Skip to content

Jeg er i det mindste ikke grøn

Forleden var jeg alene hjemme med begge piger. Vi var på legeplads, klippede gækkebreve og bagte boller. Lyder det hyggeligt?

Det var det ikke.

Skorpen på bollerne var for alt for hård, og der var for lidt marmelade på. Lillesøster ville ikke sove på altanen og da hun endelig sov, var det i en halv time. Storesøsteren brændte sammen over, at der ikke var flere afsnit af yndlingsserien på Ramasjang. Høretelefonerne drillede, da der var Prop og Berta på lydbog. Der var papirsklip på hele gulvet. Den ene ville ikke hjem fra legepladsen (fordi hun havde travlt med at lege, at hun havde glemt nøglerne til legehuset. Fra børn og fulde folk og det dér, ikke?), den anden ville ikke sidde i klapvognen. Børnene freakede på skift, og nogle gange samtidig, og jeg var til sidst ved at springe i luften.

Nogle gange synes jeg, at jeg er en bomben mor. Sjov og overskudsagtig og sådan. De dage er der heldigvis flest af, men indimellem er jeg også bare et surt, underskudsramt røvhul, der bager hårde boller og tæller minutterne, til der kommer voksen-forstærkninger. Sådan en dag var forleden altså, og som timerne gik, smuldrede både min tålmodighed og mine evner til konflikthåndtering – til sidst stod jeg i døren til altanen, som en anden ildkegle iført gamachebukser og fedtet hår, og hvislede gennem de sammenbidte tænder, at der var is til dem, der for-helvede-da-også kunne tie stille, mens jeg igen forsøgte at få den overtrætte baby til at sove. Det lykkedes.

Stille og roligt forduftede surheden, og jeg prøvede at overbevise mig selv om, at mine børn trods alt ikke havde trukket det aller korteste og mest maltrakterede strå, da der skulle deles mødre ud. Der var ro til at sidde og tegne lidt, og jeg tegnede en slags dame. Lillen kiggede på den og sagde ”men mor… Det er jo ikke dig. For du er ikke grøn”. Ja, det er vidst det bedste man kan sige om mig på dén slags dage: Jeg er i det mindste ikke grøn.

 

2 Comments

  1. Lulu Lulu

    Du skriver simpelthen så godt, tak 😊
    Hilsen snart mor til 2

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Hvor blev jeg glad, tak Lulu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *