”Du er da blevet lidt buttet”…

… sagde min læge og maste en pegefinger ind i sideflæsket på mig. Jeg svarede noget med, at et eller andet sted skulle al den Marabou jo ende. Når man er gravid, er det ligesom om, at kroppen totalt overtager styringen: Den er ligeglad med, at Marabou feder, eller at det normalt ikke er super velset at spise pommes frites med mayo før kl. 11 (altså, med mindre man fx ikke har været i seng endnu).

tykke

Jeg har i forvejen en tendens til lidt halløj-agtige madvaner. Jeg er helt pjattet med sukker og med kulhydrater – noget af det bedste jeg ved, er fx ristet franskbrød med smør og lys pålægschokolade. Da jeg var yngre var min yndlings-snack en vakuumpakket mazarintærte, og når jeg havde været på tur til ’centret’ med min veninde, delte vi en omgang tigerroulade til 8 kroner på vej hjem.  Dengang jeg studerede levede jeg i en lang periode af Irmas gule ærter (altså dem i sådan en plastic-pølse), fordi det var dejlig billigt, og så behøvede man ikke engang at bruge energi på at tygge maden. Jeg har også spist rigtig meget karrysild, men det stoppede efter at jeg spiste et XL-glas på én gang og uden brød til – fordi de var ved at blive for gamle, og jeg var for nærig til at smide dem ud.

Men graviditetscravings er lidt noget andet. I de første tre måneder havde jeg sindssyg meget lyst til salte ting – helst pommes frites. De næste tre måneder havde jeg lyst til søde ting, fx Cocio og Marabou. Og nu har jeg bare lyst til ting, som jeg forestiller mig, at en sulten, 17-årig håndværkerlærling også er helt pjattet med – is, pølser, pizza og cola. Og så helst ikke for meget af det grønne. Til gengæld er min mæthedsfornemmelse fuldstændig væk. Så jeg kan spise usundt, men til gengæld rigtig meget af det.

Der er nogle der mener, at man under graviditeten præger sine børns smagsløg. I så fald vil jeg gerne på forhånd sige undskyld.  Det var ikke med vilje, men jeg var bare ikke en af dem, der fik lyst til avocado-smoothies og frugtsalat.

 

pommes