Kategori: Uncategorized

Forstadsfruen

Søren er taget en uge til New York med hans arbejde, så Lillen og undertegnede er flyttet ud til min mor og far i forstæderne. Her er alletiders! Solen skinner, og der er både babygynge og sandkasse i haven. Min mor laver lækker babymad (og voksenmad) og går ture med barnevognen. Når min far ikke nørder paraglide-udstyr, så laver han americano til mig. P4 spiller Erann DD og man nikker lige en gang til naboerne, når man møder dem. Jeg har det altså som blommen i et æg, selvom jeg savner Babydaddy (som jeg i øvrigt har sendt en udførlig ønskeliste til. Man slipper ikke gratis fra dén slags udskejelser).

Da jeg var helt lille, boede vi i en lejlighed på Valby Langgade. Foruden os boede der en frimenighed og et bordel, så det var nogle spændende generalforsamlinger i ejerforeningen. Da min mor blev for træt af at bære en tyk baby op ad trapperne, flyttede vi i hus uden for byen. Det er altså her, jeg er vokset op.

At være i forstæderne føles som en slags tryg og dejlig tidslomme. Siden jeg boede her, er jeg blevet færdiguddannet, har været et par år i udlandet og er blevet mor. Her er der meget, der ikke har ændret sig: Man kan stadig få softice og pariserbøf i Glostrup Centret. Tanken, hvor jeg købte mig fattig i Spice Girls billeder, ligger der stadig. Fliserne i mine forældres indkørsel er stadig skæve. Blommetræet, hvor jeg havde en hule, er der endnu. I nat opladede jeg min Iphone i dén stikkontakt, der engang blev brugt som bussemands-reservat. Min gamle skole ligner sig selv, og der er stadig sløjdlokale dér, hvor min sløjdlærer for efterhånden mange år siden hakkede halvdelen af højre hånds fingre af med en rundsav. Man kan stadig få pizza med bernaisesauce og cocktailpølser på det lokale pizzaria, og frisøren har stadig priser som i 1998. Der sidder stadig en eksklusiv klub og drikker øller foran købmanden. Der er stadig tandlæge dér, hvor jeg fik sat togskinner på mine skæve pløkker. Og så videre.

Det er ikke er New York. Overhovedet. Men forstæderne kan altså også noget <3

gynge

Den lille del(le)fin

Som jeg skrev her, så var jeg ikke vild med tanken om babysvømning. Både fordi jeg ikke kunne overskue hele plottet med våd baby, våd mor, larm og 2410398 ting der skulle holdes styr på – men også lidt fordi svømmehallen er sådan et sted man får fodvorter og hvor der er tis vandet. Alligevel blev jeg overtalt, fordi min veninde Mette og hendes kæreste lovede et ekstra sæt hænder – og fordi deres baby nærmest er på talentholdet og jeg var bange for, at min ville være typen der gik til bunds første gang hun skulle have svømning i skolen.

Det startede fint: Jeg fik pakket en taske med alting, både tyver til skabet, håndklæder og en milliard andre ting. Da vi kom frem var babyolien løbet ud overalt, og badeble, indgangsbillet og dén slags kostede en halv månedsløn. Men vi kom ind. Jeg fik pakket os ind i noget badetøj og badeble (mest babyen), fik fjernet de værste madrester i halsdellen (igen: mest babyens) og fandt hen til babybassinet. Alt sammen uden nogen der græd eller stressede. Havde det sådan her:


 

Lillen e.l.s.k.e.d.e. at være i vandet! Og det gjorde jeg faktisk også, det var skidehyggeligt at plaske rundt med den lille, glade del(le)fin. Kæmpe succes!

Successen varede lige indtil vi skulle op ad vandet. Dér fik Lillen et meltdown og det blev ikke bedre af, at jeg skulle i bad, mens stakkels Mette skulle sidde med de nu to skrigende babyer (babygråd smitter upraktisk nok hurtigere end klamydia på en ferie med Ung Rejs). Mette sad et par meter fra baby-området, og desværre var der en sur ældre dame, der syntes det var ganske frygteligt – så i stedet for at hjælpe, smile overbærende eller noget andet overskudsagtigt, tilkaldte hun bademesteren. Bademesteren bad Mette og de to skrigeballoner om at rykke sig 2 meter til højre – til babyområdet. Da jeg kom ud fra mit 30 sekunder lange bad, så jeg altså sådan her ud:


Vi kom dog ud derfra i live. Allesammen. Og nu er der ikke nogen der skal ødelægge min svømmehals-karma, så jeg har været afsted et par gange siden. Jeg har heldigvis ikke mødt den sure dame , og på en måde håber jeg at hun har fået så mange fodvorter, at hun ikke kan komme ud af døren. Om nogle timer skal vi i svømmeren igen. Og denne gang med mor hér i en ny badedragt 🙂

Ha en dejlig fredag!

 

 

Om at være lækker i femøren når man gror et menneske# 2: Make-up

Som jeg skrev i sidste indlæg (læs det  her), vil jeg også gerne tipse om, hvad for noget make-up jeg brugte under graviditeten – og stadig bruger. Det er ikke helt let at finde god makeup uden alt for mange mærkelige ingredienser, og det er heller ikke lykkedes mig hele vejen rundt. Fx prøvede jeg en “naturlig” flydende eyeliner, der fik mit øjenlåg til at føles, som om der var gået ild i det. Jeg har heller ikke kunnet finde en mascara, der ikke fik mig til at ligne én, der havde haft en virkelig hård nat på Heidis Beer Bar. Her er til gengæld, hvad jeg har kastet min kærlighed på:

Negle: Før jeg blev nogens mor, havde jeg altid neglelak på. Det har jeg ikke længere, men til gengæld har jeg prøvet virkelig mange øko-agtige neglelakker af. Den eneste jeg synes holder sig fin, er den fra Kure Bazaar. Til genæld skal der lyde et stort held og lykke med at finde en neglelakfjerner, der faktisk fjerner neglelakken – jeg har ikke kunnet.

Læber: Jeg er blevet helt forelsket i den læbepomade, der hedder Tisane og som kan købes for rundt regnet ingenting i helsekostbutikker. Eneste minus ér, at man skal have pølsefingeren ned i krukken for at tage den på. Hvis der skal lidt farve på mundtøjet, så er jeg blevet rigtig glad for Youngbloods læbestifter – særligt farven “Dragon Fruit”. Af en eller anden grund er øko-mærkerne alle sammen glade for sådan lidt brunlige/kødagtige farver, og gerne med perlemor i. Det slipper man (heldigvis) for hos Youngblood.

blog sminke 1

Hud: La Roche Posays mineralpudder er den bedste, jeg nogensinde har prøvet. Og så dækker den temmelig grundigt – smart hvis man har lidt graviditets-bumser… Og så synes jeg, at Dr. Hauscka og Benecos laver nogle ganske fine blushes.

Øjne: Som beskrevet havde jeg ikke held med at finde en god øko-agtig mascara (tips modtages gerne!), men jeg har til gengæld fundet både en god eyeliner og øjenbryns-pen. Organiqs laver en sindssygt lækker og blød eyeliner, der nemt kan gnides lidt ud, så man ikke får sådan en skarp streg. Benecos har lavet en alletiders øjenbrynspen, der har en børste i den ene ende – og så koster den kun det samme som en pizza.

blog sminke 2Nu er der jo nogen der siger, at skønhed kommer indefra. Læs her, hvad jeg spiste under graviditeten – egentlig ikke så mærkeligt, at jeg havde brug for gode produkter. Det er til gengæld mærkeligt, at Lillen er blevet så pæn. Hvis hun lignede en Cocio-farvet pomfrit ville jeg ærlig talt ikke have undret mig 😉

Må I have en fantastisk dejlig torsdag <3

 

 

Når enden er god (og når den ikke er)

Min mor, far og lillesøster er kommet på besøg i det Sydfranske. Den står pt. på rødvin (mest til dem uden mælkebryster), gåture i den smukke gamle del af Nice, shopping, kysning af babykinder, bådkiggeri og blæsevejr. I går aftes blæste det helt vildt – grenene i haven fik sig en ordentlig rusketur, og vinden peb ind gennem alle sprækker. Det var smadder uhyggeligt, og jeg kunne slet ikke sove. I krimier er det altid i mørke og blæsevejr at der bliver smidt et lig i en skovbund eller likvideret nogen på en øde havn. Men her til morgen var vi her alle sammen endnu. Heldigvis.

Min mor startede i øvrigt besøget med at spørge, hvor min numse var blevet af. Jeg gik ellers og følte mig selv på 90210-måden i et par højtaljede mom-jeans. Men hun har jo ret, damen. Engang gik jeg til twerk, men nu ligner numsen noget, der maksimalt ville kunne svinge sig op til en onkeldans til et langsomt nummer med Kandis. Men der er åbenbart også fordele ved at have sagt farvel til sin numse, for da vi til dessert skulle have chokolademousse sagde min mor: ”Bare spis, det er jo godt for dig!”. Det behøvede hun ikke sige to gange 😉

I morgen er ferien slut. Eller ferie er måske lige flot nok at kalde det – i hvert fald hvis man mener noget med at slappe af, læse bøger og hænge over et par gin-tonics den halve nat. Vi er gået i seng kl 21, og er stået op kl 7 hver eneste dag. Vi har vasket virkelig meget tøj og brugt laaang tid på at lede efter bortkomne sutter. Jeg har ikke fået læst andet end indholdsfortegnelsen på den franske babymad, og det mest funky jeg har drukket er en smoothie med kiwi og wheatgrass… Til gengæld har det været virkelig skønt at være to om Lillen, at have rigtig meget tid sammen, mærke forårssolen og gå ture nogle andre steder end Vesterbrogade og Istedgade.

Jeg glæder mig allerede til næste ferie(-ish), til juni. Og indtil da et det også helt okay at komme hjem til min kaffe-pusher, mine veninder og hverdagen.

À la prochaine, France!

yndglings

Tak, trold og taske

Tusinde, tusinde tak for de søde kommentarer – både er og på Facebook <3

Nu er det tid til ferie på den lidt mere almindelige måde: Sove længe. Spise croissanter til morgenmad. Kysse babyen og hinanden lidt ekstra. Gå en tur ved vandet. Dén slags. Jeg har også købt mig selv en lille gave: En fin, lille, blomstret taske der lå og kaldte på mig i Galeries LaFayette.

taske

Sådan er det jo, når man har oplevet noget dumt – så må man få en lille gave. Ligesom dengang man fik en trold med strithår efter et besøg hos skoletandplejen. Vores skoletandplejer var altid ved at kvæle børnene, fordi hendes bryster hang ned i hovedet på os og hendes fingre lugtede af Prince, så egentlig burde vi have haft to.

Sørens forældre er kommet på besøg, og sammen med Søren er de kørt en tur til Monaco for at kigge på kæmpestore både og spise frokost. Imens holder jeg skansen herhjemme: En kop kaffe og lidt skærmtid i solen (og dertilhørende sammenknebne øjne for at kunne se skærmen), imens Lillen tager sig en formiddagslur i vognen. Jeg tror vi begge havde brug for at slappe lidt af, og bare kigge på hinanden de næste par timer, så dét passer mig aldeles glimrende.

Kan I have en fantastisk dejlig weekend, søde læsere! Og tak igen!

Kærligheden overvinder alt

Da vi i mandags sad på terrassen i Frankrig og spiste aftensmad talte vi om, at det som om, forældre er gjort af et særligt stof: Det er sådan nogle, der kan gå på nattevagt og passe børn dagen efter. Det er sådan nogle, der kan køre 12 timer i stræk, når familien skal på bilferie. Og det er sådan nogle der kan sidde og se Bamse og Kylling en hel dag, med et febervarmt barn på skødet, uden selv at behøve noget at spise. Forældre kan noget helt, helt særligt. Kunne vi mon også det?

Vi fik svaret kort derefter.

Lillen havde fået en lille smule æg til aftensmad, og fik en voldsom allergisk reaktion. Hun nøs, kastede op, og var rød og hævet over hele den lille krop. Jeg blev skide bange – spredte det sig til luftvejene, kunne det være livsfarligt. Vi kastede Lillen i en dyne, tog hende i armene og løb ca. 500 meter til nærmeste hospital. Det var et voksenhospital, så efter at være blevet lyttet på af en læge, blev vi sendt til et børnehospital. Taxituren føltes som en evighed. Lillen sad helt træt og rolig på mit skød, mens mit hjerte galoperede afsted.

Da vi kom frem gik det stærkt; Lillen blev plastret til med elektroder, fik målt blodtryk og temperatur og skulle have lagt drop til medicin.  Det var svært for sygeplejerskerne at finde blodårene på grund af de tykke arme og ben, og mens de forsøgte, skreg min baby mere og mere. Det tog lang tid, og til sidst blev de selv frustrerede. Tårene trillede ned ad mine kinder, og jeg havde opkast udover mit tøj. Endelig lykkedes det at finde en blodåre, og hun begyndte at ligne sig selv mere og mere. Ingen kunne rigtig fortælle os hvad der foregik, fordi vi ikke rigtig snakkede fransk, og de ikke rigtig snakkede engelsk.

Efterfølgende skulle Lillen indlægges til intensiv overvågning. Jeg gik med hende i armene op til afdelingen, men pludselig skulle jeg give hende til en lille hær af sygeplejersker, fordi hun skulle ”installeres”. Søren og jeg fik at vide, at vi skulle vente udenfor, og døren blev lukket i foran os. Det var de længste 5 minutter i mit liv, og vi kunne høre Lillen skrige gennem væggene ud til den livløse, ferskenfarvede korridor, hvor vi måtte sidde og vente. Jeg var så vred og ked af det, og havde lyst til at sparke døren ind og tage min baby op. Da døren endelig blev åbnet og vi fik lov til at komme ind, holdt Lillen op med at skrige. Hun må have følt sig så alene i verden. Sygeplejerskerne ville give hende noget beroligende medicin, men dét fik de altså ikke lov til af undertegnede – hun trængte til hendes mor og far, ikke til mere medicin. Et par minutter efter fald hun i søvn i mine arme.

Vi var indlagt det næste døgn. Der måtte kun være én voksen om natten, så Søren blev sendt hjem, selvom jeg gerne havde givet en nyre for at få lov at beholde ham dér. Jeg lå hele natten i en slå-ud-lænestol og kiggede på min sovende baby og alle de maskiner, der målte hendes hjerteslag, puls og vejrtrækning. Om morgenen kom Søren tilbage med tandbørste, lidt legetøj og poser under øjnene – han havde selvfølgelig heller ikke sovet. Timerne sneglede sig af sted, og udenfor kunne jeg se middelhavet, palmerne og solskinnet. Det var ligesom at være i en anden verden, hvor tidsfornemmelse, søvnmangel og sult var én stor tåge.

Sidst på eftermiddagen blev vi udskrevet igen. Jeg var lettet, og meget taknemmelig. Taknemmelig for, at Søren er så sej i pressede situationer. For at vi kom afsted til hospitalet. For at lægerne og sygeplejerskerne var så søde. For, at vi ikke sad i en lille flække i Mexico, som vi ellers havde talt om. For at vi havde et blåt sygesikringskort, der sparede os for 20.000 kroner. Men mest af alt taknemmelig for, at min baby var ovenpå igen.

Vi er altså sådan nogle forældre, der kan klare meget – også mere, end man umiddelbart tror. Jeg er overbevist om, at det er kærligheden til de små mennesker, der giver superkræfter. Kærligheden overvinder alt.

hospi

Bååångsjuur (eller bonjour, om man vil)

Vi er kommet til Frankrig! Til en lille by tæt på Nice, og tæt på vandet. Her er skønt – babyen sover lure ude i den lille have (UDEN flyverdragt på), tomaterne er på størrelse med en 5-årigs hoved og alting ser så billigt ud, når det står i Euro. Vi skal være her i to uger, og det er altså lige til at overskue 😉

Vi har cirka en million kilo bagage med herned, og lignede  Cirkus Benneweis på vej i lufthavnen, da vi klokken halv seks søndag morgen travede op til Hovedbanen. Vi gik forbi slingrende typer der skulle have den sidste øl og en hotdog at sove på. Vi gik forbi pushere, morgenåbneren i LIDL og de afrikanske prostituerede på Vesterbrogade, der kælent henvendte sig til alle de ensomme mænd. Vesterbro er også dejlig ud på de små timer.

Jeg havde pakket alt for meget, og var nødt til at lade al babymaden udgå fra cirkussets oppakning. ”De har jo også børn i Frankrig” messede jeg, og prøvede at overbevise mig selv om, at franskmændene selvfølgelig også har frugtmos uden sukker, økologisk risgrød og dén slags. 4 timer senere stod jeg nede i det lokale supermarked og kiggede ud over en masse modemælkserstatning, der smagte af kakao, vanilje eller en form for morgenmadsprodukt. Jeg prøvede at finde noget økologisk mos, men uden held – til gengæld var der sukker og/eller en form for bøf eller skinke i det hele. Jeg frygter at Lillen har groet en ekstra arm eller har fået en sukker-forskyldt hjerneskade når vi kommer hjem. På den anden side er jeg her stadig på trods af 90’ernes legesminke, slik i neonfarver og ikke-økologiske ærter til boller i karry. Det går nok. Håber jeg.

Flyveturen gik ellers fint. Vi sad forrest i flyet sammen med alle de der skjortedyr, der sad og læste Berlingske på deres Ipads. Babyen kedede sig lidt og var, forståeligt nok, temmelig træt. Mens vi fløj over alperne stod jeg med numsen halvvejs oppe i ansigtet på ét af skjortedyrene, i et forsøg på at bounce Lillen i søvn. Det lykkedes trods syre i armene og svedige håndflader – hun overgav sig 2 minutter før kaptajnen tændte for spænd-sikkerheds-bæltet skiltet. En powernap er selvfølgelig bedre end ingen nap, og jeg fik til gengæld et kompliment fra en mand, der sad bag os: ”Respekt for den mor-indsats dér!”.

De næste par uger skal gå med at nyde solen, spankulere rundt på Promenade des Anglais, nyde at vi har masser af tid, svælge mig rosé og spise fransk mad. Jeg argumenterede for, at fransk mad var lig french fries, men den købte Søren altså ikke. Heldigvis er der jo også pommes frites i moules frites, og det er i hvert fald fransk! Og følg iøvrigt endelig med på @sofieude.dk på Instagram, hvis I har lyst til lidt fransk forårsstemning <3

nice

Om dyr # 2: Dyrevennen Far

(Læs del 1 her). Det er ikke fra fremmede, at jeg har et temmelig akavet forhold til dyr. Jeg tror faktisk, at det kommer fra min far. Min far er en alletiders mand, og faktisk ét af de mest rummelige og tolerante mennesker, jeg kender. Men at være en dyreven, dét kan man altså ikke beskylde ham for at være.

Min far kan ikke så godt lide store dyr. Dengang min lillesøster gik til ridning paniksvedte han flere døgn inden han skulle hjælpe med at strigle og sadle krikken. Der gik et lettelsens suk gennem hele parcelhuskvarteret, dengang min søster besluttede sig for at gå til kakkelmaling (!) med storesøster i stedet. Jeg tror egentlig også selv hun var vildt bange for hesten, og kakler kan jo hverken sparke eller bide, så det  var vel et ganske forståeligt valg.

Min far kan heller ikke så godt lide de mindre dyr. Man kan nemlig også få nervøse trækninger og hjertebanken af dyr på størrelse med et egern, hvis man er min far. Da vi for nogle år siden var i Sydafrika, var vi ude at gå ved vandet. Min far var i sandaler, og da vi mødte nogle dassies var han sikker på, at den sidste time for hans tæer var kommet. Hurtigere end lynet forlod han familien og skyndte sig hjem til hotellet ad en dassie-fri hovedvej. Han har ti tæer endnu.

Engang havde mine forældres genbo en stor kat, der holdt af at gå rundt i mine forældres have og efterlade små lorte i græsset. Min far er en handlingens mand, så han strøg i Fætter BR og købte det største vandgevær, de havde. Som en anden Indiana Jones med sideskilning og fleecetrøje stod han klar til at sprøjte vand på kræet, så snart dens pels kunne skimtes. Nu er genboen flyttet, og katten ligeså, så vandgeværet er sendt på pension.

I stedet har han kastet sig over videoovervågning. Min mor var træt af, at der var lort i hendes krydderurter, og for at finde synderen, installerede min far videoovervågning over bedet med rosmarin og purløg. Hver gang der var noget der bevægede sig, blev der sendt et videoklip til hans telefon. I et par dage var stemingen sådan lidt Rejseholdet, indtil synderen blev fundet: Det var duer. Og nu er der sat sådan noget gå-væk-due-net op, så mors krydderurter kan leve i fred.

Min far bryder sig slet ikke om små dyr. Han støvsuger edderkopper op, i stedet for at klaske dem/tage dem i benene og sætte dem ud. Men han er ingen dyrplager, for efter at have støvsuget den lille, behårede satan op, skaber han undertryk ved at holde støvsuger-røret mod en plan overflade – dermed bliver døden hurtig. Hvepse får også en hurtig død når min far er i nærheden, for han har en elektrisk ketcher der rister hvepsene, så snart de flyver ind i den. En grill-aften hos mine forældre kan altså hurtigt udvikle sig til en slags massakre.

… Det er altså ikke min far der skal lære Lillen at omgås dyr på en god måde. Til gengæld kan han lære hende så meget andet – fx at sejle. Eller spise is på tid. Eller hvordan man installerer ting på computeren. Eller hvordan man bestiller en cola på italiensk. Han er meget bedre til børn, end til dyr – heldigvis!

dassie

Om dyr # 1: Kæledyr og dødsfrygt

Det var lige før jeg gik i panik. Kræet stirrede på mig med sine kolde, grå øjne. Den lignede én, der var parat til at hoppe op i barnevognen og kradse Lillen i ansigtet. Jeg fumlede med låsen, mens jeg snakkede i falset til mit afkom: ”sååå skal vi ud at gå lille skat, liiiige om lidt”. Da låsen gik op galoperede jeg ud af gården med løse snørebånd og hjertet helt, helt oppe i halsen. Vi var sluppet med livet i behold, for denne gang.

Jeg har altid været bange for katte. Og for alle andre dyr, for den sags skyld.

Det er ikke så let at have det sådan. Det var fx frygteligt dengang i 90’erne, hvor alle havde undulater. Jeg rystede som et espeløv hver gang jeg var hjemme hos nogen, der absolut skulle lufte Piphans mens vi legede med Barbie. Min lillesøster havde en kanin, dengang vi var yngre. Jeg var bange for at blive kradset, og bevægede mig meget nødigt ind i kræets løbegård (bortset fra dengang jeg med vilje fik en hun-kanin til at hoppe ind til den, og de lavede sweet lovin’ midt på græsplænen. Man er vel kun et menneske). Og dengang jeg gik på efterskole, skulle vi en nat sove i shelter. Jeg lukkede jeg ikke et øje af frygt for at livtruende dyr såsom biller eller natsværmere skulle kravle ned i min sovepose.

Første gang jeg skulle hjem til mine svigerforældre var jeg mere end almindelig nervøs. Ikke fordi jeg skulle møde dem, ikke fordi jeg var bange for at sige noget dumt, men fordi jeg vidste, de havde hund. Jeg lærte nogle tricks af en kollega, der kan sådan noget med at træne hunde. Heldigvis var hunden en ældre model og rimelig ligeglad med min tilstedeværelse, så det var ikke den store udfordring.

Det dyr, jeg er mest bange for, er (udover klassikeren edderkopper) fisk. Det er helt irrationelt, for man skal vist lede længe efter noget, der er ligeså uskadeligt som en fisk. Ikke desto mindre har jeg med en svømmefod sparket Søren i ansigtet på en ferie i Egypten. Jeg havde fortalt ham, at jeg var bange for fisk, men alligevel havde manden til en strandtur medbragt en bolle, der var stjålet fra morgenbuffeten, så han kunne lokke fiskene rigtig tæt på. Da en fisk nærmede sig gik jeg i panik, rev mig til blods på en koral og slugte halvdelen af Rødehavet. Jeg var tosset resten af dagen, så det tror jeg ikke, at han kunne finde på at gøre igen.

Engang spurgte min veninde mig, hvad mit yndlingsdyr var. Jeg svarede kødpålæg. Men efter jeg blev vegetar-agtig, kan jeg ikke engang sige dét længere. Jeg har altså ikke noget yndlingsdyr. Eller jo, men det er teknisk set ikke et dyr – det er egentlig noget fra en plante, men det vidste jeg ikke, dengang jeg gik på fritidshjem. Jeg fangede ”dyret”, og puttede det ned i en kasse med græs, lidt vand og hvad dyr ellers har brug for. Den rørte sig bare slet ikke ud af flækken. Mit første og eneste kæledyr nogensinde, var dødt, før vi overhovedet havde lært hinanden at kende. Suk. I sommers fandt jeg en slægtning til mit første, eneste og døde kæledyr, og blev helt nostalgisk:

kæledyr

Ofte tænker folk, at man er en slags dårligt menneske, hvis ikke man kan lide dyr. Jeg er ikke enig, og til gengæld kan jeg jo lide så meget andet – andre mennesker og kage, for eksempel. Men jeg skal alligevel nok prøve ikke at give min dyre-frygt videre til Lillen. Det har jeg lovet Søren. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal gøre det. Endnu.

Man ved at man er mor til en 6 måneder gammel baby når…

… Youtube-forsiden på Ipad’en udgøres af 6 forskellige film med Pingu.

… man ikke har ømme fødder af at gå i spidse og/eller høje sko, men derimod fordi man har trådt for mange gange på Sophie La Giraffe.

… den tallerken, man spiser morgenmad af, er prydet med Kaj og Andrea.

… en tur alene i Føtex føles lidt som en mini-ferie.

… smykker, andet end små øreringe, er en by i Rusland. Babyen forstår jo ikke, at Maria Black-guldet er fredet for de tykke, små fingre.

… tis ikke længere er sådan rigtig ulækkert. Jeg havde fx tis på sokken størstedelen af igår, men det var slet ikke ulækkert nok til, at jeg gad skifte det.

… man ikke opdager små pletter af gylp, savl, mos osv. Pletter på størrelse med en 2-krone eller derunder gælder ikke, og kvalificerer slet ikke tøjskifte.

… man pludselig er blevet sangskriver. Til nogen frygtelig dårlige børnesange.

… man stikker en finger ind og undersøger gummerne for eventuelle tænder, hver gang Mini er pjevset.

… man ikke har noget imod at blive kysset af én, der lugter kraftigt af fisk ud af munden.

… den ene overarm er Joachim B. Olsen værdig. Den anden har samme styrke som en lille bakke karse.

…. man har længere hår på benene end på hovedet, men man opdager det ikke.

… ens nye hobby er vasketøj. Og vasketøj. Og mere vasketøj. Nåja, og så konsistens og farve på afføring.

… det ikke længere føles mærkeligt at løfte et andet menneskes numse op til næsen for at tage en ordentlig snuser.

…. man kan tilgive nogen for at vågne en gang i timen. Hele natten igennem.

… man kommer til at kalde Babydaddy for “Basse”.

mom