Skip to content

Jeg har ikke brugt dagen på at spankuler rundt i frækt undertøj, jeg har ikke fået røde roser og jeg har heller ikke spist Valentins-menu hos Jensens Bøfhus

Happy Valentines, venner! Og sikke en smuk smuk dag med solskin og græs, der i morges var helt hvidt af frost. Jeg har ikke brugt dagen på at spankuler rundt i frækt undertøj, jeg har ikke fået røde roser og jeg har heller ikke spist Valentins-menu hos Jensens Bøfhus med mit livs udkårne. Men det gør ikke noget, for jeg synes det er en lidt sær dag.  Jeg har det lidt med dagen idag, som jeg har det med fx mors dag: Jeg vil gerne være sød mod min mor hver dag, og ikke bare huske at påskønne hende én dag om året. Jeg vil også gerne huske at elske nogen eller blive elsket tilbage hver dag, og ikke kun sådan en onsdag i februar. Desuden er jeg er heller ikke så meget til roser.  Eller undertøj med en masse blonder. Og jeg tænker egentlig heler ikke at Bøffen er et oplagt sted at tage en vegetar på date… (selvom jeg nok ville sige ja, alene på grund af deres soft-ice buffet).

Til gengæld har jeg støvsuget og vasket gulv, drukket kommune-kaffe og for en gangs skyld været hjemme, når pakkeposten ringede på. Jeg har spist en herlig blanding af gule beder, selleri og pommes frites til aftensmad. Og jeg har trøstet Lillen, da hun skvattede ned fra stolen, men heldigvis ikke slog sig værre end en omgang “Kasper og Sofie” kunne klare. Det var i øvrigt fjerde gang i dag at jeg så det afsnit, hvor der er dukketeater i børnehaven.

Men jeg har faktisk lavet noget lidt valentins-agtigt, nemlig hjerteformede vafler. Jeg har fået forbud mod at tage flere fastelavnsboller med hjem, for der er åbenbart nogen der mener, at fastelavnsboller ikke hører til i bunden af kostpyramiden, selvom det vel ret beset er en slags brød med mejeriprodukt i. Men ingen har givet forbud mod vafler, og slet ikke dem med nutella og flødeskum på. Det var helt igennem lækkert, hvis ikke det var fordi min 2-årige bordherre gjorde nogenlunde sådan her på nutella-kniven, for derefter at sætte den tilbage i glasset:

Selvom jeg ikke er Valentins-typen, så håber jeg virkelig, at herren i den helt perfekte annonce, jeg fandt i lokalavisen hos mine forældre, har haft en Valentins dag, der bød på lidt mere end pommes frites og Ramasjang. Det fortjener han, når han er så modig at sende sit telefonnummer ud i verden på den måde. Jeg har sløret det, men hvis der er en frisk transslave derude, der gerne vil have det oplyst, så send mig en mail.

God aften, hvordan i end bruger den <3

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *