Uncategorized

En af de dage, der føles som én stor kop kold kaffe. For-helvede-da-også.

Kender I det der med, at man kan vende noget skidt til noget godt, ved at tænke positivt? ”Hvor dejligt at babyen vågnede 05.30 – så kan jeg rigtig nå at få noget ud af dagen” eller ”det gør ikke noget at jeg har gået rundt med barnevognen i 2 timer og pissefryser – for så har jeg fået en masse frisk luft”. Ja? Well, nogle gange er det bare skidt. Skidt uden noget. Sådan en dag havde jeg i går.

Klokken 8, efter at have sendt Lillen og hendes far ud af døren, hoppede jeg under bruseren for at vaske mit efterhånden temmelig fedtede hår. Der gik syv sekunder før babyen ikke gad sidde og kigge på hendes legetøj, og i stedet stak hun i et vræl. Ud af badet med mig, stadig med fedtet hår. Panik-påklædning (læs: det plettede tøj, der lå øverst i vasketøjsbunken), desperat eftersøgning af nøgler, i barnevognen med Lillesøster og ud i den kolde morgenluft, hvor jeg travede henover de ujævne græsplæner i parken. Lillesøster var ikke med på dén plan, og var mildt sagt i dårligt humør. Jeg løb hjem med stress-sveden løbende og sparkede døren op til lejligheden, hvor jeg passivt-aggressivt sparkede mine støvler af, således at der var jord i hele stuen. Det sure baby-spektakel faldt i søvn ovenpå mig og tog en powernap. En støvsugning og en portion grød senere gik vi ud i verden igen. Stadig kaffetørstig gik jeg 3 kilometer efter en god kop kaffe, kun for at finde ud af, at cafeén for-helvede-da-også var lukket om mandagen. Det regnede. Selvfølgelig.

Lillesøster sov endelig, så jeg gik ind på en anden café, købte en tør croissant og en halvdårlig latte. Så sad jeg dér og skumlede, med mit plettede tøj og et par øjenbryn, der efterhånden var så rynkede at jeg ikke kunne se ud af øjnene. Da Lillesøster vågnede trillede vi hjemad, og på et tidspunkt skulle vi under en lift, og i dét øjeblik vi går under, får jeg en stor klat sæbevand i ansigtet. På liften stod åbenbart en vinduespudser. Vi gik forbi en dame, der gik meget usikkert og slingrende. Jeg tilbød hjælp, men hun afslog, og vi gik videre. Et minut senere kort efter faldt hun om, der blev ringet efter en ambulance, og jeg tænkte, at jeg for-helvede-da-også kunne have været mere insisterende. Jeg håber sådan, at hun er okay.

Lillesøster og jeg handlede, hentede DameKareten aka. Søskendevognen og gik ned for at hente Lillen. Mit hår skinnede som en klar forårssol  og sad som en slags fuglerede i nakken, og jeg håbede sådan, at der ikke var nogen forældre eller pædagoger der ville snakke idag. Det var der heldigvis ikke. Vi trillede hjem mens vi sang en skinger version af Giraffen Gumle, og pigernes far kom hjem:

Så var dét, at surheds-tågen lige så stille lettede. Mens jeg stod og brændte en omgang Daal på, legede Lillen med overboen, og de havde gedigen optur på over kikkerter af toiletpapirs-ruller, de havde lavet i børnehaven. Naboen stak hovedet ind til en hyggesnak, og jeg blev mindet om hvor glad jeg er for at bo i en opgang, der indimellem virker som en slags kollektiv. Jeg hørte musik, smug-drak en dåsecola halvvejs inde i køleskabet og skar mig ikke engang i fingrene, da jeg skulle hakke agurk til raita.

Der var alligevel en slags happy ending på en af de dage, der føles som én stor kop kold kaffe. I dag bliver bedre. God tirsdag 👋🏼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *