Skip to content

Dengang jeg vidste, hvad for en mor jeg ville være. Det var dengang, jeg ikke havde født endnu.

Min mand har fået en surdej. Den lever lidt sit eget liv, og lugter også lidt skummelt. Men jeg er glad, for det betyder hjemmelavede kulhydrater til mig! Igår bagte han et brød, fordi jeg fik to veninder til brunch. Én af dem er gravid, og vi snakkede lidt om den første tid med et spædbarn. Om barsel, ting man bliver nødt til at anskaffe sig og om navne. Og så var det, at jeg kom til at tænke på dengang, Lillen lå inde bag mit udspilede maveskind – det var nemlig dengang hvor jeg havde helt styr på, hvad for en slags mor, jeg skulle være.

Jeg skulle være sådan en, der rejste rundt i hele verden med mit lille barn i vikle. Og vi skulle være helt zen og alt-er-love-agtige. Men så var det at vi var en tur i Frankrig og brugte et døgn på hospitalet der, og nu tør jeg knap nok rejse udenfor kommunegrænsen. For KAN man få bleer andre steder? Kan deres læger snakke engelsk? Og kan man stole på indholdsfortegnelserne på maden (og kan man overhovedet læse dem? Eller er nogle helt krøllede bogstaver?). Slår hun ikke alle tænderne ud hvis hun skvatter på et marmor-gulv? Og tænk hvis nogen skulle få salmonella eller noget med hepatitis? Uff nej, altså.

Jeg skulle også være sådan en mor, der stadig havde tid til at se andre mennesker, og Lillen skulle lære at sove andre steder end derhjemme, så vi var sådan nogle fri og spontane typer. Klip til to år senere, hvor vi tager hjem SENEST klokken 19, og hvor vi godt kan lave en aftale med nogen, men først om 3-4 måneder. Og hvis maden bliver serveret senere end 17.30, så kommer vi altså ikke.

Jeg tænkte, at jeg ville være sådan en mor, der iklædte mit barn alt godt fra Mødrehjælpens genbrugsbutikker – fordi det er miljøvenligt, kemikalierne er vasket ud og ens børn bliver jo ikke mere eller mindre søde alt efter påklædningen vel? Men. På en eller anden måde er Lillens garderobe efterhånden noget mere lækker end min, og jeg har sjovt nok aldrig nogle penge, fordi de ligger nede i Magasins børneafdeling.

Og så ville jeg være sådan en mor, der ikke brugte tv’et og ipaden som underholdning for arvingen, for istedet skulle hun lære at finde på ting selv eller have kvalitetstid med sine forældre. Hahaha. Jeg har set ALLE afsnit af Sofus, Sprinter Galore, Gurli Gris, Søpapegøjernes ø og Kasper og Sofie. Og jeg ville ikke engang gøre det om, hvis jeg kunne.

Jeg ville også være sådan én, der lærte mit barn at spise alle mulige spændende ting. Men så fik hun øjnene op for Nutella og ketchup – og på en eller anden måde fungerer de to som en direkte adgangsbillet til den lille strutmave. Mere ketchup til din kartoffelmos? Ja, værsgo du!

… og sådan var – og er – der så meget.  Men det er på en eller anden måde alligevel præcis, som det skal være. Man bliver jo (heldigvis) klogere. Og så længe arvingen er glad, så er mor her det også – også selvom hun ikke spiser quinoa-deller eller har dyppet sine størrelse 25 i Stillehavet 💕

2 Comments

  1. Og jeg ville være sådan en mor, der aaaaaldrig blev sur, og havde oceaner af overskud. And guess what. Jeg er genopstået som den værst tænkelige udgave af mig selv. Synes jeg. Nogle gange……

  2. Signe Signe

    Ahahahahahaha det er spot on! Vi er også sådan nogle emsige nogen med mad 17.30 og hjem kl 19 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *