“HEJ MOR” sagde hun og jeg blev skidebange

Forleden var jeg på vej hjem, med Lillen bagpå cyklen. Vi stod og ventede på at skulle over en stor vej, og lige pludselig kunne jeg se arvingen ud af øjenkrogen – på en eller anden måde havde hun fået krænget sig ud af en del af selen, og hang ud til siden mens hun sagde ”HEJ MOR!”. Jeg blev skidebange, og mit hjerte var ved at hoppe ud af brystkassen. Aldrig nogensinde har mine nerver været mere tyndslidte end efter jeg blev nogens mor. Not even close.

Mit yndlingsdigt har siden en dansk-time i folkeskolen om romantikken været ”Angst” af Emil Aarestrup. Det handler om livets skrøbelighed, og om, hvordan kærligheden for en stund kan ophæve netop dén. Og det er så smukt, så smukt. Men for mig er skrøbeligheden pludselig rykket meget tættere på, end den nogensinde har været. Måske fordi kærligheden har fået en anden form, end den har haft før. Jeg er blevet bange for mange ting. For eksempel for mikroplastik.  For at Lillen får et stykke knækbrød galt i halsen. For cocktaileffekter af hormonforstyrrende stoffer. For terrorangreb. For sprøjtegifter i maden. For at der sker nogen af os, der skal passe på Lillen, noget. For klimaforandringer. Og nu altså også for cykelseler, der ikke er, som de burde være.

Måske er det et vilkår for forældreskabet? Sådan en slags grund-angst?

Jeg tænker, at det bedste jeg kan gøre er, at gøre noget. Jeg har købt nye seler til cykelsædet. Jeg har downloadet en app, der kan scanne stregkoder og fortælle mig, om produkterne indeholder mikroplastik. Jeg har været på førstehjælpskursus. Jeg køber svanemærket og økologisk. Jeg bor i en energivenlig lejlighed, jeg spiser ikke kød og jeg har ingen bil. Men jeg kunne godt stramme op på ét punkt: Mit tøjforbrug. Google fortæller mig, at en t-shirt ”koster” ca. 1.500 liter vand og i alt 11 kg. Co2. Så jeg har besluttet mig for ikke at købe noget som helst nyt tøj fra 1. november og et år frem (og jeg tænker at det hvis jeg siger det til mange mennesker, så forpligter det ligesom lidt mere). Jeg gør noget, så godt som jeg nu kan.

Og så må jeg vist prøve at trække vejret dybt ned i maven for resten. Ind gennem næsen og ud gennem munden, og den slags.  For jeg er her stadig, selvom jeg er vokset op på ikke-økologisk boller i karry og selvom jeg sikkert har smurt mig ind i en masse hormonforstyrrende (om end velduftene) ting i halvdelen af mit liv.  Selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke beskytte Lillen fra alt det nederen her i verden.

Men jeg prøver, det gør jeg.

(Klimavenlig, ikke-instagramvenligt øko-mad: Hokkaido-suppe med pasta for at tilgodese den to-åriges motorik. Ikke at vedkommende gad spise det af den grund).