Jamen hej-hej så.

”Kom og få cykelhjelm på, Basse” siger jeg, ”du skal ud og cykle i den store cykel sammen med far i dag”. Sandalerne i størrelse 23 galoperer hen over gulvet, og Lillen får mast cykelhjelmen ned over de røde krøller. ”Hej-hej” siger hun, og vinker til mig. Og så går de.

Jamen hej-hej så.

Dengang Lillen var helt ny, var jeg indimellem lidt udfordret af, at jeg altid havde et andet menneske på mig – når hun faldt i søvn efter en amning, og jeg var låst i sofaen i 1½ time. Som oftest i en akavet stilling, og jeg har aldrig haft så mange sovende lemmer på én gang, som jeg havde dengang. Når hun ikke lå på min arm og sov, sad hun i en vikle på min mave. Når hendes far kom hjem fra arbejde, kunne jeg indimellem gå ned at handle – på dén der måde, hvor man galoperer rundt i Føtex som en hovedløs høne, fordi man skal tilbage til guldklumpen hurtigst muligt.

Nu savner jeg at have hende tæt på hele tiden. For det meste har hun travlt med at rende rundt i tyl-skørt og give hendes lille abe-bamse kaffe, med at lege med elefanterne fra hendes Duplo-kasse eller med at prøve at pille ved alt det, hun ikke må. Jeg kan godt få lov til at sidde helt stille med hende i sofaen og se tegnefilm eller læse bog om aftenen, når hun har været i bad og er godt mør. Men ellers er der fart over feltet. Selvfølgelig er det lige som det skal være, men indimellem kunne jeg godt tænke mig at putte hende i en vikle igen, og bare gå rundt og kysse de tykke kinder og kramme de bløde lår. Men hun ville nok blive hidsig og jeg ville blive pukkel-rygget, så det bliver ved tanken.

Jeg ser ikke Lillen igen før sent i aften, for jeg skal ud og spise med en veninde. Jeg glæder mig, og vi skal på Lygtens Kro i Nordvest, men jeg savner allerede Lillen lidt. Heldigvis er det ikke creepy at lure på nogen der sover, så længe det er ens eget (lille) barn, så det har jeg tænkt mig at gøre senere 😉

Ha´en dejlig torsdag!