Den dag jeg fik svedige håndflader og et nyt liv

I dag, den 11. december, er det helt præcist et år siden jeg fandt ud af, at jeg var med rogn.

Det var en torsdag morgen, og jeg havde netop været i Netto for at købe mælk og en graviditetstest. Ikke fordi jeg troede jeg var gravid, men fordi jeg havde sindssygt ondt i brysterne. Jeg havde helt styr på dét med cyklus. Troede jeg. Testen viste to streger. Jeg tog én til. Den viste også to streger.

Jeg blev helt vildt glad, nervøs, forvirret og lidt mere glad. Ét spørgsmål fyldte hele hovedet: Hvad nu? Jeg gik rundt om mig selv hele formiddagen, og flyttede rundt på den samme kaffekop. Jeg kunne ikke tænke på andet end den lille, levende bønne, der lå og hyggede sig i min livmoder – og alligevel kunne jeg overhovedet ikke tænke klart. Jeg købte Politikens graviditets-bog, fordi jeg tænkte, at jeg allerede var bagud med viden, vitaminer og alt det andet. Det var jo ikke rigtig planlagt.

Dagen sneglede sig afsted mens jeg ventede på, at Søren kom hjem fra arbejde. Det var mærkeligt at gå rundt helt alene og vide, at jeg var gravid – men man kan jo heller ikke sende en sms á la “Hej skatter, du skal være far! Husk at købe hakkede tomater og toiletpapir”, vel? Endelig blev det aften, og han kom hjem. Jeg havde pakket en test ind som en lille gave og lagt ved siden af hans tallerken. Jeg havde det cirka sådan her, mens han pakkede op:

Han blev heldigvis helt vildt glad. Han begyndte at grine, og krammede det gravide nervevrag. ”Skal vi gøre det?” spurgte jeg med bævrende stemme, og manden svarede uden betænkningstid: ”JA DA!”. Og sådan startede vores liv som mor og far. Jeg var 5 uger henne, lettere oppustet, træt og lykkelig.