Skip to content

Det Døde Bryst

I starten fungerede de begge to, brysterne. Fulde af mælk og i stand til at give babyen Amagers tykkeste ben.

For et par måneder siden begyndte Lillesøster at foretrække venstre bryst, og lave opkast-lyde, når hun blev tilbudt højre. I løbet af nogle uger blev det højre således tømt for mælk, mens venstre skulle producere for to. Derfor har jeg nu et sæt bryster, hvoraf det ene er at sammenligne med en kuglerund cantaloupe-melon, mens det andet mest af alt ligner et brugt brev med earl grey.

De æstetiske fordele skal man vist lede længe efter, og det ser helt skørt ud, hvis jeg har noget tilnærmelsesvist stramt tøj på. Til gengæld er det yderst praktisk med ét velfungerende bryst og et der – mælkemæssigt – er dødt.  Hvorfor? Jo, jeg har kunnet vænne Lillesøster af med at få mad om natten, ved at stikke hende Det Døde Bryst, hver gang hun vågnede og skulle falde til ro. OG I NAT SOV HUN IGENNEM fra 22 til 04 uden mælk! Hurra og trut-trut (på trods af, at hun spiste så meget klokken 04, at hun gylpede i en sådan grad, at sengetøjet måtte skiftes).

Jeg begynder at kunne se lyset for enden af den tågede, seje tunnel af træthed. Jeg har det stadig som om jeg er blevet kørt igennem en farshakker, men jeg er også omtrent 650 timer i søvnunderskud (… og ja, jeg har regnet på det). Men det skal nok gå. Måske jeg endda kan begynde at huske bedre igen, at mine nye rynker under øjnene tager sig en slapper og at den lille, konstante hovedpine forsvinder.

Tak, Døde Bryst. Og skål i lunken fredags-kaffe.

2 Comments

  1. Christina Christina

    Jeg ammer nu mit andet barn på et bryst, da højre bryst åbenbart ikke holder mere end et par måneder her. Jeg ser helt tosset ud uden tøj på, og min venstre brystvorte er helt hudløs om morgenen da Luna på nu 9 mdr spiser/ bruger mig som sut natten lang. Men i nat skal jeg da prøve dit trick af, tænk sig hvis jeg kunne være lige så heldig og få en baby der rent faktisk sov🙏🏻
    Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før? – måske fordi jeg ikke har sovet mere end 2 timer sammenhængene i 9 mdr nu🤔

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Jeg krydser fingre for at det virker hos dig! Sov godt og tak for kommentaren 😘

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *