“Det kommer desværre ikke til at udvikle sig til en bæredygtig graviditet” sagde scanningslægen. Og mine ben føltes som gelé.

Jeg er virkelig taknemmelig for at være gravid, og hvis det betød at jeg skulle kaste op og ligge bænket til sofaen i ni måneder, så gjorde jeg det hellere end gerne, fordi jeg ved, hvad der venter i den anden ende.

Men.

Når det er sagt, så har det fandenfisemig trukket tænder ud denne her gang. Jeg har kastet op, mens jeg vaskede hår under bruseren. Jeg har følt mig som en rigtig kedelig udgave af Lillens mor, når jeg lå inde i sengen og højst kunne svinge mig op til at læse ”Plet leger gemmeleg”. Jeg har haft så meget kvalme, at jeg i perioder bedst kunne overskue at ligge på sofaen og glo huller i luften. Jeg har haft dage, hvor lænden har føltes som om den har levet cirka tre gange så lang tid som resten af kroppen. Og så har jeg været bekymret på en helt anden måde, end jeg var første gang, og det er uden tvivl dét, der har været det hårdeste.

Første gang jeg var gravid skænkede jeg det ikke en tanke, at der kunne være noget galt. Det var 9 måneders total ubekymrethed, og hvor jeg dog savner netop dét. Jeg tror det handler om, at jeg denne gang ved, hvad jeg kan forvente efter ni måneders vokseværk i maveregionen – og dermed ved jeg også, hvad der er risiko for at gå glip af. Men det handler også om, at det lille frø af usikkerhed, der voksede sig større, blev plantet meget tidligt. Jeg var i starten af forløbet til nogle ekstra scanninger, og den ene gang fik jeg at vide, at: ”Det desværre ikke kommer til at udvikle sig til en bæredygtig graviditet, og vi skal tale om du vil have en medicinsk abort eller afvente”. Men jeg kunne se en lille, bønneformet figur på skærmen – og midt i bønnen, var der noget der blinkede. ”Nårh ja, det kan godt være du har ret” sagde scanningslægen, og rynkede brynene. En ældre læge blev tilkaldt, kastede et hurtigt blik på skærmen og ønskede mig tillykke. 30 sekunder senere stod jeg alene på gangen og havde fornemmelsen af, at mine ben var blevet til gelé. Og den fornemmelse gik ikke helt væk, for jeg var hele tiden sikker på, at der var noget, jeg skulle være bekymret over.

Jeg græd og græd, da vi var til nakkefoldscanning inden jul, fordi jeg var så lettet over at der stadig var et lille menneske derinde, og at det tilsyneladende havde det helt perfekt. Og jeg græd også ned i pomfritterne, da vi efterfølgende kørte på McDonalds for at fejre. Man er vel fra Vestegnen. (Ej, det var faktisk en virkelig tarvelig omgang, og det var altså ikke kun fordi nogen havde grædt ned i pomfritterne).

Jeg følte mig tusinde kilo lettere, da misdannelses-scanningen i 20. uge var overstået. Derfra turde jeg faktisk tro på, at det kunne ende godt. Jeg turde tage noget andet tøj på end det, der bedst skjulte den voksende bule på maven, og jeg kunne godt tale med andre om graviditeten. Langsomt begyndte den tunge sky af bekymring at lette.

Og det er jo gået fint, heldigvis. Det er gået fint, selvom hjernen indimellem løb af med mig og glemte at lytte til kroppen, selvom den forsøgte at fortælle, at jeg godt kunne sænke skuldrene og begynde at glæde mig lidt.

Skuldrene er ikke røget helt ned på plads endnu, men de ryger længere ned for hver dag der går. For hvert livstegn, den lille dame giver og fordi jeg er så tæt på målet nu. Jeg har et lille liv i maven, der vokser og trives præcis, som hun skal. Inden længe får jeg lov til at holde hende, kysse hende – og trække vejret helt ned i maven, for første gang i meget, meget lang tid.

Måske vi skulle være bedre til at tale om, hvor svært det kan være at glæde sig i en ny graviditet efter én (eller flere), der ikke er endt med et barn?  Og måske skal vi som samfund være bedre rustet til at hjælpe med, at en ny graviditet ikke bliver én lang bekymring? Hvis man kigger på statistikkerne, har vi nemlig nok at tage fat på.