Kategori: Uncategorized

Livet er (friture)fedt: Postkort fra Rom

Det var altså tider, dengang man altid sendte postkort fra ferierne. “Hej 5.A. Jeg har det godt. Jeg spiser is og bader. Hej Hej fra Sofie“. Det tog altid hundrede år at vælge det helt rigtige kort (skulle det være det med delfinen? Eller blomsterne? Eller det med den nøgne dame på stranden?) og som regel kom kortet frem et par uger efter at ferien var slut. Nu er postkortet vist afløst af Instagram og snapchat. Men hvis jeg skulle sende et postkort hjem fra Rom ville jeg skrive at…

…. vi har det perfetto! 25 grader, sol og billig kaffe.

… italienerne går rundt i dynejakker og lange bukser, fordi det åbenbart er efterårsdresscoden. Det er kun de flødefarvede turister her der render rundt i korte rør og t-shirts (og stadig sveder lidt).

… den eneste grøntsag jeg indtager for tiden er tomatsaucen på min pizza. Jeg spiser til gengæld også virkelig, virkelig meget pizza.

… jeg har set en mand, der lignede en Italiensk udgave af Søren Pind.

… jeg får lyst til at gå i stramt tøj, høje hæle og store guldsmykker, for jeg kan ikke lade være med at føle mig temmelig fodformet og uglet, når man er omgivet af damer, der har gjort så meget ud af dem selv.

… Lillen blev så hidsig igår at hun kastede op udover hele dobbeltsengen. Og på mit tøj. Og på sig selv. Og på gulvet. Jo, deeet.

… jeg har fået den bedste is, jeg nogensinde har smagt. Mørk chokolade og hasselnødder. Godt nok endte halvdelen af den på min underarm jf. Pkt 1 og 2.

… jeg har fået 21 myggestik på benene, fordi de små røvhuller åbenbart elsker mit pizza-blod. Og jeg som endelig var sluppet af med skorpen fra et tre måneder gammelt myggestik, som jeg kom til at barbere af hver gang jeg barberede ben. Nu bliver barbering en form for rødprikket forhindringsbane. For fanden, altså.

… jeg har været på seriøst mange romerske legepladser efterhånden. Rom er altså ikke en helt oplagt destination med en 2-årig, men med lidt legeplads og en masse is går det strygende.

… til gengæld har jeg fået ømme arme af at okse rundt med klapvognen på brosten, hullede veje, kantsten på højde med Lillen og den slags. Crossfit i småbørnsforældre-udgaven 💪🏼

… Gurli Gris-merchandise er meget billigere her i Italien. 10 yolo for en Gustav- bamse, ka-tjing!

… vi har været ved stranden idag, en halv times togtur fra byens centrum. Og hvis italienerne ikke har dynejakker på, har de åbenbart meget, meget små speedos på. I hvert fald de ældre mænd.

Jeg håber I har det godt derhjemme.
Kærlig hilsen Sofie, 30 år.

Det er nogle gange smadder ulækkert at være børnefamilie

Jeg burde pakke min kuffert, men jeg kan s.i.m.p.e.l.t.h.e.n ikke komme op af sofaen.

I morgen tager vi til Rom, og vi skal være der i en uge. Yes mand! Vi skal spise pizza og drikke vin. Vi skal slentre rundt køre hasard-kørsel med klapvognen på de ujævne gader og så skal vi nyde at der er solskin og over 20 grader. Jeg glæder mig sådan, og har pakket Lillens tøj, men jeg kan åbenbart ikke få taget mig sammen til at finde nogle kjoler og underhylere til mig selv frem, og smide det ned til alt det obligatoriske gøgl, man slæber rundt på, som børnefamilie. Fx har jeg lagt en hel rulle figen-pålæg i kufferten sammen med vådservietter, femhundrede Sleich-dyr og alt for meget tøj i str. 2 år.

Udover at pakke Lillens ting har jeg brugt formiddagen på at træde i havregrød, spise en yoghurt der nåede udløbsdatoen for længe siden og pudse næse på den lille frikadelle, der stadig er snottet. Og så har jeg været til lægen med førnævnte frikadelle, fordi dét jeg tænkte var friske, røde vinter-kinder åbenbart var børnesår. Yikes.

Det er nogle gange smadder ulækkert at være børnefamilie. Her er jo snot, stafylokokker, savl, halvspiste kiks og børneeksem ud over det hele! Her er halvbørstede tænder, sutter der har ligget længst inde under sofaen og hygget sig med nullermændene og ved særlige lejligheder er der også lort i badekarret. Stuen er ryddet op i maksimalt syv minutter ad gangen, og det er nogenlunde ligeså lang tid som man kan have rent tøj på her på matriklen – lige nu har jeg fx smør på strømpebukserne og børnetandpasta på kjolen. Men altså, så vidt jeg ved, er der endnu ikke nogen, der er døde af at det hele indimellem er lidt klammo og jeg gider heller ikke være hende den sure, der siger, at man ikke må rode med legetøjet eller spise sin kiks i sofaen mens man ser Gurli Gris. Så sådan må det vel være (og hvis I sidder og tænker ‘ej, sådan er det SLET ikke hjemme hos os’ – så hold det lige for Jer selv, ikke? 😜)

Nåmen hvis ikke det skal ende med at jeg drikker vin iført bar røv den næste uge, må jeg hellere få kadaveret i omdrejninger. Måske jeg kan være heldig at finde noget at tage med, der er tæt på rent og/eller ikke helt krøllet… God weekend herfra <3

 

Status pt. # 24

Går godt:

-Jeg har købt en juicepresser. Og for en plovmand frugt og grønt i Bilka. Nu er det endt som to flasker grumset juice i køleskabet, og selvom det er den dyreste juice jeg nogensinde har smagt, så er jeg vældig stolt over mig selv fordi det faktisk lykkedes at lave noget, der kunne drikkes. Og så har jeg det sådan lidt min-krop-er-mit-tempel-agtigt, når jeg juicer (…også selvom jeg kører Top Star Mix ind med den anden hånd imens).

-I dag cyklede jeg en lang tur, imens jeg lyttede til ”Ludermanifestet” på P1. Det er det såkaldt ”GirlSquad” der fortæller om deres fjerdebølge-feminisme, og jeg synes at det var drøninteressant. Jeg har i øvrigt haft et lille dame-crush på Twerk Queen siden jeg gik til twerk (ikke at min skinny ass kunne noget som helst i dén retning, forstås) og nu er hun altså i min radio! Find det her.

-Mit barn har i dag drukket 2 kopper kaffe. Altså den slag der er 5% kaffe og 95% mælk, og er lavet på koffein-fri kaffe, men alligevel. Jeg er lige dele imponeret og skræmt – hvor ender det hvis man godt kan lide smagen af kaffe som 2-årig? Har hun så en akademisk karriere som 8-årig? Skal hun have læsebriller og brune tænder om et øjeblik? Eller?

– Jeg har købt noget 2-delt undertøj til kaffedrikkeren, og da hun fik øje på underbukserne skyndte hun sig at tage dem på og hun lyste som en lille sol da hun sagde ”underbukser ligesom mor!”. Årh altså, det er fantastisk så lidt der skal til at gøre de små mennesker lykkelige <3

-Helt perfekte skilte på min vej:

 

Går mindre godt:

-Det er ligesom om, at jeg har fået for meget hud i panden. Ovserskuds-hud. Det har nok noget med alderen at gøre, men når jeg hæver brynene så føler jeg mig lidt som en sei pei hund. Jeg har på fornemmelsen, at det er starten på alt det, der i de kommende år bliver tiltagende slasket. Øv. (Men ikke nok øv til, at jeg gider gøre noget ved det, vel?).

-Søren har sat sig for at spare 400 bobs hver måned på frisør, og i stedet få hans bedre halvdel – altså mig – til at klippe ham. Udover at have klippet Lillens pandehår i en frisk, skæv vinkel med inspiration fra 00’erne, har jeg kun klippet nogens hår én gang før. Det var på efterskolen hvor jeg forvandlede et langhåret pigebarns frisure til en skæv page, og det hele endte i tårer og en lærer, der måtte forsøge at redde miseren. Overraskende nok endte det helt okay da jeg klippede Søren, og det var ganske hyggeligt at stå på badeværelset og frisør-snakke a la: ”Hvor længe har du så arbejdet her?” eller ”jamen jeg kunne godt drikke en kop kaffe, tak”.

-Lillen vil hele tiden se videoer på Youtube af nogen, der pakker en overraskelse laaaangsomt ud af noget modellervoks. Tilsat dum musik og dåselatter, og det er noget af det mest nederen jeg længe har set. Måske overgåes det kun af denne sang om Bamseklubben ved et eller andet charter-selskab, der også er et andet hit herhjemme.

-Indimellem kan jeg godt savne Vesterbro. Fx for et par uger siden da vi (læs: Søren, matriklens madansvarlige) ikke gad lave mad, og jeg kørte efter pizza. Der var én vegetar-variant, og den smagte af pap og fedt. Og så skulle man mase sig ind i pizzeriaet fordi alle Amagers knallertkørende unge mennesker med bøf-frisure og dynejakker i sensommervarmen holdt til lige præcis dér, hvor jeg skulle hente min nummer 48. Det var første og sidste gang jeg hentede pizza ude på de her kanter, kan jeg godt love.

– Jeg er i apropos ovenstående blevet typen der beder pizza-manden om at lægge sølvpapir mellem pizzaen og bakken, fordi jeg er skide bange for flourstoffer #trælstype (til gengæld skrev pizzamanden ”sød papir” på bestillingssedlen, og det synes jeg var ret cute).

Den tid på året

Det er blevet den tid på året. Den tid, hvor man enten fryser eller sveder når man cykler – der er ikke rigtig noget midt imellem. Den tid, hvor læberne og hænderne begynder at skrige på fugtighedspleje og ellers truer med at ende som en slags hud-rasp. Den tid, hvor det regner sådan cirka hele tiden, og jeg derfor ikke alene render rundt med hår der er trykket fladt af cykelhjelmen, men som også er kruset på grund af støvregn. Den tid, hvor alt det gode i fjernsynet kommer, såsom landmand søger kærlighed (… selvom der er liiige lovlig meget akavet tavshed) og 3xBeliggenhed, som man i øvrigt godt kan synes er alle tiders selvom man er født i 80’erne. Og det er ikke mindst den tid på året hvor snotsæsonen bliver skudt i gang.

Fordi det er snotsæson har jeg været hjemme med Lillen i dag. Hun var varm og snottet på den der måde, hvor man bliver både imponeret og frastødt af, hvor lange sådan et par snotklatter kan blive efter et godt nys.

Vi har læst en masse bøger, pudset næse, drukket smoothie (…eller, 80% af den endte i sofaen), pudset mere næse og spist blommegrød med yoghurt. Blommegrøden er noget undertegnede lavede helt selv i forgårs. Jeg fik en kæmpe pose blommer fra mine forældres have, og for ikke at lade dem rådne op i en pose på altanen kastede jeg mig over blommegrød og chutney. Jeg ved ikke helt hvor idéen kom fra, men den burde nok være blevet dér. I hvert fald tog det en hel aften, jeg lavede en helvedes masse opvask og min fingre er stadig lidt brune af alt frugtsaften. Og så endte det med at smage frygteligt surt og lidt af kanel.

Men Lillen kan åbenbart godt lide det – det taknemmelige lille menneske.  Så, hvis I vil have opskriften siger I bare til 😝

Ting jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor # 4: Alene-tid bliver ikke ved med at føles som at løbe et maraton med kun ét ben og bind for øjnene

Dengang Lillen var lille bitte, havde jeg det som om jeg skulle løbe maraton med kun ét ben og bind for øjnene, når jeg skulle være alene med hende både dag OG aften. Det var ikke så ofte det skete, men jeg husker fx en aften hvor Lillens far var til julefrokost på hans arbejde. Lillen var 3 måneder gammel og svær at stille tilfreds – det sidste hun ville var i al fald at sove. Jeg havde ikke snakket med nogen der faktisk kunne svare i over 15 timer, og til sidst var jeg sulten, tissetrængende og totalt udmattet. Finito, burrito. Jeg ringede hendes far hjem inden desserten, og da Lillen kom over i de rolige, trygge mande-arme faldt hun til ro med det samme. Hun kunne nok også mærke, at hendes mor mildt sagt var presset.

Jeg kom til at tænke på det, fordi Lillen og jeg stort set har været alene siden i torsdags. Søren er i Paris, så det har været en rigtig dameweekend. Vi har hoppet i vandpytter, læst bøger og malet på sten. Vi har spist virkelig mange ristede boller med smør og pålægschokolade på, vi har sorteret Lillens tøj (eller – én sorterede, den anden prøvede/tørrede snot af i det rene tøj/rodede rundt i bunkerne) og så har vi puttet i sofaen med dyne og Rasmus Klump på Netflix. Vi har danset, løbet om kap og vi har lavet æggemadder og havregrød i legekøkkenet. Og så har vi sovet længe. En dag fik vi selskab af to andre damer – Molly fra mødregruppen og hendes mor, der kom til sleepover med frysepizza og æblekage på menuen.

Om lidt kommer Lillens far hjem igen, og selvom han har været savnet så har det været en virkelig hyggelig weekend. Og nem. Lillen har været sød og glad, bortset fra en mindre krise da hendes ballon fra Bilka fløj væk og landede i en vandpyt på den anden side af vejen. Jeg har drukket kaffe, ordnet vasketøj og blogget med benene oppe til lyden af Lauryn Hill (har lige genopdaget The Miseducation of Lauryn Hill-albummet <3) når Lillen har taget sin eftermiddagslur. Jeg har fået støvsuget og vasket både tøj og hår. Alt er godt. Jeg har slet, slet ikke haft det som om jeg skulle løbe så meget som et lille bitte maraton.

Jeg ville gerne rejse et par år tilbage i tiden, til dén aften i december hvor jeg var grædefærdig af udmattelse i vores sofa på Vesterbro med en næsten-nyfødt Lillen. Jeg ville give mig selv en krammer og sige, at det nok skulle blive alle tiders en dag. Jeg ville sige, at lige pludselig er det drønhyggeligt at være alene, og følelsen af at ville ringe til en voksen forsvinder sammen med poserne under øjnene og den dej-agtige mave.  Og jeg ville sige, at der endda er varm kaffe og 00’er RnB på den anden side, så det skal nok gå – bare vent og se.

Dengang mor var ung (og på mirakuløs vis beholdt alle sine fingre)

Der skete noget i Odense, der slog alt det andet med længder. I et støvet hjørne af en genbrugsbutik fandt jeg Børnenes Rekordbog fra 1999. Og på side 87 sidder jeg, helt stolt og fuld af lilla fleece:

Det er nemlig det første af to år, hvor jeg er med i rekordbogen. Fordi jeg – sammen med nogle andre hårde vestegnekidz – har danmarksrekorden i at samle afbrændt fyrværkeri. Jeg kan stadig huske, hvor koldt det var at gå rundt og samle afbrændt krudt nytårsmorgen, og hvor kedeligt det var at tælle det hele op. 11 timer tog det. 8.493 stykker. Næste år slog vi vores egen rekord. Og ja, du må gerne ønske, at det var dig der havde fået den enestående oplevelse.

Jeg købte bogen til 5 kroner. Da jeg viste fundet til min mor, rystede hun på hovedet og sagde ”TÆNK at du fik lov!”. Jeg ved heller ikke helt hvad min mor – verdens mest fornuftige og omsorgsfulde børnesygeplejerske – tænkte på, da hun sendte os ud med trækvogn og hue på, så vi potentielt kunne få sprængt en finger eller to i stykker. Men tiden var en anden dengang. Dengang var der ingen der tænkte på, at legesminken var fuld af hormonforstyrrende stoffer, eller at det ikke var en særlig god idé at ryge cigaretter mens man så Disney Sjov sammen med sine børn. Dengang var rødvin godt for gravide på grund af jernindholdet, og dengang var det noget med at lægge børnene i seng i et værelse hos dem, man var til middag hos, mens de voksne snakkede om voksen-ting, drak irish coffee og spiste desserter med syltet frugt. Man var mor og far på en anden måde end i dag, og man var barn på en anden måde. Og sådan kunne jeg få en vaskeægte rekord på CV’et, fordi det var 1998. Jeg tror ikke der er nogen der har slået den endnu – og jeg kan egentlig heller ikke forestille mig, at nogen skulle få den åndssvage idé at gøre det. Eller, får lov til at gøre det.

I øvrigt kan jeg give Børnenes Rekordbog 1999 mine varmeste anbefalinger. Der er fx et søskendepar fra Næstved der har samlet 4.145 bon’er fra ALDI, Christian fra Smørum har fremavlet en kartoffelplante på over 3 meter og en ung herre fra Kølvrå har samlet intet mindre end 471 forskellige slags sølvpapir fra slik 😜

Våd dametur

Jeg har været på dametur i weekenden, med min mor og min søster. Vi var i Odense. Hvorfor? Fordi man aldrig er i Odense. Og, vil jeg nu sige, for lidt i Odense.

Det startede godt allerede i toget. Jeg havde pakket min taske med Rittersport og blade fra kiosken (obligatorisk, når man er ude at køre i tog), og selvom min søster og jeg er temmelig voksne, havde min mor alligevel smurt madpakker til os. Lidt over en time efter vi hoppede ind i toget på Hovedbanegården, ankom vi til Odense. Det regnede da vi ankom, og det blev det sådan set ved med resten af turen.

Vi nåede meget på de 24 timer, vi besøgte den fynske hovedstad. Vi kiggede i genbrugsbutikker (hvor jeg blandt andet fandt et par smækbukser frisk ud af 1992 til Lillen) og drak god kaffe. Vi slentrede ned af gågaden og kiggede i en masse fine butikker, og jeg må bare sige, at folk i Odense er virkelig søde. Fx spurgte jeg en ekspedient i Magasin om der var en tester på en pudder, og inden jeg nåede at se mig om, havde jeg fået lagt så meget pudder, bronzer, highligter and whatnot, at jeg ikke kunne genkende den regnvåde dejklump, der var gået ind i Magasin 10 minutter tidligere. Jeg fandt også de fineste støvler, jeg nogensinde har set, og butikken tilbød at sende dem til mig, fordi de ikke havde flere tilbage i min størrelse. Odense er faktisk en fin shoppeby – og jeg kender ikke engang de gode, hemmelige steder.

Men vi lavede også andet end at bruge penge. Hver lørdag formiddag er der et marked med fugt, grønt, blomster og alt muligt hjemmesyltet halløj, som vi besøgte. Vi kiggede også på smukke huse på brostensbelagte gader – og på turister, der knipsede a.l.t., selv billeder af det noget kedelige skilt, der viste hen til souvenirshoppen i H.C. Andersens hus.

Der var flot kunst rundt omkring i byen, og i Vintapperstræde var der fine paraplyer (…og en masse halvsnaldrede mænd til portvinsfestival). Om aftenen var der fuld skrald på gadefesten Karrusel. Der var pyntet op med lys og boder med drinks, øller og streetfood. Jeg var vel 10-15 år ældre end alle de smukke unge mennesker, der dansede til de mange DJ-scener imens de høvlede shots, men det var så herligt at mærke stemningen af ungdom, kaos og kærlighed. Perfekt blanding af Distortion og halbal med vodka/juice-drinks, røgmaskiner og umchi-umchi over hele linjen.

Der var også virkelig mange lækre spisesteder (altså, her mener jeg ikke Jensens Bøfhus og Flammen, vel), men vi nåede  desværre – kun at spise tapas og drikke rødvin fredag aften, og at spise fantastiske avocadomadder til sølle 45 kroner, på en fin lille café til frokost. Og nårh ja, så købte jeg de bedste træstammer, jeg nogensinde har smagt, hos en bager i downtown Odense.

Hvis nu det ikke havde regnet sådan cirka hele tiden, ville jeg også gerne have været nede omkring åen og have chillet lidt i en park. Men det må blive næste gang. Hvis jeg var Odense, ville jeg slappe lidt af med alt det der H.C. Andersen-branding. For helt ærligt, så kan Odense meget andet – selv i regnvejr. En smuttur kan i hvert fald anbefales 💃

Ofringen

Lillen har længe rendt rundt med en frisure, der ligeså godt kunne have siddet på toppen af en 50-something ved navn Britta, der arbejdede i en færgecafé. I ved, sådan lidt krøllet, længere bagtil end foran og med lidt skævt pandehår. Hun har med andre ord trængt til at blive klippet i et godt stykke tid efterhånden, men jeg har simpelthen ikke turdet, fordi hun har afvist alle tilnærmelser med en saks fra undertegnedes side. Men nu skulle det være: Britta-håret skulle falde til gengæld for en mere passende frisure.

Jeg forberedte mig grundigt. Jeg fandt en frisør på Amager, ikke langt væk fra vores lejlighed. Jeg og Lillen læste en bog om Anna, der skulle til frisør. Vi har set videoer på YouTube (eller yuptjup, som Lillen kalder det) af børn, der bliver klippet. På dagen havde jeg pakket en stor snack-madpakke til hende, og opladet Ipad-en. Jeg gik endda så langt som at booke en tid til at få klippet mine egne spidser først, så Lillen kunne se, hvor aldeles ufarligt det kan være at gå til frisør.

Sidstnævnte viste sig bare, at være en møghamrende dårlig idé for undertegnede.

Jeg satte mig i stolen, fik kappe på og bad om at få taget spidserne. ”Skal du have skarpe kanter eller pjuskede kanter?” spurgte frisøren. Jeg svarede at årsagen til, at jeg skulle klippes var, at mine kanter allerede var temmelig pjuskede, så jeg ville gerne have dem skarpe. ”Fint” svarede hun, og greb en trimmer! ”Bzzzz” sagde det, og de første 8-10 cm. hår røg ned i skødet på mig. Jeg havde det sådan her:

Min underlæbe begyndte at bævre, og et øjeblik var jeg bange for, at hun ville give mig en bøf-frisure – altså sådan én som alle de smarte unge mænd på knallerter har herude på Amager, hvor der er hår i en slags bøf på hovedet men resten er skaldet eller helt kortklippet. Jeg fik ikke bøf-hår, men til gengæld fik jeg en kort page med skæve kanter og med enkelte tjavser hist og her, der havde undgået den Amagerkanske udgave af motorsavsmassakren. Til sidst tog hun et glattejern og fik mit i forvejen klaskede og små-fedtede hår til at ligge helt fladt på issen. Aldrig har jeg følt mig så fæl at se på efter et frisørbesøg.

Under alle de 17 minutter ofringen tog, sad Lillen og så tegnefilm med Rasmus Klump og spiste kiks med stadig mere afklippet hår på. Hun havde det dejligt. Da det blev hendes tur sad hun pænt og stille, og blev klippet i en fin page med pandehår. ”Du sidder mere stille end din mor” sagde frisøren til hende. Det tro da fanden, når det ikke var hende der ofrede samtlige gode hårdage de næste 6 måneder. Hvad man ikke gør for de små pus, altså.

Men ikke om jeg nogensinde gør det igen.

Fødselsdagsfest for en efterhånden voksen quinde

I går holdt jeg fødselsdagsfest, fordi jeg snart er 30 somre og dermed en voksen quinde (som man ville skrive i en kontaktannonce i lokalavisen). Det blev holdt i min lillesøsters hyggelige gård i Nordvest, og vejret var helt perfekt – solrigt og lunt. Vi slog en pavillion op og pyntede den med balloner og vimpler. Vi lagde dug på bordene, bredte et par tæpper ud på græsset og skruede op for Al Green og Fleetwood Mac på anlægget.

Hen over middag kom alle mine yndlingsmennesker cyklende med gaver, godt humør og god tid. Min svigerfar grillede pølser og brød, min mor havde lavet salater og der var bobler, hvidvin og øller på køl. Jeg havde stået for kagekoner og service, hvilket betød, at der både manglede små drikkeglas og knive, så samtlige gæster havde en lille smule pølsefingre. Men det gjorde ingenting, for det var simpelthen så hyggeligt og lige som jeg gerne ville have det: Afslappet, uformelt og helt igennem rart. Der blev spillet kongespil, børnene legede i sandkassen og folk hyggesnakkede om alt fra andelsboliger til klamydia.

På et tidspunkt stod jeg på en lille høj og kunne kigge ud over det hele. Jeg fik et lille stik i maven over at være så heldig at have så mange fantastiske mennesker i mit liv og at de (næsten) alle sammen var samlet på ét sted. Min egen familie og min svigerfamilie – sidstnævnte gav mig blandt andet 72 stykker Rittersport i fødselsdagsgave. Min aller første veninde, som jeg samlede op i dukkekrogen i børnehaveklassen. Mine gymnasievenner, som jeg har drukket øller og grædt tårer over drengene i parallelklassen med. En håndfuld piger fra studiet, som jeg er blevet en slags voksen sammen med. Nogle stykker, som jeg har været så heldig at møde senere i livet – på arbejdet, i mødregruppen, i Stockholm og da jeg skrev speciale. Skattebasser, hver og én.

De sidste gæster gik først efter mørket havde sænket sig, og det begyndte at blive koldt på dén der måde, hvor man for alvor kan mærke, at efteråret er på vej. Vi ryddede op, smuttede forbi Kösk for at tanke op på kebab og tog bussen hjem gennem byen. 30 år, mand. Det er jo ingen sag, når man er omgivet af kærlighed, kulhydrater og fine gaver.

Actionpacked hverdag (…ish)

-Jeg har spist Pad Thai med kæmperejer til aftensmad, men nogle gange smager rejer bare lidt for meget af rejer, så jeg smed dem ud. De ti kroner ekstra, jeg betalte for rejer, ser jeg aldrig igen.

-Forleden cyklede jeg og arvingen over Amager Fælled. Luften var stadig lidt morgendiset, skovsneglene efterlod slimede spor på grusstierne og vi sang Giraffen Gumle i en slags dårligt koordineret kanon. Lige pludselig gav det et lille bump, og jeg kiggede ned. Jeg var cyklet over et par hvide g-strengs-trusser med en pæn portion bremsespor i. Jeg undrer mig stadig over, hvorfor de lå der, og hvor mange coli-bakterier der nu er på mine cykelhjul.

-Jeg fik samme morgen en flue i øjet og en flue frontalt på drøblen. Sådan er det åbenbart, herude i den vilde natur.

-Jeg tror jeg er blevet en lille smule synsk. Forleden var jeg i Herlev, hvor jeg vidste, at en kollega havde købt hus. Jeg anede ikke hvor (og Herlev er altså temmelig stor), og da jeg tænkte på det kiggede jeg ned til venstre, og min kollegas navn stod på postkassen! Idag kunne jeg også mærke, at et møde ville blive aflyst, inden det blev det. Overvejer lidt at starte en slags brevkasse-service, hvor folk kan skrive ind og så kan jeg hjælpe dem ved at bruge mine synske evner. Jeg skal selvfølgelig også have en slags kunstnernavn, og jeg forestiller mig Mediet Miiirandah. Skrevet med lilla skråskrift, selvfølgelig.

-Jeg har spist æggesalat til frokost h.v.e.r. dag i denne uge.

-Jeg har købt en øko-deo i Irma uden alt muligt stads i. Såøhm, jeg har de sidste dage lugtet af en blanding af æggesalat og sved.

-På mit arbejde var der i dag en skade, der kom så slemt til skade (badum-tisj) at Dyreambulancen blev tilkaldt. De kom hurtigt og skød kræet (!!!), men inden da havde dens skade-brødre spist dens øjne. Så makabert.

-Lillen blev hentet af sin mormor i dag, og de havde haft en meget, meget spændende tur hjem fra vuggestue. De skulle skifte bus på Mozarts Plads i Sydhavnen, og Lillen var drønhamrende fascineret af alle dem, der drak øl, deres store hunde og politet, der kom og skulle se alle øldrikkernes sygesikringsbeviser. Hun sad i et legehus på pladsen, spiste en is og havde øjne så store som tekopper. Det kan jeg helt ærligt godt forstå, for der er hverken øller, betjente eller kamphunde i Gurli Gris.

-Jeg har købt et årskort til Zoo, og har i den forbindelse fået taget et billede til forsiden af kortet. Og lad mig sige det sådan her: Jeg ligner én, politiet ville spørge om sygesikringsbevis på Mozarts Plads.  Jeg håber at jeg trods alt bliver lukket ind i Zoo.

-I morgen skal Lillen og jeg på mor-datter-frisør-tur. Jeg har brugt cirka 10 timer på at google mig frem til en frisør, der ikke tager en månedsløn og en nyre for en omgang børneklip. Det er lykkedes, så nu er jeg spændt på, om Lillen er med på at blive klippet. Det bliver noget med Ipad, rosiner og den store tålmodigheds-hat, tror jeg. Jeg skal bare have klippet spidser, men hvis jeg turde, ville jeg få  samme frisure som Trine Dyrholm havde i Arvingerne.

-Mine hænder er nu blevet udstillet på Saxogade. Hvis andre vil booke dem til et shoot kan jeg kontaktes på sofieude.dk@gmail.com 😉