Kategori: Uncategorized

Om et hjerte, der halser bagefter

Jeg sidder lige nu på Riccos på Istedgade med en kop rygende varm kaffe, og har det lidt som om, at jeg har glemt et ben eller en arm derhjemme. Lillen er her nemlig ikke. Hun er i institution. Og for aller første gang er jeg blevet sendt ud på en gåtur – med mobilen inden for rækkevidde, selvfølgelig. Jeg skal vente på at de ringer og siger jeg skal komme tilbage, og tiden s.n.e.g.l.e.r. sig afsted.

Det er mærkeligt at mine øjne ikke er blevet firkantede af at stirre så intenst på min mobil (… for dén form får øjne af at kigge for længe på dén slags, bare spørg forældre til 80’er børn). Men der sker ikke en fløjtende fis – og det betyder vel at hun hygger sig.

Nu er der gået 13 minutter.

Det her indkøringsshow er gået over al forventning. Damen kravler rundt og piller ved alt det nye legetøj, snakker med de andre børn, smiler til pædagogerne og ænser ikke rigtig om hendes mor er i rummet eller ej. Hun er tydeligvis klar, og det er jeg jo egentlig også. Eller, i teorien er jeg. I virkeligheden har jeg det lidt som om at mit hjerte halser bagefter – sådan et helt forpustet ét, der forkrampet forsøger at følge trop. Det er bare gået så hurtigt, det hele. For fem minutter siden kom vi hjem fra hospitalet med en rynket, lille, skrøbelig klump menneske. Nu har jeg et institutionsbarn. Den dér fornemmelse af totalt ubegrænset tid er væk – i stedet kan jeg ikke forstå, hvor den er blevet af. Tiden, altså.

Nu er der gået 19 minutter.

Jeg glæder mig til at komme tilbage og kysse de tykke kinder og blive rykket i håret.  Jeg savner hende. Mit hjerte banker og jeg kan ikke engang koncentrere mig om at sidde her og kukkelure. Hvis jeg går langsomt, meget langsomt, passer det nok med tiden. Der er nogle få hundrede meter meter derhen. Om ikke andet kan jeg stå udenfor som en rigtig creep og lure ind ad vinduerne indtil min telefon ringer.

26 minutter.

Der er heller ikke mere kaffe. Over and out!

 

Hvem er du?

Der er mange ting jeg godt kan lide – fx køleskabskold chokolade, mine møggamle jeansshorts, duften af sommerregn, white russians og læbestift. Jeg kan også virkelig godt lide at blogge. Årsagen til dét er, at der er nogen, der gider læse med – og endda engang imellem smide en kommentar. Jeg er altså helt vildt taknemmelig over, at I læser med!

Men jeg kunne godt tænke mig at lære Jer en lille bitte smule at kende, og håber derfor, i vil bruge et par minutter på at skrive en kommentar og fortælle lidt om Jer selv. Det kunne fx være:

  • Hvor gammel er du?
  • Hvor bor du?
  • Har du børn?
  • Hvad kan du bedst lide at læse på bloggen? Hvad vil du gerne have mere/mindre af?
  • Er der noget du godt kunne tænke Jer at jeg lavede et (par) indlæg om? Altså noget du gerne vil vide?

… Det er selvfølgelig også helt tilladt at freestyle!

Kæmpestort tak – og en stor tirsdags-krammer fra Vesterbro i tordenvejr <3

IMG_4395 kopi

 

Om af blive gift – tredje og sidste del

Læs del 1 her og del 2 her.

Efter burgere og fritter var der kaffe, kage og gaver hjemme hos os. Da vi havde sagt farvel til gæsterne var det tid til en velfortjent middagslur for Lillen og brudeparret. Det er vel en del af charmen ved at blive gift, mens man har et lille barn: At man kan være så heldig at have poser under øjnene på bryllupsdagen – ikke fordi man har sovet dårligt på grund af løbske nerver, men fordi der var nogen der hellere ville lege med bamser end at sove. Og så er det jo sådan det er.

Nu har vi altså været gift i en uge. Jeg synes ikke livet som gift adskiller sig væsentligt fra livet som kærester. Man skal fx stadig selv hente sine aftensnacks:

Søren: ”Kan du ikke lige hente vingummierne?”
Mig: ”Kan du ikke lige selv hente vingummierne?”
Søren: ”Åååårh det er da en dårlig kone jeg har fundet mig”

Jeg synes heller ikke at jeg kan mærke forskel på vores forhold, at vi er blevet tættere, er blevet mere sikre på hinanden eller dén slags. Det synes jeg ligesom vi fik ordnet en varm sensommerdag på Hvidovre Hospital for lidt over ni måneder siden. Dét at  blive forældre sammen var altså noget større og vildere end at blive gift. Dermed ikke sagt at det ikke er fantastisk at blive gift, for det er det! Jeg bliver simpelthen så glad hver gang jeg ser ringen på Sørens finger – også selvom han bliver ved med at fumle med den og kalde den ”my precioussss” med fæl Gollum-stemme.

Der er lidt over tre måneder til vi holder fest. Jeg var lidt nervøs for, om dén dag vi blev viet, ville blive lidt ”flad”, men det skulle jeg ikke være: Dagen var så dejlig, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det igen. Det er perfekt at vi gemmer festen lidt. Det føles som om vi spreder det gode ud over flere omgange, og der er ro på til at nyde det hele. Nu skal vi til at kigge på drinks, finde en god menu, lave bordplan og tænke over, hvad for noget musik man bedst svinger træbenet til. Der bliver jo nødt til at være andet end Destinys Child og Beyonce tænker jeg… Eller hvad?

Rigtig god weekend <3

Billede327

Forstadsfruen

Søren er taget en uge til New York med hans arbejde, så Lillen og undertegnede er flyttet ud til min mor og far i forstæderne. Her er alletiders! Solen skinner, og der er både babygynge og sandkasse i haven. Min mor laver lækker babymad (og voksenmad) og går ture med barnevognen. Når min far ikke nørder paraglide-udstyr, så laver han americano til mig. P4 spiller Erann DD og man nikker lige en gang til naboerne, når man møder dem. Jeg har det altså som blommen i et æg, selvom jeg savner Babydaddy (som jeg i øvrigt har sendt en udførlig ønskeliste til. Man slipper ikke gratis fra dén slags udskejelser).

Da jeg var helt lille, boede vi i en lejlighed på Valby Langgade. Foruden os boede der en frimenighed og et bordel, så det var nogle spændende generalforsamlinger i ejerforeningen. Da min mor blev for træt af at bære en tyk baby op ad trapperne, flyttede vi i hus uden for byen. Det er altså her, jeg er vokset op.

At være i forstæderne føles som en slags tryg og dejlig tidslomme. Siden jeg boede her, er jeg blevet færdiguddannet, har været et par år i udlandet og er blevet mor. Her er der meget, der ikke har ændret sig: Man kan stadig få softice og pariserbøf i Glostrup Centret. Tanken, hvor jeg købte mig fattig i Spice Girls billeder, ligger der stadig. Fliserne i mine forældres indkørsel er stadig skæve. Blommetræet, hvor jeg havde en hule, er der endnu. I nat opladede jeg min Iphone i dén stikkontakt, der engang blev brugt som bussemands-reservat. Min gamle skole ligner sig selv, og der er stadig sløjdlokale dér, hvor min sløjdlærer for efterhånden mange år siden hakkede halvdelen af højre hånds fingre af med en rundsav. Man kan stadig få pizza med bernaisesauce og cocktailpølser på det lokale pizzaria, og frisøren har stadig priser som i 1998. Der sidder stadig en eksklusiv klub og drikker øller foran købmanden. Der er stadig tandlæge dér, hvor jeg fik sat togskinner på mine skæve pløkker. Og så videre.

Det er ikke er New York. Overhovedet. Men forstæderne kan altså også noget <3

gynge

Den lille del(le)fin

Som jeg skrev her, så var jeg ikke vild med tanken om babysvømning. Både fordi jeg ikke kunne overskue hele plottet med våd baby, våd mor, larm og 2410398 ting der skulle holdes styr på – men også lidt fordi svømmehallen er sådan et sted man får fodvorter og hvor der er tis vandet. Alligevel blev jeg overtalt, fordi min veninde Mette og hendes kæreste lovede et ekstra sæt hænder – og fordi deres baby nærmest er på talentholdet og jeg var bange for, at min ville være typen der gik til bunds første gang hun skulle have svømning i skolen.

Det startede fint: Jeg fik pakket en taske med alting, både tyver til skabet, håndklæder og en milliard andre ting. Da vi kom frem var babyolien løbet ud overalt, og badeble, indgangsbillet og dén slags kostede en halv månedsløn. Men vi kom ind. Jeg fik pakket os ind i noget badetøj og badeble (mest babyen), fik fjernet de værste madrester i halsdellen (igen: mest babyens) og fandt hen til babybassinet. Alt sammen uden nogen der græd eller stressede. Havde det sådan her:


 

Lillen e.l.s.k.e.d.e. at være i vandet! Og det gjorde jeg faktisk også, det var skidehyggeligt at plaske rundt med den lille, glade del(le)fin. Kæmpe succes!

Successen varede lige indtil vi skulle op ad vandet. Dér fik Lillen et meltdown og det blev ikke bedre af, at jeg skulle i bad, mens stakkels Mette skulle sidde med de nu to skrigende babyer (babygråd smitter upraktisk nok hurtigere end klamydia på en ferie med Ung Rejs). Mette sad et par meter fra baby-området, og desværre var der en sur ældre dame, der syntes det var ganske frygteligt – så i stedet for at hjælpe, smile overbærende eller noget andet overskudsagtigt, tilkaldte hun bademesteren. Bademesteren bad Mette og de to skrigeballoner om at rykke sig 2 meter til højre – til babyområdet. Da jeg kom ud fra mit 30 sekunder lange bad, så jeg altså sådan her ud:


Vi kom dog ud derfra i live. Allesammen. Og nu er der ikke nogen der skal ødelægge min svømmehals-karma, så jeg har været afsted et par gange siden. Jeg har heldigvis ikke mødt den sure dame , og på en måde håber jeg at hun har fået så mange fodvorter, at hun ikke kan komme ud af døren. Om nogle timer skal vi i svømmeren igen. Og denne gang med mor hér i en ny badedragt 🙂

Ha en dejlig fredag!

 

 

Om at være lækker i femøren når man gror et menneske# 2: Make-up

Som jeg skrev i sidste indlæg (læs det  her), vil jeg også gerne tipse om, hvad for noget make-up jeg brugte under graviditeten – og stadig bruger. Det er ikke helt let at finde god makeup uden alt for mange mærkelige ingredienser, og det er heller ikke lykkedes mig hele vejen rundt. Fx prøvede jeg en “naturlig” flydende eyeliner, der fik mit øjenlåg til at føles, som om der var gået ild i det. Jeg har heller ikke kunnet finde en mascara, der ikke fik mig til at ligne én, der havde haft en virkelig hård nat på Heidis Beer Bar. Her er til gengæld, hvad jeg har kastet min kærlighed på:

Negle: Før jeg blev nogens mor, havde jeg altid neglelak på. Det har jeg ikke længere, men til gengæld har jeg prøvet virkelig mange øko-agtige neglelakker af. Den eneste jeg synes holder sig fin, er den fra Kure Bazaar. Til genæld skal der lyde et stort held og lykke med at finde en neglelakfjerner, der faktisk fjerner neglelakken – jeg har ikke kunnet.

Læber: Jeg er blevet helt forelsket i den læbepomade, der hedder Tisane og som kan købes for rundt regnet ingenting i helsekostbutikker. Eneste minus ér, at man skal have pølsefingeren ned i krukken for at tage den på. Hvis der skal lidt farve på mundtøjet, så er jeg blevet rigtig glad for Youngbloods læbestifter – særligt farven “Dragon Fruit”. Af en eller anden grund er øko-mærkerne alle sammen glade for sådan lidt brunlige/kødagtige farver, og gerne med perlemor i. Det slipper man (heldigvis) for hos Youngblood.

blog sminke 1

Hud: La Roche Posays mineralpudder er den bedste, jeg nogensinde har prøvet. Og så dækker den temmelig grundigt – smart hvis man har lidt graviditets-bumser… Og så synes jeg, at Dr. Hauscka og Benecos laver nogle ganske fine blushes.

Øjne: Som beskrevet havde jeg ikke held med at finde en god øko-agtig mascara (tips modtages gerne!), men jeg har til gengæld fundet både en god eyeliner og øjenbryns-pen. Organiqs laver en sindssygt lækker og blød eyeliner, der nemt kan gnides lidt ud, så man ikke får sådan en skarp streg. Benecos har lavet en alletiders øjenbrynspen, der har en børste i den ene ende – og så koster den kun det samme som en pizza.

blog sminke 2Nu er der jo nogen der siger, at skønhed kommer indefra. Læs her, hvad jeg spiste under graviditeten – egentlig ikke så mærkeligt, at jeg havde brug for gode produkter. Det er til gengæld mærkeligt, at Lillen er blevet så pæn. Hvis hun lignede en Cocio-farvet pomfrit ville jeg ærlig talt ikke have undret mig 😉

Må I have en fantastisk dejlig torsdag <3

 

 

Når enden er god (og når den ikke er)

Min mor, far og lillesøster er kommet på besøg i det Sydfranske. Den står pt. på rødvin (mest til dem uden mælkebryster), gåture i den smukke gamle del af Nice, shopping, kysning af babykinder, bådkiggeri og blæsevejr. I går aftes blæste det helt vildt – grenene i haven fik sig en ordentlig rusketur, og vinden peb ind gennem alle sprækker. Det var smadder uhyggeligt, og jeg kunne slet ikke sove. I krimier er det altid i mørke og blæsevejr at der bliver smidt et lig i en skovbund eller likvideret nogen på en øde havn. Men her til morgen var vi her alle sammen endnu. Heldigvis.

Min mor startede i øvrigt besøget med at spørge, hvor min numse var blevet af. Jeg gik ellers og følte mig selv på 90210-måden i et par højtaljede mom-jeans. Men hun har jo ret, damen. Engang gik jeg til twerk, men nu ligner numsen noget, der maksimalt ville kunne svinge sig op til en onkeldans til et langsomt nummer med Kandis. Men der er åbenbart også fordele ved at have sagt farvel til sin numse, for da vi til dessert skulle have chokolademousse sagde min mor: ”Bare spis, det er jo godt for dig!”. Det behøvede hun ikke sige to gange 😉

I morgen er ferien slut. Eller ferie er måske lige flot nok at kalde det – i hvert fald hvis man mener noget med at slappe af, læse bøger og hænge over et par gin-tonics den halve nat. Vi er gået i seng kl 21, og er stået op kl 7 hver eneste dag. Vi har vasket virkelig meget tøj og brugt laaang tid på at lede efter bortkomne sutter. Jeg har ikke fået læst andet end indholdsfortegnelsen på den franske babymad, og det mest funky jeg har drukket er en smoothie med kiwi og wheatgrass… Til gengæld har det været virkelig skønt at være to om Lillen, at have rigtig meget tid sammen, mærke forårssolen og gå ture nogle andre steder end Vesterbrogade og Istedgade.

Jeg glæder mig allerede til næste ferie(-ish), til juni. Og indtil da et det også helt okay at komme hjem til min kaffe-pusher, mine veninder og hverdagen.

À la prochaine, France!

yndglings

Tak, trold og taske

Tusinde, tusinde tak for de søde kommentarer – både er og på Facebook <3

Nu er det tid til ferie på den lidt mere almindelige måde: Sove længe. Spise croissanter til morgenmad. Kysse babyen og hinanden lidt ekstra. Gå en tur ved vandet. Dén slags. Jeg har også købt mig selv en lille gave: En fin, lille, blomstret taske der lå og kaldte på mig i Galeries LaFayette.

taske

Sådan er det jo, når man har oplevet noget dumt – så må man få en lille gave. Ligesom dengang man fik en trold med strithår efter et besøg hos skoletandplejen. Vores skoletandplejer var altid ved at kvæle børnene, fordi hendes bryster hang ned i hovedet på os og hendes fingre lugtede af Prince, så egentlig burde vi have haft to.

Sørens forældre er kommet på besøg, og sammen med Søren er de kørt en tur til Monaco for at kigge på kæmpestore både og spise frokost. Imens holder jeg skansen herhjemme: En kop kaffe og lidt skærmtid i solen (og dertilhørende sammenknebne øjne for at kunne se skærmen), imens Lillen tager sig en formiddagslur i vognen. Jeg tror vi begge havde brug for at slappe lidt af, og bare kigge på hinanden de næste par timer, så dét passer mig aldeles glimrende.

Kan I have en fantastisk dejlig weekend, søde læsere! Og tak igen!

Kærligheden overvinder alt

Da vi i mandags sad på terrassen i Frankrig og spiste aftensmad talte vi om, at det som om, forældre er gjort af et særligt stof: Det er sådan nogle, der kan gå på nattevagt og passe børn dagen efter. Det er sådan nogle, der kan køre 12 timer i stræk, når familien skal på bilferie. Og det er sådan nogle der kan sidde og se Bamse og Kylling en hel dag, med et febervarmt barn på skødet, uden selv at behøve noget at spise. Forældre kan noget helt, helt særligt. Kunne vi mon også det?

Vi fik svaret kort derefter.

Lillen havde fået en lille smule æg til aftensmad, og fik en voldsom allergisk reaktion. Hun nøs, kastede op, og var rød og hævet over hele den lille krop. Jeg blev skide bange – spredte det sig til luftvejene, kunne det være livsfarligt. Vi kastede Lillen i en dyne, tog hende i armene og løb ca. 500 meter til nærmeste hospital. Det var et voksenhospital, så efter at være blevet lyttet på af en læge, blev vi sendt til et børnehospital. Taxituren føltes som en evighed. Lillen sad helt træt og rolig på mit skød, mens mit hjerte galoperede afsted.

Da vi kom frem gik det stærkt; Lillen blev plastret til med elektroder, fik målt blodtryk og temperatur og skulle have lagt drop til medicin.  Det var svært for sygeplejerskerne at finde blodårene på grund af de tykke arme og ben, og mens de forsøgte, skreg min baby mere og mere. Det tog lang tid, og til sidst blev de selv frustrerede. Tårene trillede ned ad mine kinder, og jeg havde opkast udover mit tøj. Endelig lykkedes det at finde en blodåre, og hun begyndte at ligne sig selv mere og mere. Ingen kunne rigtig fortælle os hvad der foregik, fordi vi ikke rigtig snakkede fransk, og de ikke rigtig snakkede engelsk.

Efterfølgende skulle Lillen indlægges til intensiv overvågning. Jeg gik med hende i armene op til afdelingen, men pludselig skulle jeg give hende til en lille hær af sygeplejersker, fordi hun skulle ”installeres”. Søren og jeg fik at vide, at vi skulle vente udenfor, og døren blev lukket i foran os. Det var de længste 5 minutter i mit liv, og vi kunne høre Lillen skrige gennem væggene ud til den livløse, ferskenfarvede korridor, hvor vi måtte sidde og vente. Jeg var så vred og ked af det, og havde lyst til at sparke døren ind og tage min baby op. Da døren endelig blev åbnet og vi fik lov til at komme ind, holdt Lillen op med at skrige. Hun må have følt sig så alene i verden. Sygeplejerskerne ville give hende noget beroligende medicin, men dét fik de altså ikke lov til af undertegnede – hun trængte til hendes mor og far, ikke til mere medicin. Et par minutter efter fald hun i søvn i mine arme.

Vi var indlagt det næste døgn. Der måtte kun være én voksen om natten, så Søren blev sendt hjem, selvom jeg gerne havde givet en nyre for at få lov at beholde ham dér. Jeg lå hele natten i en slå-ud-lænestol og kiggede på min sovende baby og alle de maskiner, der målte hendes hjerteslag, puls og vejrtrækning. Om morgenen kom Søren tilbage med tandbørste, lidt legetøj og poser under øjnene – han havde selvfølgelig heller ikke sovet. Timerne sneglede sig af sted, og udenfor kunne jeg se middelhavet, palmerne og solskinnet. Det var ligesom at være i en anden verden, hvor tidsfornemmelse, søvnmangel og sult var én stor tåge.

Sidst på eftermiddagen blev vi udskrevet igen. Jeg var lettet, og meget taknemmelig. Taknemmelig for, at Søren er så sej i pressede situationer. For at vi kom afsted til hospitalet. For at lægerne og sygeplejerskerne var så søde. For, at vi ikke sad i en lille flække i Mexico, som vi ellers havde talt om. For at vi havde et blåt sygesikringskort, der sparede os for 20.000 kroner. Men mest af alt taknemmelig for, at min baby var ovenpå igen.

Vi er altså sådan nogle forældre, der kan klare meget – også mere, end man umiddelbart tror. Jeg er overbevist om, at det er kærligheden til de små mennesker, der giver superkræfter. Kærligheden overvinder alt.

hospi

Bååångsjuur (eller bonjour, om man vil)

Vi er kommet til Frankrig! Til en lille by tæt på Nice, og tæt på vandet. Her er skønt – babyen sover lure ude i den lille have (UDEN flyverdragt på), tomaterne er på størrelse med en 5-årigs hoved og alting ser så billigt ud, når det står i Euro. Vi skal være her i to uger, og det er altså lige til at overskue 😉

Vi har cirka en million kilo bagage med herned, og lignede  Cirkus Benneweis på vej i lufthavnen, da vi klokken halv seks søndag morgen travede op til Hovedbanen. Vi gik forbi slingrende typer der skulle have den sidste øl og en hotdog at sove på. Vi gik forbi pushere, morgenåbneren i LIDL og de afrikanske prostituerede på Vesterbrogade, der kælent henvendte sig til alle de ensomme mænd. Vesterbro er også dejlig ud på de små timer.

Jeg havde pakket alt for meget, og var nødt til at lade al babymaden udgå fra cirkussets oppakning. ”De har jo også børn i Frankrig” messede jeg, og prøvede at overbevise mig selv om, at franskmændene selvfølgelig også har frugtmos uden sukker, økologisk risgrød og dén slags. 4 timer senere stod jeg nede i det lokale supermarked og kiggede ud over en masse modemælkserstatning, der smagte af kakao, vanilje eller en form for morgenmadsprodukt. Jeg prøvede at finde noget økologisk mos, men uden held – til gengæld var der sukker og/eller en form for bøf eller skinke i det hele. Jeg frygter at Lillen har groet en ekstra arm eller har fået en sukker-forskyldt hjerneskade når vi kommer hjem. På den anden side er jeg her stadig på trods af 90’ernes legesminke, slik i neonfarver og ikke-økologiske ærter til boller i karry. Det går nok. Håber jeg.

Flyveturen gik ellers fint. Vi sad forrest i flyet sammen med alle de der skjortedyr, der sad og læste Berlingske på deres Ipads. Babyen kedede sig lidt og var, forståeligt nok, temmelig træt. Mens vi fløj over alperne stod jeg med numsen halvvejs oppe i ansigtet på ét af skjortedyrene, i et forsøg på at bounce Lillen i søvn. Det lykkedes trods syre i armene og svedige håndflader – hun overgav sig 2 minutter før kaptajnen tændte for spænd-sikkerheds-bæltet skiltet. En powernap er selvfølgelig bedre end ingen nap, og jeg fik til gengæld et kompliment fra en mand, der sad bag os: ”Respekt for den mor-indsats dér!”.

De næste par uger skal gå med at nyde solen, spankulere rundt på Promenade des Anglais, nyde at vi har masser af tid, svælge mig rosé og spise fransk mad. Jeg argumenterede for, at fransk mad var lig french fries, men den købte Søren altså ikke. Heldigvis er der jo også pommes frites i moules frites, og det er i hvert fald fransk! Og følg iøvrigt endelig med på @sofieude.dk på Instagram, hvis I har lyst til lidt fransk forårsstemning <3

nice