Skip to content

Hvis min tid lige nu var en ting, så var den nok et mellemlægspapir

Det er en lidt mærkelig tid lige nu. På den ene side er jeg så tæt på termin, at man ikke ville gøre noget for at stoppe det, hvis jeg fik veer nu. På den anden side kan jeg godt ende med at være gravid et stykke ind i juli. Der er både kort og lang tid til, at vi får lov til at møde den lille dame.

Hvis min tid lige nu var en ting, så var den altså nok et mellemlægspapir. Det ligger mellem dét at være (meget) gravid, og dét at være mor til to indenfor overskuelig fremtid. Mellem kendte rutiner og en ny hverdag, hvor det hele nok bliver vendt godt og grundigt på hovedet. Mellemlægspapiret er ventetid og tålmodighed, men også en snigende rastløshed. Jeg har ryddet op i Lillens legetøj. Jeg har sørget for gamle håndklæder og et solidt lager af snacks til fødslen. Jeg har købt ekstra stofbleer og lagt alt tøjet i størrelse 56 klar i den øverste kommodeskuffe. Jeg har spist is og læst bog på altanen (er pt. I gang med ”En dag vil vi grine af det” af Thomas Korsgaard – kan anbefales!). Jeg har vasket betrækket til sofahynderne, og om lidt skal jeg i gang med at ordne køkkenskabene. Når der ikke rigtig er noget man skal, kan det godt lige pludselig virke vigtigt at få sat alle kikærterne og makreldåserne i dato-orden…

Jeg er til gengæld slet ikke nået til det punkt, hvor jeg synes det er ved at være træls at være gravid.  Jeg kan stadig huske, hvor sur jeg var dengang med Lillen, haha! Bevares, jeg sveder her i sommervarmen og jeg vågner en del om natten. I løbet af en dag er der cirka 10 minutter, hvor jeg ikke er sulten (i skrivende stund er klokken endnu ikke 13, og jeg har indtil videre spist 3 halve boller med ost, en portion græsk yoghurt med müsli, en abrikos, en masse vandmelon, to stykker ristet rugbrød med laksesalat og 3 stykker tofifee. Ja, det er godt gået!). Jeg vralter når jeg går og det er en større operation jeg skal sætte i gang, hvis jeg skal have fat i dén eyeliner, jeg har tabt og som nu ligger under skabet på badeværelset.

Men det er helt okay, og jeg synes faktisk, at tiden er gået hurtigt indtil videre. Det hænger nok sammen med, at jeg sover 10-12 timer om natten, så praktisk talt har jeg jo klaret halvdelen af graviditeten på skjoldet. Det hænger nok også sammen med, at jeg her i anden ombæring ikke har haft tid til at ’nørde’ graviditeten på samme måde, som første gang. Dengang var der jo ikke nogen, der skulle hentes fra børnehave og spises af 17.30, eller bunker af vasketøj der truede med at overtage verdensherredømmet. Det er der (heldigvis) nu.

 

2 Comments

  1. Tiden som mellemlægningspapir – elsker den sammenligning! ❤️

    • Sofie Ude Sofie Ude

      ☺☺☺️️️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *