Uncategorized

Første dag ude i virkeligheden

Idag har jeg haft min første arbejdsdag efter barsel og en masse ferie. Det var sådan en morgen hvor min pung var væk, mit hår var uglet, min mobil løb tør for strøm, min saddel var våd, jeg havde glemt koden til at komme ind og jeg svedte som en tysk charterturist efter den 20 minutter lange cykeltur. Lillen havde feber, og jeg havde andendags-tømmermænd efter bryllupsfesten i lørdag på dén der måde, hvor halsen føles som en ørken og det eneste man har lyst til er noget smadder usundt.

Men så var det, at verdens bedste kollegaer havde lavet kaffe og købt frøsnappere. Og havde skrevet en sød seddel og stillet roser på mit skrivebord. Som om det ikke var nok var der også chokolade med saltmandler. Man bliver jo helt blød om hjertet!

velkommen

Den første dag ude i virkeligheden blev altså til en bragende succes. Også selvom jeg blev ved med at små-svede lidt, og mine fødder derfor var blevet afløst af to rullestege, som nogen havde forsøgt at mase ned i et par Birkenctock. Lillen havde haft en alletiders sygedag med sin far – de havde spist æblegrød, set tegnefilm og leget med klodser. Det var så dejligt at komme hjem i den lille boble igen efter sådan en voksen-dag med både læsebriller på og en ny signatur i Outlook.

Jeg vender snart tilbage med billedspam fra Rom OG fra bryllupsfesten. Indtil da: Nyd resten af denne smukke, lune septemberaften <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *