Det er svært at tænke kritisk, når man har hovedet langt inde i vaskemaskinen: Tanker om det moderne moderskab

Det er svært at tænke kritisk, når man har hovedet langt inde i vaskemaskinen: Tanker om det moderne moderskab

Indimellem sidder jeg på Boligsiden og kigger på huse på landet. Jeg forestiller mig et liv med udsigt til marker eller vand, hvor de voksne ikke behøver arbejde ret meget eller måske slet ikke, hvor vi er herre-meget sammen og hvor bollerne altid er hjemmebagte. Jeg forestiller mig, at ingen er sure eller stressede, at håret er casually uglet og vi henter nylagte æg om morgenen hos hønsene i baghaven. Men realiteten er, at jeg aldrig nogensinde har boet rigtigt udenfor storbyen, jeg kender ingen udenfor kommunegrænsen og jeg kan hverken køre bil eller finde ud af at lave ingenting. Jeg ved altså ikke, hvor bæredygtig forestillingen egentlig ville være, hvis den blev realiseret.

Jeg ved dog godt, hvor forestillingen kommer fra. Den kommer fra debatterne om dårlige normeringer i daginstitutionerne. Den kommer fra blogs fra mødre, der hjemmeskoler og –passer. Den kommer fra artikler, hvis perspektiv er, at børnene slet ikke har godt af, at være væk fra deres forældre. Den kommer fra en moderne tendens, en slags moderskabsdyrkelse, hvor det “rigtige”moderskab er et intenst, børne-orienteret moderskab. Et moderskab, hvor (det vi tænker er) børnenes behov og ønsker kommer før alt andet.

Den amerikanske feminist Erica Jong beskrev for nogle år siden tendensen som motherphilia (læs det her), og kaldte den et fængsel for moderne kvinder: Et fængsel, hvor vi samsover, vikler og langtidsammer for at leve op til det moderne moderskabs forventninger og idealer. Hun beskriver, hvordan der hersker en idé om, at vi kan skabe perfekte børn ved at byde dem perfekte opvækstbetingelser – og dermed er barren sat højt, og det er primært Mor, der står på tæer i forsøget på at nå barren, for ifølge Jong er barnet stadig primært kvindens ansvar. Selvom der er forskel på amerikanske og skandinaviske forældreskaber, er jeg tilbøjelig til at give hende ret. Vi har fx stadig ikke begreber som spelt-far eller karriere-far. Far er bare far, og ingen sætter spørgsmålstegn ved fars 50-timers arbejdsuge, korte barsel eller mange rejser med jobbet. Selvom det lyder voldsomt at kalde det moderne moderskab for et fængsel, er det i dén sammenhæng, det skal forstås: Det moderne forældreskab giver ikke kvinden de samme muligheder som manden, heller ikke i en større, samfundsmæssig sammenhæng, for man har ikke tid til at redde regnskoven eller problematisere den stigende globale ulighed, når man har hovedet langt inde i vaskemaskinen fyldt med stofbleer. Og helt ærligt, det er altså tankevækkende, at vi her 40 år efter rødstrømpernes kamp for rettigheder og ligestilling, fortsat bruger så mange kræfter på at diskutere mor-rollen og misbilligende hæve øjenbrynet, når Mor ikke gør moderskab på den “rigtige” måde. Ikke?

Det er motherphilia-tendensens stemme, der indimellem hvisker mig i øret, at jeg godt kunne gøre det bedre: At jeg godt kunne være mere for mine børn – mere nærværende, mere økologisk, mere zen. Det er også dén stemme, der får mig til at kigge på landejendomme nær Præstø og Holbæk, og hvis nogen havde fortalt mig for fem år siden, at jeg en dag ville overveje netop dét, ville jeg have grinet stort, fordi jeg aldrig nogensinde har ønsket mig frisk luft, udsigt til marker eller køkken-alrum med plankegulve, der er slidt på den helt rigtige måde. Hvis jeg derimod lukker øjnene og prøver at lukke stemmen ude, kan jeg godt se, at hverdagen faktisk fungerer fint herhjemme, selvom de voksne indimellem er sure, går på arbejde  og ringer efter pizza til aftensmad. Hamsterhjulet ikke kører hurtigere, end at vi nogenlunde kan følge med, og børnene har det godt. Vi har det godt.

Jeg siger ikke, at normeringerne i daginstitutionerne er on point – jeg synes man skulle skrue kraftigt op for både pædagoger og lønninger. Jeg siger ikke, at hele barselområdet ikke trænger til en gevaldig overhaling. Jeg siger ikke, at jeg synes, at familiepolitikken er ambitiøs nok. Jeg siger ikke, at hverken hjemmepasning, karriere eller noget derimellem er det rigtige at gøre. Hvad jeg derimod gerne vil sige er, at vi skal være bevidst om, hvor dét, vi vælger og ønsker, og dét, vil tillægger værdi, kommer fra. Der findes lige så mange forskellige måder at være mor på, som der findes mødre. Og fraset omsorgssvigt, fejludvikling og dén slags, er der ikke én form for moderskab, der er mere rigtige end andre. Ideén om den gode mor er afhængig af tid, kultur, klasse og geografi. Dermed er dét, der er rigtigt for mig, ikke rigtigt for dig, og dét, der føltes rigtigt i går er ikke nødvendigvis rigtigt i morgen.

Det skal nok gå det hele. Ikke mindst, hvis vi husker søstersolidariteten imens.

Billede: Line Jensen (@linejensen_illu)



10 thoughts on “Det er svært at tænke kritisk, når man har hovedet langt inde i vaskemaskinen: Tanker om det moderne moderskab”

  • Hej Sofie;

    Bare et stort tak; det er så fint, du sammen med bl.a. IdaBida og Karoline fra Icarriedawatermelon skaber en modvægt til det moderskabsmonopol, man kan rende ind i (og have kørende i hovedet) som mor til en på 11 måneder.

    • Hej Mette! Selv tak! Og ja, man kan hurtigt føle, at man burde gøre det bedre, selvom det, man allerede gør, er mere end godt nok. Dejligt at du kunne bruge det til noget!

  • Det er så præcist og så sandt formuleret!
    Jeg er næsten lige begyndt på arbejde igen efter 14 måneder på barsel med bebs nr 2, og jeg har også fået læst for mange hjemmepasserblogs og – artikler. Det var bare som at slå sig selv oven i hovedet med den dårlige samvittighed hver gang.
    Og så unødvendigt at jeg fik det sådan, for mine unger trives fantastisk i det liv vi har, og det gør de voksne også.
    Så det er så dejligt at I er flere kloge bloggerdamer, som skriver noget modvægt med så hos tyngde! Tak.

  • Hvor er det dejligt at læse et blogindlæg som dit! Jeg er så rørende enig.

    Jeg har gået og tænkt på (og varmet mig ved) et citat, jeg læste en dag, i noget tid nu: “I have met supermom… and she was tired.”

  • Det er så spændende at følge med i de her moderskabsdebatter, fordi de indkapsler så mange af de tendenser, der generelt slår tonerne an i tiden. Jeg er slet ikke i tvivl om, at motherphilia er en ting, men det er også en ting, der er defineret af en kvinde, der bestemt ikke identificerer sig med den type moderskab. Selvfølgelig er det et fængsel for Erica Jong, så hun tager afstand – godt for Erica Jong. På samme måde er hamsterhjulet et begreb, der blomstrer blandt mødre, der tager afstand fra den måde at leve på, fordi de ikke kan se sig selv i det – godt for dem.

    Jeg tror, at godt forældreskab er reflekteret forældreskab – hvis man formår at indrette sit liv, så børn og voksne er grundlæggende glade og i trivsel, så er man sgu nok ok-godt kørende. Om det betyder et liv med hjemmebag på Midtsjælland eller jobs og institution, det må være op til den enkelte. Og selvfølgelig flirter vi lidt med boligsiden (eller jobnet, hvis man er i den hjemmegående lejr), for vi skal sgu da lige ud og stikke tåen i en anden sø, og se om vi i virkeligheden hellere ville svømme rundt derovre.

    Jeg synes ikke, det giver mening at tale om én fortælling om det moderne moderskab. Der er utallige og af en eller anden grund, virker det til, at vi bliver allermest optaget af at tage stilling til dem, der ligger længst fra vores eget ståsted. Det er vel en eller anden udgave af et os-dem-argument, der skal give os ro i maven omkring vores egne beslutninger. Men hvor ville jeg ønske, det ikke var sådan, for jeg synes, det spænder ben for en debat, der burde foregå på andre planer, end blandt mødre på instagram.

    Hvorfor skal vi overhovedet fortælle om og debatere vores forældreskab? Hvad får vi ud af at gøre det med folk, vi enten er helt på linje med, eller dem, der ligger i den anden skyttegrav? Det er jo ikke en diskussion, der nogensinde ender i konsensus; vi er helt forskellige mennekser med forskellige prioriteringer. Det egentlige spørgsmål må være, hvordan sikrer vi, at der er plads til os alle sammen? Skal man have støtte til institutionsplads, men ikke hjemmepasning? Skal vi have flere deltidsstillinger? Flere deltidsinstitutioner? Hvad med kombinerede kontorfællesskaber- og børnehaver, så man kan sidde et par meter fra sit barn og arbejde, og gå ind og spise frokost sammen? Hvordan sikrer vi pædagoger værdige arbejdsforhold og bedre lønninger? Skal sundshedsplejersken kun vejlede i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, eller må hun godt henvise til andre måder at være forældre på? For mig at se kører debatten i øjeblikket mellem individer, der føler sig under angreb af dem, der er uenige, hvor den egentlig burde hives op på et strukturelt plan, så vi kan indrette os på en måde, der sikrer flest mulige glade familier i trivsel.

    Vigtigst af alt er jeg helt sikker på, at ingen vælger forældrestil med henblik på at udskamme eller kritisere andre. Peace!

    • Tak for din fine og meget kloge kommentar, Line!

      Jeg er helt med på dit perspektiv på Erica Jong, og det er jo en halv-gammel diskussion indenfor feminismen: Skal omsorgsarbejde tilskrives værdi som arbejde udenfor hjemmet? Anerkendes i sig selv? Eller skal vi se på nogle andre parametre – lønarbejde og de “maskuline” værdier?

      Jeg håber også du læser ud af mit indlæg, at jeg synes, at der skal være plads til alle slags moderskaber. Ikke kun dem, der ligner mit eget. I forhold til relevansen af at diskutere forældreskabet, tænker jeg, at det er i tråd med dét du også skriver: Et godt forældreskab er et reflekteret forældreskab. Diskussion får vel os netop til at reflektere? Og er det ikke positivt, så længe der er rummelighed og tonen ikke er skinger? Jeg håber også du læser ud af teksten, at jeg netop synes man skal tage de strukturelle forhold i spil, når vi taler om moderskab/forældreskab. Jeg ved, at det er udbredt for mødre idag at have dårlig samvittighed og føle, at man kan gøre det bedre og mere rigtigt, end man gør – og det er dét, jeg gerne vil sætte fokus på: Der er noget strukturelt på spil, og nogle tendenser/strømninger, som er vildt svære at efterleve. Og som man ikke nødvendigvis skal forsøge at efterleve.

      Igen: Tak for din kommentar! Og tak fordi du læser med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *