Uncategorized

Hver krop til sin tid

Forleden sagde jeg til mit barns far, at han skulle prøve mærke mit maveskind sådan lige over navlen. ”Ej” svarede manden, ”det er sådan lidt testikel-agtigt!”. Jeg kan egentlig godt se hvad han mener, for lige dér er det sådan lidt blødt og rynket. Så jeg har altså nossehud på maven . Super.

Status lige nu er, at jeg sporter en fin topmave, og min numse er i forhold til tidligere temmelig fyldig – ikke på Kardashian-måden, men mere som et ubagt franskbrød, der ligger til hævning. Men bortset fra dét, er der altså ikke rigtig noget tegn på, at jeg for to måneder siden pressede et lille menneske ud af den. Kvindekroppen er altså en vild størrelse.

Jeg har en rigtig god veninde, der hedder Ida. Hendes krop er altså også vild, men på en helt, helt anden måde. Ida er det ubetinget stærkeste menneske jeg kender – og så er hun så veltrænet, at man tror det er løgn. Se bare her:

ida

Ida er sådan én, der kan beslutte sig for at gå efter noget, og så gøre det helt. Hun er ikke sådan en der springer over, hvor gærdet er lavest, hvilket undertegnede ellers godt kan være forfalden til. Ida har i et lille år hverken  spist franskbrød, drukket rødvin eller kørt chokolade ind, som om der ikke var nogen i morgen. Og så har hun løftet virkelig mange tunge ting. Det betyder, at hun for nyligt kunne vinde DM i Athlethic Fitness, der for de uindviede handler om gode muskler og om at have et voldsomt veldrejet hylster. Selvom jeg synes at Idas indsats er meget beundringsværdig, elsker jeg hende mest af alt for hendes altid smadder fornuftige tilgang til tingene. Hver krop til sin tid, siger hun. Og jeg er helt enig.

Gennem tiden har min krop set ud på mange forskellige måder. Da jeg havde mit livs første og (7-9-13) eneste rigtige kærestesorger, var den temmelig tynd og afpillet. Dengang  jeg arbejde som fitness-instruktør, var den stærk og fast. Og da jeg efter gymmeren flyttede til Havanna, blev den lynhurtigt buttet – men jeg levede også af rom og krydderboller, så alt andet ville faktisk være mærkeligt. Selvom jeg er langt fra så skarpt skåret som inden jeg blev gravid, har jeg aldrig nogensinde været så smadder stolt af min krop, som nu. Tænk, at den har kunnet holde til at være spændt helt ud ,og har kunnet gro et helt perfekt menneske (jeg synes stadig det er for mærkeligt at man kan lave øjenbryn, fingerled og fungerende lunger helt uden at gøre noget). For slet ikke at tale om at få mennesket ud igen, uden at gå helt i stykker. Dét er da imponerende!

Jeg bliver nogle gange lidt træt, når jeg hører ord som ”baby-fitness” og ”barsels-bootcamp”. Altså, man skal jo gøre det, man har det bedst med, men for mit vedkommende er det altså ikke dér, fokus ligger. Jeg er jo ikke Beyoncé, der skal stå i et stramt outfit på en scene, få uger efter fødslen – det eneste jeg skal stå på er tæer, når jeg skal nå noget i toppen af køkkenskabet. Lige nu er tiden til nosse-hud på maven, og det er fint nok. Jeg har jo noget meget sejere at vise frem end stramt maveskind – nemlig en tyk og glad lille baby <3

4 thoughts on “Hver krop til sin tid”

  1. Lige præcis søde Sofie- en glad lille baby er da på alle måder det bedste og smukkeste, du kan vise frem 💗 Og en baby ændrer det meste- også kroppen og i mange tilfælde tiden til at at være ligeså fokuseret på og dedikeret til træning som din veninde. Men jeg synes, det er skønt at læse din refleksioner om en “krop til hver sin tid”.. Tak 😊

  2. Jeg har, siden jeg selv fødte for 8 uger siden, gået og været små-stresset og i dårligt humør over min efter-fødsels-krop. Jeg har nok haft tendens til, netop at sammenligne mig med diverse kendisser, som sporter røde løbere 5 min. Efter popning af baby.
    Men sandheden er jo, at det ville være urealistisk (med mindre man har personlig træner, fast babysitter og en rygrad, som siger nej tak til sukker HVER gang, læs; ikke mig) alligvel er det bare så rart, at få bekræftet at jeg ikke er alene om, ikke at være top tunet. Og hvor har du ret i, at der er vigtigere ting at vise frem – min Bertram er i hvert fald alle de ekstra kilo og strækmærker værd <3

    1. Tak for den fine og kloge kommentar! Man skal nemlig ikke have dårlig samvittighed over, at man kan se på kroppen, at den har lavet et lille mirakel 🙂 Hvor er det i øvrigt et fint navn, Bertram har!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *