Dengang mor var ung, kostede et maltbolsje 2 øre og der var altid sol om sommeren

Lillen har fået sit første udklædningstøj: En ballet-kjole med strutskørt og en superheltekappe. Da jeg hev det op af H&M-posen blev hun så begejstret, at hun næsten holdt op med at trække vejret. Selvom hun sandssynligvis er dén ballerina med det højeste BMI, jeg nogensinde er stødt på, og selvom kappen er så syntetisk, at den næsten selvantænder, er jeg vild med det.

Lillen har meget forskelligt legetøj. Dukker, biler, bamser.  Duplo, legekøkken og gåvogn. Hun har ikke pige- eller drenge-legetøj, hun har bare legetøj. Jeg var rigtig glad for Barbie dengang jeg var lille. Men der var to, jeg ikke gad lege så meget med: Den ene var gravide Barbie (fordi hendes mave var ret mærkelig i forhold til de andres) og så Malibu Barbie (fordi han havde en noget mørkere tient end de andre blegfiser i Barbiehuset).

Det der med at forstå, hvad der er ’rigtigt’ og ’normalt’ bliver dannet smadder tidligt. Og dér synes jeg altså, at vi har en vigtig opgave som forældre.

Jeg tænker en del over, hvordan det er at vokse op nu i forhold til dengang, jeg var barn og ung. Dengang var der altså ikke noget, der hed sociale medier – og dermed ikke en overflod af retoucherede idealer, og ikke samme måde at fremstille de bedste sider af os selv på hele tiden.  Der var ikke nogle likes at hente på skabede bikini-billeder eller Fitness World-selfies. I gymnasiet var der vist én, der var svømmer og nogle, der spillede fodbold, men resten af os trænede vist ikke rigtig noget andet end ølmuskelen. Efter skole spiste jeg slik og så Beverly Hills, og havde på ingen måde mindreværdskomplekser eller dårlig samvittighed over dét.

På en måde tror jeg, at det var lidt lettere dengang. Man behøvede ikke at se ud og præstere hele tiden. Adidas-tracksuitet med 4 striber var selvfølgelig ikke helt så cool som dét ægte med 3 striber, og der var dém, der var seje nok til at ryge bag gymnastiksalen og der var dem (os) der ikke var. Men det var på en måde dejligt håndgribeligt; hvis nogen synes, man var lidt nederen at se på, var der måske nogle der snakkede, men der var ikke kontant afregning i form af et larmende fravær af likes.

Jaja, dengang jeg var ung kostede et maltbolsje 2 øre (næsten) og der var altid sol om sommeren. Det hjælper jo ikke noget at synes, at det er synd eller at vi skal trække udviklingen tilbage. Det handler om, at ruste de der små størrelser til at kunne forbruge og forholde sig fornuftigt til det, de ser.

Jeg vil tage Lillen med i svømmehallen så hun kan se, at de fleste kroppe ikke ligner dem på Instagram – hængeballer og store ar er helt fine. Jeg vil lære hende ikke at have dårlig samvittighed over at spise hindbærsnitter og pizza. Jeg vil lære hende, at man må lege med lige præcis dét legetøj, man synes er sjovt, uanset om det er biler eller perleplader. Jeg vil lære hende at gå i dét tøj, hun selv synes er bomben – uanset om maven ligner en spærreballon i en stram balletdragt. Og så vil jeg lære hende, at et menneskes værd ikke ligger i hvordan vi ser ud, eller hvad for nogle ting vi omgiver os med.  Forhåbentlig vil hun blive sådan én, der kan give verden (og sig selv) en kæmpe krammer, og som gider lege med de dukker – eller endnu bedre: De børn – der ikke ligner hende selv.

ballerina