Er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

Det nye år er landet fint her på Amager, og den første weekend i 2018 har været en blanding af alt det fantastiske rod, der hører med til at være en småbørnsfamilie. Lørdag ville vi have været en tur i Zoo, men da vi sad og spiste morgenmad, begyndte det at sne. Ikke sådan et idyllisk, dalende og kridhvidt snevejr, men mere sådan en sjasket, insisterende sne-regn. Og hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at stå inde i abeburet mens mit tøj er klamt og mine fingre kolde, så i stedet fik vi den dejlige idé at tage i IKEA.

Men er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

For vi var der sammen med hele Vestegnen, der spiste billige hotdogs, småskændtes og som styrede deres vogne rundt som var det tanks. Nåjo, følelsen af at blive tacklet sidelæns af en midaldrende matrone med vognen fyldt med duftlys og pudebetræk er bare noget helt særligt. Vi købte nogle planter og en taburet, og skyndte os ud i civilisationen. Vi rundede turen af med at tage et smut i Bilka, og det var også en værre omgang, men til gengæld havde de tilbud på baked beans og Haribo, og så kan man tilgive meget.

I dag har det været det smukkeste vejr, med solskin og frost, og det fik det sådan til at krible i mig for at tage på skiferie. Næste år! Istedet for at fise rundt på en alpetop var jeg ude at gå en lang tur med Lillen, en kold tur på legeplads og på café for at varme sig på en varm kakao. Lillen trådte i noget nær samtlige hundelorte på Amager, og selvom lortene er frosne, kan de åbenbart godt splatte ud under skoen. Det havde jeg alligevel ikke troet, men så er jeg allerede blevet klogere her i 2018.

Og nu sidder jeg i sengen og lader op til en ny uge i morgen. Jeg kan ikke rigtig genkende at et nyt år er en slags frisk start. Der har været lige så mange halvspiste makrelmadder, bunker af vasketøj og  Duplo-klodser ud over det hele, som der var i 2017. Men det behøver jo heller ikke være en frisk start. If it ain’t broken, why fix it? Mine eneste nytårsforsæt er således, at jeg 1) ikke skal klippes med en trimmer i 2018 (for jeg skal ikke gentage succesen fra 2017) og 2) jeg skal fjerne dét neglelak jeg har haft på mine tånegle siden i sommers. Og det har jeg ikke fået gjort fordi:

Jeg må til gengæld hellere gå ud i køkkenet med den pose tilbuds-Matador Mix, som min højre hånd på en eller anden måde hele tiden smutter ned i – også selvom det er årets første rigtige søndag, og jeg heller ikke har planer om at skille mig af med min bløde mave i det nye år 🤭. Ha’ en dejlig aften!