Uncategorized

Dødsekspressen

Skal hun have lidt rugbrød med leverpostej på? ” spurgte min mor mig, og nikkede mod mit afkom. ”Nej, sgu da!” svarede jeg forbavset, som om hun lige havde spurgt mig om ikke vi skulle træne op til en marathon og leve af palæokost. Lillen er 98% tandløs. Hun spiser mos og grød. Basta. Og dét må hun gerne fortsætte med læææænge endnu, for dét, mine damer og herrer, kan man ikke få galt i halsen (med mindre man gør sig meget, meget umage). Et stykke rugbrød ville være en ren dødsekspres, forklædt som blendede indvolde. Et tarveligt sidste måltid, synes jeg.

På en eller anden måde fik min mor mig alligevel overtalt mig. Og det lykkedes kun, fordi min mor (der er børnesygeplejerske) lovede at stå stand-by, såfremt der var en kvælning under opsejling.

Ti minutter senere sad min baby i højstolen og hamrede en ske ned i bordet, helt uvidende om dén risiko, hun snart skulle løbe. Jeg sad med hjertet oppe i halsen og skar rugbrødsbidderne ud i små mikroskopiske firkanter. Med en rystende hånd fik jeg ført en bid op til Lillens mund. Hun åbnede munden, tyggede rugbrødet grundigt og slugte den. Og ville have mere. Oh my!

Min lille baby er åbenbart ikke min lille baby mere. Hun er en stor baby, der spiser menneskemad. Moren er ikke klar, overhovedet. Det er jeg ikke, for når man spiser rugbrødsmadder, så går der sådan cirka fem minutter før man skal starte i skole, have sit første snav og flytte hjemmefra. Men sådan er det vel at være nogens mor.

Åndssvage leverpostejsmadder.

leverdreng

 

8 thoughts on “Dødsekspressen”

  1. Åh ja, hvor kan jeg huske følelsen. Tror også jeg et par gange (ganske unødvendigt) har haft knægten over armen for at banke noget ikke eksisterende (andre steder end i mit panikslagne førstegangs morhovede) op af hans luftrør. Der er nogle ganske fine videoer om førstehjælp til babyer på Falcks hjemmeside.
    Og husk, at det at tygge fast føde styrker kæbemuskulaturen og hjælper når de skal lære at snakke 🙂

    1. Du kan tro, jeg har set førstehjælpsvideoer! Det er vist også mest oppe i mit hoved at der er noget som helst farligt i de der leverpostejshapsere, men hjertet ryger jo op i halsen alligevel ikke!? Rigtig god weekend 🙂

  2. Nu hsr vores så spist med ved bordet og alm mad fra 6 måneder (og i øvrigt aldrig været tæt på at blive kvalt og brækrefleksen var jeg ikke så bange for).

    Men din analogi med at pludselig bliver meget store of kan mange ting kan jeg så godt sætte mig ind i.

    PS. Jeg er “pylret” på andre punkter jf dit indlæg om at vi et seje på forskellige måder. Så du må endelig ikke læse læse min kommentar som kritik – det var tværtimod det modsatte.

    1. De er jo også meget sejere/kan meget mere end man lige regner med, de små mennesker! Tak for din kommentar og god weekend 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *