Uncategorized

“Hej chef. Jeg kan desværre ikke komme op af solstolen”

Eftermiddagssolen brager fra en skyfri himmel, og duften af klor og solcreme blander sig med duften af dén kaffee-sahne, jeg netop har hældt i min kaffe. Der er gang i noget vand-zumba (som jeg vil undlade at kommentere æstetikken på), og Lillen tager sig en lur i skyggen. Ahhh! Jeg har fået Agnes, Sørens 9-årige niece, til at udvælge to vindere fra dette indlæg. Hun lyttede koncentreret mens jeg læste kommentarerne op (men dén med swingerklubben blev altså til fodboldklubben, ha!). Tillykke til Tina, der vinder “fordi hun er en sød farmor” og til Camilla AG “så det ikke bliver noget rod med ting der bliver væk”. Jeg sender Jer en mail én af dagene 🙂

Der sker ellers ting og sager her i all-inclusive land! Jeg har fx købt en læder-rygsæk og en fin neglelak. Og så er jeg åbenbart slet ikke voksen nok til at administrere en all-inclusive buffet. Sådan her starter min dag fx hver dag #dietgoals (var i øvrigt ved at blive tacklet af en temmelig gammel mand ved churros-fadet i morges. Men jeg vandt!):

dsc03870

Mine tænder er så fulde af sukker, at jeg ikke kan få håndklæde-fornemmelsen væk selvom jeg børster dem. Det er altså helt forståeligt, hvis de begynder at ligne ristede løg indenfor den nærmeste fremtid.

Jeg er ved at læse ”Forsoning” af Aydin Soei, og den er go’ – og fordi varmen og alle indtrykkende gør afkommet træt, så er der god tid til læsning. Der er også god tid, fordi jeg ikke har nogen telefon længere, og derfor ikke kan tjekke nyheder og mails i tide og utide. Den ligger her et sted (R.I.P. og fuck):

dsc_1105

Hver aften er der show ved poolbaren. I forgårs var det ninja-danse-show, i går en spansk cover-udgave af Queens og i morgen bliver der fyret et papegøje show af. Med en 1-årig der går i brædderne senest klokken 20, er det ikke dét jeg har overværet mest af – men jeg kan sagtens høre dét. Technoversionen af ”Let it go” vil ikke forlade min kranieskal.

Vi var forleden på bådtur til byen Mogan, og det var så smukt… Mine solbriller sætter sig iøvrigt hele tiden fast i mit hår, og det er et fuldtidsjob for Søren at vikle dem ud. Men han brokker sig aldrig – dét er altså kærlighed. Og et i-landsproblem.

dsc_0939-2

Jeg er slet, slet ikke klar til at det allerede er slut på lørdag… Mon min chef vil godtage at jeg ikke kommer hjem, fordi jeg ikke kan komme op ad solstolen?

 

4 thoughts on ““Hej chef. Jeg kan desværre ikke komme op af solstolen””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *