Kategori: Uncategorized

Karen fejrer Lillejuleaften

Ahhh…. Julefreden har sænket sig over Vesterbro. Jeg er i gang med at bage brunkager – godt nok af dén slags dej der ligger i Irmas køledisk, men alligevel. Min veninde kommer om lidt og min absolutte yndlings-julesang, O Holy Night, kører på repeat (i kor-versionen. Ikke Mariah Carey eller Celine Dijon, vel).

Jeg sov ti timer i nat, fordi jeg ikke kunne flytte mig, da jeg puttede Lillen i går. Hun knugede min hånd, babysnorkede, duftede af solmodne frugter og var helt perfekt sove-lun.  Derfor er jeg helt veludhvilet og klar til at fejre Lillejuleaften med alt hvad det indebærer af bridgeblanding, nisseøl og Daal. Sidstnævnte er ret beset ikke en juleret, men der er kanel i, så den går alligevel.

Da jeg var på arbejde tidligere i dag, sportede jeg naturligvis min julesweater – og jeg var ikke alene! Én havde en hjort og snelandskab på maven, og én havde julemandssokker på. Mens jeg kørte M&M´s og pebernødder ned med den ene hånd, stregede jeg ud på to-do listen med den anden. Jeg nåede det hele, og kan gå på juleferie med helt ro i maven. Som om det ikke var nok, sagde min kollega at han synes at jeg lignede Karen fra Californication. Shit manner, et kompliment! Og så endda i juletrøje og med flormelis på bukserne!

Til frokost var der smørrebrød, risalamande og æbleskiver, og da jeg havde tygget af munden blev jeg hentet af Lillen og mit mandlige sidekick. Jeg skyndte mig at sige, at han faktisk var gift med Karen, men han kunne ikke helt se sammenligningen ”fordi Karens hår er sådan mere puffet og hendes øjne er meget store”. Oh well.

Solen skinnede, og vi trillede en tur i Søndemarken . Dér hoppede vi på trampolin, løb på bakker og hilste på hunden Toffee. Toffees ejer roste i øvrigt undertegnede for at ”lære sit barn at være tryg ved kæledyr”! YES! (Læs her hvorfor jeg klappede i mine småfrosne hænder). Så siger vi ikke noget om, at jeg fik hjertebanken da det krøllede, firbenede  væsen nærmede sig mit afkom.

Pakkerne og en lille nissehue ligger klar til i morgen. Jeg har lært Lillen at sige ”HO-HO-HO”, hun har sat sit hår ved hjælp af min læbepomade og jeg tror egentlig ikke, det kan blive meget bedre. Nu er brunkagerne nemlig også klar – og de er vokset sammen til ÉN KÆMPE BRUNKAGE!

Glædelig 23. december!

fullsizerender-4

Om tid, lykke og madkoma

Tidligere i dag sad jeg og drak kaffe med min veninde. Vi talte om at folk uden børn er lykkeligere end folk med børn – statistisk set. Selv tænker jeg ikke, at jeg er blevet mere eller mindre lykkelig, efter at jeg har lavet en mini me. Men jeg ved, at det er nogle andre ting, jeg prioriterer og sætter pris på nu – det er nogle andre ting, der gør mig lykkelig.

Én af de ting er tid. Tid til at være sammen på dén der måde, hvor der ikke sker noget særligt – og dét har denne her weekend været fuld af! Vi har sovet længe, spist pandekager til morgenmad og hamret løs på dén xylofon, Lillen fik i adventsgave. Arbejder i øvrigt på at lære hende at spille “Vi danser hele natten på Jamaica”, men den kræver vist liiidt mere øvelse. Vi har kigget på fugle i Enghaveparken, været på legeplads og drukket varm kakao med marshmallows. Lillen har brugt weekenden iført min 70-er agtige store halskæde, og kombinationen af dén og det nye pandehår har sendt tankerne hen på min formningslærer i folkeskolen (og diarréfarvede kridt, kraniet Hr. Nielsen der sagde at vi skulle tie stille og askebægre i pølseteknik). Vi har bygget hule i sofaen og set Mascha og Bjørnen i cirka 30 sekunder af gangen – og så har jeg købt mig et par velourbukser og drukket virkelig meget julethe.

Her til aften har vi været på besøg hos min onkel og hans søde kæreste på Islands Brygge. Vi var inviteret på uzbekisk suppe (!), hjemmebagt brød og banankage af den rigtige tunge slags. Det smagte helt sindssygt godt, og nu ligger jeg på sofaen og er stærkt medtaget på grund af akut madkoma. Jeg føler mig som et badedyr, der er blevet pustet lidt for hårdt op, og jeg har åndenød. The struggle is real.

Selvom jeg ikke har mit bedste øjeblik lige nu har det været en alle tiders weekend – uden særlig mange planer og med tid. Masser af tid 🙂

img_0532

Madspetakel

Da Lillen først gjorde sådan her med øllebrød kl. 6.48 i morges (dvs. inden undertegnede havde fået morgenkaffe)…

… for senere at kaste frokosttallerkenen i hovedet på pædagogen i vuggestuen og  behandle en omgang chili sin carne sådan her til aftensmad…

… tænkte jeg i mit stille sind: Good luck til nybyggeriet med hvide vægge og pæne gulve, som vi flytter ind i til april. Good luck til vores rengøringshjælp i morgen. Og good luck til alle, der sidder i en radius på 10 meter fra det lille madspetakel.

Og derefter gik jeg i (nisse)øllen. Glædelig halvvejs-til-juleaften!

 

 

Rigor Mortis og ris a la mande: Julefrokost-dagen-derpå

Jeg sidder i sofaen. Jeg er træt, småkvalm og så lugter mine fingre af ostepops (altså fordi jeg har spist  ostepops. Ikke fordi jeg aldrig vasker dem).  Søren ligger ved siden af mig og ligner noget, hvor rigor mortis har gjort sig indtog. Julefrokost-dagen-derpå for fuld udblæsning her på tredje sal.

Mens min bedre halvdel var ude og spise fint henne i det private erhvervsliv, var der dækket op i det store mødelokale på kommunen – med papirsduge, bag-in-box og bordbomber. En anden afdeling havde lagt en stak kondomer i størrelse XL og en post-it med ønsket om en god julefrokost. Så kan det altså ikke gå helt galt.

Det var en skide god eftermiddag og aften, også selvom jeg kom til at kalde folk noget de ikke hed, fordi der er startet så mange nye under min barsel. Og også selvom jeg havde stram kjole på og mine strømpebukser lavede en slags dæmning lige nord for navlen.

Der var ris a la mande, folk havde taget deres flotteste tøj på og vi skulle lege pakkeleg. Én af mine kollegaer var så heldig at få en chokoladejulekalender med nøgne nissemænd på, og så snart hun havde flået papiret af gjaldede hun ud til 85 mennesker: ”SOFIE! DET ER GARANTERET DIG, DER HAR HAFT DENNE HER MED!”. Det var det (desværre) ikke. Jeg fik en pakke mini-skildpadder og noget gevir:

img_1008

Det var præcis som en julefrokost bør være, og det er aldrig nogensinde kedeligt at være til julefrokost på kommunen. Jeg drak 55 forskellige slags lunkne drinks med bl.a. polsk snaps, der smagte af nyslået græs og marcipan. Der var baconchips ad libitum og et dansegulv med roterende discolys. Jeg rystede naturligvis alt, hvad der rystes kan, til Cher, Daddy Yankee og Michael Jackson. På et tidspunkt havde der sneget sig et fremmed mandfolk ned på dansgulvet, og mens jeg lavede min bedste zombie-dans til Thriller, gryntede mandfolket og sagde ”ej det er en meget fed sang, hvem har lavet den?”. Jeg så nogenlunde sådan her ud (måske en kende mere svedig):

Nogle gange var der nogen, der satte noget frygtelig moderne musik på, og så gik en kollega og jeg ud for at lave en playliste-brainstorm på et whiteboard. Desværre lavede vi den med sprittusch, men jeg håber, at “Gloria Gaynor”  skrevetmed kluntede blokbogstaver viser sig at være en optimal ice-breaker til møder. Ahem.

Da klokken var 1, slingrede jeg forbi et pizzeria og så hjem i seng. Søren kom buldrende klokken 4 – og det er nok derfor, han i dag  har kastet noget mere op end mig. Lillen sov sødt ude i forstæderne hos verdens bedste mormor, heldigvis. Og hun var smadder glad for at se os da hun kom hjem, også selvom vi ligner en tarvelig udgave af KISS i dag 😉

Rigtig go’ weekend, med eller uden ostepops og tømmermænd!

 

 

Knalderum og julevibes

I weekenden var jeg ude og drikke kaffe med min veninde. Mens vi stod og ventede på at få langet de dyre, sorte dråber over disken, snakkede vi om min venindes lejlighed – eller rettere sagt: Hendes køkken-alrum. Manden bag os afbrød os, kiggede lidt forvirret og sagde ”undskyld men… sagde du KNALDE-RUM?”. Ha! Friskt af ham at spørge, synes jeg.

Der var fyldt med julemarkeder på og omkring Vesterbro i weekenden. Så hyggeligt med pebernødder, kunsthåndværk, fine indpakninger og glade mennesker. Jeg var forbi Kødbyens julemarked, og kunne sagtens have købt én af hver – men jeg begrænsede mig alligevel til en plakat af Lise Grue. Jeg tænker den bliver rigtig fin til alle de hvide vægge, vi skal fylde ud til foråret:

lisa-grue

Udover at drikke kaffe og spise andre folks pebernødder, har jeg leget med ler og gran i weekenden. Det er fast tradition, at min mor inviterer til juledekorations-dag inklusive æbleskiver og den samme, hakkede jule-cd som altid. Min lillesøster og jeg slæber nogle venner med, og det er altid hyggeligt.

Sidste år sad jeg halvdelen af tiden med et lille menneske knappet til yveret, og den anden halvdel gik jeg tur med barnevogn. I år var Lillen dog helt med på konceptet (eller, så meget som man nu kan være når man er 1 5 måneder). Hun hyggede sig med at uddele snotfyldte smækkys, pille ved julepynt, spise clementiner og charmere alle de tilstedeværende – jeg har i dén grad lavet en lille selskabspapegøje. Jeg glæder mig sådan til hun selv kan lave noget, også selvom det i mange år sikkert er noget med en stor klump ler, et skævt lys og to forpjuskede granduske.

Selvom jeg snart har 30 års erfaring udi kombinationen af gran og ler, er det som om de ting jeg præsterer, bliver grimmere og grimmere. I år har jeg sat ny rekord, selvom jeg har prøvet at camouflere det med en sløjfe og en grankogle. Så… I virkeligheden glæder jeg mig måske til at jeg kan undskylde de umage juledekrationer med nogens alder og motorik 😉

img_1003

Lille Ildebrand

Hvis mit barn havde et indianernavn, ville det uden tvivl være ”Lille Ildebrand”. Dels fordi hun er galoperende rødhåret, og dels fordi hun har et temperament, der til tider mest af alt minder om et sankthansbål, der er ude af kontrol. Hun er glad 98% af tiden. Men de sidste 2%, ikke? Jøsses.

Det gik op for mig, at hun er en serious business hidsigprop, da hun havde overstået honeymoon-fasen i vuggestuen. Da jeg hentede hende for nogle uger siden, blev jeg mødt af én af pædagogerne, der sagde: ”Ja, hun gad altså ikke have mere frokost i dag, så hun kastede det på mig. Jeg lignede en paneret kotelet, du!”. Pædagogen grinede og viste mig hvor på hendes trøje, mit afkom kort forinden havde placeret en symfoni af leverpostej, kødpølse og hytteost. Jeg grinede lidt og undskyldte at hun havde fået nogen som helst til at ligne en paneret kotelet.

Jeg spurgte pædagogerne på stuen – både den panerede kotelet og den anden – om de nogensinde havde haft så temperamentsfuldt et barn. De har begge arbejdet der i 10 år. De rystede på hovedet… Dét er altså en bedrift at have produceret Vesterbros hidsigste baby, ikke?

Når hun ikke gider sove, så kyler hun sutten ud over kanten på tremmesengen og sprutter i arrigskab, når man med den mest stewardesse-agtige stemme hvisker “godnaaat”. Hun kan lave en flitsbue der kunne imponere selv den mest smidige russiske gymnast, især når der skal børstes tænder, og så kan den lille dame lave det her ansigtsudtryk til perfektion – trods hendes unge alder:

Nu havde det jo ikke været Lillen uden dét temperament, så jeg synes det er alletiders. Dermed ikke sagt, at det ikke gerne må være lidt mere til den blide side, når vi rammer  teenagealderen 😉

Nede Mette

Det var en kold vinterdag i begyndelsen af 2014. Jeg sad ved mit skrivebord på specialekontoret ved Blågårds Plads. Ind kom Mette – lille, lyshåret og smilende. Det næste halve år sad vi ved siden af hinanden og Mette havde altid et lager af drikkeyoghurt og Kinder Mælkesnitter liggende i det lille, ulækre køleskab midt i rummet. Jeg hentede kaffebrød fra bageren, rodede ud over det hele og afbrød Mette cirka en gang i minuttet. Forår blev til sommer, og vi kunne sætte det sidste punktum i hver vores speciale. Det så cirka sådan ud:

img_4968

Men vores veje skiltes ikke dér. For Mette blev forlovet og gravid, nogenlunde samtidig med mig. Og Mette bor 10 minutter væk. Dét er ikke så ofte, at man får venner efter man er blevet voksen – men jeg har altså fået Mette. Heldigvis.

I går fejrede vi Mettes 30 års fødselsdag, og det var sådan en fin aften. Jeg brugte hele 10 minutter på min make-up, imens jeg dansede til Part Time Lover med Stevie Wonder og drak nisseøl (… kom først til at skrive nosseøl. LOL.). Vi var på PS Bar & Grill i Pilestræde. Der var musik, glade mennesker, masser af vin og maden var lige i skabet, selvom det var så mørkt at det blev en slags blindsmagning. Sidst jeg kastede mig ud i dén slags var engang i 90’erne, hvor jeg tvang min lillesøster til – med bind for øjnene – at spise alt fra sennep og sambal oelek til leverpostej og ristede løg. En gang var jeg også så tarvelig at give hende en rådden gulerod under påskud af, at vi legede Robinson. Undskyld, Marie.

Efter middagen satte vi kurs mod Condesa. Undervejs prøvede jeg forgæves at få Mette med ind på Toga og drikke Doktor Nielsen shots. Til gengæld var der store øl på Condesa – og dans. Efter nogle timer slingrede jeg hjemad, og hentede et pizzaslice med ekstra chili og hvidløg med hjem i seng. Lillen var til sleepover i forstæderne, for Søren var også ude og feste spille Matador, spise citronfromage og drikke naturvin med hans madklub. Jeg har haft det overraskende godt i dag, men en uforstyrret nattesøvn, kaffe og en pose chips hjælper selvfølgelig også en hel del!

Glædelig første advent, tømmermænd eller ej 🙂

mette

Mellem Johnny Madsen og en tilkalket kaffemaskine

En halv dag blev det til ovre i hverdagen. Da jeg i mandags stod i kantinen – med tallerkenen fyldt med æggemad, flødekartofler og ”grøntssagssymfoni” (hvad det så end er) – blev Lillen ringet hjem. Igen. Hele ugen har altså været én stor omgang kalenderbingo. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skulle stille op, hvis ikke mine forældre og min lillesøster stod standby, når vuggestuepesten bryder ud.

Lige nu lyder Lillens vejrtrækning som en mellemting mellem en forpustet Johnny Madsen og en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket, og hun snotter og hoster.  Som om det ikke var nok, har Lillen i de forgange dage også haft sit første møde mellem babyblød håndflade og varm ovnlåge. Hun har kaldet hovedet ind i puslebordet, hoveddøren og i undertegnede. Og så har jeg bidt hende i fingeren. Hun puttede tomatstykker ind i munden på mig, og jeg kunne åbenbart ikke mærke forskel mellem en lille pegefinger og en skive tomat. Lillen kiggede overrasket og fornærmet op på mig, inden hun stak i et vræl. Not my proudest moment.

Bortset fra at bide i mit afkom, har jeg været til arrangement på mit arbejde hvor der var pizza og vi skulle lege Frugtsalat (og til Jer, der ikke gik i folkeskole i 90’erne kan det løst oversættes til stoledans) – og jeg fik i dén forbindelse næsten fornøjelsen af at have min chef på skødet. Jeg har også været i H&M. I dag. For at bytte en bluse. Og det var ærlig talt en nærdødsoplevelse – det dér Black Friday er jo et frygteligt koncept! Paniksved, menneskemylder og ingenting tilbage i andet end str. 34 og 44. Fisketorvet blev evakueret tidligere i dag på grund af brand. På en måde lidt symbolsk?

Det er altså hvad der er sket siden sidst. Lige nu har jeg spiste så meget æblekage at jeg har været nødsaget til at åbne de 3 øverste knapper i min nederdel, og nu skal jeg beslutte om jeg 1) skal se SKAM 1)  se The Affair eller 3) skal gå i seng. The struggle is real, forstås 😉

Ha’ en fantastisk dejlig weekend!

Ting jeg burde have gjort. Og ting jeg gjorde.

Ting jeg burde have gjort i weekenden:

  • Syet en knap fast i min kjole.
  • Ryddet op og gjort rent. Især dét Mount Everest af tøj, der ligger inde i soveværelset.
  • Købt ind til næste uge. Vores køleskab indeholder sådan cirka ketchup, en halv liter mælk, peanutbutter og en pose gulerødder.

Ting jeg faktisk gjorde i weekenden:

  • Lukket døren ind til soveværelset. Ude af øje, ude af sind, som man siger (… hvis man er 100 år gammel, men lad nu dén lige).
  • Lavet havregrød til aftensmad, fordi der ligesom ikke var noget mad i køleskabet og fordi jeg havde travlt noget vigtigere at bruge tid på, end at hænge ud i Brugsen. Til gengæld lavede jeg luksus-udgaven med peanutbutter på toppen, og dét er altså en vinder.
  • Dét vigtige var at binge en halvanden sæson af ”The Affair”. Jeg synes det var en mildt sagt kedelig og lang start, men så blev jeg altså godt og grundigt hooked. Jeg kan bare slet, slet ikke finde ud af at navigere moralsk i plottet: Hvem er det synd for? Hvem er røvhullerne? Er Noah en frækkert? Og burde Whitney sendes i seng uden aftensmad?
  • Spist virkelig meget kage. Hjemmebagt squashkage, hjemmebragt drømmekage og dåbskage. Sidstnævnte var i tre lag og blev indtaget nord for København i et selskab med en overvægt af finanstyper i blå skjorter og velfriseret hår. Jeg føler mig altid lidt som Syngepigen fra Rødby i sådan nogle forsamlinger – I ved, sådan liiiige lovligt spraglet.
  • På trods af Netflix og kage har jeg faktisk også været udenfor, for at lufte min førstefødte og min mand:img_0966