Kategori: Uncategorized

Vi laver helt vildt meget og helt vildt lidt her i de svenske skove

Sommerregnen hænger i luften udenfor ødegårdens vinduer, græsset dufter og fuglene kvidrer. Der er ikke andre lyde end fuglene, og den flue, der bliver ved med at sætte sig på mig, fordi vi er så langt væk fra alting. Nærmeste supermarked er tyve minutter væk i bil.

Min mave er fyldt med hjemmelavet pizza og i værelset ved siden af ligger Lillen og snorker. Hun sover fantastisk her i den rene, svenske skovluft – 12 timer per nat og hver gang vi kører bil. Jeg kan godt forstå, at det lille hoved bliver træt, for i en snart-tre-årigs perspektiv oplever vi helt vildt meget: Joysticket fra husets PlayStation bliver brugt til at lege ørelæge med (og der bor en musefamilie i mine ører, siger lægen), vi læser bøger og ser Pippi-film. Vi bager morgenbrød, og der er en stor have man kan gå rundt i med bare tæer på og mærke det lange græs og alle mælkebøtterne. Bagerst i haven ligger mørket – en gammel lade, der indeholder alt fra en død græsslåmaskine til hockeystave, der på en eller anden måde forvandles til en hundefamilie, der kærligt skal puttes til lur ude på terrassen. Lillen har fået et par lyserøde solbriller og en helt vildt grim hårbøjle med en lang, lyserød fletning på. Vi tager på ture til skovsøer, småbyer eller legepladser, vi spiser en masse is og så har vi set en rigtig slange. Og så snakker Lillen h.e.l.e. tiden, og det kræver selvfølgelig også noget energi. Fx fortalte hun mig i morges, at hun virkelig ønskede sig sådan en flot lampe på sit værelse. Ahem.

I de voksnes perspektiv laver vi imponerende lidt. Jeg har lige siddet og bladret i et to måneder gammelt katalog fra Tarup Centret, som nogen har efterladt heroppe. Vi kører rundt på de snoede stier, piller lidt næse og går nogle små ture. Igår var vi i på apoteket og en tur i IKEA – vi kom ud med to pudebetræk, en kanelbulle og et stræklagen. Jeg aner ikke hvad der foregår ude i verden, og det er faktisk dejligt. I dag kørte vi ind til en lidt større by, der mest bestod af nogle pizzeriaer, Lindex (YES!) og et torv, hvorfra man kunne nyde udsigten af mænd i crocs, der spankulerede rundt med deres store, bare maver. Det var helt perfekt, solen skinnede og vi skulle ingenting andet end at dalre lidt rundt. Vi rundede en lille gårdbutik, hvor man kunne købe kaffe og tvebakke til en tyver, og hvor der gik får og æsler og hyggede sig. Man kunne tilmed købe en skaldet Barbie-hest eller et gammelt herreur, hvis man lige manglede den slags. Og nu sidder vi her i sofaen, lytter til regnen og snakker lige så stille…

Det er smadder hyggeligt at være her. Mand, hvor ville jeg gerne have sådan et sted, der var mit eget! Måske på Sjælland, måske i Sydsverige. Det ville helt sikkert være mest praktisk på Sjælland, men der er altså også noget over de svenske, røde træhuse og store skove, der kan noget helt særligt. Om nogle dage kører vi hjem til København igen. Selvom livet heroppe er rart og stille, så er der også noget rart ved at komme hjem igen – til vores egen seng, vand man kan drikke fra hanen og gården, hvor der ikke er fare for hverken flåter eller slanger. Og ja, jeg har selvfølgelig købt et solidt lager af Marabou 😜

 

Status pt. #29

… I sidste uge stod jeg af i Roskilde (altså bogstavelig talt! Ha! Badum-tisj!) for at besøge en kollega, der er nogenlunde ligeså gravid som mig og derfor også har tid til at hænge ud på en mandag. Vi startede med kaffe og bolle med ost på en café, hvorefter vi gik ind på en anden café for at spise frokost. Og så gik vi ind på en tredje café for at spise kage, inden jeg tog toget hjem igen. Det var altså ikke fordi jeg var træt i benene da jeg kom hjem, vel? (Bemærk i øvrigt den helt perfekte fordeling mellem kage og snask)

Jeg har ikke bare været i Roskilde, jeg har også været til glukose-belastning. Og det var faktisk ligeså nederen, som jeg forventede. Det var sådan noget med at drikke en kvart liter sukkervand, der var så vammelt, at det gav selv en inkarneret sukkergris som mig kvalme. Og så skulle jeg sidde i 2 timer og lave ingenting sammen med en håndfuld andre meget gravide damer (… så var der god tid til at blive irriteret over andre menneskers vejrtrækning for eksempel), for så til sidst at få tappet noget blod fra øreflippen. Jeg havde overhovedet ikke sukkersyge. Til gengæld havde jeg kvalme resten af dagen.

… Mine knæ kører rundt, tak relaxin og en smule hypermobilitet. Nogle gange føles knæskallerne som to småbørn i legeland efter 2 liter slushice: Helt ude af kontrol og konstant på vej i hver sin retning.

… I lørdags var vi til konfirmation i det smukkeste sommervejr og fin mad med udsigt til Lillebælt. Og Lillen var virkelig en stjerne at have med – så sød og nem. Tænk at vi starter forfra med en million bleskift, amninger, gylp og lure igen lige om lidt 😳

… Forud for konfirmationen havde jeg en lille tøjskrise. Helt ærligt, hvorfor skal alle graviditetskjoler, der bare er det mindste festlige, ligne noget, der er løgn? Med tarvelige blonder, friske (læs: hæslige) farver, åndssvage bindebånd og den slags? Bare fordi man er med rogn behøver man jo ikke ligne en havefest a la 2001, vel? Eller er der noget jeg har misforstået?

… Da jeg spurgte Lillen, hvordan hun troede, at Lillesøster ville komme til at se ud, svarede hun ”som heksemutter”. Og nu ved jeg godt at det vigtigste er, at barnet er sundt og raskt og alt det der, men jeg håber fandenfisemig ikke, at hun har ret. Ellers må jeg gøre som Michael Jackson og give lillesøster et tæppe over hovedet.

… I går kørte vi til Småland, på tidlig sommerferie midt i den svenske natur. Jeg spiser oreo-fyldt Marabou (!), klasker myg, leger på et tæppe i den store have, hænger ud ved smukke skovsøer og dén slags. For dælen mand, hvor er det bare hyggeligt! Mit hjerte smeltede en lille smule, da Lillen galoperede henover det gamle trægulv i ødegården, mens hun råbte ”JEG ER SÅ GLAD!” <3

…Det er også heldigt at den svenske krone er i så lav kurs lige nu, at alting – uden undtagelse – koster cirka 2 kroner oppe i mit hoved.

Og pludselig stod jeg og tudede ned i håndvasken

Lillen har haft sidste dag i hendes institution idag. I weekenden tager vi på tidlig sommerferie på en ødegård i det Smålandske, og når vi kommer hjem venter børnehaven. Jeg havde lavet frugt-snacks, købt kulhydrater og skrevet et kort til verdens bedste personale. Lillen var bare glad og syntes det var hyggeligt at mor og far var der til eftermiddagssnacks. Jeg tror ikke helt hun ved hvad ’sidste dag’ egentlig betyder.

Men moren, hun var alt, alt, ALT for gravid til at håndtere det hele på en ordentlig måde. Det startede allerede i morges, da jeg havde børstet mine tænder: Jeg kom nemlig til at tænke på alle de fine relationer, der bliver brudt, den tryghed og genkendelighed, der ikke er der mere, og alle de legekammerater, der skal i alle mulige andre børnehaver i løbet af sommeren. Og pludselig stod jeg og tudede ned i håndvasken.

Og jeg græd bag mine store solbriller i bussen på vej derhen. Midt i frugtspyd og gavekurv.

Jeg græd selvfølgelig også, da vi skulle sige farvel. Ikke på sådan en yndig, blanke-øjne-agtig måde, men sådan rigtigt med snot og tårer og hævet, rodmosset hud – i’m not a pretty crier. For dælen mand, jeg kommer til at savne det sted.

For snart et par år siden kørte vi en lille dejklump ind, og nu siger vi farvel med et rigtigt lille menneske – et menneske der snakker som et vandfald, har hårspænder med glimmer på, som leger rigtigt og som er så sød, omsorgsfuld og hensynsfuld. Og selvom vi selvfølgelig kan klappe os selv på skulderen over, at hun er blevet så dejlig, så har personalet på stuen altså en kæmpe andel i det – det er trods alt dem der har krammet, pustet på hudafskrabninger og som har serveret leverpostejsmadder for hende hver eneste hverdag i meget lang tid. For to år er lang tid, også selvom det på en måde føles som ti minutter siden jeg listede rundt udenfor institutionens vinduer som en old-school børnelokker, fordi jeg var blevet sendt afsted for at drikke en kop kaffe alene. Lillen tog det dengang som en boss, og set har hun gjort lige siden. Der har aldrig været noget brok, når hun skulle afsted – for det har altid været rart at komme ned til det lille smørhul midt på Vesterbro.

Tak, solstråler ❤️

Åbenbart skal jeg snart føde nogen

Forleden var jeg på Hvidovre Hospital for at få et skud anti-D (fordi lillesøster er rhesus positiv og jeg er rhesus negativ). Med fugtige sneakers og halv-klattet mascara efter morgenens regnvejr vraltede jeg ned af de lange gange til fødemodtagelsen. Jeg blev vist ind i et rum, mens en jordemoder hentede mine drugs. Der stod en briks i midten, væggene var hvide og væg-urets visere larmede alt for meget.

Jeg havde været i rummet før – for snart 3 år siden. Dengang var det højsommer, jeg havde galopperende veer og rummet var sidste stop inden fødestuen. Jeg skulle ligge på ryggen mens jeg havde bælter rundt om mit udspilede maveskind, og jeg var sur på situationen. Fordi jeg ikke kunne holde ud at ligge på ryggen. Fordi jeg ikke  kunne lide at have bælter på. Fordi jeg i et kort øjeblik overvejede at hoppe ud af vinduet og stikke af, men kunne se, at jeg med al sandsynlighed ville sidde fast i det lille vindue. Fordi jordemoderen var irriterende og fordi urets visere larmede. Fordi jeg sendte Søren ud for at sige til jordemødrene og sige, at jeg IKKE ville ligge der mere, men der kom ingen.

Nu lå jeg bare med blottede lår, uden at være sur og ventede. Fra gangene kunne jeg høre andre damer jamre “av av!”. Jordemoderen kom tilbage, gav mig et stik og sendte mig ud i venteværelset til orkideerne og et gammelt nummer af Vores Børn, der handlede om slow living (… “praktiserer vi”, sagde ingen småbørnsfamilie nogensinde?). En kvinde kom trillende i kørestol fordi hun havde for mange smerter til at kunne gå selv. Og pludselig blev den fødsel, jeg ellers havde tænkt som laaaaangt ude i fremtiden, tæt på. For lydende, duftene og rummene var de samme. Og jeg har termin om 7 uger og nogle dage.

Jeg har ikke tilmeldt mig noget fødselsforberedelse denne her gang, men jeg føler mig nogenlunde tryg i det alligevel. Ikke at det føles som at få en blid massage at skulle mase et lille menneske ud gennem mine ladybits, forstås, men jeg ved ligesom hvad der skal ske. Og det er rart.

Jeg har også tilmeldt mig hjemmefødselsordningen, så på et eller andet tidspunkt skal vi have installeret en swimmingpool i stuen. Og jeg skal have købt nogle gamle håndklæder, aftalt hvem der henter Lillen og dén slags. Jeg tror hellere jeg må til at komme igang, for det er jo praktisk talt lige om lidt…. Åbenbart.

 

Når Lillen leger med dukkehus er det dukkefar, der laver mad og gør rent

Jeg trak cyklen, og Lillen sad i cykelsædet bagpå. Solen var ved at gå ned, og det var koldt på den dér blæsende tidligt-på-foråret-måde. Lige pludselig sagde den lille dame: ”Mor laver ikke mad, kun far laver mad”. Jeg svarede at det var rigtigt, og at det var fordi mor ikke var så god til at lave mad. Damen gentog: ”Nej mor  er IKKE god til at lave mad, kun far er god til at lave mad”. Jeg ved ikke hvorfor hun sagde det, men det er altså ikke løgn. Måske af frygt for at skulle hjem og spise aftensmad som hendes mor havde lavet?

Jeg er en heldig kartoffel, for min mand laver alt det kedelige hjemme hos os. Søren laver mad. Søren gør badeværelse rent. Søren rydder op. Søren støvsuger. Søren ordner forskudsopgørelser. Søren vander vores planter. Jeg laver andre vigtige ting, såsom at sørge for at bruge alle vores penge, vaske vores tøj og gøre sådan, at man kan se, at der faktisk bor nogen hjemme hos os (læs: Jeg roder).

Der er altså ikke særlig meget kønsroller a la 1955 hjemme hos os. Det afspejler sig også i Lillens leg, når hun leger med dukkehus – det er altid faren der gør rent og laver mad, mens moren laver andre ting. Jeg synes faktisk det er lidt sejt, at hendes rollefordeling mellem hhv. dukkemor og dukkefar er så utraditionel, og jeg krydser fingre for, at de ikke-fastlåste ideér om, hvad man gør og ikke gør som hhv. kvinde og mand/pige og dreng hænger ved lidt endnu. Det er noget, der hele tiden har fyldt en del hos mig, det med børn og køn – men dét er vist et blogindlæg for sig selv.

Der er kun én, der ifølge Lillen er bedre til at lave mad end hendes far. Og det er pizzamanden. Når vi fortæller, at pizzamanden kommer om lidt, kan hun slet ikke være i sig selv, og spæner rundt i stuen, mens hun griner og råber som om det var en blanding af julemanden, Gurli Gris og påskeharen, der pludselig ville ringe på #mommygoals. Pizzamanden kommer ret tit forbi for tiden, for i modsætning til første gang vi fik Amagerkansk pizza, så har vi fundet et godt sted – Piccolo på Englandsvej. Jeg synes, at Sørens mad er bedre, men man skulle da være et skarn, hvis man takkede nej til en nummer 63 med fløde, mascarpone og kartroffel i ny og næ 😛

Kh Sofie, der i skrivende stund har maven fuld af pizza og en pose Twix (15 kroner i Rema 1000, mand! Katjing!)

Barselsliv, NU kommer jeg!

Jeg har overhovedet ikke været i Fælledparken i dag, 1. maj. Det var jeg ellers som regel, dengang jeg var yngre – med en god ølbrandert kørende og iført noget Fjällräven-rygsæk med meeeeget politisk korrekte badges på. Til gengæld har jeg fejret dagen ved at holde barsels-fridag med mit afkom. Ligesom vi gjorde i går – hvilken luksus pludselig ikke at have noget voksen-arbejde at skulle passe! Og lukkedage i vuggestuen? Kom an!

Lillen og jeg har brugt dagen på at se Kasper og Sofie (og hvad sker der i øvrigt for, at der er kommet nye skuespillere? Jeg savner de gamle!), vi har været på café, besøgt tre forskellige legepladser i regnvejret og læst en masse bøger, som vi lånte i går på biblioteket. Et tip er i øvrigt kun at låne ”Totte og Malene”, hvis man er klar på, at samtalerne efterfølgende primært omhandler tissemænd og tissekoner. Ahem.

Det er virkelig hyggeligt at være hjemme med Lillen. Hun er glad, sød og som regel god til at høre efter – og hvis ikke, kan hun altid bestikkes med noget spiseligt á la 3 rosiner. Hun snakker *hele* tiden, og kan efterhånden godt springe eftermiddagsluren over, så der er fuld smadder på fra klokken 7 til 19. På dén der måde, hvor det er optur at løbe fra den ene ende af stuen til den anden, mens man råber ”LØØØØØBBBEEEEE!”, hvor køkkenrullen fint kan bruges som en slags gulvtæppe og hvor der spildes saftevand alle (u)mulige steder mindst 25 gange i timen.

Når man er temmelig gravid, kan man også godt blive tung og træt indimellem. Dét er jeg i hvert fald. Og selvom det er dejligt, er det jo ikke en ren badeferie at være alene med en snart 3-årig to dage i streg, så jeg er altså efterhånden noget mat i koderne. Af at svare på spørgsmål om, hvorfor man drikker af krus eller hvorfor man har bukser på, og af at skulle holde vejret og stille benene med et par meters mellemrum for at kunne nå ned til gulvet for at tørre saftevand op.

I morgen er det min første rigtige barselsdag. Sådan en dag, hvor jeg er helt alene hjemme, og hvor jeg ikke har andre planer end at ligge på sofaen og lave absolut ingenting det meste af dagen. Barselsliv, NU kommer jeg!


”JEG DANSER RUNDT OM MOR LIGESOM ET JULETRÆ”

I onsdags havde jeg kagemand med på arbejde. Lavet af brunsviger, godt med ”snask” på og en masse slik. Da mine kollegaer og jeg havde drukket en kop eftermiddagskaffe og spist kagemanden, pakkede jeg de sidste ting fra mit kontor ned i en pose (altså vigtige ting som brille-pudseklude og en halvfyldt pakke Ga-jol), og vinkede farvel. Der går meget lang tid før jeg skal på arbejde igen – ikke før til næste sommer. Jeg er nemlig gået på barsel!

Ja, sgu! Jeg er i gang med at færdigbage vores andet barn, og hvis der er regnet nogenlunde rigtigt, så kommer Lillesøster ud på den anden side af mit maveskind i slutningen af juni <3

Jeg har det i det store hele rigtig godt, og nyder at være gravid igen – selv dét at skulle tisse 50 gange i døgnet, ikke kunne barbere ben eller have en maksimal cykel-hastighed på 3 km/t, synes jeg, er helt perfekt. For jeg har glædet mig sådan til det, og til at turde tro på, at min krop nok skulle kunne klare det – og at det lille hjerte, vi kunne se på den tidlige scanning, nok skulle få lov til at vokse sig stort og stærkt. Og se nu! Lillesøster bokser rundt derinde og  maven er stor og rund – lige som det skal være. I går løb Lillen i cirkler rundt om mig, mens hun hvinede ”JEG DANSER RUNDT OM MOR LIGESOM ET JULETRÆ” – og på en måde kan jeg godt se, at sammenligningen ikke er helt skæv: Jeg er i forhold til hendes 95 centimeter  meget høj, jeg har en imponerende diameter efterhånden og jeg har tit noget med glimmer på. Hun synes det er spændende, at hun snart skal være storesøster, og jeg tror, at hun bliver en helt vildt god én af slagsen (…og forhåbentlig ikke så streng som mig, der fx engang fik min lillesøster til at spise en rådden gulerod under påskud af, at vi legede Robinson Ekspeditionen).

Nu skal jeg nyde foråret og min nye status som barslende dame. Jeg glæder mig til at bruge de næste to måneder på at pakke babytingene frem, drikke kaffe på altanen, vaske babytøjet, sove til middag, købe bleer i størrelse 1 og se frem til snart igen at kunne opleve duften af nyfødt, og til at lade tiden gå en lille bitte smule i stå. Og så åbner der ikke mindre end 2 isbarer rundt om hjørnet fra dér, hvor jeg bor, så jeg tror godt jeg kan nå op på de +20 kilo igen, haha!


Hvordan ved man, at man er landet dér, hvor det er godt at slå rødder?

”Se!” sagde min mor, og holdt sin udstrakte håndflade frem mod Lillen. I hånden lå en slimet, kødpølsefarvet regnorm og snoede sig. Lillen spærrede øjnene op, og hoppede en meter tilbage – ”Jeg kan altså IKKE lide slanger” sagde den lille stemme bestemt.

Senere samme dag var vi hjemme i lejligheden. Aftensolen skinnede, og vi havde altandøren stående åben. Lillen løb ud, tog sit nye løbehjul og kørte 3 meter frem og tre meter tilbage, igen og igen. Og igen. ”FAAAAAR, KOM UD I HAVEN, DET ER RIGTIG SJOVT!” råbte hun. Godt nok står der en plante eller to derude, men en have er det langt fra. Jeg kunne ikke lade være med at grine af det lille by-barn, samtidig med at der var noget, der stak en lille smule i maven: Jeg er helt og aldeles overbevist om, at når forældrene er glade, så er børnene det også – uanset hvor de bor. Men altså; er det federe at være barn et sted, hvor man kan lege i haven og cykle på vejen? Eller?

I går var jeg til møde på Sydsjælland. Himlen var blå, der var brosten på gaderne og der var udsigt til havet. Så smukt og stille. Og lige dér, var jeg klar til at købe en villa til en brøkdel af, hvad den slags koster i København. Men da jeg skulle hjem efter mødet, sad jeg i toget i hvad der føltes som en evighed og først da toget kom til Roskilde, havde jeg en idé om, hvor i verden, jeg egentlig var. Så snart jeg ramte København småløb jeg ind på den nærmeste Ricco’s for at hælde en dyr iskaffe i løgnhalsen og inhalere den friske, hjemlige duft af udstødning, menneskemylder og varm asfalt. Ahhh!

Jeg har endnu ikke sluppet sådan en grundlæggende følelse af rastløshed i forhold til, hvor Lillen kommer til at vokse op. Faktisk ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til det. For snart 10 år siden fik jeg lavet en tatovering med nogle mælkebøtte-frø, der på en eller anden måde skulle symbolisere det smukke i rodløsheden og hylde evnen til at blomstre lige dér, hvor frøet falder ned. Men efter jeg har passeret de 30 og har fået ansvar for andre en mig selv, så synes jeg på en eller anden måde mest af alt, at det er lidt irriterende. Ikke tatoveringen, forstås, men rastløsheden.

Måske rykker vi en dag tilbage til stenbroen. Måske køber vi et hus. Og måske bliver vi bare her i Ørestad. Nogle dage føles det som det kedeligste sted i hele verden, og andre dage kunne jeg næsten ikke forestille mig at bo andre steder. Sådan en dag havde jeg fx idag, hvor Lillen og jeg var på en fantastisk legeplads tæt på vores lejlighed, hvor der altid er lunken kaffe på kanden til 3 kroner. mooncars og klappegeder. Lillen ville i øvrigt gerne have sin mor med ind til klappegederne, men jeg bildte hende ind, at der ikke var plads til flere børn i indhegningen, fordi jeg selv var skide bange for deres spidse gede-horn #momoftheyear

Jeg tænker, at vi – eller rette jeg – skal have lagt låg på alle de gode og mindre gode boligforslag, der indimellem knopskyder i min hjerne, når Lillen når skolealderen. Så er vi dér, hvor vi beslutter os for at være, og der bliver vi. Basta. Men helt ærligt: Hvordan ved man, at man er landet dér, hvor det er godt at slå rødder?

Status pt. # 28

… I går var Amager lige pludselig fuld af køer, midt på Vejlands Allé. Og en masse blå blink og nydelige unge mænd i uniform, der forsøgte at fange alle de firbenede typer ind. Lige dele underligt og fascinerende. Eksotiske Amager 🐄

… Lillen har i noget tid KUN ville have kjole på, så jeg har købt og syet nye kjoler til hende. Men så fandt jeg ud af, at damen i virkeligheden slet ikke forstår konceptet kjole, og man derfor kan bilde damen ind, at hvad som helst er en kjole… fx en cardigan-kjole. Smart!

…  Sidste weekend var vi i Zoo. Den nye børnezoo er godkendt, og jeg er lykkelig for aldrig mere at skule at rende rundt i alle forældres frygt: Labyrinten. Men det aller bedste ved dagen var nok, da vi gik forbi en turist, der sad på en bænk sammen med hans familie, mens han drak guldøl og spiste kogt skinke direkte fra pakken. Han havde på den mest sofistikerede måde indfanget cremen af dansk kultur.

… Jeg er blevet helt hooked på den danske udgave af Say Yes To The Dress . Så meget, at jeg indimellem overvejer et karriereskifte og blive sådan én, der hjælper med kjolen i butikken. Min hedeste drøm lige nu er derfor også at være med i sådan et brude-entourage (som Jesper Høvring og jeg kalder det). På en måde tror jeg bare, at det  desværre  har virkelig lange udsigter på grund af en vennekreds, der ligesom ikke er kirke-og-tyl-typerne… så kedeligt, altså.

… Apropos kedeligt, så havde jeg endelig fået plaget mig til en tur i IKEA (jeg kan ikke køre bil, så jeg er lidt afhængig af, at min kære mand fragter mig rundt #DrivingMissDaisy). Jeg havde glædet mig til at slentre gennem dimse-etagen, spise soft-ice og kigge på legetøj, men hvad skete der? Det var lidt som et afbrudt samleje for at være helt ærlig: Lillen faldt i søvn i bilen, og det endte med, at jeg sad i en halv time i parkeringskælderen med et 90 centimeter langt snorketræ ved siden af, mens min mand hentede dét, vi faktisk skulle have. Og så kørte vi hjem igen. Æv.

… Jeg har vasket alle mine make-up pensler, og nu lugter de af ged. Lige pludselig føles det ikke særlig eksklusivt at køre mineralpudder i ansigtet, når det kommer med en landlig dunst.

… Jeg har også vasket min uldne vinterjakke, og ved I hvad den lugter af nu? Ged.

… Jeg spiser virkelig, virkelig mange franske vafler for tiden. Altså dem fra Karen Volf med creme i. Og jeg ved faktisk ikke om det er bedre end at snacke kogt skinke, men for dælen, hvor smager de godt! Jeg fik dem for første gang for mere end 15 år siden, hvor jeg var på campingferie med min veninde og hendes forældre, hvorefter jeg glemte dem i (for) mange år. Men nu er kærligheden blusset op igen! Det var i øvrigt også på dén ferie, at jeg var i solarium første gang (og vi lå 2 i ét solarium, fordi vi ikke havde nogen penge og jeg alligevel var tynd som en pind), men dét har jeg ikke tænkt mig at genoptage.

… I går var Lillen været ude i mine forældres have, hvor hun mødte en regnorm – eller ”slangen” som hun kaldte den, med frygten lysende i øjnene. Og et par timer senere var hun kommet hjem igen, og kørte frem og tilbage på løbehjul ude på altanen, mens hun råbte ”FAR KOM UD I HAVEN!”. Årh mand, jeg ved godt at vi selv har valgt at få et bybarn, men det stikker altså lidt i hjertet. Det er nok meget godt hun snart skal i børnehave, så hun kan få løbet lidt rundt og spist nogle regnorme.

…Min egen mor har kaldt mig en “a-kulturel åndsbolle”, fordi jeg ikke gad tage med på tur til Jelling-stenene. Jeg tror næsten ikke at jeg kunne komme på noget kedeligere. Eller vent, det skulle da lige være at kigge på en dej hæve.

… Dette her var mig i går. fordi solen *endelig* bragede igennem:

Summer Chilling GIF - Find & Share on GIPHY

… Og dette her er – selvfølgelig – mig i dag (inklusive Karen Volf-forårsaget dobbelthage). Snot og ondt i halsen er straffen for klassisk forårs-hybris:

Honey Boo Boo Sneezing GIF - Find & Share on GIPHY

Det hele startede med osten

Det hele startede med osten. Den milde, kedelige skive-ost jeg har spist de mange sidste år, kunne jeg pludselig ikke udstå smagen af.

Min mave blev oppustet på den struttende måde. En aften i starten af juli, da Søren og jeg stod i en bland-selv slikbutik på Amagerbrogade, drillede han mig med, at min mave spærrede gennemgang i butikken.

Morgenen efter bland-selv-situationen struttede min mave stadig. Jeg stod tidligt op, og mens morgenkaffen stod og bryggede, gik jeg ud og tog en graviditetstest. Der var ingenting, jeg vaskede mine hænder og betragtede min nyerhvervede vom i spejlet. Jeg kiggede på testen igen, og nu var der to streger. De blev tydeligere og tydeligere. Jeg var gravid. Gravid og glad. Taknemmelig.

Jeg købte tøj i størrelse 3 måneder i Magasin. Jeg pakkede mit tøj væk i kasser, og pakkede mit graviditetstøj ud. Jeg købte vitaminpiller til gravide og lånte børnebøger på biblioteket der handlede om at skulle være storesøster. Vi fortalte det til de nærmeste og begyndte at tale om navne. Jeg glædede mig. Vi glædede os. Til foråret skulle vi være en familie på 4.

Jeg var gravid.

Var, i datid. For efter 7 uger viste en scanning, at der ikke var noget hjerteblink. Det lille liv var forbi, før det var kommet i gang. I løbet af et døgn var livet – eller resterne af det – væk. Det sidste der var tilbage af noget, der på en måde aldrig fandtes, skulle væk ved hjælp af en lille pose piller fra hospitalet og en uvirkelig,  mærkelig ventetid.

Maven trak sig sammen igen, babytøjet lagde jeg et sted hvor jeg ikke blev konfronteret med det hele tiden og jeg lagde mindet om den lille spire, der aldrig fik lov til at vokse sig stor, i et kammer bagerst i hjertet. Og dér ligger det stadig.

Det er længe siden nu, og hvorfor deler jeg det her? Fordi da jeg stod midt i det, følte jeg mig som den eneste i hele verden, der gik igennem netop dét. Jeg tænkte, at jeg havde gjort noget galt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af følelserne; frustration og afmagt. Men sandheden er, at tidlige aborter er normale og hyppige – man skønner, at det er et sted mellem 20% og 50% af alle graviditeter, der ender sådan. Så jeg var ikke alene, tværtimod. Men det er ikke noget, der bliver talt højt om. Det skal vi ændre på, sammen.