Uncategorized

Hej fra babybassinet! Postkort fra Sverige.

Jeg kiggede på min mand. Han sad i munden på en stor plastic-fisk, mens et par vandstråler pjaskede frem og tilbage foran hans ansigt. Ved siden af ham gik Lillen rundt med en lilla vandkande, og babyen skiftevis hoppede, spjættede og drak af vandet. Vi sad i babybassinet i en svømmehal i provins-Sverige, med udsigt til svømmehallens café med kebab, fritter og sodavand på menuen. Og jeg kom til at grine lidt indvendigt, for vi holder *virkelig* ferie på børnemåden her i det sydsvenske – udover babybassinet hænger vi ud på legepladser, vi spiser morgenmad 06.30, vi hører Alberte mens vi cruiser rundt på landevejene og til aftensmad idag har vi fået fiskepinde med kartoffelmos. Vi bor i en lille bitte by fyldt med træhuse, fluer og marker, og hvor supermarkedet er en forstørret kiosk. Tiden går på en eller anden måde meget langsommere end den plejer, og det er virkelig rart. Vi kan sagtens bruge lang tid på at kigge på en omgang harelort eller hoppe i vandpytter, for vi skal ikke rigtig nå noget. Og så er her stille. Virkelig stille. Man kan høre fuglefløjten, regnen og næsten også sine egne tanker.

Vi hygger os og det er dejligt at være så meget sammen, men hold kæft mand, hvor er det også intenst at feriere med de to små madammer: Der er hele tiden nogen, der har væltet et glas med sagtevand eller som har har krise over, at den anden har taget lige præcis den Duplo-klods, der var blevet udset som the precious. Der er hele tiden en lur-tid, der skal passes, nogen der er fæææærdig, en marmelademad, der skal smøres og en ble, der skal skiftes. Team Voksen er helt smadret når klokken runder 21, og voksen-tid… Eh, det var de 2 minutter min mand kiggede efter om jeg havde fået lus igår (fordi det kløede, men det var åbenbart min nye tørshampoo der var synderen) mens der blev slået kolbøtter og hevet i stikkontakter bag os. Og så nåede vi at kramme lidt igår på en legeplads i Växjö mens pigerne gyngede, indtil den ene fandt på en alternativ måde at skubbe gyngen på, og den anden forståeligt nok stak i et hyl. Jamen, det er vel også en slags ferieromantik, småbørnsforældre-style?

Lillesøster blev i øvrigt 1 år i søndags, og vi fejrede det lille menneske med kage, sang og gaver, mens regnen stod ned i stænger udenfor det røde træhus. Tænk engang at det er et helt år siden, hun kom til verden hjemme i stuen (læs om det her) – det føles både som om hun altid har været her, og som om hun blev født for et par uger siden. Glade, hidsige, charmerende, modige og kærlige Lillesøster. Med 5 tænder og lange øjenvipper, og med en stor kærlighed til ost, majs og karrysild. Hun er helt sin egen, men heldigvis også vores ❤️

1 thought on “Hej fra babybassinet! Postkort fra Sverige.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *