Uncategorized

En tur ud af byen med børnos? Jeg ved, hvor I skal hen!

I weekenden var vi på tur, og det var tiltrængt. Vi har været på alle legepladser i området, vi har været på cykelture på Fælleden og vi trængte til at se noget andet end indersiden af lejligheden. Lørdag kørte vi til Dragør. Vi gik en tur i den smukke, gamle bydel og var på legepladsen ved havnen, men det var koldt og blæsende, børnos hørte ikke efter og de voksne var sure, så det var ikke nogen fornøjelse. Til gengæld var søndagens udflugt et KÆMPE hit! Og den gik til…. *drumroll*… Albertslund.

Jeg har aldrig været særlig meget i Albertslund, på trods af, at det ikke ligger ret langt fra dér, hvor jeg voksede op. Når jeg tænker på Albertslund, er der derfor kun to ting, der dukker op: Det ene er, at efter gymnasiet fik arbejde på en skole i Albertslund, men det var straight up frygteligt og endte med, at jeg grædende sagde op efter 14 dage. Det andet er, at jeg engang havde et ægte teenage-crush på én fra Albertslund, men jeg turde overhovedet ikke snakke med ham, så det blev ligesom ikke til så meget.

Nå, men vi kørte til Hedemarken cirka et kvarter i bil fra København. Hedemarken er et alment boligområde i Albertslund, der har de fedeste legepladser. Der er en stor legeplads i midten af området, og en masse små mellem husblokkene. Der er legepladser til både de store og de små: Lillen drønede rundt i rutchebaner, klatrestativer og svævebaner, og Lillesøster havde en fest i det lille sørøverskib, på de små trampoliner og med gyngerne. Og de voksne? De kunne drikke en kop nogenlunde uforstyrret kaffe i solen.

Vi var der i et par timer, og inden vi kørte hjem spiste vi frokost – pitabrød, fritter og cola – fra pizzeriaet i Hedemarken. Næste gang bliver det en heldagstur, og jeg ved ikke hvem der glæder sig mest, mig eller børnene, ha!  Stor anbefaling herfra!

2 thoughts on “En tur ud af byen med børnos? Jeg ved, hvor I skal hen!”

  1. Albertslund <3 Min hjemby. Jeg er vokset op i Herstedvester Landsby og selvom jeg ikke var vild med det da jeg var yngre, kan jeg nu virkelig godt se fidusen: Cykelstier (jeg havde aldrig cykel på bilvej før jeg flyttede hjemmefra), Vestskoven i baghaven og Badesøen om sommeren. Hvis I tager på tur derud igen, så overvej at gå en tur forbi kirken i Herstedvester eller endnu bedre tur i Herstedøster, som faktisk nok er skønnere og lidt større. Der kan I også tage op på skraldebjerget Herstedhøje, klappe deres får og se til Sverige (på en god dag). Vestegnen kan altså godt noget.

    1. Vestegnen kan helt sikkert noget ❤️ Og jeg håber sådan, at flere får øjnene op for det. Tak for tip, hvis ikke det skulle blive heldagsregn i morgen, havde Herstedøster været en oplagt lørdags-udflugt! Det må blive en anden gang 👏🏼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *