Kategori: Uncategorized

Den dag, der landede en maveplasker i min e-boks

Det var en helt almindelig, kedelig torsdag eftermiddag for et par uger siden. Koldt og gråt udenfor. Jeg var på vej ned til min cykel for at køre hjem fra arbejde. Min telefon lyste op, og der var en besked der viste, at der var nyt brev i min e-boks. Fra Pladsanvisningen. Jeg åbnede brevet med let rystende fingre og kunne læse, at Lillen er blevet tilbudt en børnehaveplads fra midt i maj.

Midt i maj! Min første tanke var:  Det er hun da ALT for lille til! De andre er sikkert sådan nogle, der bruger størrelse 39 i sko og allerede har skaffet sig et falskt ID til at komme ind på diskotekerne. Min anden tanke var: Åh nej, hvad nu hvis de andre børn driller hende? Eller ikke vil lege med hende? Selvom hun kan være en strid banan overfor hendes forældre, er hun en blid lille dame ude i virkeligheden.

Jeg vidste jo godt at dagen snart ville komme. Derfor føltes brevet i e-boks lidt som at være kravlet op på 10-meter vippen i svømmehallen,  for derefter springe ud og lande i vandet med en kæmpe maveplasker – sådan én der gør huden rød og øm, og som sender den karakteristiske ”svup”-lyd ud i svømmehallen. Forberedt, men alligevel overhovedet ikke. Og med en lille smule ondt i maven til følge.

Men altså. Når jeg tænker over det, så er hun jo klar til flere udfordringer. Sproget er heller ikke særlig vuggestue-agtigt længere; igår truede hun mig fx med, at jeg ikke måtte komme med til hendes fødselsdag (… altså, hun kan ikke engang åbne hoveddøren selv, så der skal lyde et held og lykke herfra til selv at få arrangeret en fest).

Hun skal nok synes det er alletiders med børnehave. Det skal moren nok også på et eller andet tidspunkt – jeg skal vist bare lige bruge halvanden måned på at vænne mig til tanken. Især fordi det er sådan cirka to minutter siden, frikadellen  og jeg sad og chillede sådan her i sofaen på Vesterbro…

Påskeferie med dame-tid, ponyen Lotte og modellervoks på stolene

Påskeferie. Lukkede butikker, fesengult pynt og fri fra arbejde. Herligt! Vi har både nusset rundt i blødt tøj, drukket kaffe og set en masse tegnefilm (… fordi, eh, hvad sker der for vejret?), men har også lavet en hel masse. Man når nemlig meget i løbet af sådan lille uges tid, når man skal følge med i et snart-børnehave-barns tempo.

Lillens far har været på arbejde det meste af tiden, så vi har haft dame-kvalitetstid herhjemme. Vi har været en tur på biblioteket, med snacks og god tid til at bladre i bøger og lege med bibliotekets legetøj. Vi har tegnet tegninger og puttet flotte klistermærker på, leget neglesalon og så har jeg spildt en halv dåse torskerogn inkl. det der lede saft, der ligger i bunden af dåsen, ud på hele det næsten-nyvaskede køkkengulv. Jeg har haft besøg af min veninde, som viste billeder af hendes flotte, nye Arne Jacobsen-sofa, imens Lillen plastrede vores spisestuestole ind en blanding af modellervoks og flødeskum frisk fra mundvigen. Vi har lavet vafler, vi har sunget ”Giraffen Gumle” mindst tusinde gange og så har vi besøgt det frygtelige lille legeland, der ligger i Fields. Jeg har læst en hel bog færdig (endda en virkelig tyk én af slagsen) og så har jeg været ude i sneen med en lille dame, der insisterede på at have prinsesse-nederdelen på – man er vel en lady.

Ladyen og jeg var i går på Naturcenter Vestamager for at klappe en kylling og kigge på ponytræk. Lillen ville gerne prøve at ride på den mindste Shetlands-pony, jeg nogensinde har set – den hed Lotte og gik mig til midt på lårene. Jeg troede damen ville betakke sig, når hun kom tæt på den lille pony, fordi hun fx ryster i bukserne af skræk, hvis man putter en 10’er i Postmand Per-bilen i førnævnte legeland. Men hun var sej! Hun fik en ridehjelm på og fik en lille tur på Lotte, mens hun holdt fast i manken og næsten ikke kunne være i sig selv af stolthed over, at have været ude at ride. Jeg blev også selv lidt stolt, og vi fejrede det bagefter med en velfortjent figenstang og en omgang æblejuice. Alligevel håber jeg ikke at hun bliver sådan én, der drømmer om at gå til ridning om nogle år, for jeg synes de store ponyer til pony-træk var meget store – så må hun i hvert fald finde en anden, der hjælper med at strigle, give dem gulerødder og rense hove eller hvad man nu gør ved dén slags. Jeg tør sgu ikke.

I dag har vi været en tur i nordvest for at spise lasagne. Jeg bliver efterhånden altid lidt imponeret over, hvor pænt og rent folk uden børn bor – der er ingen Duplo på toilettet eller hoppebolde i hjørnerne, og alle de flotte vaser og lysestager står i en højde, hvor man faktisk kan se dem, og ikke et par meter over gulvet. Det tror jeg også at jeg vil prøve en dag, selvom det på en eller anden måde også er meget rart at kunne finde en snack eller to mellem sofahynderne.

Der er stadig en halv ferie tilbage her på matriklen, nu også med Lillens far, og den kommer til at byde på en tur i biografen for at se Cirkeline, et par udflugter og flere rare besøg. Det kan godt være at jeg ikke kommer tilbage på arbejde tirsdag og er sådan helt zen-agtig, men til gengæld har jeg hilst på Shetlandsponyen Lotte, været i biografen om formiddagen og haft gamachebukser på i en hel uge – og dét kan bestemt også noget 🐥💛👍🏼

Om fødselsdage, marsvin og hundesvømning

Jeg sidder og drikker den sidste bundsjat af min kaffe. Klokken er lidt i otte, og om lidt skal jeg ud af døren. Jeg skal ned på stationen og have et tog til Malmö, for jeg og en kollega har været så heldige at få lov at besøge et spændende projekt hinsidan. Jeg kan se at jeg skal have de tykke vanter på, for der ligger et pænt lag sne nede på gaden.

Jeg har netop sendt Lillen og hendes far af sted i vuggestue, med favnen fuld af Gurli Gris-bamser, dukker og en Babapappa-taske. Og en pose med svømmetøj, for de starter nemlig til svømning i eftermiddag. Lillens allerførste fritidsaktivitet (og må hun i øvrigt få en lidt mere sexet hobby-karriere, end jeg formåede). Jeg gik til svømning i en del år, men da vi skulle springe hovedspring fra skamlerne nægtede jeg at gå der længere – og siden da er mine svømme-skills kun gået ned af bakke… #hundesvømning.

De seneste dage er forsvundet i en pærevælling af vasketøj, Ramasjang, tidligt-i-seng og snak om, at andre kan blive kede af det, når man kalder dem ”dumme”. Det er som oftest Lillens far, der er dum, og det kan fx skyldes at man ikke må tegne på sofaen, få mere honning på sin havregrød eller andet dødsens uretfærdigt.

I weekenden var vi i Jylland, til en 11-års fødselsdag og en 21-års fødselsdag. Til førstnævnte var der kagemand lavet af studenterbrød (genialt!) og fødselaren ønskede sig squishies – jeg tror jeg er sådan cirka 20 år for gammel til at forstå dén dille. Næ, vi havde købt strømper, nøglering og noget, der kan give huller i tænderne. Til sidstnævnte fødselsdag var der lækker brunch, og gaverne var sådan noget med sprut, tøj og pengesedler.

I bilen på vej frem og tilbage over Danmark hørte vi Povl Kjøller, og sangen om marsvinet er altså forbandet catchy. Også på trods af en lidt politisk ukorrekt tekst: ”Keder du dig lidt// Fordi du er alene//Så køber vi en kone, og kalder hende Lone”.

Prøv selv at hør her, og ha’ en dejlig torsdag!

Skal man købe hele BabySam, når man skal være nogens forældre?

Jeg har en veninde, der skal være mor for første gang til sommer. Hun ville gerne have en liste med ting, jeg ville anbefale – men den skrabede udgave, for hun bor i en lille lejlighed på Nørrebro. Og mand, hvor kan jeg huske al den research, forvirring og følelsen af at brænde alle sine likvide midler af på ting, man ikke havde nogen ide om, hvad var! Ifølge ekspedienterne i BabySam skal man jo have alt fra badetermometer til pusletaske allerede mens baby endnu er et glimt i sin fars øje. Jeg har hverken haft brug for badetermometer eller pusletaske – men her er, hvad jeg har haft brug for:

  • Barnevogn og lift samt regnslag og evt. solskærm. Og dét er lidt en videnskab, men man skal ligesom gøre op med sig selv om man vil have en kombivogn (lille barnevognsdel + klapvognsdel) eller en barnevogn, hvor der er et længere liggemål. Vi havde en Emmaljunga Duo Edge kombivogn og var super glade for den – altså lige indtil der var nogen, der stjal den.
  • Voksi-pose. Fås både med vinter- og sommerdyne… Gid den fandtes i en voksen-størrelse, så havde jeg helt sikkert haft sådan én.
  • Slyngevugge. Om den så havde kostet en nyre og 250.000 havde jeg stadig anbefalet den. Vi havde den klassiske fra Nature’s Sway, og Lillen sov enten i den eller mellem os de første mange måneder.
  • Badekar. Hvis man ikke har et kæmpestort badeværelse er Stokke Flexi et godt bud, det kan nemlig klappes sammen så det ikke fylder ret meget.
  • Lege/aktivitets-tæppe. Det skal ikke være sådan et i douche farver, men allerhelst sådan en omgang Lamaze-tingel-tangel i stærke primærfarver og med spejle, rangler og den slags. Og nej, den gør absolut ikke stuen pænere – men du bliver glad for det.
  • Hvis man tænker at give amning et skud: Suttebrikker og Lansinoh-creme (købes på apoteket). Det reddede mit liv, sådan helt ærligt. Ammestart kan nemlig være virkelig en smertefuld omgang med blødende brystvorter og dén slags. Husk også ammeindlæg og nogle amme-venlige bh’er, samt evt. en amme-pude.
  • Babydyne med 2-3 dynebetræk og 2-3 lagener. Babyer bruger ikke pude det første lange stykke tid.
  • Lille tæppe i fx blød merino-uld.
  • Evt. Babyalarm. Vi havde den fra Nabby, og den var alletiders.
  • Sutter, hvis man synes den slags kunne være en god idé (vi var igennem en del før Lillen gad bruge sut – hun endte med at tage en natursut med rund ´tut´).
  • Tættekam (til arp), neglesaks (husk at du ikke må klippe de små negle i starten!), termometer, babyolie og noget til røde numser – jeg syntes ikke at pudder og zink-salve hjalp, men weledas nappy change cream gjorde tricket… til gengæld har den en temmelig krads duft.
  • Bleer og skumklude (husk at du kan få en gratis babypakke i mange supermarkeder med bleer, klude, creme osv.). Jeg foretrækker bleer fra Änglamark eller Libero.
  • Stofbleer – 20-30 stk. Og hvad bruger man så dem til, spørger du? Svaret er: Alt. Gylp, mælk, på puslebordet…
  • Puslepude, puslebord og evt. en lille uro til at hænge over puslebordet, så bebsen har noget at kigge på under guldvasken.
  • I forhold til tøj, så er det jo meget afhængigt af årstid hvad der bliver brug for. Men uanset hvad, så skal man bruge en del body’er (de har nogle helt fine økologiske nogle i Føtex til omkring en 20’er – og de gør ikke helt så ondt i hjertet at klippe op som én fra MarMar. Og hvorfor kan man blive nødt til at klippe en body op? Jo, det kan man, hvis der er lort hele vejen op ad nakken.) Til de helt små er bodyer med skrå-lukning bedst, fordi de ikke skal over hovedet. Cardigans er også en god idé, nogle bukser (ikke for stramme i livet og gerne med fødder i), strømper/strømpebukser, natdragter/heldragter og en lille hue er en god basisgaderobe. Hvor meget tøj skal man bruge? Det kommer an på om man har vaskemaskine og hvor tit man synes man kan overskue at vaske, men da Lillen var lille, brugte hun mellem 1 og 3 sæt tøj om dagen.

Og så to ting, jeg gerne ville have haft, at nogen havde sagt til mig….

Det er så vigtigt at tage sig tid til at lære ens lille, nye menneske at kende, og på at komme ovenpå igen efter graviditet og fødsel. Overvej derfor nøje, hvornår og hvor mange barselsgæster, I vil have. Det bliver hurtigt (for) meget, og det er dødsens svært at sige fra – man vil jo gerne gøre folk glade, og gerne vise guldklumpen frem.

Det skal nok gå, det hele. Det lover jeg. Og tiden går sindssygt hurtigt! Så nyd det, giv dig tid til at snuse til baby, nusse de små fødder eller når babyen tager en lur ovenpå dig (selvom man altid sidder 2 cm for langt væk fra sit vandglas og 10 cm for langt væk fra telefonen, når det sker). Det kan også være møg-hårdt, men det går over. Og lige om lidt skal de i skole, have deres første kys og flytte hjemmefra – og så er det lidt for sent at tage en snuser eller nusse deres fødder… I hvert fald vil de fleste nok synes, det er en kende mærkeligt 😜

Her er et billede fra dengang jeg var tyk og havde købt mig fattig i babygear:

Noget om kampdag og work/life-balancen

Glædelig kampdag, venner! Det har været en kold, våd omgang og jeg har haft lang torsdag på arbejde. I øvrigt sådan en dag, hvor kaffemaskinen ikke virkede, hvor noget på min computer var pist væk og hvor jeg stak mig selv i hånden med en gaffel, da jeg skulle spise rabarberkage – så man kan også godt sige, at dagen har været lidt en kamp på dén måde.

Man kan tage forskellige perspektiver på dagen. Manglende ligeløn. Hele #metoo-bevægelsen. Retten til at bære tørklæde eller til at amme i det offentlige rum. Dårlige normeringer i daginstitutioner og dårlige rettigheder til fædre. Og så videre. Men det der vist fylder mest for mig lige nu, og for en del af min omgangskreds, er dét, der på godt gammeldags dansk hedder work/life-balance.

Undersøgelser viser, at danske børnefamilier I dag arbejder meget – og faktisk mere end resten af befolkningen. Det er typisk i dén fase af livet, mens børnene er små, at man for alvor skal til at tage de første skridt på ens karrierevej – og der bliver stillet store krav om effektivitet, præstation og tilgængelighed. Det er også dér, vi etablerer os i (dyre) boliger og køber en bil, betaler for institutionspladser, kontingent til både svømmeklubben og parkour-holdet og skifter guldklumpernes gaderobe ud flere gange om året. Man har regnet ud, at et barn fra fødsel og frem til det bliver 18 år, koster i omegnen af 1.3 millioner. Det koster altså knaster at lave nye samfundsborgere, så det er for de fleste også nødvendigt med to lønninger.

Samtidig er der et ideal for forældreskab, der foreskriver det selvopofrende, engagerede og nærværende. Udtrykket intensive mothering kommer fra den amerikanske professor i sociologi, Sharon Hays. (I en skandinavisk kontekst kan man nok også tale om intensive fathering, men den må vi tage en anden gang.) Det intensive moderskab foreskriver en børneopdragelse, der er børnecentreret, ekspertbaseret, nærværende og engageret, arbejdstungt og økonomisk krævende. Det er svært og krævende – og det rimer slet ikke på at slæbe sit skrigende barn ud af Føtex midt i ulvetimen og alt for lange dage i institutionen, ligesom det er svært foreneligt med en slatten nummer 45 fra det lokale pizzaria til aftensmad eller at lade ungerne sidde så længe i sofaen foran Ramasjang, at de får tenderende siddesår. Men midt i alt dette her er der også en slags forventning til forældrene om, at de jo også skal være noget mere og andet end bare mor og far (eller mor og mor, eller hvordan man nu har valgt at skrue sin familie sammen). Vi skal være sexede, ambitiøse, interessante, kreative, sporty og overskudsagtige hele vejen igennem.

Altså det er da ikke sådan helt ligetil, hva? Der er nogle kulturelle, strukturelle forhold, der heller ikke ligefrem hjælper på det – her er Norge og Sverige altså noget længere fremme i skoene med fx bedre barselsforhold, ret til deltidsstilling osv.

Jeg har ikke opskriften på, hvordan man får det hele til at glide lidt lettere. Men jeg tror det hjælper at være bevidst om de krav og forventninger, vi bliver stillet overfor – og at stille sig kritisk overfor dem, og vælge, hvor man lægger sin energi. Jeg har et job, som ikke er helt spot on i forhold til min uddannelse, men det giver mig en masse fleksibilitet der gør, at hverdagen ikke er lige så stor en udfordring, som den kunne være.  Der er ingen der forventer at jeg tager mit arbejde med hjem, eller er der mere end 37 timer om ugen. Og så er der nogle ting, jeg ikke prioriterer lige nu. Jeg laver stort set aldrig noget i hverdagene, andet end at være sammen med mit afkom, og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har løbet en tur – lungerne var ved at ryge op gennem halsen tidligere i dag, fordi jeg tog trapperne op til fjerde sal. Hvis jeg skal forkæle mig selv, så gør jeg det ved at tage alene ud og handle (#Bilkazen), eller måske bruge en ansigtsmaske OG rense ører på samme aften – sådan lidt wellness. Jeg synes det er okay at der roder herhjemme, og man må gerne få havregrød med rosiner på til aftensmad. Sådan ser min work/life-balance ud – og lige nu synes jeg faktisk, at det fungerer helt fint. Jeg er glad for vores hverdag, sådan i det store hele.

Børneopdragelse og forældreskab – og de ideér og idealer der omgiver dem – ændrer sig hele tiden. Men så længe børnene trives, er der ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Og jeg tror faktisk godt, at vi kan give os selv et kæmpe klap på skulderen – og hinanden, ikke mindst! Det er jo trods alt kvindernes internationale kampdag ♀💪🏽

Denne her fredag er fyldt med snot og Ramasjang. Sidste fredag gik jeg rundt på Ystad Saltsjöbad og lignede en bikiniklædt maddike.

Jeg har lige smidt mit luksuslegeme i sofaen med en kop varm kaffe og en rulle chokoladekiks. Ahh! Store snefnug daler ned udenfor mit vindue, og det er meget hyggeligt, når man sidde indenfor i varmen, men det er godt nok synd for de håndværkere der går rundt nede på  min gade. Jeg er ikke på arbejde, for jeg har barn syg for anden dag i træk. Den lille dame har feber og er snottet, så jeg har snart brugt 2 døgn på at se de 2 samme afsnit af ’Kasper og Sofie’ på Ramasjang, og  på at lave små skåle med vindruer, rosiner og kiks i. Jeg prøvede i formiddags at få arvingen til at klippe gækkebreve for at lave noget andet, men det gik sådan, at der var nogen der ville have alt papiret for sig selv, som tegnede på bordet og som ikke ville sidde stille med saksen, så jeg tror dét projekt er sat på pause de næste 10-15 år. Til gengæld er der lige nu et lille tæppe af gule papirsstykker under vores spisebord.

For en uge siden sad jeg ikke i sofaen og kiggede på sneen. Næ, dér gik jeg rundt i Malmö med min mand. Årsagen var at 1) Marabou-lageret var ved at være tømt her på matriklen og 2) han havde inviteret mig på Ystad Saltsjöbad. På vej til Ystad brugte vi nogle timer i Malmö på at spise frokost og kigge lidt i butikker. I en genbrugsbutik forelskede jeg mig i en herlig, kunstig leopard-pels som heldigvis passede på en prik. Og da vi bagefter daffede i et supermarked for at købe Marabou, så jeg en dame i en pels magen til, men hun var dobbelt så gammel som jeg og havde hele underansigtet smurt ind i pink læbestift – og i dét øjeblik vidste jeg, at det var et virkelig godt køb <3

Ystad Saltsjöbad var lækkert. Simpelthen. Der var en smuk udsigt, og det var fantastisk at kunne sidde ude i et varmt boblebad i skumringen, mens frostvejret holdt kinderne kølige (…også selvom det er en helt særlig slags nederen at sidde helt klistret op ad et fremmed menneske i et boblebad. Især hvis denne fx har 5 cm. tykke og gule tånegle). Der var lækker mad, og især morgenmaden! Tjek lige en morgenmad for vindere jeg havde kørende: 2 pandekager og 4 vafler med nutella og flødeskum:

Søren hoppede i vandet. Det er på top-10 over ting, jeg ikke forstår: Vinterbadning. Jeg fryser bare af at kigge på billedet!

Vi var helt i zen, da vi kørte tilbage til København og hentede Lillen hos mine forældre. Men det varede kun indtil vi blev modtaget af en lille dame, der råbte ”NEEEEEJ” ved synet af os, og meget hellere ville blive hos mormor og morfar. Thanks, altså. Jeg kunne  i øvrigt sagtens tage en tur mere til Ystad, skulle nogen finde på at spørge mig. Gerne til sommer, hvor deres udendørs-pool er åben, og hvor undertegnede (forhåbentlig) ikke længere ligner en maddike i bikini…

God weekend!

Dengang jeg vidste, hvad for en mor jeg ville være. Det var dengang, jeg ikke havde født endnu.

Min mand har fået en surdej. Den lever lidt sit eget liv, og lugter også lidt skummelt. Men jeg er glad, for det betyder hjemmelavede kulhydrater til mig! Igår bagte han et brød, fordi jeg fik to veninder til brunch. Én af dem er gravid, og vi snakkede lidt om den første tid med et spædbarn. Om barsel, ting man bliver nødt til at anskaffe sig og om navne. Og så var det, at jeg kom til at tænke på dengang, Lillen lå inde bag mit udspilede maveskind – det var nemlig dengang hvor jeg havde helt styr på, hvad for en slags mor, jeg skulle være.

Jeg skulle være sådan en, der rejste rundt i hele verden med mit lille barn i vikle. Og vi skulle være helt zen og alt-er-love-agtige. Men så var det at vi var en tur i Frankrig og brugte et døgn på hospitalet der, og nu tør jeg knap nok rejse udenfor kommunegrænsen. For KAN man få bleer andre steder? Kan deres læger snakke engelsk? Og kan man stole på indholdsfortegnelserne på maden (og kan man overhovedet læse dem? Eller er nogle helt krøllede bogstaver?). Slår hun ikke alle tænderne ud hvis hun skvatter på et marmor-gulv? Og tænk hvis nogen skulle få salmonella eller noget med hepatitis? Uff nej, altså.

Jeg skulle også være sådan en mor, der stadig havde tid til at se andre mennesker, og Lillen skulle lære at sove andre steder end derhjemme, så vi var sådan nogle fri og spontane typer. Klip til to år senere, hvor vi tager hjem SENEST klokken 19, og hvor vi godt kan lave en aftale med nogen, men først om 3-4 måneder. Og hvis maden bliver serveret senere end 17.30, så kommer vi altså ikke.

Jeg tænkte, at jeg ville være sådan en mor, der iklædte mit barn alt godt fra Mødrehjælpens genbrugsbutikker – fordi det er miljøvenligt, kemikalierne er vasket ud og ens børn bliver jo ikke mere eller mindre søde alt efter påklædningen vel? Men. På en eller anden måde er Lillens garderobe efterhånden noget mere lækker end min, og jeg har sjovt nok aldrig nogle penge, fordi de ligger nede i Magasins børneafdeling.

Og så ville jeg være sådan en mor, der ikke brugte tv’et og ipaden som underholdning for arvingen, for istedet skulle hun lære at finde på ting selv eller have kvalitetstid med sine forældre. Hahaha. Jeg har set ALLE afsnit af Sofus, Sprinter Galore, Gurli Gris, Søpapegøjernes ø og Kasper og Sofie. Og jeg ville ikke engang gøre det om, hvis jeg kunne.

Jeg ville også være sådan én, der lærte mit barn at spise alle mulige spændende ting. Men så fik hun øjnene op for Nutella og ketchup – og på en eller anden måde fungerer de to som en direkte adgangsbillet til den lille strutmave. Mere ketchup til din kartoffelmos? Ja, værsgo du!

… og sådan var – og er – der så meget.  Men det er på en eller anden måde alligevel præcis, som det skal være. Man bliver jo (heldigvis) klogere. Og så længe arvingen er glad, så er mor her det også – også selvom hun ikke spiser quinoa-deller eller har dyppet sine størrelse 25 i Stillehavet 💕

Jeg har ikke brugt dagen på at spankuler rundt i frækt undertøj, jeg har ikke fået røde roser og jeg har heller ikke spist Valentins-menu hos Jensens Bøfhus

Happy Valentines, venner! Og sikke en smuk smuk dag med solskin og græs, der i morges var helt hvidt af frost. Jeg har ikke brugt dagen på at spankuler rundt i frækt undertøj, jeg har ikke fået røde roser og jeg har heller ikke spist Valentins-menu hos Jensens Bøfhus med mit livs udkårne. Men det gør ikke noget, for jeg synes det er en lidt sær dag.  Jeg har det lidt med dagen idag, som jeg har det med fx mors dag: Jeg vil gerne være sød mod min mor hver dag, og ikke bare huske at påskønne hende én dag om året. Jeg vil også gerne huske at elske nogen eller blive elsket tilbage hver dag, og ikke kun sådan en onsdag i februar. Desuden er jeg er heller ikke så meget til roser.  Eller undertøj med en masse blonder. Og jeg tænker egentlig heler ikke at Bøffen er et oplagt sted at tage en vegetar på date… (selvom jeg nok ville sige ja, alene på grund af deres soft-ice buffet).

Til gengæld har jeg støvsuget og vasket gulv, drukket kommune-kaffe og for en gangs skyld været hjemme, når pakkeposten ringede på. Jeg har spist en herlig blanding af gule beder, selleri og pommes frites til aftensmad. Og jeg har trøstet Lillen, da hun skvattede ned fra stolen, men heldigvis ikke slog sig værre end en omgang “Kasper og Sofie” kunne klare. Det var i øvrigt fjerde gang i dag at jeg så det afsnit, hvor der er dukketeater i børnehaven.

Men jeg har faktisk lavet noget lidt valentins-agtigt, nemlig hjerteformede vafler. Jeg har fået forbud mod at tage flere fastelavnsboller med hjem, for der er åbenbart nogen der mener, at fastelavnsboller ikke hører til i bunden af kostpyramiden, selvom det vel ret beset er en slags brød med mejeriprodukt i. Men ingen har givet forbud mod vafler, og slet ikke dem med nutella og flødeskum på. Det var helt igennem lækkert, hvis ikke det var fordi min 2-årige bordherre gjorde nogenlunde sådan her på nutella-kniven, for derefter at sætte den tilbage i glasset:

Selvom jeg ikke er Valentins-typen, så håber jeg virkelig, at herren i den helt perfekte annonce, jeg fandt i lokalavisen hos mine forældre, har haft en Valentins dag, der bød på lidt mere end pommes frites og Ramasjang. Det fortjener han, når han er så modig at sende sit telefonnummer ud i verden på den måde. Jeg har sløret det, men hvis der er en frisk transslave derude, der gerne vil have det oplyst, så send mig en mail.

God aften, hvordan i end bruger den <3

10 ting, der har været røv og nøgler ved min lørdag

1: Jeg vågnede kl. 4 i morges. Og jeg skulle tisse og jeg havde næseblod.

2: Til morgenmad spiste jeg et blødkogt æg, der var lidt for flydende. Bortset fra en del af blommen, der havde en gummi-agtig konsistens, og pludselig føltes det som om jeg sad og spiste et halvstort kyllingefoster med salt og peber på. Ad mand, bare at skrive om det giver mig creeps.

3: I går kom der rent sengetøj på dobbetsengen. I dag gav jeg Lillen lov til at drikke kakaomælk i dobbeltsengen, mens vi læste bøger om Alfons Åberg. Spørg lige, om jeg ligger i en stivnet, brun plet lige nu?

4: Jeg fik vores lager af toiletpapir og køkkenrulle lige i hovedet i dag, da jeg fiskede et par vanter frem fra skabet. Nu er det jo ikke ligefrem fordi det gør ondt at få sådan en Lambi i kæmpe-køb ned i kranieskallen, men toiletpapir er da det mest u-tjekkede man kan få i hovedet. Tsk.

5: Da vi var på legeplads i formiddags så jeg én, jeg kunne genkende, men overhovedet ikke kunne komme i tanke om, hvorfor. Jeg stod og lignede én, der havde fået glosuppe med kigboller til morgenmad, indtil det gik op for mig, at det var bloggeren Frederikke Egel, der åbenbart også bor her i Ørestad. Undskyld, Frederikke.

6: Mens Lillen sov lur, gik jeg en tur i Fields for at købe nogle nye undertrøjer til hende. H&M havde overhovedet ikke flere i hendes størrelse, men til gengæld fik jeg brugt en fandens masse penge på ting, jeg overhovedet ikke manglede. Fields var i øvrigt fuld af pre-teens, der havde malet sådan nogle sorte kruseduller i ansigtet – jeg tænkte at de i anledning af fastelavn var temmelig uinspireret klædt ud som nogen fra Starwars eller sådan noget. Men de var åbenbart på vej til koncert med Marcus og Martinus. Så gammel og ignorant kan man åbenbart være, selvom man kun er 30.

7: På vej hjem købte jeg fastelavnsboller fra Rein Van Hauen. Og de havde nogenlunde samme sexappeal som en lille bakke karse. Altså, ned kom de, men det er vist ikke nogen, jeg ville købe igen.

8: Søren drillede mig med et eller andet i dag, og jeg gav ham et let klask i baghovedet imens jeg sagde, at jeg ville klippe hans hår skævt næste gang. Manden svarede grinende, at det gør jeg da altid. Jeg ved ikke om det er sødt eller nærigt at han alligevel insisterer på, at det er mig der skal klippe ham?

9: Jeg har sådan en lille hovedpine kørende på 8. time. Jeg har endda fodret den med alt fra osterejer til kakaomælk, men den gider ikke forsvinde.

10: Det var min tur til at putte Lillen i dag, og det endte med at være en fejlslagen misson. Normalt er det sådan, at vi læser en bog, synger en sang og så falder hun selv i søvn i løbet af kort tid. Men ikke idag, slet ikke idag. Til sidst var mere end almindelig presset, så hendes far afsluttede showet. I stedet gik jeg i seng og muggede, imens jeg skrev blogindlæg…

(Altså bortset fra ovenstående har det været en fin dag. Jeg har fx spist hjemmebagt brød, set Bamses Billedbog sammen med mit lille yndlings-menneske og nydt et par solstråler midt i kulden ☀️)

 

 

… Og sådan sker der en masse, men alligevel ikke rigtig noget.

Der er flyttet et lille spøgelse ind her hos os. Det har små, buttede ben og så er det indimellem i overhængende fare for at skvatte i dens spøgelsesdragt: Et lyseblå Rasmus Klump dynebetræk. Det kan godt gå ind i en dørkarm eller to, og hvis de voksne ikke er blevet bange, siger det: “Mor og far bliv bange!”. Når de voksne så  er blevet rigtig bange for spøgelset, springer Lillen ud og siger: “DET ER BARE MIG”, mens hun griner og hopper op og ned. Igen og igen. Og igen. Og det fantastiske er, at det er lige sjovt hver gang.

Når der ikke bliver leget spøgelse, så tegner vi. Lillen tegner monstre, mennesker og hundelorte. Vi læser historier om Plet, og synger sange om bageren på Nørregade og om de frække drenge, der tisser på en tissemyre. Og så har vi den store tålmodigheds-hat på, fordi nogen vil alting selv.

Lillens mors dage forsvinder i en blanding af arbejde, indkøb (og det fede ved Bilka er jo, at de har ALT. Fx faldt jeg over en eller anden ny slags Sloggi-undertøj, og faktisk føles det som at have smør på kroppen. Bortset fra trusserne, som jeg kom til at købe temmelig meget for små – det er måske lidt mindre smør og lidt mere rullesteg. Men sådan er det at være over 30: Så må man godt have trusser på, der gør numsen lidt mere flad end den plejer at være). Og dagene går med creme. Det lyder måske lækkert tænker du, men det er nu mest håndcreme fordi jeg – av – har knas-tørre vinterhænder, creme til benene, fordi de i disse måneder har nogenlunde samme konsistens som et bagepapir, og A-dermas Control-serie. Efter at have brugt en mindre formue på apoteket har jeg *endelig* har fundet frem til noget, det kan holde Lillens børneeksem skakmat. For dælen, det virker! Også selvom ekspedienten prøvede at bilde mig ind, at cremen indeholdt Havrefras…

Jeg arbejder også videre på fastelavns-bolle-testen. Jeg har efterhånden spist mange af Lagkagehusets, men igår stak jeg forbi Brød på Enghave Plads for at købe et par semlor. Jeg havde ringet og fået lagt dem til side tidligere på dagen, fordi de er udsolgt hele tiden, og jeg følte mig som en fin, gammel dame, der sådan fik lagt to kager med flødeskum til side. Hvis jeg nu var en ægte blogger, så havde jeg nok taget et billede af dem i et godt lys og med en pæn blomst ved siden af…. men jeg kastede dem grådigt ned i løgnhalsen, halvvejs liggende i sofaen, sekundet efter Lillen var blevet puttet. Og det er altså ikke særlig fotogent, vel.

Og jeg har været til svendegilde i forstæderne med fadølsanlæg og asparges. Jeg har også bagt en temmelig ulækker kage til mødregruppen, som det kun var eget afkom der gad at spise (mors pige❤️) og så har jeg sovet over mig efter en nat med 11 timers søvn. Jeg har skrevet “Pis” istedet for “Pia” mindst 10 gange idag, og så har jeg spist pad thai til aftensmad.  Sådan sker der en masse, og alligevel ikke rigtig noget. Tilværelsen kører på rutinen, som Steffen Brandt synger, og det er herligt – med alt hvad det indebærer af tegninger, håndcreme og mere eller mindre vellykket bagværk.