Skip to content

Hurra!

Idag har jeg fødselsdag! 28 år. En flot alder, hvis jeg selv skal sige det. Og jeg er sprunget lige ind i det iført en nederdel i det pureste sølv – det er vel en slags festdag selvom det er onsdag og alle andre er på arbejde.

Dagen startede med, at jeg drak kold morgenkaffe og fik tis på fingerede (altså ikke mit eget) hele to gange. Men da jeg lå med en lille, varm og sovende krop ovenpå mig, og morgensolen sneg sig ind ad vinduet tænkte jeg alligevel, at det allerede var den bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft.

Jeg er ellers blevet fejret rigtig fint i dag. Lillen sov igennem (!!!), så jeg har været én stor bunke af overskud hele dagen. Jeg har spist brånsj med min søde mor på Frederiksberg, efterfulgt af en lang gåtur i solskinnet. Og ja, selvtak for det edderpændt gode vejr! Til aften har jeg spist sushi. For præcist ét år siden spiste jeg også sushi, men det var på toppen af Tivolihotellet. Dengang havde jeg hæle og rød læbestift på, jeg flettede fingre med Søren og drak Tiger øl. Nu sidder jeg i sofaen med mælkepletter på blusen, saftevand i glasset og ser 3 x beliggenhed. Det er vildt, så meget anderledes livet er blevet…

Publikation2

Jeg e.l.s.k.e.r. fødselsdage. Da jeg var mindre kørte jeg tema-stilen. Jeg har fx holdt Hippie-fest, hvor jeg iklædt runde briller og bånd i håret serverede hotdogs for mine gæster under sloganet “Rebeccas pølser med liv og føl’ser” (ja, hvis der sidder en reklamebureau-chef og tænker hold da op, kan vedkommende bare ringe).

Forrige år holdt jeg 4 fødselsdagsfester: Én for familien, én for mig og Søren, én med lagkage og boller for kollegaerne og ikke mindst én med øller for vennerne. I år har jeg skåret det ned til 3 dages festivitas. Igår var mine svigerforældre på besøg med othellolagkage, toffefee, Mørbradgryde og gaver. Himlen var blå, Lillen charmede sine bedsteforældre og der var nogle toffefees tilovers – og hvis man ikke må køre dem ned i løgnhalsen til morgenmad når man fylder 28, så ved jeg ikke, hvornår man må. So i did. I morgen kommer min familie og spiser kagemand og drikker kaffe. Tænk at der er så mange, der har lyst til at fejre én, at man kan gøre det flere dage i træk! Jeg bliver sgu så glad. Så hvis I møder én, der går rundt på Vesterbro og ser sådan her ud de næste par dage, er det sikkert mig:

 

 

2 Comments

  1. Hvor er det nice det hele! Og stort tillykke med det flotte, nye tal 🙂

    • Sofie Ude Sofie Ude

      TAK! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *