Uncategorized

De her dage

De her dage, ikke? De gør mig rundtossede.

Jeg står på hovedet for at holde Lillesøster glad. Derhjemme. I klapvognen. I bussen. I Rema1000. Jeg bygger duplo og laver bananpandekager. Men lige meget hvad har jeg en savlende, pjevset og vrøvlet pige på armen, fordi hun er ved at få to hjørnetænder på størrelse med Fisketorvet. Stakkel.

Jeg har også været en rigtig gnavpot de sidste dage (jeg præsterede endda at råbe ”FOR HELVEDE”, da jeg igår havde to skrigende og overtrætte børn, en væltet cykel og indkøbsvarer på jorden… og så foran vuggestuen #momoftheyear). Og jeg har de to sidste nætter sovet 10 timer ad gangen, hvilket sammenholdt med surmuleriet på en eller anden måde gav mening, da jeg vågnede i nat med den velkendte murren i underlivet. Til gengæld fortjener min mand Nobels Fredspris, for han har hentet chips, sodavand, bland-selv slik og chokolade ad libitum til undertegnede. Jeg svælger mig således i selvmedlidenhed og M&M’s i skrivende stund. Og det hjælper.

Som kontrast til det hele har jeg været på arbejdsweekend og på en slags konsulentjob, og det var selvfølgelig rart at have pænt tøj på og den slags – men det var især rart at cykle hjem ned følelsen af at være én der (også) trives med at være sådan én, der går på arbejde. Det havde jeg ærlig talt glemt lidt at jeg gør, midt i alle de små frysebokse med lasagne, godnatsange og wrestlingkampe over flyverdragten. Og på en eller anden måde lagde det en dæmper på den panik, jeg har gået og tumlet med på det seneste over det faktum, at min orlov er ved at være slut. Forleden stod jeg sågar ved sandkassen og foreslog min mand, om ikke bare vi skulle leje vores lejlighed ud og flytte ud på en ø og hjemmepasse og have køkkenhave og høns og sådan? Men så alligevel. I dag gik jeg en lang tur mens Lillesøster sov middagslur i klapvognen. Med Amalie Langballes ”Forsvindingsnumre” i ørerne gik jeg via fælleden til Islands Brygge, og fulgte vandet til Christianshavn. Solen skinnede, rød-orange blade pyntede husmure og fortove, og jeg tænkte, at jeg overhovedet ikke kunne forestille mig at bo nogen som helst andre steder.

I morgen er det Halloween, og jeg har på bestilling af den 4-årige købt hekse-udklædning (OM jeg forstår, hvordan min mor havde tid til altid at lave vores udklædninger selv, da jeg var barn). Men så var det den forkerte hekse-hat, så jeg byttede den til en lilla med kunstigt hår (!). Og nu vil damen hellere være prinsesse. Så jeg og Elsa fra Frost skal ud og stemme dørklokker i morgen sammen med resten af kvarterets børn og deres voksne.

Jeg er også startet til rytmik med Lillesøster. Jeg har pakket vintertøjet frem. Forleden havde vi tre børnehaveveninder og deres forældre til “Krea & Kaffe”. Jeg har ledt efter instant-kaffen og fundet den i køleskabslågen, fordi mit hovede nogle gange er et helt andet sted end resten. Jeg kan ikke forstå at min 4-årige lige pludselig selv kan smøre sig en makrel-mad og kalder mig for lorte-fuck-mor, når jeg nedlægger veto. På fredag skal min lillesøster giftes, og jeg glæder mig – men på en eller anden måde er det overvældende voksent, at have en lillesøster, der skal giftes. Og her trænger så meget til at blive gjort rent, at jeg snart ringer efter en voksen.

De her dage, ikke? De gør mig rundtossede.

1 thought on “De her dage”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *