Uncategorized

Hvis man endelig skal miste sin orienteringssans og måske endda sig selv en lille smule, er moderskab vel ikke det værste at miste det til?

Jeg har lige brugt halvanden time og en god tudetur på at samle et playmobil-prinsesse-slot, som jeg tabte tidligere idag og som lå spredt i atomer udover stuegulvet. Jeg tudede, fordi jeg var frustreret over, at jeg overhovedet ikke kunne finde ud af at samle de fucking små, pastelfarvede stykker plastic korrekt – og måske også en lille smule over, at jeg ikke rigtig har følelsen af at kunne finde ud af noget i det hele taget lige nu.

For jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil. Jeg vil gerne have et spændende job, men jeg vil ikke være væk fra mine børn. Jeg vil gerne bo i byen, men jeg vil også gerne bo billigt. Jeg vil gerne ikke gå rundt og se så søndagsagtig ud hele tiden, men jeg gider heller ikke tage mascara og pænt tøj på for at ordne vasketøj og blive aet af små fingre med torskerogn på. Jeg vil gerne være helt klima-genbrugs-smart, men alligevel er det som om mine fingre selv lægger ordrer på Boozt – og bagefter googler de som bare fanden for at finde ud af, om det er den visse død at have tøj på der indeholder polyester (fordi, det er vel nærliggende at finde noget helt konkret at være optaget af, når man ikke rigtig kan overskue resten?). Jeg vil gerne ud og danse, spise flot og have glimmer på, men jeg kan ikke overskue tanken om at skulle være vågen længere end til 21.30. Jeg vil så gerne bruge aftenerne på at læse, være kreativ eller noget andet, der føles meningsfyldt, men jeg ender altid med åndsfraværende scrolleri på telefonen inden jeg klasker sammen af træthed lidt over ni uden at være blevet hverken klogere eller mere i zen. Jeg savner mine veninder og vil så gerne bruge mere tid på dem, men jeg vil heller ikke bruge dén sparsomme tid, alle børn og voksne herhjemme kan være sammen, på at sidde i den anden ende af byen og drikke kaffe. Jeg har det som om jeg er i en slags limbo, og jeg aner ikke, hvor jeg skal kigge hen for at finde et svar eller i det mindste en slags helle.

Det jeg tidligere syntes om at gøre, kan eller vil jeg ikke længere. Mode interesserer mig ikke, men engang gjorde det så meget, at jeg læste det på Stockholms Universitet. Jeg brugte engang alle mine penge på at rejse, men med to små børn føles selv turen Jylland som en stor mundfuld – for slet ikke at snakke om flyskam og dén slags der gør, at jeg egentlig ikke har lyst til at rejse meget længere væk en Jylland. Jeg vil gerne blogge, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvad jeg vil skrive om, og om jeg overhovedet kan skrive noget, nogen gider læse. Jeg går ikke længere ud og spiser lækkert eller drikker drinks, jeg aner faktisk ikke engang hvor jeg skulle gå hen, fik jeg muligheden. De ting, jeg plejede at orientere mig mod og som jeg så som en del af min identitet, er ikke længere mine på dén måde. Istedet sidder jeg på Vestamager og tuder over et prinsesseslot, mens regnen slår mod ruden, og jeg er en blanding af taknemmelig og forvirret på et højere plan.

Og helt ærligt: Efter fire år med små børn er jeg heller ikke ligefrem trænet i at mærke efter, hvad jeg selv vil, synes og føler. For det er der ligesom ikke særlig meget plads til, og det er okay, for jeg ved, at de kun er små og kræver mig med hud og hår et kort øjeblik endnu. Og hvis man endelig skal miste sin orienteringssans og måske endda sig selv en lille smule, er moderskab vel ikke det værste at miste det til? Men det betyder ikke, at det ikke er en svær nød at knække indimellem ❤️

19 thoughts on “Hvis man endelig skal miste sin orienteringssans og måske endda sig selv en lille smule, er moderskab vel ikke det værste at miste det til?”

  1. Træk vejret, find samleanvisningen til det elendige slot på nettet, og hæng på. Jeg er sikker på at vi bliver hele mennesker på den anden side igen, og torskerognen kan sikkert gå væk i vask med noget Vanish 😉

    1. Slottet er samlet 😅 Jeg er helt sikker på at vi er hele mennesker allerede nu – det er vel mere sådan en følelse af, at tingene ligesom skal… falde på plads (igen)?

  2. Du sætter ord på en tilstand, jeg kan mærke lurer lige foran mig (når altså jeg får tid/luft/mulighed for/til at mærke bare lidt mere efter 🙈) Øj, jeg synes også det er svært at være mor og alle de andre ting på samme tid.

    1. Det er totalt svært, Katrine. Men jeg er sikker på at det bliver nemmere, når man langsomt får sænket skuldrene, luft i lungerne og benene tilbage på jorden 🙂

  3. Du skal skrive! For du rammer plet SÅ tit og jeg bliver ofte både rørt og glad af at læse dine skriblerier. Det her indlæg giver mig gåsehud fordi du rammer mig på et følelsesmæssigt plan, så jeg føler mig spejlet og ikke alene. Det tror jeg du gør for mange andre end mig. Dine indlæg er det eneste på facebook jeg altid stopper op ved og tager mig tid til at læse fordi du skriver sjovt, rørende og meningsfuldt.

    1. Trine, jeg blev simpelthen så glad da jeg læste din kommentar. Tusinde tak, fordi du tog dig tid til at skrive den, og jeg er glad for at mine skriblerier kan gøre at man ikke føler sig alene – det er jo hele pointen.

  4. Melder mig i koret af kommentarer der føler sig mødt og spejlet! Bliv ved med det <3 Du skriver simpelthen så godt, reflekteret og i øjenhøjde med os helt almindelige ikke-bloggeragtige mennesker der læser med.

  5. Spot on, Sofie. Du har sat ord på alt det, jeg føler – tak for det. Elsker dine skriv – både når de handler om “meget”, og når de handler om hverdag, så bliv endelig endelig ved ❤️

  6. Tak! Det er så præcist og så befriende at læse! Det kunne lige så godt være min hverdag du skrev om og det er skønt at læse dine sjove og eftertænksomme betragtninger

  7. åh Sofie – du tager mig tilbage i tiden med små børn og al den der op ad bakke… og du skriver så fint.
    Får lyst at tage dig på skødet og kramme dig. sådan mor agtigt. For man giver og giver og giver, og det ER hårdt.. men – de bliver lige så stille ældre, der bliver lige så stille mere Sofie tid, og vips er de flyttet hjemmefra… nyd nuet, trods alt!

  8. Hvad alle de ovenstående skriver – jeg tilslutter mig! Det ER sgu heftigt, det småbørnsræs. Tusind tak for at sætte ord på det. <3 Kh en anden identitetskriseramt (og træt) mor

  9. On the bright side: jeg tænker ofte på alle de narcisistiske neuroser og navlepillende grublerier om, hvem jeg var og skulle være, som jeg gjorde mig præ-børn. De er forduftet nu. Fordi der ganske enkelt ikke er tid eller plads til dem i hele hverdagshurlumhejet med flyverdragter, leverpostejsmadder, trodsalderkonflikter og næste vaccinationstid og og og. Det må være den lyse side af ikke at have tid til at dyrke sig selv og sit eget ego. Selvforglemmelse ftw.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *