Uncategorized

Følelsen, når barnet har fået sig en alletiders vane…

… med at hælde sig selv fra trappetrinnet på børnehavebussen og direkte ned på asfalten, for derefter at nægte at rejse sig, mens pædagoger og de andre forældre står ved siden af:

Hold op, hvor er jeg indimellem udfordret af at være mor til et barn i dét, vi idag kalder selvstændighedsalderen. Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg ville læse bøger om børneopdragelse (eller hvad vi nu skal kalde det – opdragelse klinger lidt som noget, der indebærer spanskrør og ørefigener). I min naivitet har jeg tænkt, at jeg var sådan én, der kunne fornemme, hvad der var det rigtige at gøre. Sandheden er bare, at jeg overhovedet ikke ved hvad det rigtige at gøre er.

Indimellem har jeg det som om, at den tre-årige snakker nepalesisk eller ukrainsk: Jeg forstår simpelthen ikke altid, hvad det er hun vil, og hvorfor hun springer i luften over, hvem der trykker på elevatorknappen, eller når der bliver sagt nej til, at halvdelen af aftensmaden ender i glasset med mælk. Derfor har jeg nu hentet tre forskellige bøger på biblioteket, der handler om forældreskab. Jeg synes egentlig, at vi gør det meget godt, hendes far og jeg, men selvfølgelig kan vi blive bedre… Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan.

Igår spurgte jeg Lillen, hvordan vi mon kunne undgå at hun lagde sig ned på asfalten når jeg hentede hende fra børnehaven. Hun svarede, at jeg skulle tage tørrede abrikoser med som hente-snack, og så ville alt være godt. Men altså… Nu har jeg købt en søskende-klapvogn på Reshopper, som jeg har sendt min mand ud til forstæderne for at hente. Jeg håber det hjælper, at hun ikke selv skal gå de 600 meter, der indimellem føles som 600 kilometer, hjem. Eventuelt må jeg køre klapvognen frontalt ind i bussens døråbning, så Lillen kan hælde sin trætte krop direkte ned i sædet, mens jeg lader det regne med tørrede abrikoser. Hvis det lykkes, vil jeg trille derfra uden stress-sveden springende og med en lille smule værdighed i behold. Det ville være rart at prøve, for engangs skyld.

 

5 thoughts on “Følelsen, når barnet har fået sig en alletiders vane…”

  1. Det lyder som en plan – jeg håber den virker 🤞🏻
    Mvh mor til 3årig som er RASENDE på mig 23 timer i døgnet uden vi helt forstår hvorfor. Oh the fun of having kids 🤨

    1. Det håber jeg også! Jeg siger til hvis jeg pludselig lærer at forstå de små, rasende mennesker… god weekend til dig 😊

  2. Hahahaha.. det er en virkelig sjov beskrivelse. En regn af tørrede abrikoser, mens barnet koldbøtter den fra bus ned i vogenen😂 tak.
    PS. Jeg håber det virker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *