forkælede, selvom min venindes sønderjyske forældre syntes at jeg fik ”hula-bula-mad” derhjemme.  Hvordan du har fået to børn der knap nok kan koge pasta er mig en gåde.
  •  Du altid har synes at dine børn var top-dollar, selv når vi ikke var. Det har vi aldrig været i tvivl om, at du synes.

Du er den bedste mor jeg overhovedet kunne ønske mig, og jeg er glad for, at jeg måtte være lige præcis din datter  <3

IMG_1132

Noget om planlægning (eller mangel på samme): Om børn, timing og vigtige overvejelser

For noget tid siden fik jeg denne kommentar:

”Du har allerede berørt emnet i et par indlæg, men har du mon lyst til at skrive lidt om de overvejelser (hvis nogen) I gjorde jer om børn, inden du blev gravid? Er der et bedre tidspunkt end andet, er der noget man ”bør” overveje, hvis man går i de tanker osv.”

Og ja! Det vil jeg så gerne fortælle om! Lillen var jo ikke planlagt. Søren og jeg havde talt om, at vi godt kunne tænke os at føre vores arvemasse videre en dag, men at der allerede bankede et lille hjerte inde bag mit maveskind, kom altså som noget af en overraskelse. På mange måder var vores situation også privilegeret: Vi har begge faste jobs, vi havde nået at rejse en del sammen, vi havde været kærester i knap to år (og havde derfor set hinanden med madforgiftning, i en kæmpe brandert og med søndagskrøllet hår) og vi har en lejlighed vi kan bo i til vi selv siger farvel og tak. Nu er det ikke fordi jeg synes den slags skal være udslagsgivende, overhovedet. Men for os gjorde det, at der ikke var nogen som helst tvivl om, at det lille hjerte skulle have lov til at vokse sig stort og stærkt.

I dag er børn ofte noget der skal planlægges nøje, og vi får børn relativt sent i forhold til, hvornår kroppen er allerbedst gearet til det. Jeg tror det handler om nogle strukturelle forhold – at boligerne er dyre, at barselsordningerne ikke er helt gå gode som de kunne være, at karriere og børn ikke altid er et super godt match og så videre. Der er også noget med, at det ikke er særlig godt brandet at være unge forældre (tak til Kaare Sand). Jeg tror også der er noget på det individuelle plan, der tæller – vi skal nå at rejse lidt mere, arbejde lidt mere og feste lidt mere, inden vi pludselig befinder os i et parcelhus med matchende Rosendahl vinglas, plæneklipper og matchende sutsko.  Og så er vi måske også en lille smule bange for at vælge børnene til? At vælge en forkert uddannelse eller vælge en ærgerlig frisure, er noget, der kan gøres om – det kan det der med børn altså ikke.

Jeg synes det rigtige tidspunkt at formere sig på er, når man ikke kan lade være. Punktum. Jeg tænker ikke at børnene bliver gladere af at have deres eget værelse, af at have en mor der er fuldmægtig fremfor studentermedhjælper eller af at der bliver handlet ind i Irma i stedet for i Netto. Jeg tror børn er glade, så længe de får en masse kys, noget mad og en ren ble engang imellem. Jeg synes dog at der er to væsentlige overvejelser, man bør gøre sig inden man kaster sig ud i projektet:

Den ene er, om man har fundet den rigtige at lave det sammen med – er det én man kan holde ud at kigge på de næste mange, mange år? Har man nogle fælles værdier og prioriteringer i forhold til hvad det vil sige, at være nogens mor og far (eller mor og mor, far og far)? Man hænger jo temmelig meget på hinanden efter at have lavet et barn, så jeg synes man skylder både sig selv og det kommende barn at gøre sig umage med at vælge. Man kan jo selvfølgelig også fint vælge at gøre det selv, hvis man ikke har fundet nogen man synes passer til jobbeskrivelsen som nogens mor eller far 🙂

Den anden vigtige overvejelse er om man er klar på at ryste posen godt og grundigt i forhold til hvad der hedder hverdag og egne behov. Begge dele forandres markant af at blive forældre – og det siger sig selv, at man ikke kan drikke sig i hegnet hver eneste weekend eller at man kan rejse med rygsæk gennem Sydamerika lige med det samme. Men der er også en masse små bitte ting, der forandres: Man kan ikke lige tage på besøg hos nogen, hvis det er over babys sengetid. Man kan ikke bede baby putte sig selv, fordi man skal se Girls. Man kan ikke lige smutte på udsalg, hvis man ikke har en shoppe-venlig baby. Man kan ikke lave aftaler og love, at man kan holde dem, for det er ikke sikkert at baby vågner til tiden eller måske har baby netop dén dag feber. Man kan ikke tage et langt bad og putte neglelak på tæerne, for der er nogen, der kan stikke fingrene i samtlige stikkontakter imens.  Hverdagen bliver styret af et andet menneskes behov, og dét skal man være klar på. Det kan godt være hårdt, det kan godt føles som en begrænsning, men samtidig giver det også mening. Man bliver nemlig en lille smule skør, når man bliver nogens mor, forstået på den måde, at man er klar til hvad som helst for at skabe de bedste rammer for afkommets hverdag. Også selvom det betyder at man går glip af udsalg i Ganni.

Det er et fantastisk og stort ansvar at være nogens mor, og det er skide svært at forberede sig på. Det kan også svært at planlægge – jeg har veninder, der havde prøvet i mange år før det lykkedes, og nogen, der blev gravide bare af at kigge på hinanden. Jeg ved ikke om der nogensinde kommer et helt rigtigt tidspunkt. Men jeg kan love så meget, at det bliver rigtigt.

Hvilke overvejelser gjorde I? Og er der noget tidspunkt, der er bedre end noget andet?

DSC01180(Tyk, glad og noget der ligner 7 måneder henne)

Om skrøbelighed og kærlighed

Egentlig ville jeg have lagt en status ud idag. Eller skrevet noget om regnvejr og brownie mellem tænderne. Men det føles bare forkert, for idag er der noget andet, der fylder. Aftenens angreb i Nice var en helt igennem frygtelig nyhed at vågne op til. Det er forkasteligt, sørgeligt og umenneskeligt. Det føles tæt på – for nogle måneder siden gik jeg rundt med barnevognen på Promenade Des Anglais og kiggede ud på vandet. Nu er der en masse uskyldige mennesker, der har mistet livet, og en masse pårørende, der er efterladt.

Jeg har kysset Lillen mere end normalt idag, for det var også en påmindelse om, hvor skrøbeligt livet og det smukke i det er.

Skrøbeligheden er ikke noget, jeg tænker over til hverdag. Selvfølgelig ikke, for så ville jeg blive skør. Der er så meget at passe på. Især Lillen. Selvom hun ikke engang er en meter lang og kan ikke sige så meget andet end ”baap-bap”, er hun alligevel det største der er sket for mig. Hendes far og jeg skal elske hende helt ustyrligt al den tid vi er her, og vi skal passe på hende, så godt som vi overhovedet kan. Tanken om at der er ting vi ikke kan styre eller skåne hende for, er uudholdelig at tænke på og gør mig bange. At blive mor har ændret mange ting – mest af alt har det ændret noget indeni: Nu forstår jeg pludselig, hvorfor min mor lå vågen og ventede på, at jeg kom hjem fra gymnasiefester i stedet for bare at lægge sig til at sove. Eller hvorfor hun insisterede på, at jeg skulle køre med cykelhjelm som 12-årig, selvom ingen andre behøvede det.  Sådan er det at være mor – man forsøger med næb og kløer at passe på et andet menneske. Det vigtigste menneske. Det er en kæmpe bekymring og et overvældende ansvar. Men heldigvis også den største kærlighed.

Verden er på mange måder et barskt sted med ulighed, krig, vrede sjæle, klimaforandringer og fattigdom. Men det er også en verden fuld af latter, medmenneskelighed, bankende hjerter og galoperende kærlighed. Det er dén verden, jeg vil insistere på at se.  Og dén verden, jeg vil give videre til mit barn.

IMG_0952

Om ægte kærlighed og bryllupsoutfit

I weekenden var vi en tur i skoven. Der var blå himmel, babyen sov trygt i klapvognen og pludselig stod der en masse mennesker i mærkeligt tøj og med en masse drabelige våben ved siden af os. Tøjet var sådan lidt kåbe-agtigt og våbnene var lavet af gaffa-tape, så der var ingen ko på isen. ”Hvis jeg var rollespiller, hvad for en rolle tror du så, jeg ville have?” spurgte jeg Søren. Han svarede (helt uden betænkningstid): ”En ork”. Jeg overvejede at nikke ham en skalle (man er vel fra Vestegnen), men gjorde det ikke. Heldigvis var der én på min Instagram der senere kommenterede, at hvis Søren synes jeg minder om en ork, men alligevel gerne vil giftes med mig, så må det være ægte kærlighed.

Der er ca. 3 måneder til, at orken her skal giftes. Som tidligere beskrevet bliver vi viet til maj (tror jeg – Københavns kommune er lidt nogle sløve padder), og til september holder vi en fest. Jeg får altså lov til at trække i mit bryllupsoutfit hele to gange!

Outfittet har det ikke været den store udfordring: Jeg har hverken haft gang i en tour-de-brudebutik eller fået grå hår af at spekulere over form og snit. Jeg har nemlig hele tiden haft et billede af kjolen i hovedet. Den er hvid, har ærmer og går til knæene. Min kjole er snart færdigsyet, og den er simpelthen blevet SÅ flot!  Det er normalt svært for mig at finde kjoler. Jeg er 1.76 cm høj, men ikke særlig bred. Det betyder at kjoler altid er 1) lårkorte, 2) har en talje, der sidder oppe under mine armhuler eller 3) er for store, hvis den hverken skal være lårkort eller hvis taljen skal passe. Men denne her kjole sidder altså helt perfekt  – indtil videre. Jeg aner jo ikke om mine bryster ligner to slatne the-poser, når jeg skal have kjolen på. Hope not. 7-9-13.

bryllup

Og så er der skoene. De kloge siger, at man skal have danse-sko på, fordi kan man gå i dem en hel aften uden at få ondt i fødderne. Jeg tror egentlig hellere, at jeg ville have savet min lilletå af med en teske, end jeg ville gå rundt i sådan nogle dansesko med kitten-heel  i cremfarvet satin en hel aften. Ikke noget ondt om hverken kitten-heel, cremefarvet satin eller dans, men det er bare ikke noget for undertegnede. I stedet klikkede jeg et par klassiske, sorte stilletter hjem. Jeg spankulerede lidt rundt i stuen (undskyld, underboer) og kom pludselig i tanke om noget: Jeg havde et par, næsten helt magen til, i skabet. Ubrugte. Så dem tager jeg på. Man skal jo udover noget lånt og noget blåt jo også have noget gammelt…

Jeg glæder mig helt vildt til at trække i kjolen, have flot hår og høje sko på. Det kan godt være jeg er lidt af en ork, men i det mindste bliver jeg en glad og velklædt ork <3

En meget mærkelig fest

Tillykke til Lillen, der fylder 6 måneder i dag! Og tillykke til Søren og undertegnede, fordi vi har formået at holde chefen i live i et halvt år! Og damen er i dén grad blevet fejret. Vi har både danset til Rasmus Seebach, spist havregrød og haft herrebesøg af Severin på 6 måneder, der var så elskværdig at have taget kanelstang med i dagens anledning.

Her til aften var det farens tur til at fejre den lille dame, for mor her havde planer – en 30-års fødselsdagsfest på Nørrebro. Det var næsten ligesom i gamle dage: Jeg lagde en solid makeup, mens jeg drak en øl og overvejede, om jeg kunne trække vejret i mine skinny jeans. Til forskel fra gamle dage var der ingen høj musik, men derimod smaskelyde fra fødselarens broccoli-kartoffel-mos. Der tog heller ikke to timer og involverede 7 tøjskift – når jeg er nogens mor, kan jeg åbenbart godt gøre mig klar på 15 minutter. ”Hyg dig nu” sagde Søren, ”og lad være med at tænke på os, vi kommer til at have det alletiders”. Jeg tog jakke og cykelhjelm (!!!) på, og cyklede gennem et København i fredagsstemning; der var masser af liv i gaderne trods støvregn – fyldte restauranter, store smil, vinflasker i cykelkurvene, høje hæle og sprøde skjorter.

Da jeg kom frem var der bare noget, der var lidt mærkeligt. Der var ikke nogen der åbnede, da jeg ringede på. Og der kom heller ikke andre gæster. Det gik op for mig (efter at have ringet til en livline), at ammehjernen havde overgået sig selv big time. Fødselsdagen er først i morgen. Åbenbart.

Jeg hentede en nummer 14 fra den lokale pizzapusher og nåede at kysse min baby godnat i stedet. Og det var jo også fint. For præcist seks måneder siden sad jeg med et lille, fedtet mirakel i armene ude i Hvidovre. Nu er hun ikke så fedtet mere, og hun er overhovedet ikke lille. Men hun er stadig et mirakel.

Jeg håber bare for hende, at hun er mere tjekket end sin mor…

IMG_0702

Romantik i luften

Happy Valentine! Man vist godt sige, at der er skruet godt og grundigt op for romantikken her på matriklen i dagens anledning: Vi har foræret hinanden en ny støvsuger og  spist kikærte-curry mens vi snakkede om, hvor mange gange babyen har lavet en nummer to i bleen i dag. Nu står den på bland-selv slik og Netflix iført sweatpants. Jeg har faktisk aldrig rigtig fejret Valentines Dag, eller rettere sagt: Jeg har aldrig fået hverken blomster, fint undertøj eller chokolade. Sidste år pakkede jeg bikini og folinsyre til en rejse til Cambodia og Thailand. Og for to år siden gjorde jeg køkkenet hovedrent, mens Søren var til herre-middag.

Til gengæld var der fart over Valentines-feltet i Vejle, som jeg besøgte i går. Der var både Valentines-jakkesæt med dertilhørende boksershorts, og man kunne få en dejlig Valentines-menu på Jensens Bøfhus. De ved altså hvad der er godt!

Publikation2

Jeg var i Vejle for at købe stof til min brudekjole sammen med min svigerinde. Det er hende der skal sy den, og jeg er simpelthen så glad for, at hun har sagt ja til opgaven – jeg er helt sikker på, at den bliver smadder flot. Der var blå himmel, solskin, latte i koppen og helt vildt søde ekspedienter (på trods af den evendelige: ”Du kommer da ikke herfra, hva!”). Og så er Lagkagehuset billigere i det jyske. Hmpf!

Imens jeg kiggede på stoffer og snakkede om nuancer af hvid, havde Søren og Lillen det hyggeligt i Fredericia. Togturen derover var Lillens første. Hun tog det i stiv arm, modsat hendes mor. Jeg blev smadder køresyg, og der hjalp overhovedet ikke, at hele togvognen lugtede af prut og pølsehorn. Men det gik, og heldigvis for dét – ellers havde jeg jo ikke kunnet fejre Valentine med punch-toppe og ny støvsuger, vel?

Om planlægning eller mangel på samme

Mine hænder var lidt rastløse. Jeg kiggede rundt. På de farvestrålende malerier. På de efterhånden noget krøllede magasiner på bordet foran mig. På de andre i venteværelset, mens jeg forestillede mig, hvorfor de mon skulle til lægen. Man kunne ikke se på mig, at jeg var der, fordi jeg havde nogen inde i maven. Nogen, der var på størrelse med en kikært, men alligevel havde gjort mig træt og en lille smule kvalm. Jeg skulle til den første samtale om kost og motion, have lavet en vandrejournal og dén slags.

Det blev min tur og da jeg sad overfor lægen spurgte hun, om vi havde forsøgt at få et barn længe. Jeg svarede noget med, at det egentlig var kommet lidt som en overraskelse – en dejlig og velkommen én, men altså en overraskelse. Imens jeg følte mig lidt som Malou Stella fra De Unge Mødre, hvis mor husker hende på p-pillerne, fordi hun skal til havnefest. ”Ved du hvad?” sagde lægen og kiggede på mig, ”det skal du bare være glad for. Det kan være så frustrerende at ville det, når det ikke lykkes”. Dér gik det op for mig, at jeg ikke skulle synes, at det var en lille smule kikset at blive uplanlagt gravid, men at jeg i stedet skulle føle mig meget, meget heldig.

Jeg tror jeg syntes det var lidt kikset, fordi jeg tænker, at børn er noget, man planlægger – ligesom man planlægger at tage en uddannelse, skifte job eller købe en lejlighed.  Det skal jo passe ind, ikke? Men helt ærligt, kommer der nogensinde et tidspunkt, hvor det passer perfekt?

På sin vis var tidspunktet perfekt for os, vi vidste det bare ikke. Der var en arbejdsopgave, der kunne være afsluttet. Vi havde talt om roadtrip i USA og rundrejse i Mellemamerika. Men Lillen ville frem i verden – hendes far arbejder med at planlægge et milliardbyggeri i København (ja, der findes faktisk nogen, der kan finde ud ad Excel!), og når ikke engang han kunne planlægge det, så ved jeg ærlig talt ikke, hvem der ville kunne. Heldigvis. For nogle gange er det altså fantastisk, at livet tager nogle pudsige smutveje, selvom det kan være uventet, uforudsigeligt og en lille smule overvældende. Vi var slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Der var selvfølgelig også nogle omstændigheder, der gjorde valget meget let at tage – en fast bolig, to faste jobs og vi havde ikke ligefrem lært hinanden at kende weekenden inden. Vi havde også talt om, at vi gerne ville føre vores arvemasse videre, sammen. Jeg havde fået farvet hår, drukket nogle cocktails og havde ikke set skyggen af en vitaminpille i flere år da jeg fandt ud af, at jeg skulle være mor, men det gik jo så fint alligevel. Og det gør det jo som regel. Går fint, altså.

Lillen er i hvert fald det bedste uplanlagte, jeg nogensinde har gjort.

DSC02224

 

Verdens bedste spørgsmål

Jeg spoler lige tiden tilbage til den 31. december.

Jeg sidder i sofaen med Lillen på skødet, og ser Dronningens nytårstale. Det er koldt udenfor, og hele dagen har Vesterbro sitret af aktivitet: De sidste ting, der skulle handles i Føtex. Mænd med champagnen under armen. Kø og rød løber foran Cofoco. Nytårshilsener fra Hus Forbi-sælgeren. Kvinder i festtøj med stiletterne i en pose. Børn med elefanthue, frosne fingre og knaldperler. Uanset om man skal fejre årets sidste dag eller ikke, så er det bare en særlig dag.

Jeg drikker et glas champagne, og er iført et outfit der får mig til at ligne en 80-årig på vej til fest i bingoklubben – plisseret sølv-nederdel og en striktrøje med palietter. Lejligheden dufter af den sauce, der i flere timer har simret på komfuret. Søren har stået for hele middagen, og har lavet lister, købt ind, hakket, snittet og købt lidt mere ind i flere dage. Han har virkelig gjort sig umage.

Da nytårstalen er forbi, sætter han de rejecocktails, jeg havde bestilt, på bordet. Lillen ligger på sit legetæppe, pludrer og dasker til en frø-bamse. Det er mørkt udenfor, og selvom det er tidligt på aftenen, er der gang i fyrværkeriet. Det larmer og sender flotte farver ud over decemberhimlen.  Søren siger, at han har noget, han gerne vil sige, inden vi spiser. Han siger nogle søde ord, og gå over til min stol. Jeg forstår ikke rigtig hvad der foregår, for det hele går så hurtigt. Søren sætter sig på knæ foran mig, og tager en lille, sort æske op ad lommen. Han åbner den, og stiller verdens bedste spørgsmål: Vil du gifte dig med mig?

Nu skulle man være ualmindeligt tykhovedet for ikke at sige ja til sådan et tilbud, så det blev et hvinende JA herfra. Og så fik jeg en ring på fingeren, som jeg ikke har planer om at tage af igen. Nogensinde.

ring

Om gaver og gode gerninger

Jeg elsker at give gaver. Jeg er sådan én der laver lister over, hvad folk skal have i julegave, flere måneder i forvejen – og når vi når 1. december, har jeg som regel alle gaverne i hus. Da jeg var yngre lavede jeg ofte gaverne selv (og folk blev altid smadder glade for en kakkel-gone-bordskåner med en Pluto i fuldt firspring, eller hjemmelavede sæber der skulle ligne fisk, men mest af alt lignede en brandskade). Det gør jeg ikke mere. Til gengæld synes jeg det er toppen at gå rundt i Magasin og finde alle mulige dejlige ting.

Jeg kan selvfølgelig også godt lide at få gaver, især dem, der betyder noget særligt: Dem jeg fik, da jeg blev færdig med min kandidat og havde forsvaret mit speciale. Dem jeg fik, da jeg blev mor. Und so weiter.

Til gengæld har jeg også fået min del af halløj-gaver. Da jeg var 13 år fik jeg i julegave af mine forældre en concealer og en dims til at presse hudorme ud med – jeg havde ikke ønsket mig det, og oplevede ikke mig selv som en bumsefrans (men måske var det fordi jeg havde så travlt med at male på kakler og lave grimme sæber, at jeg ikke lagde mærke til det? ). Samme jul fik jeg to cardigans fra Føtex i størrelse 44/46. Dengang var jeg en tynd pind, og meget langt fra dén del af størrelsesskalaen, men som min mor sagde så ”krymper ren bomuld jo i vask”. Den mest pinlige gave var dog én jeg fik til min 15-års fødselsdag. Jeg skulle holde stor fest i haven, med buffet og det hele, og hele min familie og alle mine venner var med. Jeg var center of attention, da jeg skulle åbne gaver, men da jeg åbnede én af dem, havde jeg lyst til at ligge mig ned og krepere i al stilhed: Gaven fra en veninde indeholdt en bamse, der lignede en diller, og en bog om ”hot sex”. Jeg havde fladt hår, sang i kirkekor, havde undertøj med Snoopy på og var voldsomt uerfaren ud i noget som helst der kunne relatere til min nye bog – så det var bare en alletiders gave.


 

Hvad skal al denne her snak om gaver til for? Jo, min søde veninde Michala har sat et fantastisk initiativ i værk! Nu er der jo under 3 måneder til jul, og dermed tid til årets gaveræs. Mens de fleste af os sikkert sidder med et mindre bjerg af gaver den 24. december, er der også nogen, der ikke får særligt mange gaver – hvis nogen overhovedet.  Michala har sat gang i en indsamling af julegaver til børn, der bor på Røde Kors’ asylcentre på Sjælland, og som ikke har deres mor og far hos dem. De fleste er drenge mellem 15 og 17 år, men der er også mindre børn og piger iblandt. De fleste kommer fra Syrien, Eritrea og Afghanistan. Hvis man har lyst, er man  mere end velkommen til at købe en gave til 50-100 kroner og aflevere/sende den til Michala frem til 20. december. Man kan læse meget mere om det her.

Jeg og Lillen skal i hvert fald på gavejagt. Jeg ved ikke helt hvad sådan nogle store knægte ønsker sig, men jeg ved én ting: De skal hverken have diller-bamser eller en hudorme-udpressere.