Cirkus Spædbarn 2.0

Da vi fik Lillen, var det overvældende. Ansvaret. Kærligheden. Hverdagens omvæltning. At finde benene i vores nye roller som nogens mor og far. Det hele.

Anden gang rundt i manegen i Cirkus Spædbarn er for mig noget markant andet end det var første gang: Vi er ikke blevet forældre, for det var vi i forvejen. Vi bærer allerede det store ansvar at skabe et glad og sundt barn. Vi har prøvet at være løbet over ende af kærlighed til et lille buttet, knirkende væsen. Vores hverdag er allerede tilrettelagt efter et relativt lille barns behov. Vi har ikke fået nye roller, for vi var mor og far allerede inden Lillesøster kom ud i virkeligheden. Det har været fantastisk, kæmpestort og utroligt at få et nyt familiemedlem, men det er ikke været overvældende – tværtimod.

Det er i stedet trygt og genkendeligt, og indtil videre dejligt nemt. Lillesøster gør det nemt, for hun er lige nu fantastisk mild og i virkelig god trivsel, så bekymringerne kan ligge på et ret lille sted – de handler mest om, hvad barnet skal have på, og jeg har efterhånden erfaret at det vist aldrig rigtig stopper (altså vi snakker ikke en krise over mærker eller om tingene passer sammen, men om temperaturer og den slags ikke? Så fashion er lillesøster trods alt ikke. Især ikke når det er hendes far der har fundet tøj frem 😜). Lillen er en meget, meget kærlig storesøster. Hendes mor og far får selvfølgelig noget skældud, men Lillesøster får kun kys og søde ord.

Det er en fed følelse, sådan at have en grundlæggende ro og overskud. Altså jeg har et bjerg af vasketøj, yoghurt på blusen og mit køkkengulv ligner et Pollock-værk af havregryn, saftevands-sjatter og hårspænder, men på den mentale front er der ro og overskud.

Kroppen er derimod ikke helt så overskudsagtig. Igår var jeg ved at sætte mig ned i supermarkedet og afvente en form for hjemtransport, for skroget nægtede at foretage sig mere dén dag. Det havde allerede været på legeplads og siddet ufatteligt mange timer i skrædderstilling med mælkebaren åben. Det eneste, der fik mig stavret hjem, var tanken om det kagebord, mine svigerforældre havde importeret fra de jyske breddegrader, og som ventede hjemme i lejligheden. Jeg bilder mig ind, at jeg godt kan mærke at jeg er blevet tre år ældre siden sidst. Især min lænd knager og brager, selvom den snart har haft en uge til at falde på plads. Er det en fysioterapeut der skal kigge på den slags? En kiroprakter? Eller noget helt andet?

Tak for alle hilsener og kommentarer til sidste blogindlæg, det gjorde mig så glad! Og tak fordi du læser med ❤️