Uncategorized

Feberbaby

Det har været en lidt mærkelig dag. Sådan en med punkteret cykel, regnvejr uden regntøj og planer, der blev til noget andet.

Der er virus i vuggestuen, og i går aftes tænkte jeg, at det var heldigt at den lille frikadelle var gået fri. Det skulle jeg ikke have gjort: To timer efter aflevering i morges, blev hun ringet hjem. 38,5 i feber. Egentlig skulle vi have været ude og kigge på ting til den nye lejlighed, men i stedet har jeg brugt eftermiddagen på stuegulvet i et virvar af dyner, puder, Peder Pedal, sutter og en lille varm, sovende krop. Det var så dejligt at få lov til at kramme de tykke lår, lytte til den tunge vejrtrækning og kysse hende i håret – normalt er der jo fart over feltet. Mildt sagt.

Søren har brugt en evighed i køkkenet på aftensmaden, der både indeholdt noget med rødvinsglaze, rodfrugtspuré og hjemmeristede løg. Den blev spist på cirka 4 minutter, for feberbarnet blev ramt af akut træthed efter at have kørt en portion æblegrød ned.

Nu er her helt stille. Novembermørket har omfavnet Vesterbro, og regnen drypper forsigtigt ned på skråvinduerne.  Opvaskemaskinen brummer og jeg har plantet min bag godt og grundigt i sofaen sammen med en stor skål bridgeblanding (den ægte – ikke det dér Carletti-fis) og et glas rødvin. Jeg har lokket Søren med til at give The Affair et skud, jeg krydser fingre for, at det bliver en succes!

Go’ fredag aften <3

fullsizerender-3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *