Skip to content

Det er en fase. Det er det jo altid.

Alt er en fase med små børn. Indimellem er det noget, man bliver nødt til at messe for sig selv, mens man forsøger at grave bare en lille smule overskud frem.

Her har vi haft mange dage, hvor lillesøster primært powernappede sig gennem dagene, og var cranky når ikke hun sov. Nætterne var noget værre rod med en masse opvågninger og amninger – forleden talte jeg fem (!!!) amninger fra 22.00 til 00.30. Behøver jeg sige, at moren også var noget rod? Træt, irritabel, glemsom og med lyst til slik og kaffe ad libitum. 

Der var så mange blogindlæg jeg gerne ville have skrevet, så mange ting jeg gerne ville have husket og så mange ting jeg gerne ville have gjort. Men det skete ikke, fordi jeg sad fast i sofaen med fedtet hår og poser under øjnene. Den Menneskelige Karklud. 

Alt er en fase med små børn. Og nogle gange håber man, at fasen varer ved.

For nu er det lige pludselig vendt. Og så på en helt almindelig tirsdag! Lillesøster sover igen fint, også om dagen. Hun er glad og tålmodig, med mindre man slæber hende med på Joe and the Juice, for det gider hun ikke – og det forstår jeg godt. Altså, jeg gider egentlig heller ikke sådan en gang ungdomsdiskotek ved højlys dag, men på en eller anden fjollet måde hjælper det lidt på samvittigheden at drikke noget spinat og sådan, når jeg for tiden mest spiser hvide og brune ting.

Lillesøster gnasker på de fedtede fingre, hun er glad, nysgerrig og nuttet. Præcis som jeg kender den unge dame. Og så har hun lært at babygrine, og det er måske den bedste lyd i hele verden. 

Nu har jeg bare almindelige småbørns-mor-poser under øjnene og jeg føler mig  ikke længere som en karklud – idag fik jeg endda taget makeup på. Godt nok ved hjælp af sidespejlet på en parkeret bil, så det ligner en 3-årigs mesterværk, men det var der.

Nu er det aften, kiddos sover og der kommer snart Gift ved Første Blik. Alt er godt. I hvert fald for nu.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *