Skip to content

“Det kommer desværre ikke til at udvikle sig til en bæredygtig graviditet” sagde scanningslægen. Og mine ben føltes som gelé.

Jeg er virkelig taknemmelig for at være gravid, og hvis det betød at jeg skulle kaste op og ligge bænket til sofaen i ni måneder, så gjorde jeg det hellere end gerne, fordi jeg ved, hvad der venter i den anden ende.

Men.

Når det er sagt, så har det fandenfisemig trukket tænder ud denne her gang. Jeg har kastet op, mens jeg vaskede hår under bruseren. Jeg har følt mig som en rigtig kedelig udgave af Lillens mor, når jeg lå inde i sengen og højst kunne svinge mig op til at læse ”Plet leger gemmeleg”. Jeg har haft så meget kvalme, at jeg i perioder bedst kunne overskue at ligge på sofaen og glo huller i luften. Jeg har haft dage, hvor lænden har føltes som om den har levet cirka tre gange så lang tid som resten af kroppen. Og så har jeg været bekymret på en helt anden måde, end jeg var første gang, og det er uden tvivl dét, der har været det hårdeste.

Første gang jeg var gravid skænkede jeg det ikke en tanke, at der kunne være noget galt. Det var 9 måneders total ubekymrethed, og hvor jeg dog savner netop dét. Jeg tror det handler om, at jeg denne gang ved, hvad jeg kan forvente efter ni måneders vokseværk i maveregionen – og dermed ved jeg også, hvad der er risiko for at gå glip af. Men det handler også om, at det lille frø af usikkerhed, der voksede sig større, blev plantet meget tidligt. Jeg var i starten af forløbet til nogle ekstra scanninger, og den ene gang fik jeg at vide, at: ”Det desværre ikke kommer til at udvikle sig til en bæredygtig graviditet, og vi skal tale om du vil have en medicinsk abort eller afvente”. Men jeg kunne se en lille, bønneformet figur på skærmen – og midt i bønnen, var der noget der blinkede. ”Nårh ja, det kan godt være du har ret” sagde scanningslægen, og rynkede brynene. En ældre læge blev tilkaldt, kastede et hurtigt blik på skærmen og ønskede mig tillykke. 30 sekunder senere stod jeg alene på gangen og havde fornemmelsen af, at mine ben var blevet til gelé. Og den fornemmelse gik ikke helt væk, for jeg var hele tiden sikker på, at der var noget, jeg skulle være bekymret over.

Jeg græd og græd, da vi var til nakkefoldscanning inden jul, fordi jeg var så lettet over at der stadig var et lille menneske derinde, og at det tilsyneladende havde det helt perfekt. Og jeg græd også ned i pomfritterne, da vi efterfølgende kørte på McDonalds for at fejre. Man er vel fra Vestegnen. (Ej, det var faktisk en virkelig tarvelig omgang, og det var altså ikke kun fordi nogen havde grædt ned i pomfritterne).

Jeg følte mig tusinde kilo lettere, da misdannelses-scanningen i 20. uge var overstået. Derfra turde jeg faktisk tro på, at det kunne ende godt. Jeg turde tage noget andet tøj på end det, der bedst skjulte den voksende bule på maven, og jeg kunne godt tale med andre om graviditeten. Langsomt begyndte den tunge sky af bekymring at lette.

Og det er jo gået fint, heldigvis. Det er gået fint, selvom hjernen indimellem løb af med mig og glemte at lytte til kroppen, selvom den forsøgte at fortælle, at jeg godt kunne sænke skuldrene og begynde at glæde mig lidt.

Skuldrene er ikke røget helt ned på plads endnu, men de ryger længere ned for hver dag der går. For hvert livstegn, den lille dame giver og fordi jeg er så tæt på målet nu. Jeg har et lille liv i maven, der vokser og trives præcis, som hun skal. Inden længe får jeg lov til at holde hende, kysse hende – og trække vejret helt ned i maven, for første gang i meget, meget lang tid.

Måske vi skulle være bedre til at tale om, hvor svært det kan være at glæde sig i en ny graviditet efter én (eller flere), der ikke er endt med et barn?  Og måske skal vi som samfund være bedre rustet til at hjælpe med, at en ny graviditet ikke bliver én lang bekymring? Hvis man kigger på statistikkerne, har vi nemlig nok at tage fat på.

 

9 Comments

  1. Gitte Gitte

    Jeg er simpelthen i tvivl om, om jeg læser dit indlæg korrekt. En scannende fagperson fortalte dig, at der ikke var liv og var nærmest i gang med at ordinere abort, og du måtte selv sige, ah, er du sikker, jeg synes, jeg kan se noget? Så hvis du ikke tilfældigvis selv kunne se der var noget, så ku der være blevet ødelagt et ellers fint liv?? Altså jeg spørger, fordi jeg i så fald er skræmt fra vid og sans, for jeg aner da ingenting og ville da tage det for pålydende og ikke selv kunne se hjerteblink og det er da sindssygt at man ikke kan stole på fagpersonalet i et spm om liv og død – men jeg læser det måske bare forkert?

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Du har læst det helt rigtigt. Og hvis ikke jeg havde vidst hvad jeg skulle kigge efter, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det var endt.

      • Gitte Gitte

        Det er jo fuldstændig vanvittigt. Jeg er målløs!! Og sådan en lad ‘nå ja, måake har du ret’ … adder! Krammer lige min nyfødte lidt ekstra og sender dig alle gode tanker og tillykker!!! Du var den bedste mor for dit barn allerede så tidligt, hvor er du sej!

        • Sofie Ude Sofie Ude

          Jamen det var også… skørt. Og uheldigt og alt muligt andet. TAK, jeg glæder mig til at jeg også snart kan kramme en nyfødt 🤗

  2. Smukt skrevet, og så rigtigt! Vi laver ikke andet end at minde hinanden om, at det kan gå galt – i stedet for at fokusere på hvor dejligt det er…. og selv hvile i glæden, som den gravide.

    Det lyder helt forfærdeligt det du fik at vide til den tidlige scanning. Jeg står selv og skal til en i næste uge, og de kan lige vove på at sige noget forkert – for derefter at ændre udsagn. Det holder mine nerver ikke til – til trods for at det går glimrende med ikke at bekymre mig, her i 2. Graviditet… men jeg har heller ikke mistet før 🤷🏻‍♀️

    / Sisselsolsort.dk

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tillykke med graviditeten! Altså bortset fra den oplevelse, har jeg kun mødt søde og dygtige fagpersoner 🤗

  3. Stine Stine

    Jeg er bagud på bloglæsning, så min kommentar kommer lidt sent..

    Jeg er en af dem der har haft problematiske graviditeter, hvor jeg i alle mine graviditeter har haft den samme farlige komplikation, men hvor det heldigvis er gået godt 2 ud af 3 gange og helt ad helvede til den ene gang. (min anden graviditet).

    At være gravid igen efter at have mistet et barn er svært, men jeg synes at vi fik god hjælp til at komme igennem. Vi har mødt en meget god udstrakt hånd fra alt det personale vi mødte og en stor forståelse for de forholdsregler som vi følte var nødvendige for at det var sikkert (og som de var delvis enige i). Vi fik allerede hjælp inden min 3. graviditet til at planlægge hvordan det skulle forløbe når/hvis jeg blev gravid -en absolut betingelse for at vi turde prøve igen.
    Da jeg sagde at jeg var bange for at det var ved at gå galt igen, var der ingen der stillede spørgsmål til det. Tværtimod oplevede vi at blive taget MEGET seriøst, jeg fik kejsersnit mindre end en time senere og lå med et LEVENDE barn i kuvøsen ved siden af mig, så snart jeg var ude af bedøvelsen.

    Bekymringen efter et svært forløb forlader aldrig kroppen, men der kan gøres meget for at afhjælpe den og jeg synes at der skal lyde en stor ros det personale vi oplevede tog sig rigtig godt af os alle som en familie under min sidste graviditet. Jeg oplevede også en stor forståelse blandt kollegaer og omgangskreds for når angsten tittede for meget frem og jeg opførte mig “mærkeligt”. Dog er der enkelte der har nævnt at sætningen: graviditet er ikke en sygdom -det er jeg som udgangspunkt enig i. Men den kan godt gøre en syg -og når det sker er det den mest frustrerende sætning at få smidt i hovedet!

    Håber min kommentar, giver lidt mening i forbindelse med det med at være bekymret i en ny graviditet..

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Hej Stine
      Det lyder som en svær oplevelse, det er jeg ked af, at du skulle igennem. Tak for at du deler, jeg synes det giver rigtig god mening. Jeg har – bortset fra den ene gang jeg beskriver her – også kun taknemmelighed til de professionelle, vi mødte undervejs. Jeg tænker også at der kan gøres meget for at skabe tryghed og tro på, at det nok skal lykkes næste gang, efter et svært forløb, men jeg ville ønske, at der var flere ressourcer til at understøtte det. At komme til jordemoder for første gang i syvende måned efter en abort, som jeg var, er fx ikke forbilledligt. Det er så vigtigt med anerkendelse, forståelse og åbenhed – og vigtigt med de historier, der også ender med noget godt. Så tak igen 🙂 Kh

  4. […] sidste barsel jeg har gang i. Jeg har været gravid for sidste gang. Første graviditet var dejlig, anden gang varede kun ganske kortvarigt og tredje gang var svær at nyde, fordi bekymringerne fyldte (for) meget. Det kommer jeg ikke til at […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *