Det hele startede med osten

Det hele startede med osten. Den milde, kedelige skive-ost jeg har spist de mange sidste år, kunne jeg pludselig ikke udstå smagen af.

Min mave blev oppustet på den struttende måde. En aften i starten af juli, da Søren og jeg stod i en bland-selv slikbutik på Amagerbrogade, drillede han mig med, at min mave spærrede gennemgang i butikken.

Morgenen efter bland-selv-situationen struttede min mave stadig. Jeg stod tidligt op, og mens morgenkaffen stod og bryggede, gik jeg ud og tog en graviditetstest. Der var ingenting, jeg vaskede mine hænder og betragtede min nyerhvervede vom i spejlet. Jeg kiggede på testen igen, og nu var der to streger. De blev tydeligere og tydeligere. Jeg var gravid. Gravid og glad. Taknemmelig.

Jeg købte tøj i størrelse 3 måneder i Magasin. Jeg pakkede mit tøj væk i kasser, og pakkede mit graviditetstøj ud. Jeg købte vitaminpiller til gravide og lånte børnebøger på biblioteket der handlede om at skulle være storesøster. Vi fortalte det til de nærmeste og begyndte at tale om navne. Jeg glædede mig. Vi glædede os. Til foråret skulle vi være en familie på 4.

Jeg var gravid.

Var, i datid. For efter 7 uger viste en scanning, at der ikke var noget hjerteblink. Det lille liv var forbi, før det var kommet i gang. I løbet af et døgn var livet – eller resterne af det – væk. Det sidste der var tilbage af noget, der på en måde aldrig fandtes, skulle væk ved hjælp af en lille pose piller fra hospitalet og en uvirkelig,  mærkelig ventetid.

Maven trak sig sammen igen, babytøjet lagde jeg et sted hvor jeg ikke blev konfronteret med det hele tiden og jeg lagde mindet om den lille spire, der aldrig fik lov til at vokse sig stor, i et kammer bagerst i hjertet. Og dér ligger det stadig.

Det er længe siden nu, og hvorfor deler jeg det her? Fordi da jeg stod midt i det, følte jeg mig som den eneste i hele verden, der gik igennem netop dét. Jeg tænkte, at jeg havde gjort noget galt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af følelserne; frustration og afmagt. Men sandheden er, at tidlige aborter er normale og hyppige – man skønner, at det er et sted mellem 20% og 50% af alle graviditeter, der ender sådan. Så jeg var ikke alene, tværtimod. Men det er ikke noget, der bliver talt højt om. Det skal vi ændre på, sammen.