Uncategorized

Hej fra viruscentralen

Jeg synes egentlig at det går ganske strygende ovre i hverdagen. Jeg trives med at stå tidligt op, tage noget tøj på der ikke kan kogevaskes og være på arbejde – dvs. snakke med andre voksne mennesker, tisse i fred og drikke kaffen mens den er varm. Det er også dejligt at få lov at savne Lillen og glæde sig til at læse billedbøger og danse til ”min kat den danser tango” om eftermiddagen.

Men at det går godt betyder altså ikke at det går helt gnidninsfrit. Det er nemlig som om, at matriklen her har forvandlet sig til en vaskeægte viruscentral. Vi er leveringsdygtige i alt der har med feber og snot at gøre. Aktuelt har familiens yngste medlem hjembragt en omgang mellemørebetændelse. I dag over middag hentede jeg således en baby der var ked af det, snottet og som duftede kraftigt af brændende kærlighed. Ikke at sidstnævnte har noget med mellemørebetændelse at gøre, men det fik vuggestuen til frokost i dag.

Det var ikke ligefrem en badeferie at cykle til læge i dem anden ende af byen med nogen på bagsmækken, der for længst havde overskredet deadline for middagslur, og som tydeligvis havde ondt i ørerne.  Efter en omgang paniksved, tårer, snot, en halv bolle og en pencillinkur landede vi hjemme på Vesterbro. Heldigvis er viruscentralen efterhånden gearet til dén slags dage, så der var æblejuice, frugtyoghurt, kram og tegnefilm på programmet hele eftermiddagen.

Lige nu sover Lillen, og jeg ligger fanget ved siden af: I et hosteanfald kom Lillen til at kaste op i sin seng, så jeg rykkede hende over i vores. Nu tør jeg ikke rykke mig af frygt for at hun triller ud. Har overvejet at barrikadere hende med et puder, dyner  og en babyalarm, men jeg er bange for at hun forcerer indhegningen så let som ingenting. Hun har også lagt sig ovenpå min arm, og hvad vil man så helst have: Fri bevægelighed eller et sovende barn?

Jeg har endda kold cola, bridgeblanding og en frysepizza der venter på mig – min mand har nemlig været så elskværdig at sørge for ordentlig proviantering inden han selv smuttede ud for at indløse et gavekort til ”tøm-en-pølsevogn” (!!!) og Champions League i parken.

Oh well.

img_0804

2 thoughts on “Hej fra viruscentralen”

  1. Var hun ikke for nyligt startet i VS? Min søn fik MB lige i sin vuggesturestart. Måske er det noget der følger med? Heldigvis var min mand hjemme på barsel lige der, mens jeg kunne drikke varm kaffe på arbejdet ahhh 🙂 Håber ikke hun har meget ondt. På min søn kunne man ikke mærke det store. Thank god for pencilin. God bedring 🙂

    1. Jo hun er nemlig :-/ Jeg tror der er en omgang obligatoriske bakterier vi lige skal have overstået – nu kan jeg i hvert fald sætte hak ved dét! Tak – og god aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *