Uncategorized

Fra ét til to børn

For nogle uger siden var jeg på tur uden Lillesøster. Ikke bare ned til Rema eller inde hos naboen til en kop kaffe, men hele vejen til Malmö sammen med min veninde Mette. Lillesøster var hjemme sammen med faren, og imens smagte jeg på friheden. Hvad smagte den af? Den smagte af noget hengemt, for jeg havde ikke været væk fra hende i mere end et par timer ad gangen i mange, mange måneder. Den smagte af varm kaffe og svensk bagværk, og af samtaler der er længere end halvanden sætning. Og så smagte den af en ny kjole, som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet siden jeg så den i en butik på Davidhallstorg før jul. Nu hænger den i mit skab (hurra – men jeg bruger den ikke, fordi den ikke kan vaskes på 60 grader, ha!).

Med to små børn synes jeg, at jeg er noget mere ophængt, end da vi kun havde ét barn. Der er mere vasketøj, mere legetøj på gulvet, flere behov der skal dækkes hele tiden og flere rutiner, der på en eller anden måde skal passe sammen – og når de ikke gør det, er der skrig og tårer fra én eller flere ad gangen. Jeg synes det tager lidt mere tilløb at tage hjemmefra, for jeg ved, hvor udfordrende det kan være at være alene med de to unge damer: Den ene sover som vinden blæser og skal mandsopdækkes når hun spiser, og den anden leger kun alene, hvis det indebærer noget, hun ikke må… Det kunne fx være at lave et kunstværk i ansigtet med kuglepen, eller at male toiletskabet med ansigtscreme.

At gå fra ét til to børn synes jeg har været et kæmpestort spring. Ved første barn var det den psykologiske omstilling, der fyldte mest for mig: At blive nogens mor, med alt hvad det indebærer af sårbarhed, kærlighed, grundangst, identiteten som én med et vigtigt ansvar og nedprioritering af egne behov. På den måde har det ikke være været nogen udfordring at få Lillesøster, for vi havde allerede været igennem den proces, ligesom vores hverdag allerede var indrettet efter et lille barn. I det hele taget har der været lidt mere ro på ved barn nummer to, fordi vi har prøvet det hele før. Altså, man ved ligesom godt, at babyen ikke bliver hægtet helt af, hvis den får lov til at sutte på en pomfrit, eller hvis én af fødderne er lidt kolde efter barnevognsturen, fordi den ene sutsko blev sparket af. Til gengæld har der været noget andet, der har fyldt, nemlig følelsen af utilstrækkelighed, når man ikke har tid og arme nok.

På et lidt andet plan synes jeg udfordringen med at gå fra et til to børn har været – og stadig er – manglende pauser. Pauser til at kigge ud af vinduet, drikke en varm kop kaffe eller læse i en bog. Indimellem sender jeg lange blikke til min genbo, der bruger sine dage – også dem i frostvejr – på at sidde på altanen og ryge smøger og drikke dåsecola, imens hun snakker i telefon. Ikke at jeg er glad for hverken frostvejr eller smøger, men dét der med bare at lave, hvad jeg har lyst til, savner jeg indimellem. Dengang holdopstillingen herhjemme hed 2-1, var der pauser til den ene voksen, når den anden lavede noget alene med Lillen. Da jeg var på barsel første gang, betød klokken 16, at der kom et sæt hænder hjem, der kunne tage over. Nu begynder festen først rigtigt klokken 15.30, når Lillesøster og jeg står ved parkeringspladsen foran børnehaven og vinker til de (over)trætte børn i bussen.

Men selvom det er udfordrende, er det i dén grad også bomben at have to børn. Tanken om, at de altid vil have hinanden, er for vild – jeg synes det er en kæmpestor gave at have en søster, så jeg er glad for, at jeg har kunnet give mine piger lige netop dét. Jeg glæder mig sådan til alt det ballade, de to skal lave sammen, og alle de gange, de kan være sammen om at synes, at deres forældre er åndssvage.

Allerede nu kan jeg se, hvordan de to hører sammen. Lillen kysser og krammer Lillesøster i ét væk, hun henter legetøj til hende og står på hovedet for at få et grin fra de næsten tandløse gummer. Og det kommer, grinet, for hver gang Lillesøster ser hendes storesøster, lyser hun op som en lille sol. Deres relation vokser for hver dag der går, og når de sidder på gulvet og har det sjovt bare de to, kan mit hjerte næsten ikke rumme det. Og så giver det hele mening, uanset hvor ophængte vi voksne måtte være.

10 thoughts on “Fra ét til to børn”

  1. Jeg har præcis samme opfattelse som dig. Første barn var en kæmpe mental/psykisk udfordring og hele livet var vendt på hovedet. Andet barn – mere fysisk “hårdt arbejde”, hele tiden for få hænder og masser af behov at dække.
    Mine piger er nu 2 og 5. De er begyndt at lege rigtigt sammen! Vi har oplevet to gange (!) at de legede sammen på værelset og vi sad efter weekendmorgenmaden i køkkenet og kiggede på hinanden og den varme kaffe. Det sker!
    Og i weekenden kiggede den lille på den store og sagde “min syster [søster]” og så gav det hele mening (og moderen fik en lille tåre i øjenkrogen).

    1. Årh hvor lyder det dejligt, jeg glæder mig sådan til mine rigtigt kan lege. Og jeg kan drikke min kaffe mens den er varm, ha!

  2. Som en der venter barn nr to, så kan jeg godt blive lidt overvældet over, hvor mange der fortæller, hvor hårdt og træls det bliver. Det brugte folk ikke så meget tid på med nr 1. Der var det kun rædselsfulde fødselsoplevelser, der blev delt.
    Altså jeg går ind i det med åbne øjne. Selvfølgelig bliver det hårdt, men det ville være dejligt hvis man også fik historier som din – at det også er bomben at have to stk! Og det ikke er noget, man fortryder.

    1. Jeg tror jeg havde det lige omvendt – ingen havde fortalt mig om, hvad jeg kunne forvente af at få en 2:2 holdopstilling derhjemme. Dejligt at du kan bruge mig skriv! Glæd dig Johanne, det bliver hårdt og SKIDE GODT. Tillykke med graviditeten!

    2. Johanne, jeg iler dig til redning. Mine to er på alder med Sofies, og jo, man er på-på-på, og det er hårdt, men her har storebror elsket lillesøster fra dag et, og i dag sagde hun sit tredje ord – hans navn, og det er nok noget nær det sødeste, jeg nogensinde har oplevet! ❤️ Meget bedre end ‘mor’ eller ‘far’. Det er hårdt, men jeg elsker at have to børn. Glæd dig!

  3. Spot in Sofie. Jeg har lige givet nærmest enslydende forklaring til to kollegaer som endnu ikke har to børn. Vores parforhold blev grundigt mast og revurderet da vi fik nummer et (og nej, det var der INGEN som lige advarede os om), men den mentale omstilling er jo på plads når nummer to kommer. Og nu hvor børnene er 3 og 7 begynder pauserne at komme. Jeg kan snuppe en hurtig telefonsamtale med nær veninde om eftermiddagen uden at verden går under. Den ene forælder kan være væk et døgn uden den anden skal løbe en dobbeltmaraton (nu kun en halvmaraton, og dem klaret man jo på et ben efter al den træning) og luften begynder at komme tilbage i bunden af lungen. Bedste råd til nummer tos ankomst er at sænke standarderne (endnu) mere for alt det mindre vigtige som rengøring, spelt, osv. Og klæb dig til bedsteforældre som kan give en hånd (hvis de bor laaangt væk, så går det alligevel, vi klarede os 🤕)

    1. Tak for din kommentar! Jeg er HELT med dig på dét med de sænkede standarder – altså, hos os kom det vist lidt af sig selv: Gulvet kan ikke altid være ryddet for nullermænd, vi kan ikke altid nå at bade børnene så tit som vi gerne ville og når der er én der er alene med børnene er menuen frysepizza. Det er sgu godt nok.

    2. Jeg elsker det med maraton – hvem kan ikke klare et halvmaraton, hvis man har været trænet til et dobbelt 😂 Vi får altid spejlæg når jeg er alene med mine piger. De elsker seriøst spejlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *