Uncategorized

Demo, medisterlæber og forårsvejr: Weekend

Det var simpelthen sådan en god demonstration i går. Vi var på Thorvaldsens Plads, sammen med mange tusinde andre – så mange, at vejene omkring pladsen blev spærret. Der var tryl og rytmik, hoppeborg og ammetelt. Og så var der nogle virkelig gode talere, der fik mine øjne til at blive blanke ad flere omgange. Der var demonstrationer i næsten 60 byer rundt om i landet, og jeg har hørt en lille fugl synge om 70.000 demonstranter på landsplan. Så godt gået, altså. Lad os håbe at det rykker noget!

Bortset fra demonstrationen i går har jeg brugt weekenden på diverse legepladser i forårsvejret – åh hvor skønt med sol! Jeg har fået sæsonens første rigtige is (ferrero rocher og blodappelsin – vinderblandingen), og spist hottere med de nye plantepølser fra Naturli’… Jeg spiste 3 i rap, med masser af dyppelse og ristede løg, og på en eller anden måde begynder jeg at forstå, hvorfor mine gamle bukser stadig strammer haha!

Jeg har også været i Magasin med Lillen for at købe en læbestift til den unge dame, fordi hun hele tiden vil låne mine, og vi endte med en skøn medisterpølsefarvet én af slagsen med perlemor #partylikeits1982. Hun fik også et par sneakers og sit helt eget perlehårspænde (de der blogger-perle-spænder ikke? Dem har de fået i Bilka, og de koster næsten ingenting!). Det er altså hyggeligt med sådan en 3-årig størrelse, der bare gerne vil ligne sin mor. Om nogle år er jeg sikkert det mest kiksede i hele verden, så jeg nyder det så længe det varer.

Vores weekender svinger ofte mellem at føles som en slags Robinson Ekspedition for småbørnsfamilier og være virkelig rare. Denne har mest af alt været rar. Om lidt skal jeg i gang med at bage kridhvide boller med æblemos. Jeg tror også at jeg skal pakke mine kjoler frem fra vinterhiet, og have lagt vinterjakkerne væk. Nu er det jo tid til solbriller, læderjakke og strømpebukser der er så tynde, at hårerne på benene stritter igennem. Forår, mand. Endelig! 🌱💚

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *