Dengang var jeg uafhængig, ubekymret og mine konsekvensberegninger brillerede ved sit fravær. Nu er jeg alt det modsatte.

Jeg er SÅ træt idag. Jeg har sovet 8 timer, men var alligevel nødt til at tage en time på skjoldet i morges, da jeg havde sendt Lillen og hendes far af sted. Jeg har drukket kaffe, gået vraltet en tur, og så har jeg en omgang bananmuffins i ovnen. Hvis ikke et kombineret koffein/sukker-chok kan hjælpe på denne her zombie-agtige tilstand, så ved jeg snart ikke hvad. Og jeg bliver nødt til at vågne, for jeg skal en tur i Fields med Lillen, når jeg har hentet hende. Aftenen og morgenen var noget værre rod, fordi den unge dame ikke kunne finde hendes plastic-ring med en lille panda på, så jeg har lovet, at vi kan købe en ny.

Da jeg stod og hakkede chokolade til muffins, skruede jeg om på P7, og lyden af Lizzies ”Ramt i Natten” fyldte køkkenet. Det var et kæmpe hit i 2008, og teksten er altså… eh… noget helt særligt: Uh mit hjerte banker smerter kun for dig / Hvem var din ven der / bagved dig han kiggede mærkeligt / trak sit våben lod mig få den / det gik så stærkt jeg aldrig så den…  Kan I huske den?

Med ét var jeg tilbage på Rhodos. 10 år yngre, nogenlunde samme kampvægt som jeg har lige nu (jeg blev ikke ligefrem tynd af at rejse rundt i Peru, kan man sige) og med en hudfarve, der vist bedst beskrives som changerende et sted mellem lædersofa og Nutella. Jeg var af sted med to veninder, og vi hørte ”Ramt i Natten” hele tiden. Ferien gik mest ud på at 1) blive brun, 2) drikke sig fuld og 3) blive endnu mere brun. C’est la vie anno 20 år gammel.

Det fik mig til at tænke på, at det føles som om, at det er meget, meget længe siden. Dengang var jeg uafhængig, ubekymret og mine konsekvensberegninger brillerede ved sit fravær. Nu er jeg alt det modsatte, og kommer derfor ikke til at rejse – og opføre mig – på den måde igen.

Jeg har altid tænkt, at man ikke bliver mere begrænset af sine børn, end man gør det til, og jeg har altså aldrig frygtet dét der med, at livet skulle ”gå i stå” når der kom børn på banen. Og det tænker jeg egentlig stadig. Hvad jeg faktisk har lyst til, har derimod ændret sig 360 grader. Jeg kunne godt drikke mig mere i hegnet og svinge træbenet noget mere (ikke lige nu, vel), men jeg har ikke lyst. Jeg vil hellere sove og være frisk til at være sammen med mit barn. Jeg kunne godt rejse nogle mere eksotiske steder hen, men jeg har ikke lyst. Efter at have tilbragt et døgn på et fransk hospitals børneafdeling, er nogle Småland i Sverige mere end rigeligt eksotisk for mig. Også selvom jeg troede, at jeg ville blive typen, der rejste rundt i Asien med mit barn i en vikle. Jeg kunne godt en masse ting, men jeg har ikke lyst til særlig meget andet end at være tæt på mit afkom og på den trygge, velkendte hverdag.

Pointen er, at det ikke er Lillen, der på den måde definerer hvad jeg (ikke) vil og kan – det er mig selv. Og helt ærligt, så føles det helt okay at sidde med computeren her i sengen (selvom jeg har spildt muffin overalt – godt det ikke er min side af sengen, haha!), i stedet for at ligge på en strand i det græske øhav og svede i en solid bagkoger. Jeg har jo selv valgt det.