Uncategorized

Det var ellers ret instagram-venligt

Jeg hentede Lillen tidligt, fordi udflytterbørnehaven for en gangs skyld havde kort dag. Solen skinnede, Lillen var glad og snavset på den øko-rigtige måde og alt var godt. Det var alt sammen meget instagram-venligt: Da vi sad nede foran isbutikken og spiste is – enhjørninge-is til den 3-årige og gulerodsis til mor. Da vi var på legepladsen, og den store skubbede den lille i babygyngen, så alle fire tænder blev blottet i et grin. Da vi sad i gårdens sandkasse med parasollen slået op og snacks á la hjemmebagte boller og vandmelon, og børnos havde sand over det hele.

Men i virkeligheden var det en ret udfordrende eftermiddag. Den ene brændte sammen over ikke at ville sidde i klapvognen. Den anden brændte sammen over selv at skulle tage sandaler på. De ville lege med det samme sand-legetøj, og babyen havde spist en håndfuld grus hvis ikke den var blevet stoppet. Der kom sand på vandmelonen, én fik en nedsmeltning over at dumme mor havde taget den forkerte drikkedunk med, parasollen blæste væk og babyen hældte æblejuice ned over sig selv, fordi kartonen var sjovere at trykke på end at drikke af. Det kulminerede ligesom, da babyen gravede noget, jeg *virkelig* ikke håber er en tør kattelort frem fra sandkassens dyb, og puttede den i munden. Vi gik op i lejligheden, hvor én begyndte at råbe-græde fordi hun ville have pizza, og en anden råbegræd i sympati. Der blev tømt en halv skovbørnehave ud af rygsækken midt i køkkenet, og mens jeg stod dér og støvsugerede blade op, følte jeg mig som verdens sureste og mindst overskudsagtige mor. Jeg har lavet to ganske fantastiske små damer, og så kan jeg ikke engang få det til at spille en hel eftermiddag? Er jeg for kortluntet, giver jeg for lang snor, er jeg ikke tydelig nok? Jeg overvejede kortvarigt at låse mig inde i depotrummet og først komme ud, når der var kommet en voksen.

Men stemningen vendte, heldigvis. Lillen gav mig en klistret sand-og-solcreme-krammer og sagde ”dejlige mor” inden hun smuttede ovenpå til sin legekammerat, og hjertet sank en smule mens jeg tænkte, at de måske alligevel ikke trukket det allerkorteste strå, da der skulle uddeles mødre (altså, det ved jeg jo godt at de ikke har, men altså…). Nogle gange er det bare sådan det er med små børn – en slags støjende improteater med kaotiske kulisser. Det er vel på en eller anden måde en del af charmen, eller hvad vi nu skal kalde det. Ikke?

1 thought on “Det var ellers ret instagram-venligt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *