Skip to content

“Gæt et dyr” med en 3-årig quizmaster

Tidligere idag var vi på vej til fødselsdag i det fynske. Vi kørte ad små, snoede veje med udsigt til marker og træer i fine efterårsfarver. Men det holdt hårdt, for den 3-årige skulle underholdendes på 2. time, og det var undertegnede (indeklemt mellem autostolene på bagsædet og med en tiltagende kørrsyge) der stod for den del. Vi legede “gæt et dyr” og Lillen var quizmaster.

Lillen: Okay mor, dyret lever under vandet.

Mig: En fisk?

Lillen: Nej. Den tisser lidt og kilder lidt!

Mig: En søhest? 

Lillen: Det starter med krrrr

Mig: Krabbe?

Lillen: Nej

Mig: Så tror jeg ikke at jeg kan gætte det.

Lillen: DET ER JO EN STRUDS! VIDSTE DU IKKE DET?

Mig: 

Dos Equis Facepalm Gif By Dos Equis Gif - Find & Share on GIPHY

 

4 Comments

  1. Laura Laura

    Fed quizmaster I har 🙂

    Og så vil jeg gerne sige 1 ting og spørge om 1 ting:

    Først så vil jeg bare gerne rose dig for din blog, fordi den er så uhøjtidelig og nede på jorden som den er. Mig og min kæreste har siden januar ’17 prøvet at lave en baby, og det er først lykkedes i august i år (med hjælp fra søde læger). Og ud af alle blogs som handler bare en smule om graviditet, babyer og børn har din været den eneste jeg kunne holde ud at læse i den svære tid, hvor det gik op for mig at det ikke blev så let at lave den baby som håbet. Og det er et kæmpe kompliment i din retning – så TAK for den og dig.

    Dernæst så har jeg et spørgsmål. Jeg mindes nemlig at I var ude og rejse langt væk og i længere tid, da du var gravid første gang. Vi vil rigtig gerne til Sri Lanka i januar i 2-3 uger, men der vil jeg være omkring 23-24 uger henne og jeg bliver sgu lidt i tvivl om det bliver fedt for mig. Så tænker om du havde lidt erfaring?

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Hej Laura

      Først og fremmest: Kæmpestort tilykke med graviditeten! Hvor er det dejligt, at det er lykkedes 🙂 Mon I ved, hvad I får? Tusinde tak for de søde ord, det betyder rigtig meget.

      Det er godt husket, vi rejste rundt i Thailand og Cambodia. Jeg var vist omkring 13-15 uger henne da vi tog afsted. Og jeg syntes det var fedt – men jeg havde heller ingen gener eller helbredsproblemer ifht. graviditeten at tage hensyn til. Jeg fik en salmonellaforgiftning, hvilket selvfølgelig ikke var så fedt, men heldigvis ikke farligt for baby. Jeg ville dog være opmærksom på en række ting: Er der malaria? For jeg har tidligere spist malariamedicin, og det var rent ud sagt noget værre stads, så det ville jeg ikke have det godt med at gøre, mens jeg var gravid. Er der zika-virus? Eller dengue? Eller andet spændende på den dårlige måde? Og så er der hele cirkusset omkring vacciner – jeg ved ikke, om det er alle man må få (og har lyst til at få!) når man er gravid. Dét skal Statens Seruminstitut nok kunne svare på.

      Til flyveturen, så husk at gå en tur indimellem. Også selvom du går i vejen for stewardesserne. Og lad være med at booke en crappy køjeseng på et hostel – en gravid krop fortjener at sove godt.

      Og så skal man selvfølgelig have tjek på sin rejseforsikring! Altså, det skal man jo altid have, men… Jeg ville også gå efter et land, der har et okay sundhedsvæsen. Thailand, Cuba og Sydafrika har jeg følt mig helt tryg ved at rejse i fx (altså ikke at jeg har været gravid alle stederne, vel). Der er sikkert andre steder hvor man – om ikke andet med en god sjat penge – kan få en fin hospitalsbehandling, jf. rejseforsikringen. Giver det mening?

      Det er Sofie på den anden side af 30, der taler her. Da vi var afsted tænkte jeg “jaja, de får jo børn i hele verden” og gjorde mig egentlig ikke de store overvejelser. Men jeg er blevet mere forsigtig med alderen. Det er nok egentlig et spørgsmål om temperament og vaner.

      Nyd Jeres tur, jeg er sikker på at det bliver alle tiders – og så dejligt at få tanket op på oplevelseskontoen inden der går søvnmangel og amning i den!

  2. Come on – det var da grænsende til åbenlyst 😀

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Ja deeet 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *