Hvordan ved man, at man er landet dér, hvor det er godt at slå rødder?

”Se!” sagde min mor, og holdt sin udstrakte håndflade frem mod Lillen. I hånden lå en slimet, kødpølsefarvet regnorm og snoede sig. Lillen spærrede øjnene op, og hoppede en meter tilbage – ”Jeg kan altså IKKE lide slanger” sagde den lille stemme bestemt.

Senere samme dag var vi hjemme i lejligheden. Aftensolen skinnede, og vi havde altandøren stående åben. Lillen løb ud, tog sit nye løbehjul og kørte 3 meter frem og tre meter tilbage, igen og igen. Og igen. ”FAAAAAR, KOM UD I HAVEN, DET ER RIGTIG SJOVT!” råbte hun. Godt nok står der en plante eller to derude, men en have er det langt fra. Jeg kunne ikke lade være med at grine af det lille by-barn, samtidig med at der var noget, der stak en lille smule i maven: Jeg er helt og aldeles overbevist om, at når forældrene er glade, så er børnene det også – uanset hvor de bor. Men altså; er det federe at være barn et sted, hvor man kan lege i haven og cykle på vejen? Eller?

I går var jeg til møde på Sydsjælland. Himlen var blå, der var brosten på gaderne og der var udsigt til havet. Så smukt og stille. Og lige dér, var jeg klar til at købe en villa til en brøkdel af, hvad den slags koster i København. Men da jeg skulle hjem efter mødet, sad jeg i toget i hvad der føltes som en evighed og først da toget kom til Roskilde, havde jeg en idé om, hvor i verden, jeg egentlig var. Så snart jeg ramte København småløb jeg ind på den nærmeste Ricco’s for at hælde en dyr iskaffe i løgnhalsen og inhalere den friske, hjemlige duft af udstødning, menneskemylder og varm asfalt. Ahhh!

Jeg har endnu ikke sluppet sådan en grundlæggende følelse af rastløshed i forhold til, hvor Lillen kommer til at vokse op. Faktisk ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til det. For snart 10 år siden fik jeg lavet en tatovering med nogle mælkebøtte-frø, der på en eller anden måde skulle symbolisere det smukke i rodløsheden og hylde evnen til at blomstre lige dér, hvor frøet falder ned. Men efter jeg har passeret de 30 og har fået ansvar for andre en mig selv, så synes jeg på en eller anden måde mest af alt, at det er lidt irriterende. Ikke tatoveringen, forstås, men rastløsheden.

Måske rykker vi en dag tilbage til stenbroen. Måske køber vi et hus. Og måske bliver vi bare her i Ørestad. Nogle dage føles det som det kedeligste sted i hele verden, og andre dage kunne jeg næsten ikke forestille mig at bo andre steder. Sådan en dag havde jeg fx idag, hvor Lillen og jeg var på en fantastisk legeplads tæt på vores lejlighed, hvor der altid er lunken kaffe på kanden til 3 kroner. mooncars og klappegeder. Lillen ville i øvrigt gerne have sin mor med ind til klappegederne, men jeg bildte hende ind, at der ikke var plads til flere børn i indhegningen, fordi jeg selv var skide bange for deres spidse gede-horn #momoftheyear

Jeg tænker, at vi – eller rette jeg – skal have lagt låg på alle de gode og mindre gode boligforslag, der indimellem knopskyder i min hjerne, når Lillen når skolealderen. Så er vi dér, hvor vi beslutter os for at være, og der bliver vi. Basta. Men helt ærligt: Hvordan ved man, at man er landet dér, hvor det er godt at slå rødder?