Skip to content

Det er blevet til noget andet, mit barndoms kvarter. Og måske er det ikke længere mit.

Det er eftermiddag. Vinden er efterårsagtig kølig, og indimellem bryder solen igennem de spredte skyer på himlen. Her er lyden af skrattende fugle, havearbejde og indimellem kører en bil forbi. Jeg går rundt på gaderne i mit barndoms kvarter, mens lillesøster sover i barnevognen. Mit hår er nyklippet, for frisøren her koster det halve af, hvad det koster inde i byen og jeg har en foldet stofble i bh’en, fordi jeg har glemt ammeindlæg derhjemme. Jeg skal sove hos mine forældre i nat, sammen med mine piger. Deres far har en velfortjent aften ude, og skal have lov til at sove længe i morgen.

Det føles velkendt og hjemligt at gå her. Jeg har lige passeret min gamle skole. Den er et skoleeksempel på offentligt byggeri i 60’erne, men har fået en tiltrængt make-over og et nyt navn. Jeg har været forbi græsarealet, hvor vi spillede rundbold i gymnastiktimerne.  Jeg er gået forbi det lokale pizzeria der laver ufatteligt dårlige pizzaer, men som alligevel har ligget der i femten-tyve år (…. altså HVEM køber pizza med kebab og bearnaisesauce?). Jeg kender vejene, smutvejene og de hemmelige steder som min egen bukselomme.

Men det føles også fremmed at gå her. Som om jeg er turist, for jeg kan ikke genkende alt det, der ikke er mursten, græs eller asfalt. Der står Christiania-cykler og dyre biler i garagerne. Her er nyrenoverede huse med mennesker, jeg ikke kender og aldrig kommer til at kende. Børnene har tøj på fra Mini Rodini og Marmar, og jeg tror ikke det er de børn, der aldrig har noget penalhus med i skole, eller som altid har lus. Jeg tror heller ikke det er dem, der har vodka med i skoletasken i 8. klasse, eller dem, der kunne finde på at stikke en lærer med en saks i et raserianfald. Her er ingen mistænkeligt nedrullede gardiner bag visne planter, og ingen er  iført Adidas-bukser med fire striber. I huset, hvor der boede en enspænder vi kaldte Pelikanmanden, står der nu en barnevogn i indkørslen og et legehus i haven. Og dér, hvor græsset i haven altid var knæhøjt fordi beboerne drak øl istedet for at slå græs, og hvor hjemmet altid var ryddet efter utallige indbrud, bor nu en familie med store børn, nyklippet plæne og lyskæder til pynt.

Det er blevet til noget andet, mit barndoms kvarter. Og måske er det ikke længere mit.

Jeg har altid svoret, at jeg ikke skulle tilbage til forstæderne, ej heller til Vestegnen. Men nu, 10 år efter jeg flyttede derfra, skræmmer tanken mig ikke. Her er sgu rart. Og det var det også da jeg var barn, men på en anden måde. Nu er det en anden slags mennesker der flytter herud, til huse, der ikke længere koster småpenge. Måske er det sådan at blive voksn(ish)? At slutte fred men ens udgangspunkt, at turde ændre sit standpunkt? At finde noget rart i det kendte og trygge, og værdsætte det, der engang føltes kvælende kedeligt?

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *