Kategori: Uncategorized

Hurra!

Idag har jeg fødselsdag! 28 år. En flot alder, hvis jeg selv skal sige det. Og jeg er sprunget lige ind i det iført en nederdel i det pureste sølv – det er vel en slags festdag selvom det er onsdag og alle andre er på arbejde.

Dagen startede med, at jeg drak kold morgenkaffe og fik tis på fingerede (altså ikke mit eget) hele to gange. Men da jeg lå med en lille, varm og sovende krop ovenpå mig, og morgensolen sneg sig ind ad vinduet tænkte jeg alligevel, at det allerede var den bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft.

Jeg er ellers blevet fejret rigtig fint i dag. Lillen sov igennem (!!!), så jeg har været én stor bunke af overskud hele dagen. Jeg har spist brånsj med min søde mor på Frederiksberg, efterfulgt af en lang gåtur i solskinnet. Og ja, selvtak for det edderpændt gode vejr! Til aften har jeg spist sushi. For præcist ét år siden spiste jeg også sushi, men det var på toppen af Tivolihotellet. Dengang havde jeg hæle og rød læbestift på, jeg flettede fingre med Søren og drak Tiger øl. Nu sidder jeg i sofaen med mælkepletter på blusen, saftevand i glasset og ser 3 x beliggenhed. Det er vildt, så meget anderledes livet er blevet…

Publikation2

Jeg e.l.s.k.e.r. fødselsdage. Da jeg var mindre kørte jeg tema-stilen. Jeg har fx holdt Hippie-fest, hvor jeg iklædt runde briller og bånd i håret serverede hotdogs for mine gæster under sloganet “Rebeccas pølser med liv og føl’ser” (ja, hvis der sidder en reklamebureau-chef og tænker hold da op, kan vedkommende bare ringe).

Forrige år holdt jeg 4 fødselsdagsfester: Én for familien, én for mig og Søren, én med lagkage og boller for kollegaerne og ikke mindst én med øller for vennerne. I år har jeg skåret det ned til 3 dages festivitas. Igår var mine svigerforældre på besøg med othellolagkage, toffefee, Mørbradgryde og gaver. Himlen var blå, Lillen charmede sine bedsteforældre og der var nogle toffefees tilovers – og hvis man ikke må køre dem ned i løgnhalsen til morgenmad når man fylder 28, så ved jeg ikke, hvornår man må. So i did. I morgen kommer min familie og spiser kagemand og drikker kaffe. Tænk at der er så mange, der har lyst til at fejre én, at man kan gøre det flere dage i træk! Jeg bliver sgu så glad. Så hvis I møder én, der går rundt på Vesterbro og ser sådan her ud de næste par dage, er det sikkert mig:

 

 

Noget om at skulle føde

Forleden dag cyklede jeg sammen med min veninde. Vi snakkede om fødslen, og jeg fortalte, at jeg var SÅ klar: Jeg har pakket tasken og købt en masse snacks. Jeg har også lavet en playliste, så vi kan have en lille fest derinde på fødestuen. Lige dér foran Glyptoteket var mine venindes øjne næsten ved at trille ud af hovedet, for hun mente altså, at jeg ville få et chok, når fødslen gik i gang. Hun har altså heller ikke født før, så det var lidt den blinde-fører-den-blinde agtigt.

I dag er der 3 uger til termin. Jeg har det ligesom jeg skal på en lejrskole – godt nok en lidt hård en af slagsen, hvor man kommer hjem med et smadret skræv og et lille menneske som souvenir (i stedet for sådan en grim gris af porcelæn til at hænge på køleskabet, jeg gav mine forældre efter en tur til Bornholm i 5. klasse). Det er lidt samme slags glæde over at se frem til noget, man ikke helt ved, hvad er – over at skulle ud på eventyr. Til forskel fra turen til Bornholm har jeg dog planer om at børste tænder, huske at skifte underbukser og ikke leve af en blanding af hvedetoast med skinke og slik.

Jeg har ikke hele tiden set frem til fødslen. Det er heller ikke sådan, at jeg glæder mig fuldstændig uhæmmet til det sker; det er en mærkelig fornemmelse at vide, at der indenfor nær fremtid sker noget, jeg ikke selv har kontrol over. Desuden ved jeg at det kommer til at gøre edderspændt ondt, men hvordan det kommer til at gøre ondt, har jeg jo ingen mulighed for at sætte mig ind i. Jeg gætter på at det er lidt noget andet end at skamfere fingeren på et mandolin-jern, eller putte deodorant på lige efter jeg har barberet armhuler?

Der er to grunde til, at jeg tager det der fødsel med oprejst pande (hvad er modsætningen til det egentlig? Nedrejst pande?):

For det første har jeg selv spurgt dem, jeg kender, om deres fødselshistorier. Jeg kender nogle sindssygt seje damer! Fx fortalte en veninde mig den anden dag om, at hun havde været i fødsel i 2½ døgn, barnets hjertelyd havde været kritisk, han havde ligget lidt skævt og hun havde fået en epiduralblokade, selvom hun ikke havde tænkt sig at få sådan en i første omgang. Hun rundede af med at sige, at det havde været en fantastisk oplevelse, og at hun (selv hvis hun var blevet spurgt dagen efter) sagtens kunne gøre det igen. Den slags giver lidt ro på.

For det andet, har jeg forberedt mig så godt, som jeg kan. Jeg har gået til fødselsforberedelse hos dét, der hedder MamaProfylax. Det koster lidt knaster – over 2000 kroner – men jeg er sindssygt glad for, at vi gjorde det! Og ja, det er vi, for Søren var med til det hele. Han var lidt skeptisk, og var sikker på at det var rigtig ’urtet’ (I ved, sådan noget med at blive opfordret til spise moderkagen, danse sine følelser og den slags), men han siger, at han er glad for, at han gjorde det. Jeg synes det er rigtig godt, at vi har været til det sammen. Så ved vi det samme, fx om vejrtrækning og fødslens faser, og Søren kan forhåbentlig hjælpe mig, hvis nu jeg glemmer noget. Jeg er desuden helt vild med, at partneren inddrages og får et ansvar. Indtil nu har det været meget mig det har handlet om: Det er mit navn der står over det hele, og mig, der får tilsendt breve med indkaldelser og den slags. Her fik jordemoderen virkelig partnerne til at føle sig vigtige, og det var fedt – så bliver det lidt mere et fælles projekt, fremfor at der er én, der gør arbejdet, og én, der får koldsved og serverer saftevand henne ved siden af.

Det er desuden praktiserende jordemødre, der underviser. Det betød bl.a. at det var meget praksisknært og fagligt meget velfunderet.  Vores underviser, Nanna, var både rigtig dygtig og meget, meget sød. Jeg krydser fingre for, at hun er på arbejde, når den lille dame er klar til at gøre sit exit! Kurset var 3 x 3 timer, og foregik på Frederiksberg. Der var forskellige temaer, såsom presseteknik, mental træning, vejrtrækningsøvelser, partnerens rolle og rebozo-massage. Sidstnævnte er slet ikke rocket science, men en virkelig smart måde at ryste bækkenet på, og dermed give baby de bedste muligheder for at arbejde sig ud i verden. Det måske allerbedste var, at jordemoderen sagde, at hormonet oxytocin (der er en slags velvære-hormon) er super vigtig at have meget af i kroppen, når man skal føde. Derfor skal man passe på det, og det gør man bedst ved fx at få masseret fødder, spise lækker mad og sove til middag. Win!  Og så var der – ikke helt uvæsentligt – chokoladekiks, slik og frugt… Og toiletter nok til, at alle de gravide kunne nå at tisse af i pauserne. Stor anbefaling herfra!

mamaprofylaxfødetegning(Der blev også tegnet på tavlen. Det her er fx en huskeliste til partneren under fødslen. Jordemoderen var sådan: ”Hvad er det her?” og pegede på den der ring øverst til venstre. Kan I se det? Jeg kunne ikke – et toilet? En vielsesring?. Det er massageolie! Fordi partneren kan give lændemassage. Aha!)

Om jungletilstande syd for grænsen

Jeg har netop fået taget min grænseshops-mødom! Weheeu! Det var en helt særlig oplevelse. Jeg kommer fra en forstad til Købehavn, så vi har aldrig rigtig brugt det der med at køre til Tyskland for at købe billige dåsebajere. Min kæreste, Søren, kommer derimod fra Jylland, og var helt klar på at vise mig hvordan man grænseshopper.

Vi tog turen på vej hjem fra en mini-tur til Hamburg. Jeg var co-driver, og blev ved med at insistere på, at vi skulle køre mod PATTSBURG, fordi det var dér, GPS’en ville have os hen. Søren var helt flad af grin, fordi Pattsburg åbenbart er tysk for… nå ja, Padborg. Nå, men frem kom vi og der lå kæmpe-butikker som perler på en snor i et meget lidt flatterende industriområde. Der var helt proppet med mennesker, og de havde alle sammen lange lister og et dræber-agtigt blik i øjnene. Flashback til gymnasiet og Lord of the Flies! Det virkede som om at alle børnefamilierne købte øller, skyllemiddel, 20 kilo slik og så en masse lightsodavand (!?!?). Det lidt ældre klientel hamstrede Fernet og rul-selv-tobak i kæmpebeholdere. Og så var der de der young-guns, der gik amok i discountbajere og sprut i sjove farver.

Der var ikke nogen der kiggede efter hvor de kørte med deres top-læssede vogne (i ved, lidt ligesom børn på løbecykler: Fuld smadder frem og ingen øjne på vejen). Der var fx en dame, der kørte vognen direkte ind i undertegnedes numse. Jeg vendte mig om og kiggede halvsurt på hende – hun sagde, at hun ”nok sku la være med at køre ind i bagen på mig med vognen”. Numsen er godt nok ikke så lille som den har været, men come on! SÅ blød er den heller ikke!
Det mest bizarre var alligevel en noget overvægtig, midaldrende herre, der gik direkte ind i siden på mig. Da jeg kiggede på ham, slog han en skrald-latter op og sagde ”HA, ja, jeg er også i omstændigheder!” – og pegede ned på maven. Han havde taget en kæmpestor vandmelon ind under hans i forvejen noget stramme polotrøje, og vraltede grinende forbi mig. Hvad svarer man til sådan en?

Jeg følte mig mega rookie-agtig, og kunne på ingen måde overskue situationen (det siger altså lidt, når man er sådan en inkarneret lagersalgs-rotte). Jeg endte med at købe herre billig tandpasta, bridgeblanding og nutella (2 glas for 45!). Heldigvis havde min svigerfar sagt, at man skulle huske at få en omgang bratwurst og kakaomælk når man er på de kanter. Og jeg lover jer, en bratwurst! Den var lige så lang som min lårbensknogle og smagte fortrinligt! Se selv her:

2015-06-28 15.08.53

 

(Ja, den var for lang til at være på billedet)

2015-06-28 15.26.07

(Temmelig presset type, der er blevet væk i rengørings-afdelingen)

Nå, men altså jeg tror ikke jeg behøver at komme den slags steder igen foreløbig. Og hvis jeg gør, så vil jeg være forberedt til tænderne, og jeg vil være helt hård i filten – lidt ligesom den herre, der ville købe en palle med makrelsalat (!), men nægtede, da han skulle betale dankortgebyr på 1 krone. Man skal sgu ikke lade sig køre over af nogen eller noget, heller ikke selvom man er i et andet land.

Såeh, hej!

”Du har en masse ristede løg på maven” sagde min kæreste til mig den anden dag. Og det var rigtig nok, for jeg er temmelig gravid og har ca. 5 uger til termin – så maven fungerer pt. lidt som en kæmpestor hagesmæk. De ristede løg kom fra en hotdog, jeg var i gang med at indhalere. Når man normalt opfatter sig selv som temmelig vegetar-agtig, er det noget funky at have en lille dame i maven, der der har en forkærlighed for pølser i alle afskygninger (ristet hotdog, fransk hotdog, grillpølse, pølsehorn – you name it). Gerne skyllet ned med en kølig Cocio. Og så er der jo ikke andet for end at adlyde, vel?

Det går ellers meget fint med at være gravid. Jeg er på barsel, og nyder det helt vildt. Selvom det er dejligt at kunne se Go’morgen Danmark og nå at vaske tøj inden vasketøjskurven kaster op ud over badeværelset, savner jeg lidt at motionere hjernecellerne. Det er måske også lidt min egen skyld, når det, jeg primært læser er overskrifterne på Politiken.dk, ”artikler” fra Reality Portalen og produktbeskrivelserne i Ganni’s webshop… Så jeg har lavet en blog. Her vil jeg skrive lidt om, hvad der optager mig. For fem år siden var det min forestående flytning til Stockholm, hvor mange white russians SU’en rækkede til og hvordan jeg skulle læse hundrede siders tung akademisk tekst til næste dag, uden at falde i søvn. For to år siden var det en mand jeg lige havde lært at kende, pænt tøj og min nye lejlighed. Nu er det lidt noget andet: Jeg er stadig glad for pænt tøj, white russians og især den dér mand. Men det jeg er måske mest optaget af er, at jeg er ved at færdigbage et lille bitte menneske. En lille dame, der kommer til verden engang i august.

Velkommen til!

 

2015-06-27 18.12.48-1

 

 

Follow my blog with Bloglovin