Kategori: Uncategorized

Om forkælelse og en tur på bordel

Jeg tror tit, at jeg har regnet Lillen ud – men hun ender altid med at tage røven på mig alligevel. I nat har min baby sovet 10 timer i streg (!), og jeg fik således lov til at sove en uafbrudt skønhedssøvn helt frem til 8.30. Det er forkælelse lige fra morgenstunden, og det fortsatte, da jeg efter at have fodret afkommet af, kunne sætte mig på cyklen og køre hen til en omgang thai-massage på Østerbro.

Jeg startede med at lægge mig på briksen i en slags ”bjørnen sover”-stilling. Massøren spurgte om jeg frøs – det gjorde jeg overhovedet ikke, men det er ikke videre komfortabelt at ligge ovenpå sådan et par spændte mælkebryster. Jeg fik et ekstra håndklæde under, og så gik hun ellers i gang med at ælte mine knudrede skuldre. Jeg lå og skar grimasser ned i briksen, og spjættede lidt med benene, for hun tog dælme fat! Jeg følte mig som en lettere øm og stor vandmand, da jeg cyklede hjem igen – helt blød og slatten.

Når jeg for tiden skal gøre noget godt for mig selv, så er det noget med at spise pommes frites med mayo eller lægge neglelak, så det var næsten lidt for meget sådan at ligge helt uforstyrret og lytte til afslappende musik. Men det var dejligt – faktisk burde alle nybagte mødre få sådan en omgang. Ikke alene er man en tung klods i mange måneder mens man laver et lille menneske, men man skal jo også bære rundt på det når det er ude i virkeligheden, og dén slags kan altså godt give ømme muskler.

Jeg fået virkelig meget thai-massage gennem tiden, men altid på rejser. Jeg vil næsten påstå, at jeg er blevet æltet igennem hele Sydøstasien. Senest var i foråret, hvor Søren og jeg rejse rundt i Thailand og Cambodia. Vi fik massage mange gange, og det var simpelthen så lækkert – prøv at forestille Jer at ligge i en lille pavillion på en strand og blive masseret til lyden af bølgeskvulp og klirrende strandskaller! Manner, that’s life! Dengang var jeg en lille smule gravid, så massørerne var altid smadder forsigtige. Så forsigtige at jeg ofte faldt i søvn.

DSC00914

Det er dog ikke kun dén slags idylliske omgivelser, jeg er blevet masseret i. For et par år siden rejste jeg rundt i Vietnam med min veninde Anne (der dengang havde kort hår og derfor blev tiltalt ’Sir’, til stor morskab for undertegnede!). Vi boede på et tidspunkt i udkanten af Ho Chi Min City, og ville have en omgang massage. Vi gik ind det første sted vi kom forbi, men der var noget, der var lidt sært: For det første stod der kun herresko udenfor, og for det andet sad der 25 smukke, unge kvinder linet op – alle i lårkort, høje hæle og med fuld skrald på makeuppen. Vi blev placeret på et par brikse, men tanken om, hvad der ellers foregik på de brikse (og hvornår de sidst var blevet vasket godt og grundigt) gjorde, at vi undskyldte os med at have glemt vores penge, og skyndte os ud. Det var altså min første (og forhåbentlig sidste) tur på bordel. I stedet fandt vi et rigtigt massagested. Desværre endte vi med at give personalet og de øvrige gæster grineflip, fordi det så så akavet ud, at deres 1.60 centimeter hev sådan nogle høje skandinaviske trunter rundt i alle (u)mulige stillinger.

Nu sidder jeg og drikker en kop varm kaffe, alt imens jeg dufter lidt funky af noget æterisk massageolie. Babyen sover, imponerende nok, noget mere. Senere kommer Sir Anne til middag. Det ER altså bare en dag fuld af forkælelse. Må mandagen være ligeså god ved Jer 🙂

Den dag jeg fik svedige håndflader og et nyt liv

I dag, den 11. december, er det helt præcist et år siden jeg fandt ud af, at jeg var med rogn.

Det var en torsdag morgen, og jeg havde netop været i Netto for at købe mælk og en graviditetstest. Ikke fordi jeg troede jeg var gravid, men fordi jeg havde sindssygt ondt i brysterne. Jeg havde helt styr på dét med cyklus. Troede jeg. Testen viste to streger. Jeg tog én til. Den viste også to streger.

Jeg blev helt vildt glad, nervøs, forvirret og lidt mere glad. Ét spørgsmål fyldte hele hovedet: Hvad nu? Jeg gik rundt om mig selv hele formiddagen, og flyttede rundt på den samme kaffekop. Jeg kunne ikke tænke på andet end den lille, levende bønne, der lå og hyggede sig i min livmoder – og alligevel kunne jeg overhovedet ikke tænke klart. Jeg købte Politikens graviditets-bog, fordi jeg tænkte, at jeg allerede var bagud med viden, vitaminer og alt det andet. Det var jo ikke rigtig planlagt.

Dagen sneglede sig afsted mens jeg ventede på, at Søren kom hjem fra arbejde. Det var mærkeligt at gå rundt helt alene og vide, at jeg var gravid – men man kan jo heller ikke sende en sms á la “Hej skatter, du skal være far! Husk at købe hakkede tomater og toiletpapir”, vel? Endelig blev det aften, og han kom hjem. Jeg havde pakket en test ind som en lille gave og lagt ved siden af hans tallerken. Jeg havde det cirka sådan her, mens han pakkede op:

Han blev heldigvis helt vildt glad. Han begyndte at grine, og krammede det gravide nervevrag. ”Skal vi gøre det?” spurgte jeg med bævrende stemme, og manden svarede uden betænkningstid: ”JA DA!”. Og sådan startede vores liv som mor og far. Jeg var 5 uger henne, lettere oppustet, træt og lykkelig.

Med i noget

Jeg er vist ikke rigtig typen, der er med i noget.

Eller jo, engang var jeg med i baggrunden i en TV-avis i det Herrens år 2007, iført studenterhue, tømmermænd og højtaljede shorts. Der var vist også en gang nogen fra BBC, der optog en meget ung Sofie i en omgang skønsang akkompagneret af guitar – det var til Kasmirs ”Mom in love, daddy in space”, og der var ikke et øje tørt. Jeg tror de var ved at lave en dokumentar om danske efterskoler, men jeg har faktisk ingen idé om, hvad der videre skete. Jeg kan dog røbe, at der ikke var nogen pladeselskaber, der efterfølgende kontaktede mig.

Jeg har faktisk også været med i en reklame for Fresh Fitness. Og jeg har været på forsiden af en folder for seksualundervisning i folkeskolen. Dét var altså en af de rigtig gode, for da vi skød billederne var jeg netop kommet hjem fra Sydafrika, med afro-fletninger i hele garnet, der var udført af en entusiastisk mandlig frisør i stramme bukser og med kunstige, lilla negle. Således lå der et billede af mig som en kridhvid black beauty på samtlige folkeskoler i Storkøbenhavn i midten af 00’erne. Jeg kunne desværre ikke finde folderen – men dette her viser vist frisuren ligeså godt! Normalt har jeg ikke sukkerknalder som fortænder, og Tim render ikke rundt med guldøl, englevinger og glorie – men julefrokost i 3.g. var tydeligvis undtagelsen:

fletninger

Så altså bortset fra ovenstående er jeg altså ikke rigtig typen, der er med i noget. Jeg ved egentlig heller ikke rigtig hvad det skulle være.

Jeg kan ikke være med i Den Store Bagedyst, for det eneste jeg kan bage, er boller og banankage (jeg har faktisk engang totalskadet bunden til en cheesecake, der bestod af smør og kiks, og som skulle bages i 5 minutter. Lige pludselig gik røgalarmen i gang og bunden var forstøvet. Det var aftenen før nytårsaften, og jeg var vred i tiende potens). Jeg tror ikke, at jeg ville turde være med i sådan noget Hvem Vil Være Millionær. Selvom Hans Pilgaard er en darling, ville jeg være bange for at gå i baglås og ende med at vinde 10 kroner, og så ville hele Danmark tænke, at jeg var en snotskovl. Jeg ville heller ikke bryde mig om at være med i Robinson, for jeg tror, at jeg ville ligge og ryste af kaffe- og sukker-abstinenser efter 3 timer. Og dét giver jo heller ikke ligefrem et godt indtryk, vel?

Jeg tror til gengæld at jeg ville være rigtig god til Vild Med Dans, for jeg kan rigtig godt lide at danse til fx Destinys Child og jeg føler, at jeg ville se strålende ud i en lårkort omgang guldpalietter og noget med frynser – men jeg er altså ikke blevet spurgt.

Selvom jeg ikke rigtig har været med i noget, eller har udsigter til at være med i noget, så får I hermed chancen! Jeg har lovet at spørge, om nogen af Jer har lyst til at være med i en ny video-dagbogs-serie til Vores Børn. Man skal bare være maksimalt 3 måneder henne, og have lyst til at dele nogle tanker og følelser omkring graviditeten.  Hvis man nu tænker, at det kunne være sjovt, så kan man skrive til Mette på mette@drive-production.dk.

Nu vil jeg tage ud til forstæderne sammen med Lillen og fedte rundt med noget gran, ler og æbleskiver. Det er jo trods alt første advent i morgen! Kan I have en fantastisk dejlig weekend <3

Hurra!

Idag har jeg fødselsdag! 28 år. En flot alder, hvis jeg selv skal sige det. Og jeg er sprunget lige ind i det iført en nederdel i det pureste sølv – det er vel en slags festdag selvom det er onsdag og alle andre er på arbejde.

Dagen startede med, at jeg drak kold morgenkaffe og fik tis på fingerede (altså ikke mit eget) hele to gange. Men da jeg lå med en lille, varm og sovende krop ovenpå mig, og morgensolen sneg sig ind ad vinduet tænkte jeg alligevel, at det allerede var den bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft.

Jeg er ellers blevet fejret rigtig fint i dag. Lillen sov igennem (!!!), så jeg har været én stor bunke af overskud hele dagen. Jeg har spist brånsj med min søde mor på Frederiksberg, efterfulgt af en lang gåtur i solskinnet. Og ja, selvtak for det edderpændt gode vejr! Til aften har jeg spist sushi. For præcist ét år siden spiste jeg også sushi, men det var på toppen af Tivolihotellet. Dengang havde jeg hæle og rød læbestift på, jeg flettede fingre med Søren og drak Tiger øl. Nu sidder jeg i sofaen med mælkepletter på blusen, saftevand i glasset og ser 3 x beliggenhed. Det er vildt, så meget anderledes livet er blevet…

Publikation2

Jeg e.l.s.k.e.r. fødselsdage. Da jeg var mindre kørte jeg tema-stilen. Jeg har fx holdt Hippie-fest, hvor jeg iklædt runde briller og bånd i håret serverede hotdogs for mine gæster under sloganet “Rebeccas pølser med liv og føl’ser” (ja, hvis der sidder en reklamebureau-chef og tænker hold da op, kan vedkommende bare ringe).

Forrige år holdt jeg 4 fødselsdagsfester: Én for familien, én for mig og Søren, én med lagkage og boller for kollegaerne og ikke mindst én med øller for vennerne. I år har jeg skåret det ned til 3 dages festivitas. Igår var mine svigerforældre på besøg med othellolagkage, toffefee, Mørbradgryde og gaver. Himlen var blå, Lillen charmede sine bedsteforældre og der var nogle toffefees tilovers – og hvis man ikke må køre dem ned i løgnhalsen til morgenmad når man fylder 28, så ved jeg ikke, hvornår man må. So i did. I morgen kommer min familie og spiser kagemand og drikker kaffe. Tænk at der er så mange, der har lyst til at fejre én, at man kan gøre det flere dage i træk! Jeg bliver sgu så glad. Så hvis I møder én, der går rundt på Vesterbro og ser sådan her ud de næste par dage, er det sikkert mig:

 

 

Noget om at skulle føde

Forleden dag cyklede jeg sammen med min veninde. Vi snakkede om fødslen, og jeg fortalte, at jeg var SÅ klar: Jeg har pakket tasken og købt en masse snacks. Jeg har også lavet en playliste, så vi kan have en lille fest derinde på fødestuen. Lige dér foran Glyptoteket var mine venindes øjne næsten ved at trille ud af hovedet, for hun mente altså, at jeg ville få et chok, når fødslen gik i gang. Hun har altså heller ikke født før, så det var lidt den blinde-fører-den-blinde agtigt.

I dag er der 3 uger til termin. Jeg har det ligesom jeg skal på en lejrskole – godt nok en lidt hård en af slagsen, hvor man kommer hjem med et smadret skræv og et lille menneske som souvenir (i stedet for sådan en grim gris af porcelæn til at hænge på køleskabet, jeg gav mine forældre efter en tur til Bornholm i 5. klasse). Det er lidt samme slags glæde over at se frem til noget, man ikke helt ved, hvad er – over at skulle ud på eventyr. Til forskel fra turen til Bornholm har jeg dog planer om at børste tænder, huske at skifte underbukser og ikke leve af en blanding af hvedetoast med skinke og slik.

Jeg har ikke hele tiden set frem til fødslen. Det er heller ikke sådan, at jeg glæder mig fuldstændig uhæmmet til det sker; det er en mærkelig fornemmelse at vide, at der indenfor nær fremtid sker noget, jeg ikke selv har kontrol over. Desuden ved jeg at det kommer til at gøre edderspændt ondt, men hvordan det kommer til at gøre ondt, har jeg jo ingen mulighed for at sætte mig ind i. Jeg gætter på at det er lidt noget andet end at skamfere fingeren på et mandolin-jern, eller putte deodorant på lige efter jeg har barberet armhuler?

Der er to grunde til, at jeg tager det der fødsel med oprejst pande (hvad er modsætningen til det egentlig? Nedrejst pande?):

For det første har jeg selv spurgt dem, jeg kender, om deres fødselshistorier. Jeg kender nogle sindssygt seje damer! Fx fortalte en veninde mig den anden dag om, at hun havde været i fødsel i 2½ døgn, barnets hjertelyd havde været kritisk, han havde ligget lidt skævt og hun havde fået en epiduralblokade, selvom hun ikke havde tænkt sig at få sådan en i første omgang. Hun rundede af med at sige, at det havde været en fantastisk oplevelse, og at hun (selv hvis hun var blevet spurgt dagen efter) sagtens kunne gøre det igen. Den slags giver lidt ro på.

For det andet, har jeg forberedt mig så godt, som jeg kan. Jeg har gået til fødselsforberedelse hos dét, der hedder MamaProfylax. Det koster lidt knaster – over 2000 kroner – men jeg er sindssygt glad for, at vi gjorde det! Og ja, det er vi, for Søren var med til det hele. Han var lidt skeptisk, og var sikker på at det var rigtig ’urtet’ (I ved, sådan noget med at blive opfordret til spise moderkagen, danse sine følelser og den slags), men han siger, at han er glad for, at han gjorde det. Jeg synes det er rigtig godt, at vi har været til det sammen. Så ved vi det samme, fx om vejrtrækning og fødslens faser, og Søren kan forhåbentlig hjælpe mig, hvis nu jeg glemmer noget. Jeg er desuden helt vild med, at partneren inddrages og får et ansvar. Indtil nu har det været meget mig det har handlet om: Det er mit navn der står over det hele, og mig, der får tilsendt breve med indkaldelser og den slags. Her fik jordemoderen virkelig partnerne til at føle sig vigtige, og det var fedt – så bliver det lidt mere et fælles projekt, fremfor at der er én, der gør arbejdet, og én, der får koldsved og serverer saftevand henne ved siden af.

Det er desuden praktiserende jordemødre, der underviser. Det betød bl.a. at det var meget praksisknært og fagligt meget velfunderet.  Vores underviser, Nanna, var både rigtig dygtig og meget, meget sød. Jeg krydser fingre for, at hun er på arbejde, når den lille dame er klar til at gøre sit exit! Kurset var 3 x 3 timer, og foregik på Frederiksberg. Der var forskellige temaer, såsom presseteknik, mental træning, vejrtrækningsøvelser, partnerens rolle og rebozo-massage. Sidstnævnte er slet ikke rocket science, men en virkelig smart måde at ryste bækkenet på, og dermed give baby de bedste muligheder for at arbejde sig ud i verden. Det måske allerbedste var, at jordemoderen sagde, at hormonet oxytocin (der er en slags velvære-hormon) er super vigtig at have meget af i kroppen, når man skal føde. Derfor skal man passe på det, og det gør man bedst ved fx at få masseret fødder, spise lækker mad og sove til middag. Win!  Og så var der – ikke helt uvæsentligt – chokoladekiks, slik og frugt… Og toiletter nok til, at alle de gravide kunne nå at tisse af i pauserne. Stor anbefaling herfra!

mamaprofylaxfødetegning(Der blev også tegnet på tavlen. Det her er fx en huskeliste til partneren under fødslen. Jordemoderen var sådan: ”Hvad er det her?” og pegede på den der ring øverst til venstre. Kan I se det? Jeg kunne ikke – et toilet? En vielsesring?. Det er massageolie! Fordi partneren kan give lændemassage. Aha!)

Om jungletilstande syd for grænsen

Jeg har netop fået taget min grænseshops-mødom! Weheeu! Det var en helt særlig oplevelse. Jeg kommer fra en forstad til Købehavn, så vi har aldrig rigtig brugt det der med at køre til Tyskland for at købe billige dåsebajere. Min kæreste, Søren, kommer derimod fra Jylland, og var helt klar på at vise mig hvordan man grænseshopper.

Vi tog turen på vej hjem fra en mini-tur til Hamburg. Jeg var co-driver, og blev ved med at insistere på, at vi skulle køre mod PATTSBURG, fordi det var dér, GPS’en ville have os hen. Søren var helt flad af grin, fordi Pattsburg åbenbart er tysk for… nå ja, Padborg. Nå, men frem kom vi og der lå kæmpe-butikker som perler på en snor i et meget lidt flatterende industriområde. Der var helt proppet med mennesker, og de havde alle sammen lange lister og et dræber-agtigt blik i øjnene. Flashback til gymnasiet og Lord of the Flies! Det virkede som om at alle børnefamilierne købte øller, skyllemiddel, 20 kilo slik og så en masse lightsodavand (!?!?). Det lidt ældre klientel hamstrede Fernet og rul-selv-tobak i kæmpebeholdere. Og så var der de der young-guns, der gik amok i discountbajere og sprut i sjove farver.

Der var ikke nogen der kiggede efter hvor de kørte med deres top-læssede vogne (i ved, lidt ligesom børn på løbecykler: Fuld smadder frem og ingen øjne på vejen). Der var fx en dame, der kørte vognen direkte ind i undertegnedes numse. Jeg vendte mig om og kiggede halvsurt på hende – hun sagde, at hun ”nok sku la være med at køre ind i bagen på mig med vognen”. Numsen er godt nok ikke så lille som den har været, men come on! SÅ blød er den heller ikke!
Det mest bizarre var alligevel en noget overvægtig, midaldrende herre, der gik direkte ind i siden på mig. Da jeg kiggede på ham, slog han en skrald-latter op og sagde ”HA, ja, jeg er også i omstændigheder!” – og pegede ned på maven. Han havde taget en kæmpestor vandmelon ind under hans i forvejen noget stramme polotrøje, og vraltede grinende forbi mig. Hvad svarer man til sådan en?

Jeg følte mig mega rookie-agtig, og kunne på ingen måde overskue situationen (det siger altså lidt, når man er sådan en inkarneret lagersalgs-rotte). Jeg endte med at købe herre billig tandpasta, bridgeblanding og nutella (2 glas for 45!). Heldigvis havde min svigerfar sagt, at man skulle huske at få en omgang bratwurst og kakaomælk når man er på de kanter. Og jeg lover jer, en bratwurst! Den var lige så lang som min lårbensknogle og smagte fortrinligt! Se selv her:

2015-06-28 15.08.53

 

(Ja, den var for lang til at være på billedet)

2015-06-28 15.26.07

(Temmelig presset type, der er blevet væk i rengørings-afdelingen)

Nå, men altså jeg tror ikke jeg behøver at komme den slags steder igen foreløbig. Og hvis jeg gør, så vil jeg være forberedt til tænderne, og jeg vil være helt hård i filten – lidt ligesom den herre, der ville købe en palle med makrelsalat (!), men nægtede, da han skulle betale dankortgebyr på 1 krone. Man skal sgu ikke lade sig køre over af nogen eller noget, heller ikke selvom man er i et andet land.

Såeh, hej!

”Du har en masse ristede løg på maven” sagde min kæreste til mig den anden dag. Og det var rigtig nok, for jeg er temmelig gravid og har ca. 5 uger til termin – så maven fungerer pt. lidt som en kæmpestor hagesmæk. De ristede løg kom fra en hotdog, jeg var i gang med at indhalere. Når man normalt opfatter sig selv som temmelig vegetar-agtig, er det noget funky at have en lille dame i maven, der der har en forkærlighed for pølser i alle afskygninger (ristet hotdog, fransk hotdog, grillpølse, pølsehorn – you name it). Gerne skyllet ned med en kølig Cocio. Og så er der jo ikke andet for end at adlyde, vel?

Det går ellers meget fint med at være gravid. Jeg er på barsel, og nyder det helt vildt. Selvom det er dejligt at kunne se Go’morgen Danmark og nå at vaske tøj inden vasketøjskurven kaster op ud over badeværelset, savner jeg lidt at motionere hjernecellerne. Det er måske også lidt min egen skyld, når det, jeg primært læser er overskrifterne på Politiken.dk, ”artikler” fra Reality Portalen og produktbeskrivelserne i Ganni’s webshop… Så jeg har lavet en blog. Her vil jeg skrive lidt om, hvad der optager mig. For fem år siden var det min forestående flytning til Stockholm, hvor mange white russians SU’en rækkede til og hvordan jeg skulle læse hundrede siders tung akademisk tekst til næste dag, uden at falde i søvn. For to år siden var det en mand jeg lige havde lært at kende, pænt tøj og min nye lejlighed. Nu er det lidt noget andet: Jeg er stadig glad for pænt tøj, white russians og især den dér mand. Men det jeg er måske mest optaget af er, at jeg er ved at færdigbage et lille bitte menneske. En lille dame, der kommer til verden engang i august.

Velkommen til!

 

2015-06-27 18.12.48-1

 

 

Follow my blog with Bloglovin