Skip to content

Det hele startede med osten

Det hele startede med osten. Den milde, kedelige skive-ost jeg har spist de mange sidste år, kunne jeg pludselig ikke udstå smagen af.

Min mave blev oppustet på den struttende måde. En aften i starten af juli, da Søren og jeg stod i en bland-selv slikbutik på Amagerbrogade, drillede han mig med, at min mave spærrede gennemgang i butikken.

Morgenen efter bland-selv-situationen struttede min mave stadig. Jeg stod tidligt op, og mens morgenkaffen stod og bryggede, gik jeg ud og tog en graviditetstest. Der var ingenting, jeg vaskede mine hænder og betragtede min nyerhvervede vom i spejlet. Jeg kiggede på testen igen, og nu var der to streger. De blev tydeligere og tydeligere. Jeg var gravid. Gravid og glad. Taknemmelig.

Jeg købte tøj i størrelse 3 måneder i Magasin. Jeg pakkede mit tøj væk i kasser, og pakkede mit graviditetstøj ud. Jeg købte vitaminpiller til gravide og lånte børnebøger på biblioteket der handlede om at skulle være storesøster. Vi fortalte det til de nærmeste og begyndte at tale om navne. Jeg glædede mig. Vi glædede os. Til foråret skulle vi være en familie på 4.

Jeg var gravid.

Var, i datid. For efter 7 uger viste en scanning, at der ikke var noget hjerteblink. Det lille liv var forbi, før det var kommet i gang. I løbet af et døgn var livet – eller resterne af det – væk. Det sidste der var tilbage af noget, der på en måde aldrig fandtes, skulle væk ved hjælp af en lille pose piller fra hospitalet og en uvirkelig,  mærkelig ventetid.

Maven trak sig sammen igen, babytøjet lagde jeg et sted hvor jeg ikke blev konfronteret med det hele tiden og jeg lagde mindet om den lille spire, der aldrig fik lov til at vokse sig stor, i et kammer bagerst i hjertet. Og dér ligger det stadig.

Det er længe siden nu, og hvorfor deler jeg det her? Fordi da jeg stod midt i det, følte jeg mig som den eneste i hele verden, der gik igennem netop dét. Jeg tænkte, at jeg havde gjort noget galt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af følelserne; frustration og afmagt. Men sandheden er, at tidlige aborter er normale og hyppige – man skønner, at det er et sted mellem 20% og 50% af alle graviditeter, der ender sådan. Så jeg var ikke alene, tværtimod. Men det er ikke noget, der bliver talt højt om. Det skal vi ændre på, sammen.

12 Comments

  1. Maria B. Maria B.

    Kære Sofie,
    Du er bestemt ikke alene.
    Jeg aborterede spontant Aller første gang, jeg var gravid. Vi var knuste, for vi var jo glade og lykkelige, selvom vi kun lige havde fundet ud af det.
    Tak fordi du deler. Jeg følte mig også utrolig alene dengang <3

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Kære Maria, tak for din kommentar og fordi du (også) “taler” højt om det – jeg håber, at det kan hjælpe nogle til ikke at skulle kæmpe med følelsen af at være alene oveni sorgen over at have mistet det lille bitte foster.

  2. Trine Trine

    Tak, Sofie.

    Jeg oplevede præcis det samme i sommers. Gravid, glad og taknemmelig. I 7. uge begyndte jeg at bløde. En lille smule ad gangen hver dag hen over en weekend. Den første dag skød jeg det fra mig som pletblødning. Men så skete det igen og igen. Mandag blev jeg scannet, og de fandt et foster/en blommesæk, men intet blink. Jeg måtte igennem først en medicinsk og så en kirurgisk abort for at få fjernet den lille rest af den spire, der aldrig skulle blive min baby.

    Et par måneder senere skete det igen. En positiv graviditetstest og allerede nigle dage efter var der en blødning. Jeg røg på scanningsbriksen igen for at se, om min krop igen skulle have hjælp til at skille sig af med det tabte liv. Det var endda samme læge. Men da han bad mig åbne mit hårdt sammenknebne øjne, var det denne gang for at se et lillebitte bankende hjerte. Et hjerte, der heldigvis blev ved med at banke, og som jeg skal bære under mit nogle måneder endnu.

    Men da jeg skulle igennem aborten (og troede jeg skulle gennemgå det to gange i træk), følte jeg mig også alene. Og bange. Så tak for din historie. Tak fordi du deler. ❤️

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh det er jo helt det samme, og jeg kan sagtens forstå de sammenknebne øjne i anden ombæring – hvor dejligt at læse, at det lille hjerte derinde nu ligger trygt og banker præcis som det skal! Tillykke 🙂 Tak for din søde kommentar, og tak fordi at du også deler <3

  3. Åh, et KÆMPE KRAM til jer! Det er SÅ hårdt at miste – også selvom det er der, hvor det kun lige er begyndt. Jeg er helt enig – det er noget, vi skal snakke højt om. Især også, at vores kære mænd også lider et tab. Det får alt for lidt anderkendelse…
    Jo flere, jeg har delt min historie med, jo flere, har fortalt, at de også har prøvet at miste. En fra arbejdet, to veninder og halvdelen af mødregruppen…

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak! Så vigtigt perspektiv med mændende, jeg er helt enig. Lige præcis dét med at dele, og så finde ud af, hvor almindeligt det er at miste en graviditet tidligt i forløbet, gav også mig en ro og forståelse for, at det er noget der sker – og det sker tit. Så vigtigt at vi kan fortælle hinanden det, og støtte, hvis det sker. Tak for din kommentar 🙂

  4. Sødeste Sofie. Mange tanker til dig og jer som familie. Jeg var det samme igennem imellem de to, vi har nu. Fulde af forventning til en scanning i uge 12, da lægen pludselig rynkede brynene rettet mod skærmen og forblev tavs og søgende meget længe. Så vidste vi det pludseligt. Men vi havde ikke skænket det en tanke før da, og det var voldsomt at skulle ringe rundt og ‘annullere’ den graviditet, vi havde nået at glæde hele familien med. Det er svært at miste noget, man endnu ikke har fået, men alligevel har haft. Tak for at sætte ord på det. Det er meget, meget vigtigt <3

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Mange tak Ditte! Det kom også helt bagpå mig dengang, og jeg tror det er fordi det er noget, vi slet ikke snakker (nok) om. Og hvor er det smukt og rigtigt beskrevet som “noget, man endnu ikke har fået, men alligevel har haft” <3

  5. Christina Christina

    Nå, jeg kom til at kommentere på bloglovin. Det kan man ikke fjerne igen – hurra!
    Ville bare sige av! Og at jeg genkender cirka det hele i din historie – men ganget med 2.
    Krydser for jer. Vi har lige set blink og spræl i uge 10, så nu tror vi lidt mere på det.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak fordi du også kommenterer her! For det er så rart at vide, at man ikke er alene, når man står i det. Årh hvor dejligt med blink og spræl, jeg håber alt det bedste for jer!

  6. Marie Marie

    Tak fordi du tager det op. På vej mod barn nummer to, aborterede jeg to gange. Første gang i uge 8 og anden gang i uge 10. Det tog lige knapt to år i alt, før jeg blev gravid med min datter. Der er derfor næsten 4 1/2 år mellem min søn og hans lillesøster. Nu betyder det ingenting, de elsker hinanden, men ventetiden var hård. Meget få forstod rigtigt, hvor svært det var, synes jeg.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak for din kommentar! Og det må virkelig have været en hård omgang med 2 aborter – og vel også en stor usikkerhed, da den tredje graviditet viste sig? Det er nemlig fordi få forstår hvor svært og almindeligt det er, at vi skal blive bedre til at snakke (højt!) om det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *